Et glimt af fjerne verdener

Det var mange og ofte forunderlige ting, højfolkets ledende slægter tilegnede sig fra de fjerne verdener i syd. Men alle synes de at have haft en både praktisk funktion og en symbolsk mening i et større betydningssystem. Det gjaldt f.eks. også de klapstole, man undertiden lagde i de dødes grave, men som må have været et værdighedssymbol blandt de levende, og som det kun tilkom de få at sidde på. Sådanne klapstole var i bronzealderen almindelige siddemøbler i by- og paladskulturerne i den østlige del af Middelhavet. Dog var de på samme tid også værdighedstegn. Og når de blev brugt heroppe i Norden, var det som en fjern genspejling af den funktion, de havde haft i deres solbeskinnede hjemlande mod syd.

Når det gjaldt klapstolene, var det dog ikke stolene selv, der var vandret den lange vej fra Middelhavet til Norden. Det var deres idé. For stolene var utvivlsomt fremstillet heroppe på vore breddegrader, men i en form der lagde sig ganske tæt op ad forbilledernes.

Den bedst bevarede af klapstolene blev fundet i mandsgraven fra Guldhøj i Sønderjylland. At den døde havde været af fornem byrd fremgik af det rige udstyr, han havde fået med sig i graven. Tværs over hans skinneben havde der ligget et fornemt, lille siddemøbel, fremstillet af asketræ, og som oprindelig havde haft et sæde af odderskind. Selve stolen bestod af to rektangulære rammer, der hver var 33 cm høje. Benene var tykkest på midten, og de var samlet med sædelisterne ved hjælp af fint udskårne tappe og trænagler. De to nagler, der skulle holde rammerne sammen på det tykkeste sted, manglede. De må have været mindst 7 cm lange og var sikkert af bronze, som man kender det fra andre fund af klapstole.¹²⁴ Sætter man de to rammer i en vinkel på 45 grader i forhold til hinanden, får stolen en siddehøjde på 24 centimeter.¹²⁵

Af odderskindssædet fandtes kun et lille stykke. Det havde huller langs en ombøjet kant, og hullerne svarede til rækken af huller i sædelisterne. Skindstrimler trukket igennem hullerne har formentlig været brugt til at holde sædet fast. Sædelisterne var dekoreret med stregornamentik. På den ene liste var mønstrene dannet ved udskæring og udfyldning med en mørk, harpikslignende masse. På den anden var den lavet med et glødende redskab. Det kunne tyde på, at listen engang havde været brækket af og var blevet erstattet af en anden, dekoreret i en simplere teknik.

Klapstolen fra Guldhøj er den eneste fuldstændigt bevarede, vi kender fra Europa. Men rester af lignende klapstole er fundet adskillige steder, ikke blot i Danmark, men også i Sverige og Nordtyskland.¹²⁶ Vi har allerede hørt om et af findestederne, nemlig den plyndrede Barde Storehøj i Vestjylland, hvor egekisten endnu rummede resterne af en klapstol (se Gravrøvere). Både Guldhøj- og Storehøj-klapstolene var fremstillet udelukkende i træ. Men mange af de kendte klapstole har haft fint udformede metalbeslag, bl.a. på enderne af sædelisterne. Disse bronzebeslag fra bortrådnede klapstole finder man undertiden i gravene. Syv fund med rester af klapstole kendes fra Danmark. De fleste er fra Jylland, kun to fund er fra øerne. Det nordligst kendte fund er fra Småland i Sverige.¹²⁷ Det sydligste er fra Niedersachsen i Tyskland.¹²⁸ I heldige tilfælde er rester af træ bevaret sammen med beslagene. De viser, at stolene kunne fremstilles af hvidbøg, ahorn, frugttræ eller ask. Nogle af dem havde også rasleblik fastgjort i ringe for enderne af sædelisterne.

På højfolkets tid var møbler som Guldhøj-stolen imidlertid også i brug så langt borte som i den østlige del af Middelhavsområdet: i Grækenland, i Anatolien, i Mellemøsten og Egypten. Der er ingen tvivl om, at klapstole som den, der tilhørte Guldhøj-manden, blev fremstillet under inspiration af disse fjerne forbilleder. På vægmalerier i paladset i Knossos på Kreta ser man dem afbildet i brug.¹²⁹ Man har tilsyneladende siddet på dem på tværs af sædelisterne.

De ældste klapstole er imidlertid fra Mesopotamien, hvor de kommer i brug allerede i tidlig dynastisk tid. I Egypten, i de mellemøstlige kystområder og i Anatolien kender vi dem først fra den første halvdel af det 2.årtusinde f.Kr. Klapstole er på den tid møbler i velstående husholdninger, eller de er udstyr i kultanlæg. Det vidner bl.a. sumeriske og akkadiske segl om.

I midten af det 2. årtusinde f.Kr. bliver klapstole ret almindelige i Egypten. Fra egyptiske fund kender man siddemøbler af en konstruktion, der helt ligner højfolkets klapstole. F.eks. i den berømte Tut-Ankh-Amons grav, som stammer fra den 2. halvdel af det 14. århundrede f.Kr., dvs. den er samtidig med en del af de danske egekistegrave. I Tut-Ankh-Amons grav stod en fornem klapstol fremstillet af ibenholdt, elfenben og med svære guldbeslag.¹³⁰ Den er helt samtidig med den betydeligt mere beskedne stol fra Guldhøj.¹³¹ Fra Egypten er der ikke blot bevaret originaler, men også et betydeligt antal billeder af klapstole, bl.a. i grave i Theben og Tell el-Amarna.¹³²

Klapstolen har således været et almindeligt siddemøbel i by- og paladskulturerne i den østlige del af Middelhavet i hvert fald i det 15. til det 13. århundrede f.Kr., da den mykenske kultur havde sin blomstringstid. Man finder da også klapstole afbildet på smykker og på segl fra den tid. F.eks på et sencypriotisk rullesegl.¹³³ Men brugen af klapstolen fortsatte iøvrigt længe endnu, og den var tydeligvis et møbel, som blev brugt i ceremonielle sammenhænge til at markere den siddendes høje rang. Vi kender den fra Homers tid, og i det klassiske Grækenland finder vi den afbildet på vasemalerier og på relieffer. Den fremstilles gerne som et sæde for guder og helte. Etruskerne overtog klapstolen fra grækerne, og brugen af den levede videre hos romerne, hvor den også var et symbol for dem, som besad de højeste embeder. Den udviklede sig nu til den velkendte sella curulis, som i republikkens tid blev brugt af højtstående embedsmænd. De blev derfor betegnet magistrati curules.¹³⁴

Men på højfolkets tid, omkring det 14. århundrede f.Kr. dukker klapstolene op heroppe i Norden som et værdighedssymbol og sikkert som en fjern genspejling af de kulturer, der på samme tid udfoldede sig i det østlige Middelhavsområde. Forbillederne har man kunnet finde hos hetitterne i Anatolien, i Mellemøstens kystområder og i de mykenske paladser. Men hvordan klapstolene, eller i hvert fald ideen om dem, kunne bevæge sig hele den lange vej fra det østlige Middelhav op til Nordeuropa uden at efterlade sig et eneste spor undervejs, er lidt af en gåde. Men som vi senere skal se, omfatter den gåde også mange andre sider af tilværelsen hos højfolket i det sene 2. årtusinde f. Kr.

Vi er ikke langt fra den tid, om hvilken man fortalte, at en hær af de forenede achaiske styrker under kommando af Atreus' søn, den mægtige drot Agamemnon i „det guldrige Mykene“, belejrede og til sidst erobrede kong Priamos' stad, det hellige Troja på sletten ved Hellespont i det nordvestlige Anatolien. Sådan beskrives det i Homers helteepos Iliaden, og disse fjerne begivenheder skete formentlig omkring 1200 f.Kr. Nåede vage rygter om dem mon også helt til de yderste, nordlige egne i Europa, hvor højfolket levede?