Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bronzestøberen

Oprindelig forfatter JJe

På nogle af bopladserne foregik også fra tid til anden støbning af bronze. Men mærkeligt er det, at bronzestøberen selv tilsyneladende er så anonym. Det har han næppe været i virkeligheden, for bronzehåndværket var en vanskelig kunst, som sikkert kun de færreste havde indsigt i. I betragtning af hvor stor en rolle våben og smykker af bronze spillede i hele samfundslivet, må vi regne med, at håndværket var omgivet af en mangfoldighed af ritualer. Og det er ikke utænkeligt, at det blev udført af mennesker, hvis status primært var bestemt af deres afstamning og sociale position. Formentlig var smedearbejdet et privilegium i hænderne på dem, der styrede samfundet. Det er tænkeligt, at høvding og smed kunne være en og samme person.

Alligevel var det uhyre sjældent, at man i f.eks. gravritualerne markerede, at den døde også havde været bronzestøber. Vi kender fra hele Danmark kun en enkelt sådan grav fra bronzealderen. Den blev i 1860 fundet i en stor gravhøj, Galgehøj ved Hesselager på Fyn og var formentlig den grav, højen var rejst over.108 Gravgaverne viste, at den døde hørte til i samfundets ledende lag. Blandt gravgaverne fandt man nogle flade plader af skifer og sandsten, der formentlig var smedeværktøj. Sandstenene havde været brugt som slibesten, medens skiferpladerne formentlig havde været brugt i forbindelse med støbning med voks, eventuelt til i opvarmet tilstand at glatte fladerne. Paralleller til stensagerne er kendt fra et bronzealderdepot fra en mose i Holland.

Er smeden svær at få øje på i tidens grave, så gælder det også, når man søger spor af hans virke på bopladserne. Kun ganske få af den tidlige bronzealders bopladser har afgivet vidnesbyrd om bronzestøbning. I de affaldsgruber, som beboerne gravede i nærheden af deres huse, finder man dog undertiden rester af støberivirksomhed.109 Det kan f.eks. være stumper af støbedigler lavet af groft magret ler. Normalt er de flade, skeformede, har en kort tud og bærer tydeligt præg af at have været udsat for voldsom varme. Indersiden og kanten er gerne farvet af kobberforbindelser, medens ydersiden kan være halvsmeltet og sintret.110 Men disse spor af bronzestøbningen er få, og foreløbig må vi lade os nøje med de håndgribelige resultater af smedens arbejde.

Annonce

 Fedtstensform til en afsatsøkse fra tiden omkring 1400 f.Kr.

Fedtstensform til en afsatsøkse fra tiden omkring 1400 f.Kr.

Om selve de legeringer af bronze, som bronzestøberen arbejdede med, ved vi, at de bortset fra mere tilfældige iblandinger af f.eks. zink, antimon, arsen og bly, bestod af kobber med et indhold på mellem 5 og 10% tin. Her er der kun tale om et gennemsnit, for bronzestøberen tilpassede legeringerne efter de formål, bronzen skulle tjene. Tilsatte han f.eks. meget tin, op til 15-20%, fik han en hård bronze, der var let at smelte, men som til gengæld var ganske sprød. Tilsatte han derimod en ringe mængde tin, måske kun 5-6%, fik han en blødere, mere tungt smeltelig, men også mere sej bronze.

Bronzens smeltepunkt var naturligvis afhængigt af indholdet af tin, hvis smeltepunkt ligger på ca. 250 grader Celsius. Bestod legeringen af f.eks. 8% tin, smeltede den ved 1000 grader Celsius. Forhøjedes mængden af tin til 13%, lå smeltepunktet på 830 grader Celsius. Det var altså i høj grad tin, der bestemte bronzens egenskaber. Men dertil kom, at tinnet til en vis grad forbrændtes under de høje temperaturer, som støbningen af bronze krævede. Bronzestøberen måtte altså tilsætte mere tin, end den endelige legering skulle indeholde. Det var naturligvis særlig nødvendigt, når han omsmeltede gammel bronze, importerede våben f.eks. Men da de bronzegenstande, man finder i Danmark, generelt ikke rummer mindre tin end f.eks. de centraleuropæiske, kan man tage det som et tegn på, at rent tin blev importeret hertil i bronzealderen. Tin i ren form finder vi da også som udsmykning på bl.a. de træskåle, som er bevaret i nogle af bronzealderens egekister.

Hvordan selve smeltningen af bronzen foregik, har vi tidligere beskrevet (se De første bronzestøbere). Det var en proces, der fordrede beherskelse af en ganske avanceret brændingsteknik, og som formentlig ikke ændrede sig meget gennem århundrederne. Lige så uforanderlige var digelerne, som bronzen smeltedes i. De blev lavet af ler blandet med groft kvartssand og var ofte ikke større end en spiseske. De kunne dog også være betydelig større og rumme op til et par kg af det smeltede metal.

Ved støbningen kunne bronzestøberen anvende en såkaldt ægte form. Den var indrettet således, at den kunne skilles ad, når man skulle tage det færdigstøbte redskab, våben eller smykke ud. En ægte form kunne bruges flere eller færre gange, alt efter hvilket materiale, den var lavet af. Det kunne bl.a. være ler, bronze eller sten, f.eks. den såkaldte fedtsten. Men den ægte form kunne kun bruges til enkle støbninger, dvs. til redskaber som knive kornsegle, økser, sværdklinger og – med nogle enkle ændringer – også til genstande med en indvendig hulhed som f.eks. spydspidser og økser.

At støbeforme fremstillet af bronze var i brug kan virke overraskende. Støbning i en form af samme materiale som den smeltede masse lader sig dog udføre, men resultaterne har næppe været så gode, som når man brugte forme af andre materialer. Når en metalform skal bruges til støbning, må den først forvarmes. Dens temperatur når dog aldrig op på de samme varmegrader som den smeltede bronze – og denne størkner da også straks i overfladen, når den kommer i berøring med formen.

Mest almindelige var dog forme af ler. De har den fordel, at de er porøse og kan optage de gasarter, som dannes ved støbningen. Lerforme anvendtes specielt ved den teknik, man kalder støbning med tabt voks – på fransk „à cire perdue“. Ved den metode kunne formen i modsætning til de ægte forme kun bruges én gang. Ved støbning i cire perdue-metoden blev formen nemlig slået itu, når det færdigstøbte emne skulle tages ud.

Lad os forestille os, at det var en bælteplade, der skulle fremstilles. På en hårdtbrændt lerskive byggede bronzestøberen en voksmodel af bæltepladen.111 Denne voksmodel blev derefter penslet over med en tynd lerblanding, som man lod tørre. Senere omgav bronzestøberen hele modellen med magert ler, som han derpå brændte. Derved fik han en støbeform med en indre hulhed, idet vokset under opvarmningen var smeltet og opsuget af det porøse ler.

Var der tale om støbning af en genstand med en indre hulhed, f.eks. en celt, gik fremstillingen af lerformen for sig på følgende vis. Først fremstilledes en kerne af samme form som det indre af øksen. Den blev lavet af ler og forsynet med indløbskanaler for den smeltede bronze. Kernen skulle have den egenskab, at den ikke svandt væsentligt ved den senere, stærke opvarmning. Den måtte heller ikke springe eller deformere. Derfor blandede man groft kvartssand i leret.

Uden på kernen formede man så i bivoks, evt. opblandet med svinefedt, en nøjagtig model af den huløkse, man ønskede at fremstille. Derpå penslede man et tyndt lag slemmet ler på overfladen af voksmodellen, lod det tørre og lagde endelig en mager lerblanding uden om den lerdækkede voksmodel. Eventuelt lagde man den ydre lermasse således på, at den dannede to formhalvdele, som senere kunne skilles ad. Det muliggjorde man ved at lægge et fedt- eller talglag mellem de to formhalvdele.

Ved den efterfølgende brænding blev leret brændt hårdt, samtidig med at voksen helt brændte bort. Derved opstod et hulrum inde i formen, og gennem indløbskanalerne kunne den smeltede bronze hældes ind i hulrummet. Først måtte formen dog glødes igennem flere gange. Selve ihældningen af den flydende bronze måtte ske meget hurtigt, og når bronzen var størknet, kunne de to formhalvdele skilles ad og redskabet med den isiddende lerkerne tages ud. Lerkernen kunne nu fjernes, og tilbage stod kun ved slibning at fjerne de støberande, som havde dannet sig, hvor de to formhalvdele stødte sammen.

 Ved støbningen af hesten til Solvognen anvendte man den såkaldte “à cire perdue“-teknik. Her frigøres hesten fra støbeformen af ler.

Ved støbningen af hesten til Solvognen anvendte man den såkaldte “à cire perdue“-teknik. Her frigøres hesten fra støbeformen af ler.

En støbning à cire perdue fordrede naturligvis en vis mængde voks. Hvor meget der var tale om, kan man beregne, når man kender vægtfylden for bronze.112 F.eks. er der til støbningen af et almindeligt sværd gået ca. 50 gram voks. En vild bifamilie producerer indtil et kg voks om året. Der har altså kunnet støbes 10-20 sværd ved hjælp af en enkelt bifamilies årsproduktion. Ikke noget særlig stort forbrug, men nok til at voks må have været en efterspurgt råvare i bronzealdermenneskenes vareudveksling.

Støbning med tabt voks kunne anvendes til endog store og komplicerede støbninger. En sådan var f.eks. hesten til den berømte solvogn fra Trundholm. Først lavede man en voksmodel af dyret. Voksmodellen havde en lerkerne, som man måtte holde på plads, når det voks, som omgav den, smeltede bort. Man stak derfor kernestifter, dvs. lange stifter af bronze, igennem vokset og ind i kernen. Uden på voksmodellen kittede man lange tynde stænger af voks, der foroven blev samlet i en kegle, hvis spids vendte nedad. Disse voksstænger blev senere til de indløbskanaler, hvorigennem bronzen kunne hældes. Andre voksstænger blev til de kanaler, hvorigennem luft og gasarter kunne trænge ud under støbningen, når bronzen senere ihældtes.

Når det komplicerede modelarbejde var til ende, penslede man hele modellen og voksstængerne med fint slemmet ler, som allerede beskrevet. Endelig omgav man modellen med en pakning af magert ler, som derpå blev brændt. Indvendig rummede støbeformen nu et aftryk af voksmodellen og tilhørende ind- og afløbskanaler. Støbningen kunne derpå begynde.

Ud over de beskrevne metoder mestrede bronzestøberen mange andre teknikker. En af dem var den såkaldte overfangsstøbning. Den blev brugt, når man skulle støbe videre på allerede færdigstøbte stykker, f.eks. når grebet skulle sættes på en sværdklinge. Drejede det sig om en sværdklinge med grebspids, hamrede man denne til og filede små indhak i den. Så byggede man en almindelig støbeform op omkring grebspidsen, støbte i formen og skabte derved en solid forbindelse mellem klinge og greb. Metoden blev iøvrigt også brugt til reparationer af f.eks. knækkede bronzegenstande.

Andre reparationer kunne man foretage ved at arbejde med nitter. Men man kunne også lukke f.eks. et brudsted med voks og omgive det med en lerkappe med indstøbningskanaler. Når lerkappen var brændt, kunne man så støbe direkte i den. Hertil kom mange andre reparationsformer. Nogle af dem nærmer sig det, man i dag kalder svejsning og slaglodning.

Noter

108: K. Randsborg 1984; P. Rønne 1989, s. 110. Graven er fra periode III, dateringen er baseret på en dolk med rhombisk fæstknap og en kniv med rammegreb.

109: P. Rønne 1989b.

110: A. Oldeberg 1943.

111: P. Rønne 1989a, 1991.

112: E. Koch 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bronzestøberen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430884

Afsnittet Bronzestøberen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet