Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bronzestøberen

Oprindelig forfatter JJe

I den yngre bronzealder nåede bronzehåndværket i Sydskandinavien endnu et højdepunkt. Første gang, det var sket, var omkring 1400 f.Kr., da bronzestøberen udsmykkede sine produkter med en rigdom af spiralmotiver. Det var „den skønne stils“ tid (se Spiralstilen og hvad der fulgte). Da det næste højdepunkt indtraf omkring 800 f.Kr., var spiralen for længst forsvundet som kunstnerisk motiv. I stedet var det en dekoration af bølgebånd, der udsmykkede bronzernes flader. Men samtidig havde håndværket også udviklet sig i retning af det sublime, hvad angik støbeteknikken. Ved hjælp af cire perdue-metoden kunne man nu fremstille de mest komplicerede genstande som f.eks. lurerne, der med deres tyndvæggede bronzerør, komplicerede snoninger og raffinerede dekoration står som et af højdepunkterne i bronzealderens metalhåndværk.

 Digel til bronzestøbning. Normalt var diglerne 6-14 cm lange. De var ikke ildfaste i moderne forstand, og blev derfor efter nogen tid ubrugelige.

Digel til bronzestøbning. Normalt var diglerne 6-14 cm lange. De var ikke ildfaste i moderne forstand, og blev derfor efter nogen tid ubrugelige.

Naturligvis var det ikke alle bronzegenstande, der fordrede så høj en grad af mesterskab. På talrige af den yngre bronzealders bopladser har man fundet spor af, at bronzestøberen havde arbejdet her. Det gælder f.eks. på bopladsen Fragtrup i Himmerland, som ikke på nogen måde skiller sig ud fra flertallet af samtidige bopladser.128 I området mellem de to udgravede huse fandt man en stor bunke af kulstøvfarvet, trækulblandet sand, hvor der ikke blot var foregået metalstøbning, men også brænding af lerkar.

Det har formentlig været ganske enkle genstande, som blev støbt på bopladsen ved Fragtrup. Og lignende støbepladser kender man også andre steder i landet. Ved gården Haag på Djursland lå i bakket terræn en lille højning af nærmest oval form.129 Den var ca. 18 m lang og lidt over en meter høj og bestod af gulligt eller gråt sand, hvori der lå et stort antal smeltedigler og stumper af støbeforme af ler. Støbeformene var lavet af solidt, kvartsblandet ler, som på indersiden, dvs. ind mod støbehulheden, var belagt med et lag omhyggeligt slemmet, fint ler. Der var støbeforme til sværd og spyd, til små bøjlenåle og til dobbeltknapper, altsammen genstande fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.

Annonce

 Blæsebælgstud udformet som et hestehoved. Fundet ved Ørslev Skovgård, Ejby sogn, Fyn.

Blæsebælgstud udformet som et hestehoved. Fundet ved Ørslev Skovgård, Ejby sogn, Fyn.

En lignende affaldsdynge fandt man ved Vindblæs nær Løgstør.130 Her viste støbeformene, at der hovedsagelig var blevet fremstillet spydspidser. Men ligesom det var tilfældet i de andre dynger, kunne man i Vindblæs ikke påvise rester af ovne eller andre anlæg, der havde været brugt ved støbningen af bronze.131

Helt op i Uppland i det mellemste Sverige kender man den slags affaldsdynger,132 som må have hørt til helt almindelige bopladser.133 Der er ikke tegn på, at man her fremstillede de pragtbronzer som eliten var i besiddelse af, f.eks. lurer. Den slags kostbarheder blev formentlig fremstillet i mesterværksteder, hvor særligt kyndige håndværkere udøvede deres kunst. Det synes at være sporene efter et sådant mesterværksted, man fandt på den rige boplads på Kirkebjerget ved Voldtofte på Fyn.134 Under de tykke, sorte affaldslag fandt man i nogle gruber rester af støbeforme af ler til bronzelurer.

Støbeformene var lavet af fint, porøst ler, der var magret med ganske små sandkorn, under en halv mm store. Sammen med støbeformsfragmenterne fandt man desuden flere stumper af smeltedigler med en hældetud i den ene ende. Der var altså tydeligvis foregået støbning af lurer. Man fandt også resterne af en avlssten, dvs. den plade, der havde beskyttet støbemesterens blæsebælg under hans arbejde med at holde varmen ved lige i essen eller ildstedet.

 Fragmenter af støbeforme af ler til fremstilling af halsring. Fundet på en boplads ved Ganløse motorvej i Nordsjælland.

Fragmenter af støbeforme af ler til fremstilling af halsring. Fundet på en boplads ved Ganløse motorvej i Nordsjælland.

Selve blæsebælgen har formentlig haft en lernæse, der var drejet sådan, at luften kom ud vinkelret på tudens længderetning. Den slags blæsebælgstude fra bronzealderen er fundet mange steder i Europa.135 Der er også fundet en på Fyn, og den har tilmed form som et hestehoved.136 Da vi kender hesten som bronzealderens kultdyr par excellence, kan vi måske også antage, at den fynske blæsebælgstud viser, at støbearbejdet havde en forankring i det religiøse. I det kulthus, der blev fundet ved Sandagergård i Horns Herred på Sjælland (se Hændernes hus), var der også tegn på, at der var foregået bronzestøbning.

At blæsebælgstuden var vinkelbøjet skyldes, at man brugte blæsebælgen til at puste luft ned i bålet i fyrhullet ovenfra.137 Smeden kunne således holde blæsebælgen uden for ilden og samtidig blæse vinkelret ned i den. Ellers er det endnu ikke meget, vi ved om, hvordan arbejdet foregik i støberiværkstederne. De færdige produkter kender vi derimod i stort tal, især dem der blev nedlagt som offergaver på fugtigt terræn ude i naturen. På disse prægtige våben, redskaber og smykker kan vi følge, hvordan bronzestøberne igennem århundrederne udviklede en særegen dekorativ stil, til stadighed dog under påvirkning af forbilleder fra kontinentet.

 Fedtstensform fra Bregnemose på Fyn. I Voldtofte Mose, kun 7 km fra Bregnemose, er fundet en celt, som efter alt at dømme er støbt i fedtstensformen.

Fedtstensform fra Bregnemose på Fyn. I Voldtofte Mose, kun 7 km fra Bregnemose, er fundet en celt, som efter alt at dømme er støbt i fedtstensformen.

I slutningen af den ældre bronzealder havde bronzestøberne skabt en plastisk stil, der byggede på reliefvirkninger i bronzernes overflade. Ved hjælp af en fyldmasse skabte man en kontrast mellem det blanke metal og den mørke fyldmasse, en vekslen mellem positivt og negativt. Det var den stil, som markerede afslutningen på den ældre bronzealders høje kunstudfoldelse.138 Så omkring 1100 f.Kr., på overgangen til den yngre bronzealder, ændrede håndværket sig endnu en gang. Nye formkrav meldte sig, men denne gang var overgangen til de nye dekorationsformer ganske glidende. Tidligere tiders stjernemønstre blev stadig brugt, ikke blot til en vekslen mellem positivt og negativt, men også til en mere fladedækkende dekoration af indslagne linjer og punktrækker.

Hvor den gamle plastiske dekorationskunst stadig blev brugt, arbejdede bronzestøberen med et sikkert håndelag. Lidt mere tøvende var han, når han skulle arbejde med den nye fladedækkende ornamentik, som ud over stjernemotivet mest bestod af koncentriske cirkler, koncentriske halvbuer og buede linjer med punktrækker som konturgivere. Det var især på de store kvindesmykker – de såkaldte hængekar – at stilen fandt en harmonisk udformning. Her anbragte man med regelmæssige mellemrum zoner af mønstre, der bestod af punktrækker, buer og cirkelslag. Her og der lod man også det gamle stjerne- eller cirkelmotiv indgå. F.eks. udførte man det i skråskraverede buer, hvorved det virkede med i den samlede udsmykning på en levende og afvekslende måde.

 Den geometriske stil fra tiden omkring 1000 f.Kr., som den kan findes på f.eks. de høje manchetformede ankelringe.

Den geometriske stil fra tiden omkring 1000 f.Kr., som den kan findes på f.eks. de høje manchetformede ankelringe.

Helhedspræget i den nye stil var bestemt af rent geometriske mønstre. De havde hele tiden været brugt sideløbende med de mere bevægede spiralmønstre og de plastiske dekorationsformer. Men fik nu en opblomstring som følge af inspiration sydfra, fra de centraleuropæiske bronzealderkulturer. På nogle arbejder, f.eks. på de høje, manchetformede ankelringe, som formentlig blev båret af mænd, blev den geometriske dekoration helt enerådende.139 Disse ringe finder man især nedlagt som offergaver i det vestlige Danmark, og deres ornamentale motiver er geometriske, retlinede og i en vis grad kombineret med cirkler og bueslag. Motiverne er arrangeret uden hensyn til symmetrien omkring ringenes længdeakse. En noget uharmonisk ornamentik er det, og den viser sig da også som et fremmedelement i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Man havde lært den at kende på bl.a. importerede sværd fra det centraleuropæiske område.

Et andet ornamentalt motiv var de mæanderslyng, hvormed man udsmykkede ikke blot sværd, hængekar og pincetter, men også små bensmykker, der formentlig havde en magisk funktion. De mæanderslyngede bånd optog man også fra det centraleuropæiske område, nærmere betegnet egnene omkring den øvre Rhin i Schweiz og Sydvesttyskland.140 Det samme kan siges om andre mellemeuropæiske motiver, f.eks. nogle karakteristiske bølgebånd, anbragt på hver side af en skærende linje.141 De fik en vid anvendelse i Norden fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. og holdt sig i brug flere århundreder frem i tiden.

 Plastisk figurfremstilling, hoved på håndtag til kniv, fundet ved Javngyde, Tulstrup sogn i Østjylland.

Plastisk figurfremstilling, hoved på håndtag til kniv, fundet ved Javngyde, Tulstrup sogn i Østjylland.

Det er imidlertid ikke blot en lidt famlende dekorationskunst, vi møder i denne tid. Overraskende nyskabelser er der også, specielt inden for billedkunsten. Hermed menes den miniaturekunst, der nu i stort omfang dukkede op, dels som små billedfremstillinger på bronzerne, dels som småskulpturer, der tjente religiøse fornål. Miniaturekunsten var intimt forbundet med den nye, fladedækkende ornamentik. Hvor billede og ornament før havde været adskilt, optræder de nu sammen. De enkle linjemotiver kombineres med billedfremstillingerne, først og fremmest ser man det på rageknivenes små flader. Oftest er det skibe, som afbildes, men sammen med dem finder man fugle, fisk, heste, slanger og undertiden også menneskefigurer. Vi skal senere vende tilbage til denne billedverden, der er af lige så ejendommelig en karakter som helleristningerne, med hvilke den da også er samtidig. Flere af motiverne som f.eks. skibet, hesten og fisken kendes gennem næsten hele bronzealderen. Men nye motiver som f.eks. slangen og fuglen kommer også til. Ofte får man det indtryk, at man står over for de første famlende forsøg på en billedskrift. Motiverne gentages om og om igen med en ensartethed, som viser, at de har et fast betydningsindhold. På en måde kan man sige, at billederne var en art skrift, i hvilken udsagnsordene, biordene, tillægsordene og forholdsordene manglede – kun navneordene havde fået deres skrevne form.

 Bølgebåndsmønstre fra tiden omkring 800 f.Kr.

Bølgebåndsmønstre fra tiden omkring 800 f.Kr.

Også småskulpturer blev fremstillet i bronzestøberens og guldsmedens værksteder. Stadig var det hesten, som var det foretrukne motiv. Men den var ved at forvandle sig til et mærkeligt hornet dyr. Man møder det f.eks. på nogle af de kostbare guldskåle, som blev brugt ved de religiøse ceremonier (se Gyldne kar). Guldskålene var forsynet med en høj hank, som endte i et hestelignende hoved, sikkert udført og med sans for linjernes forløb. Den samme sikre stilfornemmelse for dyrefigurerne kan man også se på nogle af rageknivenes håndtag. Man aner, at hvad der er overleveret, er blot en miniaturekunst. Bag den skjuler der sig formentlig en endnu større kunst: træskulpturer og malerier, hvis eksistens vi kun lige aner. Men man kan meget vel forestille sig, at den billedverden, som bronzestøberen gav udtryk i de små skulpturer, også fandt sit udtryk i stort format: i bopladsernes huse i form af udskårne stolper og mangefarvede malerier på væggene.

Den nye fladedækkende stil, som udviklede sig i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., nåede snart en harmonisk afklaring i den såkaldte bølge -båndsstil – bronzealderens sidste store kunstudfoldelse. De redskaber, våben og smykker, som bronzestøberne havde fremstillet igennem de sidste par århundreder, havde langsomt ændret form. Man foretrak nu store, tunge former, og navnlig kvindesmykkerne blev udformet således, at den nye dekorationskunst kunne komme til sin ret. Den plastiske udsmykning blev indskrænket til blot at bestå af lave lister. Med dem dannede man en indramning af de glatte zoner, hvor den nye bølgebåndsstil udfoldede sig. Der var en vis lighed med den spiralstil, man havde opgivet henved 400 år tidligere. Men der var samtidig noget mindre strengt, noget mere dynamisk og levende over bølgebåndsstilen.

 Bølgebåndsmønstre brugt som dekoration af halsringe med ovale endeplader.

Bølgebåndsmønstre brugt som dekoration af halsringe med ovale endeplader.

I princippet består bølgebånd af jævnsides, finttrukne bånd af linjer, som slynger sig i mønstre med stor regelmæssighed. Bølgebåndene var udført med lige så forbløffende en præcision, som spiralstilen var det. Bølgelinjerne kunne slynge sig ind i hinanden, de kunne danne nyreformede og hjerteformede figurer eller mæanderlignende mønstre. Mønstrene placeredes f.eks. langs knivenes rygge, på spydspidsernes døller og på småsager som rageknive og pincetter. De fulgte altid på harmonisk vis bronzernes formgivning – altid i overensstemmelse med de ydre konturer. Navnlig på de store kvindesmykker kunne man finde bølgebåndene i en fuldendt udførelse. Båndene lå gerne i zoner omkring smykkets midte, adskilt af plastiske lister, undertiden kombineret med andre, reliefagtige dekorationsformer som f.eks. koncentriske cirkler.

En særlig forfinet udformning fik bølgebåndsornamentikken, når den blev brugt til billedfremstillinger. Oftest var motivet et skib med højt svungne stævne, som f.eks. placeredes på bladet af en ragekniv. Dyrehovederne på skibets stævne blev altid præcist og detaljeret udført. Undertiden kunne man se bidsler og seletøj angivet. Til andre tider blev hesten også forsynet med horn og en snabelformet mule. Det gør naturligvis ikke tolkningen af de mærkelige tegn lettere. Tit udsmykkedes skibene også med slangelignende figurer, eller der rejste sig midtskibs en økseformet figur. I mange tilfælde var grænsen mellem billede og ren dekoration meget vanskelig at trække.

 Såkaldt hængekar dekoreret med bølgebåndsmønstre. Fundet ved Lindø på Fyn. 1:2.

Såkaldt hængekar dekoreret med bølgebåndsmønstre. Fundet ved Lindø på Fyn. 1:2.

Så særegen denne sidste bronzealderkunst end var, så er der dog ikke tvivl om, at den for en stor del byggede på forbilleder fra kontinentet i syd, nærmere bestemt fra det bronzehåndværk som på samme tid udfoldede sig i de vestlige dele af Centraleuropa.142 En lang række nordiske motiver blev tilpasset denne stil, og ofte på en ganske selvstændig måde. Mange af de nordiske bronzers dekorative motiver kan man dog ikke spore i Centraleuropa.

At ophamre bukler eller punkter i bronzernes overflade, var også en dekorativ detalje, man overtog fra de centraleuropæiske bronzehåndværkere.143 Men at bearbejde bronzen ved hamring var ellers en teknik, de sydskandinaviske bronzehåndværkere kun sjældent brugte. Man klarede sig med støbning. Og dekorative detaljer, som i Centraleuropa blev udført ved hamring af bronzen, blev heroppe i nord gerne udført i støbeteknik.144 Det gjaldt f.eks. også de drevne ringbukler, som man kendte fra bl.a. de kostbare guldskåle. Med sådanne ringbukler dekorerede man bl.a. de store kvindesmykker (hængekar) i tiden omkring 800 f.Kr., men altid i en støbt udgave.

 Fuglesolbåd, som udsmykker siden af en amfora fundet ved Gevelinghausen i Nordrhein-Westfalen.

Fuglesolbåd, som udsmykker siden af en amfora fundet ved Gevelinghausen i Nordrhein-Westfalen.

Et andet område, hvor påvirkninger fra det centraleuropæiske område viste sig, var i de symbolske tegn, som ofte udsmykkede bronzerne. I Centraleuropa var den såkaldte fuglesolbåd et centralt motiv, specielt i Donauområderne, som man f.eks. ofte kunne finde på de hamrede bronzekar.145 Dette motiv overtog bronzehåndværkerne i nord, men de bearbejdede det altid, så det fik mening i forhold til de nordiske mytologiske forestillinger.146 Fugl og solskib var jo centrale motiver i bronzealderens kosmologi (se Hellige tegn og billeder). Men de nordiske fuglebåde var oftest ændret til ukendelighed, eller formet som de typiske nordiske skibe, som vi kender fra helleristningerne. I modsætning til Centraleuropa kan man i Norden således finde skibe, hvor det ikke er fugle, men heste, der pryder stævnene. Det motiv kender man ikke fra Centraleuropa, så om nogen fuldstændig overtagelse af de forestillinger, som i Centraleuropa var tilknyttet motivet, var der ikke tale.

Noter

128: B. Draiby 1984.

129: C. Neergaard 1908.

130: Bent Jensen 1956.

131: På bopladsen Hallunda syd for Mälaren synes man dog at have brugt ovne i forbindelse med støbningen. De bestod af stenforede gruber, som formentlig har været dækket af en halvkugleformet overbyning af ler, se H. Jaanusson 1971; Jaanusson & Vahlne 1975.

132: A. Oldeberg 1960.

133: Affaldsdyngerne er blevet sammenlignet med såkaldte kogestensrøser, som findes på visse østdanske bopladser og i stort tal i Norge, Sverige, på Bornholm og de øvrige Østersøøer, men hvis funktion ikke er afklaret, se H. Thrane 1975b.

134: H. Thrane 1993b.

135: H. Thrane 1980a.

136: H. Thrane 1993b, s. 45, fig. 10.

137: H. Thrane 1980a.

138: S. Müller 1921.

139: M. Ørsnes 1959; H. Thrane 1975a, s. 174 ff.

140: E. Baudou 1960, s. 94; G. Jacob-Friesen 1967, s. 269; H. Thrane 1975a, s. 174 ff.

141: G. Jacob-Friesen 1967, s. 263 ff, eksempel se H. Thrane 1975a, s. 175, fig. 111.

142: S. Müller 1921, s. 37 ff; E. Sprockhoff 1951a; E. Baudou 1960, s. 43; H. Thrane 1975a, s. 174 ff.

143: Det kendes f.eks. på bestemte typer af pincetter, E. Baudou 1960, s. 39 og 42.

144: Det gjaldt f.eks. de bukler, man undertiden anbragte på lurernes lydplader. Lurerne fra Folvisdam er et eksempel herpå, se Broholm et al. 1949.

145: G. Kossack 1954a; E. Sprockhoff 1957.

146: E. Sprockhoff op.cit.; H. Thrane 1975a, s. 252.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bronzestøberen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430923

Afsnittet Bronzestøberen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet