En svunden kosmologi (1100-750 f.Kr.)

For bronzealderens mennesker må dagligdagen have været gennemsyret af religiøse forestillinger. Man dyrkede en solreligion og tilbad selve det livgivende himmellegeme som en øverste, ikke personificeret guddom.

Disse forestillinger kom til udtryk i de kulthuse, som lå ikke langt fra landsbyens huse, og hvor man udøvede hemmelighedsfulde ceremonier. De kom til udtyk i de rige offergaver, som man nedlagde på de steder i landskabet, hvor menneskene trådte i forbindelse med det overnaturlige. Og de kom til udtryk ved de årstidsbestemte ceremonier, hvor man spillede på lurene, bronzealderens store, svungne musikinstrumenter, og hvor man indtog alkoholiske drikke af kostbare drikkekar af guld.

Hvad der foregik ved disse ceremonier, kan vi naturligvis kun gisne om. Men det synes sikkert, at de var rammen om nogle forestillinger, som gennem århundrederne udviklede det sig til en vældig kosmologi, hvori tilbedelsen af Solen spillede en altafgørende rolle.

Denne storslåede kosmologi svandt bort, da bronzealderen nåede sin slutning i midten af det 1. årtusinde f.Kr. Erindringen om den blegnede efterhånden, men den efterlod alligevel sine spor. For næsten ethvert fund, vi har gjort fra bronzealderen, er en rest af de rituelle handlinger, som hørte religionen til. I gravhøje, kultbygninger og offernedlæggelser, i det sakrale landskab, og i de ceremonielle genstande og billedlige symboler, kan vi finde sporene efter det ejendommelige betydningssystem, der igennem en tusindårig periode bandt menneskene sammen over et stort område af Nordeuropa.