Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mændene

Oprindelig forfatter JJe

Vi kan nu vende os til flokken af mænd, som de kom til os fra egekistegravene. Der er fire af dem. To af dem ser ud til at være i deres bedste alder. Det er Muldbjerg og Trindhøj. De er begge bevæbnet med et sværd, begge har de en kofte om livet, en kappe over skuldrene og en rundpuldet hue på hovedet. Så er der den ældste af de fire, ham fra Borum Eshøj. Han må være omkring 50-60 år gammel, men er stadig en statelig, ret kraftig og høj mand. Han er lidt skaldet, men hans isse er dækket af en rundpuldet hue. Han er ubevæbnet. Ved siden af ham står en ung kriger, også fra Borum Eshøj. Måske er det hans søn. Han er formentlig tyve år, slank og velbygget med langt, tykt og blondt hår.

 Dragtspænder, såkaldte fibler, de tidligste former øverst. Den store i midten er en bornholmsk særform. Findesteder: 1: Fyn, uden findested. 2: Hønsinge Huse, Vig sogn, Sjælland. 3-4: Store Loftsgård, Pedersker sogn, Bornholm. 5: Asnæs Forskov, Årby sogn, Sjælland. 6: Bøgebjerg, Viby sogn, Fyn.

Dragtspænder, såkaldte fibler, de tidligste former øverst. Den store i midten er en bornholmsk særform. Findesteder: 1: Fyn, uden findested. 2: Hønsinge Huse, Vig sogn, Sjælland. 3-4: Store Loftsgård, Pedersker sogn, Bornholm. 5: Asnæs Forskov, Årby sogn, Sjælland. 6: Bøgebjerg, Viby sogn, Fyn.

Alle bærer de over skuldrene store kapper, som giver dem et stateligt udseende. Muldbjergmandens er nyreformet vævet af tæt, god fåreuld; stoffet er stærkt valket. Trindhøjmandens kappe er nogenlunde lige så stor som Muldbjergmandens. Også den er bønneformet (nyreformet), og på ydersiden har den oprindelig været forsynet med en mængde knuder og trådender. Det er sporene efter et floslag, som er dannet ved, at man med fortløbende, vandrette sting har syet en uldtråd, så den dannede et stort antal løkker over hele overfladen. De løst hængende løkker er derefter blevet skåret op, så de danner rigtige flosender. Derved har man tilstræbt at give kappen en vis lighed med dyreskind. Den gamle mands kappe er noget mere simpel. Den er stor og oval, og er på et tidspunkt blevet øget med to mindre stykker. Den ene langside af kappen er foldet om som krave, og i den sidder en simpel trænål. Også den unge mand fra Borum Eshøj har en oval kappe, fremstillet af ret groft uldtøj. På den side af kappen, der er anvendt som krave, er der en ægkant, hvor man kan se slidmærker og en vis affarvning. Men også den anden langside af kappen har slidspor. Det tyder på, at kappen har været vendt.

 Den gamle mands dragt fra Borum Eshøj, set forfra og bagfra.

Den gamle mands dragt fra Borum Eshøj, set forfra og bagfra.

Hvordan mændene har båret disse kapper er noget usikkert. De kan have været båret på begge skuldre som en symmetrisk kappe med ombukket „sjalskrave“ ligesom vor tids gallakapper til uniformer. Det ville imidlertid give visse problemer, når manden skulle bruge armene.31 Kappen kunne da let glide ned af skuldrene. Måske den snarere har været båret asymmetrisk, dvs. lukket ved hjælp af fibler ved højre skulder, så i hvert fald den arm og hånd, der skulle trække sværdet, fik fri bevægelighed. Den ombukkede kant har da forhindret, at stoffet nåede for højt op og kom til at gnave i øre og hårkant. Svaret på spørgsmålet om bæremåden er imidlertid svært at give. For i ingen af egekistegravene blev mændene fundet iført deres kapper. Kapperne var nemlig foldet sammen og lagt oven på de døde.

Annonce

Om livet bærer de to mænd fra Muldbjerg og Trindhøj hver en kofte, også kaldet en svøbedragt. Det er et karakteristisk dragtstykke, som med to snipper er samlet over den ene skulder, forfra og bagfra, og som danner en smuk bue foran på brystet. Den bue har man omhyggeligt tilstræbt ved tilskæringen af tøjstykket. Men dette skulle også svøbes om kroppen på en ganske bestemt måde. Man sørgede for, at overfaldet, dvs. den åbning hvor det yderste svøbelag ender, kom til at ligge på ryggen. Derved kom den karakteristiske brystbue til at ligge foran på brystet, og de to snipper kunne mødes over den ene skulder.32 Snipperne kunne fæstes fortil med to bronzetutuli, sådanne blev f.eks. fundet i Muldbjergkisten. Koftens form synes iøvrigt at være afledt af formen på et stort dyreskind, hvor forben og bagben fungerer som bindestropper.

 Muldbjergmandens dragt, forfra og bagfra

Muldbjergmandens dragt, forfra og bagfra

Det ser ud til, at udgangspunktet for begge de to mandsdragter har været et stort, firkantet tøjstykke, omkring 150 cm i bredden.33 Af det udskar man først den store kappe, og man kunne så af resterne fra kappen tildanne en underklædning, koften, i en form, man var fortrolig med fra dyreskindet. Koften blev således syet sammen af et antal større og mindre tøjstykker. Altsammen var det udtryk for god økonomi. Det kostbare klæde repræsenterede mange timers vævearbejde.

Af noget afvigende udseende er de dragter, de to mænd fra Borum Eshøj bærer. Den unge mand har om livet et uldent firkantet lændeklæde, som holdes sammen med et bælte. Klædet er svøbt om den bare krop, nogen underklædning har den unge mand ikke brugt. Også den gamle mand bærer et lændeklæde. Han har slået det om livet, således at det fra venstre er lagt bag om ryggen til højre side, hvorefter det er trukket frem under højre arm og lagt lidt skråt ind over den anden kant. Det holdes sammen af en simpel uldsnor.

 Trindhøjmandens dragt, forfra og bagfra.

Trindhøjmandens dragt, forfra og bagfra.

Alle mændene, med undtagelse af den unge mand fra Borum Eshøj, bærer på hovedet runde huer. Den fornemste er nok Muldbjergmandens.34 Den består af puld og sidestykker, der er syet sammen med knaphulssting. På huens inderside er der tydelige spor af de sting, der holder stoflagene sammen. Der ses ikke mindre end 16 vandret løbende rækker sting, der virker som en slags dekoration. Ydersiden er dækket af et tykt lag flostråde, der er syet fast to og to, hver med ét sting. Der var altså fire frie trådender pr. sting – og hver trådende er afsluttet med en knude, foruden at der er en knude nær fastsyningen. Huekanten er oversyet med to-tre rækker knaphulsting og oven i dem to omgange sting, hver med tre tråde, hvorved der dannes en snorelignende kantning. Det må have været et kæmpearbejde at fremstille navnlig floslaget, for flostrådene er meget tynde og dækker endnu i dag hele overfladen af huen i et tæt lag.

 Til venstre: Trindhøjmandens hue.

Til venstre: Trindhøjmandens hue.

Små mesterværker er også Trindhøjmandens og den gamle Borum Eshøjmands huer.35 De er, ligesom Muldbjergmandens hue, halvrunde og forsynet med et tæt floslag. Men Trindhøjmanden havde fået yderligere en hue med i graven. I den spånæske, som stod i hans kiste, var en mindre, og i den lå endnu en hue af en noget simplere udførelse end den, manden bar på hovedet. Den var ikke halvrund, men høj og syet af et sidestykke og en puld. Sidestykket bestod af blot et enkelt stykke tøj, som var samlet med en søm. Også i mandsgraven fra Guldhøj fandt man foruden en rundpuldet hue en ekstra hue, dog af et noget afvigende udseende.36

Den fodbeklædning, mændene brugte, synes at have lignet kvindernes, dvs. de bar en art sandaler eller mokkasiner. En interessant fodbeklædning fandt man imidlertid i mandsgraven i Guldhøj. Den døde synes i levende live at have båret en art sokker.37 De lå nu ikke i kistens fodende, men i hovedenden under kappens folder. Her fandt man en særpræget tøjlap, bestående af to sammensyede tøjstykker. Det ene var et kraftigt valket stof med grove uldfibre. Det andet var vævet af tyndt garn og havde en fin, jævn luv på ydersiden. De to stykker stof var syet sammen til, hvad der formentlig har været en art sok med det fine, bløde stof siddende over foden og det grove tøj vendende indad. Det kan have været en fodbeklædning til indendørs brug, som udendørs også kunne bruges i fodtøj.

 Mandens personlige ejendele: Ragekniv og pincet.

Mandens personlige ejendele: Ragekniv og pincet.

Alle mændene i bronzealderens egekister synes at have været glatbarberede. Af deres hår er ofte fundet rester, men aldrig af skæghår. Et toiletsæt bestående af ragekniv og pincet synes da også at høre til standardudstyret i mandsgrave. Fælles for rageknivene er deres skarpe, let konvekse æg – i modsætning til de mere almindelige knive, som har lige, konkave eller svajede ægge. Rageknivene ændres hele tiden i takt med tidens smag. Det giver et indtryk af deres popularitet og betydning. Det samme gør udsmykningen, som navnlig omfatter håndtaget, senere også bladet. Håndtaget kan hyppigt være udformet som et hestehoved, i sjældnere tilfælde som et menneskehoved. At disse små knive virkelig er rageknive har nyere forsøg da også bekræftet. Det er muligt at barbere sig med dem, omend ikke særligt behageligt.38 Der er imidlertid næppe tvivl om, at rageknivene også havde en symbolsk betydning, at de måske var redskaber, som manden erhvervede sig ved indtrædelsen i voksenalderen. Det er imidlertid en historie helt for sig, som vi først senere skal komme nærmere ind på (se Hændernes hus).

Pincetten kunne være nyttig til afknibning af resthår i hvirvler o.l. Dette lille instrument synes iøvrigt at være noget, man optog udefra i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. Forbillederne blev formentlig hentet i det nuværende Sydtyskland.

Vi kan imidlertid ikke afslutte omtalen af bronzealdermændenes udseende uden at nævne, at de formentlig også brugte forskellige former for ansigtsbemaling.39 I en grav fra Tobøl i Sydjylland40 lå der blandt mandens gravgaver en lille rød sten, afglattet på flere sider, men ellers utildannet. Stenarten hedder hæmatit eller blodsten, og den forekommer ikke usædvanligt i Norge. Hæmatit kendes også fra en rig mandsgrav i Skåne og fra en anden i Nordtyskland.41

 Muldbjergmandens sværd med tilhørende træskede.

Muldbjergmandens sværd med tilhørende træskede.

Ved at rive hæmatit får man et pulver, som opløst i vand giver en smuk, rødbrun tone, velegnet til maling, bl.a. ansigtsmaling. Fra bopladsfundene kender man iøvrigt også nogle små, planslebne sten, der længe har været tolket som underlag til raspning og udgnidning af farve. De få fund af hæmatit, vi kender fra grave, er alle fra mandsgrave. Men at mænd igennem historien har bemalet og sminket sig, er heller ikke usædvanligt. Så hvorfor ikke også regne med den mulighed i bronzealderen – såvel som med tatoveringer? De sidstnævnte er i hvert fald kendt fra Central- og Østeuropas oldtid.

Men lad os kaste endnu et blik på den lille gruppe mænd fra egekistegravene. Krigere i lige så høj grad som bønder, det var i hvert fald de tre af dem. Alle bar de sværdskeder, hvori der stak fornemme bronzesværd. Dvs. det var nu kun i Muldbjerg- og Trindhøjmandens sværdskeder.42 For i den sværdskede, som den unge mand fra Borum Eshøj bar, var der ved begravelsen kun stukket en kort dolk. Et fromt bedrag, har man kaldt det. De efterladte har tilsyneladende ment, at her kunne man godt slække lidt på gravritualerne.

Sværdskeder kender vi fra en lang række af egekistegrave. Ud over i Borum Eshøj, Trindhøj og Muldbjerg blev de fundet i bl.a. Storehøj, Store Kongehøj,43 Jerslev44 og i en formuldet egekiste i en gravhøj ved Nim i Østjylland.45 De var lavet af to træskinner, der var limet sammen i kanten og foret med skind, undertiden med en dupsko for enden af horn, ben eller læder. Normalt har sværdskeden et afrundet mundparti og spidser til nedefter. Træskederne kunne være fornemt udsmykket med en geometrisk dekoration som i Store Kongehøj. Eller de var blot udskåret med en smal, ophøjet midtribbe og parallelle bånd anbragt i grupper.

Tilsyneladende kunne sværd og skede være ophængt på flere forskellige måder. I den unge mands grav fra Borum Eshøj lå der rester af et bredt lædergehæng diagonalt over brystet på den døde. Det kunne tyde på, at hans sværd og skede oprindelig havde været anbragt over den ene skulder. Et mere detaljeret indtryk af sværdgehænget får vi imidlertid i to af de brandgrave, der var ved at blive så almindelige hen imod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.

Den ene er en grav fra Hvidegården ved Lyngby.46 I Hvidegårdsgraven var den døde blevet brændt, men hans sværd og skede var meget velbevaret. På den øvre del af skeden var der en læderløkke, hvori der var to smalle læderstropper, som oprindelig havde været bøjet dobbelt. Disse stropper var hver med en lille dobbeltknap fastgjort til selve bæltet, som var af læder, 15-18 mm bredt, og formentlig lukket med en større dobbeltknap.47

 Sværdhæfternes udformning i tiden 1400-1100 f.Kr.

Sværdhæfternes udformning i tiden 1400-1100 f.Kr.

Den anden grav var en brandgrav fra Egshvile på Mors.48 Også her var sværd og skede bevaret. Skeden var lavet af træ, både udvendig og indvendig betrukket med skind, og i den sad et velbevaret sværd, der ikke bar spor af slid. Bæltet havde været af læder dekoreret med små guldspiraler, der sad i grupper på tre.49 Skeden havde også her ved hjælp af et par læderstropper været fastgjort til bæltet med to dobbeltknapper. Hvordan dette bælte havde været lukket vides ikke. Måske med en knap af organisk materiale, som nu var forsvundet.

I disse sværdgehæng sad mandens fornemste våben: sværdet. Og fornemst blandt sværdene var det tunge fuldgrebssværd. Dets hovedform blev allerede tidligt fastlagt, udgangspunktet var sværd som det fra Valsømagle (se Bronzestøbere i nord). Ned gennem længdeaksen på sværdene løb nu en bred, fladt afrundet vulst eller ribbe begrænset af fine linjer. Det massivt støbte fæste afsluttedes mod klingen enten i en åben flad bue eller i en dybere udskæring med indadbøjede flige. Guldbelægning i form af tynde påhamrede guldblade forekom ikke sjældent, både på grebknappen og på fæstets stang og bue ned mod klingen. Fæsteknappen var stor, enten cirkelrund, rundoval eller rhombisk. Både fæste og knap var prydet med spiral- og kredsornamenter.

 Skede og sværdgehæng fra Hvidegårdsgraven på Sjælland.

Skede og sværdgehæng fra Hvidegårdsgraven på Sjælland.

Der var en næsten endeløs mangfoldighed af variationer i fæstets udformning. Tager man udgangspunkt i dem, synes der at have været i hvert fald tre vigtige produktionsområder: et i det nordlige Slesvig, et i Midtjylland og et i Nordsjælland.50 I hvert af disse områder havde sværdene deres særtræk. Man kunne enten forsyne grebene med en indlagt harpiksmasse, eller man kunne ved cire perdue-teknikken dekorere overfladen med mønstre opdelt i omløbende zoner. Men der ser ud til at være foregået en omfattende spredning af bronzestøbernes produkter. Sværd fra det nordsjællandske produktionsområde spredtes f.eks. vidt omkring, bl.a til Nordtyskland og til egnene omkring Limfjorden.

Efter storhedstiden, dvs. hen imod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., ændredes fuldgrebssværdenes udseende. Fæsteknappen blev væsentlig mindre end tidligere, og hele sværdet iøvrigt præget af et mindre metalforbrug. Forneden var fæsteknappen udsmykket med en fint skåret udtungning eller tandsnit, medens spiralmønstrene blev erstattet af plastiske cirkelmotiver. Beklædningen af fæstet kunne ligesom tidligere variere stærkt. Undertiden bestod det af skiver af træ eller horn omkring en smal grebspids. Dets afslutning mod klingen var enten dybt udfliget eller formet som en flad åben bue. Klingens midtvulst blev også smallere og længdelinjerne på begge sider finere. Dupskoen for enden af skeden blev lav og kvadratisk, svarende til grebknappen. Dolken fulgte sværdet både i konstruktion og stil. Kun dimensionerne adskilte de to våben.

 Ophæng af sværdskede, rekonstruktion.

Ophæng af sværdskede, rekonstruktion.

Foruden de tunge fuldgrebssværd, som tydeligvis var lokalt fremstillede, var endnu et sværd med bronzehæfte i brug, det såkaldte ottekantsværd, betegnet sådan fordi fæstet i tværsnit var ottekantet. Det var en fremmed sværdform, som oprindelig var fremstillet i Centraleuropa, men påfaldende nok forekommer det talrigere i Sydskandinavien og Nordtyskland end i oprindelsesområdet mod syd. Efter alt at dømme er der foregået en produktion af disse sværd heroppe i Norden.

Karakteristisk for alle sværdene, både de hjemlige og de fremmede, var deres forholdsvis korte fæste, som næppe gav plads for en velvoksen næve. Forklaringen er nok, at sværdet ikke var et hugsværd, men et stikvåben. Formentlig blev det holdt således, at tre fingre omsluttede grebets midterdel. Lillefingeren lå omkring grebknappen, og tommelfingeren hvilede på fæstebuen. Derved styredes stikvåbnet bedst, og hånden forhindredes i at skride ned over den skarpe æg.

 Typer af spyd fra ældre bronzealder. Findesteder 1: Limensgård på Bornholm.

Typer af spyd fra ældre bronzealder. Findesteder 1: Limensgård på Bornholm.

Den anden hovedtype af den ældre bronzealders sværd var grebtungesværdet.51 På det var klingen forlænget i en flad grebtunge med sidelister, og til den fastgjordes grebbelægningen, der enten var af horn eller træ, ved hjælp af nagler. Der er ingen tvivl om, at den konstruktive ide til disse grebtungesværd, hvortil der findes talrige sidestykker i Mellemeuropa, er modtaget udefra. Men en fabrikation af disse sværd udviklede sig også snart heroppe i nord. Grebtungesværdet krævede et mindre materialeforbrug end fuldgrebssværdet. Det har ført til formodningen om, at de kostbare fuldgrebssværd tilhørte de mest fremstående af krigerelitens mænd, medens grebtungesværdene hørte til krigere af lidt lavere rang.52

Krigerens andet hovedvåben var spydet eller lansespidsen. Det fandtes i mange forskellige udformninger og havde i begyndelsen af bronzealderen været langt mere almindeligt end de kostbare bronzesværd. Efter midten af det 2. årtusinde f.Kr. bliver sværdet imidlertid hovedvåbenet og fortsætter tilsyneladende dermed indtil den ældre bronzealders slutning.53 Man må dog tage i betragtning, at spyd næsten aldrig blev brugt som gravgave. Vort billede af forholdet mellem sværd og spyd kan derfor godt være fortegnet.54

I tiden omkring 1400 f.Kr. var der tre dominerende typer af spyd.55 De var alle lange og slanke spidser med en kort dølle, som var dekoreret med linjemønstre, zigzagmønstre og udtrukne trekanter. En sjælden gang var de også udsmykket med spiralmønstre. Spidserne var i gennemsnit mellem 15 og 25 cm lange, men kunne også være betydeligt længere. Spyd af den type var ganske talrigt i brug fra Mellemtyskland i syd til Mellemsverige i nord.56

I den ældre bronzealders sidste del afløstes disse spydspidser af to nye hovedtyper.57 Men fortsat var der tale om lange, slanke typer med den samme vide udbredelse som tidligere.58 Nogle af spydene havde nu ikke længere jævnt buede ægge, men derimod ægge med et mere svajet forløb.

 Våbenpålstav fra Limensgård på Bornholm og en simplere økse fra omegnen af Maribo på Lolland.

Våbenpålstav fra Limensgård på Bornholm og en simplere økse fra omegnen af Maribo på Lolland.

Det tredje af mandens hovedvåben var øksen. Den havde fra bronzealderens begyndelse været det absolut vigtigste våben og havde i tiden op til det 2. årtusindes midte udviklet sig til et statussymbol af rang, som vi så det med de fornemme ceremoniøkser med vinkelbøjet skaft og cylindriske beslag, som i mandsgrave markerede den dødes høje status (se Bronzestøbere i nord). Efter årtusindets midte bliver det den såkaldte våbenpålstav, som ved siden af sværdet bliver det fornemste statusvåben. Våbenpålstaven er en af tidens fornemste frembringelser. Dens udgangspunkt ligger i tidligere tiders slanke afsatsøkse. Øksens midtparti får et mere afrundet tværsnit og markeres stærkere gennem en omløbende, bred rifling. Med ornamentikken, som bl.a. består af spiralmønstre og perlebånd, fremhæves øksebladets fine leddeling, de svungne ægflader og de smalle, elegante flanker. Dens levetid er imidlertid kort, kun et par hundrede år, og i den ældre bronzealders senere del forsvinder den helt ud af våbenrepertoiret.

Pålstaven findes også i en simplere udførelse, som formentlig også har været brugt som arbejdsøkse fastgjort til et vinkelbøjet skaft. Den er i det hele taget periodens almindeligste redskab og indgår ofte i offernedlæggelserne, meget hyppigt nedlægges den enkeltvis. Der kendes i Danmark henved 200 lokaliterer, fortrinsvis mose- og engområder, hvor sådanne pålstave er nedlagt enkeltvis som offergaver.

Side om side med pålstaven udvikles også den såkaldte celt, et økseblad hvis skaftrør er forsænket ned i selve hugbladet.59 Denne nye øksetype er altid temmelig stor, men vinder ikke så stor udbredelse som pålstaven. I den senere del af ældre bronzealder, hvor pålstaven går ud af brug, bliver den dog mere almindelig og bliver i løbet af det 1. årtusinde f.Kr. den eneste økseform, altid skæftet i et vinkelbøjet skaft.

 Armring af guld fra Niløse i Kongsted sogn på Sjælland.

Armring af guld fra Niløse i Kongsted sogn på Sjælland.

En sjælden gang kan man også finde armringe i kriger gravene. Det kunne være guldarmringe med spiraloprullede ender, eller det kunne være vredne eller riflede guldringe til arm eller håndled. Vridningen er aldrig ført ud til ringens ender, men stopper lidt før. Den slags ringe er så karakteristiske for udstyret i fornemme mandsbegravelser, at man må betegne dem som værdigheds- eller rangstegnet for særligt fremstående personer. En sådan snoet guldring fandt man f.eks. i den rigt udstyrede krigergrav i Trudshøj ved Skallerup, som bl.a. rummede en kedelvogn (se Fremmede drikkekar). En lignende ring lå i kedelvognsgraven ved Peckatel i Mecklenburg.60

Til både mandsdragten og kvindedragten hørte bøjlenålene, som vi allerede har hørt om, men som f.eks. kunne sidde i mandskappens kant. Sådan fandt man den f.eks. i Muldbjerggraven. Også almindelige dragtnåle begyndte så småt at komme i brug i løbet af den ældre bronzealder, et lille antal stammer fra det 2. årtusindes slutning.61

Talrige var derimod de mange forskellige former for dobbeltknapper, som blev brugt til dragten. Nogle af dem, var fornemt udført med ravindlægning og blev bl.a. brugt som lukke i bæltet. Andre var mere simple, ganske små og formet som en manchetknap. De blev brugt både på dragten og i sværdremmene. Med tiden fik mange af dem et spidst midterparti, og blev forsynet med et stjernemønster.

 Dobbeltknap af bronze med ravindlægning fra den ene af egekisterne i Trindhøj. 4 cm i diameter.

Dobbeltknap af bronze med ravindlægning fra den ene af egekisterne i Trindhøj. 4 cm i diameter.

Ikke blot brugt på mandsdragten, men også på kvindedragten, var en særlig slags øskensmykker, såkaldte tutuli, dvs. runde bronzeskiver med et kegle- eller bukkelformet midterparti. I Muldbjerggraven (se De forunderlige egekister) lå der noget neden for skulderbladets plads på hver side to sådanne øskensmykker med en fremstående spids. Formentlig sad de oprindelig på brystet, men da liget gik i opløsning, var de sunket ned i kisten. Deres funktion må have været at holde koftens snipper oppe. Disse øskensmykker kan dog også have haft mange andre funktioner på dragten, og de findes ofte i stort tal i gravene og offernedlæggelserne.62

Nogle af disse hatlignende, hvælvede og lysre -flekterende smykker udgør en særlig gruppe.63 De kunne f.eks, sidde i skedeophængets remsystem, og var oftest dekorerede med kors-, bueeller stjernemotiver. Deres symbolske betydning fremgår bl.a. af, at de ligner topstykket på de store kultøkser (se De hellige redskaber). I mandsgravene forekommer de dobbelt så hyppigt som i kvindegravene. De synes altså at have været anvendt målbevidst og systematisk af begge køn, måske til at angive, at bæreren tilhørte en eksklusiv kreds af mænd og kvinder fra samfundets top.

Noter

31: E. Munksgaard 1974b.

32: K.-H. Nielsen 1989.

33: K.-H. Nielsen 1971.

34: J.Jensen 1998a, s. 115.

35: J. Jensen 1998a, s. 66 og 97.

36: J. Jensen 1998a, s. 132 og 134.

37: K.-H. Nielsen 1980b.

38: Ramskou 1976, s. 24; H. Thrane 1987.

39: H.Thrane 1981.

40: Aner & Kersten 8, nr. 3919.

41: Graven i Skåne, Valleberga 5.7, indeholdt bl.a. et grebtungesværd, en afsatsøkse, tre tutuli, en dobbeltknap og en ravknap, se G. Burenhult 1999 1, s. 438, se også M. Strömberg 1974. Graven fra Jahrsdorf i Sydslesvig indeholdt foruden hæmatitstenen en dolk, formentlig fra per II, se K. Kersten 1935, s. 158.

42: J. Jensen 1998a, s. 64 og 112.

43: J. Jensen 1998a, s. 71.

44: V. Boye 1896, s. 163.

45: B. Sylvest 1957.

46: C.F. Herbst 1848; E. Lomborg 1981; Aner & Kersten 1, nr. 339.

47: Se også et fund fra Magleby, som ligeledes havde to stropper på den øvre del af skeden, S. Müller 1909, s. 95 og fig. 101; H.C. Broholm 1952 nr. 247.

48: A.-L. Hack Olsen 1990.

49: Et lignende bælte kendes fra en rig periode III mandsgrav i Nustrup, Sønderjylland, Aner & Kersten 7, nr. 3487.

50: H. Ottenjahn 1969.

51: E. Sprockhoff 1931; P. Schauer 1971, specielt varianterne Traun og Annenheim, ibid. s. 119 ff og 125 ff.

52: Kristiansen 1983b, 1984b.

53: K.-H. Willroth 1985.

54: Det er også muligt, at sværd-dueller mellem fremstående krigere har været den vigtigste kampform i den 2. halvdel af det 2. årtusinde f.Kr.

55: G. Jacob-Friesen 1967, typerne Valsømagle (ibid. s. 117 ff), Kirke Såby (ibid. s. 137 ff) og Ullerslev (ibid. s. 143 ff).

56: Udbredelseskort G. Jacob-Friesen 1967, Karte 2,3 og 4.

57: G. Jacob-Friesen 1967, typerne Gundslev (ibid. s. 150 ff) og Hulterstad (ibid. s. 157 ff).

58: G. Jacob-Friesen 1967, kort 5 og 6.

59: E. Aner 1962.

60: R. Betz 1910, s. 193, 203.

61: Fra periode III kendes en halv snes eksemplarer, se K. Randsborg 1969, s. 49 ff).

62: I offerfundet fra Vognserup Enge på Vestsjælland (Kjærum & Olsen 1980, nr. 63) var der f.eks. 2 bukkeltutuli, 24 små tutuli med spids og 15 kegletutuli, formentlig stammer de fra to kvinders smykkesæt.

63: J. Poulsen 1983a.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Mændene i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430896

Afsnittet Mændene er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet