Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bronzestøbere i nord

Oprindelig forfatter JJe

Lad os vende tilbage til det bronzehåndværk, som i tiden efter 1700 f.Kr. udviklede sig i Sydskandinavien, og som i løbet af nogle få hundrede år nåede en kvalitet, der var enestående på hele det europæiske kontinent.

Et af de mest forbløffende træk ved det nye håndværk var den hastighed, hvormed nyheder inden for f.eks. våbenteknikken spredte sig til selv fjerntliggende områder. Et eksempel er spydet eller lansen, der som noget helt nyt blev en del af krigerens udstyr omkring 1700 f.Kr. Det var en fornyelse, der, som vi har hørt, havde sin oprindelse langt imod øst, men som på meget kort tid spredte sig over et kolossalt område af Europa. Sværd kom iøvrigt også i brug på samme tid, men herom senere.

 Offerfund bestående af en økse og seks spydspidser fra tiden omkring 1700 f.Kr. fundet ved Åbjerg i Vestjylland.

Offerfund bestående af en økse og seks spydspidser fra tiden omkring 1700 f.Kr. fundet ved Åbjerg i Vestjylland.

Allerede omkring 1700 f.Kr. dukkede spydet op i Danmark, og ligesom det havde været tilfældet med de tidlige randlisteøkser, inspirerede nogle få importerede spyd hurtigt til en lokal produktion. Vi kender de importerede spydspidser fra nogle få fund fra Danmark, alle nedlagt som offer gaver.40 Disse spydspidser var udbredt over et stort område af Centraleuropa, men deres fremstillingssted kan man endnu ikke angive med sikkerhed. Lignende importerede spydspidser findes også i både Sverige og Nordtyskland.41

Annonce

Disse fremmede våben tog de sydskandinaviske bronzestøbere til sig, og det varede ikke længe, inden efterligninger også blev fremstillet herhjemme – i nogle tilfælde endog i stort tal. Om det vidner et udsædvanligt stort votivfund, som fremkom ved Torsted i Vestjylland.42 På flad mark, lige under pløjelaget, lå en lille samling sten, som dækkede over, hvad der engang havde været en kurv eller æske indeholdende syv randlisteøkser og 40 spydspidser, nok til en lille hærstyrke. Man har da også foreslået, at fundets sammensætning skulle kunne give et fingerpeg om, hvordan en sådan hærstyrke kunne være sammensat, nemlig af 40 spydbevæbnede krigere, inklusive syv, som var bevæbnet med både spyd og økse.43 Bue og pil kan eventuelt også have indgået i bevæbningen. De 40 spydspidser i Torsted-depotet hører dog til undtagelserne. Fra hele landet kendes lidt over 60 spydspidser af denne tidlige, lokalt fremstillede type.

 Spydspidser importeret fra Centraleuropa i tiden omkring 1700 f.Kr. Den øverste er fundet i Virring i Randers amt, den nederste ved Sindbjerggård på Mors.

Spydspidser importeret fra Centraleuropa i tiden omkring 1700 f.Kr. Den øverste er fundet i Virring i Randers amt, den nederste ved Sindbjerggård på Mors.

Stadig var det dog økser, som udgjorde størsteparten af de våben og redskaber, bronzestøberne fremstillede.44 Hovedparten var randlisteøkser af den slags, man havde fremstillet igennem de seneste århundreder, formgivningen havde dog ændret sig lidt.45 Langt de fleste af de økser, vi kender fra den tid, er lokalt fremstillede. Det kan man se af, at deres formgivning afveg noget fra den, man fandt længere sydpå på kontinentet. Kun henved 5% af de økser, der var i omløb, var import fra Centraleuropa.46 Bronzestøberne var også begyndt at standardisere deres repertoire. Den mangfoldighed af forskellige økser, man tidligere havde fremstillet, blev nu afløst af nogle få og mere standardiserede former. Også den geometriske dekoration af økserne forsvandt.

Derimod ændrede brugen af økserne sig ikke. Ca. en femtedel af dem fik med tiden forkortet deres blad som følge af slid og opskærpning. Og næsten to tredjedele fik efterhånden skader på æggen som følge af, at de blev brugt til arbejde i tømmer. Sådan havde det også været tidligere.47 At der i stor udstrækning var tale om økser til dagligdags brug, ser man også af, at æggene blev koldhamrede, så redskaberne var skarpe og brugbare. Man opnåede også forbedrede egenskaber ved hyppigere brug af tinlegeringer.

