Middelhavets rav

Hen imod år 1300 f.Kr., dvs. ikke længe efter at højfolkene i den jyske Trindhøj var blevet gravsat i deres egekister, sank et handelsskib med hele sin last i Ægæerhavet ud for Ulu Burun ved den tyrkiske sydkyst i nærheden af Kas.⁴⁵ Skibet var ca. 15-16 m langt, og det havde en meget blandet last om bord. Den stammede fra både Egypten, Nærorienten, Cypern og Europa. Ialt rummede skibet ti tons kobber i form af oksehudsbarrer, en betydelig mængde tin og dertil snese af kobaltglasblokke, ibenholtstammer fra Egypten, elfenben af elefanter, skåle af strudseæg, skaller af purpursnegle og skildpaddepansere. I lasten var der også et stort antal kanaanitiske forrådskar med harpiks beregnet til parfumefremstilling, og der var lækkerier som figener, druer, mandler, granatæbler og oliven samt koriander. Og imellem alle disse eksotiske og herlige ting var der også rav fra Østersøen – nordeuropæisk rav, på rejse i Middelhavet sammen med alle de andre eksotiske ting, det blev forhandlet sammen med.

Ud over de mange sjældne varer var der på skibet også sværd af syrisk og mykensk type samt andre våben og værktøj. Der var mykenske vaser og cyprisk keramik. Nogle smykker og kostbarheder af mellemøstlig oprindelse havde formentlig tilhørt kaptajnen eller en rig passager. Af særlig interesse var to eller tre buxbom-skrivetavler. De udgjorde formentlig skibets logbog eller var en rejsendes dagbog, efter alt at dømme var de af mellemøstlig herkomst. Samme oprindelse havde formentlig også 24 stenankre og nogle musikinstrumenter.

Hvad man fandt på skibet, angav dets rejserute. Som handelsskib havde det haft udgangspunkt på den syrisk-palæstinensiske kyst, og rejsemålet lå et sted mod vest i Middelhavet. Ulu Burun-skibet er ikke det eneste bronzealder-skibsvrag, man har fundet i Middelhavet. Et andet blev fundet ved Kap Gelidonya, også ved Tyrkiets sydkyst.⁴⁶ Også det var lastet med både råstoffer og luksusvarer og skibet var ligeledes udgået fra en havn på den syrisk-palæstinensiske kyst. En betydelig mængde skrotmetal af bronze blev fundet på skibet, der muligvis har huset et værksted til metalforarbejdning. Et af målene for skibets rejse har formentlig været at bytte gammelt metal for færdigvarer. Man har iøvrigt også fundet skibsvrag med kobberbarrer, der er endnu ældre end Ulu Burun og Kap Gelidonya, helt tilbage fra det 15. eller 16. århundrede f. Kr.⁴⁷

De mange forliste skibe er et vidnesbyrd om, at der fra omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. eksisterede en organiseret, øst-vestgående fjernhandel i Middelhavet, som førte bl.a. kobber, tin og talrige færdigvarer vidt omkring. Bl.a. viser fund af græske, cypriotiske og kanaanitiske lerkar på Sicilien, Sardinien og den Appenninske Halvø, at handelen gik langt vestover, muligvis også til Rhônemundingen i Sydfrankrig.⁴⁸ Og det var formentlig herfra eller fra Italien, at ravet kom ind i den ægæiske verden. Man kan tænke sig, at det har været en slags freelance handlende fra landene i den østlige ende af Middelhavet, der på deres rejser optog kontakter med de indfødte og benyttede sig af deres, ofte ældgamle, vareudvekslingssystemer. Udvekslingen kan så være foregået som en gaveudveksling imellem de to parter.

Ikke mærkeligt at Odysseus-figuren får så stor betydning i den græske forestillingsverden. Odysseus rejser til verdens ende og må gennemgå utallige prøvelser undervejs. Ved at vise dygtighed og klogskab, ved sin evne til at håndtere uforudsete hændelser og til at lære noget af fremmede folk og verdener, viser han sig som den sande helt og hersker.⁴⁹ Han er så at sige arketypen på bronzealderens rejsende – og delte formentlig også karaktertræk med de høvdinge, som i andre egne af Europa satte ud på langfærd for at vinde indsigt i verden – og anseelse hos fællerne derhjemme bl.a. ved at bringe eksotiske varer med tilbage.

I Middelhavets verden af bølger og lys var de første europæiske bysamfund opstået. Det var først sket på øen Kreta, hvor den minoiske civilisation begyndte sin blomstring omkring 2000 f.Kr., dvs. på samme tid som de første forsøg med en bronzeproduktion fandt sted i Sydskandinavien. Nogle få hundrede år senere, omkring 1600 f.Kr., fulgte fastlandet med: mykenske paladser rejste sig nu rundt om i landet som synlige udtryk for et højt organiseret bronzealdersamfund bestående af små kongedømmer. På den tid var bronzealdersamfundene i Nordeuropa på vej ind i deres første blomstringstid.

I de græske paladser residerede mægtige herskere, som byggede deres magt på kontrol over befolkningen i det omgivende område. Også i døden markerede disse herskere deres storhed. De rejste mægtige gravkamre af fornemt konstrueret arkitektur. Og i gravkamrene blev de bisat med et vældigt udstyr af bl.a. våben og smykker. I Nationalmuseet i Athen kan man se deres skatte udstillet – og imellem dem også nogle mat udseende klumper: rav. Engang, da de endnu tilhørte de græske herskere, så de anderledes ud. Det var gyldne, honninggule smykkesten, hvis oprindelse man næppe kendte, men hvis mærkelige, stille glød gjorde dem højt værdsatte. I dag har naturvidenskabelige undersøgelser godtgjort, at det var baltisk rav.⁵⁰ Det gør ikke ravklumperne mindre fascinerende.

Det ældste rav, vi med sikkerhed kender fra Grækenland, er fra ca. 1600 f.Kr. Det var fra en tid, hvor de store og magtfulde bronzealderslægter forlængst havde markeret sig i Nord- og Vesteuropa, og hvor den mykenske civilisation netop var trådt ind i sin blomstring. Ravfundene stammer bl.a. fra kongegravene i Mykene og Pylos – og det samlede antal perler når op på henved 1500.⁵¹ Dog således at næsten 1300 af dem er fundet i en enkelt grav. Billedet er således ret tydeligt: fundene ligger koncentrerede inden for nogle få områder af Peloponnes, netop de områder, hvor den politiske magt på dette tidspunkt var størst, og hvor velstanden var samlet hos nogle enkelte slægter, som også besad evnen til at opnå velstandssymboler gennem gaveudveksling.

Noget tyder også på, at perlerne er importeret som hel- eller halvfabrikata. I hvert fald adskiller de sig en del fra det fornemme mykenske smykkehåndværk. Ravperlerne findes iøvrigt både i mands-, kvinde- og barnegrave. Det støtter tanken om, at det var de samme slægter, der besad velstanden og den høje status – og at denne gik i arv til børnene. En detalje er det desuden, at rav kun i meget få tilfælde kendes fra Kreta i dette tidsrum. Det kunne tyde på, at de mykenske slægtsforbindelser ikke rakte over til denne endnu så blomstrende ø.

I de følgende århundreder holder dette billede sig: ravfundene er fortsat koncentreret inden for et snævert område på Peloponnes, men deres antal er nu næsten halveret. Muligvis er der blot tale om en fortsat cirkulation af perler, der kom til landet med de første ladninger omkring 1600 f. Kr.

Så omkring 1300 f. Kr. synes der igen at være kommet forsyninger af rav til Grækenland. På den tid var der overalt i det østlige og centrale Middelhav en livlig mykensk handelsaktivitet. Den rakte helt op i Adriaterhavets nordlige ende, hvor den fik kontakt med ældgamle udvekslingssystemer, der gik over Alperne ind i det centraleuropæiske område. Og ad den vej, via Schweiz og Østalperne, nåede ravet frem til Posletten i det nordlige Italien, og derfra det sidste stykke af den flere tusind kilometer lange rejse til Grækenland.⁵²