Skibet og bronzen

På klingen af et af de prægtige krumsværd fra Rørby fra det 16. århundrede f.Kr. så vi for første gang et af bronzealderens skibe sejle afsted. Det var ikke et famlende og usikkert forsøg, bronzestøberen havde gjort på at gengive et skib. Nej, det var et afklaret billede, fint afstemt i formen. Man fornemmer i det en næsten homerisk fortælleglæde – og den svandt ingenlunde i de næste tusinde år. For talløse er de fremstillinger af skibe, som bronzealdermenneskene efterlod sig på Sydskandinaviens solbeskinnede klippeflader.

I helleristningerne udtrykte bronzealdermenneskene deres religiøse forestillingsverden i billedform. Ristningerne forekommer rundt om i Sydskandinavien på skrånende klippeflader, som indlandsisen skurede glatte for tusinder af år siden. Oldtidens eneste monumentalkunst har man kaldt dem. Talrigst finder man dem i de landskaber, der strækker sig langs den svenske Kattegatkyst fra Göteborg og videre nordpå til Oslofjorden. Flest er der i Bohuslän og Östergötland i Sverige samt i Rogaland, Østfold og Vestfold i Norge. Men de træffes også i Småland, på Skånes østkyst og på Bornholm. Ser man dem i solnedgangens lange skygger, træder de klart frem. Det er fremstillinger af bronzealdermenneskenes religiøse og magiske ritualer, og deres motivverden synes næsten endeløs. Vi skal senere (se Helleristningerne og Stenbillederne) vende tilbage til dem. Her skal vi blot anføre, at allerede fra den tidligste begyndelse indtog skibet en dominerende plads i denne verden af billeder.⁹⁴

Man kan spørge, om disse stadige gengivelser af skibsmotivet afbilder virkelige skibe? Svaret er ikke nemt at give med sikkerhed, for endnu har man ikke fundet direkte spor af bronzealderens søgående skibe. Men som vi senere skal se, er det dog overvejende sandsynligt, at helleristningerne afbilder de skibe, som for mere end tre tusinde år siden krydsede de havstrækninger, der også dengang omgav Danmark. Lange, slanke både har det været, ofte med en besætning på mere end en snes mand og med en last af de varer, som var mest efterspurgte blandt Sydskandinaviens bronzealdermennesker. Både som realitet og som symbol spillede disse fartøjer en umådelig rolle for de mennesker, som levede derinde i landskaberne bag kysten.

Det begyndte omkring 1600 f.Kr. Det kan man slutte ud fra den udviklingsrække, man har opstillet for skibsbillederne på grundlag af de miniaturebilleder af skibe, som findes på visse bronzegenstande (se Hellige tegn og billeder).⁹⁵ Det ældste miniaturebillede er Rørbyskibet, og dets karakteristiske træk genfindes på en række samtidige helleristningsskibe. Typisk for de ældste skibsbilleder er deres højt rejste, indadbøjede stævne, der ofte ender i en prik, deres rorlignende forlængelse af kølen og de parvist anbragte mandskabsstreger.

Disse de ældste skibsbilleder kan man finde på et stort antal af de svenske og norske helleristningsfelter. I Danmark er helleristningerne som nævnt få og stammer med undtagelse af Bornholm fra løse sten, som isen transporterede hertil under den sidste istid. Men på netop en sådan sten, fundet ved Truehøjgård i Himmerland, ser man indhugget to skibe af den samme tidlige form som Rørbyskibet.⁹⁶

Det er dog de norske og svenske helleristningsskibe, som har størst interesse i denne forbindelse. På f.eks. et helleristningsfelt ved Berget i Østfold, Norge⁹⁷ kan man se flere skibe af Rørbytypen. Det samme kan man i Östergötland og Skåne i Sverige. Også her er der mange skibsbilleder af den tidlige type. De findes iøvrigt undertiden side om side med helleristningsbilleder af økser, som også stammer fra denne tidlige del af bronzealderen.⁹⁸

Som regel er de tidlige skibe dog afbildet alene. I hvert fald er det sjældent, at ristningerne viser aktiviteter om bord på fartøjerne. At skibet blev bærer af andre symboler var noget, der først kom til i løbet af bronzealderen. Der er dog undtagelser. F.eks. finder man om bord på et helleristningsskib fra Hastholmen i Östergötland flere menneskepar afbildet i samlejestilling. Skibet har opad- og indadvendte stævne og en kun let opadbøjet kølforlængelse; det må altså høre til den tidlige type, samtidig med Rørbyskibet.⁹⁹

Hvordan skal vi da forstå disse mange skibsbilleder, som allerede på et tidligt tidspunkt af bronzealderen spreder sig ud over det sydskandinaviske område – og som i Danmark første gang viser sig med Rørbyskibet fra omkring 1600 f.Kr.? Det er, sikkert ikke med urette, blevet foreslået, at de tidlige skibsfremstillinger var symboler for alt det, som havde med den politiske magt og med religionsudøvelsen af gøre.¹⁰⁰

Hvor dette skib, med dets indadbøjede stævne, kom fra, er imidlertid en stor gåde. Langt borte i sydøst, i Ungarn og Rumænien, findes der ganske vist på samme tid, dekorative tegn, som man har tolket som afbildninger af skibe.¹⁰¹ Men de er meget få, og ligner ikke overbevisende de sydskandinaviske skibsbilleder. Indtil videre må vi nok erkende, at vi ikke kan give noget udtømmende svar.

At afbilde skibet var en skik, der hurtigt spredtes over store dele af Sydskandinavien. Det skete samtidig med, at bronze begyndte at komme hertil i større mængder. I Norge f.eks. spillede skibet en stor rolle, fordi bronze næppe kunne importeres uden kontakt med de ledende slægter i Sydskandinavien. Og når der er så stor lighed mellem Rørbyskibet og de sydnorske helleristninger, kan man se det som et udtryk for, at der bestod direkte forbindelser mellem Norge og Denmark i disse århundreder.¹⁰²

Så tidligt som i slutningen af det 3. årtusinde, i bondestenalderens sidste tid, kom store mængder flintdolke til Norge fra Nordjylland.¹⁰³ Allerede de tidlige, lancetformede flintdolke viser, at der var en direkte forbindelse over Kattegat. Fra det vestlige Sydnorge, fra Rogaland, kender man over 700 flintdolke, hvoraf næsten halvdelen er af den lancetformede type. Hertil kan føjes mange andre flintsager som segle, økser og råmaterialer i form af flintplanker. Importen fortsatte ind i det 2. årtusinde f.Kr. og omfattede foruden flintdolke nu også metalsager.¹⁰⁴ Hovedparten af denne import gik til Rogaland, en del kom også til Østfold.

Denne trafik kunne kun finde sted med skib tværs over Skagerrak. Og Rogaland og Østfold er netop de områder, hvor tidlige skibsbilleder begynder at viser sig på helleristningsfelterne omkring 1600 f.Kr. Det kan støtte tanken om, at skibsbillederne er et billedligt udtryk for transporten af eftertragtede værdigenstande over Skagerrak. Og formentlig også et symbol for de mennesker, der forestod transporterne.

Men hvori bestod dette interessefællesskab på begge sider af Skagerrak? Man kan gætte på, at det bl.a. udsprang af de sydskandinaviske bronzestøberes behov for fedtsten til støbeforme. Sådanne fedtstensforme kender man i Danmark både fra det 2. og begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., og de er efter al sandsynlighed importeret fra Sydnorge.¹⁰⁵ Man kan også gætte på, at skind og pelsvarer indgik i vareudvekslingen. Det er muligvis baggrunden for, at man i Sydnorge kan finde bopladser, hvor jagten på pelsdyr, f.eks. bjørn, polarræv og mår, udgjorde hovederhvervet for beboerne.¹⁰⁶

Skal vi således se skibet både som et nødvendigt transportmiddel og som et symbolsk udtryk for kontakten mellem befolkningsgrupper på begge sider af havet, kan der være grund til endnu en gang at vende tilbage til Rørbysværdene. Et af sværdene havde, som vi har set, et skibsbillede på klingen. Men muligvis er det også skibet, der ligger bag disse sværds ejendommelige form. Det er indlysende, at de ikke kan bruges som våben. Det fremgår også af, at der blev fremstillet kopier af dem i flint. Man har derfor argumenteret for, at krumsværdene af bronze var lokale, sydskandinaviske kopier af tveæggede sværd, som var indsat i en skede med krum ende, hvis forbillede man skulle finde i fjernøstlige kulturer.¹⁰⁷

Man kan imidlertid også tænke sig en anden forklaring på sværdenes ejendommelige form.¹⁰⁸ Deres ornamentik er omhyggeligt designet til at passe til netop denne type sværd, og meningen var, at den skulle ses. Betragter man den nedre ende af sværdet, ser man, at den har en umiskendelig lighed med skibsbilledernes stævne. Selv sværdenes imiterede nagler kan man finde på skibsbillederne. Mon ikke Rørbysværdene skal betragtes som kultgenstande, der var beregnet til at blive holdt frem for at ses? Så man kunne se foreningen af magtsymbolerne sværd og skib.

Den store mængde bronze, der var gået med til deres støbning, taler også for deres rituelle og symbolske betydning. Fire af sværdene synes iøvrigt at være lavet med den samme prototypemodel som udgangspunkt. Først blev de støbt i voks i en ægte, genbrugelig form. Derpå blev de støbt i bronze i cire perdue-metoden.¹⁰⁹ Formentlig blev deres dekoration, incl. skibet, indridset i voksmodellen før støbningen.

Sværdene fra Rørby – og skibsbillederne iøvrigt – kan således regnes med til vidnesbyrdene om, at der i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. begyndte at fremstå slægter, hvis betydning ragede op over andres, og hvis magt og anseelse beroede på at de kunne opretholde kontakter med bronzealdersamfundene i syd. Om denne udvikling finder vi ikke mindst vidnesbyrd i de dødes grave.