Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Offernedlæggelserne

Oprindelig forfatter JJe

Noget før midten af det 2. årtusinde f.Kr. blev en enestående samling af kostbare bronzesværd nedlagt som en offergave ved Dystrup på Djursland,121 kun ca. 8 km fra nogle tidlige bronzealderbopladser, som vi senere skal omtale (se Bronzestøbere i nord). Ialt otte sværd lå tæt sammen i to lag i et bundt, som havde de oprindelig været bundet sammen ved grebene. Formentlig havde de været indpakket i skind eller stof, men af det var der nu intet spor tilbage.

De otte sværd var omkring 45 cm lange og lignede hinanden. Alle var de støbt i et stykke og forsynet med „falske“ pyntenitter. En geometrisk dekoration udsmykkede de seks af sværdene, det syvende var dekoreret lidt anderledes, og det ottende var helt uden ornamenter. Dystrup-sværdene var formentlig hjemlige efterligninger af den lille gruppe af importerede sværd, som man efter oprindelesstedet i Karpatherbækkenet kalder sværd af Hajdúsámson-Apa typen. De er nogle af de første hjemlige efterligninger af de importerede sværd, ja, overhovedet nogle af de første sværd, der blev fremstillet i Sydskandinavien. De hørte til en gruppe af tidlige metalprodukter, som også omfatter økser, spydspidser og krumsværd. Alle kunne de være forsynet med den samme geometriske dekoration.

 Det ene af de to offerfund fra Valsømagle på Vestsjælland.

Det ene af de to offerfund fra Valsømagle på Vestsjælland.

Dystrup-fundet er et af de rigeste fra den tidlige bronzealder. Men det føjer sig ind i rækken af de offernedlæggelser, man kan følge helt tilbage til slutningen af jægerstenalderen og begyndelsen af bondestenalderen. Dengang var det navnlig flintøkser og rav, man ofrede, og det skete for en meget stor del i vådområderne rundt omkring i landskabet. Da metalsager i større omfang begyndte at komme i omløb omkring 2000 f.Kr., indgik også de i offernedlæggelserne. Vi har tolket ritualerne i forbindelse med disse nedlæggelser som en slags sociale skuespil, der skulle demonstrere og befæste den organiserede gruppes magt og sociale prestige i forhold til omverdenen.

Annonce

Skikken fortsatte som nævnt i det 17. og 16. århundrede f.Kr. Hyppigst var det enkeltgenstande, man nedlagde, og vådområderne var fortsat det foretrukne sted. I begyndelsen var ofringer af økser det almindeligste, men også spydspidser og dolke blev nedlagt.122 I nogle ganske få tilfælde ofredes flere genstande sammen. Det store fund fra Torsted i Vestjylland har allerede været omtalt.123 Samtidig med det er et rigt fund fra Virring i Østjylland med fire spydspidser, en dolk og to økser.124 Rige er også to offerfund fra henholdsvis Åbjerg i Vestjylland125 og Bagterp i Vendsyssel,126 begge med spydspidser og økser.

I det 16. århundrede f.Kr. stiger mængden af metal investeret i offernedlæggelsene imidlertid betydeligt. Antallet af enkeltvis nedlagte spyd og økser øges.127 Men hertil kommer nogle offernedlæggelser med flere våben af meget høj kvalitet. De to krumsværd fra Rørby i Vestsjælland har allerede været nævnt (se Bronzestøbere i nord). Og hertil kan man føje de to rige offernedlæggelser fra en mose ved Valsømagle, ligeledes i Vestsjælland. Den første128 rummede to spydspidser, to ceremoniøkser, en lang smal randlisteøkse, en fiskekrog og en sværdklinge, tydeligvis pragtvåben, der skiller sig ud fra flertallet af samtidige våben. Den anden offernedlæggelse fra Valsømagle129 rummede et langt stiksværd, to spydspidser, hvoraf den ene var dekoreret med spiralmønstre, en ceremoniøkse og en arbejdsøkse. Til disse rige fund slutter sig yderligere en offernedlæggelse fra Fårdrup i Vestsjælland130 med to prægtige, massive bronzeøkse dekoreret med geometrisk ornamentik og et køllehoved, ligeledes dekoreret med geometriske mønstre. Flere fund af samme art kunne nævnes, f.eks. fra Åttemosegård,131 Valsømagle132 og Vestergård133, alle på Sjælland.

Offernedlæggelserne foregriber nu tydeligt den rigdom, som udfoldes i de følgende århundreder. Men stadigvæk er det næsten udelukkende genstande fra den mandlige sfære, som ofres i vådområderne.

Sammenligner man nu fundene fra henholdsvis det 17. og det 16. århundrede, ser man, hvordan det første århundrede så at sige peger bagud mod dolktidens sidste fase. Gruppedominans og gruppehierarki synes stadig at eksistere inden for samfundet. Men klare mønstre er svære at påvise. F.eks. er den tidligere så entydige forbindelse til Únetičeregionen i syd forsvundet – Únetičecentret selv er brudt sammen omkring 1700 f.Kr. I stedet ser det ud til, at forbindelserne udadtil ikke længere orienterer sig mod nogen bestemt region i Centraleuropa. Det har man taget som udtryk for, at stammegruppernes magt og autoritet er ved at blive svækket.134

 Offerfund fra Fårdrup på Vestsjælland bestående af to massive bronzeøkser og et køllehoved med geometrisk dekoration.

Offerfund fra Fårdrup på Vestsjælland bestående af to massive bronzeøkser og et køllehoved med geometrisk dekoration.

En forvandling synes at indtræffe i det 16. århundrede f.Kr. Individet og familien bliver nu mere synlige. Samtidig bliver der oprettet nye forbindelser udadtil. Det tidligere gruppeorienterede stammesamfund er ikke længere i stand til at forhindre en mere individualiseret anvendelse af bronzen. Vi ser det bl.a. i de endnu forholdsvis få, rigt udstyrede grave. Vi ser det også inden for bronzehåndværket, hvor der bl.a. sker en opdeling af på den ene side almindelige arbejdsøkser, på den anden side fornemme ceremoni- eller prestigeøkser.

På samme tid blev der anlagt befæstede bosættelser på højdedrag i mange egne af Centraleuropa. De fungerede som knudepunkter i udvekslingsforbindelserne i de østlige og centrale dele af kontinentet, hvor samfundene nu syntes at være mere hierarkisk organiserede end tidligere.135 Der opstod nu et vidtspændende overregionalt netværk af udvekslingsforbindelser, hvor hver enkelt enhed er blevet sammenlignet med et høvdingedømme i etnografisk forstand. Man kalder dette fænomen for Højgravskulturen, og til den kan man for så vidt også knytte de nordtyske og sydskandinaviske områder, hvor mange af trækkene fra det centraleuropæiske område gentog sig.

Det skete samtidig med, at mængden af metal i omløb steg ganske betydeligt. Og det skete samtidig med, at en elite af magtfulde mænd, et krigeraristokrati, fremstod. De stod i spidsen for et samfund, hvor der var tale om betydelige forskelle i rigdom og social position.136 Efter alt at dømme var det den elite, der kontrollerede forbindelserne udadtil, i Danmark til områderne syd for Østersøen. Den forvandling, der var sket i det 16. århundrede f.Kr., havde således fundet sin foreløbige afslutning. Højfolkets tid var begyndt.

Noter

121: L. Wincentz Rasmussen 2000.

122: H.Vandkilde 1996, s. 219, fig. 230.

123: C.J. Becker 1964; H.Vandkilde 1996, s. 96-97, fig. 82.

124: H. Vandkilde 1996, s. 98, fig. 83.

125: H. Vandkilde 1996, s. 99, fig. 84.

126: Aner & Kersten 4, nr. 2367; H.Vandkilde 1996, s. 111, fig. 97.

127: Det drejer sig næsten udelukkende om randlisteøkser (brugsøkser), skafthuløsker af Fårdrup-type og spydspidser af Bagterp-typen. Andre typer spiller ikke nogen større rolle. H.Vandkilde 1996, s. 246.

128: Aner & Kersten 2, nr. 1097; H.Vandkilde 1996, nr. 511, afb. s. 123.

129: Aner & Kersten 2, nr. 1098; H.Vandkilde 1996, nr. 676, afb. s. 232-4.

130: Aner & Kersten 2, nr. 1178; H.Vandkilde 1996, s. 228, afb. s. 228, fig. 240.

131: Aner & Kersten 1, nr. 412.

132: Valsømagle (Aner & Kersten 2, nr. 1097-98).

133: Aner & Kersten 2, nr. 1137.

134: H. Vandkilde 1996, s. 287 ff.

135: S.J. Shennan 1993, 1994.

136: H. Vandkilde 1996, s. 288 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Offernedlæggelserne i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 7. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430876

Afsnittet Offernedlæggelserne er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet