Grundplaner af kammergrave fra den ældre bronzealder. Øverst en plankebygget kammergrav udgravet ved Herslev Kirke mellem Vejle og Fredericia, nederst en kammergrav udgravet ved Grønlund i Østjylland.

.

I den trugformede fordybning i stendyngen i en bronzealderhøj ved Hvorslev mellem Randers og Viborg stod engang en egekiste. Således ses ofte sporene efter de forsvundne egekister fra bronzealderen. Ikke blot er alt organisk materiale bortrådnet, men også de bronzesager, som den døde havde fået med i graven, er forsvundet. De mange sten stammer fra den dynge, der oprindelig omsluttede og støttede egekisten.

.

Tegningen viser horisontens 360 grader. Yderst er vist forskellen mellem solopgang og solnedgang ved henholdsvis midvinter- og midsommertide. I tiden omkring 1400 begravede man fortrinsvis de døde, så de vendte ansigtet imod solopgangen på den tid af året, hvor de blev begravet. Dvs. at den døde, alt efter dødstidspunktet, vendte hovedet mod et sted mellem nordvest og sydvest.

.

Over hele det central- og nordeuropæiske kontinent højsatte bronzealderfolket de døde i de gravhøje, som lå ikke fjernt fra bosættelserne. Sådan var det også i Sydskandinavien og dele af Nordtyskland, hvor landskabet havde fået sit helt særlige præg af de mange gravmonumenter. Hver gang en af højfolkets døde blev højsat, må langvarige ritualer have ledsaget begravelsen. Men sporene af disse ritualer finder vi stort set kun i de gravhøje, som er undersøgt med moderne, videnskabelige metoder. Langt over halvdelen af de grave, vi kender fra bronzealderen er imidlertid udgravet før 1. Verdenskrig.84 Og i de øvrige grave er det kun undtagelsesvis, at vi i detaljer kender f.eks. opbygningen af højen, og dermed kan danne os et indtryk af det begivenhedsforløb, som en begravelse var.

Ved udgravninger i nyere tid har man dog i nogle tilfælde kunnet konstatere, at gravritualerne bl.a. kunne omfatte opførelsen af et kammer eller dødehus over graven.85 I en overpløjet høj ved Herslev kirke mellem Vejle og Fredericia fandt man et sådant.86 Den døde må have ligget på en rektangulær stenlægning, hvis yderste sten var anbragt som en indramning af stenlægningen. I alle fire hjørner havde stået meget kraftige stolper med et tværsnit på 40-45 cm. Omkring stenlægningen og stolperne var gravet en 20 cm bred grøft, og i den havde der stået kraftige, lodrette, omhyggeligt tilhuggede planker. Det hele dannede en lille bygning, hvis plankevægge var 3 m lange og 1,4 m brede, og som formentlig først efter nogen tid var blevet dækket af gravhøjen.87

Gravkammeret eller dødehuset ved Herslev var ikke enestående. Lignende anlæg er fundet under gravhøje ved henholdsvis Grønlund i Østjylland88 og Vejrup i Ringkøbing amt.89 Det første var 3,5 m x 2,3 m stort, det andet 2 x 2 m stort. Begge var anlagt i tiden omkring 1400 f.Kr. En spinklere, men samtidig udgave af gravtypen findes også, f.eks. i den gammelkendte gravhøj „Bredhøj“ vest for Holstebro.90

Byggeriet af gravkamrene eller dødehusene viser, at begravelserne og de dermed forbundne gravriter i mange tilfælde foregik over en længere periode. Det skyldes formentlig, at man betragtede døden som en overgang bestående af flere faser. Når de første begravelsesritualer var overstået, fulgte en fase, hvor den døde overgik fra én tilstandsform til en anden. Og her spillede utvivlsomt talrige tabuforestillinger ind. Det var nu tiden, hvor den døde endeligt blev løsrevet fra de levendes verden. I den periode lå han eventuelt på en art lit de parade i dødehuset, hvor komplicerede ritualer blev afholdt, og som formentlig var belagt med tabu. Først derefter fulgte en fase, hvor højen blev opført, og orden så at sige blev genoprettet, idet den døde nu havde fundet sin plads iblandt forfædrene.

De fleste steder i landet var egekisten den foretrukne begravelsesform. Men stenkister kunne også komme på tale. I f.eks. Vendsyssel brugte man kister både af træ og sten. De sidste blev navnlig almindelige hen mod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.91 I Thy dominerede stenkisterne lige fra årtusindets midte. Det hang formentlig sammen med manglen på egetræer i det stort set skovløse thyske landskab. I Sønderjylland synes der derimod ikke at have været træmangel. Her var begravelser i trækister almindelige gennem hele den ældre bronzealder. Iøvrigt synes der ikke at være forskel på indholdet i kister af henholdsvis sten og træ. Og der er tilsyneladende heller ingen sammenhæng mellem konstruktionen af graven og det gravgods, den indeholdt.

Den måde man orienterede kisterne på i gravhøjene, viser lidt om det kendskab til himmellegemernes bevægelser, som bronzealderens mennesker besad. At man i oldtiden foretog astronomiske observationer, ved vi f.eks. fra det store stenmonument Stonehenge i England. Her sker solens op- og nedgang ved henholdsvis sommer- og vintersolhverv lige netop i monumentets sigtelinjer.92 I Danmark kender man endnu kun sådanne observationer fra orienteringen af kisterne i bronzealdergravhøjene.93 Her tyder meget på, at man fortrinsvis lod de døde se mod solopgangen på den tid af året, hvor de blev begravet. Egtvedpigen blev f.eks. begravet sent på sommeren med hovedet lidt forskudt mod sydvest. Hun så altså i retning mod det punkt i horisonten, hvor den guddommelige sol stod op, og som måske var det sted, hvortil hendes sjæl formodedes at rejse efter døden. En så omhyggelig placering af kisterne i forhold til verdenshjørnerne foretog man dog kun i tiden omkring 1400 f.Kr. I de efterfølgende århundreder ophørte skikken.94

I det 14. århundrede f.Kr. begyndte en ny gravskik sporadisk at dukke op: ligbrændingen. Den spredte sig hurtigt ud over store områder, og i tiden omkring 1100 f.Kr. var den blevet enerådende i hele landet. Ligbrænding havde i begrænset omfang været praktiseret siden bondestenalderens slutning, ikke blot i Sydskandinavien men også i andre områder af Europa.95 Ældst var skikken i de sydøstlige egne af Centraleuropa. Men det var først i det 2. årtusindes sidste halvdel, at den for alvor begyndte at dominere gravskikkene i de centrale og nordlige dele af kontinentet. Herhjemme er det i tiden omkring 1400 kun nogle få pct. af gravene, der er brandgrave, resten er jordfæstegrave. Et par århundreder senere er andelen steget til mere end en tredjedel af samtlige grave, og på overgangen til den yngre bronzealder ca. 1100 f.Kr. er den nye gravskik blevet enerådende.96

Forvandlingen skete således gradvis, og den foregik heller ikke i samme tempo over hele landet.97 Brandgravsskikkens indførelse var altså en gradvis proces, som skete med store regionale variationer, også hvad angik de ritualer, der knyttede sig til gravlæggelserne.

Men på trods af den radikale ændring, som ligbrænding må siges at være i forhold til jordfæstelse, så forblev meget ved det gamle. Gravgaverne kom f.eks. ikke med på ligbålet, graven var som hidtil, højen og gravgaverne ligeså. Egekisterne kunne f.eks. uden at ændre størrelse, indeholde den dødes brændte knogler. Først med tiden mindskedes gravrummets størrelse, og lerkar blev almindelige som brændtbensbeholdere.

Dyreofre i forbindelse med gravlæggelsen synes dog nu at dukke op. I en overpløjet gravhøj, Hvilshøj ved Karby på Mors, fandt man f.eks. en mindre stensat grav.98 På bunden af graven, som stammer fra overgangen mellem ældre og yngre bronzealder, lå de brændte knogler af den døde, en kvinde. Og mellem de brændte knogler lå resterne af et får, som var ofret i forbindelse med begravelsen. Da knoglerne fra de danske brandgrave kun meget sjældent er undersøgt, ved vi ikke, hvor hyppige sådanne dyreofre var. Fra Sverige foreligger derimod flere undersøgelser, som antyder, at skikken må have været ret udbredt.99

Men ligbålet fortærede næsten alt. Og derfor er brandgravsskikken årsag til, at vi i de kommende århundreder ved meget mindre om både menneskene og om de ritualer, de udførte i forbindelse med bisættelsen af de døde. Hvordan en sådan ligbrænding foregik, kan vi dog få et indtryk af fra en stenkiste i en overpløjet gravhøj, som blev undersøgt på gården Damgård ved Sønderhå, omtrent midt i det højrige Thy.100 Stenkisten indeholdt foruden brændte knogler et typisk kvindeudstyr fra tiden ca. 13001100 f.Kr.

Ud fra den omhyggelige undersøgelse af gravhøjen og dens omgivelser kunne man rekonstruere følgende billede: Selve begravelsespladsen havde engang været dyrket mark, men den blev nu anvendt til græsning. I marken gravede bronzealdermenneskene en aflang, fladbundet grube. Den blev fyldt op med flere lag tørv fra en af de omkringliggende hedemoser, hvor der bl.a. groede hedelyng, klokkelyng, tandbælg, mose-troldurt, og pors. Til tørvene føjede man favnfulde af store grene: ask og bævreasp fra skrænteskovene langs den nærliggende å. Så blev den døde, 25-35 år gamle kvinde anbragt i gruben, liggende udstrakt eller let sammenbøjet med hovedet mod nordøst og fødderne mod sydvest. Hun havde en ring om armen og en anden om fingeren, på dragten bar hun en smykkenål og en eller flere bennåle. Ved bæltet sad en lille kniv. Oven på liget dyngede man mere brændsel, og der blev så sat ild til bålet.

Røgen fra ligbålet drev hen over et åbent landskab, der tydeligt bar spor efter menneskers virke. Engang havde det været skovdækket, men nu græssede der kvæg og flokke af får og geder imellem lidt spredt og forblæst krat. Træer groede der ingen af, så man måtte ty til tørvene for at få brændsel nok. Da bålet var brændt ned og asken kølnet af, samlede man de brændte rester af kvinden og hendes udstyr op, uden dog at gå alt for grundigt til værks, og anbragte dem i en lille stenkiste, der var bygget til formålet umiddelbart syd for bålpladsen. Bålresterne fejede man ned i gruben og ligbrændingen var fuldført.

Nu manglede blot gravhøjen. Med centrum ikke i stenkisten, men i det sted, hvor den dødes hoved havde været, mens hun lå på bålet, blev i den følgende tid opført en mindre høj af græstørv. Et livsløb var til ende, den dødes sjæl var frigjort, måske den var rejst til det sted, hvorfra den senere skulle genfødes.

Flere steder i Thy, på øen Sild og på Fyn har man fundet sådanne ligbrændingspladser fra bronzealderen.101 Fælles for dem alle er, at ligbålet var anlagt i en lav, fladbundet grube. Sådan er ligbrænding foregået mange forskellige steder i verden. Grubens formål var at sikre en bedre forbrænding gennem lufttilførsel nedefra og at fungere som opsamlingssted for bålresterne. Man har også foretaget efterlignende forsøg med ligbrænding i gruber, som bekræftede de iagttagelser, man gjorde ved de arkæologiske udgravninger.102

Man kan spørge, om indførelsen af brandgravskikken var resultatet af en ny religion? Det var næppe tilfældet. I hvert fald faldt den tilsyneladende ikke sammen med andre vigtige ændringer af bronzealdermenneskenes religiøse forestillingsverden. Tværtimod, brandgravsskikken vandt indpas i en tid, hvor der netop var tale om stor kontinuitet i de religiøse udtryksmåder. Vi ser da også, at hverken gravgaverne, gravenes udformning eller gravritualerne ændredes væsentligt som følge af brandgravsskikkens indførelse.103 Også i dag kender vi til, at ligbrænding forekommer side om side med jordfæstelse, uden at det er udtryk for noget afgørende skel i menneskers religiøse forestillinger.104

Nej, skal vi søge at finde tidspunktet for et eventuelt religionsskifte i Sydskandinavien, må vi gå længere tilbage i tiden. Til den tid da højfolket trådte ind på scenen. Det skete på et tidspunkt, da en hidtil overvejende kollektivt orienteret gravskik afløstes af en mere individorienteret gravskik. Netop dengang synes der for alvor at være sket ændringer i de forestillinger, man gjorde sig om livet efter døden.105 Det er forestillinger, man kan få et vist indtryk af ved at se på, hvilken behandling de efterlevende gav den afdødes krop, hvilket udstyr han eller hun fik med sig i graven – og ved at se på den metaforik, som selve graven var udtryk for.

Sammenligner vi de hellekister, som var så almindelige i overgangstiden mellem bondestenalderen og bronzealderen, med de højgrave, som fik så stor betydning i tiden efter ca. 1700 f.Kr., er der flere iøjnefaldende forskelle.106 De hænger sammen med den øgede sociale kompleksitet og den hierarkisering af samfundet, der opstod med bronzealderens begyndelse.

Hellekisterne var ofte nedgravede under markoverfladen, men dog placeret sådan, at de gav udblik over landskabet. De blev anvendt til gentagne begravelser. Og når man åbner dem, finder man ofte skeletterne af de døde liggende hulter til bulter, som om deres identitet var opløst. Det er resultatet af den manipulering af knoglerne, man foretog i bondestenalderen. Vi har tolket det sådan, at den dødes sjæl frigjordes under opløsningen af kroppen for siden at genfødes hos forfædrene. De gentagne begravelser med deres knogleritualer var en måde, hvorpå man kunne kommunikere med forfædrene. Og man gjorde det, fordi samfundsordenen blev sikret gennem de historiske og mytologiske forbindelser til forfædrene. Både det enkelte individs og gruppens sociale position var bestemt af forholdet til disse. Derfor betonede hellekisternes metaforik især det forgangne.

Der er imidlertid forskel på at bygge et gravrum og bygge en høj over de døde. Derfor var gravhøjenes metaforik helt anderledes end hellekisternes. Gravhøjen blev kun opført over et enkelt individ. Selve gravlæggelsen afsluttedes med opførelsen af gravhøjen. Men til forskel fra hellekisterne synes gravbyggeriet i bronzealderen snarere at betone begyndelsen af gravritualerne end afslutningen. Gravmonumentet accentuerer så at sige det kommende, de efterlevende. Det sker bl.a. ved, at den afdøde i større udstrækning end tidligere bliver gjort synlig i landskabet. Det må have skabt en følelse af kontinuitet hos de efterlevende og været en påmindelse om den afdødes tilhørsforhold til de levendes samfund.

I bronzealderens egekister brugte man også bl.a. gravgaverne til at understrege den afdødes identitet. Det står i skarp kontrast til den dekonstruktion af individet, man foretog i kollektivgravene. Var det mon et udtryk for, at individet i bronzealderen ventede på en genfødsel? Havde den ældre bronzealders mennesker måske et syn på den dødes sjæl, som hvilede på tanken om naturens evige kredsløb, på ønsket om genfødsel? Var det mon det, der kom til udtryk, når man lod den døde vende ansigtet mod det punkt i horisonten, hvor den fælles urkilde for livet, solen, stod op? Måske højfolket betragtede sig selv som solens folk.

Set i det perspektiv, bør vi nok regne med, at der med bronzealderens begyndelse skete et religionsskifte, som mundede ud i en mere udtalt genfødelsestro for det enkelte individ. Det passer godt med, at man på det tidspunkt var ved at udvikle et socialt set langt mere komplekst og hierarkisk organiseret samfund end tidligere.

Men hvordan kan den lidt senere indførelse af ligbrændingen sættes i forbindelse med den nye religion, hvor frigørelse og genfødsel af den afdødes sjæl skulle fremmes af begravelsesritualerne? Det er vel ikke urimeligt at forbinde brændingen af den døde med forestillingen om, at den dødes sjæl får del af ildens og solens kraft og derigennem kan genfødes i menneskelig skikkelse eller på anden vis.107 Er det en sådan forestilling, der ligger bag ved ligbrændingsritualerne, kan solen for bronzealdermenneskene meget vel have været et symbol på genfødslen – og i videre forstand på naturens kredsløb: på dag og nat, sommer og vinter. Det var jo solen, der om foråret kom igen og gav liv til planter og dyr – til naturens genfødsel.

Noter

84: U. Steffgen 1998, s. 136 ff.

85: O. Madsen 1990, s. 112 ff.

86: L. Hvass 1987.

87: Desværre var ethvert spor af den døde og gravgaverne forsvundet, men der er næppe tvivl om at anlægget var fra den ældre bronzealder.

88: O. Madsen 1990.

89: M. Watt 1979.

90: V. Boye 1896, s. 24 ff. Se også en egekiste med en formentlig sadeltagformet overbygning fra Løsning mellem Vejle og Horsens, P. Ethelberg 1982b.

91: H. Kayser 1998.

92: A. Ruggles et al. 1981.

93: Randsborg & Nybo 1984.

94: Iagttagelserne afkisternes orientering i forhold til verdenshjørnerne er ikke helt uden problemer og har været genstand for diskussion, se bl.a. U. Steffgen 1998, s. 166 ff.

95: G. Kunwald 1954.

96: G. Kunwald beregnede i 1954, at der i periode II var 34 grave ud af et samlet antal grave på 1139, der var brandgrave. I periode III var det 336 grave ud af 1315 grave.

97: I Thy f.eks. udgør jordfæstegravene i den ældre bronzealders sidste afsnit 46%, medens 37% er brandgrave. I 17% af tilfældene er gravskikken uoplyst, se K.M. Hornstrup 1998, s. 28. På de danske øer er antallet af brandgrave på samme tid mere end det dobbelte af jordfæstegravene (Ph. Ille 1991, s. 113). Og i Skåne finder vi på samme tid 45% brandgrave og 27% jordfæstegrave (I. Håkansson 1985).

98: E. Lomborg 1964a.

99: B. Stjernquist 1961, s. 157 ff.

100: A.-L. Haack Olsen & J.H. Bech, 1995; A.-L. Haack Olsen et al. 1995.

101: Madsen & Thrane 1992.

102: M.B. Henriksen 1993.

103: K. Jennbert 1993.

104: B. Gräslund 1983, 1989, 1994.

105: J. Goldhahn 1999, s. 179 ff.

106: J. Goldhahn 1999, s. 186 ff.

107: A. Kaliff 1997.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Jordfæstelse og ligbrænding.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig