• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fremmede drikkekar

Oprindelig forfatter JJe

Med ravets spredning ud over hele det europæiske kontinent står vi med et håndgribeligt bevis for, at selv de fjerneste dele af Den gamle Verden var inddraget i den vareudveksling, som spillede så stor en rolle for bronzealderens mennesker. Og rav var jo langt fra det eneste forbrugsgode, der vandrede over store afstande fra folkeslag til folkeslag. Salt var et andet eksempel på den vareudveksling, der til stadighed foregik imellem de europæiske høvdingedømmer. I Mellemtyskland i egnen omkring Halle udnyttede man allerede i bronzealderen saltkilder, dvs. kildevæld, der løb gennem stensaltlag.53

Men ud over sådanne forbrugsgoder stod f.eks. også bestemte slags drikkekar højt på listen over eftertragtede varer. Det hang sammen med, at drikkeritualer spillede en meget stor rolle i den religiøse kult. Det var nu næppe noget, som var særegent alene for bronzealderens mennesker. Helt tilbage i det 3. årtusinde f.Kr. var man i store dele af Europa begyndt at give de døde drikkekar med i graven, som skulle de hinsides jordelivet deltage i et evigt drikkelag.54

 Til højre: Offerfundet fra Simons Mose, syd for Mariager Fjord.

Til højre: Offerfundet fra Simons Mose, syd for Mariager Fjord.

I 1845 fandt man i Simons Mose syd for Hadsund ved tørvegravning en rig offernedlæggelse af ti drikkeskåle og en ankelring.55 Skålene lå stablet inden i hinanden, de fleste af dem var meget velbevarede. De var fremstillet af hamret bronze, de fleste af dem havde en bred, båndformet hank. Ankelringen havde spiraler i hver ende, deres ydersider var dekoreret med grupper af streger, og ringen havde tydelige slidspor. Den var tydeligvis af fremmed herkomst. Kun et enkelt andet stykke kendes fra Danmark.56 Men i områderne syd for Østersøen, i Mecklenburg-Vorpommern, er de ganske almindelige.57

Annonce

Bronzeskålene var imidlertid af en endnu fjernere herkomst. De kaldes skåle af Friederichsruhe-typen og findes spredt ud over store dele af det centrale Europa, fra Karpatherbækkenet i øst, fra Sudeterlandet, Mellem- og Sydtyskland og helt over til Rhinområderne i vest.58 Skålene har alle en sammentrykt, rundet underdel, hals og rand er skarpt adskilt. Den båndformede hank er fastgjort ved nitter. Der findes både udekorerede og dekorerede eksemplarer. Dekorationen består som regel af omløbende rækker af små bukler.

 Til venstre: De centraleuropæiske bronzeskåle fra offerfundet i Simons Mose.

Til venstre: De centraleuropæiske bronzeskåle fra offerfundet i Simons Mose.

Der findes flere forskellige varianter af disse skåle,59 men alle har de deres oprindelse i en omfattende produktion af hamrede metalarbejder, som begyndte i områderne langs den mellemste Donau i det 13. århundrede f.Kr., utvivlsomt under påvirkning fra det ægæiske område. Varianterne blev fremstillet forskellige steder i det store udbredelsesområde, men de findes alle sammen i offernedlæggelsen fra Simons Mose.60

Det rige fund fra Simons Mose viser os altså, ligesom ravet, at der i det 13. og 12. århundrede f.Kr. gik forbindelser fra Danmark over Østersøen til Mecklenburg-Vorpommern, og at man der fik forbindelse til et netværk af kontakter, som rakte langt mod sydøst, helt til det fjerne Karpatherområde, hvorfra der igen gik forbindelser til kulturerne i det østlige Middelhavsområde. Flere forskellige steder inden for det netværk, f.eks. i Sudeterlandene, må der havde været værksteder, hvor man fremstillede varianter af de eftertragtede drikkeskåle af bronze.61

Lignende bronzeskåle er fundet flere steder i Danmark: i Toustrup,62 Vester Børsting,63 på Aalborgegnen,64 og ved Roholte ved Præstø Fjord.65 Alle påfaldende nok i mandsgrave fra den ældre bronzealders slutning. Det samme gælder i Slesvig-Holsten, hvor man i bl.a. Ahrenshöft i Nordfrisland har fundet en rig mandsgrav med en bronzeskål som de danske.66

 Centraleuropæiske bronzeskåle fundet i 1: Toustrup. 2: Vester Børsting og 3: Roholte, den sidste fundet sammen med en armring, en fibula og en bælteplade.

Centraleuropæiske bronzeskåle fundet i 1: Toustrup. 2: Vester Børsting og 3: Roholte, den sidste fundet sammen med en armring, en fibula og en bælteplade.

Bag den produktion af drikkekar af bronze, som opstod i det sydøstlige Europa i det 13. århundrede f.Kr., lå der formentlig impulser fra det ægæiske område, hvor man allerede længe havde fremstillet drikkekar af bronze.67 I hvert fald genfinder man mange tekniske detaljer fra de centraleuropæiske metalkar på de mykenske. Men hvilken sammenhæng, der iøvrigt bestod imellem de to områder, er stadig uklart. Vi kan dog spore kendskabet til de mykenske metalarbejder i Europa endnu længere tilbage i tiden end det 13. århundrede f.Kr., formentlig helt tilbage til det 16.-15. århundrede f.Kr.

Et ganske nyt fund fra Sydtyskland kan belyse dette. Ved Bernstorf i Sydbayern fandt man i 1998 nogle forunderlige sager fremstillet af tyndt bladguld. Alt var klippet i stykker og sammenbøjet, men det viste sig, at guldet havde hørt til et fornemt dragtudstyr, der bestod af et kroneagtigt gulddiadem, et brystsmykke, et bæltesmykke, muligvis et scepter og en guldnål.68 Formentlig havde det hørt til en herskerdragt eller en kultdragt, som enten havde været båret af et levende menneske eller havde smykket en gudestatue. De nærmeste paralleler til disse herskerattributter finder man i de mykenske kongegrave fra det 16.-15. århundrede f.Kr., og selve guldet, hvoraf smykkerne var lavet, synes også at stamme fra det ægæiske område.

 Mykensk bronzeskål fra Dohnsen i Niedersachsen, Tyskland.

Mykensk bronzeskål fra Dohnsen i Niedersachsen, Tyskland.

Ad hvilke veje disse fornemme smykker var nået til Sydbayern står ikke helt klart. Var de kommet via Karpatherområdet, eller var de kommet over Alperne fra Italien? Hvorom alting er, så viser de, at kostbart kultudstyr omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. nåede fra det ægæiske område til Centraleuropa. Og til dette kultudstyr hørte også kostbare drikkekar som f.eks. en drikkeskål af bronze, der blev fundet ved Dohnsen i Niedersachsen, og som formentlig også stammer direkte fra det ægæiske område.69 Skålen er ikke hamret, men støbt. Dens bund er rund, og randen er dekoreret med et omløbende bladlignende motiv. Selv om de ægæiske bronzekar normalt er fremstillet ved hamring, kender man i Grækenland også kar, der er lavet ved støbning som skålen fra Dohnsen. Den nærmeste parallel til den nordtyske bronzeskål er fundet på Akrotiri på vulkanøen Thera i Ægæerhavet. Formentlig kan man datere den støbte skål fra Dohnsen til det 16. eller begyndelsen af det 15. århundrede f.Kr.

Man kender fra Nordtyskland yderligere et par fund, som antyder kontakter til det ægæiske område på omtrent samme tid.70 Spinkle er de, disse kontakter, men med baggrund i dem kan man måske bedre forstå det ejendommelige kar, som blev fundet i Vinding Folkehøj, syd for Salten Langsø i Jylland.71 I højen var der en mandsgrav fra tiden omkring 1400 f.Kr. Den indeholdt et sværd med rester af en træskede og et skålformet bæger, samt halsen af en bronzekande med lodret båndformet hank og dekoration på halsen og skulderen. Kanden, som var lavet af hamret metal, ligner visse ægæiske bronzeblikkander, som er fremstillet i flere dele.72 Til det skålformede bæger er der også sammenligningsstykker på det græske fastland. Kanden og skålen73 fra Vinding Folkehøj er dog næppe ægæisk import, men er formentlig fremstillet i et værksted i det nordeuropæiske område engang i det 14. århundrede f.Kr.

 Bronzeskål og overdel af kande fra Vinding Folkehøj. De to stykker hører muligvis sammen som vist nederst på tegningen.

Bronzeskål og overdel af kande fra Vinding Folkehøj. De to stykker hører muligvis sammen som vist nederst på tegningen.

Til samme tid hører også nogle støbte, dekorerede eller udekorerede bronzekar fra Slesvig-Holsten74 og Rügen75. De viser begge træk, som peger i retning af værksteder i det ægæiske område, selv om de formentlig er fremstillet i de nordlige egne af kontinentet. Fjerne, ægæiske forbilleder skimter man også bag to støbte bronzekar, som blev fundet i en gravhøj i Mecklenburg76 og en prægtig bronzeskål fra Gyldensgård på Bornholm77. Den sidstnævnte blev fundet i en rig mandsgrav under en stor høj.78 Bronzeskålen, som kan dateres til tiden omkring 1300 f.Kr.,79 kunne indeholde ca. 5 liter. Den var dekoreret med omløbende lister og rækker af bukler, i bunden arrangeret som et stjernemønster. På siden sad en støbt, x-formet hank. Skålen var utvivlsomt inspireret af metalkar fra Central- og Sydeuropa, men var formentlig dog et nordisk arbejde.80 Dens nærmeste parallel stammer fra stormandsgraven ved Kivik i Skåne.81

Nogle af disse metalkar leder tanken hen på de samtidige, meget smukt udskårne træskåle, som er fundet i mere end tyve af egekistegravene fra det 14. århundrede f.Kr., og som vi senere skal høre nærmere om (se Den hellige rus). Med deres halvkugleform og x-formede øre ligner de metalkarrene meget. Det gælder også deres dekoration af indhamrede tinstifter, som ofte danner et stjernemønster. Trækarrene findes også lige som metalkarrene fortrinsvis i mandsgrave, og begge kartyperne vidner om den betydning, man tillagde drikkekar i de ritualer, som ledsagede den døde på hans færd til det hinsides.

 Bronzeskål fra Gyldensgård, Østermarie sogn på Bornholm.

Bronzeskål fra Gyldensgård, Østermarie sogn på Bornholm.

Der er dog ikke noget sted, hvor vi får så klart et indtryk af drikkeritualernes betydning, som i den store gravhøj Trudshøj ved Skallerup. Højen ligger i et af Sydsjællands smukkeste landskaber med uendelige udsigter ud over Smålandshavet, helt over til Lollands og Falsters kyster. Der er vide panoramaer ned over de bølgende bakker til Masnedsund og Storstrømmen med dens mangfoldighed af store og små øer. Højt i terrænet ligger Trudshøj, der er ingen tvivl om, at den oprindelig dækkede over en stormandsgrav.82 Oprindelig var højen omkring 44 m i diameter og 7,5 m høj. Det betyder, at det vældige monument i sig rummede mere end 3500 kubikmeter jord. Mindst 8 hektar mark lå blotlagt for græstørv, da byggeriet af højen for mere end tre tusinde år siden var til ende.

Trudshøj lå omgivet af en mangfoldighed af gravhøje. Inden for et 10 x 10 km stort område omkring højen, lå der henved 200 gravhøje, den største koncentration overhovedet på Sjælland. Her på Sjællands sydspids fandtes en af den ældre bronzealders tættest befolkede bygder.

 Kedelvognen fra Trudshøj ved Skallerup i Sydsjælland.

Kedelvognen fra Trudshøj ved Skallerup i Sydsjælland.

Historien om Trudshøj er sørgelig, som så mange bronzealderhøjes skæbne er det. Det begyndte i 1894, da Nationalmuseet forgæves havde søgt at frede højen. Man havde hørt, at den stedlige forpagter af jorden agtede at gennemgrave højen for at finde oldsager. Og ganske rigtig, året efter gik det løs. Syv af forpagterens folk gravede en to meter bred grøft ind til højmidten, og her stødte de på en stor, rigt udstyret grav, som blev delvis ødelagt. Det kom Nationalmuseets folk for øre, og det lykkedes dem at overtage udgravningen. Men skaden var sket, og man afsluttede undersøgelsen få dage senere.

Så meget blev dog klart, at den grav, som højen var bygget over, var en mandsgrav. Den døde var blevet brændt og derpå højsat i en fire meter lang kiste, som enten havde været en udhulet stammekiste eller en plankekiste bygget af egetræ. Kisten, som var næsten helt formuldet, havde oprindelig været anbragt i en lille fordybning i den oprindelige markoverflade. Siden var den blevet dækket med en to meter høj stendynge. Store sten var lagt ind mod kistens sider for at stabilisere den, og for hver ende var anbragt en henved 1 m høj, flad sten.

 Udbredelsen af kedelvogne og tidlige centraleuropæiske bronzekar.

Udbredelsen af kedelvogne og tidlige centraleuropæiske bronzekar.

I kistens østlige ende lå en fuldstændig sammenfaldet kedelvogn, som havde rummet den dødes brændte knogler. Omtrent midt i kisten, som indvendig havde været foret med en kohud, lå resterne af et bronzesværd, en snoet guldarmring og nogle enkelte andre ting.83 Kedelvognen var lavet af tre dele, fod, underdel og overdel, som var nittet sammen og indvendig tættet med harpiksmasse. Kedlen havde fire, snoede hanke, og fra den brede, flade rand hang i korte kæder spidsovale raslestykker af bronze. Selve hjulstellet var ganske enkelt. Det kørte på fire hjul, hver med fire egre, og bestod desuden af to opadbøjede, snoede bronzestænger. For enderne af disse sad der små fuglefigurer. Små fuglefigurer var også med små punkter indpunslet på kedelens overflade sammen med nogle timeglasformede figurer mellem omløbende rækker af små bukler.

Formentlig skal de to snoede, opadbøjede bronzestænger, der endte i fuglefigurer, opfattes som et fugleskib, et religiøst symbol, der i slutningen af det 2. årtusinde var vidt udbredt i Centraleuropa. Her var fuglefigurer, svømmefugle, måske svaner, begyndt at vise sig i det 13. århundrede f.Kr., og med tiden udviklede de sig til solskibet.84 Skibe med fuglehoveder i stævnene og fuglemotivet som sådan havde en fortid i Middelhavsområdet. Herfra havde de som så meget andet spredt sig til Centraleuropa – og med Skallerupvognen møder vi for første gang motivet i Nordeuropa.

 Kedelvognen fra Peckatel i Mecklenburg-Vorpommern.

Kedelvognen fra Peckatel i Mecklenburg-Vorpommern.

Et enestående fund var Skallerupvognen. Men også i områderne syd for Østersøen indgik kedelvogne ikke helt sjældent i bronzealderens religiøse riter. I Mecklenburg-Vorpommern, nær godset Peckatel ved Schwerin, i fugleflugtslinje kun ca. 150 km fra Skallerup, udgravede man i forrige århundrede en gravhøj, som dækkede over en grav, der ikke blot var samtidig med Skallerup-graven, men også lignede den i mange henseender.85 Også Peckatelgraven var en mandsgrav – og ligesom Trudshøjgraven en stormandsgrav. Den døde var højsat med bl.a. et sværd, en økse, en snoet guldring af samme slags som den i Trudshøj – og en keldelvogn, der dog så lidt anderledes ud end Skallerupvognen. Peckatelgraven lå nær et vigtigt knudepunkt for de forbindelser, der fra Sydskandinavien gik sydover. Det viser bl.a. talrige andre grave i området, med gravgaver af guld og rav.

Også fra Skåne har man rester af en kedelvogn. Ved Hedskoga nær Ystad i Skåne fandt man i 1855 understellet til en lille kedelvogn i en tørvemose – det var altså ikke en del af et gravfund.86 Selve kedelen var ikke bevaret. Men understellet svarer til det fra Peckatel, begge har de stiliserede fuglefigurer på understellet, formentlig er de begge lavet i det samme værksted. Til gengæld afviger de fra Skallerupvognen. Dens understel er af en simplere konstruktion, og den måde aksler og hjul er forbundet på, minder snarere om Solvognen fra Trundholm (se Solvognen).

 Understel til kedelvogn fra Hedskoga i Skåne.

Understel til kedelvogn fra Hedskoga i Skåne.

Videre sydpå finder man flere kedelvogne. En stammer fra Milavce i Böhmen.87 Dens kedel ligner nærmest en ovedimensioneret skål.88 Der er næppe tvivl om, at den er lavet på samme tid og i det samme område som de hidtil nævnte kedelvogne.

Flere kedelvogne kan nævnes. De fordeler sig over store områder af det europæiske kontinent, men rækker også helt over til Mellemøsten – og forekommer iøvrigt over et meget langt tidsrum.89 I Europa dukker de ældste kedelvogne op i det 13. århundrede f.Kr.90 De yngste rækker ned i det 6. århundrede f.Kr.91 De ældste kedelvogne har alle, ligesom Skallerupvognen, en streng symmetrisk opbygning, så det er uklart, hvad der er for, og hvad der er bag.

 Så langt mod syd som i Etrurien indgik kedelvogne i kulten. Denne er fundet i en grav ved Marsiliana d'Albegna.

Så langt mod syd som i Etrurien indgik kedelvogne i kulten. Denne er fundet i en grav ved Marsiliana d'Albegna.

Kedelvognene består i princippet af et kar, hjul og fuglefigurer. Hvert af disse elementer var udbredt over store dele af Europa, men deres oprindelse skal søges i Donauområderne, hvortil de kom fra endnu fjernere egne. Kedelvognene var en væsentlig del af det sakrale udstyr, og både i Central- og Nordeuropa findes de i rigt udstyrede mandsgrave, hvor den døde som regel er bisat med sværd eller spyd. Ser man bort fra de nordligste fund, er der i de fleste grave med kedelvogne også fundet andre metalkar. Det tyder på, at vognene var sakralt udstyr, som blev anvendt i forbindelse med de drikkeritualer, bronzealderens elite lagde så stor vægt på at markere i gravene. Og som samtidig forbandt den samme elite over store dele af Europa.

Noter

53: W. Matthias 1976.

54: Det gjaldt f.eks. i de såkaldte Beaker kulturer i Vesteuropa, se R.J. Harrison 1980.

55: H. Thrane 1962c, s. 121 ff.

56: Fra en offernedlæggelse ved Frenderupgård på Møn, H.C. Broholm 1943, M 37, afb. s. 218; Aner & Kersten 2, nr. 1312.

57: W.A. von Brunn 1959.

58: Udbredelseskort H.Thrane 19672c, s. 162, fig. 30; K.W. Struve 1983, fig. 9.

59: Betegnet Gusen-, Velatice- og Zatec-varianterne, se H. Thrane 1962c.

60: Skålene nr. 1, 5 og 7 fra Simons Mose er af Velatice-varianten. Den har en vid udbredelse i Centraleuropa fra Böhmen til Elsass og Kärnten, men kendes også fra Mecklenburg og Danmark. Skålene nr. 2, 3, 4 er af Zatec-varianten, og skål nr. 6, den største af skålene, er af Blatnica varianten. De fleste skåle af den type er fundet i Karpatherbækkenet, men udbredelsen rækker altså helt op til Danmark (P. Patay 1990, s. 51 ff). Endelig er der skålene nr. 8-10, som er undervarianter af Velatice-varianten (og af den såkaldte Osternienburg-Dresden variant).

61: Se også P. Patay 1990, s. 50 ff.

62: Durup sogn, Viborg amt, Zatec-varianten, se H. Thrane 1962c, a. 116 ff.

63: Vroue sogn, Viborg amt, Zatec-varianten, se H. Thrane 1962c, s. 118 ff.

64: Zatec-varianten, se H. Thrane 1962c, s. 121.

65: Roholte sogn, Velatice-varianten, se H. Thrane 1962c, s. 119 ff; Aner & Kersten 2, nr. 1288.

66: K.W. Struve 1983, s. 247 ff; G. Kossack 1995, s. 44, fig. 40.

67: P. Patay 1996.

68: R. Gebhard 1999.

69: E. Sprockhoff 1961b; H. Matthäus 1978, 1980, s. 224 ff.

70: F.eks. en hamret bronzeskål fra en plyndret mandsgrav i Ramsdorf, Slesvig-Holsten, se K.W. Struve 1983, s. 241 ff. Den kan sammenlignes med en sølvskål fra skaktgrav IV i Mykene, se også P. Schauer 1985, s. 173 og P. Patay 1996. Og fra et gravfelt, Nienhagen, i Niedersachsen kender man en lille kop med en særpræget hank (P. Schauer 1985, s. 170 og Taf. 13,1), som kan sammenlignes med det berømte Vaphiobæger, eller bægre som er afbildet på egyptiske vægmalerier, se H. Müller-Karpe 1980, Taf. 17, A; 229, A 14-15.

71: H. Thrane 1962c, s. 109 ff.

72: P. Schauer 1985, s. 173. Selv nitterne på kanden, som er stukket ud gennem blikket indefra og ud, svarer til de ægæiske forbilleder.

73: De to stykker er af flere forskere opfattet som hørende til en og samme kande, se f.eks. P. Patay 1996, s. 406.

74: Löptin, H.J. Hundt 1959; P. Schauer 1985, s. 177, fig. 50.

75: Sellin, tidligere Mönchgut, P. Schauer 1985, s. 176, fig. 49.

76: Grosser Goldberg, ved Penzlin (Peckatel), se P. Schauer 1985, pl. 13,2-3. De ligner støbte kar fra bl.a. Dendra og Tiryns på Peloponnes, se P. Schauer ibid., s. 180, fig. 56-57.

77: H. Thrane 1962c, s. 112 ff; Aner & Kersten 3, nr. 1548 A.

78: Graven var centralgrav i en høj, hvis diameter var 120 fod i diameter. Den indeholdt rige gravgaver: en dolk, en enægget kniv, en ragekniv med hestehoved, en spiralornamenteret dobbeltknap, en tyk snoet armring af guld, rester af en bøjlenål.

79: Periode sub II/III, se K. Randsborg 1993, s. 56.

80: H. Thrane 1962, s. 139; Se også H.J. Hundt i Germania 28, 1955, s. 197 og Germania 30, s. 407 ff og Offa 16, s. 37 ff.

81: K. Randsborg 1993, s. 54.

82: Aner & Kersten 2, nr. 1269; H. Thrane 1962c, s. 127; J. Jensen 1984.

83: En lille ragekniv af bronze og en bronzekniv med rammeformet greb. Desuden en stump af en bronzepincet, nogle tøjstykker, og resterne af, hvad der formentlig var et drikkehorn. Tøjstykkerne svarer fuldstændigt til de øvrige danske tekstilfund fra egekisterne, se Lise Bender Jørgensen 1986.

84: F. Kaul 1998a., s. 280 ff.

85: R. Belz 1910, s. 193, 203; H. Müller-Karpe 1980, nr. 842, Taf. 514.

86: H. Thrane 1962, s. 155 ff.

87: H. Thrane 1962, s. 155 ff; G. Kossack 1995, s. 47, fig. 43; C. Pare 1999b, s. 422.

88: Af Velatice-type, hvor Peckatelvognens kedel minder mere om en stor skål af Blanicza-type. Skallerupvognens kedel er det sværere at finde paralleller til.

89: M. Egg 1991, med udbredelseskort.

90: F.eks. fundene fra Milavce og Acholshausen, M. Egg 1991; P. Schauer 1995, s. 152, fig. 30.

91: En af de berømteste sene kedelvogne er vognen fra Strettweg, se M. Egg 1998.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fremmede drikkekar i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430905

Afsnittet Fremmede drikkekar er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet