Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Langhuse i det åbne land

Oprindelig forfatter JJe

Igennem det 2. årtusinde f.Kr. havde det danske land forandret sig afgørende. I mange egne kunne man nu møde landskaber helt præget af menneskene. Det hang sammen med landbrugets udvikling. Bebyggelsen var i stigende grad blevet stedbunden, og over store strækninger af landet havde landbruget medført, at skoven var veget. Det årtusindgamle skovlandskab var langsomt ved at ændre karakter, og i tiden efter 1100 f.Kr. kunne man mange steder i Danmark møde åbne kulturlandskaber med store græsningsoverdrev vekslende med mindre skove og krat.

Det er det billede, der med variationer tegner sig i pollendiagrammerne. I et diagram fra Abkær Mose i Sydjylland kan man f.eks. se, hvordan stadigt større dele af landskabet udnyttedes til græsning allerede i slutningen af stenalderen.41 Her må der have færdedes fritgående husdyr i stort tal. Omkring 1500 f.Kr. indvandrer bøgen. I begyndelsen er den dog ikke særlig almindelig, men i de følgende århundreder svinder hasselbevoksningerne i omfang, og omkring 1000 f.Kr. er de næsten helt forsvundet. Med begyndelsen af det 1. årtusinde f. Kr. har området fået karakter af sletteland afvekslende med skov. Altsammen var det udtryk for en øget landbrugsaktivitet.

I Thy, i den nordlige del af den jyske halvø, tegner der sig et beslægtet billede,42 omend udviklingen her synes at have været mere radikal. Efter en kraftig skovrydningsfase i enkeltgravstiden tegner der sig en ny ekspansion i det 2. årtusinde f.Kr. Og allerede i årtusindets sidste halvdel levede menneskene i Thy i et stort set skovløst landskab. Igen må forklaringen søges i bondesamfundenes kvæghjorde og fåreflokke.

Annonce

Skovløse landskaber svarende til dem i Thy finder vi i bronzealderen kun på de sandede vestjyske jorder.43 I Østdanmark var udviklingen mindre radikal, omend man her og der, i f.eks. Vestsjælland, kunne møde store ryddede arealer. Det er dog først i den seneste generation, at man er begyndt at kunne kombinere pollendiagrammernes vidnesbyrd med den viden om bebyggelsens udbredelse, vi kan hente fra de arkæologiske fund – og resultaterne er endnu ret sparsomme. Generelt er der dog ikke tvivl om, at landbruget, og specielt husdyrholdet, ved begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. havde sat sit tydelige præg på det danske landskab.

Hvor dybtgående forandringerne var, er endnu i høj grad til debat. Flere forskere har fremført den tanke, at en krise skulle være sat ind med begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. F.eks. skulle ændringer af bosættelsesmønstret, af begravelsesskikkene og en tilsyneladende nedgang i bronzetilførslerne have ført til en tilbagegang i befolkningstallet ved begyndelsen af den yngre bronzealder.44 Det har også været fremført, at krisen skyldtes regulær rovdrift af landbrugsjorden.45 Den økologiske balance skulle således være tippet omkring midten af bronzealderen. Årsagen skulle være, at græsningsskovene efterhånden blev reduceret på bekostning af de mindre produktive, men langt større overdrev. At bronzealderbøndernes kvæghjorde og fåreflokke afgræssede stadigt større skovarealer, der derved blev forvandlet til tjørnede overdrev og lynghede. Altsammen skulle det have medført en faldende produktivitet i landbruget. Og dermed var betingelserne skabt for de ændringer, der satte ind med jernalderens begyndelse.

Set i et større perspektiv var den menneskelige indflydelse på landskabet i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. dog stadig af begrænset omfang. Store dele af landet var fortsat ubeboet. Bebyggelsen var f.eks. ikke trængt ind i det indre af Sjælland og Skåne, det samme gjaldt det vestlige og sydøstlige Fyn og dele af Østjylland. Bopladserne bestod overvejende af en enkelt eller nogle få gårde, som lå sammen inden for fast afgrænsede ressourceområder, som gerne var markeret af landskabets naturgivne skel, f.eks. vådområder og skov. Gårdene var som regel anlagt, så man kunne udnytte flere forskellige biotoper, og husene blev med jævne mellemrum flyttet inden for ressourceområdet.

 Bronzealderbosættelser på Åshøjderyggen ved den vestlige Limfjord. Punkterede linjer angiver grænserne mellem de formodede bosættelsesterritorier.

Bronzealderbosættelser på Åshøjderyggen ved den vestlige Limfjord. Punkterede linjer angiver grænserne mellem de formodede bosættelsesterritorier.

At sammenstykke et billede af omfanget af bebyggelsen i landskabet i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. er imidlertid en både kostbar og tidrøvende opgave, som endnu kun har været forsøgt i enkelte egne af landet. Men lad os kaste et blik på et par områder, hvor mere omfattende analyser af bosættelsens karakter er blevet foretaget. I Thy ligger ud mod Limfjorden den fire km lange og en km brede Åshøjderyg, som ud mod fjorden rejser sig med 20-25 m høje klinter og ind mod land afgrænses af et lavtliggende vådområde. I hele denne morænehøjderygs længde har der ligget bosættelser fra bronzealderen. I hvert fald fire bosættelsesområder eller ressourceområder, var der tale om, som hver blev udnyttet af en enkelt eller højst to gårdenheder.46 Her har man fundet og udgravet et stort antal hustomter og andre fund fra bronzealderen, som i hver af de fire ressourceområder synes at være resultatet af en enkelt bosættelses flytning igennem næsten hele bronzealderen. De fire lokaliteter bærer navnene Vilhøj, Ås, Ejsdal og Dalgård.

På en af lokaliteterne har man fundet ca. 25 hustomter, på en anden 11 hustomter, men flere ligger under muldjorden. Nogle steder er der kun tale om indirekte spor efter bosættelsen. Men set under ét synes der i hvert af de fire bosættelsesområder at have ligget én gårdenhed, som har eksisteret kontinuerligt igennem en henved tusindårig periode, fra midten af det 2. årtusinde til midten af det 1. årtusinde f.Kr. Med 30-50 års mellemrum blev gårdene revet ned og genopført i nærheden af det sted, hvor deres forgænger lå. Muligvis skete der i den senere del af bronzealderen en udvidelse af antallet af gårdenheder fra en til to i det sydlige og centrale bosættelsesområde.

Åshøjderyggen dækker i areal kun fire kvadratkilometer, det betyder, at en enkelt kvadratkilometer rimelig god, fed jord med adgang til engarealer og marine ressourcer kunne bære en gårdenhed gennem hele bronzealderen. Der synes ikke at være sket en udpining af jorden. I modsat fald måtte man forvente, at antallet af boenheder gradvis blev reduceret.47

Ikke blot på Åshøjderyggen i Thy, men også i Bjerre ved Hanstholmknuden, på Glattrupegnen ved Skive og i bakkelandet på Nordfur har man kunnet se, hvordan små boenheder eller enkeltgårde holdt til inden for ét og samme, relativt beskedne bosættelsesområde igennem endog meget langt tidsrum.48 Et beslægtet billede har tegnet sig i det sydvestfynske område, i egnen omkring Helnæs Bugt, som igennem mange år har haft arkæologernes særlige bevågenhed.49

Ved Voldtofte ligger den store centralboplads Kirkebjerget, som vi senere skal vende tilbage til. Den ligger højt i det bølgende landskab, og ude i det omgivende terræn ligger de mindre bosættelser, som på en eller anden måde må have stået i et afhængighedsforhold til centralbopladsen. Ved Enemærket, der ligger i den nordligste udløber af Helnæsbugten, er f.eks. undersøgt en boplads, som ikke på nogen måde skiller sig ud fra andre samtidige.50 Den er ligesom Kirkebjerget fra tiden omkring 800 f.Kr. På Enemærket har man drevet landbrug og kvægavl og samtidig foretaget fiskeri i bugten. Sporene efter bosættelsen viser sig også ved, at der ligger gravhøje i skoven nogle få hundrede meter fra bopladsen. Andre sløjfede høje ligger oppe i bakkerne bag bopladsen. Da skoven aldrig har været intensivt dyrket, kan man endnu finde større sten i jordbunden. Mindst to af dem har skålgruber indhugget. Endelig har man fundet et lille bronzedepot i et dyssekammer tæt ved bopladsen. Lokaliteten rummer således en lang række af de elementer, som karakteriserer en bronzealderbebyggelse, og alle befinder de sig inden for et område på knap 1,5 kvadratkilometer.

 Bronzealderbebyggelsen i den nordlige ende af Helnæs Bugt på Sydvestfyn. Kortet angiver kystlinjens forløb i bronzealderen.

Bronzealderbebyggelsen i den nordlige ende af Helnæs Bugt på Sydvestfyn. Kortet angiver kystlinjens forløb i bronzealderen.

Blot 2,5 km mod nordvest kommer den næste, samtidige boplads. Den ligger ved Brydegård ved overgangen til Agernæs og Helnæs.51 Her lå på en lille bakke en gruppe gravhøje og en gravplads med urnegrave under flad mark. Ved bakkens fod lå bopladsen, som var samtidig med Enemærket. Fra nærliggende søer og moser kender man nedlagte offergaver, og nogle hundrede meter fra bakken er der flere gravhøje – altsammen ligger det samlet inden for et areal på knap 1,7 kvadratkilometer. De to bopladser Enemærket og Brydegården har formentlig været naboer, men der er ingen naturgivne skel mellem de to bopladser, formentlig var de blot adskilt af udyrkede arealer.

De fynske bopladser har altså, ganske som de nordjyske, været ret små. Formentlig var de bolig for en eller to familier, og arealbehovet har været mellem 1-2 kvadratkilometer pr. familie alt efter jordbundens beskaffenhed.52 Bopladser af den størrelse synes at have udgjort de primære enheder i bebyggelsen. Men de enkelte familier levede ikke i isolation. Formentlig dannede de større enheder, såkaldte bygder, bestående af politiske og økonomiske, slægtsbundne grupper, der bl.a. udførte fælles kulthandlinger og anskaffede og producerede f.eks. metalgenstande. Herved opstod større, sammenhængende bygder, undertiden med centrallandsbyer.53 En sådan var formentlig bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte.

 Georadaropmåling i Skalsådalen. En antenne er monteret på en slæde og trækkes efter køretøjet, hvor måleinstrumenterne er indbygget. Anvendelse af bæltekøretøjer gør det muligt at arbejde på blød bund.

Georadaropmåling i Skalsådalen. En antenne er monteret på en slæde og trækkes efter køretøjet, hvor måleinstrumenterne er indbygget. Anvendelse af bæltekøretøjer gør det muligt at arbejde på blød bund.

Disse bygder ser man afspejlet i de arkæologiske funds fordeling i landskabet. Sommetider lader deres grænser sig endnu ane. Eller man kan finde dem på lidt ældre kort, hvor dræninger af grundvandet endnu ikke har udvisket oldtidslandskabets karakter. Ser man på Fyn, viser fundene fra yngre bronzealder en ujævn fordeling over øen som helhed. Bl.a. er der to store fundtomme områder på Vestfyn og Sydøstfyn. De har næppe egnet sig for datidens landbrug og forblev iøvrigt næsten fundtomme igennem de efterfølgende tusinde år. På de øvrige dele af øen fordeler fundene sig på mindre områder, gerne adskilt fra hinanden af fugtige lavninger, søer og åer, der i det bølgende fynske morænelandskab ofte danner sammenhængende dale eller lavninger.

I alt kan man på Fyn udskille ca. 80 bygder af forskellig størrelse. Deres areal veksler mellem en snes og et halvt hundrede kvadratkilometer. De har ligget spredt med deres små dyrkningsflader i det dengang langt mere skovdækkede terræn. I de fleste af bygderne mangler man dog endnu at finde væsentlige elementer af bebyggelsen. Navnlig er fund af bopladser sjældne. Ofte er der kun svage bopladsspor i form af sorte pletter, lerkarskår, flintaffald fra oppløjede gruber og adsplittede kulturlag. Generelt er gravfundene heller ikke særligt godt repræsenteret. Få steder i landet er der sløjfet så mange høje som på Fyn. Men offerfund af metalsager, såvel som enkeltfundne sværd, spyd, økser og smykker, finder man til gengæld hyppigt i de vådområder, som danner de formodede grænser mellem bygderne.

 Konstruktionsprincip for vejen i Skalsådalen.

Konstruktionsprincip for vejen i Skalsådalen.

Den bygd, som tegner sig tydeligst, er den allerede flere gange nævnte ved Voldtofte på Sydvestfyn. Som vi senere skal se, markerer den sig særlig klart i tiden omkring 800 f.Kr. både lokalt og internationalt ved en fylde af fund. Her hobedes rigdom i overflod, og helt frem til bronzealderens slutning indtog området stadig en særstilling med de storhøje, som blev anlagt der (se De dødes grave).

Til de menneskeskabte elementer i den sene bronzealders landskab hørte også vejene. Som regel var de blot vejspor eller snarere brede færdselskorridorer, der strakte sig over længere eller kortere afstande, afgrænset af landskabets naturlige barrierer. Vejbyggeriet foretog man fortrinsvis efter gammelkendte metoder i form af ris- eller plankeveje. Et særligt fornemt eksempel på de sidste er en vej, der blev udgravet ved Skalsåen i Nordjylland, og som stammer fra tiden omkring 800 f.Kr.54 På det sted, hvor Skalsåvejen blev bygget, er ådalen godt en km bred og afgrænset med markante højdedrag på begge sider. Åen snor sig mod sydvest, hvor den efter 5 km løber ud i ådalen. Vejen gik fra det faste land 215 m ud i ådalen. Her sluttede den brat.

Selve vejbanen var bygget af spejlkløvede stammer, hovedsagelig af egetræ, der var lagt ud på tværs af færdselsretningen. Plankerne var op til en halv m i tværmål og uregelmæssigt udkløvede i 1-3 m's længde. De lå i et enkelt lag på ådalens overflade oven på et lag af grene og ris og dannede en 2,5-3,5 m bred kørebane. Vejen førte som nævnt ud midt i ådalen. Intet taler for, at den har været længere. Den dannede altså ikke en egentlig overgang over den kilometerbrede ådal, men havde derimod blot den funktion at give adgang til klart vand ved selve åløbet gennem en sumpet og mere eller mindre tilgroet ådal.

 Bronzealderbåd under udgravning i et engdrag ved Varpelev på Stevns, kulstof 14-dateret til ca. 1000 f. Kr. Båden må have været ca. 14 m lang og var bygget af en mægtig, knastfri egestamme. Dette fartøj er et produkt af en ubrudt håndværkstradition, der går helt tilbage til jægerstenalderen.

Bronzealderbåd under udgravning i et engdrag ved Varpelev på Stevns, kulstof 14-dateret til ca. 1000 f. Kr. Båden må have været ca. 14 m lang og var bygget af en mægtig, knastfri egestamme. Dette fartøj er et produkt af en ubrudt håndværkstradition, der går helt tilbage til jægerstenalderen.

Netop åerne spillede en stor rolle i samfærdslen mellem de enkelte bygder. På deres stille vand sejlede man med udhulede stammebåde, som man havde gjort det i årtusinder. En sådan fandt man i Tryggevælde-ådalen mellem Varpelev og Ammerup på Sjælland.55 Båden, der kunne dateres til omkring 1000 år f.Kr., var 12,5 m lang, men oprindelig havde den været endnu længere. Formentlig kom den sejlende til sin sidste ankerplads. Et lag af grene og ris lå omkring og under den og må have udgjort en landingsplads. Da den blev efterladt der, var den et udtjent fartøj, som sumpvæksterne til sidst lukkede sig over.

Oprindelig havde den været et prægtigt fartøj, fremstillet af en mægtig, helt ret egestamme uden knaster. Alle hugspor var for længst forvitret bort. For at give skroget den nødvendige styrke havde man på tre steder udsparet tværgående vulster af henved 20 cm's bredde, en slags spanter, der gik i ét med bådsiden. Bådsidens tykkelse var ved rælingen 2-3 cm, i bunden var den omkring 10 cm. Desværre manglede forstavnen og en god del af den ene side. Bagstavnen, som var hugget af træets rodende, var derimod nogenlunde intakt. Den var lige afskåret. De sidste halvanden meter var efterladt uudhulet i fuld bådsbredde og udgjorde en massiv toft til sæde for styrmanden. Fuldt bemandet med en besætning på en halv snes mand, og med bådføreren siddende på toften, kunne man padle den frem med en betydelig fart.

Men lad os vende tilbage til de bopladser, som lå derinde på det tørre land, gerne i nærheden af vandløbene. Hvordan så de huse ud, som dannede rammen om bronzealdermenneskenes dagligliv? I princippet var de ikke anderledes end de hustyper, man havde udviklet i det 2. årtusinde f.Kr. Det var stadig treskibede langhuse med rette sidevægge og afrundede gavle. Men de var mindre og spinklere. Det ser man bl.a. i den mangfoldighed af hustomter, som er udgravet i Midt- og Nordvestjylland.56 Hustomterne fra det 1. årtusinde f.Kr. viderefører klart traditionerne fra tidligere tider. Orienteringen er den samme, normalt ligger husene vendt nordvest-sydøst, så den sydlige langside bedst fangede solvarmen. Og husene ligger fortsat især på de lette og mellemtunge jordtyper. Men der er en stor variation inden for husene, hvilket formentlig afspejler deres tilpasning til de lokale, naturgivne forhold.

 Hustomter fra yngre bronzealder. Øverst: Jegstrup, hus II. I midten: Fragtrup, hus 1, Vesthimmerland. Nederst: Ristoft, hus. III, Vestjylland.

Hustomter fra yngre bronzealder. Øverst: Jegstrup, hus II. I midten: Fragtrup, hus 1, Vesthimmerland. Nederst: Ristoft, hus. III, Vestjylland.

Ved Jegstrup i Dommerby sogn har man udgravet et større antal hustomter, der ligger på et sandet næs, som skyder sig ud i den nordlige del af den nu udtørrede Tastum Sø, helt op til kysten ved Skive Fjord.58 Husene lå på næssets højeste punkt, hvorfra der var en vid udsigt over søen og de omgivende bakker. Et antal af husene var fra den yngre bronzealder. Et var imellem 18 og 20 meter langt og havde en bredde på knap 6 meter. Fem sæt dobbelte tagstolper bar taget, der var indgange i de to modstående langsider, gavlene var afrundede, og væggene var bygget af tætstillede, spinkle stolper – det angav, at de havde været lerklinede. Det var et i alle henseender typisk hus fra tiden omkring 800 f.Kr. 5-600 meter derfra fandt man yderligere to hustomter liggende oven i hinanden fra bronzealderens sidste halvdel.59 De viser, at bosættelsen ved Jegstrup som så mange andre formentlig bestod af en enkelt eller et par gårde, der med mellemrum blev flyttet inden for ét og samme ressourceområde.

Noget lignende så man ved Fragtrup i det vestlige Himmerland.60 Her lå bopladsen på en lav morænehøjning, afgrænset af åløb og engdrag, kun 3 km fra Limfjorden. Det ressourceområde, der hørte til bopladsen, synes at have været på ca. to kvadratkilometer. Der blev kun udgravet to hustomter, men flere blev lokaliseret inden for et område på et par hundrede meters længde. De to udgravede huse, som var omtrent samtidige med husene i Jegstrup, lå lidt forskudt for hinanden og havde som venteligt ikke stået på samme tid. Det ene var 18 m langt og 7 m bredt og havde rette langvægge og afrundede gavle. To rækker kraftige stolper, med fire i hver, bar taget. De stod med tre meters indbyrdes afstand. Usædvanligt var, at et lergulv dækkede husets vestende, som udgjorde ca. 33 af husets samlede areal på ca. 126 m2. Hvor lergulvet mødte jordgulvet, var der to indgange, en i hver af husets langsider. Langs nordsiden i vestenden var der en stenlægning, som formentlig havde dannet underlag for en sove- og opholdsplads. I vestenden lå også ildstedet, som var en lille, cirkelrund, stenlagt fordybning i lergulvet.

Det andet af husene var en smule længere end det første, ca. 20 m langt og 7 m bredt. Også det havde rette langvægge og afrundede gavle. Taget blev båret af to rækker stolper med fem i hver. Ligesom i det første hus bestod væggene af tætstillede stolper, der var sat regelmæssigt med ca. 60 cm's mellemrum. Væggen har formentlig været opbygget i fletværksteknik med lerklining. Også dette hus havde lergulv i vestenden og jordgulv i østenden.

 Rekonstruktion af et langhus fra bronzealderen, opført af Odense Bys Museer ved Hollufgård.

Rekonstruktion af et langhus fra bronzealderen, opført af Odense Bys Museer ved Hollufgård.

Lergulvet og ildstedet i vestenden af husene viser, at her var beboernes opholdsrum. Hvad østenden har været anvendt til er derimod mere usikkert: til stald eller til forråd? I nogle af husene fra bronzealderens senere halvdel har man kunnet iagttage båseskillerum, det gjaldt dog ikke i Fragtrup. Det udelukker dog ikke, at østenden også i Fragtruphusene har været brugt til opstaldning af dyr, måske af enkelte udvalgte dyr. Men har det været tilfældet, så har stalden været anderledes indrettet end senere hen i jernalderen, hvor stalden bliver en fast del af husets indretning, men hvor huskonstruktionen også indrettes derefter.

Ude i det vestjyske område finder vi den samme hustype, i f.eks. Hovergårde ved Hover Å.61 Her kunne man i et af husene i den 7 m brede og næsten kvadratiske østende se spor af ganske korte og spinkle båseskillerum både langs vægge og gavl. Huset var 16 m langt og 7 m bredt. Dets tag var båret af fire sæt kraftige stolper, og der var en skillevæg mellem beboelsesenden og staldenden. Taget var formentlig tækket med tagrør. Det har man kunnet sandsynliggøre ved slidsporsanalyser af de grove rygretoucherede flintflækker, som var i brug på bopladserne.62

I det vestjyske område er fundene af hustomter fra den yngre bronzealder ganske talrige.63 I Sønderjylland kendes de treskibede langhuse derimod endnu kun fra et par lokaliteter.64 Men billedet er stort set det samme som længere mod nord. Husenes længde svinger mellem 15 og 20 m, deres bredde ligger omkring 6 m. Grundarealet har altså været mellem 90 og 120 m2, en markant formindskelse i forhold til de store langhuse, man byggede i området i det 2. årtusinde f.Kr. (se Langhuse og haller). Men hovedprincippet i konstruktionen var det samme som tidligere: langvæggene var rette, gavlene afrundede og taget havde formentlig været afvalmet.

Væggene i de sønderjyske huse var undertiden sat i en væggrøft. Men i det hele taget ses det, at vægkonstruktionen med tiden bliver lettere og lettere. Undertiden kan den slet ikke iagttages ved de arkæologiske udgravninger. Måske antyder det, at væggene også kunne bygges som stavvægge rejst på en fodrem. Det ville iøvrigt ikke afvige væsentligt fra en stavvæg sat i væggrøft. De sønderjyske huse har iøvrigt meget til fælles med husene syd for den nuværende grænse, helt ned til området omkring Elbmundingen. Ja, de sydlige dele af den jyske halvø har i det hele taget, hvad angår byggeskikken, været mere orienteret mod syd, i retning af de nordvesttyske-hollandske kystegne, end mod områderne længere mod nord og øst.65

Går vi østpå til de danske øer og Skåne, finder vi i store træk den samme bygningstradition. Det gælder på Fyn og Sjælland,66 og det gælder på Bornholm67 såvel som i Skåne. I Fosie uden for Malmö68 er husene konstrueret på samme måde som de danske – det er treskibede langhuse, indtil nogle og tyve meter lange, placeret i forhold til de omgivende vådområder som de danske. Det samme gælder den yngre bronzealders bebyggelse i Store Kopinge uden for Ystad på Skånes sydkyst.69 Længere nordpå i Sverige finder man derimod bosættelsesformer, der afviger meget fra de dansk-skånske.70

Over hele den brede sydskandinaviske zone er det således et ret ensartet billede, der tegner sig af bosættelserne i bronzealderens sidste tid. Men der må her og der have eksisteret bopladser af en anden og højere orden. En sådan var formentlig den boplads, der omkring 800 f.Kr. lå på Kirkebjerget ved Voldtofte på Sydvestfyn. Men trods gentagne udgravninger har man endnu ikke løst bopladsens gåde. En lille del af pladsen blev udgravet i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1975-76 var der fornyede undersøgelser foranlediget af, at den nærmeste omegn af bopladsen havde afgivet enestående rige fund.71 Man fandt nemlig ikke de huse, som havde ligget på bopladsen. Hvad man udgravede, var derimod en kæmpemæssig affaldsdynge, hvori bl.a. lå resterne af de nedrevne huse. Formentlig havde husene stået et stykke vest for den store losseplads, hvor en moderne vej skar sig igennem den. Men her kunne man af forskellige årsager ikke foretage en undersøgelse. Affaldslagene var meget tykke, nogle steder nåede de 1,5 m fra bund til top, og de strakte sig over mere end 100 m over Kirkebjergets øst- og sydside. I arkæologien kalder man den slags lag for „kulturlag“, og de findes kun yderst sjældent ved udgravningerne af bronzealderens bopladser. På Kirkebjerget viste affaldlagenes tykkelse og indhold, at bopladsen må have været af en ganske særlig art.

 Plan over udgravningerne på Kirkebjerget. Man ser dels de gamle udgravningsfelter, dels søgegrøfterne fra nyere undersøgelser. Affaldslagets udstrækning er angivet med raster.

Plan over udgravningerne på Kirkebjerget. Man ser dels de gamle udgravningsfelter, dels søgegrøfterne fra nyere undersøgelser. Affaldslagets udstrækning er angivet med raster.

I affaldslagene fandt man lerklining, rester af lergulve, ildskørnede sten, trækul, dyreknogler og andet husholdningsaffald, altsammen fra ryddede hustomter. Der var bl.a. kompakte lag af lerklining, der var kørt på lossepladsen, efter at husene var brændt.72 Kliningen stammede fra vægge bygget med vidjefletning. Fra begge sider var de beklasket med ler, og der var tydelige aftryk af vidjerne i leret. Den slags klumper af lerklining kender man fra mange andre af bronzealderens bopladser.

Før man klaskede leret på vidjefletningen, havde man magret det med tærskeaffald eller måske strøelsesblandet staldgødning. Det gjorde man for at forhindre væggen i at krakelere. Men man havde også tilført den brændt ler (chamotte), formentlig knuste potteskår, for at give den styrke.

Efter at leret var påført og tørret, havde man lagt et lag puds på væggen. Selve pudsen bestod af en finere ler i hvid eller brunlig farve. Der kunne være flere pudslag over hinanden. Det må betyde, at bygningen havde stået i længere tid og var blevet vedligeholdt med mellemrum. På nogle af de lyse, pudsede flader kunne man se rester af rødbrun eller sort maling, og nogle steder var der igen lagt hvid farve over disse lag. Den påførte maling bestod efter alt at dømme af naturfarver, muligvis blandet op med æggehvide.

Malingen har formentlig været brugt til en vægdækkende dekoration. Men desværre kunne de mange stumper med maling ikke sættes sammen til et egentligt mønster. Dertil var brokkerne for små. Et tilbagevendende motiv var dog uregelmæssige stregbundter, og et sted så man en karakteristisk S-slyngning af samme art, som man kender dem på metalsagerne fra midten af den yngre bronzealder – den tid bopladsen tilhører.

 Lerklining med bemaling fra bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte-

Lerklining med bemaling fra bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte-

Så uanselige de mange små brokker end er, så viser de os dog, at der på bopladsen ved Kirkebjerget havde stået huse med kalkede og undertiden bemalede vægge. Og ikke nok med det. Der havde i disse fornemme huse også været en eller anden form for plastisk udsmykning. Imellem brokkerne fra lossepladsen fandt man også lerstumper med en profileret overflade. Kantlister af en eller anden art har det været, måske en indramning om en dør? Man fandt også nogle mærkelige „lerbjælker“, der havde siddet på husets vægge. Nogle af dem kunne endog have været en slags pilastre eller have været dele af en portal. Altsammen har det været noget, der skulle forskønne huset, formentlig for at markere, at det var en velhavende og indflydelsesrig person, der boede her.

Spor af en forsvunden herlighed er disse småstumper fra affaldslagene på Kirkebjerget ved Voldtofte. Men mon ikke også det er den samme herlighed, man har villet vise på en lerurne, også fra tiden omkring 800 f.Kr., som blev fundet ved Ystad i Skåne.73 Den har tydeligvis skullet fremstille et hus, og på ydervæggene er det netop bemalet med farver, der angiver en opdeling i paneler. Naturligvis skal man ikke forestille sig, at alle bronzealderens huse har haft bemalede eller blot pudsede vægge. Men der har, som f.eks. på Kirkebjerget ved Voldtofte, været stormandshuse, som ved deres farvepragt og andre dekorative detaljer skilte sig ud fra flertallet af bronzealderbøndernes bygninger. Oldtiden var vitterlig ikke så grå, som vi ofte forestiller os den.

 Bemalet urne fra Ystad i Skåne forestiller et hus med afrundede gavle og indgange i langsiderne.

Bemalet urne fra Ystad i Skåne forestiller et hus med afrundede gavle og indgange i langsiderne.

Under affaldslagene fandt man iøvrigt talrige gruber, fra tiden før området blev til losseplads. En stor del af gruberne var kogegruber, men der var ingen spor efter huse. Man fandt også en overvældende mængde knogler, der viste, at mere end 80% af de dyr, man havde holdt på pladsen var okser. Også det skiller bopladsen ud fra andre, samtidige bopladser. Endelig fandt man et par nedgravede kornbeholdere, hvis indehold mest var byg.74 Men gåden om, hvad Kirkebjerget var for en boplads, venter stadig på sin løsning.

Noter

41: B. Aaby 1986.

42: S.Th. Andersen 1993.

43: S.Th. Andersen 1993, s. 76.

44: P. Ethelberg et al. 2000, s. 137 ff.

45: K. Kristiansen 1998, s. 103 ff.

46: M. Mikkelsen 1996a; H. Thrane 1999c.

47: Undersøgelserne på Åshøjderyggen har givet mulighed for et interessant regnestykke om befolkningsstørrelsen i Thy i bronzealderen. Thy er i dag på ca. 900 km2, men ikke alle dele har været lige egnede til bosættelse. Hvis der regnes med en gårdenhed pr. 1,5 km2 har der måske været 600 gårdenheder i Thy gennem det meste af bronzealderen. Med en gennemsnitshusstand på 8 personer ville det give en befolkning på ca. 4.800 mennesker.

48: J. Simonsen 1996; J. Brinch Bertelsen 1996.

49: J. Jensen 1967; H. Thrane 1974a, 1980b-c, 1983a-b, 1984, 1989b, 1996b,d.

50: H. Thrane 1999d.

51: H. Thrane ibid.

52: J. Poulsen 1983b.

53: Hodder & Orton 1976, s. 60.

54: M.S. Jørgensen 1982.

55: H. Nielsen 1973.

56: J.B. Bertelsen et al. 1996.

58: C. Davidsen 1980, 1982; J.B: Bertelsen 1996, s. 165.

59: J.B. Bertelsen 1996, s. 183 ff.

60: B. Draiby 1984.

61: J. Jensen 1971b.

62: C.J. Becker 1989.

63: C.J. Becker 1972.

64: P. Ethelberg et al. 2000, s. 212 ff.

65: Roymans & Fokkens 1995.

66: De her fundne, treskibede huskonstruktioner er dog for en stor del endnu upublicerede, se J. Jensen 1987, s. 173. Hertil P. Rønne 1986c.

67: Treskibede langhuse er f.eks. udgravet ved Grødbygård, se AUD 1988, nr. 92 og F.O. Nielsen 1986.

68: Björnhem & Säfvestad 1993.

69: S. Tesch 1993.

70: Ved Apalle i Uppland (I. Ullén 1988 og idem i G. Burenhult 2000,2, s. 36 ff.) har man f.eks. udgravet en bosættelse, der var kontinuerligt i brug gennem hele bronzealderen, og som i den yngre bronzealder synes at have været en regulær landsbybebyggelse, et fænomen som i Sydskandinavien først kendes fra den tidlige jernalder. Og ved Vistad i Östergötland har man udgravet en befæstet storgård, omgivet af en palisade (Th.B. Larsson 1993b; M. Olausson 1995). På denne boplads, såvel som på en anden, Hallunda sydvest for Stockholm (H. Jaanusson 1981), er der mange træk, som peger i retning af Lausitzregionen syd for Østersøen, og som viser, at de mellemsvenske områder har haft kontakter sydover af en anden karakter, end dem man finder i Danmark og Skåne.

71: En lille del af pladsen blev udgravet i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1975-76 var der fornyede undersøgelser foranlediget af, at den nærmeste omegn af bopladsen havde afgivet enestående rige fund (J. Jensen 1967; H. Thrane 1979, 1980; J. Berglund 1982.

72: H. Thrane 1979.

73: E. Lomborg 1979.

74: H. Thrane 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Langhuse i det åbne land i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430920

Afsnittet Langhuse i det åbne land er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet