Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt

Oprindelig forfatter JJe

Tværs igennem Europa gik forbindelseslinjerne på kryds og tværs. Også Sydskandinavien var tæt forbundet med det netværk af forbindelser, der rakte helt ned til Middelhavets solbeskinnede verden. Men kølvandssporene over Østersøen og ad flodvejene ind i Europa er for længst slettet. De eneste spor, der er tilbage efter rejserne, er de varer, som de rejsende bragte med sig.

Det var først og fremmest ting, som mænd omgav sig med. Drikkekarrene af bronze har vi allerede omtalt. Våben var en anden vigtig gruppe, og her var det naturligvis sværdene, der særligt tiltrak de rejsendes opmærksomhed. Nogle af dem faldt så godt i tråd med den hjemlige smag, at man herhjemme kopierede dem. Det gjaldt f.eks. sværdene med ottekantet fæste.

 Bronzesværd med ottekantet fæste fundet i grave ved henholdsvis Skodsborg og Gammel Lejre på Sjælland.

Bronzesværd med ottekantet fæste fundet i grave ved henholdsvis Skodsborg og Gammel Lejre på Sjælland.

I navnlig det 14. århundrede f.Kr. var sværdene med ottekantet fæste vidt udbredt i især Sydtyskland og Böhmen. Men de fandtes også talrigt i Nordtyskland og Sydskandinavien.92 Herhjemme kender man dem bl.a. fra en rig offernedlæggelse ved Frenderupgård på Møn,93 hvor sværdet blev fundet sammen med bl.a. en ankelring, formentlig fremstillet i Mecklenburg. Det giver en fornemmelse af, hvilke nordtyske områder, ottekantsværdene passerede igennem på deres vej mod Norden.

Annonce

De ældste af sværdene med ottekantet greb synes at være opstået i Sydbayern,94 men herfra bredte de sig hurtigt nordpå og blev snart eftergjort i stort tal i Sydskandinavien og Nordtyskland.

Nogle af de nordeuropæiske ottekantsværd afviger tydeligt fra de sydlige. Men generelt er det svært at skelne mellem, hvilke sværd der er fremstillet herhjemme, og hvilke der er import. Der findes dog nogle, som gennem bl.a. deres ornamentik afslører deres herkomst.95

Sværdene med ottekantet hæfte hører fortrinsvis til i tiden omkring det 14. århundrede f.Kr. Men også i den følgende tid kom centraleuropæiske sværd med massivt greb til Sydskandinavien, dog ikke i særlig stort tal. Et sværd af den centraleuropæiske såkaldte Riegseetype er fundet på Mors.96 Og et lidt senere sværd, også med massivt greb, blev fundet i en mandsgrav ved Trevad i det nordlige Midtjylland.97

Ligesom det var tilfældet med sværdene med ottekantet hæfte, er det også vanskeligt at adskille, hvad der er hjemligt, og hvad der er fremmed, når det gælder grebtungesværdene, den anden af tidens almindeligste sværdtyper. Nogle af dem blev tidligere set som import fra det ægæiske område.98 Det er de dog næppe, men deres udformning skal ikke desto mindre ses i forbindelse med våbentekniske påvirkninger, der i det 15.-14. århundrede f.Kr. udgik fra det østlige middelhavsområde og derfra nåede ind i Centraleuropa og videre frem til Nordeuropa.99 Et par danske sværd fundet ved henholdsvis Ørskovhedehus i Østjylland100 og Dollerup i Nord-jylland101 viser sådanne tydelige påvirkninger fra det østlige Middelhavsområde. Det samme gør en dolk fra Öremölla i Skåne.102

Disse våbentekniske påvirkninger resulterede i Central- og Nordeuropa i en vældig produktion af grebtungesværd.103 De blev fremstillet i flere varianter,104 og nogle af dem findes i Sydskandinavien i stort tal. Udbredelsen af grebtungesværdene var meget stor og rakte fra Italien til Nordjylland og fra Tjekkiet til Rhinen. Inden for dette store område må der have været adskillige værksteder. Det er som nævnt vanskeligt at skelne mellem fremmede og lokalt fremstillede sværd. Til gengæld viser deres mængde og ensartethed, hvor tætte kontakter der i det 14. århundrede f.Kr. eksisterede mellem krigereliten i henholdsvis det centraleuropæiske og det nordeuropæiske område.

I den efterfølgende tid kom nye typer af grebtungesværd i brug.105 Men stadig var der et tydeligt fællespræg over sværdformerne i henholdsvis Nord- og Centraleuropa. Det samme gjaldt også dolkene, som forekom i mange forskellige udgaver. Nogle af de centraleuropæiske havde afrundet eller trapezformet grebplade med to nitter.106 Dem finder man i Nordeuropa i et stort antal grave fra det 14. og 13. århundrede f.Kr. Andre var forsynet med en grebangel.107 Af dem kender vi i Danmark knap en snes stykker.108 Endelig var der nogle, som havde en høj grebplade.109 Dem kender man fra Sjælland og det sydlige Jylland.110

 Sværd fra Dollerup i Nordjylland, i sin udformning påvirket af mediterrane forbilleder.

Sværd fra Dollerup i Nordjylland, i sin udformning påvirket af mediterrane forbilleder.

En særlig let genkendelig type af centraleuropæiske dolke var den såkaldte Peschiera-type.111 Disse dolke havde en vid udbredelse, men koncentrerede sig navnlig i områderne omkring Alperne, Norditalien og den mellemste Donau, hvor de formentlig blev fremstillet. Af dem kender man dog kun et enkelt eksemplar fra Danmark112 og to fra Sverige, en fra Skåne og en fra Uppland.113

Også symbolske våben vandrede den lange vej fra Centraleuropa til Norden. I en grav ved Kirke Værløse på Sjælland fandt man to miniature dobbeltøkser fra det 14. århundrede f.Kr.114 På den tid havde dobbeltøkse-motivet længe været kendt i Mellemøsten, og havde gennem lange tidsrum virket ind på de europæiske bronzealderkulturer.115 At oprindelsen til de små dobbeltøkser fra Kirke Værløse skal søges i sydøst viser en parallel til dem, fundet så langt borte som i Bulgarien.116

Til småtingene hørte også M-formede pincetter. Disse små toiletgenstande var udbredt over store dele af Centraleuropa fra Ungarn til Østfrankrig. I nogle få eksemplarer nåede også de frem til Danmark i tiden omkring det 14. århundrede f.Kr.117

Det samme gjorde et mindre antal nåle, som kom lige så langt borte fra. Herhjemme var der i den ældre bronzealder ikke tradition for at bruge nåle, hverken i mands- eller kvindedragterne. Men det er ikke utænkeligt, at de fremmede nåle er kommet hertil med deres bærere, nogle af dem var måske endog indgiftede kvinder. Men nålene selv viser, hvor store områder af det europæiske kontinent, man stod i direkte eller indirekte kontakt med. Nogle af nålene havde deres hovedudbredelsesområde i Mähren, Slovakiet, Nederøstrig og Ungarn.118 Andre rakte fra Sydtyskland helt over til de mellemste Donauområder og Siebenbürgen.119 Atter andre havde deres hovedudbredelse i Schlesien,120 medens nogle stammede fra lidt nordligere egne i Pommern og Sachsen.121 Så var der dem, der var udbredt fra Ungarn i øst til det mellemste Rhinområde i vest,122 og dem der navnlig hørte til de vestlige dele af Centraleuropa, Sydtyskland, Schweiz og Østfrankrig.123

 Nåle importerede fra forskellige egne af det europæiske kontinent. Oprindelsesstedet kan ligge inden for et stort mellemeuropæisk område fra Ungarn i øst til Rhinen i vest. 1. Lillegård, Poulsker sogn, Bornholm. 2. Charlottenlund, Gentofte sogn, Sjælland. 3. Brorupgård, Skt. Mikkels sogn, Vestsjælland. 4. Ordrup, Fårevejle sogn, Vestsjælland. 5. Smidstrup Hovedgård, Skibinge sogn, Sydsjælland. 6. Tobøl, Føvling sogn, Sønderjylland. 7. Ravnsby, Birket sogn, Lolland.

Nåle importerede fra forskellige egne af det europæiske kontinent. Oprindelsesstedet kan ligge inden for et stort mellemeuropæisk område fra Ungarn i øst til Rhinen i vest. 1. Lillegård, Poulsker sogn, Bornholm. 2. Charlottenlund, Gentofte sogn, Sjælland. 3. Brorupgård, Skt. Mikkels sogn, Vestsjælland. 4. Ordrup, Fårevejle sogn, Vestsjælland. 5. Smidstrup Hovedgård, Skibinge sogn, Sydsjælland. 6. Tobøl, Føvling sogn, Sønderjylland. 7. Ravnsby, Birket sogn, Lolland.

Det er et noget kaleidoskopisk billede, de mange fremmede sager fra kontinentet i syd frembyder. Men først og fremmest viser de, hvor vidtrækkende det netværk af udvekslingsforbindelser var, som man fik kontakt med når man fra Østdanmark nåede over Østersøen til de nordtyske kystområder. Eller når man fra Jylland drog sydpå i retning mod områderne omkring Elbens munding. Fra disse områder gik nogle udvekslingsruter langs Oder sydpå i retning mod Böhmen og Mähren. Ad den vej var det navnlig genstande fra det østlige Centraleuropa, som kom til Norden. Andre ruter gik langs Elben og Saale sydpå, og atter andre via floden Weser i retning mod Rhinen og de vestlige Alpeområder. En gang for alle fastlagte ruter var der ikke tale om. Det er, som afspejler mangfoldigheden af genstande fra vidt forskellige områder af kontinentet et system af kontakter, der hele tiden forandrede sig.

Noter

92: R. Hachmann 1958; K. Randsborg 1968, s. 54 ff.

93: H.C. Broholm 1943, M 37; Aner & Kersten 2, nr. 1312.

94: R. Hachmann 1958, s. 50 ff.

95: Det gælder f.eks. et sværd fra Øster Velling i det nordlige Midtjylland (H.C. Broholm DB I, s. 80, nr. 711, afb. ibid.) og Stundsig i Sydvestjylland (H.C. Broholm ibid nr 1040; Aner & Kersten 8, nr. 4211). Det ene har en nordisk klinge, det andet har nordisk ornamentik.

96: K. Randsborg 1968, s. 55, afb. ibid. s. 53, fig. 27B.

97: K. Randsborg 1968, s. 55, afb. ibid. s. 93, fig. 50.

98: S. Müller 1909, s. 106.

99: P. Schauer 1985, s. 144.

100: K. Randsborg 1967, s. 5, fig. 3.

101: E. Lomborg 1960, s. 137, fig. 2,1.

102: K. Randsborg 1967, s. 101, fig. 54.

103: De tidligste var sværd med en let udbuet grebtunge, af E. Sprockhoff, 1931, s. 56 ff. kaldt type Ia; se også P. Schauer 1971, s. 115 ff.

104: Almindeligst er varianterne Traun og Annenheim. Se P. Schauer 1971, s. 122 ff og 127 ff, udbredelseskort ibid. Taf. 118A-B.

105: Af E. Sprockhoff 1931, s. 13 ff. betegnet type IIa -Nenzingen typen.

106: K. Randsborg 1968, s. 13.

107: K. Randsborg 1968, s. 15.

108: Fundliste: K. Randsborg 1968, s. 18, note 64.

109: K. Randsborg 1968, s. 21.

110: Udbredelseskort K. Randsborg 1968, s. 27, fig. 12. Nogle lidt senere varianter findes i knap en snes fund fra Jylland, udbredelseskort ibid. s. 30, fig., 14-15.

111: K. Randsborg 1968, s. 6. Normalt bruges udtrykket Peschieradolk kun om dolke med grebtunge, undertiden dog også om dolke med massivt bronzegreb. En enkelt af de sidstnævnte er fundet i en gravhøj ved Mariager, se K. Randsborg 1968, s. 7, fig. 1 og 1970, s. 194.

112: Lundehøj på Samsø, K. Randsborg 1970. Udbredelseskort over de øvrige nordtysk-sydskandinaviske Peschieradolke se K. Randsborg 1970, s. 194.

113: K. Randsborg ibid.

114: K. Randsborg 1967.

115: H.G. Buchholz 1960.

116: Fundet i Semcinovo, Pazardzik distriktet, se “Gold of the Thracian Horsemen“. Treasures from Bulgaria. Udstillingskatalog Montréal 1987. nr 140; H.-G. Buchholz 1960 s 69, fig. 17e. Den eneste ægte dobbeltøkse fra Sydskandinavien stammer fra Långkärra, Ronneby sogn (afb. P. Schauer 1985, s. 162, fig. 32). Formentlig er den en nordisk omformning af øksetyper fra den mellemste Donau, se H.-G. Buchholz op.cit. s 39 ff.

117: K. Randsborg 1968, s. 32.

118: F.eks. Aner & Kersten 2, nr. 1141 II, se J. Rihovsky 1979, s. 85 ff.

119: F.eks. Aner & Kersten 1, nr. 366 B, se K. Randsborg 1968, s. 34.

120: F.eks. Aner & Kersten 3, nr. 1655 B.

121: F.eks. Aner & Kersten 3, nr. 1484, se J. Rihovsky 1979, s. 99 ff.

122: F.eks. Aner & Kersten 1, nr. 793 A, se J. Rihovsky 1979, s. 33.

123: K. Randsborg 1968, s. 42.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430906

Afsnittet Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet