Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et landbrug i forvandling

Oprindelig forfatter JJe

Lad os her ved bronzealderens slutning kaste et blik tilbage på det landskab, som menneskene nu havde opdyrket igennem henved tre og et halvt årtusinde. Det var stadig et land, hvor meget store egne endnu var skovklædte. Men det var også et land, der over store strækninger bestod af åbne, menneskeskabte landskaber, kulturlandskaber kalder vi dem i dag. Den sene bronzealders landskaber havde dog ikke meget til fælles med nutidens velordnede kulturlandskab. Her var ingen hegnede skove, ingen veje og landsbyer, kun hjulspor, der strakte sig gennem landskabet fra bygd til bygd, og spredtliggende ansamlinger af gårdanlæg. Og først og fremmest var der i bronzealderens landskab en mangfoldighed af vådområder, store mose- og engdrag som adskilte de enkelte bosættelser fra hinanden.

Nogle steder, som f.eks. i det sydlige Thy og i Vestsjælland kunne man møde udstrakte skovløse landskaber, hvor bopladserne lå tæt. Men det var ikke dyrkede marker, som prægede disse landskaber, det var først og fremmest overdrev med en spredt bevoksning af træer og buske, hvor kvæget græssede. Lad os forestille os, at vi besøgte en af den sene bronzealders små bopladser og fra den foretog en vandring ud gennem det omgivende landskab.

 I bronzealderens slutning præges keramikken af en ensartethed, som ikke tidligere er set. Mange af karformerne foregriber formgivningen af jernalderkeramikken.

I bronzealderens slutning præges keramikken af en ensartethed, som ikke tidligere er set. Mange af karformerne foregriber formgivningen af jernalderkeramikken.

Det var ikke mange huse, som lå sammen i den sene bronzealders små bebyggelser. Og huse af en størrelse, som man havde set det i den ældre bronzealder, så man heller ikke mere. De store bronzealderhallers tid var for længst forbi. Et godt indtryk af gårdanlæggenes udseende i den seneste del af bronzealderen får vi f.eks. på den lille boplads Ristoft ved Spjald i Vestjylland.125 Her blev udgravet tre langhuse, som lå med en indbyrdes afstand af en snes meter. Det var ikke muligt at afgøre, om de alle tre havde stået på samme tid, det var dog næppe tilfældet. Men de var alle af den samme hovedtype, et var forholdsvis stort, 24,5 m langt. De to andre var henholdsvis 19,5 og 17 m lange. Bredden var mellem 6 og 6,5 m. Alle var de orienteret øst-vest med en lille drejning sydøst-nordvest. I alle husene var der to rækker tagbærende stolper, som stod med regelmæssige mellemrum ned gennem husets længde, gavlene var afrundede, og der var indgang midt i begge langsider. Vægstolperne stod med regelmæssige mellemrum, og i alle husene var der to ildsteder. I det ene lå de begge i vestenden, i de to andre lå et i vestenden og det andet lå omtrent midt i huset. Byggeteknisk lå de altså i klar forlængelse af, hvad man havde set i tidligere århundreder.

Annonce

Det er ikke mange bopladser, man kender fra denne seneste del af bronzealderen. Men bygningstraditionen synes at være ret fast med små variationer fra landsdel til landsdel,126 og konstruktionsmæssigt var der en glidende overgang til den efterfølgende jernalders hustyper.

Det er ikke meget vi ved, om de daglige aktiviteter, der foregik i og omkring husene. Et sted har man dog fundet den brønd, som forsynede dyr og mennesker med vand. Det var ved Smederup nær Odder i Østjylland, hvor man i et lille mosehul udgravede en brønd sat af en 14-15 egeplanker.127 I selve brønden lå der talrige lerkar fra bronzealderens slutning128 og en spand udskåret af et eneste stykke elmetræ. Den var ca. 1 m høj og forsynet med to hanke. Foroven var dens diameter 62 cm, forneden 77 cm.

På den sene bronzealders bopladser arbejdede også fortsat pottemagere, hvis krukker og fade blev brugt i den daglige husholdning. Tidligere så vi, hvordan lerkarrene i tiden omkring 800 f.Kr. havde ændret karakter, deres formgivning var blevet klarere og strammere. Den udvikling fortsatte pottemagerne i bronzealderens sidste århundreder. De udviklede også en bedre brændingsteknik, karrene blev generelt mere tyndvæggede og hårdere brændt og fik efterhånden det præg af godt pottemagerhåndværk, som også skulle udmærke keramikken gennem hele den ældre del af jernalderen.

Fortsat var keramikkens formgivning ganske ensartet over hele landet.129 F.eks. finder man både i de østlige og vestlige egne en særegen type forrådskar. De er enkelt udformede med en jævnt rundet side, som under randen havde et ca. 5 cm bredt, glattet parti, derunder var karsiden beklasket. På overgangen mellem den glattede og den beklaskede karside sad en omløbende liste med fingerindtryk eller skråtstillede indskæringer. Det var en karform, som allerede var udviklet i de foregående århundreder, som regel dog kun med en kort, pålagt liste. Nu løb den som regel rundt om hele karrets side.

 Træbeholder fra brønd i Smederup Mose, Midtjylland.

Træbeholder fra brønd i Smederup Mose, Midtjylland.

Side om side med disse forrådskar fremstillede pottemageren også en mangfoldighed af finere kar, som regel med toleddet side. Halsen var gerne kegle- eller cylinderformet og markeret i forhold til bugen med en lille afsats. Dette tilsyneladende ubetydelige træk karakteriserer en meget stor del af keramikken fra bronzealderens sidste århundreder. Hovedparten af karrene havde en høj hals, som udgjorde 1/3 eller mere af karrets samlede højde. Men hen imod overgangen til jernalderen var der en tendens til at gøre halsene lavere, således som det blev karakteristisk for keramikken i tiden efter ca. 500 f.Kr. Hankene var næsten altid små og anbragt på overgangen mellem hals og bug. Lodrette grebknopper og ringknopper, enkelte eller dobbelte var dog også meget almindelige.

Dekorationen af lerkarrene bestod normalt af enkle omløbende linjer.130 En meget sjælden gang kunne de finere kar også være bemalede.131 Det var en dekorationsform, man ofte anvendte i de østlige dele af det nordtyskpolske lavlandsområde, men som også fik en vis, omend meget begrænset udbredelse i Østersøområdet.

Skulle man bruge en gravurne, udvalgte man den oftest blandt de finere lerkar. De grovere forrådskar blev derimod langt sjældnere brugt som brændtbensbeholdere. I Nordjylland og på øerne kunne man dog lidt oftere træffe de mellemstore forrådskrukker anvendt som urner.

Som låg på gravurnerne brugte man gerne nogle små skåle og kopper, dvs. lerkar, hvis mundingsdiameter var mindst dobbelt så stor som højden. De fandtes i en bred variation af former rækkende fra simple, enleddede skåle med eller uden hank til skåle med svajet side og udadbøjet mundingskrave. Også på disse skåle kunne man undertiden finde den lille karakteristiske afsats, som markerede overgangen mellem hals og bug. Normalt var skålene forsynet med en hank, men de kunne i enkelte tilfælde også have en lille, lodret grebknop på overgangen mellem skulderen og halsen.

Det var ikke meget, der adskilte de sene bronzealderbosættelser fra deres forløbere tidligere i det 1. årtusinde f.Kr. Man kunne nok have ventet at finde spor efter smeden, for jern var allerede nu, omend i meget begrænset omfang, begyndt at komme i anvendelse.132 Og længere sydpå, i Centraleuropa, var en egentlig jernalder allerede begyndt i det 8. århundrede f.Kr. Man kunne således forvente at finde f.eks. jernslagger på nogle af bopladserne, men det er endnu ikke sket. Tilsyneladende beherskede man endnu ikke den nye teknologi. Dertil nåede man formentlig først i tiden efter ca. 500 f.Kr.133

Men lad os vende blikket mod de dyrkede marker, som lå rundt omkring husene. Sammenlignet med tidligere tider var de tilsyneladende tiltaget i størrelse. Nogle af markstykkerne kunne være op til 100 m på hver led. Og det hændte også, at markskellene markerede sig i terrænet ved ganske lave jordvolde, såkaldte digevoldinger eller skelvolde. Det var et nyt træk i oldtidslandskabet. Første gang vi mødte dem, var i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. i den lille bebyggelse ved Bjerre i det sydlige Thy. Her kunne man ved de arkæologiske udgravninger iagttage selve bebyggelsens marker. De fremtrådte som tætliggende, parallelle ardspor, undertiden afgrænset af lave jordvolde. Hvordan disse små skelvolde var opstået, ved vi ikke med sikkerhed. Formentlig er de opstået som et resultat af mange samvirkende faktorer, bl.a. jordtransport ved pløjning og jordfygning, mens vegetationen på voldene endnu ikke havde vokset sig høj nok.

Sådanne oldtidsagre skulle blive meget almindelige i de efterfølgende århundreder af jernalderen. Med betegnelsen oldtidsagre mener man både de undertiden ganske store marksystemer og de enkelte skelindrammede dyrkningsfelter. Som regel udgøres skellene af ganske lave jordvolde. På skrånende terræn kan de dog også tegne sig som kanter med størst fald ned ad skråningen (terrassekanter), eller de kan være angivet af rækker af sten. Digevoldingerne fremtræder ofte som næsten umærkelige nuancer i overfladen, og de kan være overordentlig vanskelige både at erkende og datere. Sporene efter dem er selvfølgelig kun bevaret, når jordstykket har henligget nogenlunde urørt siden oldtiden. Det hænder dog også, at man ved særlige jordbundsforhold kan se spor efter digevoldingerne på nutidigt dyrkede flader. På luftfotos ses de undertiden som lysere eller mørkere striber i den omgivende markflade.

De første oldtidsagre blev opmålt i 1920'erne og 30'erne på de bevarede dele af de jyske heder.134 Det var i sidste øjeblik, inden disse hedestrækninger blev pløjet, især i Nord- og Vestjylland. Oldtidsagrene kan imidlertid også findes i den del af landet, der ligger øst for israndslinjen. Her kan man iagttage dem i landskaber, der ikke har været genstand for en senere, intensiv jordbearbejdelse, f.eks. landbrugsmæssig marginaljord. Det er bl.a. tilfældet på Bornholm, hvor klippeheder, lyngmarker og skove optog store dele af øen, indtil de store opdyrkninger og planteringer satte ind i 1800årene.135

Langt hovedparten af de bornholmske oldtidsagre er fra den ældre jernalder. Men nogle af dem rækker efter alt at dømme tilbage til den yngre bronzealder. Det gælder f.eks. en forekomst ved Strandskoven på Bornholms nordøstkyst.136 Det samme gælder forekomster ved Blemmelyng, nogle km øst for Rønne 137 og Rønne Plantage.138

Oldtidsagre fra den seneste del af bronzealderen kender man også enkelte andre steder i landet, f.eks. i skovområder nær Århus, hvor små gravhøje med urnegrave indgik i systemerne af digevoldinger.139 Måden, man pløjede agrene på, var tilsyneladende den samme, som man anvendte i senere tider.

Hen imod bronzealderens slutning foregik der tydeligvis en mere intensiv udnyttelse af agerjorden. Intensiv i en sådan grad, at det undertiden fik katastrofale følger. Det kunne man iagttage i landskabet omkring en sen bronzealderboplads mellem Glesborg og Laen på Djursland. De marker, som hørte til bopladsen, var blevet ødelagt og forseglet af sandflugt engang omkring bronzealderens slutning.140 Et indtil 1 m tykt lag flyvesand dækkede markfladerne, og da disse ved den arkæologiske udgravning blev frilagt tegnede der sig et øjebliksbillede af situationen, den dag katastrofen indtraf.

Det ser ud til, at den skæbnesvangre sandflugt var blevet udløst af et sammenfald af vejrforhold og årstid, kombineret med en omfattende nybearbejdning af den tynde muld, som havde blotlagt det underliggende flyvesand. Marken var ved at blive klargjort, og bonden havde mindst et par gange ladet sit oksespand trække arden i snorlige furer hen over marken. Så satte tørken og sandflugten ind og ødelagde alt.

Inden da var bonden begyndt at tildække såsæden. Det afslørede nogle små tætliggende furer på en enkelt af markerne. Markoverfladen var også nogle steder overstrøet med små ildsprængte sten, lerkarskår, flintaffald og fragmenter af bl.a. de grove flintsegl, der anvendtes ved høsten. Formentlig var det affald fra gårdens mødding, der om efteråret var blevet kørt ud på marken som gødning. Om foråret havde ardpløjningen spredt det ud over marken.141

Udgravningen viste et billede af, hvad menneskets og naturens ødelæggende kræfter tilsammen formår. Umiddelbart inden sandflugten satte ind, havde kvægflokke drevet rundt på de næsten golde marker. Disse var ikke blot fulde af udtørringsrevner, men de var også dækket af hundred tusinder af kvægspor, der stammede fra mindst en snes høveder. Som udgraveren kunne beskrive det, havde dyrene i de sidste dage og timer før sandflugten trippet rundt og søgt efter grønne spirer på vej til det nærliggende vandhul. Mudder og tørvelag i den lille dam var fuldstændig optrådt af kvæget, og større nedgravninger viste, at mennesker under tørken havde gravet huller i bunden af vandhullet.

En katastrofe havde sandflugten været for det lille bondesamfund. Det var til gengæld arkæologernes held. For under de dækkende flyvesandslag fik man mulighed for at registrere et forseglet oldtidslandskab, og fik samtidig indsigt i dyrkningsmetoder, gødskning og markstørrelser i den sene bronzealders landbrug.

 Aftryk af hjulspor og kvægets klove på en sandflugtsdækket mark fra bronzealderens slutning i Glesborg på Djursland.

Aftryk af hjulspor og kvægets klove på en sandflugtsdækket mark fra bronzealderens slutning i Glesborg på Djursland.

Dog hørte sandflugt til undtagelserne. Var man fra en anden og mere begunstiget bosættelse gået fra de dyrkede marker videre ud i landskabet, nåede man ud til de områder, hvor kvæget græssede. Herude lå også de gravhøje, som var blevet opført af tidligere generationer. Ellers var det eneste tegn på menneskers nærhed det græssende kvæg. Men overdrevet var et menneskeskabt landskab – det var grænselandet mellem menneskene, skoven og vådområderne, og det var skabt af de græssende husdyr. Igennem århundreder havde de bidt af urter og vedplanter, trampet og gnubbet og havde gødet jorden kraftigere nogle steder end andre. Derved havde de skabt en ganske bestemt sammensætning af vegetationen, og en meget afvekslende landskabsform. Her stod store vindkrøgede udløbere af skovens ege. Og her voksede tornede buske og hassel i mængder. Mange steder var det hvidtjørnen, der dominerede. Mængder afbrombærris flokkedes om dens fod, og et mangefarvet blomstertæppe dækkede jorden i forårs- og sommermånederne: agertidsel, gul ranunkel, mængder af violer, anemoner, kodrivere og den storblomstrede hønsetarm. Mælkebøtter og tusindfryd væltede op af jorden i det solvarme græs, og alle lavninger var fulde af vild kørvel.

Fortsatte man videre ud i landskabet, ad stier, hvor man kunne høre musvittens sang, og hvor løvsangeren og skovpiperen undertiden løftede deres fine røster, endte man til sidst i de ufremkommelige vådområder. Her var sporene efter menneskers virksomhed svagere. Dog foregik der undertiden tørvegravning herude, og en sjælden gang blev også kostbare moseofre nedlagt på den fugtige jordbund. Eller grusomme ritualer udført, når mennesker blev henrettet og nedsænket i det sorte mosevand. Men som regel stod vådområderne og lukkede sig omkring deres egen stilhed. Så var mosefladen dækket af bugnende mængder af kæruld, kun sivsangerne skræppede ude i rørerne. Omkring det blanke, stille vand stod pile med fede, guldskinnende rakler. Rundt i skovbrynet stod røn, ask, elm, el og enkelte tjørne. Kom man her i dagtimerne, kunne man i solskinnet finde ranunkel, pragtstjerne og violette gøgeurter i det saftige græs, og over det rejste mandshøje kærtidsler deres mørke hoveder. Kom man her om aftenen inde fra skovmørket, kunne man se svaler jage over mosen i vide sving mod den lave, matgrønne vesthimmel.

Noter

125: C.J. Becker 1968.

126: I Nybro i Sydvestjylland (Nielsen & Mikkelsen 1985) var et af husene f.eks. forsynet med en væggrøft.

127: P.V. Glob (red.) 1980, nr. 12.

128: J. Jensen 1997, s. 125.

129: J. Jensen 1997, s. 98 ff.

130: Stregdekorationen kunne dog i nogle få tilfælde udvikle sig til mere komplicerede mønstre, se f.eks. J. Jensen 1997, pl..

131: Se f.eks. V. Nielsen 2000, s. 333, fig. 359.

132: K. Levinsen 1984; M.L.S. Sørensen 1989a; E. Hjarthner-Holdar 1993; L.C. Nørbach 1998, appendix 2.

133: L.C. Nørbach 1998. I Sverige har man ganske vist argumenteret for en introduktion af jernteknologien i Malarområdet allerede i per IV/V – den skulle være kommet østfra, se Hjarthner-Holdar 1993, s. 183 ff., men overbevisende argumenter herfor mangler endnu.

134: G. Hatt 1949.

135: V. Nielsen 1984, 2000.

136: V. Nielsen 2000, s. 46 ff. og s. 188.

137: Ibid. s. 80 ff. og s. 188. I nogle af skelvoldene indgik skår af yngre bronzealders karakter.

138: Ibid. s. 117 ff. og s. 188, iflg. de forhåndenværende kulstof 14-dateringer er oldstidsagersystemet sandsynligvis fra tiden omkring eller noget efter 770 f.Kr.

139: Se P.Eriksen 1984; J. Jensen 1997, s. xx.

140: N.A. Boas 1997, 2000b.

141: En god del af lerkarskårene på markoverfladen kunne genkendes i den keramik, der blev fundet i og omkring et nærliggende hus. Det er dermed sandsynliggjort, at markerne er blevet dyrket af de folk, der boede i huset.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et landbrug i forvandling i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430865

Afsnittet Et landbrug i forvandling er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet