Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forfædrenes gravhøje

Oprindelig forfatter JJe

Sådan som vi i dag ser gravhøjene ligge derude i det danske landskab, sådan har de ikke altid set ud. I årtusinder gik vejr og vind hen over dem og mildnede deres former. Men engang stod de med anderledes skarpe konturer, ofte omgivet ved foden af et stengærde eller en stenkrave. En sådan stenomsætning kunne ligne et kirkegårdsgærde, og havde iøvrigt også den samme funktion, nemlig at afgrænse det område, der var viet de døde. Samtidig skulle det forhindre udskridning af højens jordmasser.

De jordmasser, som blev lagt op omkring den dødes kiste, bestod af græstørv. De var højenes almindeligste bygningsmateriale, og man skrællede dem af fra den omgivende mark. Ved udgravninger af bronzealderhøje kan man ofte se tørvene som forskelligt farvede striber i jordvæggene. Tørvene var gerne mellem 40 og 60 cm lange og omkring 10 cm tykke. Det kunne være ganske store arealer, man på den måde gjorde ubrugelige til dyrkning.26 Måske tanken var at give den døde en del af hans jord med på rejsen til det hinsides. Måske man opfattede dette hinsides som nogle evige græsmarker.

 Af den engang så kæmpe mæssige Borum Eshøj er i dag kun bevaret en lille rest, nemlig den del, som man lod stå urørt under udgravningen i 1875.

Af den engang så kæmpe mæssige Borum Eshøj er i dag kun bevaret en lille rest, nemlig den del, som man lod stå urørt under udgravningen i 1875.

Græstørvene havde nu også den praktiske funktion, at deres rodnet stabiliserede højens jordmasser. De kunne være indtil 60 x 90 cm store og blev lagt med vegetationssiden nedad. Når byggeriet af højen så var til ende, forestod det lige så store arbejde med at sætte højfoden. Den bestod ofte af et gærde dannet af en enkelt række større, oprejste sten. Og op over den hvælvede højens mægtige kuppel sig. Men fodgærdet kunne også antage mere komplicerede former.27 Det kunne lægges af vandrette lag af nogenlunde lige store sten, normalt hovedstore eller noget større. I nogle tilfælde lagde man blot et par skifter, i andre tilfælde bestod gærdet af tre eller flere skifter.

Annonce

Men man kunne også bygge et fodgærde ved en kombination af meterhøje og noget mindre, hovedstore sten. De store sten blev anbragt lodret, medens man lagde de mindre i vandrette lag. Sommetider var der tale om én sammenhængende række store sten, til andre tider om mere spredt satte, store sten, hvor mellemrummene var udfyldt med mindre sten.

Et prægtigt eksempel på et sådant stengærde kunne man indtil begyndelsen af 1900-tallet se i en gravhøj ved Mørup i Nørup sogn i Østjylland. Højen er i dag sløjfet, men den var oprindelig 36 m i diameter og havde ved foden et dige eller et gærde af usædvanlige dimensioner.28 Med en afstand af % m stod de store, rejste sten, og mellemrummet mellem dem var udfyldt af hovedstore sten, stablet op i en lodret væg. Det solide gærde var ca. 1 m højt og bestod af to vægge, hvorimellem der var udfyldt med sten.

Lignende stengærder kender man fra adskillige andre høje, bl.a. den store Borum Eshøj ved Århus, som vi senere skal høre mere om.29 Et andet fornemt eksempel er en stor høj fra Skrydstrup i Sydjylland, som blev udgravet under 2. Verdenskrig.30 Også i Slesvig-Holsten kendes de store stengærder, f.eks. i Arrildshøj i Harrislee sogn31 og Margarethenberg ved Flensborg.32 Gærderne findes i alle grader af mere eller mindre omhyggelig konstruktion, og næsten alle er de bygget i bronzealderens første halvdel. Det hænder også, at gærdet kunne være forsynet med stenkrave, der fulgte højsidens bløde runding.33

I nogle få tilfælde er der også fundet stolpesætninger ved foden af højen.34 Hvilken funktion stolperne har haft er uklart, da afstanden imellem dem er for stor til, at de kan have båret fletværk.35 Endelig kender man også høje, som ved foden var omgivet af en grøft. En sådan er udgravet ved Tårup i Østjylland, men var af så særlig en art, at vi nedenfor skal beskrive den nærmere.

 Hohøj ved Mariager Fjord, Danmarks største bronzealdergravhøj.

Hohøj ved Mariager Fjord, Danmarks største bronzealdergravhøj.

Så enkle i deres konstruktion som hidtil beskrevet, var nu de færreste af bronzealderen gravhøje. Langt de fleste større høje var nemlig et resultat af flere byggefaser, som tilsammen kunne omfatte meget lange perioder. Ofte havde den først anlagte høj kun en diameter på mellem 9 og 16 meter.36 Men den blev så forøget ved senere udvidelser. Som højene ligger derude i landskabet i dag, kan deres dimensioner variere betydeligt. En diameter på mellem 15 og 20 meter og en højde på omkring 3-4 m er meget almindeligt. Men der er også høje, som er betydeligt større, og som må have været rejst over mennesker, hvis magt og indflydelse rakte langt ud over den enkelte boplads.

Oppe på toppen af et højdedrag, øst for Mariager, på et af Jyllands højeste punkter, ligger Danmarks største bronzealdergravhøj, Hohøj.37 Vi kender den fra Nis Petersens digt, hvor han beskriver det vrede jyske vejr, som har rejst en sandflugt omkring højen, så

„ingen aner landets fjerne byer så lidt som grænserne,

hvor vreden ender“.

Hohøjs placering er enestående. Fra dens top er der vid udsigt over Himmerlands bløde morænebakker. Dybt skærer Mariager Fjord sig ind mod højen fra vest, næsten som en flod. Og helt ude i øst skinner Kattegat som en tynd, lysende stribe.

Et kolossalt gravminde er Hohøj, næsten 12 m i højden og med en diameter på omkring 71 m. Den er således 1 m højere end Jelling-højene fra vikingetiden. Deres diameter er lidt mindre end Hohøjs, ca. 70 m. Rumfanget af Hohøj er beregnet til mere end 16.000 kubikmeter jord. Den græstørv, der er anvendt som byggemateriale, er hentet i den nærmeste omegn, og det kan beregnes, at mere end 20 ha græstørv er brugt til opførelse af højen. Man har altså skrællet græstørven af et areal, der svarer til 31 fodboldbaner. En forunderlig ødselhed hos et bondefolk, der formentlig fuldt bevidst om konsekvenserne heraf, lagde den jord øde, som skulle give mad til mennesker og husdyr.

Det er først for nylig, at man er blevet klar over, at dette store gravminde stammer fra bronzealderen. Flere gange i de sidste 150 år har man forsøgt at fravriste Hohøj dens hemmelighed. To gange var det soldater fra besættelsesmagten, der gjorde det. Det var i 1864 og under 2. Verdenskrig. I 1998 besluttede danske arkæologer sig for at lægge et snit ind i højen.38 I dens sydside blev gravet en ca. 4 m bred grøft, som gik 15 m ind i højen. Da udgravningen var gennemført, var grøftens endevæg ca. 5 m høj og viste ligesom sidevæggene tydelige aftegninger af de græs- og lyngtørv, som var anvendt til højens bygning. I profilvæggene kunne man se, at tørvene var 8-10 cm tykke og var lagt vandret med den sandede underside opad og plantedækket nedad. Denne tørveopbygning kunne erkendes i profilernes fulde højde, undtagen i de mest overfladenære lag. Her havde regnorme og andre dyr foretaget så megen jordbearbejdning, at de oprindelige strukturer var udvisket.

 Undertiden kan man ved udgravninger af bronzealderens gravhøje se sporene af de græstørv, som højen oprindelig blev bygget af. Fra udgravningerne af Hohøj ved Mariager Fjord.

Undertiden kan man ved udgravninger af bronzealderens gravhøje se sporene af de græstørv, som højen oprindelig blev bygget af. Fra udgravningerne af Hohøj ved Mariager Fjord.

Analyser af opbygningen af profilvæggene i Hohøj viste, at hele højen måtte være opført under ét og på kort tid. Der var nemlig ingen tegn på fortidig dyreaktivitet inde i højen. Pollenanalyser af tørvenes humusstriber fortalte desuden om, hvordan bevoksningen havde set ud omkring det sted, hvor græstørvene var blevet skåret. De fleste pollen var fra græsser, men der var også en del hedelyng. Endelig var der pollen af mælkebøtte, lancetvejbred, blåmunke samt en række andre arter, der gror på overdrev, hvor kreaturer græsser. Der var ikke mange pollen fra træer og buske. De få, man fandt, stammede fra el, birk og hassel. Konklusionen af pollenanalyserne må være, at Hohøj oprindelig var blevet bygget i et åbent landskab, stærkt præget af menneskelig aktivitet, og at græs- og lyngtørvene var blevet skåret på marker, hvor kreaturer havde græsset.

Nogle små stængler af lyngpinde, som man fandt inde i højen, blev dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden. De gav som resultat, at højen var blevet opført i tiden ca. 1410-1310 f.Kr. Det var den store overraskelse. Det imponerende gravmæle var altså samtidig med Solvognen fra Trundholm og Egtvedpigen. Så meget gav Hohøj fra sig i denne omgang. Men af bevaringshensyn undlod man at grave ind til højens centrum. Vi ved altså stadig ikke, hvad højen gemmer. En eller flere egekister måske? I hvert fald har det været fornemme folk, som blev stedt til hvile under den kæmpemæssige høj, der dengang, som i dag, kunne ses på stor afstand. Men svaret må vente til kommende generationer, hvor nye videnskabelige metoder formentlig er udviklet. Metoder, der måske er mindre ødelæggende end dem, vi i dag anvender, når et oldtidsminde udgraves.

Er Hohøj den største af de bronzealderhøje, vi kender i dag, så er den dog ikke den eneste store. Rundt om i landet findes andre meget betydelige bronzealderhøje. F.eks. udgravede man for nogle få år siden ved Tårup i Taulov sogn i Østjylland den hidtil største overpløjede gravhøj i Danmark. Dens diameter var 58 m.39 Højens centrale del var desværre bortgravet ved motorvejbyggeri. Men man kunne konstatere, at den havde været omgivet af en 2 m bred og op til 2 m dyb, spidsbundet grøft. Nede i grøften fandt man lerkarskår, der kunne datere grøften og færdiggørelsen af højen til bronzealderen første halvdel.

De store gravemaskiner havde nået at tage en god bid af kagen, førend arkæologerne kom til. Hele midterpartiet var borte, men randen af højen lå dog tilbage. På dette sparsomme grundlag kunne man konstatere, at højen ikke var bygget på én gang. Der havde på stedet oprindelig ligget en stendysse fra bondestenalderen. I dens jordhøj havde man senere, i bondestenalderens slutning, nedgravet tre grave. Og endelig havde man i den tidligste bronzealder anlagt yderligere en grav. Ved den lejlighed havde man, som man så ofte gjorde det, bygget den oprindelige jordhøj større. Til slut havde man så, stadig i bronzealderens første halvdel, bygget en meget stor høj hen over den ældre høj. Ikke sådan at den nye høj havde centrum fælles med den første, men tværtimod betydeligt forskudt. Uheldigvis var det midterpartiet af denne den sidste af højene, der var blevet ødelagt ved vejbyggeriet.

Man kunne dog tydelig se, at der havde været anvendt græstørv ved opbygningen af storhøjen. Der havde ikke stået randsten ved dens fod, men en ringgrøft af bemærkelsesværdige dimensioner havde som nævnt omsluttet den. Byggematerialet til højen, de mange græstørv, var skåret på de jorder, som omgav monumentet. I profilvæggene kunne hver enkelt græstørv skelnes på sit omrids, dog ikke ind mod midten af højen. Her var tørvene presset meget fast sammen, så fast at de dannede en sammenhængende masse. For at kunne gøre det, må man have gjort tørvene våde. Formålet hermed var formentlig at danne en fast masse omkring graven, på samme måde som man i bondestenalderen lagde en beskyttende lerkappe omkring stengravene. Den fremgangsmåde er formentlig en af årsagerne til, at nogle egekistegrave fra bronzealderen er så velbevarede. Men herom senere.

Skal vi forestille os Tåruphøjen som en kuplet høj, må vi regne med, at den havde en højde på 6-7 m. Der er imidlertid forhold, der taler for, at det store gravminde oprindelig var fladt. Sådanne fladhøje kender man nemlig andre steder i landet, og man har med en vis rimelighed antaget, at de i bronzealderen blev brugt som ceremonipladser. Et af de fornemste eksempler på en sådan fladhøj er den store Bredhøj i Måbjerg sogn ved Holstebro, som vi senere skal høre nærmere om, fordi den rummede rester af i hvert fald en egekiste. Også Bredhøj havde betydelige dimensioner. Den var 49 m i tværmål og næsten 3 m høj.40

Lignende store fladhøje kender man ved Skibelund i Nustrup sogn i Sønderjylland. Den var oprindelig over 60 m i diameter og var ligesom Tåruphøjen bygget over en storstensgrav fra bondestenalderen. En vældig fladhøj er også højen Breddysse, der ligger i Nautrup nord for Skive. Den er 40 m i diameter og halvanden m høj.

 Udbredelsen i Sydsverige af gravhøje med en diameter større end 10 m.

Udbredelsen i Sydsverige af gravhøje med en diameter større end 10 m.

Fladhøjene, eller dansehøjene som de ofte kaldes lokalt, er nu ikke så almindelige som kuppelhøjene. Begge slags er ofte store, dog er det sjældent at de når op over 40 m i tværmål. Men synlige er de i det danske landskab, specielt kuppelhøjene. Mange steder har tiden og menneskene været hårde ved dem. Men selv når man står ved de mest ødelagte, som f.eks. den førhen så store Borum Eshøj inde i det midtjyske højland sydvest for Århus, må man beundre den omhu, hvormed de er lagt i landskabet. Borum Eshøj var oprindelig 38 m i tværmål og mindst 7 m høj. Henved 3000 kubikmeter græstørv var den bygget af. I dag er det kun en sølle lille stump af højen, der står tilbage. Men det engang så vældige gravmonument behersker endnu i dag så at sige hele egnen. Ser man den nede fra lavningerne i terrænet, står den majestætisk og højt rejst mod den jyske himmel.

Og ikke mindre prægtig er den store gravhøj Vejrhøj, der ligger øverst oppe på Vejrhøjbuen i Odsherred på Sjælland. Den er 8 m høj og 40 m i diameter. Den eneste sjællandske høj, der kan måle sig med den, er Trudshøj ved Skallerup i Sydsjælland. Den var oprindelig 7,5 høj og 44 m i diameter og rummede en helt enestående grav med en kedelvogn (se Fremmede drikkekar).

Det er ikke kun i Danmark, at vi finder disse prægtige gravhøje fra bronzealderen. Også i vore nabolande blev de bygget i stort tal. Nord for Kullen ligger Bjärehalvøen, hvor der findes mere end 500 gravhøje, den største koncentration overhovedet i Sverige. I de svenske landskaber findes de jordbyggede gravhøje i store mængder, navnlig i Skåne og Halland, men spredte forekomster findes også i Bohuslän, det nordlige Småland, Östergötland, Sörmland og Uppland.41

Uden for Skåne og Halland er det dog frem for alt stenrøser, der bliver bygget i bronzealderen. Men også røserne forekommer sporadisk i de sydlige landskaber. En af Nordens største røser, Kivikgraven, som vi skal omtale nærmere nedenfor, ligger på den skånske østkyst.

Også i Sverige kan det være svært at datere gravhøjene uden forudgående udgravning. Kortet over de svenske gravhøje rummer da også mange høje fra jernalderen.42 Men kortbilledet er også til en vis grad bestemt af naturgeografiske faktorer. Høje af tørv byggede man i stenfattige områder, medens røser blev bygget i områder, der var rige på sten. De største af højene, dvs. høje med en diameter på mere end 35 m, finder man fortrinsvis i Skåne43 og på Öland samt oppe ved de store søer.44 Nogle af disse storhøje og røser hører til de mærkeligste fra bronzealderen.

Ovre ved den skånske østkyst, 16 km nordvest for Simrishamn, ligger Kivikgraven, også kaldet Bredarör, som blev plyndret allerede i 1748, uden at udgraverne dog fandt den skat, de havde håbet på.45 Inde i en kæmpemæssig stenrøse, 75 m i diameter, dvs. lidt større end Hohøj ved Mariager, lå en ca. 4 m lang stenkiste, bygget af flade sten dekoreret med helleristninger. I dag er Bredarör restaureret som en 3,5 m høj røse, der består af 5.000 kubikmeter sten. Oprindelig var den formentlig meget højere.46 Næppe noget andet monument fra Nordens oldtid har krævet så meget arbejde at bygge.

 En af Nordens største gravrøser ligger ved Uggårda på den sydlige del af Gotland. Den er ca. 7 meter høj og måler ca. 45 meter i diameter.

En af Nordens største gravrøser ligger ved Uggårda på den sydlige del af Gotland. Den er ca. 7 meter høj og måler ca. 45 meter i diameter.

Kivikgravens skæbne er sørgelig. Hvad man fandt ved plyndringen i 1748 er usikkert, men det var næppe meget. I de efterfølgende år flyttedes flere af helleristningsstenene, så man i dag næppe kender deres oprindelige plads,47 og røsen fungerede som stenbrud. Talrige vognlæs af sten blev kørt væk fra den. Først i 1860 blev Bredarör fredet. Resterne af det prægtige gravminde blev undersøgt igen i 1931, og man fandt da nogle små fragmenter af bl.a. en bronzeskål, som er vigtige for dateringen af graven.48 Dens opførelse er formentlig sket i det sene 14. årh. f.Kr., måske omkring 1300 f.Kr.49 Sin største betydning har Kivikgraven i dag i kraft af de 8 billedsten, hvoraf 7 er bevaret, hele eller fragmenterede. De viser en forunderlig billedverden med motiver af rituelle optog, bl.a. en vognscene, mennesker og dyr, skibe, hjulkors, økser og andre kultgenstande. (se Shamanens billeder).

En anden helt enestående grav er Sagaholmgraven, som ligger syd for Vänern i Sverige.50 Den blev udgravet i 1971. Ligesom det var tilfældet med Kivikgraven, var store dele af Sagaholmhøjen blevet bortkørt, det var dog sket i nyere tid. Af selve centralgraven var ingenting bevaret. Alligevel var det et enestående gravmæle, omend ikke udsædvanligt ved sin størrelse. Højen havde oprindelig haft en diameter på 22 m og var ca. 3 m høj. Den var opført af sandtørv. Ved foden af højen stod en kreds af store sten. Halvanden meter inden for den stod endnu en kreds af flade sandsten. 15 af dem havde helleristninger på den side, der vendte bort fra graven. De var nedgravet i den sandede undergrund og hældede ca. 25 grader væk fra højmidten.

 Gravrummet i Kivikgraven med de dekorerede sten.

Gravrummet i Kivikgraven med de dekorerede sten.

De fleste af helleristningsfigurerne forestillede heste. Men der var også billeder af skibe, mennesker og kronvildt, bl.a. en jagtscene med en jæger med bue og pil. Gravanlægget var fra omtrent samme tid som den hestetrukne solvogn fra Trundholm i Danmark.51 Billederne af heste med fremadstrakte hoveder og langstrakte halse på randstenskædens flade sandsten har da også stor lighed med bronzehesten fra Trundholmsolbilledet og hestene i Kivikgraven. Men frem for alt viser de, at det var en fælles forestillingsverden, der i bronzealderen knyttede menneskene i hele Sydskandinavien sammen.

Vender vi os til egnene syd for Østersøen, ser vi også her i det 2. årtusinde f.Kr. et omfattende byggeri af gravhøje. Talrigt ligger de i det nordtysk-polske lavlandsområde og videre sydover. Og i en bred centraleuropæisk zone har de været så talrige, at man taler om en Højgravskultur,52 der var samtidig med det store højbyggeri i Sydskandinavien og Nordtyskland.

Noter

26: Ved udgravningen af en høj i Esbjerg, se Aner & Kersten 8, nr. 4045, blev forbruget af græstørv beregnet til at svare til afskrælning af et ca. 5600 m2 stort område. Højen bestod dog af fem byggefaser, som dækkede adskillige hundrede år. Græstørvene var altså ikke alle skrællet af på samme tid.

27: H. Thrane 1967b.

28: J. Brøndsted 1958, s. 32.

29: J. Jensen 1998a, s. 83 ff.

30: C.J. Becker 1947.

31: Aner & Kersten 4, nr. 2243; J. Jensen 1998, s. 162.

32: Aner & Kersten 4, nr. 2186; J. Jensen 1998, s. 163.

33: Rasmussen & Thorsen 1977.

34: H. Andersen 1952.

35: En høj ved Vesterlund i Østjylland var således omgivet af 14 kraftige stolper, se G. Hatt 1941, s. 161.

36: U. Steffgen 1998, s. 147.

37: B. Aaby 1998; H. Dehn-Nielsen 1976, s. 76.

38: B. Aaby 1998.

39: L. Hvass 1994.

40: J. Jensen 1998, s. 126.

41: G. Burenhult 1999,1, s. 426.

42: Th.A. Larsson 1993a.

43: Skånes største høj er Dagshög, som ligger lige syd for Torekov, nogle få hundrede meter fra havet. Den er 45 m i diameter, se Erikson & Löfman 1985, s. 96.

44: Se kortet hos Th.A. Larsson 1993a, s. 54, fig 6. På dette kort er de ölandske storhøje dog ikke medtaget. Det drejer sig f.eks. om Sote hög, der er 60 m i diameter, Tjushög, som er 50 m i diameter og Mysinge med 45 m i diameter.

45: K. Randsborg 1993a med litteraturhenvisninger.

46: Var den f.eks. 6,5 m høj ville den rumme 20.000 kubikmeter sten.

47: Muligvis er det kun en enkelt af stenene, der i dag står på sin oprindelige plads.

48: Den kan sammenlignes med en skål fundet i en grav fra Gyldensgård på Bornholm, Aner & Kersten 3, nr. 1548.

49: Iflg. K. Randsborg 1993a skal graven dateres til periode II.

50: A. Wihlborg 1978; K. Randsborg 1993a, s. 89 ff; J. Goldhahn 1999.

51: J. Goldhahn 1999, s. 141 ff.

52: Tysk: Hügelgräberkultur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Forfædrenes gravhøje i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430889

Afsnittet Forfædrenes gravhøje er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet