Et nyt Europa (1700-1500 f.Kr.)

Det 17. og 16. århundrede f.Kr. var en forvandlingens tid i Europa. Helt nede i syd gik den græske bronzealderkultur ind i en afgørende fase. På Kreta oplevede den minoiske civilisation en blomstring, som var helt uden sidestykke i Europas hidtidige historie. På samme tid opstod på det græske fastland den mykenske civilisation, hvis blomstringstid faldt lidt senere. Men sammen udøvede de to civilisationer direkte og navnlig indirekte en indflydelse på bronzealderkulturerne på det europæiske kontinent, som afgørende kom til at forvandle Europas historie.

På det europæiske kontinent opstod i de århundreder et vidtrækkende netværk af udvekslingsforbindelser gennem hvilket råvarer og færdigprodukter bevægede sig over store afstande. Egne, som aldrig før havde haft forbindelse med hinanden, blev nu knyttet sammen til en enhed. Det gamle Únetičecenter forsvandt, derpå fulgte en vældig kulturblomstring i egnene omkring Karpatherbækkenet. Og herfra forplantede forandringerne sig vestover til de centrale og nordlige dele af kontinentet. En ny overregional struktur opstod, man kalder den Højgravskulturen, fordi den var båret af et krigeraristokrati, som begravede sine døde i gravhøje.

Også i Sydskandinavien og Nordtyskland mærkedes disse forandringer tydeligt.¹ Det gamle stenaldersamfund med dets stærke gruppeorientering gik i opløsning. I stedet opstod et nyt samfund, hvor muligheden for familier og individer for at markere sig selvstændigt var ganske anderledes end før. Ude i landskabet blev der nu bygget gravhøje, som med deres rige gravudstyr signalerede, at her lå en stormand begravet. Oldtidssamfundet var omsider ved at træde ud af stenalderens anonymitet.

På nordsiden af den græske ø Kreta lå i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. et kolossalt palads, Knossos hedder stedet. Efter sagnet skulle kong Minos, søn af Zeus og Europa, engang have resideret der. Paladsets massive stenmure rejste sig stejlt og aftrappedes pyramidalsk i vældige, fortættede konstruktioner. Dets hovedfacade var vendt mod vest, og dets talrige rum lå omkring en stor, aflang gård, som ved aftenstid gav dyb skygge. Om dagen lå det badet i det stærke, flade sollys. Hen på eftermiddagen vandrede lyset over paladsets mure og dannede stadigt nye planforskydninger. Skyggerne i døråbninger, vinduer og trappeforløb skabte hele tiden nye geometriske mønstre. Men når solen ved aftenstid sendte sine sidste stråler ind over paladset, var det, som om bygningernes kubiske former mistede deres substans og vægt, smeltede og blev ét med den gyldne luft.

Paladset i Knossos var den minoiske kulturs rigeste udtryk. Det var som formet af den omgivende natur, som en prægtig hyldest til det solbeskinnede land og det omgivende hav. Det var Europas første, store arkitektur. Og det afspejlede de pragtbygninger, dets bygherrer havde set derovre i øst, i Levantens storriger.

De første minoiske paladser blev opført efter mellemøstligt forbillede i tiden efter 2000 f.Kr.² Det skete samtidig med, at de første metalbrugende centre opstod i Central- og Nordeuropa. Paladset i Knossos var et af de første, og det havde sin blomstringstid i tiden efter ca. 1700 f.Kr. På samme tid blev der også bygget store paladskomplekser andre steder på øen, i Phaistos, Mallia og Zakros.