• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slutningen af en epoke (750-500 f.Kr.)

Oprindelig forfatter JJe

Hen imod slutningen af det 8. århundrede f.Kr. gik bronzealderen ind i sin sidste fase. Igennem et par århundreder svandt den rige bronzealderkultur stilfærdigt ind. Tilbage blev et landbrugssamfund, som tilsyneladende var uden overskud til kulturel ekstravagance. I al sin anonymitet foregreb det jernalderens landbrugssamfund, som det kom til at se ud i tiden efter 500 f.Kr.

Årsagerne til den nordiske bronzealderkulturs ophør skal vi for en del søge i den krise i metalforsyningerne, der var opstået omkring det 9.-8. århundrede f.Kr. Allerede i slutningen af det 8. århundrede f.Kr. udgjorde jern i Centraleuropa en væsentlig del af den samlede mængde metal i omløb. Krisen førte til, at centraleuropæerne nu opgav bronzen som fælles værdienhed. I Sydskandinavien skete det først et par århundreder senere.

Men hertil kom også de dybe samfundsmæssige forandringer i Centraleuropa forårsaget af påvirkningerne fra Middelhavskulturerne. Centraleuropæerne blev nu i langt højere grad end tidligere afhængige af kontakterne mod syd til den appenninske halvø. I de store borganlæg nord for Alperne opstod de første spinkle tilløb til en bycivilisation. Men det løb altsammen ud i sandet, da kontakten med folkeslagene i syd ændrede karakter. De dynastier, der residerede i de centraleuropæiske borganlæg fik ikke nogen lang levetid.

Annonce

I områderne længere mod nord, specielt i Sydskandinavien, er vi vidne til, hvordan en stor og rig kultur langsomt svandt bort. Sydskandinavien var reduceret til et marginalområde. Ganske vist fortsatte kontakterne til det centraleuropæiske område endnu nogen tid. Men tilbagegangen i bronzetilførslerne sydfra mærkedes stadig tydeligere. Det selvstændige nordiske bronzehåndværk svandt ind. Og omkring 500 f.Kr. var den ældgamle nordiske bronzealderkultur endegyldigt forbi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Slutningen af en epoke (750-500 f.Kr.) i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 23. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430859

Afsnittet Slutningen af en epoke (750-500 f.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Slutningen af en epoke (750-500 f.Kr.)Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Danmarks Oldtid

  • Historik