Spiralstilen og hvad der siden fulgte

I de århundreder, hvor støbekunsten nåede sit højdepunkt, gennemgik stiludviklingen to stadier. Man har kaldt dem den store stil og den plastiske stil. Den store stil var den ældste. Den hvilede først og fremmest på udnyttelsen af to ornamentale motiver: spiralen og cirkelmønstret. En dekoration bestående af spiralmønstre var, som vi har set det, allerede opstået i tiden omkring 1600 f.Kr., formentlig under indflydelse af importerede bronzearbejder fra det sydøstlige Europa (se Bronzestøbere i nord). Men omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. var den første eksperimenterende tid forbi. Spiral- og cirkelmønstret blev nu det altdominerende motiv på bronzernes skinnende flader.

I begyndelsen havde man kun sjældent anvendt de nye motiver, som også krævede en mere udviklet teknik end tidligere. Man havde forsøgt sig både med den „ægte“ spiral og med koncentriske cirkler, der indbyrdes var forbundet med slyngede bånd eller tangenter. Men håndelaget var sikkert allerede fra begyndelsen. Dekorationskunsten forblev fin og tilbageholdende. Intet blev overlæsset. Motiverne blev kun anbragt på de mest effektfulde steder på bronzerne og blev aldrig tørre og kedelige af gentagelsen.

I tiden efter ca. 1500 f.Kr. blev spiralmotivet mere og mere dominerende. Bronzerne udsmykkes nu med spiraler, der ruller sig sammen og løser sig op. Man ser virkelig, hvor levende et motiv, der er tale om. Spiralerne sluttes sammen i grupper, forbindes med hinanden med bånd og hager, indgår i kompositioner med geometriske mønstre af stor finhed. Og ved siden af spiralen optræder cirkelmotivet, oftest i form af koncentriske cirkler. De behandles på samme levende og afvekslende måde som spiralerne. Redskabernes elegante formgivning udnyttes med stor kyndighed, facetter og reliefvirkninger bearbejdes med spiraler og geometriske mønstre, altid med sikker sans for, hvordan dekoration og form skal føjes sammen til en helhed.

På f.eks. kvindesmykkernes store flader finder vi zoner med skiftevis spiraler og geometriske mønstre. Det mest udsøgte eksempel på denne smykkeform er den kredsrunde bælteplade fra Langstrup på Sjælland, måske det fornemste smykke fra bronzealderens første halvdel. Fire koncentriske bånd af løbende spiraler, ufattelig præcist udført, er afgrænset af bælter med tætstillede koncentriske cirkler. Den fladedækkende dekoration fylder velafbalanceret hele den runde plade. Spillet i spiralerne og de lavt reliefagtige bånd supplerer hinanden på det mest fuldkomne. Et mesterværk er Langstruppladen.

En tilsvarende beherskelse af dekorationskunsten finder man på de store, brede smykker, kvinderne bar om halsen. Her veksler spiraldekorerede partier med større flader udført i ganske lavt relief, og de langsgående tværribber udsmykkes med grupper af harmonisk fordelte stregmønstre.

Et lige så fornemt udtryk for bronzehåndværkerens kunnen i denne dekorationskunstens blomstringstid er skiven på Solvognen fra Trundholm. Den har på begge sider en udsmykning af koncentriske cirkler vekslende med zoner af ren geometrisk dekoration. Alt er udført med ufattelig præcision og med en levende sans for vekselvirkningerne mellem de forskellige motiver.

Spiral- og cirkeldekorationen var først og fremmest en fladedækkende dekorationsform. Den var nøje tilpasset den lidt tunge formgivning af bronzerne. Men her og der kan man også se tilløb til en mere plastisk udsmykning. En reliefvirkning kan f.eks. på sværdhæfterne dannes ved hjælp af spiral- og kredsmotivet. Fordybningerne imellem motiverne skulle så udfyldes med en harpiksmasse, der skabte en kontrast mellem det blanke metal og den mørke fyldmasse, en vekslen mellem positivt og negativt. Ud af den teknik voksede den efterfølgende stil – den plastiske, som udvikledes omkring 1300 f.Kr.

I det hele taget begyndte man nu at arbejde med plastiske fremstillinger, bl.a. med småskulpturer. På rageknivenes håndtag kan man f.eks. finde små tredimensionale billeder af hestehoveder. I form og stil ligger de meget tæt op ad Solvognshesten. Også mennesket viser sig nu i denne særegne billedverden. På en lille ragekniv, fundet på Sjælland, ser man f.eks. et lille menneskehoved med kortskåret hår, en kvinde med samme frisure som Egtvedpigen. Og fra et svensk offerfund fra samme tid kender man to små mandsfigurer med høje, spidse hatte, kun få centimeter høje, men lige så sikkert og bevidst udførte som de tidligste små skulpturer fra Danmark.

Men tilbage til de fornemme spiralmønstre. Hvordan lavede man dem? Dekorationen og støbningen af bronzerne hørte nøje sammen. Vi har allerede hørt, hvordan man ved støbningen startede med en voksmodel af den genstand, man ønskede at fremstille. Voksmodellen blev indpakket i ler efter en ganske bestemt opskrift, og ved at brænde vokset bort skabte man hulheden inde i støbeformen. Men bronzestøberen havde allerede påsat dekorationen på voksmodellen, og den blev derved overført ved støbningen. At det gik sådan for sig, er en forholdsvis ny erkendelse. Tidligere mente man nemlig, at dekorationen blev indpunslet i overfladen af den færdigstøbte genstand. Det er først i de senere år, at man er blevet klar over, hvor avanceret bronzealdermenneskenes støbeteknik i virkeligheden var.¹¹³

Ved at studere f.eks spiralornamentikken under et mikroskop har man kunnet konstatere, hvor fuldstændig ensartet motiverne er udført. Så ensartede er de, at de kun kan være påsat med et stempel, og det kan kun være sket på voksmodellen. Nu har man aldrig fundet et sådant stempel. Men efter spiralernes udseende og de småfejl, der nu og da forekommer, kan man nogenlunde regne sig frem til fremgangsmåden.

Stemplet var formentlig lavet af en lille træklods og en tråd af f.eks. kobber. Tråden blev bøjet sammen på midten, så den blev dobbelt. Knækket blev derpå stukket ind og fastklemt i et hul i enden af klodsen. De to trådender blev nu bøjet i en vinkel på 90 grader. Derved blev de lagt ned på klodsen, og man kunne vride dem rundt i spiralform. Derpå kunne stemplingen af spiralmotivet i voksmodellen begynde. Det var da en forholdsvis enkel sag at lave f.eks. de løbende spiralbånd, som findes på bæltepladerne. Dog krævede det stor omhyggelighed at få de udragende trådenders aftryk til at passe sammen. Men resultatet blev et klart og skarpt aftryk af spiralerne i den bløde voks.

Prøver man at eftergøre denne teknik, vil man opdage, at der næsten altid opstår et lille, karakteristisk mærke på den linje, der forbinder to spiraler, dvs. der hvor trådenden fra den ene spiral er presset ned i furen efter den anden. Og netop dette lille mærke ser man ofte på de færdigstøbte bronzer. Det efterlignende eksperiment kan således sandsynliggøre, at fremgangsmåden har været som her beskrevet. Der er også andre små iagttagelser, der peger i samme retning, men som også bedst ses i et mikroskop.

Spiralornamentikken kan udføres med mange variationer. Antallet af vindinger i de enkelte spiraler kan være meget forskelligt. Der kan også være dobbelte forbindelseslinjer mellem spiralerne osv. Men det har vist sig, at næsten alt lader sig eftergøre ved de efterlignende eksperimenter. Og man må konstatere, at der i den fornemme håndværksmæssige udførelse af bronzegenstandene indgår et ikke ubetydeligt element af masseproduktion

De små iagttagelser, man kan gøre ved at studere bronzerne under et mikroskop, har imidlertid også et videre perspektiv for arkæologerne. De små uregelmæssigheder, f.eks. hvor spiralerne mødes, er så at sige bronzestøberens fingeraftryk. De kan bruges til at identificere hans produkter, også selv om de findes på genstande, der er fremkommet i vidt forskellige egne af landet. Man har herved fået mulighed for at kortlægge det enkelte bronzestøberværksteds, ja måske ligefrem den enkelte mesters produkter.¹¹⁴

Da den rige spiralornamentik havde været brugt i nogle århundreder, blev den langsomt fortrængt af en anden dekorationsform: den plastiske stil. Det skete muligvis ikke over hele landet på samme tid. I Østdanmark fortsatte bronzestøberen endnu i nogen tid, endnu ind i det 13. århundrede f. Kr., med at udsmykke sine bronzer med spiralmønstre.¹¹⁵ I Jylland derimod trængte nye dekorationsformer igennem, inspireret af udsmykningen på bronzevarer, som kom nede sydfra på kontinentet. Senere fulgte også øerne med.

Det var ikke blot dekorationskunsten, men også formgivningen af bronzerne, som nu blev ændret. Især formgivningen af våben og smykker blev forfinet, tidligere tiders noget tunge og meget metalforbrugende støbeteknik blev ændret, måske som følge af en vis metalknaphed. Men bronzestøberens produkter var fortsat af meget høj kvalitet.

Det, som særligt udmærkede den nye dekorationsform, var vekselvirkningen mellem positivt og negativt. Det vigtigste, dekorative virkemiddel var et bue- eller tungeformet motiv. Lægger man et antal tungeformede figurer ind mod et centrum, opstår en stjerne, og netop den ses som det centrale motiv på sværdenes hæfter, på kvindesmykkerne og på talrige småbronzer. Stjernen optræder ofte som et negativt mønster, beregnet til udfyldning med harpiksmasse. Denne står i kontrast til de blanke bronzeflader, som fortsat udsmykkes med en geometrisk dekoration af zigzag-linjer, perlebånd, lave reliefbånd osv.

Medens spiralmønstret helt forlades, fastholder man derimod kredsmotivet. Ofte indarbejder man det i stjernemønstret. Det anbringes ud for stjernernes takker, danner selvstændige zoner på de større flader og optræder f.eks. udført i guldblik på toppen af sværdhæfterne.

En særlig raffineret udformning af den nye dekorationskunst finder man på oversiden af de smykker, kvinderne bar i bæltet, henholdsvis foran og bagpå kroppen (se Kvinderne). Midterpartiet af smykkerne er gerne udformet som en fremstående top, der undertiden hæver sig højt over smykkefladen. Omkring dette centrale parti grupperer sig zoner af geometriske mønstre, trekanter, skraverede bånd og relieflinjer og ofte også et tungemotiv, så en stjernevirkning fremkommer.

Småskulpturer fremstillede man også fortsat. Det kunne f.eks. være ganske små hestehoveder på rageknivenes håndtag. I formen var de nu blevet lidt tungere end tidligere, de var ikke længere så lange og smalle som på Solvognens tid. Men stadig var der tale om en sikker og behersket stil.