Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De hellige vogne

Oprindelig forfatter JJe

Det skete også, at man ved de religiøse ceremonier kunne se kostbare hestetrukne vogne blive ført frem. Det var firhjulede processionsvogne, hvis vognfadinger var dekoreret med symbolske bronzebeslag, og som blev trukket af heste, hvis seletøj strålede af skinnende bronzeplader, og hvorfra der udgik en ringlende, metallisk lyd, når hestene bevægede sig.

En sådan fuldstændig ekvipage har man desværre aldrig kunnet fremdrage ved en arkæologisk udgravning heroppe i Norden. Men der er fundet mange fragmenter af disse køretøjer og deres udstyr, som kan danne et tilnærmelsesvis billede af, hvordan disse pragtkøretøjer så ud.

Deres forudsætninger rakte langt tilbage i tiden. Tilbage til de stridsvogne, som menneskene i den ældre bronzealder berettede om i deres sagn og fortællinger, og som de afbildede på bl.a. vægstelerne i stormandsgraven i Kivik, men som vi ikke ved, om de kendte ved selvsyn. Stridsvognenes forunderlige firegerde hjul havde man eftergjort på Solvognen, og hjulet havde fået en selvstændig betydning som symbol på både solen og herskermagten.

Annonce

 Til venstre: Et udvalg af bronzebeslagene til en processionsvogn fundet i Egemosen på Sydvestfyn.

Til venstre: Et udvalg af bronzebeslagene til en processionsvogn fundet i Egemosen på Sydvestfyn.

Stridsvognen selv havde dog ikke fået nogen lang levetid som symbol i bronzealdermenneskenes kosmologi. Den var snart blevet afløst af den firhjulede vogn, som overalt i Europa nord for Alperne både blev brugt som processionsvogn og som stormandssymbol.

På kontinentet i syd, i Østrig, Sydtyskland og Schweiz, var den firhjulede processionsvogn dukket op allerede i det 13.-12. århundrede f.Kr. I krigeraristokratiets mandsgrave blev den sammen med kostbart drikkeudstyr af bronze og udsøgte våben brugt til at markere den dødes sociale status. I store træbyggede gravkamre anbragte man undertiden en firhjulet vogn, smykket med dekorative bronzebeslag ofte i form af fuglesymboler, og trukket af to heste.85

I Sydskandinavien kender vi først sådanne vogne fra tiden omkring 800 f.Kr. Det var netop vognfadingen fra en centraleuropæisk processionsvogn, stormanden i Lusehøj på Sydvestfyn blev højsat i, ganske som det var skik og brug længere sydpå (se De dødes grave). Men de forbrændte beslag og bredhovedede bronzesøm fra storhøjens brandgrube giver os ikke noget særligt klart indtryk af, hvad det var for en pragtvogn, der her var blevet fortæret af flammerne. Bedre hjælp får vi fra et samtidigt offerfund, som blev fremdraget i Egemosen, kun seks kilometer sydøst for Lusehøj.86

 Fire bronzehjul, hver med en diameter på 58 cm, fundet ved Stade i Niedersachsen, Tyskland.

Fire bronzehjul, hver med en diameter på 58 cm, fundet ved Stade i Niedersachsen, Tyskland.

Brændt og derpå nedlagt i mosen var beslagene til dele af en vogn. Blandt beslagene var der mindst seks forskellige slags søm, foruden lange nagler med ombøjet ende og et profileret stykke, beregnet til at rage op på vognkassens side. Der var også dele af hestenes seletøj. Derimod manglede vognens hjul. De var formentlig oprindelig mage til dem, der på samme tid endte i et andet offerfund så langt borte som i Niedersachsen.87 Her fandt man en halv meter under jordoverfladen fire ens bronzehjul. Deres diameter var 58 cm, og hvert af dem vejede 11,7 kg. Fælgene var U-formede, beregnet til optagelse af træfælge. Og der sad da også rester af egetræ fastgjort med nitter i fælgene.

Fra det europæiske kontinent kender man ialt ni af den slags hjulfund. De rækker fra Elbens munding til Middelhavet ved Marseille.88 Hjulene hørte til vogne, der blev fremstillet i den vestlige del af det centraleuropæiske område, i Schweiz og Sydvesttyskland, og vognen fra Egemosen var et produkt fra et af disse værksteder. Hel eller skilt ad var den sammen med sit seletøj blevet ført hertil de godt tusinde kilometer fra sit oprindelsessted. Den er den største og mest komplicerede importgenstand i bronzealderen. Det er fristende at overveje, om det ikke var den samme eller en lignende vogn, der leverede vognfadingen til Lusehøjgraven, og hvis rester til sidst havnede i Egemosen.

 Beslag fra en centraleuropæisk processionsvogn fundet ved Skjerne på Falster. 14 cm lang.

Beslag fra en centraleuropæisk processionsvogn fundet ved Skjerne på Falster. 14 cm lang.

Når de firhjulede vogne blev kørt frem ved de religiøse ceremonier, havde de et forspand af to heste, hvis seletøj var udstyret med de prægtigste bronzebeslag. På læderremmene på hestens krop var fastgjort runde bronzepladser, såkaldte falerer, som parvis var anbragt på hver side af dyret.89 Disse plader er kendt fra et større antal offernedlæggelser, både i Danmark, det øvrige Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen, fra tiden omkring 800 f.Kr. Ved Birkendegård på Vestsjælland blev seks sådanne seletøjsplader således fundet sammen med en bronzespand fremstillet i Centraleuropa.90 Og i Lille Villingrød Mose og Hanemose91 ligeledes på Sjælland fandt man henholdsvis 14 og 12 af disse plader sammen, men uden andre genstande.

Seletøjspladerne havde en diameter på 8-18 cm. De var normalt fremstillet af hamret bronze – nogle var dog støbte – og de havde et øsken på bagsiden til fastgørelse på læderremmene. Pladerne fandtes i flere forskellige størrelser og hørte sammen i par.

Formentlig blev de fremstillet i områderne langs den sydlige side af Østersøen, men under stærk påvirkning af lignende former i de vestlige dele af Centraleuropa.92 Hvordan de var fordelt på den enkelte hests seletøj, er noget usikkert. Muligvis gik der seks par af forskellig størrelse til en enkelt hest.

 Fund af seletøjsplader fra seletøjet til processionsvognes hesteforspand i områderne omkring Østersøen.

Fund af seletøjsplader fra seletøjet til processionsvognes hesteforspand i områderne omkring Østersøen.

Hestenes bidsler kender vi fra et rigt offerfund i en mose ved Høve på Sydvestsjælland sammen med seletøjsplader og kvindesmykker.93 Allerede omkring 1400 f.Kr. og i tiden derefter er der vidnesbyrd om brugen af sidestænger til hestenes mundbid, i bl.a. et depot fra Sæsing i Vendsyssel, en grav fra Bevtoft i Sydjylland og et formodet depotfund fra Nymö i Skåne.94

Men i tiden omkring 800 f.Kr. optræder en ny bidseltype. Bidslet havde nu todelt bronzemundbid, og dets ender holder en ring, hvori der sidder rasleblik og en ekstra ring eller en stangknap. Den ekstra ring eller stangknappen må have tjent til at holde bidslet fast i hovedtøjets kæbestykker. Slidmærker på de nye bidslers rasleblik og biddele viser, at de har været i brug til kørsel med heste. Sidestænger med en oprindelse i det vestlige Centraleuropa kendes også fra denne tid.95

De skiveformede rasleblik, som sidder på bidslerne med todelt mundbid, har frembragt en melodisk klang, når forspandet bevægede sig.96 Det var runde eller ovale bronzeskiver i varierende udformning, undertiden var de gennembrudte. De var fortykket langs randen og samlet med en ring. Deres placering var navnlig på mundbiddet, men de kunne også sidde andre steder på seletøjet. Ligesom seletøjspladerne var de især udbredt i Østersøområderne, enkelte spredtes dog helt over til Vesteuropa.97 I Danmark kender man dem fra flere offernedlæggelser.98

 Processionsredskab dekoreret med hestehoveder. I hestenes bidsler sidder der rasleblik. Fundet ved Svartarp i Sverige. Fra tiden omkring 800 f.Kr.

Processionsredskab dekoreret med hestehoveder. I hestenes bidsler sidder der rasleblik. Fundet ved Svartarp i Sverige. Fra tiden omkring 800 f.Kr.

Sådanne rasleblik ser man anbragt på plads på en ejendommelig bronzeopsats fra tiden omkring 800 f.Kr., som blev fundet ved Svartarp ved Åsle i Västergötland i Sverige, men hvis funktion man ikke kender.99 På de små hestebilleder på tidens rageknive kan man også undertiden se rasleblik, men de er trekantede. Noget tilsvarende kender man ikke fra bidselfundene. Derimod kendes trekantede rasleblik på mange andre af tidens bronzesager.

Endelig kunne der på hestens ryg, formentlig på en art mankestol, sidde et hult, sporeformet beslag eller rør, hvis funktion dog ikke er helt klar. I Danmark kender man disse beslag fra nogle få offernedlæggelser, Løvebjerggård på Orø ved Holbæk,100 Helleved på nordkysten af Als101 og Turup på Fyn.102

Det vigtigste fund blev dog gjort i Jönstorp ved Fogdarp i Skåne.103 Her blev der under en stor sten fundet to sådanne beslag af bronze. På det ene var der to plastiske mandshoveder med horn som Viksøhjelmenes og et fuglenæb i panden, på det andet var der to kvindehoveder. Beslagene har formentlig tjent som holdere for fjerbuske eller lange hår fra en hestehale, der har vajet fra hestenes rygge.

 Nærbillede af et af de to menneskehoveder, der pryder en mankestol af bronze fundet ved Fogdarp i Skåne. Hovedet har horn og næb af samme art som Viksøhjelmenes.

Nærbillede af et af de to menneskehoveder, der pryder en mankestol af bronze fundet ved Fogdarp i Skåne. Hovedet har horn og næb af samme art som Viksøhjelmenes.

De mærkelige beslag blev fundet sammen med bl.a. ringe med rasleblik fra et seletøjssæt, prydplader fra to lurer og tre armringe. Man kan gætte på, at Jönstorp-fundet udgør resterne af udstyret fra en religiøs ceremoni, som engang omkring 800 f.Kr. blev afholdt i den smukke Pinedal, syd for den skånske Ringsjö. At både mænd og kvinder havde deltaget, og at der i sommernatten var blevet kørt med hestetrukne processionsvogne og blæst på lurer – og måske også fremført processioner, hvori mænd med hornede hjelme deltog.

Noter

85: C.F. Pare 1992; C. Clausing 1997.

86: H.C. Broholm 1946, s. 266 ff; G. Jacob-Friesen 1970; H. Thrane 1984.

87: C.F. Pare 1992; G. Wegener 1997. Hjulene er kulstof-14 dateret til ca. 870-80 f.Kr.

88: C.F. Pare 1992. De betegnes som hjul af Coulon-typen, opkaldt efter et fransk fund i departementet Deux Sèvres.

89: H. Thrane 1975a, s. 127 ff; W. Lampe 1982.

90: H.C. Broholm 1946, M 121; Inventaria Archaeologica DK 52.

91: Inventaria Archaeologica DK 47 og H.C. Broholm 1946 M 107, Inventaria Archaeologica DK 48.

92: G. von Merhart 1956.

93: H.C. Broholm 1946, M 127, Inventaria Archaeologica DK 49; J. Jensen 1981, s. 85, fig. 31.

94: I bl.a. et depot fra Sæsing i Vendsyssel, en grav fra Bevtoft i Sydjylland og et formodet depotfund fra Nymö i Skåne (H. Thrane 1963, se også idem 1999a).

95: I Egemosefundet, H. Thrane 1975a, s. 122.

96: H. Thrane 1975a, s. 127 ff.

97: E. Sprockhoff 1956, s. 258 ff; H. Thrane 1958b; W. Lampe 1982, s. 33.

98: Bl.a. fra Fangel Torp syd for Odense, en offernedlæggelse med bidsel, rasleblik, sværd og små bronzefigurer, H.C. Broholm 1946, M 163; Inventaria Archaeologica DK 45; se også H. Thrane 1975a, s 277.

99: A. Oldeberg 1939, fig. 6; W. Lampe 1982, s. 32, fig. 4.

100: H. Thrane 1975a, s. 125, fig. 75.

101: Inventaria Archaeologica DK 34, no 10.

102: H.C. Broholm 1953, nr. 211.

103: L. Larsson 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De hellige vogne i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430855

Afsnittet De hellige vogne er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet