Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pottemageren

Oprindelig forfatter JJe

På bopladserne blev der mellem de mange andre gøremål også fremstillet keramik til husholdningen. Det var et håndværk, der alene tjente rent praktiske formål. En pottemagerkunst som den, der blomstrede i midten af bondestenalderen var der ingenlunde tale om. Keramikken spillede i det 2. årtusinde f.Kr. ingen større rolle i ritualerne. Derfor gjorde man heller ikke meget ud af den. Karrenes former var som regel ganske enkle, dekoration manglede næsten, og heller ikke den tekniske side af sagen ofrede man større opmærksomhed: karrene var som oftest ret dårligt brændt.

Som magringsmiddel i leret brugte man korn af bjergart. De var skarpkantede og stammede fra de knuste sten, som i mængder lå i bopladsens kogegruber. Undertiden brugte man også muslingeskaller som magringsmiddel.102 De kunne, ligesom de ildskørnede sten opsamles i bopladsens umiddelbare nærhed.

 Lerkar fra bronzealderbopladsen Vadgård ved Løg stør Bredning.

Lerkar fra bronzealderbopladsen Vadgård ved Løg stør Bredning.

Overfladen af karrene var næsten altid uregelmæssig, ujævn og nopret, og den var præget af, at de store, skarpkantede magringskorn stak frem. Man afglattede tit overfladen på de nyfremstillede lerkar med en våd hånd. Det gjorde, at de fineste lerpartikler kom til at ligge yderst som et tyndt, dækkende lag. Magringskornene kom så til at stå som toppe og buler under dæklaget. De kunne dog også bryde igennem dæklaget, så overfladen fik et krakeleret udseende med masser af revner og sprækker. Det skyldtes, at lermassen udvidede sig under brændingen. Magringskornene blev derved presset udad, samtidig med at væden i det tynde, dækkende lag fordampede.

Annonce

Kun i ganske få tilfælde brugte man beklaskning af karsiden. Det var ikke nødvendigt, da den grove magringsteknik gjorde, at man havde et godt greb om lerkarret. Derimod kunne man godt finde på at påføre et lag morænegrus på karrets standflade, så stod det bedre.

Lerkarrene var sjældent helt gennembrændte. Det ser man i brudfladerne af potteskårene. Skærven er ofte tredelt. Den har en let smuldrende kerne, og de forskellige lag i skærven har tydeligvis ikke fået samme hårdhed og konsistens i brændingen. Yderlaget eller inderlaget på skåret mangler da også ofte. Heraf kan man slutte, at brændingen ikke er sket ved konstant temperatur eller jævn ilttilførsel.103 Karrene har ofte en flammet overflade. Sammen med den manglende gennembrænding viser det, at karrene formentlig blev brændt i en åben ild, og at bl.a. forskellige vindretninger og mange andre forhold fik lov til at påvirke brændingsprocessen. Alt dette er årsag til, at den keramik, man finder på den ældre bronzealders bopladser, ofte er stærkt opløst.

I nogle tilfælde kan man også se, at pottemageren har brugt glatteredskaber på karrenes overflade. Sporene af et spatellignende redskab ses enten i form af svage, lodrette furer på 2-3 mm's bredde. Eller man kan se svage bundter af streger i forskellige retninger. De er formentlig lavet med et børstelignende redskab, medens leret endnu var vådt. I gennemsnit er karrenes vægtykkelse ca. 1 cm. Jo tykkere karvæggen er, jo grovere er godset og overfladen.

I slutningen af bondestenalderen og i bronzealderens tidligste tid havde lerkarrene ofte en s-formet kurvatur. Formerne var bløde og svajede, men de enkelte lerkarformer var dog forholdsvis nemme at genkende. Senere blev formerne mere udflydende, og det kan være svært at afgrænse de enkelte kartyper. Fasthed i formgivningen fik keramikken først igen i løbet af det 1. årtusinde f.Kr. Til gengæld finder man mange forskellige omløbende vulste, afsatser på overgangen mellem skulder og rand, pålagte lister, knopper, tapører og forskellige ændringer af karprofilen. De er bevidst modellerede og har undertiden en dekorativ, undertiden en funktionel betydning. For arkæologerne er disse små træk af stor betydning, når de skal datere keramikken.104

 Lerkar fundet i grave fra perioden ca. 1400-1100 f.Kr.

Lerkar fundet i grave fra perioden ca. 1400-1100 f.Kr.

Umiddelbart ser det ud til, at karformerne ændrer sig meget lidt i tidens løb. Nogle ændringer sker der dog, man har bl.a. med dem som udgangspunkt kunnet kronologisk opdele et antal jyske bopladser.105 Hen mod slutningen af den ældre bronzealder bliver formgivningen lidt mere markant. Leddelingen af profilerne bliver tydelig igen. Til gengæld optræder pålagte lister og knopper mindre hyppigt. Hos de jyske pottemagere kan man se udvikling fra de bløde, svajede former til mere lodrette og lukkede former med næsten usynlige ledovergange. Men alt sker næsten umærkeligt. Alt tyder på stor stabilitet i pottemagerhåndværket.

På et enkelt område synes keramikken at have spillet en rolle i rituelle sammenhænge. Det er som byggeofre, måske de var en slags grundstensnedlæggelser, som blev foretaget, når et hus skulle opføres. Man kender det f.eks. på bopladsen Vadgård ved Limfjorden.106 Når man foretog udgravningen af en fundamentgrøft til et hus, smed man ofte skårene fra ét eller flere kar ned i grøften. Herefter gik selve byggearbejdet i gang. I flere tilfælde er skårbunkerne fundet på en måde, der viser, at karrene blev knust før nedlægningen.

I højfolkets grave finder man også undertiden lerkar. Man kender det i Danmark fra henved 100 grave.107 Skikken er dog mest almindelig i Sydjylland og de tilgrænsende dele af Slesvig, frem for alt på øen Sild. Der ser ud til at være et sammenfald mellem indførelsen af ligbrændingsskikken i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. og brugen af keramik i gravritualerne. Det er da også på den tid, at formgivningen bliver mere præcis, og der i det hele taget ofres mere omhu på karrenes udseende.

Noter

102: M. Rasmussen 1993, s. 39 ff.

103: B. Draiby 1984, s. 200 ff.

104: M. Rasmusen 1993b.

105: M. Rasmussen 1993b.

106: M. Rasmussen 1993b, s. 45; E. Lomborg 1976, s. 418.

107: P. Rønne 1989, s. 108.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Pottemageren i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430883

Afsnittet Pottemageren er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet