Egekisten fra Storehøj med gravrøvernes krogkæp liggende i kisten,

.

Alt, hvad gravrøverne efterlod sig i egekisten fra Storehøj, var to trækar, en sværdskede af træ, nogle fragmenter af en klapstol, håndtaget til en syl, et smalt guldbånd, en pincet og en bæltekrog.

.

Det er en tydelig omsorg for de døde, man ser i egekistegravene. Omhyggeligt er de døde blevet lagt til hvile på kohuderne, og nænsomt har man lagt gravgaverne ned til dem, de våben og smykker som de skulle have med på rejsen til det hinsides. Samtidig fulgte man nøje de ritualer og regelsæt, som skulle sikre, at den døde overgik fra én tilstandsform til en anden. Kun derved kunne man overvinde selve dødens endegyldighed.

Men det hændte også, at alle regler for dødeomsorg blev brudt. Det skete undertiden, at gravrøvere brød ind i graven og fjernede nogle af gravgaverne. Sommetider må det være sket, medens mindet om de døde endnu var i live.98 Gravrøveri har sin egen lange og mørke historie. Graver man idag i bronzealderens gravhøje, finder man tit gravrøvernes spor i form af forstyrrede jordlag og omrodede grave. Ofte er der tale om gravplyndringer, der er sket i de sidste par hundrede år. Langt op mod vor tid, var der mennesker af landproletariatet, som sikrede sig deres daglige udkomme ved at plyndre gravhøje og sælge udbyttet til samlere.99 Men gravplyndringer skete også i oldtiden. Og da må vi regne med, at der kunne ligge andre motiver bag end det blotte ønske om berigelse.

Når det gælder de plyndringer, der blev foretaget i bronzealderen, foreligger i hvert fald den mulighed, at det uhyggelige forehavende havde et symbolsk sigte. At man ønskede at uskadeliggøre den døde ved at fratage ham hans identitet og status – og det var normalt mandsgrave, man plyndrede. Det skete undertiden forholdsvis kort tid efter begravelsen, medens mindet om den døde endnu var levende.

Hvornår plyndringen af en grav er sket, kan dog ofte være svært at fastslå. Men skikken fandtes over store dele af Europa i bronzealderen – og iøvrigt langt op i tiden, hvor man både kender plyndringer af særligt rige grave. F.eks. af centraleuropæiske fyrstegrave fra det 7.-6. århundrede f.Kr.,100 og masseplyndringer af store gravfelter.101 Plyndringer af såkaldte fyrstegrave havde formentlig deres baggrund i dynastiske stridigheder, hvor nye herskerslægter ønskede at svække forgængernes magt. Masseplyndringer af store gravfelter havde formentlig deres baggrund i mere omfattende sociale forandringer. Sådanne masseplyndringer kender man også i Danmark fra århundrederne efter Kr.f.102 Hvad der var baggrunden for plyndringerne af bronzealderens grave er ganske usikkert. Men plyndrede blev de. Det var, som vi så, tilfældet med den ene af de tre kister i Guldhøj.103 Røverne havde gravet en skakt ovenfra i højen, ned til kisten. De havde derpå hugget et hul, 24 cm langt og 14 cm bredt, i låget af kisten. Igennem det kunne de fiske gravgaverne op. Og det var yderst lidt, de overså. En hasselkæp med kort afskåret sidegren i den ene ende lå ved siden af kisten. Den havde man stukket ned igennem hullet i låget, og på den måde kunne man rage gravgaverne hen under hullet, hvor man kunne nå dem med hænderne.

Den samme fremgangsmåde havde røverne benyttet i Storehøj ved Barde i Vestjylland. Gravhøjen dækkede over en enkelt egekiste, i hvis låg der udvendig fra var hugget et hul. I dimensionerne svarede det nøje til hullet i Guldhøjkisten. Men i Storehøj havde gravrøverne ikke fået det hele med. Alt bar dog præg af at være omrodet. Nede i fodenden af kisten, længst væk fra hullet, stod endnu et par af gravgaverne på deres oprindelige plads. Det var en større og en mindre træskål, og omkring dem lå det øvrige gravgods, omrodet og mere eller mindre ødelagt. Tilbage lå brudstykker af en sværdskede, men sværdet manglede. Der lå også et træskaft til en syl, men selve sylen var borte. Og lige neden under hullet i låget lå den krogkæp, man havde brugt ved plyndringen. Den var 84 cm lang og magen til den fra Guldhøj.

Endnu en egekiste af de velbevarede var blevet plyndret på samme ufølsomme måde. Det er egekisten fra Jels, der blev udgravet i 1935, kun 12 km fra Guldhøj. Låget i Jelskisten manglede imidlertid, så man kunne ikke se, om det havde været gennembrudt. Men genstandene i kisten var ganske få og lå så underligt spredt. Også her må gravrøvere have været på spil. Ja, i virkeligheden synes gravrøveri i bronzealderen at have været en udbredt praksis. Selv ved udgravningen af mindre velbevarede kister kan man ofte se sporene efter plyndringen. De kan f.eks. vise sig i form af nedgravninger i højmassen og naturligvis i en mangel på gravgaver i selve graven.104

At højplyndringerne var foregået i bronzealderen, viste de geologiske forhold i højen. Som vi har set, blev gravhøjene i reglen bygget af græstørv. I visse egne dannede der sig hurtigt omkring den fugtige kerne af højen et lag af jernsandsten, som virkede bevarende på alt organisk materiale på samme måde, som en mose kan gøre det. Hvis laget af jernsandsten gennembrydes ved gravning i højen, f.eks. i jernalder eller nyere tid, ødelægges bevaringsmulighederne, og kister og indhold går til grunde. Men sådan var det ikke gået i Guldhøj, Storehøj og Jels. Efter indbruddet i højen var det beskyttende lag hurtigt blevet gendannet, eller det blev i det hele taget først dannet efter plyndringen. Røvernes nedgravning må altså allerede være foretaget i bronzealderen. Sommetider kan man endog se, at det må være sket ret kort efter begravelsen, idet røverne må have haft en ganske nøje viden om, hvor kisten stod.

Det er i sagens natur svært at fastslå, hvad det var for genstande, røverne fjernede fra graven. Men det synes især at have været sværd og andre våben. Og plyndringerne skete som nævnt oftest i mandsgrave. Det kan tale for, at det var fremstående personer i samfundet, man gik efter. Og at der bag plyndringerne måske lå magtkampe, som lejlighedsvis udkæmpedes mellem de ledende slægter.105

Hvad vi deraf kan udlede om bronzealdermenneskenes syn på døden er mere usikkert. Men det er givet, at for de levende var gravhøjene derude i landskabet en synlig påmindelse om kontinuiteten i slægten og dennes ret til jorden.

Gravplyndringer var som nævnt ikke noget, der kun fandt sted i højfolkets område. Nede i de østlige dele af Centraleuropa, i Østrig, Tjekkiet og Ungarn, har man på store samtidige gravpladser kunnet se den samme makabre skik.106 På nogle af gravpladserne var det over halvdelen af gravene, der havde været genåbnet forholdsvis kort efter anlæggelsen. Og tilsyneladende var det bestemte ting, gravrøverne fjernede. Det var de dødes hoved- og brystprydelser, som var lavet af tyndt udhamrede bronzeplader. Mærkeligt nok lod man gerne mere massive armringe og dragtnåle blive liggende. Det synes altså ikke at være gravgavernes metalværdi, man gik efter.

Man fristes til at spørge, om gravplyndringen ligefrem har været et led i begravelsesceremoniellet? Svaret blæser i vinden. Men var det gravrøvere, der foretog den uhyggelige handling, er det ikke svært at forestille sig deres følelser, når de uset af andre, i nattens mulm og mørke gravede sig ned til kisten, slog hul i dens låg og ragede kostbarhederne til sig – for så at forsvinde ud i natten.

Noter

98: H. Thrane 1978b; K. Randsborg 1998.

99: S. Thorsen 1979, 1980, 1983.

100: F.eks. af centraleuropæiske fyrstegrave fra det 7.-6. århundrede f.Kr., H. Baitinger 1992.

101: H. Roth 1978.

102: F.eks. på den store gravplads Slusegård på Bornholm fra romersk jernalder, se B. Lind 1991.

103: E. Lomborg 1964b.

104: F.eks. den ovenfor omtalte høj i Grundfør ved Århus, med de mange kohuder, se J. Jeppesen 1992.

105: K. Randsborg 1998.

106: Se f.eks. B. Hänsel & N. Kalicz 1986 og K. Randsborg 1998.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Gravrøvere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig