Keramik fra tiden omkring 1000 f.Kr.

.

Keramik fra tiden omkring 800 f.Kr.

.

Fiskekroge fra en gravhøj i St. Karlstrup, Karlstrup sogn ved København. Den øverste af krogene er omviklet med fiskeline.

.

Lerkar fundet i en affaldsgrube på Gevninge Overdrev nær Roskilde. Karrene er formentlig importeret fra Mellemtyskland.

.

Lerkar fundet i en af de små gravhøje under Lusehøj. Lerkarret er enten importeret eller efterligner tilsvarende lerkar fra Mellemtyskland.

.

Fugleformet lerkar fra Hejrede på Lolland, formentlig en efterligning af et mellemtysk lerkar.

.

Tinfoliebæger fra Båsehøj ved Gryderup i Boeslunde sogn, Sydvestsjælland.

.

På mange af bronzealderens bopladser arbejdede også pottemageren – eller pottemagersken, for i hvert fald en del af udførelsen af dette ældgamle håndværk lå formentlig i kvindernes hænder. Det var kvinderne, der foretog den første behandling af leret: det skulle magres og æltes godt med fødderne, inden man kunne gå i gang med at forme potterne. Det skete uden brug af drejeskive. Karrene blev bygget op af lerpølser, omtrent på samme måde som man helt frem til begyndelsen af forrige århundrede fremstillede jydepotter, og formerne var mangfoldige. Til en husholdning hørte mælkeskåle, ostekar, vandbeholdere, drikkekopper, kogekar og mange andre former.

Man kan forestille sig, at brændingen af lerkarrene foregik på stille aftener, hvor der ikke var megen vind. Det kunne foregå på to måder. Enten brændte man karrene i en ildgrav – „æ gryd'graw“, som man kaldte det mange århundreder senere, når det drejede sig om jydepotter. Eller det kunne foregå i en mile, der blev bygget op på jorden, efter at græstørven var taget af.

Skete brændingen i en ildgrav, begyndte man med at grave et hul, der var indtil 1 m dybt og 2-6 m i diameter. Bunden blev dækket med tørre lyngtørv, og oven på dem lagde man tørt halm. På halmen stillede man så de tørrede potter tæt sammen med bunden i vejret. Små kar blev lagt inden i de store. Mellemrummene mellem karrene fyldte man med tørv, og ovenover og på siderne blev der lagt et dobbelt lag lyngtørv, så potterne var helt dækkede. Så blev der forsigtigt tændt op med gløder i toppen og kanten af milen, og det var nu vigtigt, at det brændte jævnt og stille i ildgraven i 5-6 timer. Man lagde hele tiden nye tørv på, for potterne måtte ikke ligge udækkede. Men særligt vigtigt var det, at ilden ikke blussede op, for så revnede potterne. Dagen efter kunne man rage asken ud af de endnu varme potter, og se om brændingen havde været vellykket.

Det var formentlig resterne af en sådan ildgrav, man fandt ved Troestrup i det nordlige Midtjylland.100 Ildgraven, som stammede fra slutningen af bronzealderen havde tilsyneladende flere gange været anvendt til keramikbrænding.

Men brændingen kunne også foregå i en mile på jorden, efter at græstørven var taget af. Milen byggede man op, hvor der var læ, for også her skulle brændingen holdes omhyggeligt under kontrol. De tørrede lerkar blev lagt på et lag halm eller hø og stillet med bunden opad. Små kar blev stillet inden i de større. Oven på den tætpakkede masse af lerkar lagde man så lyngtørv i et par lag – formentlig på samme måde som jydepottemagerne senere gjorde det, så lyngsiderne på tørvene vendte indad mod hinanden. Så blev der tændt ild i milen. Men man måtte hele tiden overvåge, at ilden ikke brændte igennem tørvene. Det skete ved, at man hele tiden lagde nye lyngtørv på. Inde i de store potter ville temperaturen da stige til omkring 600 grader, og med en brændetid på 3-4 timer kunne resultatet blive ganske vellykket.

Selv om der i en husholdning var mange forskellige lerkar med hver sin funktion, så var der i formgivningen af keramikken ikke store variationer. Grænsen mellem de enkelte lerkartyper var ofte ganske flydende, formgivningen var bestemt af ganske få karakteristiske træk. Man fremstillede både enleddede og toleddede kar. På de toleddede kar havde karsiden et knæk eller en afsats, der markerede overgangen fra f.eks. bugen til halsen. På de enleddede kar manglede et sådant knæk.101

Vi kender bedst bronzealderens keramik fra gravfundene. Men de viser os kun et begrænset udvalg af de karformer, der var i brug i husholdningen. I den yngre bronzealders begyndelse var man ganske vist ikke særlig kræsen med, hvilke kar man brugte som brændtbensurner. Men i tiden efter 800 f.Kr. brugte man kun et udvalg af de former, der var til rådighed. Nu udtog man fortrinsvis gravurnerne blandt de finere husholdningskar. Det var næsten altid lerkar med en gennemsnitshøjde på 25-30 cm.

Keramikken fra den første del af det 1. årtusinde f.Kr. kan man kende på dens tunge og kantede formgivning. Dens karprofiler var ofte ganske ukarakteristiske. Typiske var såvel lave som høje, dobbeltkoniske kar, hvor både overdel og underdel havde næsten rette sider. I de østlige dele af Danmark var underdelen ofte beklasket med groft ler – så var det nemmere at holde på karret. De grovere, enleddede kar havde normalt beklaskning helt op til randen, og under den var der ofte anbragt lodrette eller runde knopper, der indgik som en del af beklaskningen.102

Denne keramik kan man finde ikke blot på Sjælland, men også på Bornholm og i Skåne. På den store skånske boplads ved Fosie nær Malmö kan man f.eks. skelne mellem to slags keramik, en ældre som begynder tidligt i det 1. årtusinde f.Kr., og en yngre fra tiden efter ca. 800 f.Kr.103 Karakteristisk for den ældre keramik, som på mange punkter ligner den sjællandske, er et i gennemsnit 30 cm højt kar med jævnt rundet bug. Karret er groft beklasket helt op til mundingsranden, og beklaskningen har ofte lodrette eller skråtstillede fingerstriber. Som regel har karret lodret stillede knopper lige under mundingen.104

Den samme, noget tungt formede keramik finder man på Fyn, f.eks. i de små gravhøje, som lå under den store Lusehøj.105 Bl.a. deres placering under storhøjen viser, at de hørte hjemme i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Man kender også den samme slags keramik fra flere af de fynske bopladser,106 hvor den er fundet sammen med toleddede, lave, dobbeltkoniske kar, skåle med skarpt knæk på karsiden samt store forrådskar med beklaskning helt op til randen, hvor der gerne sidder runde eller aflange knopper.

I Nord- og Midtjylland brugte man også de samme kantede og tunge former som i de østlige dele af landet, især toleddede kar af en meget stiv formgivning. Det kunne være enkle dobbeltkoniske kar med grov beklaskning på ydersiden. Men side om side med denne grove keramik fremstillede man også former, som viser, at de nord- og midtjyske pottemagere var betydelig bedre håndværkere end deres frænder i de øvrige dele af landet. Deres keramik var betydelig mere elegant i formgivningen. Den spændte fra enleddede, mellemstore forrådskar med jævnt svungen, glattet side og vandrette grebknopper et stykke under randen til toleddede kar med kegleformet hals, hvor overgangen mellem hals og bug var markeret med en eller flere omløbende linjer. De fremstillede også f.eks. åbne skåle, hvis hank foroven var trukket ud i en eller to flig.107

I Sydjylland derimod sluttede keramikerne i deres formgivning sig nøje til keramikken i det øvrige Syddanmark. Man fremstillede forrådskar, som var simpelt spandformede og havde en jævnt rundet side og udvendig beklaskning, men også brede dobbeltkoniske kar med ret over- og underdel. Det var en keramik, som med sin kantede og tunge formgivning meget lignede keramikken i Østdanmark. Det samme gjaldt de skarpvinklede skåle og de høje, dobbeltkoniske forrådskar, der hyppigt var forsynet med en grov beklaskning og fingerstriber på underdelen.

I tiden omkring 800 f.Kr. ændrede keramikken over hele landet udseende. Karrene blev langt klarere og strammere i deres formgivning. Toleddede lerkar med kegleformet hals blev ganske almindelige. De var gerne forsynet med en eller anden form for markering af overgangen mellem hals og skulder: omløbende indridsede linjer, indstrøgne fingerbrede furer, omløbende bånd af indridsede skraverede trekanter eller vandrette kannelurer. Den slags kar kunne man finde over det meste af landet. I Østdanmark og Skåne fremstillede man desuden enleddede kar med jævnt rundet side, som under randen havde et ca. 5 cm bredt glattet parti, derunder var karsiden beklasket. På overgangene mellem det glattede og beklaskede parti sad hyppigt et lille, vandret, knopformet øre.108

På Fyn så de enleddede forrådskar lidt anderledes ud. De havde beklaskning helt op til randen eller evt. en smal glattet zone under denne. Tæt under randen kunne være anbragt knopper, der indgik som en del af beklaskningen. Det er navnlig den type kar, man finder på bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte.109 Blandt de kar, man udvalgte til brændtbensurner, var navnlig toleddede lerkar med kegle- eller cylinderformet hals. Overgangen mellem hals og bug var næsten altid klart markeret, f.eks. med en eller flere indridsede linjer eller med omløbende kannelurer. Til at dække disse kar brugte man gerne hvælvede låg med en fals, de kunne undertiden ligne de samtidige kvindesmykker, hængekarrene, ganske meget.110

Også i Nord- og Midtjylland var den mest karakteristiske form i tiden efter 800 f.Kr. toleddede lerkar med kegleformet hals, hvor overgangen mellem hals og bug var markeret med et skarpt knæk eller med en eller flere omløbende linjer. På de finere kar formede pottemageren ofte randen let udad og afstrøg med fingeren på indersiden. Dette lille træk findes næsten kun på den nordjyske keramik. Når man lavede høje, enleddede forrådskar havde de tit en jævnt rundet bug og havde hyppigt en vandret grebknop siddende et lille stykke under mundingsranden.111

I Sydjylland var det udvalg, man foretog til urnebrandgravene, yderst begrænset. Det var næsten kun toleddede kar med kegleformet hals. Ligesom på Fyn dækkede man tit karrene med et falslåg med hvælvet overdel. Den grovere husholdningskeramik bestod mest af høje forrådskar med let indtrukken overdel, beklaskning af siden og et glattet parti under randen.112

Så stedbundet et håndværk pottemageriet end var, så afspejlede det dog også forbindelser til selv fjerntliggende egne. F.eks. finder man over en meget stor del af Østersøområdet forrådskar, som på ydersiden er dækket af en grov beklaskning med skrå fingerstriber. De kendes, som vi har set, fra det østlige Danmark i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., men også fra Syd- og Mellemsverige, Gotland, Ålandsøerne og Finland, og de kendes tillige i Tyskland og Polen, specielt i områderne mellem Oder og Weichsel.113 Denne vide udbredelse af ét særligt træk inden for pottemagerhåndværket er et direkte udtryk for de nære forbindelser, folkene i Østersøregionen havde med hinanden.

Men der var også tilfælde, hvor lerkar blev transporteret over store afstande og kom til at indgå i husholdninger fjernt fra det sted, hvor de var fremstillet. I nogle affaldsgruber fra en boplads ved Gevninge nær Lejre på Sjælland fandt man ikke blot et antal lokalt fremstillede, grove lerkar. Man fandt også nogle ret tyndvæggede kar, som i deres form og dekoration adskilte sig meget tydeligt fra de lokale.114 Disse kar var formentlig fremstillet i Mellemtyskland, nærmere betegnet i Sachsen, hvor keramikken på den tid havde et karakteristisk skarpkantet udseende.115 Når man finder keramik af det udseende i Danmark,116 kan det imidlertid ofte være vanskeligt at afgøre om lerkarret er lokalt fremstillet, eller om der, som det formentlig var tilfældet med fundene fra Gevninge, er tale om import.117

Som et importeret kar må vi utvivlsomt også regne et lerkar, der blev fundet i Lusehøj på Sydvestfyn.118 Karret er fremmed både i sin formgivning, overfladebehandling og dekoration, men det svarer nøje til den keramik, man finder i Mellemtyskland i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Godset har også en ensartet, grå farve, som ikke er almindelig på danske lerkar. Lusehøj-karret må være lavet i Schlesien eller Sachsen, og det er således sammen med karrene fra Gevninge et af de få klare udtryk for, at også andet end bronzer kunne flyttes over store afstande. Det er ikke så få lerkar med udpræget fremmede træk, man kender fra disse århundreder af bronzealderen. Det kan f.eks. være kander,119 der i deres form og ornamentik minder meget om mellemtyske lerkar fundet i området omkring Saales udmunding i Elben.120 Særlig karakteristisk er en dekoration med lodrette grupper af riller, prikker og halvbuer,121 som genfindes på mange samtidige lerkar i områderne syd for Østersøen.

I tiden omkring 800 f.Kr. bliver det fremmede præg på keramikken særlig mærkbart. Ikke overraskende ses det især på lerkarrene fra bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte, der jo netop var et sted med stærke forbindelser til områderne syd for Østersøen. Det fremmede præg viser sig især ved en vandret kannelering af karrenes skuldre og sommetider også bueformede mønstre.122 Fortsat er det i det mellem- og nordtyske område, at vi skal finde parallellerne til den fynske keramik.123 Nogle få af karrene fra Voldtofte er muligvis importeret udefra,124 men de fremmede træk, f.eks. den vandrette kannelering spreder sig også til den lokalt fremstillede keramik, i hvert fald i Syddanmark.125

Der er således nogle ret kontante udtryk for indflydelser fra områderne syd for Østersøen, specielt de nord- og mellemtyske områder. Men der er også tegn på, at særligt udsøgte stykker keramik kunne komme hertil fra endnu fjernere egne. Fra en grav ved Gryderup nær Boeslunde på Sydvestsjælland – også et sted som havde tætte kontakter med egnene syd for Østersøen – kender man en lille hankekop dekoreret med indlæg af tinfolie.126 Det lille kar havde været brugt som brændtbensbeholder i en grav, men kan iøvrigt ikke sammenlignes med noget andet kendt fra Danmark fra den tid.127 Derimod finder man så langt borte som i Schweiz keramik, der er dekoreret på samme måde, nemlig med tinfolie. Og da der netop i tiden omkring 800 f.Kr. kommer mange bronzegenstande til Danmark fra det schweizisk-sydvesttyske område, må vi regne med, at Gryderup-koppen er nået hertil sammen med bronzen.

De øvrige kar, som kom fra de nord- eller mellemtyske områder, må være resultatet af en kontakt, der var ret direkte. Der kan have været pottemagersker, oplært i fremmede traditioner, der gennem giftemål kom til Danmark. Og endelig kan der i bunden af de både, som krydsede Østersøen, have ligget krukker med vand og madvarer, som blev tilbage på bopladserne, når de fremmede igen var vendt tilbage til deres land derude bag horisonten.

Noter

100: Iversen & Näsman 1978.

101: Jensen 1997, s. 98 ff.

102: Keramik af den type er bl.a. fundet på bopladser ved Jyderup nær Sejrøbugten, se H. Thrane 1971, s. 154 ff og Gevninge nær Lejre Vig, se J. Jensen 1966b.

103: Også kaldet A- og B-keramik, se Björnhem & Säfvestad 1993.

104: Et typisk bopladsfund er f.eks. Fosie IV.

105: H. Thrane 1984, s. 45 ff, 124 ff.

106: F.eks. Hasmark på Østfyn, se J. Jensen 1997, s. 122, fig. 51.

107: Denne forholdsvis let bestemmelige, skarpkantede keramik, finder man på f.eks. støbepladsen ved Håg på Djursland, J. Jensen 1997, s. 138, fig. 64.

108: Denne keramik findes bl.a. i nogle af bopladsfundene fra Abbetved på Sjælland, se J. Jensen 1997, fig. 41-42, og i en affaldsgrube fra Kolby på Samsø, ibid. s. 110, fig. 43.

109: J. Jensen 1997, s. 121, fig. 50.

110: Den typiske fynske keramik fra denne tid finder man på Kirkebjerget ved Voldtofte, se J. Jensen 1997, s. 120-21, fig. 49-50.

111: Typisk keramik fra denne tid finder man på bopladserne Fragtrup, se B. Draiby 1984, og Skovlund i Himmerland se J. Jensen 1997, s. 134-354, fig. 60-61.

112: Typiske bopladsfund med denne keramik kendes endnu ikke.

113: K. Gustavsson 1997, s. 67 ff.

114: J. Jensen 1966b, fig. 2,1, fig. 4,1 og 7.

115: W. Grünberg 1943, s. 13 ff, sml. især med pl. 43,8, 53,3 og 60,1 og pl. 52,3, 54,16 og 23.

116: F.eks. H. Thrane 1975a, s. 177, fig. 112.

117: H. Thrane 1975a, s. 177 ff.

118: H. Thrane 1984, s. 124 ff.

119: J. Jensen 1966b, fig. 5,4.

120: W.A.von Brunn 1954, 58, pl. 7,7.

121: H.C. Broholm 1953, fig. 166, 2; J. Jensen 1966b, fig 5B.

122: J. Jensen 1967, fig. 6-7.

123: W. Grünberg 1943, pl. 25,47,60,64.

124: J. Jensen 1967, fig. 6,5 kan sammenlignes med sachsisk keramik, W. Grünberg 1943, s. 75 ff, pl. 56,12, og med schlesisk og nordtysk keramik bl.a. fra Seddin kongegraven, Hänsel & Hänsel 1997, s. 194-95.

125: J. Jensen 1967, fig. 24.

126: H. Thrane 1975a, s. 181, fig. 116a; J. Jensen 1981, s. 78, fig. 23,7.

127: Stjernquist 1958. Se også et næsten identisk hankekar, dog uden metalindlæg, fundet i en rig brandgrav i Winzlar i Niedersachsen, K.L. Voss 1972.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Pottemageren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig