• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Naturvidenskaben og ravet

Oprindelig forfatter JJe

I 1875 besøgte den store tyske arkæolog Heinrich Schliemann (1822-1890) Oldnordisk Museum i København.35 Schliemann havde i det år afsluttet sine gravninger i Hissarlik i Tyrkiet, som han mente måtte være det homeriske Troja, og var nu på rundrejse til europæiske museer. Sammenhængen mellem middelhavslandenes bronzealder og den verden, der lå udenfor, optog ham meget. Og han var derfor meget betaget af de store mængder oldtidsrav fra danske moser, som museet i København allerede dengang rummede. Rav var netop i de år for alvor kommet i forskernes søgelys, for man bemærkede, at det fandtes i de arkæologiske fund fra snart sagt hele Europa.

På den internationale arkæologikongres, som året inden var blevet afholdt i Stockholm, var ravet blevet heftigt debatteret. Man havde rejst spørgsmålet, om alt det rav, man kendte fra middelhavslandenes oldtid, virkelig var af nordisk oprindelse. Kunne det ikke tænkes, at lokale ravsorter fra f.eks. Sicilien og Appenninerne også var blevet brugt? Den første antagelse havde ellers hidtil været den gængse. Allerede i 1835 havde den danske historiker E.C. Werlauff skrevet en afhandling om „Den nordiske ravhandels historie“. Heri tolkede han de klassiske forfattere fra århundrederne omkring Kristi fødsel, og han kunne fastslå, at nordisk rav i store mængder var blevet ført til Syden som handelsvare i oldtiden.

Werlauffs arbejde var blevet oversat til tysk, og andre forskere var ikke sene til at tage hans tanker op, f.eks. den store tyske geograf Alexander von Humboldt. Ja, der var dem, der som svenskeren Sven Nilsson var overbevist om, at det var fønikiske købmænd, der havde stået bag ved ravhandelen mellem Middelhavet og Norden.36

Annonce

Men at lokalt, dvs. ikke-nordisk rav også kunne have været brugt i oldtiden, var en provokerende tanke.37 Nogle afviste den helt. Andre, som Heinrich Schliemann, var mere usikre. Og da Schliemann kort efter fandt tusinder af ravperler ved sine udgravninger af de rige kongegrave i Mykene i Grækenland, skrev han: „Det vil naturligvis altid være en hemmelighed, om dette rav stammer fra Østersøens kyster eller fra Italien, hvor det forekommer flere steder, især på Siciliens østkyst“.38

Man havde altså brug for en metode til at afgøre, om ravet var fra Østersøen, eller om det var af ikke-nordisk oprindelse. Det problem mente en apoteker i Danzig, ved navn Otto Helm, at kunne løse. Otto Helm vidste mere om rav end nogen anden på hans tid, og han udviklede en kemisk metode til bestemmelse af ravs oprindelse: ravsyremetoden.39 Ved at destillere og veje indholdet af ravsyre i bl.a. det rav, som Heinrich Schliemann havde fundet ved udgravningerne i Mykene i Grækenland, konstaterede Helms, at det indeholdt den samme høje mængde ravsyre som det rav, man kendte fra Norden. Han sluttede derfor, at fundene fra Mykenes kongegrave måtte være, hvad han kaldte baltisk rav.40

Nu har ravsyremetoden imidlertid sine alvorlige begrænsninger. Den går ud fra, at baltisk rav, eller succinit, som geologerne kalder det, rummer 3-8% ravsyre. Den ravsyre kan let frigøres og vejes. Det sker ved tørdestillation, og hele metoden er ganske simpel. Desværre er mængden af ravsyre i et stykke rav afhængig af, hvor meget stykket har været udsat for forvitring. Det vil sige, at en forvitret ravklump afgiver mere ravsyre end en „frisk“ klump – også selv om de to stykker rav teoretisk set skulle være dannet på det samme træ for millioner af år siden.

Hvad værre er, det har vist sig, at rav fra naturlige forekomster i Italien, på Sicilien, i Frankrig og Portugal rummer ravsyre ligesom Østersøravet. Dermed mister Helms metode sin anvendelighed.41 Det eneste, den kan sige, er, at hvis et ravstykke overhovedet ikke indeholder ravsyre, så kan det ikke være af „baltisk“ oprindelse. Og her må man huske på, at „baltisk“ er alt det rav, som findes i en bred stribe fra England i vest over Danmark og Østersøegnene langt ind i Rusland (se Nordens guld).

Otto Helm kendte flere af svaghederne ved ravsyrebestemmelsen – men han nævnede dem sjældent i sine resultater. Og da han ikke tog forbehold, gjorde arkæologerne det heller ikke, når de brugte hans „resultater“. De greb tværtimod hans analyser med begejstring og kom til den slutning, at der bronzealderen igennem måtte have eksisteret en „ravvej“ tværs igennem Europa.

Ravvejen havde flere forløb, mente man. Et begyndte ved den jyske vestkyst, fulgte Elben sydpå, gik gennem Tjekkiet og over de østlige Alpepas for at munde ud i Adriaterhavets nordlige ende. En anden rute startede ved de østbaltiske ravforekomster i Samland, gik gennem Polen og Tjekkiet og Østrig og mundede som den vestlige rute også ud i Adriaterhavet. Herfra skulle ravet så være ført videre ad søvejen til Grækenland.

Forestillingen om ravvejens forløb ned igennem Europa hvilede imidlertid på iagttagelser fra langt senere tider – og de havde næppe gyldighed for bronzealderen. Men det var stadig heller ikke bevist, at oldtidsravet i middelhavslandene virkelig kom nordfra. Det bevis kom først i 1960'erne, da en tysk-amerikansk forsker, Curt W. Beck, påviste, at man kunne bruge infrarød spektrometri til at identificere det baltiske rav.42

Infrarød spektrometri er en metode, som navnlig anvendes inden for den organiske kemi. Med et såkaldt spektrometer måler man, hvordan f.eks. rav optager infrarødt lys. Ravets optagelse af det infrarøde lys skyldes den energiomsætning, der sker ved atomernes svingninger i ravmolekylerne og deres rotation. Herved får man oplysninger om, hvordan atomerne i ravet er forbundet med hinanden. Da atomernes placering er afgørende for molekylets art, og disse placeringer altid er forskellige, er et stofs infrarøde spektrum næsten altid et tilstrækkeligt grundlag til at bestemme det pågældende stof, ganske som man kan identificere et menneske på dets fingeraftryk.

Her må vi imidlertid huske på, at betegnelsen „baltisk“ dækker alt det rav, som findes i Østengland, i Holland og Danmark og videre langs Østersøkysten, i Nordtyskland, Polen, Rusland og de Baltiske Lande. Ja, forekomsterne af baltisk rav rækker langt ind i Rusland og Ukraine, specielt langs Dnjepr, helt over til Sortehavskysten.

 Spektralmønstre af baltisk rav. Prøven til venstre, nr. 74 af de mange tusinde prøver, der er foretaget, er fra et stykke rav, der ikke i nævneværdig grad har været udsat for forvitring. Prøve nr. 174 er derimod fra et stykke forvitret rav. Her ser man, hvordan den klare „skulder“ til venstre på kurven er blevet mere udflydende.

Spektralmønstre af baltisk rav. Prøven til venstre, nr. 74 af de mange tusinde prøver, der er foretaget, er fra et stykke rav, der ikke i nævneværdig grad har været udsat for forvitring. Prøve nr. 174 er derimod fra et stykke forvitret rav. Her ser man, hvordan den klare „skulder“ til venstre på kurven er blevet mere udflydende.

De amerikanske undersøgelser har vist, at der er en klar forskel mellem det såkaldt baltiske rav på den ene side og de øvrige ravarter på den anden side. Forskellen viser sig ved, at det baltiske rav har et karakteristisk spektralmønster. Et sted mellem målepunkterne 8 og 9 μm er der en tydelig vandret „skulder“ efterfulgt af et skarpt spring i kurven (se illustration). Spektralmønstret til venstre viser denne skulder tydeligt, netop som den er karakteristisk for baltisk rav.

Billedet kan dog også være mindre karakteristisk, alt efter hvor forvitret ravprøven er. Forvitre gør ravet, hvis det f.eks. ligger i gennemluftet jord eller i en kammergrav, hvortil luften har fri adgang. Forvitringen tilføjer ravet nye kulilteforbindelser, som forstyrrer spektralmønstret lige netop i det område, som ellers er karakteristisk for det baltiske rav.

Spektralmønstret til højre er fra et forvitret stykke rav. Det viser, at den karakteristiske „skulder“ er fladet noget ud, selv om den stadig kan ses ret tydeligt. I enkelte tilfælde kan forvitringen af ravstykket være så fremskreden, at det karakteristiske mønster helt er forsvundet. Til alt held er sådanne tilfælde ganske sjældne. Konserveringsmidler, som man bruger for at bevare ravet, kan i øvrigt også forstyrre billedet. Der kan altså være ret store forskelle i den måde, ravets spektralmønster tegner sig. Og for bedre at kunne sammenligne dem har man taget computere til hjælp. Ved hjælp af en ret enkel matematisk beskrivelse af spektralmønstrets kurver kan man nu med 97% sikkerhed fastslå, om en prøve er baltisk.

 Ravperler fra Østersøen eller Vesterhavet fundet i en bronzealdergrav ved Schwarza i Thüringen, Tyskland. Den største perle er 5 cm i diameter.

Ravperler fra Østersøen eller Vesterhavet fundet i en bronzealdergrav ved Schwarza i Thüringen, Tyskland. Den største perle er 5 cm i diameter.

Over for det rav, som er baltisk, står alle de andre europæiske ravarter. Deres spektralmønster varierer imidlertid så meget, at man endnu ikke har kunnet opdele dem i klare grupper. Spektralanalyserne kan altså kun adskille det baltiske rav fra andre ravarter. Til gengæld kan de afsløre, om rav fundet i Middelhavsområdet stammer fra lokale forekomster. Det gør det kun i meget få tilfælde.

Siden de videnskabelige forsøg på at bestemme oldtidsravets oprindelse begyndte i 1960'-erne, har man analyseret mange tusinde ravfund. Man startede med de græske ravfund fra bronzealderen. Blandt flere hundrede perler fra Tiryns, Mykene, Kakovatos og andre steder, var der kun en enkelt, der var af ikke-baltisk oprindelse.43 De andre må være kommet til Grækenland nordfra, en vandring på flere tusinde kilometer gennem det europæiske kontinent. Også ravperler fundet på De lipariske Øer nord for Sicilien er blevet analyseret. De viste sig også at være „baltiske“. Det samme gjaldt ravperler fundet i grave i Sydfrankrig helt nede ved Rhônes munding. På samme måde er ravperler fra rige bronzealderfund i Alsace i Østfrankrig blevet analyseret. Igen var resultatet: baltisk rav. Endelig har fund fra de sydøstlige og centrale dele af Europa vist sig at være baltiske, til trods for at der her findes lokale, ravlignende forekomster, f.eks. i Rumænien.44 Disse synes imidlertid ikke at have været udnyttet i oldtiden.

Konklusionen må blive, at det rav, der i bronzealderen cirkulerede blandt Europas folkeslag, for langt størstepartens vedkommende kom nordfra, omend vi ikke nøjagtig kan sige, om det var fra Østersøen eller Vesterhavet. Nordfra kom altså også det rav, som fandtes i de græske kongegrave fra midten af det 2. årtusinde f.Kr. Lad os derfor endnu en gang vende blikket mod den østlige ende af Middelhavet.

Noter

35: E. Meyer 1952, s. 284, nr. 266 og s. 287-89, nr. 269. Se også P.J. Riis 1992.

36: S. Nilsson 1843.

37: Det var den italienske mineralog Guiseppe Capellini, som havde foreslået, om ikke rav fra Appenninerne og fra Sicilien havde været brugt i Italiens forhistorie, se G. Capellini 1872.

38: H. Schliemann 1878, s. 203-204.

39: O. Helm 1877, 1822.

40: O. Helm 1885.

41: C.W. Beck 1996.

42: C.W. Beck 1986, 1996.

43: C.W. Beck 1966, 1974; C.W. Beck et al. 1968, 1970.

44: H.U. Kasper 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Naturvidenskaben og ravet i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430903

Afsnittet Naturvidenskaben og ravet er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet