Hændernes hus

Oppe i Horns Herred, på halvøens ganske barske, vestvendte side ud mod den brede Isefjord, ligger gravhøjene tæt i det åbne landskab. Her må bronzealderfolket have boet talrigt. En af deres bopladser lå i tiden omkring 1000 f.Kr. ved Sandagergård nær Venslev.¹ Ca. 100 m fra bopladsen lå, helt for sig selv, en ejendommelig bygning i en lavning mellem to højdepunkter.² Den var rektangulær, lidt over 18 x 7 m stor, og havde vægge som delvis var bygget af sten.

Husets hjørner var let afrundede, men ellers lignede det på ingen måde de beboelseshuse, som stod på bopladsen ikke langt derfra.

Bygningen var orienteret næsten nøjagtig nord-syd, og ved dens sydgavl, helt op til væggen, stod en stor, oprejst sten, en bautasten. Ikke langt fra den stod yderligere to bautasten af betydelige dimensioner. De var let tilspidsede, mandshøje og næsten 1 m brede. Det havde været et stort arbejde at få dem anbragt der, for de vejede mellem 2,5 og 3 tons. Tilsammen dannede de tre sten en nogenlunde symmetrisk, rhombisk figur tæt op til den stensatte gavl, noget forskudt for husets længdeakse.

Der var ingen indhuggede tegn på de tre bautasten. Det var der til gengæld på fire ganske flade, nærmest ovale sten, ca. 40-50 cm lange, der lå inden for det område, som bautastenene afgrænsede. Stenene lå ganske tæt ved hinanden, kun ca. 3 m syd for bygningens gavl. De tre af stenene lå ned, to af dem med billedsiden opad, den tredje med billedsiden nedad. Den fjerde sten stod næsten lodret. Hver af stenene var udsmykket med et indhugget tegn af en hånd. På tre af dem vendte håndfladen ind mod huset, medens den fjerde, den lodrette, vendte hånden nedad og billedfladen mod huset. Tre af stenene var af granit, medens den fjerde var af rød sandsten. De indhuggede håndtegn var alle af ganske samme type og bestod af hånd og underarm, armen var knap dobbelt så lang som selve hånden. Håndens fingre pegede mod fire parallelt indhuggede linjer, 3-4 cm lange, og som gik på tværs af hånden.

Der var ingen tvivl om, at huset var en slags tempel eller kulthus, som lejlighedsvis blev brugt af beboerne på den nærliggende boplads. Som de hellige sten med håndtegnene lå ved bygningens sydgavl mellem bautastenene, fornemmede man tydeligt, at der var tale om et helligt område, måske belagt med tabu. Og inden for den grænse, som stenene satte, befandt de døde sig. Det var det indtryk, man kunne danne sig, da man i 1986 udgravede det anlæg ved Sandagergård, som man siden har kaldt „Hændernes hus“.

At anlægget var så forholdsvis velbevaret, skyldtes at det lå i en lille lavning, hvor der gennem århundrederne var blevet pløjet sandet muld ned fra de omgivende højder. Ved udgravningen viste kulthuset sig som en firkantet stensætning sat af to rækker store, rundede sten, indtil 50 cm store. Tilsyneladende havde der i mellemrummene mellem de to stenrækker været en eller anden form for væg. Da stenenes overkanter ikke var i samme niveau, kan det udelukkes, at de har fungeret som syldsten. Stolpehuller kunne man ikke iagttage, så hvordan den tagbærende konstruktion har set ud, ved vi ikke. Formentlig har taget været båret af en række indvendige stolper. Hvor indgangen havde været, er også svært at sige. Måske midt på østsiden, hvor stenene manglede, eller i sydgavlen, hvor bautastenene stod.

Inde i huset fandt man en del lerkarskår og stumper af støbeforme og smeltedigler. Der har altså foregået støbning af bronze her. Desværre var stumperne af formene så små, at man ikke kunne se, hvad det var for sager, der var blevet fremstillet derinde. Men der var også foretaget begravelser inde i huset. Ned i undergrunden var gravet tre urnegrave, der var fra samme tid som selve huset. Hver af de tre urner var dækket af en flad, kløvet sten, men ingen af gravene indeholdt gravgods.

Både billedstenene, bautastenene og selve huset viste, at man stod over for et anlæg af en helt særlig art, og som ikke tidligere var fundet i Danmark. Man kan måske sammenligne det med de små kultbygninger, som blev opført i tilknytning til gravhøjene. Det ligner dog mere nogle samtidige bygninger, som kendes fra det nordvestlige Skåne og sydlige Halland i Sverige. Også disse er opført med vægge, der består af to rækker sten, hvorimellem der er brokket grus og mindre sten sammen.³ De ydre hjørner er ofte let afrundede, og husene kan have betragtelige dimensioner. I nærheden af Kivik i Skåne har man således fundet to kulthuse, der er over 40 m lange. Husene ligger i den ene ende af en 700 m lang zone med gravhøje, i hvis anden ende den berømte Bredarör grav ligger.⁴ I virkeligheden et storslået stykke landskabsarkitektur fra århundrederne omkring 1000 f.Kr. Andre af de svenske huse har en længde på ca. 20 m. Men ellers er kultbygninger fra bronzealderen sjældne over hele det nordeuropæiske område.

Kan de ejendommelige sten med håndtegnene eventuelt sige noget om, hvad det var for en kult, der foregik i og omkring husene? I modsætning til andre helleristningstegn findes billedet af hånden altid alene og som regel på mindre, vanligvis kløvede sten. Ialt kender man henved 20 af disse sten. Hovedparten er fundet på Sjælland, de fleste stammer fra Nordsjælland, især landskaberne i og omkring Horns Herred. En enkelt er fundet på Fyn og to i det norske Østfold ved Oslofjorden.⁵ Nogle af stenene har tjent som fliser i graves stenkister, og de er alle fra tiden omkring 1000 f.Kr., dvs. de er samtidige med kulthuset ved Sandagergård.

Men hvad betyder disse hænder med fire streger? På de svenske helleristninger kan man se mennesker med oprakte, overdrevent store hænder. Man kan også se skibe udstyret med store standarter i form afhænder med udspilede fingre. De sjællandske håndtegn ser dog lidt anderledes ud. De behøver derfor ikke at have haft den samme betydning som de svenske. De danske håndtegn er derimod ofte fundet i forbindelse med grave. Det er derfor en nærliggende tanke, at de skulle symbolisere noget med døden. Det har imidlertid også været foreslået, at de fem fingre plus de fire streger skulle svare til antallet af graviditetsmåneder, og dermed symbolisere genfødsel.⁶ Eller de fire streger kunne symbolisere de fire årstider, naturens cyklus, naturens død og genfødsel. Dermed kunne hånden symbolisere den naturkraft, som rådende over liv og død og altings genfødsel. Mulighederne er utallige. Måske man blot skal opfatte håndtegnene som lykkebringende for de døde, dels som værn mod indtrængende og som en beskyttelse af gravfreden.

Men også for de levende havde håndtegnet sin betydning. Vi finder det f.eks. undertiden på bagsiden af de bøjlenåle, som sad foran på kvindernes dragt.⁷ Og vi finder det på de småfigurer, som formentlig forestillede levende aktører i de religiøse dramaer. F.eks. på figurerne fra Grevensvænge på Sydsjælland (se Hellige tegn og billeder). En af figurerne bærer på hovedet en hornet hjelm og har i den ene hånd holdt en stor kultøkse. Den anden hånd holdes på brystet og ligner meget helleristningshænderne. Samme positur indtog en nu forsvunden kvindefigur i Grevensvængefundet. Igen løber fortolkningerne ud i mange retninger.

En af de mest interessante forklaringer på kulthusenes funktion er, at de fungerede som rammen om initiationsriter, måske for unge som var på vej ind i voksenalderen.⁸ I mange primitive samfunds overgangsritualer bliver de unge ofte betragtet som levende døde, der modtager en indvielse i samfundets kosmologi. Sporene efter metalstøbning i husenes indre kunne tænkes at høre sammen hermed. Fik de unge mænd ved den lejlighed måske en nystøbt ragekniv med symbolske billeder, af den slags som vi nedenfor skal beskrive nærmere? Var det bl.a. på den måde, at de blev oplært og indviet i den åndelige verden, samtidig med, at de blev indviet i bronzestøbningens hemmeligheder? Det er naturligvis blot en mulighed blandt mange, men kulthusene synes i hvert fald at have været et sted, hvor de levende mødte de døde.

Men det var ikke blot i kulthusenenes mørke indre, at bronzealdermenneskene udøvede deres ritualer. Her og der fandtes der i landskabet steder, hvor man forsamledes under åben himmel og gennemførte rituelle handlinger med afbrændinger af bål i lange rækker, som må have været synlige vidt omkring. Et sådant sted lå i den vestlige udkant af Roskilde.⁹ En arkæologisk udgravning afslørede, at der under pløjejorden lå et umådeligt antal af helt ens gruber. De strakte sig i en lang række gennem landskabet over en strækning af mere end 400 m. Hver enkelt grube var ca. 1,5 m lang og af form som et badekar. De rødbrændte sider, mængder af skørbrændte sten og trækul i gruberne, tydede på, at der havde brændt bål i dem, og at varmeudviklingen havde været meget høj. Som brænde havde man anvendt træ af både el, eg, tjørn og vildæble, og alt peger på, at gruberne var blevet anlagt samtidigt ved én og samme begivenhed, efter kulstof 14-dateringerne at dømme i tiden mellem 900 og 800 f.Kr. Har alle bålene været antændt samtidig, må det have udgjort et betagende syn.

Den slags bålpladser kender man efterhånden mange af, ikke blot i Danmark, men også i områderne syd for Østersøen.¹⁰ De ligger gerne på fremtrædende steder i terrænet og ofte i nærheden af vådbundsområder. En af de største ligger ved Vindinge Å's østbred på Rønninge Søgårds jorder midtvejs mellem Odense og Nyborg.¹¹ Her var bålgruberne lagt systematisk ud i op til 16 rækker over en strækning af mindst 300 m. Henved 1600 gruber har der oprindelig været! Anlægget er det største af sin art i Nordeuropa, og det må have været store menneskemængder, der samledes her, når det var i brug. Måske stedet har fungeret som en central helligdom for befolkningen fra en eller flere af de østfynske bygder.

Men endnu har de arkæologiske udgravninger ikke afsløret meget af, hvad det var, der foregik ved disse helligdomme. Går man fra Rønninge Søgård blot fire km mod vest, gennem det bølgende, frodige fynske landskab med dets lave, grønne enge, småskove og fritstående trægrupper, kommer man over til Lavindsgård Mose (Mariesminde). I den har man fundet den rigeste, samtidige offernedlæggelse fra Fyn: en fornem bronzeamfora, som indeholdt elleve guldskåle, altsammen nedlagt i et af de små mosehuller, som egnen er så rig på.¹² Er der mon en forbindelse mellem bålgruberne og de mange små vandfyldte steder, der var så yndede til nedlæggelse af offerfund? Var det det helsebringende vand fra Vindinge Å, øset op fra bronzeamforaen med guldskålene, der fik befolkningen fra Østfyn til at søge til netop det sted?

Og bålgruberne selv, de fortæller heller ikke meget. Vi kender dem for så vidt godt fra de almindelige bopladser, hvor de blev brugt til tilberedning af kød (se Den daglige føde). Men deres enorme antal og systematikken i deres udlægning ved f.eks. Rønninge Søgård viser, at de er andet og mere end resultatet af almindelig dagligdags virksomhed. Desværre er der ikke noget, der kan fortælle os, hvad der blev stegt i dem. Nogle få fund af hestetænder er det hele. Men det passer jo egentlig også godt med den viden, vi har om hestens rolle som bronzealderens kultdyr.