Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En sommerdag i året 1370 f.Kr.

Oprindelig forfatter JJe

En uvurderlig kilde til viden om bronzealderens mennesker er egekisterne. Og tilsyneladende uudtømmelig. Da man i begyndelsen 1800-tallet udgravede de første, var man lige begyndt at erkende, at der før kristendommens indførelse havde været en sten-, en bronze- og en jernalder.91 Egekisterne, mente man, hørte hjemme i bronzealderen, som man satte til tiden omkring Kristi fødsel. I slutningen af 1800-tallet kom der mere orden på egekisternes kronologi. Det skete i 1885, da den store svenske arkæolog Oscar Montelius inddelte bronzealderen, egekisternes tid, i seks perioder, af hvilke han daterede de tre første, og dermed egekisterne, til det 2. årtusindes sidste halvdel.92 Så fulgte i 1950'erne amerikaneren Willard F. Libbys opdagelse af kulstof 14-metoden.93 Man kunne nu angive egekisternes alder med et omtrentligt årstal, dog med en usikkerhedsmargin på omkring et århundrede. I dag kan vi sige med sikkerhed, at træet til f.eks. Egtvedpigens kiste blev fældet en sommerdag i året 1370 f.Kr.

 Dateringerne af egekisterne fra den ældre bronzealder baseret på tællinger af kistetræets årringe. Yderst til højre er med bogstaverne A – D angivet, hvor præcis dateringen kan antages at være.

Dateringerne af egekisterne fra den ældre bronzealder baseret på tællinger af kistetræets årringe. Yderst til højre er med bogstaverne A – D angivet, hvor præcis dateringen kan antages at være.

Bag denne forbløffende nøjagtighed ligger udviklingen af den såkaldte dendrokronologiske metode, som hviler på tællinger af træers årringe (se bd. 1, s. 34 ff.). Dateringerne af egekisterne begyndte med et dansk-tysk samarbejde, hvor man allerede i 1980'erne kunne fremlægge de første resultater af tællinger af kisternes årringe. Princippet bag metoden består som bekendt i, at hvert vækstår føjer endnu en årring til en træstammes tykkelse. Derfor kan man finde et nyfældet træs alder ved at tælle dets årringe. Ved hjælp af prøver fra levende træer, tømmer fra gamle bygninger, træ fra arkæologiske udgravninger osv. kan man opbygge en årringkurve, en såkaldt grundkurve, som rækker langt tilbage i tiden. Og i 1980'erne havde man i Nordtyskland opbygget en sådan kurve, der dækkede bronzealderen.

Målingerne af de danske egekister kunne nu indpasses i den absolutte nordtyske grundkurve. Det blev imidlertid nødvendigt at arbejde videre med flere af målingerne. De var ganske vist blevet foretaget på de steder af kisterne, hvor der var flest årringe. Men det er ikke nødvendigvis dér, hvor de yngste årringe er bevaret. Derfor var det først i 1991, at de første sikre resultater kunne fremlægges – det blev altså året, hvor man kunne give det nøjagtige tidspunkt for Egtvedpigens begravelse.94

Annonce

Egtvedkisten var en af de sidste i rækken af undersøgte kister. Da fundet er så enestående, ønskede man først at have grundig erfaring med metoden. En dendrodatering kræver nemlig, at man saver et stort stykke af kisten, som dog senere kan limes på igen, uden at indgrebet er synligt. Egtvedkistens låg blev nu savet over nær den ene ende for at frembringe en plan flade. På den kunne man måle en serie på lidt over 100 årringe. Og lykkeligvis var hele splinten, dvs. den yderste, aktive del af veddet, bevaret. Barkringen, dvs. årringen lige under barken, den sidste årring, som blev dannet, mens træet levede, var også bevaret, og den omfattede både vårved (som dannes i maj måned) og høstved (som dannes i juni-august). Man kunne nu se, at høstvedzonen var væsentlig smallere end i de forudgående årringe. Det kunne tyde på, at træet var fældet inden vækstsæsonens afslutning, formentlig i juni eller juli måned.

Interessant nok havde man også tidligere vidst, at Egtvedgraven var en sommerbegravelse. For da kisten i bronzealderen var blevet lukket, var blomsten af en røllikeplante (Anchillea millefolium) kommet i klemme mellem låget og bunden. Og det er netop ved sommertid, at rølliken står i blomst på de danske marker. Men det nøjagtige årstal for begravelsen kendte man endnu ikke.

Årringkurven for Egtvedkisten blev nu sammenlignet med kurven for de tidligere målte egekister. Kurverne passede sammen i den position, hvor Egtvedkistens yderste årring svarede til året 1370 f.Kr. Og da barkringen var bevaret, måtte dette årstal være fældningsåret for det træ, hvoraf kisten var fremstillet. Det var formentlig også det år, hvor Egtvedpigen døde.

Indtil nu har man undersøgt 18 egekister fra bronzealderen.95 De stammer fra 13 forskellige gravhøje, og kisternes bevaringstilstand er meget forskelligartet. Det betyder, at fældningsåret for kistetræet ikke altid har kunnet bestemmes helt præcist. I langt de fleste tilfælde havde bronzealdermenneskene afbarket stammerne før begravelsen. Derimod var splinten (den yderste aktive del af stammen) ofte bevaret. Og i flere tilfælde mente man at kunne påvise, at barkringen (dvs. årringen direkte under barken) var bevaret.

Når det sidste var tilfældet, kunne man beregne fældningsåret helt præcist, som man f.eks. havde gjort det med Egtvedkisten (se grad A i skemaet). I de tilfælde, hvor kun en del af splinten var bevaret, kunne man indkredse fældningsåret til nogle ganske få år (B). Ofte manglede imidlertid hele splinten – også selv om man i fundberetningen kunne læse, at den havde været bevaret, da kisten blev udgravet. Men når det kunne påvises, at det bløde splinttræ først var gået til i nyere tid, og når man kunne se, at den yngste, bevarede årring lå på grænsen mellem kerneved og splint, så kunne man ligeledes bestemme fældningsåret for træet med relativ stor sikkerhed, plus minus ca. 10 år (C). Hvis hele splinten og eventuel også en del af kernetræet manglede, fik man derimod en forholdsvis usikker datering (D).

Det var en tidrøvende og kostbar metode, der måtte bringes i anvendelse, før egekisterne var dateret. Men resultatet var over al forventning. Vi skal her overlade ordet til den forsker, som gennemførte undersøgelsen og sammenfattede dens konklusioner i skemaet side 186.96: „Som det fremgår af skemaet blev de ældste egekister begravet omkring 1400 f.Kr. eller kort derefter, medens de yngste – hvis fældningsår desværre er usikkert – stammer fra tiden omkring 1300-1250 f.Kr. Alle de undersøgte egekister blev altså tilsyneladende begravet inden for et tidsrum på kun ca. 150 år. Endnu mere overraskende er det, at fældningsåret for de fleste egestammer – 15 af de 18 undersøgte kister fra 10 ud af ialt 13 højgrave, ligger i tiden mellem 1390-1340, dvs. inden for et tidsrum på kun 50 år. Kun tre kister er med sikkerhed lavet senere. Tre kister fra gravhøjen Guldhøj kunne dateres til året 1389 f.Kr., alle tre kister kom altså i jorden i det samme år. Kisterne i gravene A og C blev endog skåret af den samme egestamme. I Borum Eshøj blev to kister dateret, som meget vel kan være fremstillet i det samme år, omkring 1351 f.Kr. Da splinten mangler på kisten fra grav B, kan det ikke udelukkes, at egene ikke blev fældet i det samme år. Fra Trindhøj er tre kister bevaret. Kisten fra grav C blev dateret til året 1347 f.Kr. De to andre kister kan stamme fra den samme tid, men sandsynligvis er kisten i grav A nogle år ældre og kiste B nogle år yngre end kiste C.“

Læser man skemaet grundigt, er det mest overraskende resultat, at størstedelen af egekisterne er fremstillet inden for 50 år. Overraskende er det, fordi skikken at begrave de døde i udhulede egestammer eksisterede i et tidsrum på mere end tusinde år. En forklaring på, at kisterne alle er fra så kort et tidsspan, er forskningen endnu ikke i stand til at give. Var der f.eks. klimatiske forhold i det 14. århundrede f.Kr., der fremmede de processer, som bevarede kisterne inde i højene? Vi ved det ikke, lige så lidt som vi ved, hvorfor det kun var i bestemte egne af landet, at kisterne blev bevaret.

Men tager man fantasien til hjælp, er det også et utroligt levende billede, der fremstår af den nøgterne undersøgelse. Flere af de mennesker, som blev begravet i kisterne, må nemlig have kendt hinanden i levende live. F.eks. mændene i gravene ved Barde og Muldbjerg, der ligger 16 km fra hinanden. De blev begravet inden for 8 år. Eller mændene fra Jels og Trindhøj grav C, som formentlig blev begravet inden for samme år i en afstand af 12 kilometer fra hinanden. Og alle har de, medens de levede, kunnet se Egtvedpigen vandre omkring i sit snoreskørt.

 Tællinger af egekisternes årringe foregår ved, at man saver et stykke af kisten. Efter analysen limes det afsavede træstykke igen på kisten, savsporene retoucheres, og indgrebet er derefter ikke mere synligt.

Tællinger af egekisternes årringe foregår ved, at man saver et stykke af kisten. Efter analysen limes det afsavede træstykke igen på kisten, savsporene retoucheres, og indgrebet er derefter ikke mere synligt.

Men træringdateringerne har endnu et videre perspektiv. Vi kan nu med stor præcision sammenligne udviklingen i hinanden fjerntliggende områder som f.eks. Sydskandinavien og Middelhavsområdet. Vi kan se, hvorledes den græske bronzealders storhedstid både på fastlandet og på de ægæiske øer løber parallelt med den sydskandinaviske bronzealders første tid. I det tidsrum spredtes en lang række kulturtræk fra det østlige Middelhavsområde nordpå, f.eks. de lette egerhjul, som Solvognen kører på, og klapstole, som dem vi bl.a. kender fra egekistegraven i Guldhøj. Og i modsat retning nåede eksotiske materialer som f.eks. rav fra Østersøen fra Skandinavien og helt ned til Middelhavsregionen, hvor de endte i de mykenske herskeres grave. Vi skal i det efterfølgende kapitel høre mere om disse forbindelser tværs igennem det europæiske kontinent.

Da den minoiske bronzealderkultur på Kreta bukker under kort før 1400 f.Kr. er vi i Sydskandinavien ved at være fremme ved den ældre bronzealders højdepunkt, dvs. den tid, hvor bronzestøberne dekorerede deres produkter med prægtige spiralmotiver. Og med en datering til 1370 f.Kr. af Egtvedgraven, kan vi placere den ikke blot i forhold til udviklingen i Grækenland, men også i Egypten. Her døde den berømte Tut Ankh Amon omkring 1340 f.Kr. Egtvedpigen, som må være født omkring 1388 f.Kr. levede altså samtidig med Tut Ankh Amons forgænger, kong Amenhotep IV (1375-1350). I Egtvedpigens levetid ødelagdes paladset i Knossos af et frygteligt jordskælv (ca. 1375 f.Kr.). På den tid blomstrede endnu de græske kongepaladser i Tiryns og Mykene. Deres magt var slut omkring 1200 f.Kr., knap hundrede år senere end de yngste af de egekister, vi har kunnet datere i Danmark.

Træringkronologien har i sandhed åbnet nye muligheder for arkæologien. Vi kan nu binde udviklingen i Europas forskellige egne sammen. Og dermed er vi begyndt at kunne skrive en egentlig europæisk oldtidshistorie, hvor sammenhængen mellem det nære og det fjerne træder stadigt tydeligere frem.97

Læs mere om Egtvedpigen på Nationalmuseets hjemmeside.

Noter

91: J. Jensen 1992.

92: O. Montelius 1885.

93: K. Lund Rasmussen 1994.

94: Christensen & Jensen 1992.

95: K. Christensen 1998.

96: K. Christensen 1998.

97: Se bl.a. K. Randsborg (red.) 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: En sommerdag i året 1370 f.Kr. i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430891

Afsnittet En sommerdag i året 1370 f.Kr. er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet