Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gravene

Oprindelig forfatter JJe

På toppen af et langstrakt bakkedrag ved Trustrup midt på Djursland lå i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. en boplads med nogle få huse.110 Efter at have været i brug i en årrække blev husene nedrevet, og den jord, de havde ligget på, blev dyrket som ager. Senere blev en gravbygning bygget på stedet. Og da den, som ritualerne krævede det, var blevet nedbrændt, opførte man på stedet en stenrøse, som var omkring 12 m i diameter og en halv m høj.

Århundrederne gik, og jorden omkring stenrøsen blev fortsat pløjet -der levede stadig mennesker på stedet. Og i det 16. århundrede f.Kr. inddrog de den flere hundrede år gamle stenrøse til en ny begravelse. Denne gang var det imidlertid en meget fornem begravelse. I røsen ryddede man plads til en næsten tre m lang trækiste. Den døde havde været en af egnens stormænd, og man nedsatte ham i højen, så han vendte ansigtet mod den opgående sol. Her lå han i sin kiste, fuldt påklædt i sin ulddragt, der blev holdt sammen over brystet af to bøjlenåle af bronze. De efterladte stillede en barkæske ved hans hoved. Og ved hans venstre side lagde de en prægtig ceremoniøkse med vinkelbøjet træskaft (Se s. 77).

 I tiden omkring 1600 f.Kr. begyndte byggeriet af de talrige gravhøje, som endnu pryder det danske landskab. Her Stabelhøje på Mols.

I tiden omkring 1600 f.Kr. begyndte byggeriet af de talrige gravhøje, som endnu pryder det danske landskab. Her Stabelhøje på Mols.

Da gravritualerne var overstået, ompakkede man kisten med sten og dækkede den med græstørv, som man lagde med vegetationssiden nedad. På den måde byggede man en flad høj over kisten, et ganske imponerende monument med en diameter på ca. 24-26 m og en højde på ca. 80 cm. Et par generationer senere blev fladhøjen udvidet med endnu en grav, og man byggede højen større, så den fik en højde på over 3,5 m. Under navnet Diverhøj lå den, frem til den i 1985 blev sløjfet, med en vid udsigt ud over det djurslandske landskab.

Annonce

Det, som gør Diverhøj til noget enestående, er imidlertid graven fra det 16. århundrede f.Kr. For den er en af de første i vor oldtidshistorie, hvor et enkelt individ træder frem og med sit rige gravudstyr signalerer, at her ligger en stormand begravet. Det billede, vi hidtil har tegnet af oldtidssamfundet op til det 2. årtusindes begyndelse, viste en stærk gruppeorientering, dvs. et samfund hvor mulighederne for familier og individer for at markere sig selvstændigt må have været ganske begrænsede.111 I de arkæologiske fund er det meget svært at få øje på det enkelte individ. Det gælder f.eks. i gravene, hvor gravgodset var simpelt og anonymt, og hvor fællesskabet og traditionen understregedes ved genbrug af de store stengrave fra tidligere tider. Også metalgenstandene understregede dette. Det var yderst sjældent, at de blev lagt i gravene. Derimod blev de ofret enkeltvis eller flere sammen i vådområderne.

 Diverhøj på Djursland. Snit af gravhøjen.

Diverhøj på Djursland. Snit af gravhøjen.

Men i tiden omkring 1600 f.Kr. begyndte noget nyt at ske. Gravskikkene blev i stigende grad orienteret mod det enkelte individ og imod den nære familie. Gravgaverne – nu undertiden af bronze – blev af de efterladte brugt til at signalere og understrege den dødes sociale position i levende live. Hvor man tidligere havde foretaget begravelserne i store stengrave og -kister for at understrege de dødes tilhørsforhold til gruppen, brugte man nu trækister og stenkister, bygget til ét individ. Dermed understregede man en individualiserende tendens – som vel at mærke foreløbig kun gjaldt mænd. I dette tidlige bronzealdersamfund er kvinderne fortsat næsten usynlige. I hvert fald er de grave, som indeholder statusmarkerende gravgaver, udelukkende mandsgrave.

 Samtlige genstande fra mandsgraven i Diverhøj, økse, dragtnåle, skaftdølle og ildslagningssten.

Samtlige genstande fra mandsgraven i Diverhøj, økse, dragtnåle, skaftdølle og ildslagningssten.

Det er iøvrigt ikke noget stort antal grave af den slags, man kender.112 Hovedparten af dem koncentrerer sig i den sydlige del af den jyske halvø, i Slesvig-Holsten og på de nordfrisisiske øer. På resten af halvøen forekommer de mere spredt. Det samme gælder på Sjælland, og endnu mangler de på Fyn, Langeland og Lolland-Falster.113 I Østdanmark og i Nordjylland er der ofte tale om begravelser i megalitgrave og stenkister. Her fortsætter man således tydeligvis traditionerne fra tidligere tider. I resten af Jylland er højgravene derimod almindelige -det var de også førhen, helt tilbage til bondestenalderens enkeltgravstid.114 Når man nu byggede gravhøje var de ofte lidt større end tidligere, 8-10 m i diameter og en højde på 1,5-2 m var ikke usædvanlig. Men anlæggene kunne også, som vi så det i Diverhøj, nå betydeligt større dimensioner.

Selve gravene kunne have mange forskellige udformninger: stenkister, stenpakninger etc.115 Men generelt må disse mangfoldige gravformer have rummet udhulede stammekister. Det var en begravelsesform, der havde sin oprindelse langt tilbage i bondestenalderen, men som var blevet almindelig i dens seneste del. I stammekisten blev den døde lagt på en kohud, ganske som vi kender det fra senere tider,116 formentlig fuldt påklædt, idet man har fundet aftryk af tekstiler på nogle af metalsagerne.117 Blev en økse lagt i graven som gravgave, lagde man den i regelen nær den dødes hoved. Samme sted lagde man også lansespids, medens dolk og kortsværd i deres træskeder, blev anbragt på den dødes overkrop eller i hofteregionen, på både højre og venstre side. Simple spiralringe af guld eller bronze kunne også blive lagt i graven, evt. sammen med nål og bæltekrog, som hørte til dragten.

 Gravgaver fra en rigt udstyret grav fra tiden omkring 1600 f.Kr., fundet ved Strantved på Fyn. Den døde havde med sig i graven fået et sværd, en økse, en døllemejsel, et spidsvåben, en fiskekrog og en pincet.

Gravgaver fra en rigt udstyret grav fra tiden omkring 1600 f.Kr., fundet ved Strantved på Fyn. Den døde havde med sig i graven fået et sværd, en økse, en døllemejsel, et spidsvåben, en fiskekrog og en pincet.

Om selve gravritualerne ved vi ikke meget. Der er dog enkelte spor af ritualer, som også omfattede menneskeknogler.118 I en dobbeltgrav fra Stubberup på Lolland fandt man i fylden over graven menneskeknogler, som måske stammede fra ritualer, der var udført i forbindelse med gravlæggelsen. Sådanne knogleritualer møder man også senere hen i bronzealderen.

Der er næppe tvivl om, at de nye gravformer og brugen af metalgenstande som gravgaver afspejler, at en lille del af befolkningen var ved at skille sig ud som en krigerelite, adskilt fra den øvrige del af befolkningen. Det var en udvikling, man tydeligst kunne se i de østlige og nordlige dele af Danmark, incl. Skåne. Man har derfor peget på, at landet kan opdeles i to zoner, hvor grænsen kan trækkes mellem Lemvig og Århus i Jylland. Den østlige og nordlige zone kaldes zone I, medens områderne i Midt- og Sydjylland kaldes zone II. Til den slutter sig også områderne syd for den nuværende dansk-tyske grænse.119

Denne regionale opdeling er meget distinkt. Men den tegnes udelukkende af et begrænset antal højprestigegenstande fra gravfundene. Når det drejer sig om genstande af noget ringere værdi fra enkeltfund og offernedlæggelser, arbejdsøkser f.eks., så er der ingen nævneværdig forskel mellem de to zoner. De har således hovedparten af den materielle kultur til fælles, og kommunikationen mellem dem må have været intens. Der er på ingen måde tale om en kulturel barriere mellem zonerne.

 Gravgaver fra en rigt udstyret grav fra tiden omkring 1600 f.Kr. fundet ved Buddinge på Sjælland. Graven rummede dolk, spyd og bæltekrog samt et spidsvåben med endedup, en nål af guld og en guldspiral.

Gravgaver fra en rigt udstyret grav fra tiden omkring 1600 f.Kr. fundet ved Buddinge på Sjælland. Graven rummede dolk, spyd og bæltekrog samt et spidsvåben med endedup, en nål af guld og en guldspiral.

Det, som adskilte dem, var, at eliten i zone I markerede sig på en anden måde i gravene end eliten i zone II. Hvad der ligger bag den forskel er vanskeligt at sige. Muligvis var den resultatet af divergerende interesser og stridighederne mellem grupperne om adgangen til det europæiske netværk af udvekslingsforbindelser. En sådan markering af, hvad man måske kan kalde „etniske forskelle“ forekommer ofte i tider med store sociale og politiske forandringer.120 Opdelingen af landet i to zoner er iøvrigt et fænomen, der med vekslende styrke, kan spores helt tilbage til bondestenalderen.

Noter

110: P.Asingh 1987.

111: H.Vandkilde 1996, 1998.

112: U. Steffgen 1998, s. 112 ff; H. Vandkilde 1996.

113: Periode I grave fra Danmark: Aner & Kersten nr. 174, 280, 343, 381, 661, 668, 814, 1018, 1130, 1152 I, 1292 I, 1492, 3159, 3243, 3789, 3885, 3924, 4081, 4092, 4432, 4642; R. Hachmann 1957a, nr. 52, 54; E. Lomborg 1973, fig. 48, H.C. Broholm 1943, nr 26, 37, 534; G. Jacob-Friesen 1967, nr. 520, 546.

114: Enkelte efterbegravelser i ældre anlæg samt grave under flad mark forekommer dog også.

115: Se skema over diverse variationer hos U. Steffgen 1998, s. 119, fig. 13.

116: Se f.eks. Aner & Kersten 6, nr. 3159 og ibid. 8, nr. 3789.

117: Se f.eks. Aner & Kersten 5, nr. 2596 og H.C.Broholm 1943, nr. 37.

118: E. Lomborg 1964; F. Kaul 1998. s. 45.

119: I tysk arkæologisk litteratur kaldes zone II også Sögel-Wohlde zonen, se f.eks. K. Kersten 1935; B. Sicherl 1996.

120: H.Vandkilde 1996, s. 303 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Gravene i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430875

Afsnittet Gravene er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet