Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De forunderlige egekister

Oprindelig forfatter JJe

Men lad os vende tilbage til de danske bronzealdergravhøje. Det er først og fremmest dem, der bringer os nær på bronzealderens mennesker. Ikke blot fordi vi gennem højenes placering derude i landet kan fornemme den monumentale storhed, som bronzealdermenneskene tilstræbte at bibringe landskabet. Men også fordi de har givet os nogle af de mest enestående oldtidsfund i Europa: egekisterne.

Ved et forunderligt samspil af tilfældigheder indgik bronzealdermenneskenes intentioner og naturens processer for årtusinder siden en pagt. Dybt inde i højenes jordmasser foregik nogle processer, som førte til, at nogle af bronzealder menneskene selv blev bevaret lige til vor tid. Det er en lille flok, som ved et mirakel overlevede tiden i deres egekister inde i højenes mørke. Højfolket kalder vi dem.

 Udbredelsen af de vigtigste egekistefund fra bronzealderen. På kortet er angivet de fund af egekister, som har kunnet aldersbestemmes ved målinger af årringe.

Udbredelsen af de vigtigste egekistefund fra bronzealderen. På kortet er angivet de fund af egekister, som har kunnet aldersbestemmes ved målinger af årringe.

Langt tilbage i tiden har man været opmærksom på, at når man gravede i oldtidens gravhøje, strømmede der undertiden vand ud i store mængder. Den første skrevne beretning om fænomenet kommer til allerede i slutningen af 1100-tallet, da den første danske historieskriver, Saxo Grammaticus, i sit værk om Danernes bedrifter berettede om en plyndring af en gammel gravhøj. I fortællingen om sagnhelten Balder, Odins søn, beretter Saxo, hvordan man havde jordet den døde helt ved at kaste en høj over hans lig. Denne høj, fortæller Saxo, „søgte i vore dage“, dvs. på Saxos tid, „nogle mænd … at grave ud ved nattetide, i håb om at finde skatte, thi den gamle gravhøj havde stadig et stort navn i folkemunde“. Men foretagenet lykkedes ikke, for udgraverne blev, fortæller Saxo videre, „slagne af en sådan skræk, at de opgav deres forsæt; thi fra toppen af den udgravede høj tyktes der dem brat at bryde en brusende vandstrøm frem, der i rask og rivende løb udgød sig over de omliggende agre og oversvømmede alt, hvad den mødte“.

Annonce

 Lagforholdene i Egtvedhøjen. I dette snit, som i 1921 blev gravet igennem gravhøjen ved Egtved, ser man tydeligt det jernlag, som havde holdt på højkernens fugtighed og bevaret egekisten igennem mere end 3000 år.

Lagforholdene i Egtvedhøjen. I dette snit, som i 1921 blev gravet igennem gravhøjen ved Egtved, ser man tydeligt det jernlag, som havde holdt på højkernens fugtighed og bevaret egekisten igennem mere end 3000 år.

Der er næppe tvivl om, at hvad Saxo her beskriver, er det samme som skete, da man 700 år senere gravede i Borum Eshøj, Guldhøj, Trindhøj, Storehøj i Egtved og de mange andre jyske høje, hvor man har fundet egekister. Vandet var det nemlig, som havde beskyttet de dødes grave mod forrådnelse og sikret, at man inde i egekisterne kunne finde Højfolkets mennesker bevaret, som de gik og stod for mere end 3000 år siden.

Hvorfor dette vand i nogle tilfælde samlede sig inde i gravhøjene, har altid været en gåde. Måske man er ved at løse den nu.53 Ved udgravningen af egekistehøjene har man ofte iagttaget, at den øvre del af højen bestod af tørt muldblandet sand. Den centrale del af højen bestod derimod af meget fugtig, mørk fedtet jord. Det var herfra, at vandet vældede ud. Imellem de to slags højfyld så man ofte et gennemgående lag af jernsandsten, et par cm tykt. Også i bunden af højen kunne man se et sådant „jernlag“. Det må altså have omsluttet kisten på alle sider. Kisten med den døde har så at sige været forseglet, således at luften ikke fik adgang. Derved blev forrådnelsen af liget og den omsluttende kiste forhindret.

 Muldhøj, som rummede en meget velbevaret egekiste, ligger endnu i dag i det forblæste vestjyske landskab højt hævet over Hover Å.

Muldhøj, som rummede en meget velbevaret egekiste, ligger endnu i dag i det forblæste vestjyske landskab højt hævet over Hover Å.

Som nævnt viser alle højene en todelt opbygning med en blågrå, fugtig eller våd kerne. Den blågrå farve er tegn på, at der i kernen af gravhøjen har hersket iltfattige (anaerobe) forhold, der har forhindret forrådnelsen af egekisterne. Kernen er normalt overlejret af en mere brunlig og tør kappe. Her har der i modsætning til kernen hersket iltrige (aerobe) forhold. Flere iagttagelser kunne nu tyde på, at forseglingen af den iltfattige del af højen er gået meget hurtigt, muligvis inden for uger eller få måneder efter, at højen er opført.

Hvordan jernkappen er blevet dannet, er endnu ikke fuldstændigt afklaret. Man kalder den tit for al, men den skal snarere sammenlignes med den myremalm, man kan grave op af mange danske moser. Kemiske analyser, foretaget i de senere år, viser nemlig, at jernkappen er skabt ved såkaldte redoxprocesser, dvs. iltnings- og reduktionsprocesser, som især foregår i vandholdige lag. Det er nogle komplicerede processer, som kan skildres sådan: I vandholdige jordlag vil de biologiske processer hurtigt opbruge al ilten. I det iltfattige miljø vil det jern, som findes i jorden, blive omdannet fra såkaldt ferrojern til ferrijern, som vil blive ført til mere iltrige områder. Hvor der er en skarp og veldefineret grænse mellem de iltfattige og de iltrige jordlag, kan jernudfældningen danne et hårdt, tæt lag. Jernkappen, som har omsluttet de bevarede egekister, er formentlig dannet ved en sådan proces.

 Den åbnede Muldbjerg-kiste i tre forskellige stadier ved udgravningen i 1883. Tegnet af kaptajn A.P. Madsen.

Den åbnede Muldbjerg-kiste i tre forskellige stadier ved udgravningen i 1883. Tegnet af kaptajn A.P. Madsen.

Det uløste spørgsmål er imidlertid, hvordan de våde, iltfattige forhold er opstået i kernen af bronzealderens gravhøje? Forklaringen ligger efter alt at dømme i højens byggemåde, dvs. den måde, hvorpå man anbragte de græstørv, som udgjorde højmassen. Svaret vil kun fremtidige arkæologiske udgravninger kunne give, for man kan rent faktisk ved at lave et snit igennem en høj se, hvordan græstørvene oprindelig blev lagt.

Man kan med god grund spørge, om bronzealdermenneskene i tiden omkring det 14. århundrede f.Kr. kendte til og forstod at udnytte de processer, som foregik inde i højene? Havde de eventuelt en viden om, hvordan egekisten med den døde skulle ompakkes med græstørv for at sikre dens bevaring på langt sigt? Bondestenalderens mennesker pakkede jo også deres gravkamre med ler for at skabte et tæt gravrum. Tilførte bronzealdermenneskene måske også højkernen væde for at fremme dannelsen af jernkappen? Vi ved det ikke, egekisternes gåde er endnu langt fra løst. Men det kan ikke udelukkes, at højfolket af erfaring kendte noget til de komplicerede processer, der sikrede de dødes bevaring på den lange rejse ind i det land, hvorfra ingen skulle vende tilbage.

 Akvarel af udgravningen af bronzealderhøjen Borum Eshøj, som den så ud i september 1875. Til højre i billedet ses en af de overpløjede gravhøje, som endnu i dag ligger omkring Borum Eshøj. Akvarel af J. Magnus Petersen.

Akvarel af udgravningen af bronzealderhøjen Borum Eshøj, som den så ud i september 1875. Til højre i billedet ses en af de overpløjede gravhøje, som endnu i dag ligger omkring Borum Eshøj. Akvarel af J. Magnus Petersen.

Men lad os foretage en vandring ned gennem den jyske halvø for at se på nogle af de gravhøje, som har rummet bevarede egekister. Den hidtil nordligste høj, hvorfra der er beretninger om en egekiste, er fra Jerslev i Vendsyssel.54 Højen blev udgravet i 1891, men det var kun nogle stærkt opløste rester af en egekiste, man fandt. En dolkklinge med nogle rester af skeden bevaret havde hørt til den dødes udstyr.

Meget bedre stod det ikke til i en høj i Ungstrup nede på Viborg-kanten.55 Her var underdelen af kisten dog nogenlunde bevaret, men af låget var kun et par stumper tilbage. Inde i kisterummet lå noget fed jord, tilsyneladende blandet med hår, det var alt. Fund af sådanne næsten helt formuldede egekister er ikke helt ualmindelige, men der har i højene ikke været de gunstige bevaringsforhold, som man kan finde længere sydpå på den jyske halvø.

 Den unge mand som han lå i sin kiste i Borum Eshøj.

Den unge mand som han lå i sin kiste i Borum Eshøj.

Det synes der derimod at have været i en høj, Flødhøj, ude vestpå på Ringkøbingegnen.56 Den blev usagkyndigt udgravet i 1863, og mændene, der forestod arbejdet, måtte aflede en mængde vand, der havde samlet sig i det indre af højen. Herinde fandt udgraverne en egekiste, hvori der var rester af knogler og stumper af uldtøj samt en bronzedolk og en træskål med tinstifter. Liget havde tilsyneladende været indsvøbt i en dyrehud. Her var man altså stødt på en af de enestående velbevarede egekister. Men da det var i arkæologiens barndom, havde man ikke forståelse for fundet, og kun bronzedolken er i dag bevaret.

Så gik det noget bedre i 1882 ved udgravningen af Storehøj, som også lå ude i det vestjyske område.57 Det var en stor høj, 30 m i diameter. Da man var begyndt at grave i den, strømmede vand ud i store mængder, og det viste sig, at der inderst i højen stod en usædvanlig velbevaret egekiste.

 Egtvedgravhøjen i dag. Højen blev i 1980 restaureret og ført tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Egtvedgravhøjen i dag. Højen blev i 1980 restaureret og ført tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Ulykkeligvis var den blevet plyndret allerede i bronzealderen. Men kisten har alligevel sin egen historie at fortælle, og vi skal senere høre nærmere om den.

Året efter udgravningen af Storehøj kom imidlertid den store sensation. Det var ved udgravningen af bronzealderhøjen Muldhøj i Muldbjerg, der også lå ude i de forblæste vestjyske landskab, kun 16 km fra Barde Storehøj.58 Muldhøj var en langhøj, bestående af to sammenbyggede bronzealderhøje, og da man gravede i den ene af højene, strømmede vandet ud i store mængder. Det lovede godt, og det viste sig da også, at højen rummede en helt usædvanlig velbevaret egekiste. Den var dækket af en mægtig, 3 m lang udhulet egestamme, og i den indre kiste lå på en kohud en af højfolkets døde, en mand, dækket af en stor uldkappe. Foroven nåede den helt op til den dødes hoved, som var dækket af en halvkugleformet hue.

 Egtvedkisten som den så ud, da den blev frilagt ved udgravningen i 1921.

Egtvedkisten som den så ud, da den blev frilagt ved udgravningen i 1921.

Muldbjerghøvdingen, som man siden hen har kaldt ham, var klædt i en kofte, som om livet var fastholdt af et læderbælte. Ved den dødes højre side lå et sværd i en træskede. For enden af den fandt man nogle negle fra højre hånd. De var smukt afrundede og velplejede. Sværdskeden havde formentlig ligget i mandens højre arm. Nogle små bronzeskiver med fremstående spids lå neden for skulderbladenes plads. De har oprindelig tjent til at holde koftens snipper oppe. Her stod man altså over for en af højfolkets døde, en ca. 180 cm høj mand, formentlig i hans bedste alder, klædt som han havde gået og stået i levende live.

Endnu en egekistegrav kender man fra Vestjylland, formentlig en kvindegrav, fundet i den store fladhøj Bredhøj, som i tværmål målte 49 m.59 Højen rummede fire bronzealderbegravelser, den ene var en stærkt formuldet egekiste. Men her var udbyttet ikke nært så stort som i Muldbjerg-højen. I kisten lå kun en lille bronzedolk og et stykke tekstil, formentlig resterne af et bælte.60

 Egtvedgraven efter endt konservering på Nationalmuseet.

Egtvedgraven efter endt konservering på Nationalmuseet.

Går vi fra de lave vestjyske landskaber ind til det midtjyske højland, så møder vi inde i egnen sydvest for Århus endnu en høj, som har givet sensationelle fund. Det er den engang så prægtige Borum Eshøj, der blev ødelagt i anden halvdel af 1800-tallet, og som i dag blot er en skygge af sig selv.61 Oprindelig var den over 7 m høj og havde en diameter på henved 40 m. Den lå på toppen af et af de vældige midtjyske bakkedrag omgivet af et større antal andre høje fra bronzealderen.

I 1871 fandt man i højen en egekistegrav, som desværre blev usagkyndigt udgravet. Det var en kvindegrav, som ufølsomt blev gennemrodet med en ildtang og en møghakke. Indholdet havde været en sort mudret vædske, hvad der tydede på, at den havde stået omgivet af vandholdig jord. Men i det sorte mudder lå en af højfolkets døde, en kvinde på 50-60 år, ca. 156 cm høj, lille og kraftig af bygning med et lavt ansigt, dybtliggende næse og næsten rektangulære øjenhuler. En del af kvindens hår var bevaret, men hvordan det havde siddet, kan vi ikke sige meget om. Alle findernes oplysninger om frisuren var uklare og modstridende.

 Barkspanden fra Egtvedpigens kiste. Den rummede en gæret drik, formentlig en slags honningsødet øl.

Barkspanden fra Egtvedpigens kiste. Den rummede en gæret drik, formentlig en slags honningsødet øl.

På overkroppen havde den døde været iført en bluse med albuelange ærmer. På underkroppen havde hun været dækket af et meget stort tøjstykke, men hvordan hun havde båret det i levende live er meget usikkert. Tøjet var af fåreuld og syet sammen til et stort rør med en meget skødesløs syning. I kisten fandt man også nogle små rester af et netværk, måske fra et snoreskørt, og til dragten hørte to bælter. Endvidere hørte til dragten en meget fint forarbejdet hue fremstillet i den fletteteknik, der kaldes sprang. Af gravgaver havde hun med sig kisten fået en dolk med hornhæfte, to armringe, to fingerringe, en snoet halsring, en såkaldt fibula, dvs. en slags sikkerhedsnål, en kam af ben og en stor, smuk spiraldekoreret bronzeskive, som må have været fastgjort i kvindens bælte. Endelig var der et par af de såkaldte tutuli, små bronzeskiver, som havde siddet fastsyet på dragten. En velstående kvinde har hun været, af fornem byrd at dømme efter det rige gravudstyr.

 Den 15. august 1861 tegnede Oldnordisk Museums tegner, Jakob Kornerup, de to frilagte egekister i Trindhøj ved Kongeåen.

Den 15. august 1861 tegnede Oldnordisk Museums tegner, Jakob Kornerup, de to frilagte egekister i Trindhøj ved Kongeåen.

Få år senere, i 1875, iværksatte man fra Det Oldnordiske Museum en udgravning af højen, eller rettere af resterne af den. Tæt inden for det stengærde, som stod omkring højens fod, fandt man endnu en fuldstændigt bevaret egekiste. Da den blev åbnet, viste den sig at indehold liget af en mand, der hvilede på en kohud. Den dødes knogler var ret velbevarede, især kraniet, der viste, at der var tale om en ung mand, kun ca. 20-22 år gammel og med en legemshøjde på 166 cm. Han lå med hovedet i syd og benene i nord, hans højre arm var udstrakt langs kroppen, den venstre var bøjet ind over brystet. Den unge mand var dækket af en ulden, oval kappe, fremstillet af ret groft uldtøj. Han havde haft nøgen overkrop, og på underkroppen var han iført et uldent, firkantet lændeklæde holdt sammen med et bælte. I bæltet sad en dobbeltknap af træ, og fra skulderen til hoften lå et skuldergehæng af læder, som hørte til den træskede, der lå i den dødes venstre arm. I skeden var der ikke noget sværd men derimod en lille bronzedolk. Under højre skulder lå en kam af horn, og lidt oven for hovedet stod en spånæske. Ved fødderne kunne man se rester af, hvad der engang havde været den unge mands lædersandaler.

Den sidste egekiste i Borum Eshøj fandt man helt inde i højens centrum. Formentlig var det den, højen oprindelig var blevet rejst over. Også her var den døde lagt på en kohud, hvis sider var foldet ind over den gravlagte. Det var en mand på 50-60 år, hans højde må have været ca. 170 cm, han var delvis skaldet, men endnu kunne man på baghovedet se rester af hovedhåret. Han havde været glatraget, havde haft fintbyggede, lange og smalle hænder og fødder. Neglene var velplejede og smukt afrundede. Også denne gamle mand var lagt i kisten dækket af en kappe. Han lå med armene lige udstrakte langs kroppen og bar om livet et lændeklæde vævet af fåreuld og holdt sammen af en simpel uldsnor. På hovedet bar han en rund hue.

 Den sidst fundne af egekistegravene fra Trindhøj, tegnet af Jakob Kornerup i oktober 1861.

Den sidst fundne af egekistegravene fra Trindhøj, tegnet af Jakob Kornerup i oktober 1861.

To mænd og én kvinde af højfolket indeholdt Borum Eshøj. Måske det var et forældrepar og deres unge søn. Alle tre havde de ligget på kohuder, formentlig et symbol på den velstand de havde ejet i levende live. Det er i hvert fald en tanke, der melder sig, når man ser, hvad en anden gravhøj ved Grundfør, også på Århusegnen, indeholdt.62 Den var bygget over en nu ganske formuldet egekiste. Men over og under den var der spor af huder, formentlig oksehuder, som kunne følges indtil fire m væk fra graven. Tilsyneladende havde man først gravet en mindre fordybning i marken, så kisten kunne stå sikkert. Derefter havde man dækket hele det centrale højområde med et lag af huder, hvorefter man havde anbragt kisten på dens plads. Endelig var så yderligere et lag af huder bredt ud over graven, en formue i huder kort sagt.

Det er tænkeligt, at oksehuder i bronzealderen var værdigenstande, man handlede med. Langt borte mod syd, i Middelhavsområdet, var de kobberbarrer, som spillede så stor en rolle i handelen, på den tid formet netop som oksehuder. Det afspejler formentlig en ældgammel tradition, hvor rigtige oksehuder var gangbare bytteobjekter. Denne oprindelige funktion havde de måske endnu heroppe i Norden i det 2. årtusinde f.Kr., da graven ved Grundfør blev anlagt. En luftig tanke, ganske vist, men dog en mulighed, når man betænker, at de gravlagte i bronzealderens gravhøje altid blev lagt til hvile på skindene af de dyr, som for dem betød selve livet og eksistensen.

 Gravudstyr fra den bedst bevarede og rigt udstyrede egekiste i St. Kongehøj ved Kongeåen, et bronzesværd i en fornemt udskåret træskede, en bæltekrog og to træskåle, den ene med et stjernemønster af indslåede tinstifter.

Gravudstyr fra den bedst bevarede og rigt udstyrede egekiste i St. Kongehøj ved Kongeåen, et bronzesværd i en fornemt udskåret træskede, en bæltekrog og to træskåle, den ene med et stjernemønster af indslåede tinstifter.

Går vi fra de store midtjyske morænebakker videre sydpå, når vi ned til Egtvedegnen, til en af de gravhøje som for alvor har gjort egekisterne verdenskendte: Storehøj nær Egtved by, vest for Vejle.63 Højen er i dag restaureret og ligger i et bakket terræn, med en herlig udsigt over de lave engarealer langs Egtved Å. Oprindelig lå højene tæt inden for det ca. tre kvadratkilometer store, hævede moræneområde. Henved 50 var der af dem. I århundreder havde bronzealderens bønder højsat deres døde der.

Da højen blev udgravet i 1921, var den kun en skygge af sig selv. Men inde i den østlige del af højen fandt man en velbevaret egekiste, der som en af de første kunne underkastes en moderne videnskabelig undersøgelse. Kisten var lavet af en afbarket egestamme, der var spaltet på langs. Den var lidt over 2 m lang og udhulet indvendig. I hulningen lå på en kohud, hvis hårside vendte opad, en ung kvinde af højfolket, omkring 16-18 år gammel. Hendes ansigt var dækket af det kortskårne hår, selve kraniet var opløst, men hjernen og de store, slidstærke tænder var bevaret. Af pigens krop var kun bevaret de dele, som bestod af hornstof, men de tegnede tydeligt den dødes form. Hendes skørt var gledet lidt til siden, så man kunne følge hoftens runding samt armenes og benenes omrids. Både hovedhåret og håret i skødet og under armene var velbevaret.

Ved gravlæggelsen havde man dækket den døde, også hendes ansigt, med et stort uldtæppe. Da det var fjernet, kunne man se hendes utroligt velbevarede dragt. På overkroppen bar hun en bluse med trekvartlange ærmer, ganske som den kvinden fra Borum Eshøj havde båret. På underkroppen havde hun et snoreskørt, som hvilede på hofterne. Om livet sad et bælte med en smykkeplade af bronze. Til påklædningen hørte også nogle få smykker: en lille spinkel ørenring og to armringe. Ved bæltepladen, delvis inde under den, lå en kam, og ved ligets hoved stod en lille oval æske af lindebark. Den rummede en bronzesyl og et hårnet knyttet af hår fra en ko- eller en hestehale. Æsken rummede også nogle få stumper brændte ben og en lille uldtot.

 Fra udgravningen af bronzealdergravhøjen Guldhøj ved Kongeåen i 1891. Egekisten, som rummede den velbevarede klapstol, er netop blevet frilagt.

Fra udgravningen af bronzealdergravhøjen Guldhøj ved Kongeåen i 1891. Egekisten, som rummede den velbevarede klapstol, er netop blevet frilagt.

Nede ved den dødes fødder stod en lille barkspand, som havde rummet noget honningsødet øl. Ved siden af spanden lå en lille tøjbylt med de brændte knogler af et 5-6 årigt barn. Det kan altså ikke have været kvindens barn, men er muligvis et menneskeoffer i lighed med, hvad man kender fra enkelte andre grave fra bronzealderen.64

Aldrig før havde man gjort et fund, der i den grad levendegjorde højfolkets mennesker. Og fundet er da også et af de ældste i verden, der viser et oldtidsmenneskes fuldstændige dagligdragt.

På vor rejse ned gennem Jylland er vi nu nået til halvøens sydlige del. Det er herfra, at langt de fleste egekistefund stammer. En stor del af dem stammer fra strøget langs Kongeåen, i særdeleshed fra en stor højgruppe ved Vamdrup. Men tiden har været hård ved dem. Kun et fåtal af disse prægtige høje er bevaret til i dag. Det var også her, man gjorde et af de allerførste egekistefund, ved Foldingbro, som leder over Kongeåen.65 Det skete i 1823, da man ville tage sten og jord fra højen til vejbyggeri. Udgraverne kunne berette, at da man var stødt på kisten fremkom en „Vandmasse af rustgult Udseende“. Graven havde altså som de andre egekistegrave været beskyttet af en vandholdig jernkappe. Om kistens oprindelige indhold har vi dog ingen viden.

 Gravgaverne fra egekisten i Guldhøj.

Gravgaverne fra egekisten i Guldhøj.

Ikke mere end 20 km derfra, ved Vamdrup, også ved Kongeåen, har man derimod gjort nogle af de rigeste egekistefund fra bronzealderen. Her lå endnu i 1800-tallet en prægtig gruppe af høje med navne som Store Kongehøj, Guldhøj og Trindhøj. Den henved 30 m store og ca. 4 m høje Trindhøj var den første, man gravede i. Det skete i 1861, og den, som iværksatte udgravningen, var ingen ringere end Frederik 7.66 Udbyttet af gravningen var til en begyndelse skuffende. Ganske vist blev to egekister fundet, men lokale folk havde inden arkæologernes ankomst gennemrodet den ene med en ildrager og havde delvis ødelagt indholdet. Den anden kiste var en barnekiste, og i den fandt man kun en lille dobbeltknap af bronze og en ravperle.

Mere held havde man med den tredje kiste i højen. Den kunne arkæologerne underkaste en efter tidens standard grundig undersøgelse. Og resultatet var overvældende. Her så man for første gang en af højfolkets døde, liggende som da han for mere end tretusinde år siden blev lagt i kisten. En mand var det, i sin bedste alder. Han lå med hovedet mod nordvest. En del af hovedhuden med et tykt, mørkt og halvlangt hår var bevaret. Af knoglerne var dog kun nogle få stykker bevaret. Den døde havde været viklet ind i en kohud, og han var iført en dragt af uldent stof, hovedet var dækket af en halvrund hue. Om kroppen havde han en kofte, som blev holdt sammen af et uldbælte, og på fødderne havde han omviklede tøjstykker, som lå sammen med nogle stærkt opløste læderrester, måske mandens sandaler. Ved den dødes fødder lå et tøjstykke med frynser for enderne og under hovedet lå et lignende tøjstykke. Endelig lå der over den døde en uldkappe og oven på den et sværd i træskede foret med skind. I fodenden af kisten stod en cylindrisk barkæske, som rummede endnu en æske, hvori der lå en høj hue af uld, en ragekniv og en hornkam.

 Egekisten fra Jels i Sydjylland stående på sin plads i gravhøjen ved udgravningen i 1934.

Egekisten fra Jels i Sydjylland stående på sin plads i gravhøjen ved udgravningen i 1934.

Helt så godt gik det ikke, da man året efter udgravede den prægtige Store Kongehøj, der lå kun nogle hundrede meter borte.67 Omkring 35 m havde den været i diameter og henved 8 m høj. Fire egekister blev det til, men da de blev fundet midt om vinteren, lod man dem stå til den efterfølgende sommer, før en undersøgelse blev foretaget. Det blev skæbnesvangert for deres indhold. Da man i juni 1862 åbnede kisterne, måtte man erkende, at det ikke var muligt at „erholde en eneste Pjalt“, indholdet var ganske enkelt gået i opløsning i løbet af vinteren.

Den bedst bevarede af kisterne var en dobbelt egekiste – den var dækket af en ekstra, udhulet egestamme. I den inderste kiste lå de svage rester af en mand, indhyllet i et nu opløst uldtæppe. På den dødes hoved sad en lige så opløst uldhue. Af gravgaverne kunne arkæologerne dog redde to trænåle og et fornemt bronzesværd i en rigt dekoreret træskede, en bæltekrog, som havde holdt den dødes bælte sammen og to træskåle, hvoraf den største var dekoreret med et stjernemønster lavet af indhamrede tinstifter.

Kiste nummer to var ikke så rigt udstyret med gravgaver. Det var også en dobbeltkiste, men den indre kiste var en barnegrav. Resterne af liget var pakket ind i en nu helt opløst uldvævning. På den stod, i kistens fodende, en lille cylindrisk barkæske, syet sammen af plantefibre.

De sidste to kister var betydelig dårligere bevaret end de første. I den ene fandt man en dolkklinge med de svage rester af en træskede. I den anden kiste kunne man endnu se rester af en dyrehud og stumper af uldtøj. I området omkring brystet lå der en dolkklinge, hvis skede netop kunne iagttages. Kun dens dupsko var bevaret.

Den sidste af de rige Vamdrup-høje var Guldhøj, som først blev udgravet i 1891 – og heldigvis med større omhu end de andre høje.68 Også den havde oprindelig været en ret stor høj, 31,5 m i diameter og ca. 5 m høj. I dag er den helt overpløjet. Højen havde været todelt i sin opbygning. Inderst bestod den af en kerne af meget fugtigt sand afgrænset af et tykt, hårdt jernstenlag. Tre egekister rummede Guldhøj. Da den første blev fundet vældede der ud af højens indre en mængde vand, ganske som man havde set det i tidligere tilfælde.

 Kvinden i egekistegraven fra Skrydstrup som hun så ud ved konserveringen på Nationalmuseet.

Kvinden i egekistegraven fra Skrydstrup som hun så ud ved konserveringen på Nationalmuseet.

Af de tre egeskister i Guldhøj var den ene en barnekiste, som havde været foret med et sorthåret fåreskind, hvorpå der lå rester af vævet tøj, et pileskaft og to små indtørrede æbler. Den anden var en stor, 2,7 m lang kiste, som imidlertid var plyndret – og det var sket allerede i bronzealderen. I låget havde røverne hugget et hul, og igennem det havde de fisket gravgaverne op. Man kunne dog endnu se rester af den kohud, som havde foret kisten. Den tredje kiste var derimod intakt. Den stod ompakket med store flager af egetræ, og i den indre kiste fandt man en usædvanligt velbevaret mandsgrav. Den dødes hjerne og hans hovedhår var bevaret. De havde været dækket af en fornem, halvkugleformet hue. En økse med vinkelbøjet skaft lå ved den dødes højre side, håndtaget nåede ned til hans venstre hånd. Han havde været omviklet med en nu helt opløst dyrehud, hvis hårside havde vendt indad. Henved halvdelen af mandens kappe var bevaret. I dens folder fandt man, under den dødes hoved, endnu en hue, som var syet sammen af to tøjstykker. Videre fandt man nogle stumper af, hvad der formentlig havde været en uldsok med påsyet sål. Ved den dødes skulder lå et par fibler og ved venstre hånd en fingerring.

Omkring livet havde den døde mand haft en kofte af uldstof, holdt sammen om hofterne af en uldsnor. Her lå også en dolk med en skede af træ. I gravens fodende lå en klapstol. Naglerne, som skulle holde stolebenene sammen, manglede, men man kunne konstatere, at sædet havde været af odderskind. Lige ved siden af stolen stod en smuk træskål dekoreret med tinstifter, og i den var der sat yderligere en skål, også dekoreret med tinstifter. Endelig stod der tæt op til skålene en spånæske af birkebark, og under den lå en stor hornske.

Kun lidt over en halv snes kilometer fra højgruppen ved Vamdrup lå endnu en høj med en egekiste. Den lå på let hævet terræn, som skrånede ned mod engdragene langs Jels å, og i den fandt man i vinteren 1934/35 nok en egekiste.69 Selve kisten var meget velbevaret, men det var tydeligt, at den allerede i oldtiden var blevet plyndret. Næsten ingen spor af den døde var bevaret, kun lidt hår, nogle rester af tandemalje og et par negle. Af gravgaverne var kun nogle små bronzetutuli, nogle bronzenitter med hvælvede hoveder, en spånæske og en hornkam bevaret. Hertil kom resterne af en sandal samt en hue, som viste at graven havde været en mandsgrav.

 Skrydstrupkvinden som hun så ud umiddelbart efter udgravningen, gengivet af tegneren Johannes Glob.

Skrydstrupkvinden som hun så ud umiddelbart efter udgravningen, gengivet af tegneren Johannes Glob.

Var Jelsgraven en skuffelse, så var der til gengæld trøst at hente i en nærliggende gravhøj, som lå ved Skrydstrup, kun ca. 15 km fra Jels. Her kunne man i 1935 frilægge den sidste egekistegrav, som er udgravet i nyere tid.70

Det indre af den ca. 4 m høje gravhøj var fugtig og havde en mørk, næsten sort farve. Herinde lå en vandfyldt stenlægning, som dækkede over en næsten helt forrådnet egekiste, men hvis indhold mirakuløst var bevaret. Så velbevaret var den dødes grav, at man kunne støbe den ind i gibs og transportere den til Nationalmuseet, hvor undersøgelsen kunne foregå under betryggende forhold i et laboratorium.

Den døde, en mellem 16- og 18-årig, spinkelt bygget kvinde, var lagt til hvile på en kohud, der var lagt ned i kisten på et lag af græsser og skud af en skovblomst, vistnok den skovkørvel, hvis hvide blomster står så tæt i månederne maj og juni. Hendes skelet var ret mangelfuldt bevaret, men man kunne alligevel se, hvordan hendes ansigt havde været fint og smalt, også næsen havde været smal, tænderne var store og velformede. Hun lå dækket af to firkantede tæpper, der omhyggeligt var bredt ud over hende på langs, så de næsten helt dækkede hende. Begge var de vævet af fåreuld i toskaftet vævning, og begge var de skåret af en endnu længere stofbane.

Den unge kvindes trøje var vævet af fåreuld og svarede i sit snit til Egtvedpigens og Borum Eshøjkvindens trøjer. Men halsudskæringen var forsynet med en fint broderet bort, ligeledes var der uldbroderinger ved begge ærmer. Fra bæltestedet og helt ned til fødderne var den døde iført et sammensyet tøjstykke, der var ordnet i store folder. Underkanten af tøjstykket var bøjet om fødderne og foroven var det holdt sammen af et bælte, der var vævet aflys fåreuld. For enden af bæltet var der frynser. Ved fødderne lå der nogle tøjstykker og resterne af et par sandaler, hvor man tydeligt kunne se aftryk af storetåen.

Ejendommelig og kompliceret var den dødes håropsætning (se Kvinderne). Den var holdt sammen af et hårnet af hestehår med en lang vedhæftet uldsnor. Under den dødes kind lå en sammenrullet tøjstump, hvorfra en mængde snore stak ud. Det var en hue, flettet i sprang, og stor nok til at beskytte den store håropsætning. I kvindens bælte sad en hornkam og ved hendes ører sad et par guldspiralringe, 5 cm i tværmål.

 Den fornemme træskål, som blev fundet i egekisten i Dragshøj, var i bunden dekoreret med et stjernemønster af indslåede tinstifter.

Den fornemme træskål, som blev fundet i egekisten i Dragshøj, var i bunden dekoreret med et stjernemønster af indslåede tinstifter.

En nøjagtig datering af graven er svær at give. En datering ved hjælp af kistens årringe, som vi senere skal beskrive det, er ikke mulig, da kisten helt var forrådnet. Men en kulstof 14-datering af noget af ulden fra hendes dragt har man dog kunnet udføre. Den gav som resultat, at begravelsen var sket i begyndelsen af det 12. århundrede f.Kr. – og vi kan tilføje, at det var foregået en sommerdag. Det var, hvad planteresterne i bunden af kisten kunne fortælle os.

Men dermed er rækken af sønderjyske egekister ikke udtømt. I Fladshøj, lige nord for Kongeåen, ikke langt fra Ribe, fandt man i 1860 en velbevaret egekiste.71 Men den blev usagkyndigt udgravet, og man ved ikke, hvad den indeholdt, kun kisten blev bevaret. Og i Sortehøj, kun 2 km fra Fladshøj, også på hævet terræn ved Kongeådalen, fandt man i 1896 en velbevaret egekiste.72 Men i den var der ikke det mindste spor at se hverken af knogler eller klæder. Kun en lille ragekniv, en kniv med træhåndtag, en pincet og et lerkar var bevaret. En mandsgrav har det altså været.

Ej heller i en lille gruppe høje, der lå i Hjordkær sogn ved Åbenrå var heldet meget større. I den ene af højene, Rønhøj, fandt man en velbevaret egekiste, men den var plyndret.73 En anden, også velbevaret egekiste i en høj ved Stamplund indeholdt kun vand og slam samt nogle stumper af vævet tøj.74 Måske også den var plyndret. I en nærliggende høj ved Sønder Ønlev var der spor af flere egekister, men også de var uden gravgaver.75 Endelig var der en gravhøj ved Nybøl, der rummede en egekiste med skelettet af en ca. 30-årig mand.76 Men kun nogle få stumper af hans kappe og tæppe var bevaret sammen med en hornkam og en ragekniv i et futteral af et bredt stykke skind.

Bedre gik det i gravhøjen Lille Dragshøj ved Arnum, ikke langt fra Tønder.77 Her havde man i 1860 fundet en velbevaret egekiste med liget af en mand, som var gravlagt med hele sit udstyr, klæder og våben, som skulle følge ham på rejsen til det hinsides. Det var nu kun udvalgte dele af kistens indhold, som nåede frem til Det oldnordiske Museum i København, en fornemt dekoreret træskål, en dolk og nogle stumper tøj. Indsenderen, en lokal præst, havde ønsket at begrave den døde i kristen jord. Forinden havde han dog været så forsynlig, at skære en skalp af den dødes hoved. Herved var en del af hovedhuden og den dødes venstre øre fulgt med. Håret var meget kraftigt, men skåret helt kort i siderne, hvorved det dannede en art hestehale-frisure, nærmest som man i 1800-tallet så det hos visse amerikanske indianere. Skalpen opbevares endnu i dag på Nationalmuseet i København.

I den samme egn, i det åbne sydvestjyske landskab, udgravede man i 1856 en stor høj, Nøragerhøj, i hvis vandholdige midte man fandt en meget velbevaret egekiste.78 I kistens underdel var der for enderne håndtag til at bære den i, og indholdet var ganske velbevaret. En kohud havde foret kisten, og på huden lå rester af vævet uldtøj, som dog var så skørt, at kun små prøver af det kunne optages. Midt i kisten lå den døde mands udstyr: en spiralring af dobbelt guldtråd, et bronzesværd og et kohorn, formentlig et drikkehorn. En af højfolkets fornemme krigere havde kisten rummet, men da fundet blev gjort så tidligt som i 1856, havde man ikke metoderne til at sikre mere end de vigtigste dele af det.

 En „Skalp“, som udgraveren af Dragshøj ufølsomt skar af den døde ved udgravningen i 1859. Den opbevares i dag på Nationalmuseet i København.

En „Skalp“, som udgraveren af Dragshøj ufølsomt skar af den døde ved udgravningen i 1859. Den opbevares i dag på Nationalmuseet i København.

Tilbage blandt de sønderjyske egekister er kun nogle få, om hvilke vi enten blot har sparsomme oplysninger, eller de har kun afgivet nogle få fund. Det er Stevnehøj ved Magstrup nordvest for Haderslev,79 Toppehøj ved Bjolderup, 10 km sydvest for Åbenrå,80 Møllehøj ved Uge, hvor kun kisten er bevaret,81 Dybvadsbro, vest for Åbenrå,82 Tvillingehøj ved Skærbæk i Sydvestjylland,83 og Terkelsbøl, ikke langt fra den dansk-tyske grænse.84

Dermed er rækken af jyske egekistefund slut. Men syd for grænsen har man også gjort fund af højfolkets grave i form af velbevarede egekister, omend ingen af dem dog når op på siden af de bedst bevarede danske. Det er sket i gravhøje ved Maasbüll,85 Harrislee,86 Margarethenberg,87 og Hüsby.88

Ligeledes er man også på de danske øer enkelte gange stødt på mere eller mindre velbevarede egekister, men her var betingelserne for deres bevaring ikke så gunstige som i Jylland. En tilsyneladende velbevaret egekiste fandt man i en storstensgrav fra bondestenalderen ved Vellerup i Nordsjælland. Men en hårdhændet udgravning gjorde, at den ikke blev bevaret.89 Ved andre udgravninger har man lige netop kunnet se de næsten helt formuldede rester af kisten.90 Men af endnu uforklarlige årsager synes der ikke i de østdanske gravhøje fra bronzealderen at have dannet sig det jernstenslag, som har beskyttet de jyske egekister.

Noter

53: Breuning-Madsen, H. & Holst, M. Kähler, 1995; Breuning-Madsen, H., Holst, M. Kähler & Rasmussen, M., 1996; Breuning-Madsen, H., 1997).

54: Jerslev sogn, Børglum herred, Hjørring amt, se V. Boye 1986, s 45; J. Jensen 1998a, s. 126.

55: Torning sogn, Lysgård herred, Viborg amt, se V. Boye 1986, s. 45; J. Jensen 1998a, s. 126.

56: Flynder sogn, Skodborg herred, Ringkøbing amt, se V. Boye 1896, s. 21; L. Bender Jørgensen 1986, s. 188, nr. 64; Aner & Kersten 10, nr. 4856; J. Jensen 1998a, s. 74.

57: Barde, Vorgod sogn, Bølling herred, Ringkøbing amt, se K. Bahnson 1898, s. 257 ff; V. Boye 1896, s. 38 ff; Sarauw 1898, s. 103; H.C. Broholm 1943, s. 104, nr. 928; P.V. Glob 1970, s. 75 ff; Aner & Kersten 10, nr. 4620; J. Jensen 1998a, s. 105 ff.

58: Muldbjerg, Hover sogn, Hind herred, Ringkøbing amt; K. Bahnson 1886, s. 254 ff; V. Boye 1896, s. 30 f: G. Sarauw 1898, s. 103; Broholm & Hald 1943, s. 106, nr. 947-50; P.V. Glob 1970, s. 57 ff; E. Munksgaard 1974, s. 59 ff; Aner & Kersten 10, nr. 4740; J. Jensen 1998a, s. 109 ff.

59: Måbjerg sogn, Hjerm herred, Ringkøbing amt; V. Boye 1986, s. 24 ff; Aner & Kersten 10, nr. 4815; E. Østergaard 1988; J. Jensen 1998a, s. 126.

60: E. Østergård 1988.

61: Borum sogn, Framlev herred, Århus amt; Bille Gram 1891, s. 79 ff; V. Boye 1896, s. 49 ff; Broholm & Hald 1935, s. 250; idem 1940, s. 48 ff; H.C. Broholm 1943, s. 89, nr. 789-91; P.V. Glob 1970, s. 33 ff; M. Schultz 1993; J. Jensen 1998a, s. 83.

62: J. Jeppesen 1992.

63: Egtved, Egtved sogn. Jerlev herred, Vejle amt, se Th. Thomsen 1929; Aner & Kersten 9, nr. 4357; P.V. Glob 1970, s. 38 ff; Alexandersen et al. 1981; L. Hvass 2000; J. Jensen 1998a, s. 9 ff.

64: I en meget rig kvindegrav fra Skelde på Broagerland i Sønderjylland lå ved den dødes fødder de brændte knogler af et voksent menneske. Også her foreligger den mulighed, at det er et menneskeoffer, se P. Ethelberg 2000.

65: Folding sogn, Malt herred, Ribe amt, se V. Boye 1896, s. 1 ff; og 96 ff; H.C. Broholm 1943, s. 115, nr. 1020; Aner & Kersten 8, nr. 3900; P.V. Glob 1970, s. 10; J. Jensen 1998a, s. 32 ff.

66: Trindhøj, Vamdrup sogn, Anst herred, Ribe amt; A.P. Madsen 1876, s. 11 ff og pl. 3-6; V. Boye 1896, s. 88 og pl. XVIII-XXI; H.C. Broholm 1943, s. 112, nr. 996-998; Broholm & Hald 1935, s. 27 ff; P.V. Glob 1970, s. 15 ff; Aner & Kersten 7, nr. 3717; J. Jensen 1998, s. 61.

67: Store Kongehøj, Vamdrup sogn, Anst herred, Ribe amt; A.P. Madsen 1876, s. 15, pl. 6-7; V. Boye 1896, s. 82 ff og pl. XVI-XVII; H. C. Broholm 1943, s. 114, nr. 1000-1003; P.V. Glob 1970, s. 64 ff; Aner & Kersten 8, nr. 3832; J. Jensen 1998a, s. 68.

68: Guldhøj, Vamdrup sogn, Anst, herred, Ribe amt; V. Boye 1896, s. 70 ff; H.C. Broholm 1943, s. 122, nr. 993; Broholm & Hald 1935, s. 39 ff; P.V. Glob 1970, s. 69 ff; Aner & Kersten 8, nr. 3820; J. Jensen 1998a, s. 129 ff.

69: Hennekesdam Jels, Jels sogn, Gram herred, Haderslev amt; H.C. Broholm 1938; idem 1943, s. 119, nr. 1079; Aner & Kersten 7, nr. 3443; J. Jensen 1998a, s. 148.

70: Skrydstrup, Skrydstrup sogn, Gram herred, Haderslev amt; Lund 1936, s. 13 ff; Broholm & Hald 1939; H.C. Broholm 1943, s. 120, nr. 1104; P.V. Glob 1970, s. 37 ff; Nielsen 1979; S. Wiell 1979; Aner & Kersten 7, nr. 3527; J. Jensen 1998a, s. 150.

71: Fladshøj, Føvling sogn, Malt herred, Ribe amt; V. Boye 1896, s. 98 ff; H. Thrane 1962, s. 113 ff; Aner & Kersten 8, nr. 3920; J. Jensen 1998a, s. 58 ff.

72: Sortehøj, Plogstrup, Jernved sogn, Gørding herred, Ribe amt; H.C. Broholm 1943, s. 194, nr. 2319; H. Thrane 1962, s. 117 ff; Aner & Kersten 8, nr. 3870; J. Jensen 1998a, s. 128.

73: Rønhøj, Hjordkær sogn, Rise herred, Åbenrå amt; Aner & Kersten 6, nr. 3030; J. Jensen 1998a, s. 158.

74: Stamplund, Hjordkær sogn, Rise herred, Åbenrå amt; V. Boye 1896, s. 105 ff; H.C. Broholm 1943, nr. 1181 eller 1186; P.V. Glob 1970, s. 12; Aner & Kersten 6. nr. 3021; J. Jensen 1998a, s. 42.

75: Sønder-Ønlev, Hjordkær sogn, Rise herred, Åbenrå amt; H.C. Broholm 1943, s. 203, nr. 2485; Aner & Kersten 6, nr. 3025; J. Jensen 1998a, s. 163.

76: Nybøl, Hjordkær sogn, Rise herred, Åbenrå amt; V. Boye 1896, s. 107 ff og pl. XXII; H.C. Broholm 1943, s. 125, nr. 1180; K. Brøste 1956 II, s. 438; Aner & Kersten 6, nr. 3022; J. Jensen 1998a, s. 127.

77: Lille Dragshøj, Højrup sogn, Hviding herred, Tønder amt; J.J.A. Worsaae 1861; V. Boye 1896, s. 3 ff og 114 ff; Broholm & Hald 1935, s. 247 ff; H.C. Broholm 1942, s. 130 ff; idem 1943, nr. 1153-54; P.V. Glob 1970, s. 12; Aner & Kersten 6, nr. 2878; J.Jensen 1998a, s. 54.

78: Nøragerhøj, Emmerlev sogn, Højer herred, Tønder amt; V. Boye 1896, s. 119 ff og pl. XXIV; H.C. Broholm 1943, s. 201, nr. 2460; Aner & Kersten 6, nr. 2909; J. Jensen 1998a, s. 45.

79: Stevnehøj, Magstrup sogn, Gram herred, Haderslev amt; V. Boye 1896, s. 101; H.C. Broholm 1943, s. 120, nr. 1089; Aner & Kersten 7, nr. 3464; J. Jensen 1998a, s. 48.

80: Toppehøj, Bjolderup sogn, Rise herred, Aabenrå amt; V. Boye 1896, s. 109 og pl. XXII; H.C. Broholm 1943, nr. 1179; Broholm & Hald 1935, s. 249; P.V. Glob 1970, s. 10; Aner & Kersten 6, nr. 3006; J. Jensen 1998a, s. 35.

81: Møllehøj, Uge sogn, Lundtoft herred, Aabenrå amt; J.J.A. Worsaae 1859, fig. 293; V. Boye 1896, s. 112; H.C. Broholm 1943, nr. 1169; Aner & Kersten 6, nr. 2994; J. Jensen 1998a, s. 42.

82: Dybvadbro, Rise sogn, Rise herred, Åbenrå amt; V. Boye 1896, s. 102 ff; H.C. Broholm 1943, s. 127, nr. 1186; Aner & Kersten 6, nr. 3051; J. Jensen 1998a, s. 78.

83: Tvillingshøj, Skærbæk sogn, Hviding herred, Tønder amt; V. Boye 1896, s. 118; H.C. Brohom 1943, s. 125, nr. 1160-61; Aner & Kersten 6, nr. 2899; J. Jensen 1998a, s. 49.

84: Terkelsbøl, Tinglev sogn, Slogs herred, Tønder amt; V. Boye 1896, s. 113; H.C. Broholm 1943, s. 125, nr. 1164; Aner & Kersten 6, nr. 2940; J. Jensen 1998a, s. 79.

85: Maasbüll, Masbüll sogn, Kr. Schleswig-Flensburg; Aner & Kersten 4, nr. 2266; J. Jensen 1998a, s. 79.

86: Arrildshøj, Harrislee sogn, Kr. Schleswig-Flensburg; Aner & Kersten 4, nr. 2243; J. Jensen 1998a, s. 162.

87: Margarethenberg, Stadt Flensburg, Kr. Schleswig-Flensburg; Aner & Kersten 4, nr. 2186; J. Jensen 1998a, s. 163.

88: Havltoft sogn, Kr. Schleswig-Flensburg; Aner & Kersten 4, nr. 2361; J. Jensen 1998a, s. 163.

89: Vellerup, Vellerup sogn, Horns herred, Frederiksborg amt; V. Boye 1896, s. 132 ff; Aner & Kersten 1, nr. 165; J. Jensen 1998a, s. 124.

90: Således f.eks. i Ølby ved Køge (Aner & Kersten 1, nr. 299). I Ubby sogn, sb. 38, Arts h. Holbæk amt fandt man i begyndelsen af 1800-tallet i en gravhøj en lille kiste, om hvilken det berettes, at den indeholdt noget tykt klæde „som Kalmuk Baj“ og en „Lergienstand, der lignede en Barnetrompet“. Måske det var en egekiste som de jyske.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De forunderlige egekister i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430890

Afsnittet De forunderlige egekister er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet