Kong Minos' palads i Knossos på Kreta fra det 2. årtusinde f.Kr., set fra øst.

.

Gravstele med stridsvogn fra Mykene, Grækenland.

.

Rekonstruktion af en mykensk stridsvogn.

.

Kultgenstand af bronze, måske en tromme, fra tiden omkring 1700 f.Kr. Fundet ved Balkåkra i Skåne.

.

Ved Hasfalva i Ungarn er fundet en kultgenstand, som i alle enkeltheder svarer til den, der blev fundet ved Balkåkra i Skåne.

.

Findestederne for de trommelignende kultgenstande fra Balkåkra i Skåne og Hasfalva i Ungarn.

.

Det palads, der stod i Knossos omkring 1700 f.Kr., var meget større og rigere end dets forgænger. Det bestod af et stort antal sale, værelser og korridorer, som lå omkring en central gård. Paladsbygningerne var i flere etager. Nederst lå rum, der blev brugt som magasiner og værksteder. Øverst lå de omfangsrige suiter, som blev brugt til repræsentative formål. Her fandt man festsale, monumentale trapperum, forhaller og søjlegange. Mange af rummene var udmykket med prægtige vægmalerier med menneske- og dyrescener, kultoptog og -lege. Der var også cisterner til opbevaring af vand og kanaler til paladsets vandforsyning.

De minoiske paladser tjente som residens for de herskende familier. De mest repræsentative rum benyttedes imidlertid også til religiøse eller ceremonielle formål eller som modtagelsesrum for gæster. Paladserne var både centre for det religiøse og det verdslige liv, for retsvæsen og forvaltning, for kunst og håndværk.

Omkring midten af det 15. århundrede f.Kr. blev Kreta hjemsøgt af en katastrofe, som blev begyndelsen til den minoiske kulturs undergang. Paladserne blev ødelagt, muligvis som følge af krigeriske begivenheder. Kun paladset i Knossos blev skånet. Men det var et nyt dynasti, der nu etablerede sig her. Det kom formentlig fra det græske fastland, hvis kultur fra nu af blev den dominerende i det ægæiske område.

På det græske fastland havde andre dynastier haft magten siden det 17. århundrede f.Kr. Det var herskerslægter, hvis grave vi finder i og ved det borganlæg, som skulle give kulturen navn: Mykene på den argviske slette på Peloponnes.3 De mykenske herskere blev begravet i stenbyggede skaktgrave, der var ført mange meter ned i jorden, og hvor de døde blev bisat med en hidtil uovertruffen pragt. Med sig på rejsen til det hinsides fik de kar af guld og sølv, ansigtsmasker af guld, smykker af guld og halvædelsten, store bronzekar og talrige våben, fortrinsvis sværd og dolke. Og gravgaverne vidnede om de mangfoldige forbindelser, herskerslægterne havde til fremmede egne: til Kreta, Egypten og Mellemøsten. Ja, helt fra Norden var der gravgaver i form af perlekæder af rav.

Det var en aristokratisk krigerklasse, der stod bag den mykenske kultur. Den opførte sine paladser efter minoisk forbillede. Og med tiden voksede de mykenske paladser til at blive de stærkeste økonomiske og kulturelle kraftcentre i den ægæiske verden. Mykenerne fik en vigtig rolle at spille som mellemmænd i handelen mellem den østlige og vestlige del af Middelhavet, i den søhandel som oprindelig havde sit udspring i Levanten. Det skete med stigende styrke i tiden efter 1500 f.Kr., og vi skal derfor vente med skildringen deraf til det følgende kapitel.

Baggrunden for den politiske og økonomiske opblomstring i det ægæiske område fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. skal man som nævnt søge mod øst, i den kulturelle og økonomiske ekspansion, der på samme tid fandt sted i mellemøstlige bystater. Her foregik der nemlig en velorganiseret handel over store områder med bl.a. kobber, sølv, tin og tekstiler.4 Den hvilede både på karavaneruter i indlandet og på en søhandel, hvor Syrien, Cypern og Kreta spillede en central rolle. Også Anatolien blev i stigende grad involveret i dette mellemøstlige handelssystem.

I tiden efter 1700 f.Kr. blev også de mykenske samfund på Peloponnes inddraget i det omfattende netværk. Herfra udgik handelsekspeditioner vestover i retning mod Sicilien og Det tyrrhenske Hav – og østover mod Anatolien, til bl.a. Troja, som lå ved indgangen til Sortehavet.5 Fra Troja gik forbindelserne videre ind i Sortehavet og mod nord til Donaumundingen, hvor det var guld- og kobberforekomsterne i Siebenbürgen, der lokkede.6 Og fra Donaus munding gik vejen, via det sydlige Siebenbürgen og den mellemste Donau videre ind i det centraleuropæiske kontinent.

Så langt nåede mykenerne næppe. Forbindelserne op til Donaus munding blev formentlig varetaget af handelsekspeditioner fra bl.a. Troja. Men der var alligevel åbnet en vej for indflydelser fra Mellemøsten og det østlige Middelhavsområde ind i det centraleuropæiske kontinent ved den nedre Donau. Det skabte økonomisk og kulturel vækst i disse sydøsteuropæiske områder, og førte til dannelsen af en elite, som markerede sin status ved bl.a. brugen af fornemme guldarbejder, især drikkekar fremstillet i en teknik, som man havde lært sig hos de østmediterrane bykulturer.7

Også centraleuropæernes bevæbning blev præget af østlige forbilleder. Spyd- og lansespidser af metal begyndte at komme i brug. Tidligere havde man i de østlige dele af det europæiske kontinent især brugt stridsøkser, medens man mod vest fortrinsvis brugte dolke og bue og pil. Nu var det pludselig spydet og lansen, der blev det foretrukne våben. Og tilskyndelsen hertil kom fra forbløffende fjernt hold. Denne våbentekniske fornyelse skete nemlig på nogenlunde samme tid over en enorm zone, der via endeløse steppeområder i øst rakte helt over til Mongoliet og Kina.8

De østgående forbindelser fik også på anden vis betydning for folkeslagene i det sydøstlige Europa og Mellemøsten. For i områderne nord for Sortehavet og helt over til Kasakhstan var man på den tid begyndt at opdrætte heste til at trække lette, tohjulede vogne. Det var formentlig første gang mennesket gjorde brug af hesten som trækdyr.9 Men snart spredtes denne opfindelse til både Østeuropa og Mellemøsten via Anatolien. I Mellemøsten udviklede man den lette, hestetrukne vogn til en krigsmaskine, stridsvognen, som på samme tid blev et herskersymbol. I den form ser man den første gang afbildet i Europa på de gravsteler, der blev rejst over de døde herskere i Mykene i Grækenland. Rollen som hesteopdrættere beholdt steppefolkene nord for Sortehavet mange århundreder fremover.

Men lad os vende blikket mod de nordlige områder af Centraleuropa, der i disse århundreder var en fjern periferi i forhold til vækstområderne i det sydøstlige Eruopa. Omkring 1700 f.Kr. skete der drastiske forandringer i det tidligere så vigtige Únetičecenter i Mellemtyskland. Centeret mistede med ét sin betydning for tilførslerne af metal til bl.a. Sydskandinavien. Lige så pludseligt som det var opstået omkring 2000 f.Kr., lige så hurtigt forsvandt det efter knap 300 års forløb. For stammegrupperne i Sydskandinavien betød det, at de nu ikke længere kun kunne skaffe sig metal ét sted fra, Mellemtyskland, men at de i stedet måtte skaffe sig forsyninger fra et langt større europæisk område.

Bag alt dette lå nogle betydningsfulde forandringer i områderne syd for Østersøen.10 I tiden op mod 1700 f.Kr. var forbruget af metal i den nordlige del af Únetičeområdet faldet drastisk. Man var ophørt med at foretage de tidligere så rige offernedlæggelser, og man brugte kun meget lidt metal som gravgaver i de dødes grave. Hvorfor det skete, står ikke helt klart. Men det hændte samtidig med, at den rigtige tinbronze kom i almindelig brug over hele det europæiske område, en teknologisk fornyelse, der muligvis havde sin oprindelse så langt borte som i Mellemøsten. Únetičeområdets monopollignende status blev brudt. Samtidig begyndte befæstede bopladser på højtliggende steder at dukke op i en bred zone syd for det mellemtyske område, i retning mod Karpatherområdet.

De højtliggende, befæstede bosættelser var et tegn på, at der var opstået nye forbindelser østover, mellem Centraleuropa og Karpatherbækkenet, hvor sådanne befæstede bosættelser allerede havde eksisteret længe, og hvor der var en rig udvikling i gang som følge af forbindelserne fra Donaumundingen til det anatolske område. Bosættelserne fungerede som knudepunkter i et vidtrækkende udvekslingssystem for tinbronze østfra og har formentlig medvirket til, at det mellemtyske center brød sammen. De nye forsyningsveje betød også, at det central- og nordeuropæiske bronzehåndværk blev præget af sydøstlige forbilleder. Ja, påvirkningerne rakte endnu videre, bl.a. til det våbentekniske område: sværd og spyd blev nu det almindelige krigerudstyr over hele det europæiske kontinent. Og bag den ændring mærker man en endnu mere vidtrækkende: de centraleuropæiske bronzealdersamfund var ved at få en langt mere hierarkisk samfundsorden end tidligere.

Det var nogle meget rige, bronzeproducerende samfund, man havde fået kontakt til i sydøst.11 De lå i det, der i dag er Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, og i dem kunne man møde en mangfoldighed af højtliggende, befæstede bosættelser, hver omgivet af et system af åbne bopladser.12 De befæstede bopladser varierede i størrelse fra nogle få til 10-15 hektarer, de lå regelmæssigt fordelt inden for territorier af en vis størrelse og var placeret således, at de havde et overblik over kommunikationsvejene i det omgivende terræn. De bronzevåben, -redskaber og -smykker, som blev produceret på de centrale bopladser, havde alle et vist fællespræg. Og fælles for disse samfund var også, at man nedlagde de kostbare bronzegenstande i votivhenlæggelser, ganske som man havde gjort det i Ünetice-området i dets storhedstid. Også i gravene nedlagde man gravgaver af bronze, og gravene var samlet på større gravpladser opdelt i klan- og familiegrupper.

I mange af de centrale bosættelser må der være foregået en omfattende håndværksproduktion af bl.a. metal og tekstiler. I flere af dem er fundet rige bronzedepoter.13 Det er tydeligt, at de befæstede bosættelser fungerede som håndværkscentre og som centre for fordelingen af færdigvarer.

Men de befæstede bopladser havde også forbindelser langt ud over deres eget område. Ikke blot til Central- og Nordeuropa, men også, som vi allerede har hørt det, til de rige civilisationer, der på den tid blomstrede i det østlige Middelhavsområde.14 Via handelskontakterne ved Donaumundingen i Sortehavet overførtes mange kulturtræk fra Anatolien og det ægæiske område. Man efterlignede fremmede bygge- og håndværkstraditioner, man overtog den hestetrukne vogn med firegerde hjul,15 og til hestene fremstillede man bidselstænger af hjortetak, som man dekorerede med et passerlignende instrument i en teknik, man havde lært at kende gennem de anatolske kontakter, og som man også overførte til arbejder af guld og bronze.

Altsammen understreger det, at de befæstede bopladser var centre med kombinerede økonomiske, politiske og rituelle funktioner. De tjente ikke som bolig for store menneskegrupper, men derimod for en lille elite, som til sig havde knyttet et antal specialister inden for forskellige håndværk.

Fra disse rige østeuropæiske bronzealdersamfund nåede navnlig igennem det 17. og 16. århundrede f.Kr. både færdigvarer af bronze og kulturelle impulser i videre forstand langt mod vest og nord.16 De nåede bl.a. til det sydskandinaviske område, som på den tid var ved at være modent til både at tage del i langdistanceudvekslingen af bronze og til at udvikle sin egen selvstændige bronzealderkultur. Et enkelt fund kan illustrere de forbløffende lange forbindelseslinjer, som på den tid gennemskar det europæiske kontinent. Det er en ejendommelig kultgenstand, som i 1847 blev fundet i en mose ved Balkåkra nær Ystad i Skåne.17

Den består af en rund skive, som i profil nærmest er tallerkenformet. Skiven hviler på et cylindrisk understel bestående af ti lige store dele eller moduler, udført i gennembrudt arbejde og nedadtil udformet som hjul med fire eger. De enkelte dele holdes sammen af nitter med konisk hoved. Et bronzebånd, hvoraf en lille del stadig sidder fast på underdelen, har holdt den nu løse skive fast. Underdelen og båndet er dekoreret på ydersiderne. På indersiden er der små streger og punkter, der har tjent som en slags nummerering ved sammensætningen. Den mærkelige genstand er ca. 27 cm høj og måler 45 cm i diameter. Skiven er støbt i ét stykke, formentlig i cire perdue-teknik, og den er på oversiden dekoreret med punkter, som danner seks koncentriske cirkler, hvorimellem der er fem zigzaglinjer. Punkterne er slået ind med et punsellignende redskab.

Hvad formålet med denne mærkelige genstand har været står hen i det uvisse. En funktion som tromme har været foreslået. Men skiven har ingen lighed med slagfladen på en tromme, og en tromme kan heller ikke have åbninger i siden. En funktion som alter er måske mere sandsynlig. Vi kan dog kun i almindelighed konstatere, at genstanden formentlig har tjent rituelle formål. Dens symbolske dekoration af hjulkors og koncentriske cirkler finder vi både på samtidige bronzegenstande og helleristninger. De kan være soltegn, de kan også symbolisere vogne, og de kan, formentlig i mere overført betydning, være symbolske udtryk for magt og rigdom.

Det interessante er imidlertid, at Balkåkrafundet har sit nøje sidestykke i et fund der i 1914 blev gjort ved Hasfalva i Ungarn. De to genstande viser så nøje indbyrdes overensstemmelse, at de må være fremstillet af den sammen bronzehåndværker eller i hvert fald i det samme værksted i det østlige Centraleuropa. F.eks. har bronzehjulene nøjagtig de samme dimensioner på de to stykker. De må helt enkelt være støbt i den samme form. Selv de små nummerstreger på bagsiden af underdelen finder man på begge stykkerne.

Henved 1000 kilometer er der mellem de to fundsteder i henholdsvis Skåne og Ungarn. Men de to fund er et overbevisende vidnesbyrd om, hvor store afstande den tidlige bronzealders udveksling af metalgenstande kunne overkomme. Sydskandinavien var nu for alvor blevet inddraget i den fælleseuropæiske bronzealderkultur.

Noter

3: Se bl.a. Lord W. Taylor 1983; G.E. Mylonas 1983; K. Demakopoulou (red.) 1988.

4: M.T. Larsen 1987.

5: M.Wood 1985.

6: A. Sherratt 1993.

7: Sherrat & Taylor 1985.

8: A. Sherratt 1993.

9: S. Piggott 1992.

10: H. Vandkilde 1996, s. 302 ff.

11: K. Kristiansen 1998, s. 370 ff.

12: I den arkæologiske litteratur går de samlet under betegnelsen Otomani-kulturen, men der findes også en mangfoldighed af navne for de enkelte lokale grupper: Veterov, Hatvan, Vatina og Madarovce f.eks.

13: På den rige, befæstede boplads Spissky Styrtok i Slovakiet var der bl.a. tale om en højborg, en slags akropolis, med en høvdingebosættelse, hvor man fandt mere end tyve bronzedepoter foruden spor af værksteder, hvor man havde fremstillet produkter af bronze, ben og rav, se A. Jockenhövel 1990.

14: J. Bouzek 1985.

15: Om det vidner bl.a. talrige fund af lermodeller af firegerde hjul i Karpatherbækkenet, J. Bouzek 1985.

16: P. Schauer 1985.

17: Knape & Nordström 1994.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Europas fødsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig