Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Langhuse og haller

Oprindelig forfatter JJe

Lad os forestille os, at vi engang for treogethalvt årtusinde siden havde passeret et af de lavtliggende steder i det jyske landskab. Det er vinter, og vi kommer nede fra det åbne birkekær med dets tagrør og brune, visne bregner. På denne årstid er her koldt og øde. Ad det opkørte vejspor bevæger vi os op på den højereliggende jord på den anden side af kæret, hvor der her og der ligger små uregelmæssige markstykker. Overalt er jorden dækket af let frostsne. Herfra hvor vi står, kan vi allerede se flere gravhøje. De ligger snedækkede og skarpt tegnede mod den kolde, blygrå vinterhimmel på de højeste steder i terrænet. Der er ganske mange af dem.

Ikke langt borte rejser sig en af højfolkets store bygninger. Den er næsten halvtreds meter lang og bygget af svære, liggende tømmerstokke. Bygningen ligger som en vældig, tillukket blok. Der er ingen vinduer i væggene, men i den langside, der vender mod os, kan vi se en lav dør, netop høj nok til at kreaturerne kan komme igennem den. Husets tag rager højt op imod vinterhimlen, og vi kan se, at det er tækket med noget, der enten må være tagrør eller lyngtørv. Der stiger røg op af lyrehullet i tagryggen. Gavlene er rundede, medens langsiderne er rette. Ikke langt borte kan vi se endnu en bygning. Den er knap så stor, men bygget på samme måde, med lige langvægge og afrundede gavle. Der er helt stille på bopladsen. Alt arbejde foregår inden døre på denne årstid. Ingen mennesker ses.

 Rekonstruktion af et stort bronzealderhus. Rekonstruktionen bygger på en hustomt udgravet ved Spjald i Vestjylland. Grundplanen er vist til venstre.

Rekonstruktion af et stort bronzealderhus. Rekonstruktionen bygger på en hustomt udgravet ved Spjald i Vestjylland. Grundplanen er vist til venstre.

Sådan lå højfolkets huse i det store, jyske landskab. Var man først kommet op på de højtliggende steder, kunne man se ud over de områder med spredt bevoksning, hvor kvæget græssede fra om foråret. Og ikke langt borte, ovre bag de næste bakkedrag, lå skoven som en mørk mur og spærrede for det videre udsyn.

Annonce

De huse, der lå på bopladsen, så noget anderledes ud, end dem man havde kunnet se nogle århundreder tidligere. Byggeskikken var ændret. Det gjaldt ikke så meget husenes størrelse som deres bærende konstruktion. Gik man ind i dem, sås det tydeligt. Det vældige tag blev ikke længere båret af én men af to rækker svære stolper, der gik ned gennem huset igennem hele dets længde. De opdelte bygningen i tre langsgående sektioner, der dog kunne være brudt af tværgående skillevægge. Man kalder det en treskibet konstruktion. Oppe i den åbne tagstol var den bundet sammen af remme og bånd af svært tømmer, der forhindrede væggene i at skride ud under tagets store vægt.

De første treskibede langhuse var blevet opført i tiden kort efter årtusindets midte.49 Man byggede stadig videre på de erfaringer, man havde gjort århundreder tidligere, da de første store langhuse med midtsulekonstruktion blev opført i tiden kort efter 2000 f.Kr. Det ved vi fra nogle af de arkæologiske udgravninger, bl.a. af bopladserne ved Hemmed på Djursland50 og Højgård i Sydjylland.51 Her kan man nemlig følge udviklingen fra de toskibede til de treskibede huse igennem det 2. årtusinde f.Kr.

Hvad er forklaringen på, at man på bopladserne gik over til den nye hustype, den treskibede? Noget afgørende brud med tidligere tiders byggeskik betød den egentlig ikke. Principielt var der tale om den samme slags huse, som man havde bygget i den senere del af bondestenalderen (se bd. 1, s. 508 ff.), og som i sin enkleste udformning bestod af et øst-vest orienteret midtsulehus, oftest med beboelse i vestenden. Men den nye tids huse havde to rækker indre tagbærende stolper. Hvorfor skete denne ændring af konstruktionen?

Næppe fordi den betød et mindre forbrug af tømmer. Snarere er forklaringen den, at man med den treskibede konstruktion fik løst nogle af problemerne med tagets vægt. I tiden efter det 2. årtusindes midte byggede man, som vi senere skal se, bygninger med en bredde på indtil 10 meter. Hidtil havde man klaret sig ved at anbringe indtrukne stolper ved væggene og lade dem tage imod vægten fra de sideremme, der bar den nederste del af taget. Men ved bygningen af huse med op til 10 meters bredde var princippet med de indtrukne stolper ikke nok til at klare tagets forøgede vægt. Ved at anvende parvise, tagbærende stolper opnåede man imidlertid at kunne understøtte taget midt på taghældet og nederst, hvor det hvilede på vægremmen.

Det nye bygningsprincip slog igennem overalt på samme tid. Ikke kun i meget store bygninger, men i huse af alle størrelser – også de ganske små. Her skyldtes den treskibede konstruktion altså ikke alene nødvendigheden af en mere solid konstruktion. Men når man så hurtigt og så konsekvent skiftede fra midtsulehuset til det treskibede hus, skyldtes det formentlig, at det var de store bygninger, der i kraft af deres størrelse og betydning satte standarden, for, hvordan et hus skulle se ud.

Når man et halvt årtusinde tidligere var begyndt at bygge meget store langhuse på nogle af bopladserne, var det sikkert, fordi der var opstået nye statuspositioner på det tidspunkt, hvor metal for alvor blev almindeligt i Sydskandinavien. Formentlig havde opførelsen af de store bygninger et halvt årtusinde senere en lignende baggrund. På det tidspunkt nåede produktionen og udbredelsen af bronzegenstande et første højdepunkt. På samme tid lagde man også ved bygningen af gravhøjene vægt på det monumentale – og det samme gjorde man ved bygningen af husene. Ikke blot blev nogle af dem til regulære haller, dvs. til bygninger over 25 meters og helt op til 50 meters længde, men man trak også bebyggelsen op på højtliggende og markante punkter i terrænet. Således markerede man over for omverdenen, at her boede en særlig fornem familie.

 Plan af en bosættelse fra tiden omkring 1400 f.Kr. i Bjerre, Nordjylland.

Plan af en bosættelse fra tiden omkring 1400 f.Kr. i Bjerre, Nordjylland.

Men ikke alle bronzealderens huse var høvdingehaller. På tidens bopladser finder vi en variation af husformer, som viser et samfund med en ganske bred social differentiering. Det tegner sig tydeligt på de bopladser, der igennem den seneste menneskealder er blevet undersøgt på den jyske halvø. Det første sted, vi besøger, er ved Bjerre i Nordjylland syd for Hanstholmknuden.52 Herude i det barske nordthyske landskab lå i tiden ca. 1500-500 f.Kr. et antal bosættelser i et åbent klitlandskab med megen fugtigbundsvegetation. Mindre, flade klitter bevokset med græs og star vekslede med små lavninger og større vådområder, hvor der groede star og vandaks. Oppe i nordvest var bebyggelsen afgrænset af en lille sø, som stadig eksisterede i forrige århundrede. I dette forblæste og næsten træløse landskab lå bronzealdermenneskenes gårde omgivet af mindre agre og større eng- og moseområder. Foruden husene var det kun småkrat af gråpil og nogle spredte, krumbøjede egepur, der ragede op over den aldeles jævne, vide flade.

I området ved Bjerre har man kunnet påvise 19 bopladser, som inden for ca. 1000 år eksisterede inden for et område på 100 hektar. Formentlig var det på hver boplads kun en enkelt eller nogle få gårdenheder, der eksisterede ad gangen. På kanten af Hanstholm Hovedland inde bag ved bosættelsen, lå en hel række gravhøje. Nogle af dem må have hørt til bosættelserne ude i lavlandet.

Kun nogle af bopladserne er blevet fuldstændigt udgravet. En af dem var fra tiden omkring 1400 f.Kr. og bestod af tre gårdenheder hver med tilhørende cirkulære indhegninger og grøfter.53 Husene var af den treskibede konstruktion, og deres længde varierede mellem 18 og 19 meter, deres bredde mellem 6 og 7 meter. Væggene var bygget af stolper, som med 1 m's mellemrum var gravet ned i jorden, og som var forsynet med lerklining.

Lad os se nærmere på to hustomter fra den sydlige del af bopladsen. Begge havde de indgange i midten af hver aflangsiderne. I den sydligste af hustomterne var der en samling gruber omkring en stensætning i vestenden. Det var formentlig beboelsesenden af huset. Den lille stensætning må have været fundament for ildstedet i huset. Stumper af ildskørnede sten og trækul i gruberne viste, at de var kogegruber – og man kunne desuden konstatere, at der som brændsel var brugt tørv.54 Det er det tidligste eksempel i Danmarkshistorien på anvendelse af tørv som brændsel. Man skar dem derude i mosen i sommermånederne, når viber og stæreflokke sværmede over den.

 Fra udgravningerne i Bjerre. I en hustomt fra den ældre bronzealder udgraves den nedre del af en tagbærende stolpe af pil. Undertiden var stolperne meget velbevarede – selv hugspor efter bronzeøksen kunne iagttages.

Fra udgravningerne i Bjerre. I en hustomt fra den ældre bronzealder udgraves den nedre del af en tagbærende stolpe af pil. Undertiden var stolperne meget velbevarede – selv hugspor efter bronzeøksen kunne iagttages.

At man fyrede med tørv, skyldtes mangel på træ. Og den mangel kan man tydeligt se i husene, hvis stolpeender var delvis bevaret på grund af den høje grundvandstand. Det var træ af meget dårlig kvalitet og med mange knaster. Noget var af eg, andet af fyr, el og pil, det meste i virkeligheden ret uegnet til husbyggeri. Men som pollendiagrammerne viser, var der meget få træer i det landskab, som omgav bosættelsen.55 I et af husene havde man endog anvendt lærketræ, hvis nærmeste voksesteder på dette tidspunkt var Alperne eller Sibirien. Lærketræet i huset i Bjerre må have været drivtømmer, man havde samlet op på stranden, som på dette tidspunkt lå 1-2 km væk.

I vestenden af et andet hus på den samme boplads var der en særlig stolpesætning, som må tolkes som båseskillerum i en stald med plads til 6 eller 7 dyr.56 Huset havde tilsyneladende beboelse i begge ender og i midten lå stalden med dens båseskillerum. Men der lå også forskellige indhegninger og cirkulære grøfter rundt omkring husene. Nogle af dem har formentlig fungeret som dyrefolde, medens andre har rummet forråd.

De dyr, der græssede på markerne omkring Bjerre var mest kvæg, medens ged og får udgjorde en mindre del. Svin var der slet ingen af, og forklaringen må være, at manglen på skov i området ikke gav dem levemuligheder.

 Fra udgravningerne i Bjerre. En oval kvægfold er ved at blive afdækket. Den lå i udkanten af en boplads fra den ældre bronzealder.

Fra udgravningerne i Bjerre. En oval kvægfold er ved at blive afdækket. Den lå i udkanten af en boplads fra den ældre bronzealder.

Beskedent var det altsammen – men fint og nøjsomt, når det lave landskab stod med sine vilde, blomstrende urter, og man hørte de dybe fløjtetoner fra usynlige, trækkende regnspover. Men selv i dette fattige landskab var der huse, som skilte sig ud fra de andre ved deres størrelse. Nogle hundrede meter nord for den boplads, vi hidtil har beskrevet, lå en anden,57 hvor to hustomter blev fundet oven i hinanden. Husene var fra omkring 1400 f.Kr. og tiden derefter, og det tidligste og bedst bevarede af dem var 25 meter langt og 8,5 meter bredt – altså en ganske betragtelig størrelse. En gruppe ildgruber fandtes i vestenden af huset sammen med et centralt ildsted. Der var indgange i begge langvæggene, brolagt med små stenlægninger. Slidsporsanalyser af den flint, der blev fundet i huset, viste, at beboerne havde beskæftiget sig med skindforarbejdning. De havde også adgang til stærkt efterspurgte produkter. Både metal og rav blev fundet i huset, som man derfor – også på grund af dets størrelse – har karakteriseret som en høvdingebolig.58 Det var i hvert fald ikke lutter fattigfolk, som boede på bopladserne ved Bjerre.

Bronzealderbosættelsen i dette nordthyske område er med sin udnyttelse af det omgivende marine landskab noget hidtil enestående i Danmark. Men fulgte man Vesterhavskysten ned til Holland, mødte man i det vestfrisiske område lignende bopladser.59 Også her levede man i et åbent landskab med meget lidt trævækst. Man dyrkede den samme slags afgrøder på markerne, og husdyrholdet lignede meget det, man havde i Bjerre. Ensartede økologiske forhold resulterede i den samme slags bosættelser. Og det gælder helt ned i detaljerne: en af indhegningerne fra Bjerre har f.eks. sin nærmeste parallel på en hollandsk boplads i Vestfrisland.60

Ovale til cirkulære eller halvcirkulære indelukker, som man f.eks. kender dem fra Bjerre, er en anlægstype, der er knyttet til Nordsøen, og man kender dem helt ned til Holland i syd.61 De findes også på en anden nordjysk boplads fra tiden omkring 1400 f.Kr., Vadgård, der lå ved Løgstør Bredning.62 De kan formentlig alle tolkes på samme måde, som opbevaringssteder for korn eller hø, eller eventuelt som indelukker til gødning, hvor gødningen var dækket med jord fra de omgivende gruber eller grøfter.

De mange hustomter, der efterhånden er udgravet i det nordvestjyske område, tegner et billede af nogle bondesamfund, hvor man byggede huse i flere forskellige størrelser.63 Nogle var så store, at de havde 2-300 kvadratmeter under tag, undertiden mere.64 Andre var mere af standardstørrelse og havde mellem 85 og 130 kvadratmeter under tag.65 Endelig var der små huse, som kun havde 50-70 kvadratmeter under tag.66

De store huse er fundet flere steder i det nordjyske område, f.eks. i Legård, der ligger på hævet terræn ved Nørhå Sø med udsigt til højgruppen Bjergene og lidt længere borte til den store gravhøj Bavnehøj.67 Her byggede man omkring 1400 f.Kr. en vældig treskibet bygning på ca. 272 kvadratmeter – 34 m lang og 8 m bred var den. I begge ender af huset var der ildgruber og i midten en stald med båseskillerum, der gav plads til 12-16 stykker kvæg. Efter alt at dømme var væggene bygget i bulkonstruktion, dvs. de var opført af vandret liggende tømmer. Her har der tilsyneladende ikke været mangel på tømmer.

 I Hemmed på Djursland kan man følge hustypernes udvikling over en periode på over tusind år.

I Hemmed på Djursland kan man følge hustypernes udvikling over en periode på over tusind år.

Ovre i den østlige del af Nordjylland, i nærheden af Sæby, udgravede man et stort set samtidigt hus ved St. Tyrrestrup. Tomten af det var 48 m lang og 9 m bred.68 Den kolossale bygning, som var opført omkring 1400 f.Kr., havde dækket et areal på 432 kvadratmeter. Inde i huset var der formentlig foregået bronzestøbning. Men hvad der var lige så vigtigt, ved husets ildsted havde beboerne nedgravet en kostbar samling bronzesager, ialt 3,2 kg bronze var der tale om. Det var slidte, itubrudte genstande, fejlstøbte, ubrugte økser samt en bronzebarre og en smelteklump. Formentlig havde huset været beboet af egnens storbonde eller høvding, om man vil.

Går vi længere mod syd på den jyske halvø, til Djursland, finder vi oppe på nordkysten bopladserne ved Hemmed (se De lange huse). Her ligger pladserne Hemmed Plantage og Hemmed Kirke med meget velbevarede hustomter.69 Det skyldes, at sandflugtslag har dækket dem. Bopladserne har ligget spredt i landskabet. På hver af dem har der kun stået et enkelt eller nogle få huse, og de er med en eller flere generationers mellemrum blevet nyopført på omtrent samme sted. Inden for en 1 km lang strækning kan man følge hustypernes udvikling fra bondestenalderens sidste del frem til omkring 1000 f.Kr.

De ældste huse har vi allerede hørt om. Det var midtsulehuse, og de blev i begyndelsen af det 2. årtusinde opført med ganske betydelige dimensioner, et af husene var 45 m langt. Fra både Hemmed Plantage og Hemmed Kirke har vi sådanne store huskonstruktioner.

 Fra udgravningen af et langhus med to rækker tagbærende stolper i Hemmed Plantage på Djursland.

Fra udgravningen af et langhus med to rækker tagbærende stolper i Hemmed Plantage på Djursland.

Efter midten af det 2. årtusinde begyndte man at opføre treskibede langhuse. Det ældste ved Hemmed Plantage havde en væggrøft med spredte stolper og klart markerede døre ind til midterrummet. Huset var opdelt i tre rum, og den opdeling fulgte man i århundrederne derefter, samtidig med at man knyttede små udbygninger til hovedhuset. Det yngste hus i den mere end tusind år lange sekvens havde flest bevarede detaljer. Det var nemlig beboet, indtil sandflugten gjorde det ubrugeligt. Delvist dækket af sand forfaldt huset, det blev ikke revet ned og ej heller overpløjet i oldtiden. Dets vægstolper var ikke nedgravet i undergrunden, men stod alligevel tydeligt aftegnede ved udgravningen, fordi flyvesandet var drysset ned, da stolperne rådnede bort. I østrummet havde det over 300 kvadratmeter store hus et velbevaret, lerstampet gulv og et centralt ildsted, der var kantet af sten. Et par kogegruber havde netop været i brug, men lå nu opfyldte af fint, gult flyvesand. Beboerne havde tilsyneladende ikke forladt huset over hals og hoved. I hvert fald var det omhyggeligt rengjort for affald.

Den samme udvikling af hustyperne kan man i hovedtrækkene følge på bopladsen Højgård vest for Gram i Sydjylland. Her skyder en bakkeø sig ud som en kile mellem to åløb, Gels Å og Fladså, og fra en nedre, lavtliggende terrasse stiger terrænet stejlt og flader så ud i et højtliggende plateau med udsyn til alle sider. Her lå bopladsen Højgård.70 Også på den kan man følge et lille antal gårdanlægs udvikling igennem det 2. årtusinde f.Kr. Nogle af de udgravede hustomter lå frit, medens andre greb ind over hinanden, således at man kunne se, at husene ikke kan have stået samtidig. Umiddelbart vest for bopladsen lå et lille antal gravhøje, som formentlig har rummet bopladsens døde. Man kan forestille sig, at hver husklynge på bopladsen repræsenterende en familie – hus afløste jo hus, ligesom slægtled afløste slægtled.

 Oversigtsplan over bronzealderbopladsen Højgård med samtlige hustomter og -klynger.

Oversigtsplan over bronzealderbopladsen Højgård med samtlige hustomter og -klynger.

De treskibede langhuse i Højgård fra den anden halvdel af det 2. årtusinde havde afrundede ender og to indvendige stolperækker til at bære taget. Væggene var sat af lodrette stolper, men afstanden mellem de enkelte stolper var som oftest så stor, at væggene må have været bygget med vandrette planker i en bulkonstruktion. I modsætning til Nordvestjylland må der her have været adgang til rigeligt tømmer. I vestenden af husene lå gerne en lille samling gruber med ildskørnede sten og lidt trækul. Formentlig har de fungeret som jordovne, brugt til madlavningen.71

Det største hus fundet på pladsen var i sandhed et kæmpehus. Det var 51 m langt og 8,5 m bredt.72 Indvendig var det ved skillerum inddelt i fire rum. Fosfatanalyser har vist, at det østligste rum havde en markant højere fosfatværdi end de øvrige rum. Det taler for, at det har været brugt som stald.

Store langhuse eller haller som den i Højgård har man fundet adskillige steder i Jylland. Ved Kalvlund i Sydjylland fandt man ved luftrekognoscering et lige så stort hus. Det var 50 m langt og lå kun 10-12 km nordvest for Højgård.73 Så tæt har stormændenes huse altså ligget i nogle tilfælde. Ved Skrydstrup, også i Sydjylland, fandt man på et af egnens højeste punkter en boplads med tre hustomter.74 Den største stammede fra et hus, der ligesom huset i Kalvlund var 50 m langt og 10 m bredt – 500 kvadratmeter dækkede det store tag, som blev båret af ni sæt svære tagstolper. Indvendig var den store bygning opdelt i tre rum. Det vestligste var spise- og opholdsrum. Midterrummet var med sine 19 x 10 m bygningens største. Her lå centralt, ud for en bred port, en meget stor grube, måske en kældergrube. Men hvad dette kolossale rum havde tjent til, er svært at sige. Måske det var husets lade. I østrummet må der have været stald. For fra både nord- og sydvæggen udgik korte stolperækker, utvivlsomt var der tale om båse. Båseskillerummene havde forskellig størrelse. Det taler for, at stalden var indrettet til at huse forskellige slags dyr.

 Fra udgravningen af en stor hustomt fra ældre bronzealder ved Skrydstrup. Udgraverne har markeret stolpehullerne med hvidt skum.

Fra udgravningen af en stor hustomt fra ældre bronzealder ved Skrydstrup. Udgraverne har markeret stolpehullerne med hvidt skum.

Inde i huset var der foregået metalstøbning, og stumper af vævevægte viste, at der inden døre også havde stået væve. Intet tydede på, at huset havde været bolig for mere end en enkelt familie. Men der er næppe tvivl om, at den har bestået af velstående folk. Huset var en del af en boplads, der var i brug mellem 1500 og 1100 f.Kr. En god halv km mod sydvest ligger den storhøj, som rummede Skrydstruppigen (se De forunderlige egekister).75 Den indgik i en gruppe på godt 40 gravhøje, som formentlig har været bopladsens gravplads gennem adskillige generationer. Lidt mere end 1 km syd for bopladsen findes endnu en gruppe høje fra samme tid. De hørte formentlig til en nabofamilie.

Som vi har set, findes der mange variationer af det treskibede langhus i det 2. årtusinde f.Kr. Størrelsen, proportionerne, vægkonstruktionerne, opdelingen af det indre – alt varierer. F.eks. kan man finde huse, der ved skillevægge er opdelt i tre rum, huse der er opdelt i to rum, og huse helt uden skillerum.76 Man kan finde huse med stald og uden stald. Er der en stald, kan den være indrettet både i midterrummet og i det østlige af rummene. Den vestlige del af huset synes derimod altid benyttet til beboelse. Men der findes også huse, hvor der efter ildstederne at dømme tilsyneladende har været beboelse både i den midterste og østlige del af huset. Måske det er huse, som har rummet flere hushold. Og endelig kan dimensionerne af husene variere betydeligt. De største kan være op til 500 kvadratmeter store, de mindste har mindre end 100 kvadratmeter under tag.

De største af langhusene fra det 2. årtusindes anden halvdel har man tolket som boliger for et lag af storbønder, der på den tid markerede sig ikke blot ved deres gårdes størrelse, men også ved de monumentale gravhøje de opførte i tilslutning til bosættelserne.77 Men endnu kender man meget lidt til den helhed, de store gårde indgik i, og som også rummede mindre gårdenheder. Hvor store var f.eks. de ressourceområder, der hørte til et gårdanlæg af gennemsnitlig størrelse?

 Bronzealderbebyggelsen kan tænkes at have været organiseret på flere forskellige måder. Her er vist en række mulige modeller. A viser en enkeltgård, der med jævne mellemrum flytter rundt inden for et større bostedsområde. I den sidste fase (7) er antallet af gårdenheder forøget fra en til to. B viser en enkeltgård, der næsten fastholder placeringen på samme bosted. C viser en bebyggelse, hvor en enkeltgård flytter rundt inden for et større bostedsområde, men som i den afsluttende fase ender med at være en stationær bebyggelse med en eller flere gårdenheder. D viser en bebyggelse med tre samtidige gårde, der ligger tæt ved hinanden og som fastholder placeringen inden for et og samme bosted.

Bronzealderbebyggelsen kan tænkes at have været organiseret på flere forskellige måder. Her er vist en række mulige modeller. A viser en enkeltgård, der med jævne mellemrum flytter rundt inden for et større bostedsområde. I den sidste fase (7) er antallet af gårdenheder forøget fra en til to. B viser en enkeltgård, der næsten fastholder placeringen på samme bosted. C viser en bebyggelse, hvor en enkeltgård flytter rundt inden for et større bostedsområde, men som i den afsluttende fase ender med at være en stationær bebyggelse med en eller flere gårdenheder. D viser en bebyggelse med tre samtidige gårde, der ligger tæt ved hinanden og som fastholder placeringen inden for et og samme bosted.

Det spørgsmål har man bl.a. søgt at besvare ved arkæologiske udgravninger på den 4 km lange Åshøjderyg, som ligger oppe mod nord, langs Limfjordkysten over for Mors.78 Åshøjderyggen er en aflang morænebakke, der i vest afgrænses af vådområder, i øst af Limfjorden. Man har her kunnet påvise, at der i bronzealderen formentlig har eksisteret fire bosteds- eller ressourceområder, hver med en kontinuerlig bebyggelse hele bronzealderen igennem. Det ser ud til, at omkring én kvadratkilometer rimelig god, fed jord, med adgang til engarealer og til marine ressourcer har kunnet bære en gårdenhed af mellemstørrelse.

Udgravningerne af bronzealderens huse i Jylland har imidlertid også vist, at de enkelte gårdanlæg ikke blot blev nedrevet og genopført med visse mellemrum. Men også at de undertiden og i større eller mindre grad blev flyttet rundt inden for bostedsområdet. Det ser man bl.a. af, at hustomterne kan være blevet overpløjet i bronzealderen. Eller at man endog har bygget gravhøje oven på dem, formentlig kort tid efter at huset var blevet opgivet.79 Ved Trappendal lå hele huset præcis under gravhøjen, medens det ved Skrydstrup kun var beboelsesrummet, som var højdækket. Det er en nærliggende tanke at opfatte de to huse som en del af gravudstyret. Er dette tilfældet kunne den af græstørv opbyggede høj jo repræsentere markerne, hvorved gravudstyret i virkeligheden består afhele gården – i sandhed et kostbart udstyr.

Det ofte noget uoverskuelige billede af hustomterne, som ses ved de arkæologiske udgravninger, kan skyldes, at flytningerne foregik på flere forskellige måder, over større eller mindre afstande. Eller ved at antallet af hushold på den enkelte boplads udvidedes med tiden. Altsammen formentlig bestemt af de naturomgivelser, som de enkelte bosættelser eksisterede i.80

Vender vi blikket fra Jylland ud over det øvrige Sydskandinavien, ser vi, at i Sydnorge og Sydsverige følger bronzealderhusene nøjagtig den samme udvikling som i Nordjylland. Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. begynder man at opføre treskibede langhuse, og nogle af disse er endda af dimensioner, som overgår, hvad vi kender fra Danmark. Det størst kendte svenske bronzealderhus er således 60 m langt og 10 m bredt.81

Noter

49: Almindeligvis dateres fremkomsten af det treskibede langhus på grundlag af kulstof 14-dateringer til tiden omkring 1400 f.Kr. Det har dog også været fremført (se P. Ethelberg et al. 2000, s. 174), at hustypen skulle være endnu ældre, idet den skulle være opstået i Slesvig omkring 1700 f.Kr. og herfra have spredt sig til hele det nordvesteuropæiske lavlandsområde.

50: N.A. Boas 1989, 1991, 2000a-b.

51: P. Ethelberg 1986, 1987, 1991.

52: J.-H. Bech 1991, 1993a-b, 1997, 2000; T. Earle et el. 1998.

53: Af udgraveren betegnet Bjerre 2.

54: Det viste makrofossilanalyser af forkullede planterester fra den centrale grube. Frø af bl.a. bukkeblad, star, hedegræsser og forkullet lyng blev fundet i fylden. Alle arterne er fra typisk mosevegetation og må stamme fra tørv.

55: S. Th. Andersen 1990, 1995.

56: Stalde er kun sjældent påvist i husene fra denne tid, men en sådan er også fundet i Legård i Thy, hus III, AUD 1996, s. 168, nr. 209; M. Mikkelsen 1997; T. Earle et al. 1998.

57: Af udgraveren betegnet Bjerre 6.

58: T. Earle et al 1998, s. 19.

59: Roymans & Fokkens 1995.

60: J.-H. Bech 1997.

61: P. Ethelberg et al. 2000, s. 222 ff.

62: E. Lomborg 1973a, 1976, 1980; M. Rasmussen 1993.

63: M. Mikkelsen 1996b.

64: Earle et al. 1998. Til de store huse kan man bl.a. regne husene fra Bjerre 6 og Legård, som er omtalt nedenfor.

65: Det gælder f.eks. husene i Bjerre 2 og nogle af husene (VIII) i Vilhøj ved Limfjorden, som omtales nedenfor.

66: F.eks. hus 8 i Klostergård (12 x 6 m). Earle et al. 1998.

67: AUD 1996, s. 168, nr. 209; M. Mikkelsen 1997; T. Earle et al. 1998.

68: T. Nilsson 1997, 2000.

69: N.A. Boas 1989, 1991, 2000a-b; Boas & Henriksen 2000.

70: P. Ethelberg 1986, 1987, 1991, 1999; P. Ethelberg et al. 2000, s. 239 ff og 251 ff.

71: Se L. Eskildsen 1973.

72: Ethelberg et al. 2000, s. 193.

73: S. Jensen 1997.

74: P. Ethelberg 1995, 2000b.

75: Et andet hus på pladsen, 30 m langt og næsten 8 m bredt, kunne ved hjælp af en kulstof 14-datering sættes til Skrydstrupgravens tid. Det er altså sandsynliggjort, omend ikke bevist, at Skrydstruppigen kan have boet i huset.

76: M. Rasmussen 1999.

77: For det nordvestjyske område, se f.eks. Earle et al 1998; K. Kristiansen 1999a; K.M. Hornstrup 1998.

78: M. Mikkelsen 1996a.

79: Hustomter helt eller delvis dækket af en gravhøj har man f.eks. fundet i Skrydstrup og Trappendal i Sydjylland, se Boyesen & Andersen 1981, 1983 og P. Ethelberg 1995. Se også K. Bokelmann 1977 og J.Aa. Petersen 1986.

80: Andre vigtige jyske husfund: Stavnsbjerg ved Vejen (AUD 1992, nr. 373); Lille Bavn ved Vorbasse (S. Hvass 1983); Bjerg ved Nørre Omme (C.J. Becker 1972; J. Jensen 1988c, s. 159, fig. 3.

81: G. Magnusson (red.) 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Langhuse og haller i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430881

Afsnittet Langhuse og haller er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet