Gravstele fra Solana de Cabanos, Spanien. Stelen viser en høvding med bl.a. hans spyd, sværd, skjold og vogn – dvs. det samme udstyr, som også de centraleuropæiske bronzealderhøvdinge brugte.

.

Portræt formentlig af digteren Homer. Romersk marmorbuste fra omkring 200 f.Kr.

.

Inddelingen af Europa i forskellige regioner i den sene bronzealder.

.

Sammenstilling af de våbentyper, som blev anvendt af krigerhøvdinge i Donauområderne i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.

.

Huse fra en såkaldt pælebygningslandsby ved Greifensee-Böschen nær Zürich i Schweiz. Ved tællinger af tømmerets årringe har man kunnet fastslå, at husene blev opført i 1047/46 f.Kr., og at de var beboet i to årtier derefter.

.

Forhistorisk kobbermine ved Heidenzechen nær Schwaz i Inn-dalen i Nordtirol.

.

Der havde ikke været meget handelsaktivitet i den østlige ende af Middelhavet i tiden efter paladscivilisationernes sammenbrud. Men i tiden omkring 900 f.Kr. var der igen tegn på spirende aktivitet. Fønikerne indledte en handel med det vestlige Middelhav, deres fjerne mål var Den iberiske Halvø og Nordafrika.4 Fønikernes mål ude i det yderste Vesten var bl.a. at få adgang til metalrigdommene på Den iberiske Halvø og i den atlantiske region. I den indledende fase af kontakten med de lokale befolkninger benyttede de sig især af luksusvarer som orientalske guldarbejder, glas-, alabaster- og elfenbensarbejder, metalkar og våben. Med tiden fik fønikerne bedre fodfæste på Den iberiske Halvø, og i det 8. århundrede f.Kr. begyndte de at oprette regulære handelsstationer, hvorfra de bl.a. kunne udnytte sølvminerne i den sydlige del af halvøen. De første tilløb til en bycivilisation i den vestlige del af Middelhavet var nu begyndt.

Snart dukkede også grækerne op på scenen. Det skete i tiden efter 800 f.Kr. – deres mål var Italien og Sydfrankrig.5 Efter sammenbruddet af paladscivilisationen og i løbet af den mørke tidsalder i Grækenland var et helt nyt samfund vokset frem – i begyndelsen med en stærkt reduceret befolkning, som levede i små og spredte landsbyer og i relativ isolation. Men i det sene 9. århundrede og navnlig i det 8. århundrede f.Kr. begyndte der at ske hurtige forandringer.6 En befolkningstilvækst satte ind, landbrugsproduktionen øgedes, og befolkningen flyttede for en del sammen til nye, befæstede bosættelser. Det var den nye bystat-organisation, polis,7 der var ved at opstå, og som for alvor begyndte at gøre sig gældende fra midten af det 8. århundrede f.Kr. Ud af disse forandringer voksede en ny klasse af jordejende, frie borgere. Og det var på den samme tid, at den græske kolonisering af det vestlige Middelhav tog sin begyndelse.

I dette græske samfund blev to af verdenslitteraturens storværker til: de homeriske digte, Iliaden og Odysseen. Det skete formentlig sent i det 8. århundrede eller begyndelsen af det 7. århundrede f.Kr. I arkæologiens barndom, ja, helt frem til 1950'erne, mente mange forskere i de homeriske digte at kunne finde en skildring af den strålende græske bronzealderkultur, der var gået under med paladskulturens sammenbrud i det 12. århundrede f.Kr. Men tydningen af den mykenske linear B-skrift (se Pulsslag fra sydøst) og de arkæologiske udgravninger af de græske bronzealderpaladser har vist, at der er en verden til forskel mellem de homeriske digte og den mykenske tids paladskultur. Den nye tid var radikalt forskellig fra bronzealderen, som med sine centraliserede, hierarkiske, økonomiske og administrative systemer langt mere lignede de mellemøstlige civilisationer, der blomstrede i den sidste halvdel af det 2. årtusinde f.Kr.8

Nok er der i de homeriske digte vage erindringer om den svundne bronzealder. Bestemte personer og begivenheder i digtene kan meget vel være elementer, som rækker helt tilbage til bronzealderen. Men den verden, de homeriske helte færdedes i, var ikke den mykenske. Det var snarere den verden, Homers samtidige levede i. Eller, hvad der er mere sandsynligt, den verden, som lå umiddelbart forud herfor. Det er den sammenhæng, digtene skal ses i. I de homeriske digte blev idealerne fra en glorværdig fortid genskabt som en modsætning til en kaotisk samtid. Men den historiske ramme, Homer indfattede sine beretninger i, måtte nødvendigvis være moderne nok til at blive forstået, men arkaisk nok for at være troværdig.9 Hvad digtene refererede til, var formentlig livet i det sene 9. og tidlige 8. århundrede f. Kr.

På den tid, hvor Homer skabte beretningen om helten Patrokles' bålfærd, flammede et andet ligbål langt oppe i Nordeuropa. Det brændte på det sted, hvor i dag den store bronzealderhøj Lusehøj på Sydvestfyn ligger (se De dødes grave). Her blev en stormand stedt til hvile under udfoldelse af en pragt, der kan lede tanken hen på de homeriske digte. Nogen direkte forbindelse var der dog næppe. Men dyrkelsen af den aristokratiske krigerhelt var ikke desto mindre et fænomen, som man på netop den tid kunne finde over store områder af Europa.

Også på den appeninske halvø skete i disse århundreder store forandringer. Endnu i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. var store områder af halvøen stadig dækket af egeblandingsskov. Men mange steder kunne man finde åbne strækninger med små ansamlinger af huse, hvis beboere dyrkede de små omkringliggende agre. I det åbne landskab græssede ikke blot store fåreflokke, men også kvæg og svin.

Allerede i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. havde Italien udviklet tætte forbindelser med de centraleuropæiske folkeslag.10 Og man fastholdt fortsat disse kontakter over Alperne ind i det følgende årtusinde. Nord- og mellemitalienske metalværksteder producerede f.eks. bronzearbejder, som byggede på de samme traditioner som værkstederne i Østalperne og Vestungarn. Og fra Centraleuropa – i sidste instans Nordeuropa -kom f.eks. rav i stigende mængder til Italien.

Her og der, bl.a. i det af naturen så begunstigede toscanske landskab, begyndte der allerede i det 9. århundrede f.Kr. at opstå bosættelser med en stor befolkningstæthed.11 Det skete på de steder, der senere skulle blive til etruskiske byer: i bl.a. Veii, Caere, Tarquinia, Vulci og Volsinii (det nuværende Orvieto) og Visentium ved Bolsena Søen.12 Længere mod nord, på Posletten og i Venetien, var en beslægtet udvikling også ved at komme i gang. F.eks. opstod der allerede omkring 800 f.Kr. en meget stor bosættelse der, hvor Bologna ligger i dag. Den fik med tiden mere og mere karakter af en bystat med alt, hvad dertil hører.13 Felsina, som byen senere kom til at hedde på etruskisk, fik efterhånden en meget central placering på handelsruterne mellem Middelhavet og Centraleuropa. Norditalien var nu blevet Middelhavskulturernes vigtigste indfaldsvej til kontinentet nord for Alperne.

Som en følge af disse samfundsændringer opstod i Italien i det 9. og 8. århundrede f.Kr. et krigeraristokrati, ganske som det var sket i Grækenland. I gravkulten markerede krigereliten sig i talrige rigt udstyrede grave i det 9. og 8. århundrede f.Kr. De døde blev gravsat med kostbare hjelme, pansere, skjolde, drikkekar og våben, altsammen produceret i de metalværksteder, som stadig arbejdede under stærk centraleuropæisk indflydelse, men som fra det 8. århundrede f.Kr. i stigende grad også modtog græsk inspiration. Fra Grækenland modtog man også nye landbrugsmetoder. Bl.a. introduceredes nu dyrkningen af vin og oliven. Det var ud af denne mangfoldighed af påvirkninger, at den etruskiske kultur opstod.

Også i det Europa, der lå nord for Alperne, var tiden efter ca. 1100 f.Kr. præget af store forandringer. Det var begyndt et par århundreder tidligere, med begyndelsen af den såkaldte urnemarksperiode (se Pulsslag fra sydøst). Fra især de mellemste Donauområder var nye teknologiske opfindelser blevet spredt ud over store dele af kontinentet, produktionen af bronzevarer blev øget betydeligt, udvekslingen af råmaterialer og færdigvarer fik et omfang som aldrig før, og samtidig var et nyt symbolsprog og dertil hørende religiøse forestillinger blevet spredt helt ud i kontinentets fjerneste egne.14

Europa var i tiden efter 1100 f.Kr. fortsat opdelt i et antal regioner, hvoraf den vestligste var den atlantiske region, som rakte fra Irland og England i nord til Den iberiske Halvø i syd.15 Den bestod af et antal lokalområder, som indbyrdes var forbundet med hinanden, men som også havde vigtige forbindelser til både middelhavsregionen og det centraleuropæiske netværk af udvekslingsforbindelser.16

I Centraleuropa fandtes i en bred zone nord for Alperne en anden region, som rakte fra Østfrankrig i vest til det karpathiske område i Ungarn og Rumænien i øst. Navnlig de østlige dele af regionen var i begyndelsen af urnemarksperioden retningsgivende for udviklingen på kontinentet. Her opstod i det 13. århundrede f.Kr. bl.a. en rig produktion af hamrede bronzearbejder, bl.a. efterspurgte sæt af drikkekar, som blev statussymboler hos en stor del af den europæiske krigerelite.17 Det samme gjorde fornemme sæt af dækvåben, bestående af pansere, hjelme, skjolde og benskinner.18 Produkterne fra disse østlige værksteder spredtes i de efterfølgende århundreder ud over store dele af kontinentet, bl.a. til Sydskandinavien. I tiden efter 1100 f.Kr. var disse værksteder i øst stadig virksomme, men tyngdepunktet for udviklingen var i færd med at rykke vestover, formentlig som følge af ændringer i forsyningerne af råmetal. I det 10. og 9. århundrede f.Kr. kulminerede denne udvikling, og det blev nu de vestlige områder af regionen, især i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig, der for en tid blev toneangivende. Det var forandringer, der blev afgørende for udviklingen i egnene syd for Østersøen og i Sydskandinavien, som vi senere skal se det.

I nordøst lå en region, som man betegner Lausitzkulturen, og som omfattede et stort område fra de østlige dele af Mellemtyskland til det vestlige Ukraine, og fra Østersøen til de nordlige områder i Böhmen, Mähren og Slovakiet.19 Det er en region, som er vanskelig at karakterisere under ét. I syd var den stærkt påvirket af den centraleuropæiske zone, i nord indgik den i talrige blandingsforhold med den nordiske region, som omfattede hele Sydskandinavien og store dele af det nordtysk-polske lavlandsområde. Set under ét var Lausitzkulturen stærkt præget af den rolle, som floderne Oder og Weichsel spillede som forbindelsesveje mellem den centraleuropæiske og den nordiske zone.

Hvad det var for samfund, der stod bag udviklingen i urnemarksperioden i Centraleuropa, er endnu meget uklart. Det skyldes især, at den brandgravsskik, som var fremherskende overalt i Europa nord for Alperne, ikke levnede mange spor, der kan lede til en forståelse af den sociale orden i de levendes samfund. Vi må dog regne med, at der i urnemarksperioden i Centraleuropa fandtes en krigerelite, som udgjorde samfundets top, og som udgjorde den politiske ledelse og varetog distributionen af de talrige produkter, der cirkulerede imellem de europæiske bronzealdersamfund.20 Allerede i tiden efter 1300 f.Kr. havde denne krigerelite markeret sig i gravfundene ved brugen af vogne, metalkar og våben som statusindikerende gravgaver. Til toppen af hierarkiet hørte formentlig vogngrave, som dem man har udgravet i Schweiz, Sydtyskland og Østrig. Ganske vist hører hovedparten af dem til i det 13. og 12. århundrede f.Kr., men de udgør begyndelsen til en ubrudt tradition, som fortsatte i tiden efter 1100 f.Kr. og helt frem til jernalderens begyndelse.21

Vogngravene lå ofte for sig selv, adskilt fra de almindelige gravpladser. De markerede altså en afstand til almindelige menneskers grave.22 Det var altid mandsgrave, og med sig på rejsen til det hinsides fik den døde våben, kostbart drikkeudstyr af bronze og et bordservice af lerkar. Gravskikken var imidlertid ret kompleks, og nogle dele af vognen kunne være nedgravet adskilt fra graven selv. Der var dog altid tale om en firhjulet vogn med egerhjul trukket af to heste. Køretøjerne var smykket med dekorative bronzebeslag, ofte i form af fuglesymboler. Det var ikke stridsvogne, men ceremonivogne i lighed med dem, man har fundet rester af i andre regioner af Europa, ikke i grave, men i offerfund.23 En næsten komplet vogn fandt man dog i en grav, ved Côte-Saint-André i de franske Alper.24 At disse ceremonivogne havde en meget stor udbredelse, ser man også af, at de f.eks. kan være afbildet på gravsteler i Spanien.25

Ud over vogngravene findes andre rigt udstyrede grave, som dog må høre til længere nede i samfundshierarkiet. F.eks. grave med drikkeudstyr alene,26 eller grave med sværd alene.27 Det kan tænkes, at de rigeste af gravene blev anlagt for de politiske ledere, der fra centralt beliggende, store bopladser kontrollerede et større territorium. Og at de lidt mindre rige grave repræsenterede høvdinge, måske på landsbyniveau.28

Den hierarkisk opbyggede samfundsform afspejler sig også i bosættelsesmønstret. I toppen finder man befæstede centralbopladser, hvor der blev udøvet specialiserede håndværk som f.eks. metalstøbning, og hvor man varetog centrale økonomiske funktioner for det omgivende territorium.29 Disse befæstede bopladser lå gerne i knudepunkterne i det netværk, som formidlede råvarer og færdigprodukter fra egn til egn. De var ofte omgivet med beskyttende mure af sten, træ og jord, og de fungerede som permanente bosættelser. Uden om dem lå et større eller mindre antal bopladser, hver som regel blot med et mindre antal huse. De befæstede bopladser var udbredt fra Karpatherne i øst til Østfrankrig i vest, fra Alperne til den nordlige udkant af de mellemtyske bjerge, men også spredt ud over det nordtysk-polske lavlandsområde helt op til Odermundingen. I sølandskaberne i Nordtyskland og Polen lå de gerne på højtliggende bakker eller på små halvøer. Antallet af disse befæstede bosættelser synes at være steget i løbet af det 9.-8. århundrede f.Kr. i takt med den øgede udveksling af bronze over kontinentet nord for Alperne.30

En særlig gruppe af bosættelser var dem, man fandt i områderne ved Alpernes fod: de såkaldte pælebygningslandsbyer. Det var en ældgammel bosættelsesform, som var begyndt allerede i det 4. årtusinde f.Kr., og som formentlig var forbundet med dyrkelsen af bestemte typer af afgrøder.31

Pælebygningsbosættelserne fortsatte ned i det 1. årtusinde f.Kr. indtil de ret pludseligt blev forladt i tiden omkring 850 f.Kr., muligvis af klimatiske årsager. På nogle af de bosættelser, som var i brug ned i det 9. århundrede f.Kr., i Auvernier, Möringen, Grandson-Corcelettes og Morges, har man gjort meget rige fund af bronzesager, som kaster lys over den sene og kraftige opblomstring af bronzealderkulturerne i det rhinsk-schweiziske område, og som også fik stor betydning for den sene bronzealder i Nordtyskland og Sydskandinavien.

Over hele det europæiske kontinent fandtes der et kredsløb, hvor nyt metal hele tiden kom i omløb fra de store udvindingssteder i de nordlige Alpeområder, og hvor forarbejdet bronze, dvs. genbrugsmetal, til stadighed cirkulerede. Kredsløbet gik bl.a. i retning af de områder i Nordvesteuropa, Mellemtyskland og Böhmen, hvor tin forekom naturligt. Og hvor tin først og fremmest blev betalt med kobber. Kobber, som i sidste instans var af alpin eller mellemtysk oprindelse, nåede derfor i store mængder til så fjerne egne af kontinentet som Nordfrankrig og De britiske Øer.

Det produktionssystem, som lå til grund herfor, var af en imponerende målestok. Minedriften i Salzburgområdet i Østrig var i løbet af det 2. årtusinde blevet en af de mest omfangsrige i Europa.32 I Bishofshofen/Mühlbach området ved Salzachfloden i Østrig var den største mine den såkaldte Mitterberger Hauptgang. Her gik man ned i dybder på 80-100 m for at nå den eftertragtede kobbermalm – og produktionen var af kolossalt omfang. Man har skønnet, at den frem til tiden omkring 1100 f.Kr. androg ca. 18.000 tons kobber!

Minedriften i Alpeområdet var, hvad man har kaldt „stordrift“.33 Forsyningerne kom fra en meget begrænset rækkefølge af store producenter af bronze, som man har sammenlignet med store firmaer, der hver for sig udnyttede forskellige forekomster, og hver for sig fremstillede et produkt, som vi i dag kan genkende på dets metallurgiske sammensætning. De store producenter arbejdede ikke samtidigt og konkurrerede ikke med hinanden, men efterfulgte hinanden. Men hver for sig dækkede de så stor en andel af markedet, at man næsten kan sammenligne det med et monopol. Men hvordan produktionen og distributionen var organiseret, ved vi meget lidt om. Blev den drevet med profit af den lokale befolkning? Eller blev den drevet af slaver kontrolleret af politiske ledere nede i lavlandet?34

Igennem den mere end tusind år lange, centraleuropæiske bronzealder skete der imidlertid ændringer i metalproduktionen. Baggrunden herfor lå i selve kobbermalmens karakter.35 Kobbermalm findes dels i form af kobberkis (chalcopyrit), dels i form af den såkaldte Fahlerz. Kobberkis er fattigt på ledsagestoffer, hvorimod Fahlerz er kobber med en høj andel af antimon, arsen, sølv og ofte også nikkel. Fahlerz er på grund af sin grå farve let at kende fra den stærkt farvede kobberkis. Det samme er det bronzegule Fahlerzkobber fra det rødlige kobber i kobberkis.

I den første, eksperimenterende del af bronzealderen, dvs. i tiden omkring 2000 f.Kr., brugte man ofte kobber fra Fahlerz som et alternativ til den principielt allerede dengang kendte tinbronze.36 Men allerede i tiden omkring 1600 f.Kr. holdt man op med at udvinde Fahlerz, og lod det blive derved igennem et halvt årtusinde. Forklaringen var, at man ikke kunne nå den kvalitet af råstoffet, som man fik fra kobber af den rene kobberkis. Fahlerzkobber var desuden relativt sprødt på grund af sit ofte høje indhold af antimon. Derfor var det mindre velegnet til at smede.

I tiden efter 1100 f.Kr., dvs. samtidig med den yngre bronzealders begyndelse i Sydskandinavien, kom kobber af den grå malm, Fahlerz, imidlertid igen i brug i stort omfang. Formentlig skete det af nød, fordi de naturlige forekomster af kobberkis ikke længere kunne dække det stadigt stigende behov for bronze. Brydningen af malm ophørte nu i en af de vigtigste forekomster af kobberkis: hovedgangen i Mitterberg ved Salzburg. Og snart derefter, omkring 1000 f.Kr., faldt produktionen kraftigt i den øvrige del af det østalpine område, hvor malmbrydningen også var baseret på kobberkis. Selv om man i stedet udnyttede forekomster af Fahlerz, bl.a. i den bayerske Inn-dal, svækkedes det tidligere så blomstrende metalhåndværk i regionen. Tyngdepunktet i produktionen blev nu for en tid forskudt til det nordvestalpine Alpeforland, til Schweiz.

I afsætningsområderne i videre forstand skete på samme tid et pludselig skift til brugen af den teknisk set dårligere, fahlerzprægede kobber.37 Gennem metalanalyser har man kunnet påvise dette skift i England, Nord- og Centralfrankrig, Sydvesttyskland, Schweiz, Nordtirol, Salzburg, Sydbayern, Böhmen og Sydskandinavien.38 Det sætter ind allerede omkring 1100 f.Kr., og at det sker samtidigt over så store områder, viser, at kobberforsyningerne i dette vældige område var ét sammenhængende system – og at forsyningerne af nyt kobber (og ikke blot af Fahlerzkobber) kom fra nogle ganske få, store udvindingssteder.39

Netop på det tidspunkt, dvs. i det 11. århundrede f.Kr., begynder den mange hundrede år lange proces, hvor jernet gradvis afløste bronzen. Det skete som følge af en stigende mangel på det kobber, man hidtil havde foretrukket, og som i stigende grad måtte erstattes af den dårligere kobber fra Fahlerz.

I det nordlige og vestlige Schweiz opstod nu et produktionscentrum, som til en vis grad kan sammenlignes med det, som tidligere havde eksisteret i de østlige Alpeområder. Endnu er kobberproduktionen i det nordvestalpine forland kun lidt udforsket. Men man har foreslået, at den spillede sammen med kobberudvindingssteder i det alpine bagland. I det nordlige og vestlige Schweiz kan man se, hvordan metalforsyningerne fra det 11. århundrede f.Kr. var afhængige af vekslende ressourcer i det alpine bagland, men også hvordan disse tilførsler af nyt kobber begyndte at svigte i det 9. århundrede f.Kr.40 Det schweiziske metalhåndværk blev nu i høj grad henvist til at benytte genbrugsmetal, og måtte samtidig have betydelige metaltilførsler fra naboregionerne.

I tiden omkring 800 f.Kr. var alle de nordalpine kobbermineområder, fra Salzburg i Østalperne til Valais i det vestlige Schweiz, ved at have udspillet deres rolle som hovedleverandører af kobber. Det vidtrækkende netværk af kobberforsyninger, som rakte fra Alperne til Østersøen og Nordsøen, og som hidtil havde fået sit tilskud af nyt kobber fra de store mineområder i syd, begyndte at gå i opløsning. Der begyndte at opstå nye, små, regionale forsyningssystemer. De var afhængige af talrige, vidt spredte og små udvindingsområder, som imidlertid kun havde ringe betydning. Den mængde metal, som var i omløb på kontinentet nord for Alperne, blev tydeligvis meget mindre end tidligere.

Forsyningsproblemerne og den faldende kvalitet af råmaterialerne gjorde, at brugen af jern nu bedre kunne betale sig – både fra et teknisk og økonomisk synspunkt. De første sværd og spydspidser i Centraleuropa lavet af jern eller blødt stål blev fremstillet i den sidste del af det 9. århundrede f.Kr. – og det skete med en forbløffende beherskelse af jernteknologien. Fra det tidspunkt øgedes brugen af jern støt, indtil man i det 7. århundrede f.Kr. helt gik fra brugen af bronze til fremstilling af våben, redskaber og skærende redskaber. I Nordeuropa klarede man sig endnu et århundrede med genbrugsmetal. Så forlod man også dér bronzen. Det gyldne metal havde udspillet sin rolle som værdimetal, og dermed faldt også et helt kultursystem fra hinanden. En enestående epoke i Europas kulturhistorie var slut: jernalderen var begyndt.

Men lad os endnu en gang vendte tilbage til tiden omkring 1100 f.Kr., da bronzen endnu uden større begrænsninger strømmede fra syd imod nord. Lad os se på, hvordan landene deroppe i kontinentets yderområder så ud på den tid, da bronzekulturen oplevede sin sidste store blomstring.

Noter

4: H.G. Niemeyer 1983; M.E. Aubet 1993.

5: Ridgeway 1992; G.P. Carratelli 1996.

6: A. Snodgrass 1971.

7: M.H. Hansen 1997.

8: K.A. Raaflaub 1998.

9: I. Morris 1989.

10: Se bl.a. M. Bernabò Brea et al. 1997.

11: K. Kristiansen 1998, s. 126 ff.

12: A.M. Bietti Sestieri 1997.

13: Se bl.a. G. Colonna 1986.

14: G. Kossack 1954a.

15: K. Kristiansen 1998, s. 63 ff. og s. 144 ff.

16: Coffyn, Gomez & Mohen 1981, se også P. Brun 1991; Chevillot & Coffyn 1991; A. Coffyn 1985.

17: G.v. Merhardt 1952; H. Thrane 1975a; P. Patay 1990; C. Jacob 1995).

18: P. Schauer 1975, 1980, 1982, 1984a, 1990.

19: Z. Bukowski 1988, 1991.

20: H. Müller-Karpe 1958; P. Schauer 1975; K. Kristiansen 1998, s. 113 ff. Se også note 21.

21: C.F. Pare 1992; C. Clausing 1997, 1999; L. Sperber 1999; S. Winghart 1999.

22: P. Schauer 1984a.

23: F. eks. et fund fra Coulon, Deux-Sèvres i Frankrig, se Archéologie 1989, 214; C.F. Pare 1992, s. 30 ff.

24: G. Chapotat 1962.

25: C.F. Pare 1992.

26: Som f.eks. en grav fra Unterglauheim i Bayern, se Menghin & Schauer 1983, s. 88-89; C. Jacob 1995. I Slovakiet skelner man desuden mellem en højt rangerende gruppe med komplette sæt af drikkeudstyr, og en lavere gruppe med kun et eller to drikkekar, se O. Kytlicova 1987.

27: C. Clausing 1999.

28: K. Kristiansen 1998, s. 115.

29: Alm. herom se Chropovsky & Hermann 1982.

30: A. Jockenhövel 1984.

31: H. Schlichtherle 1997.

32: G. Goldenberg 1998.

33: D. Liversage 2000, s. 85 ff.

34: S.J. Shennan 1995.

35: L. Sperber 1998.

36: Ibid.

37: Ibid.

38: D. Liversage 2000, s. 81 ff.

39: J. Northover 1983.

40: L. Sperber 1998.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Vestens genopvågnen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig