Nordens guld (1500-1100 f.Kr.)

Atten rigsdaler og tredive skilling, det var findelønnen, da en bondemand i Nordjylland i 1870 fandt et lerkar fuld af rav og bronze.¹ Karret fandt han, da han var ved at tage fyld i en lille bakke, der lå på hans mark i Understed, ikke langt fra Kattegat. Intet på stedet gav antydninger af, hvorfor skatten i sin tid var blevet gravet ned her. Var den en offergave eller var den forråd, der var beregnet til at blive hentet senere?

3,3 kg uforarbejdet rav rummede karret – og dertil to kvindesmykker af bronze, riflede halskraver af den slags, fornemme kvinder bar i tiden omkring 1400 f.Kr. Sammenligner man med andre fund fra bronzealderen, vil man nok gætte på, at Understedfundet er en offernedlæggelse. Men rav i sådanne mængder fra bronzealderen er hverken tidligere eller senere blevet fundet i Danmark. Den ellers så rige nordiske bronzealder er nemlig påfaldende fattig på rav. I den er der intet, som kan sammenlignes med bondestenalderens rige fund. Og sparsomheden på rav gælder hele det store sydskandinavisk-nordtyske område, hvor ravet forekommer naturligt.

Endnu i slutningen af bondestenalderen havde rav været ret almindeligt i brug som smykkemateriale.² Men allerede fra begyndelsen af bronzealderen anvendte man lokalt kun ravet i ganske ringe omfang. Det betød dog ikke, at man ikke indsamlede det på de bopladser, der lå nær ved kysten.

På bopladsen Bjerre i Thy fandt man f.eks. i beboelsesenden i et af husene et lille depot på 69 stk. uforarbejdet rav. Også uden for huset lå der spredt omkring i jorden talrige stykker rav.³ Man tillagde tydeligvis de små, gyldne klumper stor betydning. Men når man en sjælden gang finder rav i f.eks. bronzealderens grave, er det altid i sammenhænge, der viser, at man først og fremmest tillagde det magiske egenskaber. Det fremgår f.eks. af indholdet af en lille lædertaske, som en velstående kriger – og formentlig også troldmand – havde fået med sig i sin grav ved Hvidegården i Nordsjælland.⁴

Den døde var blevet begravet under en stor gravhøj. Han var blevet brændt, men hans dragt og øvrige udstyr havde ikke været med på ligbålet. I bæltet havde manden haft en lille lædertaske eller -pung. Heri lå adskillige mærkværdigheder, som vi senere skal høre nærmere om (se Shamanens billeder). Men der er ingen tvivl om, at det altsammen var amuletter og trylleting, som havde været brugt i magiens tjeneste. Og imellem disse lå også en stump af en ravperle. I denne magiske verden hørte ravet altså hjemme.

Nu kunne Hvidegårdsmandens brug af rav være en undtagelse. Det er dog næppe tilfældet, for man kender flere fund af rav i lædertasker sammen med trylleting.⁵ Men i det hele taget er brugen af rav i bronzealderen så speciel, at man hele tiden aner, at der ligger en dybere mening bagved. Når der f.eks. er indfældet en lille ravknap i fæstet på et fornemt fuldgrebssværd, uden at der er nogen funktionel forklaring derpå.⁶ Eller når der til indlægning i øjnene på et par kultiske hestefigurer fundet ved Tågaborg nær Hälsingborg er brugt rav.⁷

Rav finder man f.eks. også på et par kultøkser fra Skogstorp i Södermanland i Sverige. På begge sider af nakkeenden er økserne forsynet med en guldplade med indlagt rav.⁸ Ligeledes optræder rav ofte sammen med andre smågenstande, som må have haft en magisk eller rituel betydning. En rigt udstyret mandsgrav fra Kirke Værløse på Sjælland rummede f.eks. en enkelt ravperle og to små, dobbeltøkse-formede amuletter, tilsyneladende beregnet til at trække på en snor ligesom ravperlen.⁹ De to amuletter ser ud til at efterligne dobbeltøkseformede amuletter, som man kender fra så fjerne egne som Bulgarien og det ægæiske område.¹⁰ I graven fra Kirke Værløse havde perlerne formentlig ligget i den dødes bæltetaske sammen med forskellige andre småting, bl.a. en ildslagningssten. Bæltetasken var imidlertid helt formuldet.

Af åbenbar magisk betydning er også en ravskive med korsformet gennemboring, som er blevet indfattet i et 7 cm langt bronzehåndtag, og som man, formentlig med rette, har tolket som en solamulet (se Hellige tegn).

Medens man indsamlede rav i store mængder for at formidle det videre ud i verden, var man altså på samme tid meget tilbageholdende med selv at bruge det. Man tillagde tydeligvis ravet magiske egenskaber, men som tegn på rigdom brugte man det kun sjældent. Det ser man i gravfundene, hvor rav kun en sjælden gang findes blandt gravgaverne. Og ikke nok med det. Det bruges med den yderste sparsommelighed. Et enkelt, samtidigt fund fra f.eks. Frankrig eller Grækenland, hundredvis af kilometer borte fra de nordeuropæiske ravkyster, kan rumme lige så meget rav, som man kender fra hele den danske bronzealder. Heroppe mod nord er det kun små, uforarbejdede ravstykker eller småperler, man finder.

Hovedparten af fundene stammer iøvrigt fra Jylland, og rigdommen på former er ikke stor. Perlerne kunne enten være små, tøndeformede eller længere. Eller der kunne være tale om flade knapper med v-formet gennemboring.¹¹

Når ravperlerne findes i gravene, er det ofte sammen med små bronzespiraler eller perler af mørkeblåt, lyseblåt eller grønligt glas.¹² Også glasperlerne findes kun en enkelt eller nogle få sammen. Det er kun sjældent, at man finder så mange, at det kan blive til en hel halskæde.¹³ I stedet er glasperlerne og bronzespiralerne ligesom ravperlerne formentlig blevet båret som amuletter, måske i bæltet. At der var en nær sammenhæng mellem glas og rav, ser man illustreret i en grav fra Søviggårde i Sydsjælland, hvor et ravstykke var indfældet i en glasperle.¹⁴

Hvor de små glasperler stammer fra, ved man ikke.¹⁵ I ældre tiders forskning mente man, at de stammede fra Egypten og var kommet til Norden via forbindelser fra det ægæiske område. I nyere tid har man ment, at de lige så vel kan være fremstillet på det europæiske kontinent, uden at man dog har kunnet anvise hvor.¹⁶ I sidste instans er kendskabet til deres fremstilling dog nok kommet fra det ægæisk-orientalske område.¹⁷ Som de eksotiske sager de var, gik de fra hånd til hånd, hundreder af kilometer tværs igennem Europa.

De små blå glasperler er i øvrigt ofte af nøjagtigt samme form og størrelse som ravperlerne. Eller rettere, det ser ud til, at man med det lokale rav har søgt at efterligne fremmede perleformer. Disse kunne iøvrigt også være lavet af andre materialer end glas: jet og fajance f.eks. Af fajance kender vi kun en enkelt perle fra bronzealderens Danmark. Den blev fundet i en grav i Fjallerslev på Mors,¹⁸ men stammer formentlig oprindelig fra De britiske Øer, hvor de kendes fra mange hundrede fund. Lige som glasperlerne kan man også se fajanceperlerne som en smykkeform, der i sidste instans havde sine rødder i det ægæiske område eller Mellemøsten. Opskriften til at lave dem er formentlig kommet derfra, omend produktionen godt kan være foregået andetsteds.¹⁹

Perler af den sortglinsende jet kendes også kun i et enkelt tilfælde fra bronzealderens Danmark. I en rig grav i Tobøl i Jylland blev en jetperle fundet sammen med 6 tøndeformede rav-perler.²⁰ Jetperlen er en lille aflang, facetteret perle, og dens materiale er en kompakt og homogen stenkul, der er så sej, at den kan snittes og poleres. Materialet kendes i Yorkshire, Skotland og Somersetshire. Især i egnen ved Whitby er det blevet udnyttet i oldtiden, idet jet'en her vaskes ud af havet. Jet kendes også fra Frankrig, Spanien og Tyskland, men det er sandsynligt, at Tobøl-perlen stammer fra De britiske Øer, hvor de tøndeformede jetperler er meget almindelige og bruges ophængt i flerdobbelte kæder med samlestykker i enderne.

Ravets årtusinde kunne man kalde bronzealderen. For på den tid blev ravet spredt fra de hjemlige kyster i nord ud over hele det europæiske kontinent. Men påfaldende er den sparsomme brug af de gyldne klumper ved selve rigdommens kilde. Og anderledes forholder det sig ikke i de områder, der kulturelt set var nært beslægtede med Danmark, f.eks. i Skåne, Holsten, Mecklenburg og Pommern – og ved hvis kyster man også kunne samle rav. Også her var ravet kun sparsomt i brug. I stedet hørte det tydeligvis til blandt de eksotiske sager, som havde en magisk betydning for bronzealderens mennesker.²¹