Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pulsslag fra sydøst

Oprindelig forfatter JJe

Efter at de første mykenske dynastier med pomp og pragt var trådt ind på den europæiske scene i det 17. og 16. århundrede f.Kr., fulgte i Grækenland en periode med ekspansion udadtil og konsolidering indadtil. Ekspansionen viste sig bl.a. ved den mykenske dominans over Kreta efter katastroferne i midten af det 15. århundrede f.Kr. Og den viste sig i en stadig øget mykensk handelsaktivitet i Levanten og i de centrale dele af Middelhavet. Konsolideringen fik sit udtryk i paladsbyggeriet og i spredningen af velstand til lokale herskerslægter, der nu i mange egne af Grækenland opførte nye administrative centre og markerede sig med iøjnefaldende gravanlæg.2 De til i dag bedst bevarede paladser finder man i Mykene, Tiryns og Pylos på Peloponnes. Men også mange andre steder blev der opført mykenske paladser, i f.eks. Theben, Orchomenos, Athen og Midea. Størstedelen af paladserne blev opført inden for imponerende, befæstede borganlæg. Udformningen af de mykenske paladser afveg en del fra de minoiske, selv om der også var ligheder i f.eks. materialer og byggemåde. Det centrale område i paladset var „megaron“, et stort rum, som man kom ind til gennem en forhal og et forrum. Dette store rum tjente som tronsal, og centralt i det var der et cirkulært ildsted omgivet af fire søjler, som bar taget. Prægtige vægmalerier dekorerede væggene. Fra megaron så man ud over en indergård, som var omgivet af et stort antal rum af forskellig størrelse. Der var badeværelser, gæsteværelser og beboelsesrum for herskerfamilien. Og der var værksteder, magasiner og arkiver. Også selv om de mykenske paladser ikke var helt så store som de minoiske forbilleder, var de alligevel en imponerende manifestation af herskerslægternes politiske og religiøse magt.

 Luftbillede af borganlægget Mykene på Peloponnes, Grækenland.

Luftbillede af borganlægget Mykene på Peloponnes, Grækenland.

Det var i disse paladser, at det skrevne ord viste sig for første gang i Europas historie. Set i et globalt perspektiv var det først sent, at Europa fik sin egen skriftkultur. De tidligste skridt i retning af at udforme et skriftsprog var allerede taget i det 4. årtusinde f.Kr. flere forskellige steder i verden: I Mesopotamien (det nuværende Irak) og i Egypten. I tiden efter 2000 udviklede man på Kreta et skriftsprog, den såkaldte Linear A-skrift. Men dette skriftsystem er det endnu ikke lykkedes forskningen at tyde. Det store spring fremad skete omkring 1300 f.Kr. Da begyndte man både på det græske fastland og på Kreta at bruge et nyt skriftsystem, den såkaldte Linear B-skrift, og den er det lykkedes at tyde.3 Tydningen var en af de største arkæologiske sensationer i det 20. århundrede, for den viste, at beboerne i de mykenske paladser talte græsk.

Det var ikke homeriske digte, men nøgterne regnskaber, skrifttegnene blev brugt til at nedskrive. Linear B-skrift blev udviklet for at holde orden i paladsernes økonomi og for at lette administationen med produktionen og udvekslingen af varer. Indskrifterne rummer derfor uvurderlige oplysninger om dagliglivet i de mykenske paladser: om kvægflokke og navne på fårehyrder og skatteinspektører, om tilgodehavender og gældsposter, om råstoffer og færdigprodukter osv. Lertavlerne fortæller også om den sociale orden i den mykenske verden, om et socialt hierarki med kongen i toppen og herunder småkonger og soldater med deres udstyr af vogne, pansere, benskinner, skjolde, hjelme, spyd, sværd, bue og pil. Og i den anden ende af den sociale rangstige finder man hundredvis af slaver, kvinder og børn, som arbejdede i paladserne.

Annonce

 Lertavle med indskrift i Linear B-skrift, fundet i Pylos, Messenien, Grækenland, 13. århundrede f. Kr.

Lertavle med indskrift i Linear B-skrift, fundet i Pylos, Messenien, Grækenland, 13. århundrede f. Kr.

Imod slutningen af det 13. århundrede f.Kr. var de mykenske paladsers tid ude. De forudgående århundreder havde været præget af velstand og relativ stabilitet i hele det østlige Middelhavsområde. En af forklaringerne var, at der havde været ligevægt mellem de to stormagter: Egypten og det hetittiske rige i Anatolien. Men i det 13. århundrede f.Kr. tørnede de to stormagter sammen. Det hetittiske rige gik under, den egyptiske indflydelse i Levanten ophørte, og samtidig skete en omfattende ødelæggelse af byerne i Levanten, på Cypern og det græske fastland. Et efter et ødelagdes de mykenske paladser – der er nogen usikkerhed om årsagerne hertil. Men der var almindelig uro i de østlige Middelhavsområde omkring 1200 f.Kr. Der var også perioder med ødelæggende tørke, og formentlig udnyttede fjendtligsindede nabofolk situationen til at angribe og ødelægge de svækkede mykenske centre. Nok heledes nogle af sårene i de følgende århundreder. Men alligevel var paladsernes tid forbi.

Men inden disse ulykker væltede ind over den mykenske verden, nåede dens handelsfolk at sætte et varigt præg på udviklingen i Middelhavsområdet. Førhen havde den minoiske kultur både modtaget og integreret indflydelser fra hele det østlige Middelhav, fra Egypten og Lilleasien. Den rolle overtog mykenerne endnu før midten af det 2. årtusinde f.Kr. i forhold til de samme handelspartnere og til nye partnere i det centrale Middelhav.

Den mykenske kultur fik sin rolle, fordi den skabte sig en niche, som tidligere havde været udnyttet af kongedømmerne i Lilleasien og af minoerne. I øst, hvor også syriske og cypriske handelsfolk var aktive, gik handelen til Levanten. I nordøst gik den via Troja i det nordvestlige Anatolien i retning mod Sortehavet. Derfra var der via indirekte kontakter adgang til Donaumundingen og videre ind i det centraleuropæiske område. Forbindelserne mod nordøst til Troja indebar uundgåeligt et konkurrenceforhold. Erindringen herom blev i århundreder derefter bevaret i historierne om den trojanske krig.

I vest trængte man frem i retning af det centrale og vestlige Middelhav. Allerede i det 17. århundrede f.Kr. var handelsstationer blevet oprettet i Syditalien, på Sardinien og Korsika af både mykenske og kypriotiske handelsfolk. Disse forbindelser vestover blev intensiveret fra det 15. århundrede f.Kr. og kulminerede i det 13. århundrede, på et tidspunkt da Sortehavshandelen og dennes forbindelser til Centraleuropa svandt ind. Mykenske handelsekspeditioner etablerede kontakt med de udvekslingssystemer, der allerede længe havde eksisteret i Det tyrrhenske Hav. Det skete bl.a. på de Lipariske Øer. Her kunne man så at sige tappe det tyrrhenske udvekslingssystem for produkter fra et langt større bagland, i Italien og Sydfrankrig. Og man stimulerede derved vareudvekslingen længere nordpå i det centraleuropæiske område.4

 Guldbæger fundet ved Wachtberg-Fritzdorf i Nordrhein-Westfalen, formentlig fra det 16. århundrede f.Kr. Beslægtede bægre findes i de tidlige kongegrave i Grækenland – og i England. Så vidt rakte kontakterne mellem de europæiske høvdingeslægter.

Guldbæger fundet ved Wachtberg-Fritzdorf i Nordrhein-Westfalen, formentlig fra det 16. århundrede f.Kr. Beslægtede bægre findes i de tidlige kongegrave i Grækenland – og i England. Så vidt rakte kontakterne mellem de europæiske høvdingeslægter.

Man kan således skelne mellem en række faser i udviklingen af kontakterne mellem Levanten, Anatolien, det vestlige Middelhav og Centraleuropa5: en tidlig fase fra ca. 2000 til 1700 f.Kr., hvor det var minoerne og de lilleasiatiske samfund, der dominerede. Så fulgte en anden fase, fra ca. 1700-1500 f.Kr., den såkaldte Skaktgravstid, hvor den mykenske magt opstod. Derpå kom en tredje fase med en voldsom udvidelse af handelen og en konsolidering indadtil i Grækenland. I den periode blev handelen i stigende grad rettet mod Italien og det vestlige Centraleuropa. Og så fulgte endelig den fjerde fase, som fulgte efter det økonomiske og kulturelle sammenbrud efter 1200 f.Kr., men som samtidig frigjorde kræfter, der hidtil havde været bundet i paladserne, og hvor mange nye kulturtræk, som i sidste instans var af mediterran oprindelse, nåede frem til det europæiske kontinent nord for Alperne.

Forandringerne i disse faser mærkedes som pulsslag, der gik hen over store områder af Europa nord for Alperne. Det første var føleligt omkring 1700 f.Kr., da Karpatherområdet oplevede en økonomisk blomstring, som satte sig spor i områderne helt oppe i nord, ved Østersøen. Lidt før midten af det 2. årtusinde f.Kr. gik det næste store pulsslag gennem Europa, og i løbet af forholdsvis kort tid ændredes mangt og meget i de tidlige bronzealdersamfund i det vestlige og nordlige Centraleuropa.6 En krigerelite opstod, som over store områder markerede sig med helt nye gravriter: begravelser i gravhøje. På synlige steder i landskabet, på store bakkedrag, ved indgangen til vigtige dalstrøg, og i nord ved kystområderne anlagde de deres gravhøje. I dem blev medlemmer af de mest fremstående familier gravlagt med et rigt udstyr af våben og smykker.

Højgravskulturen kalder man under ét dette nye kulturelle kompleks. Nye våbentyper som sværd og spyd, bue og pil, var med til at understrege krigerelitens betydningsfulde rolle i samfundet.7 Og side om side med mandsgravene dukker nu også kvindegrave op. I dem blev de døde kvinder gravlagt iført deres bedste klæder, undertiden med komplicerede håropsætninger og med udsøgte smykker af bronze og sommetider også guld.8

Det enkelte individ blev nu på en helt anden måde end tidligere synligt i gravritualerne. Over store områder finder man i gravene de samme kombinationer af genstande, specielt våben.9 Det kunne tyde på, at man de fleste steder havde de samme former for statusopdeling i samfundet, med en krigerelite i toppen, men iøvrigt uden nogen centraliseret politisk ledelse, allerhøjst sammenslutninger af lokale høvdinge.

De store ligheder i våbenudstyret fra region til region kan måske antyde, at rejser over store afstande var en del af høvdingekulturen. At høvdingene, som måske samtidig var bronzestøbere, ved deres rejser opretholdt og fornyede deres prestige ved at erhverve sig viden og med sig hjem bringe eksotiske værdigenstande. Der er dem, som har peget på, at Homers fortælling om Odysseus' eventyr er den arketypiske historie om en bronzealderhøvdings rejser til fjerne egne.10

Hvorom alting er, det var helt nye sociale og rituelle normer, der fra nu af og frem til det 13. århundrede f.Kr. gjorde sig gældende over store dele af det europæiske kontinent, fra Alpeegnene i syd til Sydskandinavien i nord, og fra Midtfrankrig i vest til Ungarn i øst.11 Nye kommunikationsveje blev skabt og erstattede for en stor del det ældre central- og østeuropæiske udvekslingsnetværk, som havde betydet så meget for metalkulturens første udvikling i bl.a. Sydskandinavien. Samtidig blev mange landområder, der tidligere ikke havde været økonomisk profitable, inddraget til bosættelse. Det gjaldt især i det nordvestlige og nordlige Europa.

Hvad der var baggrunden for disse ændringer er endnu meget omdiskuteret. Ændrede betingelser for landbruget i form af en klimaændring med større fugtighed og køligere vejr er blevet nævnt som en af årsagerne. Man har også peget på, at inddragelsen af nye råstofkilder og en forbedret udnyttelse af disse spillede en rolle. Og endelig har man, mest i østeuropæisk forskning, foreslået, at krigeriske begivenheder skulle ligge bag ændringerne.12

Af de netværk af udvekslingsforbindelser, som dækkede det europæiske kontinent, var et af de mest vidtrækkende det, som gik mellem Jylland ned over Lüneburgomradet i Nordvesttyskland, igennem Rhinområdet og Sydtyskland, over i retning mod Rhône og helt ned til den franske Middelhavskyst, hvor der var kontakt til mykensk-cypriske handelsfolk.13 Formentlig var det en af de ruter, som det eftertragtede rav fra Sydskandinavien fulgte på sin vej sydpå til Middelhavets højkulturer (se Nordens guld). En anden forgrening af netværket gik fra Böhmen over Oberpfalz ind i Donaudalen i Sydvesttyskland, hvorfra der var tilslutning til Rhôneruten. Og der var yderligere en forgrening fra Oberpfalz over Franken ved Main med tilslutning til Rhindalen. Her krydsede guld og tin fra Tjekkiet ruten for rav fra Norden. I knudepunkterne i dette netværk af forbindelsesruter levede der særligt velstående høvdingeslægter. Det ser man af deres rigt udstyrede grave,14 som er udtryk for, at der over store områder af Central- og Nordeuropa fandtes en elite med fælles fremtrædelsesformer.15 Derimod finder man ikke befæstede borganlæg på disse strategiske steder, som man havde gjort det århundreder tidligere. Men generelt kan man se, hvorledes hele det nordalpine forland i disse århundreder fik øget økonomisk betydning som følge af nærheden til alpepassene og flodruterne sydpå.

Hele dette vidt forgrenede mønster må have involveret mange forskellige mekanismer for udveksling imellem regionerne. Handelspartnerskaber kan f.eks. være opstået gennem en udveksling af giftefærdige kvinder. I gravfundene kan man se, hvorledes f.eks. kvinder i et geografisk område undertiden bar smykker, som hørte til i et andet område. Formentlig var det kvinder, som var blevet udvekslet mellem fremstående familier i naboområder.16

De produkter, som passerede gennem dette netværk af udvekslingsforbindelser, må have været begrænset til genstande af høj værdi, og som ikke fyldte meget (f.eks. rav). Og ruterne i netværket og dets knudepunkter skiftede bestandigt. Man kan nærmest sammenligne det med det mønster af indirekte påvirkninger, som lod sig se langs den mellemste og nedre Donau mange århundreder tidligere. Alligevel afspejler skiftet af tyngdepunkt fra Karpatherbækkenet mod vest til det nordalpine område, hvorledes handelsaktiviteten i Middelhavet nu havde fået en mere vestlig udbredelse.

Hvad var det da for varer, der bevægede sig fra region til region igennem dette netværk? Kobber, guld og tin bl.a. Og rav, såvel som diverse færdigvarer af guld og bronze, drikkekar f.eks. Men når man på en klapstol fra en af de danske bronzealdergrave finder et sæde af odderskind, aner man også, at sådanne forgængelige luksusprodukter kan have udgjort en del af de udvekslede varer. Udveksling af tekstiler er også en mulighed.

Alligevel er der ikke meget, der antyder en regulær, regelmæssig og omfattende overførsel af færdigvarer og råmaterialer fra Centraleuropa til Middelhavsområdet. Måske tin var en undtagelse.17 Men ellers blev mykenske interesser stort set tilfredsstillet i selve Middelhavsregionen, og Adriaterhavet var endnu ikke nogen vigtig handelsrute. De ægæiske kontakter sigtede fortrinsvis mod det vestlige Italien. Formentlig var det kun meget kostbare genstande, som blev fremskaffet fra det central- og nordeuropæiske bagland. Der skulle endnu gå næsten et årtusinde, før kontakten mellem de øst-vestgående middelhavsruter og landruterne igennem det europæiske kontinent førte til dybtgående forandringer i Europa. Det skete først fra det 8. århundrede f.Kr., da nye økonomiske kraftcentre opstod, først i Etrurien – og senere hen i Rom, se Europa i opbrud18

I tiden omkring 1300 f.Kr. – og især efter 1200 f.Kr. – gik endnu et pulsslag gennem Europa. Det var, da den mykenske kultur gik ind i sin sidste fase. Det skete, som allerede nævnt, samtidigt med en omfattende krise i hele den østlige del af Middelhavsområdet. De tidligere så blomstrende paladskulturers økonomi brød totalt sammen, og de følgende århundreder ser ud til at have været præget af stor uro. Men i det lange perspektiv kom krisen ikke til at betyde, at forbindelserne mellem det østlige og det centrale Middelhav blev afbrudt – tværtimod. Fra f.eks. Cypern gik der stadig skibsfarter vestover til bl.a. sølvminerne på Sardinien.19 Og fra det græske fastland blev der stadig sejlet til Syditalien. Ja, de mykenske handelsekspeditioner blev udvidet og gik nu langt op i Adriaterhavet, bl.a. til den store, vigtige handelsplads Frattesina på Posletten.20 Norditalien blev nu en af middelhavskulturernes vigtigste indgange til det centraleuropæiske område, samtidig med at den gamle korridor langs Donau stadig ledte impulser ind i hjertet af kontinentet.

I Italien foregik i de følgende århundreder en vigtig udveksling af centraleuropæiske og østmediterrane kulturelementer. Centraleuropæiske kampformer og den dertil hørende bevæbning spredtes til det østlige Middelhav – og østmediterrane håndværksteknikker spredtes ind i Centraleuropa. Det gjaldt f.eks. de teknikker, hvormed man fremstillede drikkekar og pansere, der blev udført i hamret bronze. Og det gjaldt finere arbejder i træ, f.eks. fremstillingen af nye hjultyper.21 Det var avancerede håndværksmetoder, som tidligere havde været paladsværkstedernes monopol. Overalt i yderkanten af den verden, som førhen havde været domineret af by- og paladskulturerne, mærkede man forandring og vækst. Det gjalt ikke blot i Centraleuropa, men også på steppeområderne nord for Sortehavet, i Kaukasus og i Iran.

I Europa nord for Alperne undergik bronzealdersamfundene også en dybtgående social og økonomisk forandring efter det 13.århundrede f.Kr.22 Produktionen og forbruget af bronze øgedes betydeligt. Udvekslingen af råmaterialer og færdigvarerer mellem Nord-, Central- og Sydeuropa intensiveredes. Teknologiske fremskridt blev spredt over store dele af kontinentet. Det samme gjorde mediterrane vægtsystemer (se Center, periferi og margin)23 og et bredt udvalg af våben og smykker. Et nyt symbolsprog blev optaget, som angav en tilsvarende spredning af religiøse trosforestillinger.24 Og endelig begyndte eliten at anlægge iøjnefaldende begravelser i mange forskellige egne af kontinentet. Man kalder denne nye epoke for Urnemarksperioden, fordi ligbrænding nu blev almindelig praksis overalt nord for Alperne, og de døde blev gravsat i urner på store gravpladser, såkaldte „urnemarker“.25

I tiden efter urnemarksperiodens begyndelse blev Europa opdelt i et antal regioner, som nok havde hver sit særpræg men alligevel var bundet sammen af mange fællestræk.26 I vest, langs Atlanterhavskysten, fandtes den atlantiske region, som omfattede De britiske Øer, Vestfrankrig og kystegnene i den nordvestlige del af Den iberiske Halvø. Her fandt man stærke centraleuropæiske påvirkninger, men med tiden fik området sit særlige præg som følge af de maritime ruter langs Atlanterhavskysten.27

 Offerfund med kostbare drikkekar af hamret bronze. Fundet ved Dresden-Dobritz i Sachsen. Fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.

Offerfund med kostbare drikkekar af hamret bronze. Fundet ved Dresden-Dobritz i Sachsen. Fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.

I hjertet af kontinentet, dvs. i Østfrankrig, Sydtyskland, Schweiz, Tjekkiet og Østrig lå den nordalpine region. Øst for den, langs den mellemste og nedre Donau lå den karpathiske region, og helt mod nord lå, i Nordtyskland og Sydskandinavien, den nordiske region. Endelig var der Lausitzregionen, som omfattede dele af Mellemtyskland og Polen. Alle disse regioner spillede i vekslende omfang en rolle for den sydskandinaviske bronzealderkultur, og var indbyrdes forbundet gennem det netværk af udvekslingsforbindelser, som stadig omfattede hele det europæiske kontinent.

I det vestlige Centraleuropa markeredes begyndelsen af urnemarksperioden af genkomsten af den slags befæstede bosættelser, som tidligere, dvs. i det 17. og 16. århundrede f.Kr., havde eksisteret i det sydøstlige og østlige Centraleuropa. De tjente ikke blot forsvarsmæssige formål, men der foregik inden for deres volde og palisader også en produktion af metal- og tekstilarbejder. Og deres placering i landskabet viser, at de var med til at kontrollere handelsruter og kommunikationsakser.28

En krigerelite udgjorde stadig det ledende lag i samfundet. Sporene efter denne elite finder man i et antal vogngrave, som er udgravet i Schweiz, Sydtyskland og Østrig. Det er altid mandsgrave, hvor den døde er brændt og ofte bisat i et stort gravkammer eller i en gravkiste. Med sig på rejsen til det hinsides fik den døde våben, kostbart drikkeudstyr af bronze, et bordservice af lerkar29 – og dele af en firhjulet vogn med egerhjul trukket af to heste. Vognene, der var smykket med dekorative bronzebeslag, ofte i form af fuglesymboler, var af en type, der blev udviklet i disse århundreder, og hvis fremstilling fortsatte gennem henved 800 år frem til det 6. århundrede f.Kr.30

De fleste af vognene var alvorligt ødelagt på ligbålet. Og en yderligere vanskelighed ved tolkningen af disse grave er, at nogle af de brændte vogndele blev anbragt i gravdepoter adskilt fra gravene selv.31 Den døde må være brændt på ligbålet sammen med vognen, men kun få dele af den blev udvalgt til at gå med i graven. Forspandet af heste blev åbenbart ikke begravet sammen med den døde høvding, for hesteknogler er ikke fundet i nogen af vogngravene. Som en erstatning blev seletøjet derimod medgivet. Den døde blev lagt på vognkassen og kørt til stedet for ligbrændingen. Før de endte som ligvogne, blev vognene formentlig brugt som kultvogne og som repræsentationskøretøjer for præstehøvdinge.

Nogle af de bedst kendte vogngrave stammer fra Sydbayern fra det 13.12. århundrede f.Kr.32 I vogngraven fra Poing ved Ebersberg, lå den dødes brændte knogler i et dødehus. Til gravgaverne hørte et sværd, bue og pil, to segl og en ragekniv. Fra den dødes dragt var kun bevaret to bronzenåle. Støbekager, barrer af bronze og et halvfabrikat af en bronzering antyder, at den døde høvding havde haft med bronzestøbning at gøre. Et drikkeudstyr bestående af en bronzespand, en skål og en si hørte med til gravudstyret. Af den brændte, firhjulede vogn var der bevaret en mangfoldighed af bronzedele. Vognkassen havde været udsmykket med plastiske fuglefigurer. Af forspandet var kun bidselstængerne fra de to hestes mundtøj bevaret.

Man kan tolke det således, at drikkeudstyret symboliserede den døde høvdings forpligtelse til at afholde rituelle gæstebud. Og netop karrene fra den slags kostbart drikkeudstyr spillede en stor rolle i vareudvekslingen mellem de forskellige høvdingeslægter på kontinentet. De værksteder, hvor drikkekarrene blev fremstillet, lå i den østlige del af den centraleuropæiske zone, i navnlig Ungarn. Her skabte man i tiden efter det 13. århundrede f.Kr., formentlig under østmediterran inspiration, en højt udviklet fremstillingsteknik for bl.a. hamrede bronzekar. Mere end noget andet kan disse bronzekar vise, hvilke fjerntrækkende forbindelser der eksisterede mellem bronzealdersamfundene over hele det europæiske kontinent.33 I den samme højt udviklede hamringsteknik fremstillede man også i disse østlige områder, stadig under stærk østmediterran påvirkning, kostbart våbenudstyr som f.eks. bronzepansere, benskinner og hjelme, der af krigeraristokratiet blev brugt som statusmarkeringer.34

Noter

2: K. Kristiansen 1998, s. 359 ff.

3: Ventris & Chadwick 1973.

4: Sherratt & Sherratt 1991.

5: K. Kristiansen 1998, s. 359 ff.

6: W. Kubach 1977a; K. Kristiansen 1998, s. 376 ff.

7: I mandsgravene finder man i begyndelsen gerne dolk og økse (K. Kibbert 1980) samt ofte en nål (W. Kubach 1977). Også rageknive indgår i gravudstyret (A. Jockenhövel 1971) og en sjælden gang spydspidser.

8: I kvindegravene består gravudstyret af en eller to nåle, enten hjulnåle eller nåle med gennemboret hoved (W. Kubach 1977b). Hertil kommer også hængesmykker af forskellig art.

9: P. Schauer 1990; C. Clausing 1990.

10: M.W. Helms 1988.

11: Dynamiques 1989; Furmanek & Horst 1990.

12: Bl.a. at folkeslag vestfra skulle være trængt mod øst, ind i Karpatherområdet. De mange ungarske bronzedepoter fra denne tid skulle være et tegn herpå, se bl.a. A. Mozsolics 1957, 1967, 1973. I modsætning hertil se bl.a. B. Hansel 1968, 1977 og J. Vladar 1982, der foreslår mere fredelige, samfundsbetingede forklaringer.

13: K. Randsborg 1967; A. Sherratt 1993.

14: P. Stary 1980.

15: G. Kossack 1995, s. 45.

16: A. Jockenhovel 1991.

17: Tin findes kun naturligt nogle få steder: i Cornwall, Bretagne, dele af Spanien, Etrurien og Erzgebirge i det sydlige Mellemtyskland og i Sachsen. Lidt tin forekommer også i Tyrkiet. Da byerne i Mellemøsten tilsyneladende importerede tin østfra, antager man, at det fjerne Afghanistan var den foretrukne leverandør. Nye fund af tinbarrer, frem for alt i vraget fra Ulu Burun ved den tyrkiske sydkyst (se Middelhavets rav) viser, at tin blev transporteret i betydelige mængder. Man ved endnu ikke, om forekomsterne i Vesten (Cornwall og Bretagne) var tilstrækkelige til at forsyne middelhavscivilisationerne. Men det er sandsynligt, at tin fra Cornwall blev transporteret til dybt ind i det europæiske kontinent.

18: A. Sherratt 1993.

19: L. Vagnetti 1986.

20: Arenoso Callipo & Bellintani 1994; A.M. Bietti Sestieri 1997. Disse forbindelser afspejles både i udbredelsen af de såkaldte Peschieradolke i det 13. årh. f.Kr. og af bestemte typer af ravperler i det 12.-11. årh. f.Kr., se f.eks. kortene i F.-W. von Hase 1990.

21: C.F.E. Pare 1992.

22: G. Kossack 1995.

23: J. Eiwanger 1989; C.F. E. Pare 1999b).

24: G. Kossack 1954a.

25: Den grundliggende fremstilling af den såkaldte Urnemarkskulturs kronologi, se H. Muller-Karpe 1954.

26: K. Kristiansen 1998, s. 63 ff.

27: P. Brun 1991; Chevillot & Coffyn 1991; A. Coffyn 1985; Coffyn et al. 1981.

28: A. Jockenhövel 1990.

29: P. Schauer 1996.

30: C. Clausing 1997.

31: Det gælder f.eks. vognene fra Münchsmünster og Zuchering i Bayern og Grossmugl i Nedreøstrig, C. Clausing 1997.

32: F.eks. Hart an der Alz (H. Müller-Karpe 1956) og Poing (S. Winghart 1999).

33: Se G. v. Merhardt 1952; H. Thrane 1965, 1975a, 1978a; P. Patay 1990; C. Jacob 1995.

34: Se f.eks. graven fra Čaka i Slovakiet, se Tocik & Paulik 1960; H. Müller-Karpe 1962; J. Paulik 1968; G. Kossack 1995, s. 48, fig. 44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Pulsslag fra sydøst i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430879

Afsnittet Pulsslag fra sydøst er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet