Toner fra fortiden

Sammen med lydene fra sivskovene i den lille ellemose kommer også lyden af bronzealdermenneskenes instrumenter til os: mørke og rungende toner, som de lød ved de religiøse ceremonier. De kommer fra lurerne, bronzealderens store og svungne blæseinstrumenter, som i Danmark er fundet i et forunderligt stort antal.³¹

Navnet lur blev i arkæologiens barndom hentet fra de oldnordiske tekster, hvor det formentlig dækkede en helt anden type horn. Ved udgravningen af en brønd fra vikingetiden i Herning fandt man i 1996, hvad der formentlig var en ægte lur.³² Det var et langt horn, fremstillet af et ca. 80 cm langt, ret stykke hasseltræ, som var kløvet, udhulet og derefter samlet med strimler af ask. I rørets ene ende var der en trompetformet udvidelse.

Det var formentlig et sådant instrument, den islandske historieskriver Snorri Sturluson henviste til, når han beskrev, hvordan Heimdal vogtede Asgård på broen Bifrost, og om ham sagde: „Han ejer den lur, som hedder Gjallarhorn, og når han blæser i den, høres det i alverden.“

Hvad de karakteristiske S-formede blæseinstrumenter fra bronzealderen oprindelig hed, ved vi af gode grunde ikke. Men navnet lur er siden romantikkens tid blevet hængende ved dem. De findes herhjemme normalt parvis og altid nedlagt i moser. I størrelse, form, dekoration og støbeteknik varierer de betydeligt. Deres rør er koniske og rørlængderne ligger mellem 1,5 og 2,4 m. Prydpladernes diameter er mellem 13 og 28 cm, og vægten er normalt omkring tre kg. Mundstykket er ikke som på et moderne instrument påsat for sig. Det er derimod støbt sammen med det nederste af de rør, som udgør instrumentet.

Ud fra lurernes mange variationer kan man opstille en række, der viser instrumentets udvikling fra det enkle naturhorn med en lille prydplade (se De hellige redskaber), til den højt udviklede lur med en stor, rigt dekoreret prydplade. I tid hører lurerne hjemme fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. til henved 800 f.Kr.

En lur er lavet helt igennem af bronze. Den er et støbt instrument, hvis vægge er 3-5 mm tykke. Det undertiden mere end 2 m lange rør er bøjet i to planer, således at de to buer står i en næsten ret vinkel i forhold til hinanden. For den ene ende af røret er der en rund prydplade, og i en anden ende sidder mundstykket. Mange lurer har rasleblik ved mundstykket og på bagsiden af prydpladen. Nogle lurer har også en bærekæde.

Et lurpar består af to lurer, der har samme dekoration, form og størrelse. Men de er gerne symmetriske, dvs. de buer i modsatte retninger, ganske som oksehorn. Undtagelsesvis kan et lurpar dog også bestå af to helt ens lurer. Prydpladerne er udsmykket med mellem 6 og 10 bukler, 8 er det almindeligste. Forbilledet for lurerne er formentlig de vilde eller tamme oksers horn.

Lurerne hører først og fremmest hjemme i Sydskandinavien, og hovedområdet for deres udbredelse har været de rige bygder på Sjælland og Fyn. Regner vi alle kendte lurer med, også dem der er forsvundet, bliver der i Danmark tale om 39 lurer fra bronzealderen. Det prægtigste af disse fund blev gjort for mere end 200 år siden ved tørvegravning i Brudevælte Mose i Nordsjælland.³³ Her fandt man tre lurpar, dvs. ialt seks lurer, hvoraf de fem i dag kan beses på Nationalmuseet i København. Den sjette af lurerne blev i 1843 af kong Christian 8. foræret til den russiske tsar. Den overlevede mirakuløst både krig og revolution og befinder sig i dag på Eremitagemuseet i St. Petersborg.³⁴

En noget mere ugunstig skæbne oplevede et lurpar, som blev fundet i en mose ved Blidstrup, ligeledes i Nordsjælland.³⁵ De to meget velbevarede lurer blev overgivet til kong Frederik 7., som indlemmede dem i sin oldsagssamling på Frederiksborg Slot. Da slottet i 1859 brændte, gik lurerne til. Stumperne af den ene kunne dog samles og kom i kejser Napoleon 3.'s eje. Den befinder sig i dag på Musée des Antiquitées Nationales i St. Germain-en-Laye ved Paris.³⁶

Fra øerne i Østdanmark stammer yderligere en serie fornemme lurfund. Ved Lommelev på Falster fandt man på bunden af en lille mose to itubrudte lurer.³⁷ Men ikke nok med det: mosen rummede også to sværd og et kostbart skjold af bronze fra samme tid. I Radbjerg Mose, ligeledes på Falster, fandt man i en fugtig lavning to itubrudte, men næsten komplette lurer.³⁸ Også Radbjerg Mose havde været skueplads for kostbare offerriter. Foruden lurerne fandt man i mosen nogle mærkelige, lange, støbte kæder med rasleblik af samme slags som de kæder, der blev fundet i den ene af stormandsgravene i Lusehøj.³⁹

Fornemst blandt de danske lurfund er dog nok det par, som blev fundet i en tørvemose ved Tellerup på Vestfyn.⁴⁰ Det var to meget velbevarede instrumenter, som hver består af en lydplade og 9 rørstykker samlede ved hjælp af påstøbte muffer. På hver lydplade sidder der 8 bukler. De lange svungne rør kan deles i to, og det øvre og længere stykke er opdelt i 6 dele ved hjælp af muffer. Med disse to lurer havde bronzealderens støbemestre leveret deres nok mest sublime instrumenter.

Noget mere primitive var et lurpar, som blev fundet i en lille mose ved Rørlykke i Tryggelev sogn på Langeland.⁴¹ De to lurer havde hver en ganske lille prydplade, og dette og andre træk placerer dem tidligt i udviklingsrækken af de danske lurer, formentlig i tiden mellem 1300 og 1000 f.Kr. Forholdsvis enkle, men dog yngre af alder var et par meget ødelagte lurer, som blev fundet i en tørvemose ved Boeslunde på Sydvestsjælland.⁴² Findestedet var ingen tilfældighed, for netop her, ved Boeslunde, lå en af den yngre bronzealders rigeste bygder.

Endelig blev fragmenter af lurer fundet i vestsjællandske moser ved Dramstrup⁴³ og Hallenslev.⁴⁴ Sidstnævnte sted troede man først, at man havde fundet udstødningsrøret til en bil af ældre årgang. Det var først senere, da flere stykker kom til, at man blev klar over, at der var tale om et itubrudt lurpar med tilhørende dele af en kæde.

I Jylland kender man velbevarede lurer fra tre findesteder: i Folrisdam, en lille mose på Horsensegnen, var to velbevarede lurer blevet nedlagt som offergave, begge med bevarede kæder,⁴⁵ og i Maltbæk Mose ved Vejen i Sydjylland fandt man med to års mellemrum to ligeledes meget velbevarede lurer.⁴⁶ Det tredje par stammer fra en mose i Ulvkær i den sydlige udkant af Hirtshals i Vendsyssel og blev fundet så sent som i 1988.⁴⁷ Lurerne var ganske vist splittet ad af en gravemaskine, og jorden var flyttet til flere forskellige lokaliteter. Ved hjælp af en metaldetektor fandt man dog de fleste af lurfragmenterne, som kunne sættes sammen til to næsten hele instrumenter. Hver lur bestod af 6 rørstykker samlet med 4 muffer og en lås. Tonerørene var 1,75 m lange, prydpladerne, som hver var dekoreret med 5 bukler, var 15,5 cm i diameter. Da de to instrumenter for 3000 år siden blev nedlagt som en offergave, skete det på overfladen af en mose, der var bevokset med elleskov. Ved nedlæggelsen havde man skilt instrumenterne ad, det viste patinaen på låsene.

Desuden kender man fra Jylland fragmenter af lurer fra fem andre moser: I Hove, Hove sogn, Vestjylland fandt man en stump af den nedre del af røret til en lur.⁴⁸ I Nyrup, Gislum sogn, Himmerland, fandt man et fragment af mundstykket til en lur.⁴⁹ Et lignende fragment fandt man i Davding i Midtjylland.⁵⁰ I Ødstedlund nær Vejle rummede mosen fragmenter af to lurer,⁵¹ og i Jernhyt ved Haderslev var det et fragment af røret til en lur.⁵²

Endelig har man fra begyndelsen af 1800-tallet efterretninger om fund af to lurer ved henholdsvis Årslev på Fyn ⁵³ og Lyø ud for Sydvestfyn.⁵⁴ Det er muligt, at det er mundstykkerne til Årslev-lurerne, der i dag befinder sig i Eremitagen i St. Petersborg og British Museum i London.⁵⁵ Til rækken af findesteder kan man også føje de fragmenter af støbeforme til lurer, der blev fundet ved udgravningerne af den store boplads Kirkebjerget ved Voldtofte. De viser, ligesom lurerne fra Boeslunde på Sjælland, at lurer var kultinstrumenter, der hørte til bronzealderens rigdomscentre.

Hele 39 lurer har man altså kendskab til fra det danske område. Og hertil kommer 24 lurer fra henholdsvis Sverige, Norge, Nordtyskland og Estland. Fra Sverige kendes 13 lurer, hvoraf den bedst bevarede er af en meget tidlig type, 110 cm lang, forsynet med en kæde, og fundet i en mose ved Gullåkra i Skåne.⁵⁶ Et andet vigtigt skånsk fund er fra Fogdarp, hvor prydpladerne til to lurer blev fundet nedlagt sammen med andre kostbarheder bl.a. to mankestole udsmykket med menneskehoveder (se De hellige vogne).⁵⁷ De øvrige svenske fund består alle af fragmenterede lurer.⁵⁸

Fra Norge kender man fire lurer: et lurpar fra en mose i Revheim i Jæren, som iøvrigt ligner det nordligste danske lurpar fra Ulvkær meget,⁵⁹ og to fragmenter af en lur fra Rossum i Hadeland.⁶⁰ I Tyskland kender man tre fund af lurer fra Mecklenburg-Vorpommern⁶¹ og et fra Niedersachsen.⁶² Og endelig har man fundet to fragmenter af mundrøret til en lur så langt mod øst som i Estland.⁶³

Det må have været i mesterværksteder, at lurerne blev støbt. Vi kender endda et af dem: Kirkebjerget ved Voldtofte på Sydvestfyn, som var centrallandsbyen i den rige sydvestfynske bygd omkring Helnæs Bugt. De stormænd, som i 800-tallet f.Kr. efterlod de guld- og bronzerige grave i området vest for Voldtofte havde naturligvis brug for lurer til de kulthandlinger, som de foranstaltede på egnen. Men også ud fra studiet af lurerne selv kan vi danne os et billede af bronzestøberens fremgangsmåde.⁶⁴ Teknikken var den såkaldte cire perdue-støbning. Udgangspunktet for støbearbejdet var en lerpølse svarende til det ønskede rørstykkes indre hulhed, dvs. lidt tykkere i den ene ende end i den anden og let vredet som et kohorn. Når pølsen var tør, blev den dækket af et tyndt lag voks, og i det blev lurstykket modelleret med de vulster og lignende, som det skulle have. Omkring voksen blev nu lagt en kappe af ler, og den hele lerpølse blev derefter hårdbrændt. Ved brændingen smeltede voksen og forsvandt, og der blev derved dannet et hulrum, hvori bronzen kunne hældes. For ikke at formdelene skulle forskubbe sig i forhold til hinanden, var der i forvejen blevet indsat små, flade bronzelameller i vokslaget mellem kerne og kappe.

Efter at bronzen var blevet ihældt og var størknet, blev formen slået i stykker og kernen fjernet – rørstykket kunne nu afpudses, og et nyt kunne påbegyndes. Den afsluttende samling af de enkelte rørstykker kunne ske på flere måder. På mange lurer foregik det med såkaldte mæandersamlinger.⁶⁵ Det foregik på følgende vis: I enden af det i voks modellerede rør, skar bronzestøberen nogle indhak, såkaldte „svalehaler“. De kunne være af ret tilfældig form, men lignede oftest et T. Derved fik kanten på rørstykket form af en mæanderlinje. Når det første rør var støbt og skulle forenes med det næste, bragte bronzestøberen det i forbindelse med den nye form, således at metallet under støbningen kunne flyde ind i udskæringerne på det først støbte rør og forbinde det med det næste. Man kan se disse samlinger på flere af lurerne i form af en enkelt, uregelmæssig mæanderlinje.

En samling kunne også laves som en dobbelt mæandersamling. I så fald blev begge rør for enden forsynet med „svalehaler“. En lerkerne blev skudt ind i de to ender, der skulle samles, og man afpassede afstanden mellem den efter den længde, luren skulle have. Derpå fyldte man udskæringerne i svalehalerne og mellemrummet med voks, modellerede det, så det svarede til de to rørstykker, og lagde derpå en lerkappe over samlestedet forsynet med en indløbs- og en udløbskanal. Derefter kunne samlingen støbes å cire perdue på normal vis. Den dobbelte mæandersamling havde den fordel, at man med den kunne regulere lurrørets længde, hvad der var af betydning både for symmetrien og tonen.

I nogle tilfælde kunne man også støbe en svær muffe (en fast lås) over sammenføjningerne. Det gav større styrke, specielt til samlingen mellem mundrør og hovedrør, der var den mest belastede. Også det foregik ved cire perdue-støbning.

Endelig kunne man udforme samlingen, specielt den mellem mundrør og hovedrør, som en delelig lås. Enden af mundrøret blev nu forsynet med en centimeterlang tap, der kunne skydes ind i hovedrøret. På tappen blev modelleret et trekantet ophøjet parti, der greb ind i en udskæring i hovedrørets væg. Herved blev de to led holdt i fast stilling. Hvert af de to rør blev afsluttet med en tyk ring med et øsken på siden. Øskenernes åbninger svarede til hinanden, når rørene var bragt i stilling, og en indstukken pind af passende tykkelse kunne nu låse samlingen.

Støbetekniske mesterværker var lurerne, men ikke desto mindre ret primitive som musikinstrumenter. Det kan man overbevise sig om ved at spille på dem. For endnu i dag kan man frembringe musik på i hvert fald 12 af de danske lurer, og mange af dem giver en særdeles velklingende og klangfuld tone.⁶⁶ Instrumentet spilles med prydpladen opad og fremad. Sådan ser man det også afbildet på helleristningerne. Balancen er god og trætter ikke armene.

Lurens musikalske kapacitet beror imidlertid på, at den er et naturhorn. Dvs. den er et blæseinstrument, bestående af et mere eller mindre svunget konisk tonerør, uden ventiler eller andre midler til at variere tonerørets længde og dermed luftsøjlens svingninger. På et sådant naturhorn kan man ved stadig forstærket ansats (overblæsning) frembringe en række toner, der omfatter et større eller mindre afsnit af den såkaldte naturtonerække. I sit tidligste forløb fra grundtonen at regne repræsenterer naturtonerækken temmelig store spring (oktav, kvint, kvart etc.), og først fra sit syvende trin ligner den en art sammenhængende skala. For lurens vedkommende er dette dog af mindre betydning, da dens højeste mulige toner er meget vanskelige at opnå og næppe har haft betydning for bronzealderens blæsere. Ud fra moderne blæseforsøg med de originale instrumenter har man skønnet, at man i bronzealderen næppe er nået ud over de første 8-9 toner.⁶⁷

Men bronzealderens musik er for altid forstummet. Hvordan den lød, når den blev spillet ved de religiøse ceremonier i bronzealderen, får vi aldrig at vide. Man har foreslået, at lurerne blev blæst som f.eks. visse tibetanske trompeter. At man på bronzealderinstrumenterne frembragte en vedvarende og ensformig tone, der til sidst satte tilhørerne i en trancelignende tilstand. Det er én mulighed, men der er mange andre.

Musik eller rytmisk lyd har altid været en del af den menneskelige tilværelse. Og den bruges ofte til at markere menneskets overgang fra én tilstand til en anden: fra levende til død, fra uren til renset, fra syg til rask eller fra den vågne tilstand til trance. Som sådan har den sikkert også været brugt i bronzealdermenneskenes ritualer. Men det er med musikken som med sproget: antallet af lyde, som man kan frembringe, er uendeligt, og vi udnytter kun en begrænset del af dem.⁶⁸

Der er dog tegn på, at bronzealdermenneskene også har kendt til et bredere udvalg af musikalske virkemidler. Rytmiske instrumenter og panfløjter var f.eks. kendt i områderne syd for Østersøen.⁶⁹ Og formentlig har det rasleblik, som både findes på lurerne og mange andre af tidens genstande, kunnet bruges til rytmisk akkompagnement til den musik, som lød på de hellige steder ved bronzealdermenneskenes religiøse ceremonier.