Til værktøjsrepertoiret føjede sig også mejsler af bronze.48 De var dog endnu sjældne og kendes fra hele landet i mindre end en snes eksemplarer, mest som enkeltfund. Endelig var der også dolkklinger, hvoraf man dog kun kender et ganske lille antal.49 De ligner meget de dolkklinger, som på samme tid var i brug overalt i Central- og Vesteuropa, og er formentlig også fremstillet her.50 Smykker synes derimod ikke at have hørt til de hjemlige bronzestøberes repertoire. Når de en sjælden gang dukker op i fundene, er der næsten altid tale om import fra kontinentet.

Det var således ikke nogen omfattende produktion af bronzegenstande, der fandt sted i den første del af tiden efter ca. 1700 f.Kr.,51 og brugen af bronzerne synes heller ikke at have ændret sig afgørende i forhold til tidligere tider. Økser blev f.eks. gerne nedlagt enkeltvis som votivgaver i vådområder, og kun sjældent blev mange bronzegenstande ofret sammen. Der er endnu ikke tegn på samfundsmæssige ændringer i forhold til tidligere. Stadig synes det at være gruppen, der står bag de rituelle handlinger, enkeltindivider er endnu ikke synlige i de arkæologiske kilder.

Men så omkring 1600 f.Kr. begynder forandringerne at indtræffe.52 Produktionen af bronzegenstande bliver mere varieret og begynder nu også at omfatte smykker. Offerskikkene ændrer sig langsomt, og man begynder at lægge gravgaver af metal i de dødes grave. Dermed begynder enkeltindividet også at blive synligt i de arkæologiske fund. Oldtidssamfundet var langsomt ved at træde ud af den anonymitet, der havde præget det igennem hele bondestenalderen.

 Forskellige varianter af de såkaldte randlisteøkser. Fundet ved 1: Husevad, Rolsted sogn på Fyn. 2: Skovsbogård, Verninge sogn på Fyn. 3: Magleby, Magleby sogn på Vestsjælland. 4: Store Almegård, Knudsker sogn på Bornholm.

Forskellige varianter af de såkaldte randlisteøkser. Fundet ved 1: Husevad, Rolsted sogn på Fyn. 2: Skovsbogård, Verninge sogn på Fyn. 3: Magleby, Magleby sogn på Vestsjælland. 4: Store Almegård, Knudsker sogn på Bornholm.

Et af de første tegn på de nye tider er tilsynekomsten af sværdet, som skulle blive krigerens vigtigste våben igennem resten af bronzealderen. Og det viser sig allerede fra første færd i sin ypperste form som import fra det rige, karpathiske område. To af den slags sværd kender vi fra danske fund, fra henholdsvis Stensgård og Torupgårde på Lolland.53 Det er prægtige sværd med støbte greb og smidige klinger med høj midtkant og nøjagtigt udhamrede ægge. Fra fæstknap til od har de den fineste ornamentale mønstring. Vendt og drejet, befølt og beundret er de blevet, da man første gang holdt dem i hænderne heroppe i Østersøegnene.

Fuldgrebssværdene fra Karpatherområdet var vandret en lige så lang vej igennem Europa som „trommen“ fra Balkåkra. Og de blev straks eftergjort af hjemlige bronzestøbere. Vi kender dem bl.a. fra en usædvanlig rig offernedlæggelse fra Dystrup på Djursland, hvori indgik otte af disse hjemlige efterligninger.54

 Smykker af metal blev i bronzealderens begyndelse kun undtagelsesvis importeret fra kontinentet. Nogle få nåle med kugleformet, skråt gennemboret hoved, stammer dog fra det centraleuropæiske område.

Smykker af metal blev i bronzealderens begyndelse kun undtagelsesvis importeret fra kontinentet. Nogle få nåle med kugleformet, skråt gennemboret hoved, stammer dog fra det centraleuropæiske område.

Mere eller mindre beslægtede sværd og dolke kendes i et lille antal fra det danske område.55 Ligesom den øvrige del af de sager, der efterligner import fra det karpathiske område, stammer de fortrinsvis fra de østlige egne af landet. Nære paralleller til sværdene finder man i Pommern56 og i Sverige.57

Hvor dybt et indtryk disse prægtige sværd gjorde på den tidlige bronzealders mennesker, ser man af nogle næsten patetiske forsøg på at eftergøre dem i træ og flint.58 Ved Åtte i Sydvestjylland fandt man et sådant sværd.59 Æggene og grebet var lavet af fladehugget flint. Men der er ingen tvivl om, at forbilledet for det ejendommelige våben var de kostbare fuldgrebssværd fra Karpatherområdet.60 Fragmenter af flintægsværd som det fra Åtte kendes fra adskillige danske fund.61

Der var imidlertid også sværd i omløb, som byggede på andre forbilleder end de karpathiske. Fra bronzealdersamfundene i Sydtyskland og Østrig lærte man nogle slankere og lettere sværd at kende. Også de blev efterlignet af de sydskandinaviske bronzestøbere.62 Man havde nu lært at håndtere den vanskelige forbindelse mellem fæste og klinge. Fæstet var massivt støbt, med linseformet tværsnit, og knappen havde lav midterkam. Udskæringen mellem fæstets flige var dyb, næsten ægformet. Det sværd blev så at sige den hjemlige bronzestøbers svendestykke. Man kalder det Valsømaglesværdet efter et rigt offerfund på Sjælland,63 og det blev normgivende for fremstillingen af sværd mange århundreder frem i tiden. 12 eksemplarer af Valsømaglesværdene kendes fra Danmark. Fem af dem er enkeltfund, et kommer fra det rige Valsømagle II-depot (se Offernedlæggelserne) – og de resterende er fra grave.64 De fleste af Valsømaglesværdene er fundet i de nordlige og østlige dele af Danmark. Sværd og dolke blev iøvrigt fremstillet efter ensartede retningslinjer.65

I de sydvestlige dele af Danmark brugte man ikke sværd med massivt bronzefæste, men derimod bronzeklinger med et greb af organisk materiale, formentlig tak eller ben. Nogle af klingerne havde en afrundet hæfteplade, hos andre var den trapezformet.66 Det afspejler, at der lå forskellige forbilleder bag dem. Klingerne med afrundet hæfteplade efterlignede karpathiske bronzevåben, medens klingerne med trapezformet hæfteplade efterlignede sydtyske våben. De fleste af disse kortsværd var formentlig fremstillet herhjemme.

 Importeret bronzesværd fundet ved Stensgård på Lolland.

Importeret bronzesværd fundet ved Stensgård på Lolland.

At sværdet nu var blevet bronzealderkrigerens vigtigste våben er uomtvisteligt. Men at det også havde en symbolsk betydning, der rakte langt ud over dets praktiske anvendelse, er lige så sikkert. Det kan vi slutte af nogle helt ejendommelige ceremonielle våben, som også blev fremstillet i tiden omkring 1600 f.Kr.: krumsværdene.

I Rørby Mose på Vestsjælland fandt man i 1950'erne to næsten ens, massive krumsværd.67 De to sværd var ved støbningen blevet udsmykket med en fin linjeornamentik. Ned langs ryggen og æggen af sværdene havde man anbragt en række skraverede trekanter, som sammen dannede en fin zigzaglinje. Hæftet og grebknappen var ligeledes dekoreret med skraverede trekanter, og hele tiden var princippet det samme: en vekslen mellem dekorerede og ikke dekorerede flader. Tre næsten identiske sværd kender man også fra Sverige.68 Yderligere et krumsværd kendes fra Danmark, fundet ved Viby i nærheden af København.69 Det er dog af en yngre variant end de øvrige sværd.

Da bronzestøberen støbte Rørbysværdene lod han sig ikke nøje med en dekoration af blot geometriske mønstre. På klingen af det ene sværd anbragte han en lille figur. For første gang, efter bondestenalderens mærkeligt billedløse tid, møder vi her et genkendeligt billede: skibet. Det er enkelt og klart tegnet, har en kølforlængelse for og bag og stærkt svungne stævnforlængelser. Det er et stort skib: 31 skråstreger angiver mandskabet. Agterstavnen er lodret og har en klumpet kølforlængelse, forstavnen er krummet og spids.

Der er gjort mange forsøg på at tolke de ejendommelige krumsværd. Man har set dem som en misforstået udgave af fremmede sværd, og man har søgt deres forbilleder i fjerne egne, så langt borte som i Lilleasien.70 Vi kan imidlertid også forestille os, at bronzestøberen var fuldt bevidst om, hvad han gjorde, da han støbte disse enestående våben, og at han derved gav udtryk for nogle forestillinger, som var ved at få afgørende betydning i det nye samfund, der var ved at tage form. Til disse forestillinger skal vi senere vende tilbage (se Skibet og bronzen). Men først skal vi omtale krigerens andet hovedvåben: øksen.

 Otte bronzesværd fundet ved Dystrup på Djursland. Sværdene lå samlet i et bundt lige under pløjelaget. De var alle støbt i ét stykke og forsynet med „falske“ pyntenitter.

Otte bronzesværd fundet ved Dystrup på Djursland. Sværdene lå samlet i et bundt lige under pløjelaget. De var alle støbt i ét stykke og forsynet med „falske“ pyntenitter.

Bronzeøksen kunne nu antage flere forskellige former. Stadig var det dog randlisteøksen, der var den almindeligste, selv om den var i tilbagegang i forhold til tidligere tider. Den var fortsat et kombineret værktøj og våben og nu altid fremstillet i ren tinbronze. At randlisteøkserne blev brugt til f.eks. tømmerarbejde, ser man af, at en stor del af dem havde skader på æggen efter brugen. Mange af dem var også blevet forkortet ved opskærpning. Men der var samtidig sket en opdeling af økserne i rene brugsøkser og økser, der mere tjente ceremonielle formål.71 På den ene side havde man en stor gruppe små, ofte grove og opskærpede økser – det var arbejdsøkserne.72 Og på den anden side havde man en lille gruppe ikke-opskærpede, lange, slanke, fint forarbejdede og undertiden fornemt dekorerede økser.73

Arbejdsøkserne finder man først og fremmest nedlagt enkeltvis i vådområder. Ceremoniøkserne finder man derimod som oftest i grave. Det er en vigtig forskel, for den viser, at der nu var opstået en gruppe af mennesker, hvis fornemme status i samfundet man markerede ved at give dem udsøgte ceremonivåben med som gravgave på deres rejse til det hinsides.

 Flintægsværdet fra Åtte og – til sammenligning – et bronzesværd fundet ved Torupgårde på Lolland, men af sydøsteuropæisk oprindelse. Ligheden er tydelig, men størrelsen meget forskellig. Flintsværdet har været ca. 43 cm langt, bronzesværdet er ca. det dobbelte.

Flintægsværdet fra Åtte og – til sammenligning – et bronzesværd fundet ved Torupgårde på Lolland, men af sydøsteuropæisk oprindelse. Ligheden er tydelig, men størrelsen meget forskellig. Flintsværdet har været ca. 43 cm langt, bronzesværdet er ca. det dobbelte.

Ceremoniøkserne var noget af det fornemste bronzearbejde, der hidtil var blevet fremstillet herhjemme. Og at de skulle markere nogle enkelte menneskers særlige status i samfundet, kan man bl.a. se af den fornemt udstyrede grav, som blev fundet i gravhøjen Diverhøj på Djursland.74 Her var den døde blevet gravlagt med en ceremoniøkse, hvis 26 cm lange økseblad havde siddet på et vinkelbøjet træskaft, fastgjort med en bronzemuffe. Skaftet var for enden afsluttet med et cylindrisk beslag. Her var der tydeligvis tale om et ceremonivåben, øksen kunne i hvert fald ikke bruges til noget praktisk formål, men har i stedet skullet markere den dødes fornemme status.75

Udgangspunktet for disse ceremoniøkser var de traditionelle randlisteøkser, hvis blad var blevet gjort langt, slankt og tyndt. Æggen var kun svagt udsvajet, og fladerne og en eller flere af siderne kunne gerne være dekoreret. I Danmark kender man 14 af disse ceremoniøkser, men man kan også finde dem over store dele af det centraleuropæiske område, hvor de oftest forekommer i grave på samme måde som i Diverhøj.76

Der var imidlertid også andre økser, hvis betydning formentlig var mere symbolsk end praktisk. Det gjaldt nogle massive skafthulsøkser, som man kender fra det centrale og sydlige Sjælland,77 men som muligvis var importeret hertil fra kystegnene på den anden side af Østersøen.78 Der kendes kun 8 eksemplarer af dem, tre af dem er fundet i et par rige offerfund fra Valsømagle nord for Ringsted.79 Det er velformede økser med plastiske ribber på siden, og de har flere lighedspunkter med en anden øksetype, som til gengæld nok er fremstillet herhjemme, nemlig de såkaldte Fårdrupøkser opkaldt efter et rigt offerfund på Vestsjælland.80

Disse tunge bronzeøkser, hvoraf ca. halvdelen er dekoreret med en meget fin, geometrisk ornamentik, kendes i henved 75 eksemplarer fra Danmark.81 Langt størsteparten af dem fundet enkeltvis i vådområder, dvs. at de formentlig er nedlagt som offergaver. Et mindre antal er fundet sammen med andre kostbare bronzegenstande, men oprindelig også nedlagt som offergaver.82 Deres geografiske udbredelse dækker hele Danmark undtagen Vestjylland. Nogle enkelte fund kendes dog også fra Norge, Mellemsverige og Tyskland.

I fundet fra Fårdrup blev den massive øksetype fundet sammen med et unikt køllehoved af bronze (se Offernedlæggelserne). Vi kender ikke dets lige andre steder i landet. Den store økse fra Fårdrup vejer 3170 g, køllehovedet vejer 3242 g. Selv om deres form er meget forskellig, er deres vægt altså næsten den samme. Den slags og lignende forhold har fået nogle forskere til at spørge, om der lå en fælles vægtenhed bag bronzegenstandene.83 Det er bl.a. blevet foreslået, at Fårdrupøkserne vægt skulle være baseret på enheden 264 g.84 Tolv gange denne vægtenhed bliver 3.168 g sammenlignet med 3.170 g, som er den store Fårdrupøkses vægt. Seks gange vægtenheden 264 bliver 1584 g. Det er hvad den lille økse i Fårdrupfundet vejer. Man kan således ikke udelukke, at de massive bronzeøkser har været brugt som en slags barrer. Og at der bag deres vægt lå et fælles vægtsystem. Er det tilfældet, vil det nok lønne sig at søge efter vægtsystemets rødder i Mellemøsten.

 Randlisteøkser af de såkaldte Underåre- (øverst) og Oldendorf-varianter (nederst). 1: Ravnsby, Birket sogn på Lolland. 2: Flenstofte, Dreslette sogn på Fyn. 3: Horreby, Horreby sogn på Falster. 4: Ukendt findested, Haderslev amt. 5: Jægerspris, Dråby sogn på Sjælland. 6: Himlingøje, Himlingøje sogn på Sjælland. 7: Lumby, Lumby sogn på Fyn.

Randlisteøkser af de såkaldte Underåre- (øverst) og Oldendorf-varianter (nederst). 1: Ravnsby, Birket sogn på Lolland. 2: Flenstofte, Dreslette sogn på Fyn. 3: Horreby, Horreby sogn på Falster. 4: Ukendt findested, Haderslev amt. 5: Jægerspris, Dråby sogn på Sjælland. 6: Himlingøje, Himlingøje sogn på Sjælland. 7: Lumby, Lumby sogn på Fyn.

Det tredje våben i krigerens udstyr var spydet. Ligesom det var sket med økserne, sker der på denne tid også en opdeling af spydene i en jævn, „dagligdags“ type på den ene side og regulære pragtspidser på den anden side. At spydspidserne ikke blot var til pynt ses med al tydelighed i et gravfund fra Over Vindinge på Sjælland.85 Her sad den yderste spids af en spydspids boret ind i den dødes bækken. Et tankevækkende fund, i betragtning af, at bronzealderen, sine mange våben til trods, ofte bliver beskrevet som en meget fredelig epoke af landets oldtidshistorie.

De små, beskedne spydspidser86 var mellem 10 og 13 cm lange og ret almindelige. De var udbredt over hele landet med undtagelse af de vestligste egne af Jylland. Henved halvdelen af dem var dekoreret med en geometrisk ornamentik af samme art som den, man fandt på de massive skafthulsøkser. De beskedne spydspidser blev gerne nedlagt enkeltvis som offergaver i vådområder. Når man en sjælden gang finder dem i grave, er det ikke grave, der iøvrigt udmærker sig ved et fornemt udstyr.

 Spiraldekoration på bladet af en pragtøkse fra Gunderupgård i Nordjylland.

Spiraldekoration på bladet af en pragtøkse fra Gunderupgård i Nordjylland.

Anderledes stiller det sig med de store og fornemme spydspidser.87 De bliver hyppigere end de små, beskedne spidser givet de døde med i gravene, og da gerne sammen med andet fornemt våbenudstyr som sværd og økse. Når de forekommer i andre sammenhænge, f.eks. i offernedlæggelser er det også gerne i kombination med andre våben af høj kvalitet.88

Mesterstykket blandt spydspidserne er den store spids, der blev fundet i offerfundet fra Valsømagle.89 Den er med sit elegant svungne blad 43 cm lang og er på døllen dekoreret med et harmonisk, geometrisk mønster i kombination med løbende spiraler. Valsømaglepidsen er fremstillet herhjemme. Her møder vi altså for første gang det mønster, som i de følgende århundreder skulle blive det altdominerende i det sydskandinaviske bronzehåndværk: spiralen. Det sker samtidig med, at dette levende og smidige motiv folder sig ud i den græske bronzealderkunst to tusinde kilometer borte. En forbindelse må der have været mellem disse to yderpunkter i Europa, omend den, som vi senere skal se, kan være svær at forklare.

 Til venstre: Pragtøkse fundet i den rigt udstyrede grav i Diverhøj på Djursland.

Til venstre: Pragtøkse fundet i den rigt udstyrede grav i Diverhøj på Djursland.

Men oven over spiralerne på Valsømaglespidsen ser man endnu et motiv. På hver side af spydbladet svømmer fire små fisk afsted. Lignende fisk finder man også på en spydspids fra Gotland.90 Man kommer til at tænke på skibsbilledet på Rørbysværdet, der også var tilføjet uden iøvrigt at indgå i den øvrige ornamentale komposition. Sådan dukker de altså op, som isolerede motiver, de billeder og tegn, som senere skulle blive til den sydskandinaviske bronzealderkunsts foretrukne. Alt er endnu i sin vorden, vi er kun ved indledningen til det, der skulle folde sig ud i de følgende århundreder.

Der er i det hele taget noget eklektisk i dette tidlige bronzehåndværk. Man plukker her og der, og det er da også helt i overensstemmelse med, at man nu var en del af et større netværk, der omfattede meget store dele af Europa.

 Stridsøkse fundet i en offernedlæggelse ved Valsømagle, Vestsjælland.

Stridsøkse fundet i en offernedlæggelse ved Valsømagle, Vestsjælland.

En stor del af inspirationen blev hentet fra den karpathiske forbindelse, hvorfra man fik bl.a. våben dekoreret med geometriske mønstre og undertiden spiralhager. Importen herfra var begrænset til de nordlige og østlige dele af Danmark, men den inspiration, man fik til at dekorere de lokalt støbte bronzer, spredte sig ud over hele landet.91 Man ser det bl.a. på de såkaldte Fårdrupøkser og de små spydspidser,92 men iøvrigt også på det enestående køllehoved fra Valsømaglefundet og krumsværdene fra Rørby. Det var en enkel, stilfærdig og behersket stil, som var sammensat af nogle ret simple bestanddele: parallellinjer og punktrækker, skraverede trekanter med langtudskydende spidser eller sammenstillede timeglasafigurer, rhomber, zigzaglinjer, krydsskraverede bånd og enkelte eller dobbelte rækker af halvbuer. Motiverne blev ordnet i zoner på de skinnende bronzeflader. På den måde vekslede man hele tiden mellem glatte, udekorerede og dekorerede felter.

 Massiv bronzeøkse med skafthul, den såkaldte Fårdrup-type. Fundet ved Fårdrup, Vestsjælland.

Massiv bronzeøkse med skafthul, den såkaldte Fårdrup-type. Fundet ved Fårdrup, Vestsjælland.

Over for den stilart stod en anden, som vi først og fremmest så på den prægtige spydspids fra Valsømagle, men som vi også kunne genfinde på mange af de fornemme sværd, de ceremonielle økser og nogle få andre våben og endebeslag. Her omfattede dekorationen spiraler og cirkler, men gerne i kombination med geometriske mønstre. Udbredelsen af denne stilart begrænsede sig først og fremmest til de nordlige og østlige dele af landet. De var samtidige, de to stilarter, de påvirkede gensidigt hinanden, og alle de dekorative elementer forekom i begge grupperne omend i forskellig mængde. De koncentriske cirkler og spiraler var dog begrænset til Valsømaglestilen, som var den stilart, der trak de dybeste spor igennem de følgende århundreder.

 På et spyd fra et af offerfundene fra Valsømagle dukker spiraldekorationen omkring 1600 f.Kr. for første gang op i Sydskandinavien. Spydet er tillige dekoreret med små billeder af fisk.

På et spyd fra et af offerfundene fra Valsømagle dukker spiraldekorationen omkring 1600 f.Kr. for første gang op i Sydskandinavien. Spydet er tillige dekoreret med små billeder af fisk.

Hvordan den raffinerede spiraldekoration kom hertil er stadig ikke fuldt klarlagt. Det må, efter alt at dømme, være sket via de rige sydøsteuropæiske bronzealderkulturer i Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, det såkaldte Otomanikompleks,93 hvis fornemme bronzeprodukter i tiden efter 1600 f.Kr. nåede helt op til Sydskandinavien. I disse fjerne, sydøsteuropæiske områder blev spiralornamentikken brugt på benarbejder og keramik, og formentlig herfra blev de overtaget af bronzestøberne i Norden.

Noter

40: H. Vandkilde 1996, s. 212 ff.

41: G. Jacob-Friesen 1967, s. 105 ff.

42: C.J. Becker 1964, 1965.

43: K. Randsborg 1995.

44: Typisk for periode IA er økser af typerne B 2-5 (H. Vandkilde 1996, s. 92 ff og s. 177 ff).

45: H. Vandkilde 1996, s. 92 ff.

46: Vandkilde 1996, s. 103 ff., økser af typerne B 4-5.

47: Vandkilde 1996, s. 269.

48: Variant C, se H.Vandkilde 1996, s. 211.

49: H. Vandkilde 1996, s. 214 ff.

50: Et eksemplar findes i Virring-depotet i Randers amt, se H.Vandkilde 1996, fig. 83.

51: Ialt kender man i Danmark fra den tid 171 metalgenstande fra 101 lokaliteter, H.Vandkilde 1996, s. 211 ff., se især s. 219, fig. 230.

52: Periode I B, H.Vandkilde 1996, s. 223 ff.

53: De betegnes i den arkæologiske litteratur som sværd af Hajdúsámson-Apa typen. Aner & Kersten 3, nr. 1675 og 1680.

54: L. Wincentz Rasmussen 2000; N.A. Boas & L. Wincentz Rasmussen 2001.

55: E. Lomborg 1960, s. 94 ff. Sandbygård: Aner & Kersten 2, nr. 1392; Bøgeskov-Engestofte: Aner & Kersten 3, nr. 1682; en dolk fra Grenåegnen: H. Vandkilde 1996, s. 470, nr. 796. Et lidt afvigende sværd er fundet ved Stølstrupgård nær Sorø: H. Vandkilde 1996, s. 225.

56: R. Hachmann 1957a, pl. 24,3-4.

57: Bragby, Ramsta sogn, Uppland: G. Burenhult 1, s. 409, fig. 161.

58: P. Rønne 1986, 1987.

59: Aner & Kersten 8, nr. 3924 C.

60: Sværdet fra Åtte blev fundet sammen med en stenkopi af de nedenfor omtalte Fårdrupøkser, der således er med til at give en datering af fundet til periode IB.

61: P. Rønne 1987, s. 87 ff.

62: E. Lomborg 1960, s. 84 ff, 1969, s. 102 ff; H.Vandkilde 1996, s. 236.

63: Aner & Kersten 2, nr. 1098.

64: 12 eksemplarer af Valsømaglesværdene kendes fra Danmark. Fem af dem er enkeltfund, et kommer fra det rige Valsømagle II depot (Aner & Kersten 2, nr. 1098) – og de resterende er fra grave (Aner & Kersten 2, nr. 1130, 1376, bd. 3, nr. 2144C, bd. 9, nr. 4511).

65: Der kendes 15 fund af dolke af Valsømagletypen: H. Vandkilde 1996, s. 235. Tre er enkeltfund, resten er fra grave. Også de er udbredt i de nordlige og østlige egne af Danmark.

66: Man kalder de første klinger Sögel-typen, medens klingerne med trapezformet grebplade kaldes Wohlde- typen. H. Vandkilde 1996, s. 238 ff.

67: Th. Mathiassen 1952, 1957; E. Lomborg 1960, s. 113 ff og 1969, s 98; P. Schauer 1985, s. 131 ff; Aner & Kersten 2, 617.

68: Fra Norre i Östergötland, Knutstorp i Skåne og fra Ågård i Lilla Slågarp sogn i Skåne, se B. Jacobsson 1986. Sværdene kan dateres til per IB på grund af deres geometriske dekoration, som er identisk med den, man finder på bl.a. Fårdrupøkserne og Bagterp-spydspidserne. Metalsammensætningen antyder samme datering, H. Vandkilde 1996, s. 231.

69: P.V. Glob 1936.

70: B. Gräslund 1964, 1967; P. Schauer 1985, s. 131 ff.

71: H. Vandkilde 1996, s. 270.

72: De betegnes som økser af type C (H. Vandkilde 1996, s. 107 ff og 223 ff) og findes i to hovedvarianter: Underåre-varianten (C1) og Oldendorf-varianten (C3). De fleste af disse økser er formentlig lokalt fremstillede. Dog kendes Oldendorf-varianten over det meste af Nordeuropa. Samlet udgør randlisteøkserne henved 40% af samtlige metalgenstande fra denne periode, altså en meget stor del.

73: Hertil regner man bl.a. økser af Husby- og Magerkingen-Valsømagle-varianterne, H.Vandkilde ibid.

74: P.Asingh 1987.

75: H. Vandkilde 1996, s. 121 ff.

76: I Danmark kender man adskillige fund, hvor disse økser er fundet sammen med andre kostbare bronzegenstande, hvilket understreger deres betydning som ceremonigenstande. Således i Hune i Hjørring amt (Aner & Kersten 4, nr. 2343) sammen med stor, dekoreret spydspids med spiraler. I en begravelse fra Gunderupgård i Ålborg amt (H.Vandkilde 1996, nr. 519) sammen med dekoreret spydspids og sværd. I Langvad, Thisted amt (H.Vandkilde 1996, nr. 517A) sammen med et sværd og en fibula og i Skelby, Præstø amt (Aner & Kersten 2, nr. 1394) sammen med sværdklinge. Desuden fandt man i en høj ved Vridsløsemagle nær København (Aner & Kersten 1, nr. 343) en dekoreret økse af den her omtalte type, fremstillet af en knogle af et rådyr.

77: H.Vandkilde 1996, s. 238.

78: H. Schubart 1972.

79: Aner & Kersten 2, nr. 1097-98; H.Vandkilde 1996, nr.511 og 676.

80: Aner & Kersten 2, nr. 1178.

81: H.Vandkilde 1996, s. 267 ff.

82: Af depoter med økser af Fårdruptypen kan nævnes fund fra Fårdrup (Aner & Kersten 2, nr. 1178), Højsted i Holbæk amt (Aner & Kersten 2, nr. 978) og Bækbølling i Ribe amt (Aner & Kersten 8, nr. 3906). Deres geografiske udbredelse dækker hele Danmark undtagen Vestjylland. Nogle enkelte fund kendes dog også fra Norge, Mellemsverige og Tyskland.

83: M.P. Malmer 1997.

84: E. Sperber 1993, s. 616, se også C.F. Pare 1999b, s. 482.

85: Aner & Kersten 2, nr. 1292 I.

86: Betegnet Bagterp-typen efter et depotfund fra Nordjylland (Aner & Kersten 4, nr. 2367), se også Jacob-Friesen 1967, s. 89 ff og H. Vandkilde 1996, s. 229 ff.

87: Betegnet Valsømagle-typen efter et par depotfund på Sjælland (Aner & Kersten 2, nr. 1097-98), se Jacob-Friesen 1967, s. 117 ff; H.Vandkilde 1996, s. 232 ff.

88: F.eks. i depoterne fra Åttemosegård (Aner & Kersten 1, nr. 412), Valsømagle (Aner & Kersten 2, nr. 1097-98) og Vestergård (Aner & Kersten 2, nr. 1137), alle på Sjælland.

89: Aner & Kersten 2, nr. 1098.

90: O. Montelius 1917, nr. 820. Se også F. Kaul 1996, s. 221.

91: H.Vandkilde 1996, s. 256.

92: Af Bagterptypen, se note 86.

93: K. Kristiansen 1998, s. 370.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bronzestøbere i nord i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430873

Afsnittet Bronzestøbere i nord er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet