Bronzealderens land

Lad os efter denne odyssé igennem Europas bronzealder foretage en rejse igennem Danmark omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. Vi ville da over store strækninger have set et landskab helt præget af mennesker. Små lunde og mindre skove, fritstående egetræer, hasselkrat og fugtige områder med ellekrat og piletræer kunne man se oppe fra bakkelandet. Man kunne også se små, dyrkede marker med hvede og byg og udstrakte overdrev, hvor får og køer græssede frit. Og når man færdedes i skovene og langs skovbrynene kunne man mærke den stærke lugt af ramsløg.

Dette billede af landskabets udseende i det 2. årtusinde f.Kr. har man kunnet skabe gennem pollenanalyserne. Nye undersøgelser foretaget af pollenanalytikere ved Danmarks Geologiske Undersøgelse og Nationalmuseet har givet os et billede af, hvordan menneskene påvirkede og formede dette landskab igennem oldtidens årtusinder. Det var et landskab, som var ret uforanderligt fra bondestenalderens senere halvdel til midt i det 2. årtusinde f.Kr. Den urskov, som havde dækket Danmark, siden de første bønder omkring 4000 f.Kr. begyndte deres første angreb på skoven, var så småt ved at blive åbnet. Menneskenes skovrydninger og deres græssende kvæg havde efterhånden sat sit præg på landet.

Men i løbet af bronzealderen blev menneskenes indgreb i landskabet stadigt kraftigere. Omkring 1500 f.Kr. indvandrede bøgen og fik fodfæste de fleste steder i landet. Men almindeligt blev træet kun i områder, hvor skovlandskabet ikke var udnyttet særligt hårdt. Mange steder blev der dog drevet rov på skoven. Kvæget græssede i den og fjernede derved skud og spirer til nye træer. Og i skoven hentede man løvhø til vinterfoder, brændetræ og træ til tømmer, hegn m.m. Den intensive udnyttelse medførte, at skoven mange steder måtte vige, og navnlig gik det stærkt ud over hasselbevoksningerne, som tidligere var så almindelige. Den ældre bronzealders skovlandskab ændrede efterhånden præg, og i tiden omkring 1000 f.Kr. opstod det åbne kulturlandskab med store overdrev og andre træfrie landbrugsområder vekslende med mindre skove og krat. Sådan kan vi i hovedtrækkene følge landskabsudviklingen. Men der var også store regionale forskelle, for nogle steder boede menneskene tæt, andre steder var bebyggelsen meget mere spredt.

Et tæt bebygget område var f.eks. Thy i det nordlige Jylland. Store områder af landsdelen i vest og nord er i dag dækket af sandflugt, et fænomen som begyndte allerede omkring midten af bondestenalderen. Den centrale og østlige del af Thy består mest af sandet og leret jord, som hæver sig op til 94 m over havet. I disse egne er koncentrationen af bronzealderfund en af de tætteste i Danmark.³⁵ Der var mange bopladser på høj veldrænet jord.³⁶ Men bosættelser fandtes der også i klitområderne langs Vesterhavet. Ikke blot på højtliggende steder, men også på hævet havbund med højder på kun 5-6 m over nuværende havniveau. Den økonomiske baggrund for bopladserne var landbrug og kvægavl med hovedvægten på det sidste.

En lille mose i det centrale Thy, Hassing Huse Mose ved Bedsted, blev af pollenanalytikerne udvalgt til nærmere undersøgelse.³⁷ Af pollendiagrammet kunne man se, at der allerede i løbet af enkeltgravstiden fandt omfattende skovrydninger sted, og at der som følge heraf opstod store græsningsarealer. I den tidlige bronzealder blev der igen ryddet skov i stort omfang, og resultatet blev snart et næsten træløst landskab. Et sådant kan man følge i en bræmme ned langs Vestkysten og helt ned til Holland. Her udviklede bronzealdermenneskene en erhvervsform, der havde mange fællestræk.

Omkring 1700 f.Kr. skete der klimatiske ændringer, bl.a. en øgning af fugtigheden. Det faldt sammen med, at landbruget på den tid netop ekspanderede kraftigt. Omkring 1000 f.Kr. indtraf igen et tørrere klima. Herefter skete en mindre intens udnyttelse af de letteste jorder. Men på højfolkets tid må vi altså regne med, at menneskene i Thy levede i et åbent landskab. Hvor der engang havde været skov, græssede nu kvæget og flokke af får og geder. Under en gravhøj ved Egshvile i Thy fra omkring 1400 f.Kr. kunne man studere vegetationen, som den havde set ud, inden gravhøjen blev bygget.³⁸ Den blev opført på hårdt græsset land uden træbevoksning. Vilde græsser og vejbred dominerede. Det viser, at området blev intensivt afgræsset af husdyr. Hedeplanter manglede helt. Det angav, at jorden ikke var blevet udpint på trods af den hårde græsning. Af andre planter groede der på stedet slangetunge, hvidkløver, ranunkel, røllike og brandbæger. Lidt spredt, forblæst krat var, hvad der var tilbage af trævæksten. Her groede der nok lidt birk og lidt eg, men dog så sparsomt, at man måtte ty til at grave tørv for at få tilstrækkeligt brændsel.

Vender vi os til den jyske halvøs sydlige egne, tegner der sig et beslægtet billede – dog af et landskab, hvor udviklingen gik lidt langsommere end i Thy, og hvor den menneskelige udnyttelse ikke var helt så hård. I Abkær Mose ved Vojens kan man gennem pollenundersøgelserne følge vegetationsudviklingen fra stenalderen og frem til nutiden.³⁹ Også her viser diagrammet, at der omkring 2600 f.Kr., dvs. i enkeltgravstiden, sker store ændringer. Græsser bliver nu mere almindelige, det viser, at større dele af landskabet udnyttes til græsning. Der må altså have været fritgående husdyr i stort tal. Omkring 1500 f.Kr. indvandrer bøgen. Den bliver dog ikke særlig almindelig, hasselbevoksningerne holder den nede. Disse begynder imidlertid på den tid at svinde i omfang som følge af øget menneskelig udnyttelse. Efterhånden får området karakter af sletteland vekslende med skov. Det er udtryk for en større landbrugsaktivitet, som for alvor slår igennem med begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Landskabet bliver nu mere åbent og præges af overdrev og andre træfrie landbrugsarealer vekslende med større og mindre skovpartier.

Ser vi på oldtidsbebyggelsen i Sønderjylland, som vi kender den fra de arkæologiske udgravninger, viser det sig, at huse fra bondestenalderens sidste afsnit kun er fundet på pladser, hvor der også er fundet hustomter eller gravanlæg fra ældre bronzealder,⁴⁰ medens det omvendte ikke behøver at være tilfældet. Fundbilledet viser altså, at man i ældre bronzealder foretrak de samme områder som tidligere, men at der samtidig – og ligesom i Thy – skete en kraftig ekspansion, hvor nye områder blev ryddet og bebygget. Det er den ekspansion, der i løbet af det 2. årtusinde fører til et åbent landskab præget af overdrev.

Gårdene blev ofte bygget på markante, højtliggende bakkedrag,⁴¹ hvorfra flere biotoper kunne udnyttes. Andre bopladser⁴² viser imidlertid, at også andre faktorer kunne spille ind, når man valgte, hvor man ville bosætte sig. F.eks. finder man bopladser ude på hedesletten og på lavtliggende, flade områder i umiddelbar tilknytning til vådområder, som dengang antagelig var sø.⁴³ De udgravede bopladser viser, at der overvejende var tale om en enkeltgårdsbebyggelse. Men samtidig indicerer de store gårde, de såkaldte haller, en hierarkisk opbygget magtstruktur, hvor hver enhed må have omfattet et større antal gårde. Hvor mange ved vi ikke, men afstanden mellem de to meget store bronzealderhuse fra Højgård og Kalvslund⁴⁴ var kun omkring 12 km.

Hvordan forholdene så ud i de østlige egne af landet, er endnu ikke særlig godt belyst, men der er ingen tvivl om, at der også her eksisterede en stor variation. Visse områder af Sjælland, f.eks. Odsherred og Vestsjælland, var meget tæt bebygget, måske så tæt som Thy. Det samme var Sydsjælland. Det indre af øen var derimod endnu i stor udstrækning skovklædt, og landskabet var forholdsvis lidt påvirket af mennesker, dog med undtagelse af egnene omkring de midtsjællandske søer.

I dette stærkt varierede landskab trak vejstrøgene deres spor. Selv om man har enkelte fikspunkter i særlige anlæg, lader det forhistoriske vejnet sig dog næppe fastlægge nøjere end som brede færdselskorridorer, afgrænset af landskabets naturlige barrierer.⁴⁵ Undtagelser er der dog, f.eks. i Sønderjylland, hvor store grupper af gravhøje ved f.eks. Lejrskov, Vester Vamdrup og Hjordkær ligger langs det jyske hovedvandskel, som senere hen i historien var hovedruten ind i Jylland, og som er markeret af en række af gravhøje langs næsten hele sit forløb.⁴⁶ Gruppen af gravhøje ved Lejrskov, mindst 25 er registreret, ligger ydermere ved en øst-vestgående rute, som også er markeret ved en perlerad af gravhøje.⁴⁷ Gruppen af gravhøje ved Vester Vamdrup, også her er mindst 25 registreret, ligger nær ved et af de få overgangssteder ved Kongeåen, og en stor gruppe gravhøje ved Tobøl-Plougstup ligger, hvor tre formodede vejstrøg krydser hinanden: den øst-vest gående rute, som Lejrskov-højene også er en del af, en nordsydgående rute langs den jyske vestkyst, og Kongeåen, som må have været sejlbar langt ind i landet i bronzealderen, og hvor gruppen af gravhøje ved Vamdrup også ligger.

Enkelte steder i Jylland har man fundet korte stykker af regulære veje, f.eks. den plankevej som i 1940'erne blev udgravet i Speghøje Mose, den nordligste del af Pårup moseområde mellem Herning og Silkeborg. På et sted skyder der sig fra øst og vest landtunger ud i mosen, som her er godt 300 m bred. Her byggede man omkring 1450 f.Kr. en 3 m bred plankevej, hovedsagelig af egetømmer.⁴⁸ Kørebanen bestod af kløvede og tilhuggede planker i fuld vejbredde, lagt på tværs af færdselsretningen. Inde ved det faste land var plankerne lagt på et fundament af grene og ris. Længere ude i mosen, hvor bunden blev mere blød, var kørebaneplankerne desuden lagt på to langsgående, tilhuggede stammer. Med nogle meters mellemrum var de langsgående stammer fastholdt i siden af lodrestående, tilspidsede egestolper. Skulle det ske, at vandet i mosen steg over vejbanens niveau, markerede de lodretstående stolper meget praktisk kørebanens forløb.

Træet til kørebanen var omhyggeligt udvalgt. Det bestod af lige, regelmæssige stammer af op til 200-årige egetræer. Stammerne var kløvet og derefter groft, fladt tilhugget. Ialt må der til byggeriet af kørebanen være medgået godt 1500 m egestammer. Et ganske betydeligt arbejde har dette vejbyggeri altså været.

Da vejen blev bygget i mosen fremtrådte denne som et åbent birkekær med tagrør, bregner og forskellige star-arter. Vejen i Speghøje Mose er et overgangssted, men hvor fører den hen? Der er ikke i nærheden bronzealderfund, som med sikkerhed kan fortælle om bebyggelsens nøjagtige beliggenhed. Et par kilometer øst for mosen ligger det nord-sydgående bælte af høje, der markerer hovedfærdselsåren langs den jyske højderyg, der, som vi allerede har set, havde betydning i denne del af oldtiden.

Nu har denne hovedfærdselsåre ikke været en fast entydig vejlinje fra oldtiden til i dag. Ruterne har vekslet øst og vest om større forhindringer som f.eks. mosedrag og samtidigt har flere ruter været i brug, afhængig af årstid, transportmiddel og rejsens formål. Vejforløbet skal i stedet for en enkelt vejlinje opfattes som en flere kilometer bred vejkorridor – et hovedvejstrøg.