Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mændene

Oprindelig forfatter JJe

Skal vi tegne et billede af manden i den yngre bronzealder, må vi igen vende os til den jyske Borremose. Her fandt man i 1946 liget af en mand nedlagt kun ca. 1 km fra findestedet for det kvindelig, vi allerede har omtalt.72 Den døde var en fuldvoksen, men ret lille mand, næppe mere end ca. 155 cm høj. Engang i det 8. århundrede f.Kr. var han helt nøgen blevet lagt ned i en gammel, nu opfyldt nedgravning. Da man fandt ham knap 3000 år senere, var hans knogler næsten alle dækkede af hud, sener og muskelvæv. Kun på armene var knoglerne delvis blottede, men særlig ansigtet, underlivet, hænderne og fødderne var velbevarede. På overlæben, kinderne og hagen sad spredte skægstubbe, ca. 6 mm lange. Han havde åbenbart ikke barberet sig de sidste dage inden døden.

 Bronzealdermanden fra Borremose i Himmerland. Om hans hals sidder endnu det reb, hvormed han blev hængt.

Bronzealdermanden fra Borremose i Himmerland. Om hans hals sidder endnu det reb, hvormed han blev hængt.

Mandens baghoved var knust af et voldsomt slag, kraniet var bagtil åbent, så hjernemassen var synlig. Omkring halsen lå et reb af bast, bundet med en simpel løbeknude, så det kunne strammes ved træk i den ene ende. Dets længde og tildannelse talte afgjort for, at det havde været bestemt netop til at tjene som strikke til hængning. Efter hængningen var den døde blevet skåret ned, idet tovet, han var blevet klynget op med, formentlig blev hængende i træet. Kun strikken havde man ladet sidde urørt om ligets hals. Formentlig havde man først derefter lemlæstet den døde med det voldsomme slag i baghovedet.

Var Borremosemanden således blevet lagt nøgen i sin grav, så havde man dog ved hans fødder anbragt nogle af de klædningsstykker, han havde båret i levende live. Ved ligets fødder lå en stor skindbyldt, som bestod af to kapper eller skulderslag af skind. De var af omtrent samme størrelse, samme snit og bestod af sammensyede, korthårede skindstykker af forskellig størrelse. Foroven var der en smal krave, og længden var fortil ca. 90 cm – bagtil var den noget kortere.

Annonce

 Borremosemandens skindkapper

Borremosemandens skindkapper

Nogen typisk repræsentant for den yngre bronzealders høvdingesamfund var Borremosemanden næppe. Var han en henrettet forbryder? Eller var han blevet ofret som et led i religiøse ritualer? Vi kan kun konstatere, at han er et af de hidtil ældst kendte af de moselig, der i så stort tal er fundet i nordvesteuropæiske moser,73 og som vi skal omtale nærmere i det følgende bind. Nøgen var han blevet anbragt i mosen. Men hvordan hans samtidige så ud, hvordan de gik klædt, og hvilket udstyr de bar på sig, det ved vi heller ikke meget om. For det var kun få ejendele, de fik med sig, når de blev lagt på ligbålet.

 Rebet der sad om Borremosemandens hals.

Rebet der sad om Borremosemandens hals.

I den ene af de rige grave fra Lusehøj blev der ganske vist fundet stumper, dels af noget groft vævet uldtøj,74 dels noget fint nældetøj.75 Intet af det kan dog kaste lys over mandsdragtens udseende i det sidste årtusinde før vor tidsregnings begyndelse. Alligevel kender vi mange af de ting, som må have tilhørt den mandlige krigerelite. Sværd, spyd, økser, skjolde og hjelme kan f.eks. belyse mandens rolle som kriger og som deltager i de religiøse ceremonier. Men lad os begynde med de genstande, han brugte til den personlige pleje: rageknivene og pincetterne, som var nogle af de genstande, der hyppigst ledsagede den voksne mand i graven. Man kan forestille sig, at de blev givet til den unge mand i forbindelse med initiationsriterne ved hans indtræden i de voksnes kreds og siden fulgte ham livet igennem.76 Det kan forklare, hvorfor netop rageknivene blev udsmykket med så mange rituelle symboler.

En meget stor del af de rageknive, vi finder i den yngre bronzealders brandgrave, er opskærpet så kraftigt, at ornamentikken delvis er slebet væk. At de vitterlig blev brugt til barbering, viser fund af skæghår på nogle rageknive.77 Men det kraftige slid viser, at knivene ikke blot blev brugt i forbindelse med gravceremonien. I den ældre bronzealder synes mændene i egekisterne at være blevet glatragede før gravlæggelsen. Senere hen i tiden er de døde mænd formentlig også blevet raget, før de blev lagt på ligbålet. Og at der er rageknive i urnegravene, kan meget vel betyde, at barberingen havde sammenhæng med overgangsriterne i mandens liv.

 Pincet og ragekniv var fast tilbehør i det fleste mandsgrave.

Pincet og ragekniv var fast tilbehør i det fleste mandsgrave.

Men rageknivene må også have været brugt gang på gang igennem mandens liv, det viser det kraftige slid på knivenes ægge. De fleste mænd synes at have besiddet en ragekniv. Dog var det kun et fåtal, nok mindre end en tiendedel, som ejede knive med særlige symboler på håndtag eller blad. Måske disse mænd havde særlige roller at udfylde i kultudøvelsen.

I den rige grav fra Korshøj på Sydfyn (se De dødes grave), havde den døde fået en fornem ragekniv med sig på rejsen til det hinsides. På bladet havde kniven en guldindlægning, og der var bevikling af guld på håndtaget.78 Det fine redskab lå i et lille træetui, godt pakket ind, og man kan forestille sig, at kniven blev fremvist i sit etui, hver gang den blev brugt i sammenhæng med en rituel handling.

 Til venstre: Dragtnål med guldbelagt hoved. Fundet ved Ravnemark, Eggeslevmagle sogn på Sjælland. Til højre: Nål af guld med vaseformet hoved. Fundet i Bohøj, Flemløse sogn på Fyn.

Til venstre: Dragtnål med guldbelagt hoved. Fundet ved Ravnemark, Eggeslevmagle sogn på Sjælland. Til højre: Nål af guld med vaseformet hoved. Fundet i Bohøj, Flemløse sogn på Fyn.

Rageknivene forekom i et utal af udførelser.79 De fleste havde dog et trekantet blad og et trådformet greb, som kunne være udført med et motiv som f.eks. en spiral eller et fladtrykt S. Der var også ofte tale om et fuglehoved eller et hestehoved.80 Formentlig hørte disse forskellige motiver alle til én og samme helhed: solsymbolikken. Også på den ene side af bladene kunne der være udsmykninger. Her var dekorationen altid anbragt sådan, at den vendte rigtigt, når kniven blev holdt i højre hånd med håndtaget til højre og æggen opad. Det antyder, at billedet på bladet skulle ses af andre end ham, der blev barberet. Det motiv, som udsmykkede rageknivens blad, var i overvejende grad skibet, som jo også var helleristningernes populæreste motiv.81 Men også andre motiver kunne forekomme, både billeder af mennesker og dyr, men omtalen af denne forunderlige billedverden vil vi lade vente til det efterfølgende kapitel.

Sammen med ragekniven optrådte gerne pincetten, som allerede var blevet en almindelig del af det personlige udstyr i det 2. årtusinde f.Kr.82 Den blev, ligesom ragekniven, brugt til at fjerne hår. De første pincetter havde været helt simpelt udformede, men i det 1. årtusinde f.Kr. blev de stadigt fornemmere udsmykket med bl.a. båndmotiver og udhamrede bukler i en stil, man fik inspirationen til fra bronzegenstande importeret fra kontinentet. Pincetterne blev med tiden også bredere, men gik så pludseligt ud af brug omkring 700 f.Kr. Eller rettere, de blev erstattet af helt nye former, som havde deres oprindelse i det centraleuropæiske område.

Om det udstyr, som hørte til mandsdragten, ved vi meget lidt. Vi kender kun nogle få typer af nåle og forskellige former for knapper. I begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. brugte man såkaldte vortehovednåle og skivehovednåle med ret stilk.83 I tiden omkring 800 f.Kr. kom nye former i brug: skivehovednålene fik bøjet stilk, og man begyndte at bruge nåle med stangformet hoved, med spiralformet hoved og vaseformet hoved. Med en enkelt undtagelse lader ingen af disse nåle sig føre tilbage til centraleuropæiske forbilleder. Undtagelsen er nålene med vaseformet hoved, som var meget almindelige i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig, og som spredte sig til hele det nordeuropæiske lavlandsområde, incl. Sydskandinavien, i tiden efter ca. 800 f.Kr.84

 Et udvalg af de ca. 50 edsringe, som kendes fra bronzealderen i Danmark. De fleste er fundet nedlagt som offergaver i mosen, grusbanker eller lignende steder.

Et udvalg af de ca. 50 edsringe, som kendes fra bronzealderen i Danmark. De fleste er fundet nedlagt som offergaver i mosen, grusbanker eller lignende steder.

Til mandsdragten hørte også såkaldte stangknapper.85 I begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. var de ganske små og havde en bøjet stang. Senere begyndte man at lave dem større og forsyne dem med lige stang. De må have været brugt til særligt fornemme klædninger, for de findes ofte i de rigest udstyrede grave, f.eks. den ene af stormandsgravene i Lusehøj. Også dobbeltknapper, som man havde kendt allerede i den ældre bronzealder, blev brugt i mandsdragten.86 Formentlig både til at holde dragten sammen og i bæltet, f.eks. i forbindelse med sværdgehæng.

Til mandens smykkeudstyr kunne undertiden høre en edsring. Den var ofte af guld og kunne i nogle tilfælde have en vægt på mere end et halvt kg.87 Navnet edsring stammer fra arkæologiens barndom, da man undertiden tog sin tilflugt til sagadigtningen, når man skulle navngive oldsager. Her kunne man finde beskrivelser af de svære guldringe, som sagatidens høvdinge brugte, når de aflagde deres hellige ed. Og hvad var mere naturligt end at bruge navnet om de svære guldringe, man undertiden fandt i landets moser? Senere tider lærte, at edsringene ikke var fra sagatiden, men derimod fra den yngre bronzealder. At de har været fornemme mænds ejendom og værdighedstegn synes dog fortsat at stå fast. Det kan vi slutte af bronzealderens grave, hvor edsringene en sjælden gang findes sammen med andre genstande, der viser, at den døde havde haft en høj social status.88

 Stangknap, fundet ved Jordløse, Jordløse sogn på Fyn.

Stangknap, fundet ved Jordløse, Jordløse sogn på Fyn.

Edsringene var kommet i brug allerede i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. både nord og syd for Østersøen. De findes i mange forskellige udformninger, fra ganske små og spinkle, undertiden dækket af guldblik, til massive ringe fremstillet af guld med meget høj lødighed. Et særligt vigtigt fund af dem stammer fra Neble i det sydvestsjællandske rigdomscenter (se De rige bygder). Her fandt man fem massive edsringe med en samlet vægt på næsten tre kg.89 Ikke langt derfra, ved Slots Bjergby, fandt man yderligere tre edsringe af massivt guld med en samlet vægt på lidt over et kg.90

 Bronzesværd fundet i en mose ved Løvelbro nær Viborg. Sværdets fæste er fremstillet af horn.

Bronzesværd fundet i en mose ved Løvelbro nær Viborg. Sværdets fæste er fremstillet af horn.

Det er kun sjældent, vi møder manden som kriger i gravfundene fra slutningen af bronzealderen. I begyndelsen af den yngre bronzealder bliver sværd dog endnu i et vist omfang lagt i gravene som gravgave. Men snart hører skikken op, og senere kender vi kun et enkelt tilfælde, hvor et sværd havde været med på ligbålet: stormandsgraven fra Lusehøj på Fyn. Alligevel må sværd i stort omfang have hørt til mændenes udstyr. De endte blot andre steder end i gravene. Enkeltvis, flere sammen eller sammen med andet udstyr blev de nedlagt som offergaver i moser, enge, søer og åer.91 Ialt kender vi fra den yngre bronzealder adskillige hundrede sværd, som blev ofret på den måde.

Selv om sværdet var mandens hovedvåben, så havde det i almindelighed ikke længere den samme raffinerede udformning som tidligere. Også skeden må have været simplere. F.eks. ser det ud til, at dupskoen af metal gik af brug. Der blev dog stadig fremstillet våben af høj kvalitet, og formerne var mangfoldige.92 Selv om våben blev importeret fra kontinentet i syd, så påvirkede de kun i ringe omfang det sydskandinaviske våbenhåndværk. Man beholdt stort set de traditionelle former og lod dem ikke erstatte af fremmede våbenformer.93

Således fremstillede man grebtungesværd i forlængelse af traditionen fra ældre bronzealder. Grebtungen var dog normalt ret smal i modsætning til de ældre typer med bred tunge. Et særligt velbevaret eksemplar fra tiden omkring 1000 f.Kr. har man fundet i en mose ved Løvelbro nær Viborg. Sværdets fæste, som var fremstillet af horn, og som havde en stor, nyreformet grebknop, var helt intakt.94 Beklædningen var på begge sider dannet af ét sammenhængende stykke horn, som passede nøjagtigt ind i en hulhed i knappen. De to sider blev sammenholdt af nogle tykke, runde stifter, som gik tværs igennem knappen og tappen. Ned ad grebets sider sad der bronzestifter, der må have stået guldglinsende mod den lyse hornmasse. Der var 14 nagler, men flere af dem var kun til pynt, idet det ikke var dem alle, der gik igennem den smalle grebtunge. Foroven sad der på den nyreformede grebknop en lille flad bronzetap med afrundet kant. Altsammen var det udtryk for, at det gode våbenhåndværk stadig eksisterede.

 Bronzesværd, et såkaldt Hornknap-sværd, fundet ved Vester-Lunde, Lunde sogn på Fyn.

Bronzesværd, et såkaldt Hornknap-sværd, fundet ved Vester-Lunde, Lunde sogn på Fyn.

Nogle af sværdene havde også guldbelægning på siderne af fæstet, dekoreret med koncentriske cirkler. Det var stormandssværd, som kun blev fremstillet i få eksemplarer. Et sådant, efter alt at dømme fremstillet i Danmark, fandt man i den rigt udstyrede grav i Kong Björns Hög ved Håga i Mellemsverige (se De dødes grave). Håga-sværdet er udtryk for, at de dynastiske forbindelser kunne række over store afstande.

I forlængelse af ældre våbentraditioner stod også sværd, hvor spidserne af grebknappen var trukket ud, så de dannede et par arme.95 De kunne enten være forsynet med et massivt bronzefæste eller et fæste af organisk materiale, der foroven afsluttedes med en støbt grebknap. Når vi i dag finder sværdene, har de i de fleste tilfælde ikke bevaret fæstet. Man taler derfor kun i bred almindelighed om grebangelsværd, dvs. sværd der foroven ender i en lang, smal spids, hvortil det nu forsvundne fæste blev fastgjort. Grebangelsværdene findes i to udgaver, en tidlig og en sen. Den tidlige, fra tiden efter ca. 1100 f.Kr., har en bred klinge, som ofte er udsmykket med ophøjede, langsgående lister. Klingen er lang og bred, dens øverste del har karakteristiske skrå skuldre og midterpartiet er ofte dannet som en hvælvet stav, begrænset af ophøjede linjer på langs, der opad imod hæftet bøjer ud til begge sider.96 Den sene type, som dukker op i tiden omkring 800 f.Kr., har en smal klinge og lige eller kun let skrånende skuldre.97 Den kendes fra flere hundrede fund i Sydskandinavien, men er den sidste af bronzealderens sværdtyper, som blev fremstillet i stort omfang.

 Spyd fra tiden omkring 800 f.Kr. Til venstre: Store Karleby, Hyllinge sogn, Sjælland. I midten: Vejlegårds Mark, Vejle sogn, Fyn. Til højre: ukendt findested, Danmark.

Spyd fra tiden omkring 800 f.Kr. Til venstre: Store Karleby, Hyllinge sogn, Sjælland. I midten: Vejlegårds Mark, Vejle sogn, Fyn. Til højre: ukendt findested, Danmark.

Da sværdet forsvandt som gravgave i den yngre bronzealders grave, blev det i mange tilfælde erstattet af et miniaturesværd, ofte kun nogle få cm langt.98 Miniaturesværdene var symbolske våben, som alene blev fremstillet til brug i gravene. Men de efterligner tydeligvis de rigtige sværd. Deres greb kunne f.eks. være nyreformede, antenneformede eller have udtrukne hjørner. Også fremmede sværdformer blev udført en miniature.99

Mandens andet hovedvåben var spydet, eller måske rettere lansen, idet det især må være blevet brugt til nærkamp. Det var et våben, som navnlig tidligt i det 1. årtusinde f.Kr. blev fremstillet i mange forskellige former,100 og som man eksperimenterede meget med. Dets udformning afspejlede impulser fra såvel det sydøstlige som det sydvestlige Centraleuropa.101 Trods de mange forskellige slags spyd, der blev fremstillet i tiden efter ca. 1100 f.Kr. synes det alligevel at være sværdet, der var mandens hovedvåben. I tiden omkring 800 f.Kr. blev der derimod en mere ligelig, talmæssig fordeling mellem sværd og lanse.102 Det kunne tyde på, at der på den tid skete en vis standardisering af elitens våbenudstyr efter centraleuropæisk forbillede.103 Sværd og lanse blev tilmed lejlighedsvis supplereret med tynde metalskjolde og hjelme. Disse nye, kostbare defensive våben, især skjoldene, var muligvis rituelle versioner af mere almindelige træ- eller læderskjolde.

 Forskellige celt-typer fra bronzealderens sidste halvdel. Til venstre: Grisby, Ibsker sogn, Bornholm. I midten: Højrup, Sdr.-Højrup, Fyn. Til højre: Barsmark, Løjt sogn, Sønderjylland.

Forskellige celt-typer fra bronzealderens sidste halvdel. Til venstre: Grisby, Ibsker sogn, Bornholm. I midten: Højrup, Sdr.-Højrup, Fyn. Til højre: Barsmark, Løjt sogn, Sønderjylland.

Spyd- og lansespidserne forekom i flere forskellige udgaver.104 Tidligt i det 1. årtusinde f.Kr. brugte man spidser med kort dølle og hult blad.105 To af den slags spidser er fundet i en rig offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland106 og udmærker sig iøvrigt ved at være bemalede. Feltet mellem æggen og midterribben var dækket af et sort farvestof, muligvis baseret på harpiks. Det har stået i en virkningsfuld kontrast til den skinnende bronze. Spidserne med hult blad kender man i stort tal fra såvel danske som svenske og nordtyske fund, de synes alle at være fremstillet inden for det sydskandinavisk-nordtyske område.

Samtidige med spidserne med hult blad er nogle lansespidser med facetteret og rippet dølle.107 Deres udbredelse ligger inden for det sydskandinavisk-nordtyske område, hvor de også er fremstillet.108

 Bronzekniv fundet i Lodnehøj, Dreslette sogn, Fyn.

Bronzekniv fundet i Lodnehøj, Dreslette sogn, Fyn.

I tiden omkring 800 f.Kr. fremstilles i stort tal en type af spydspidser med omløbende streger for enden af døllen, den såkaldt vestbaltiske type.109 Også her er fremstillingsstedet Sydskandinavien-Nordtyskland. Men da typen optræder helt uden lokale forudsætninger, er der heller ikke tvivl om, at forbillederne skal søges mod sydvest, i de vestlige dele af Centraleuropa, som netop på den tid øvede så stærk en indflydelse på Sydskandinavien.110

Om bue og pil blev brugt i den yngre bronzealder i Sydskandinavien er lidt af en gåde. På helleristningerne ser man ganske ofte dette våben afbildet, men i de arkæologiske fund er det yderst sjældent, at man finder spor af det.111 Det står i mærkelig kontrast til forholdene i Centraleuropa, hvor pilespidser, ja, endog hele pilekoggere blev nedlagt i gravene.112 Som jagtudstyr har bue og pil formentlig været brugt i Sydskandinavien, men tilsyneladende indgik det ikke som en fast del af våbenudstyret.

Derimod var øksen en væsentlig del af mandens udstyr. Den forekom i stort omfang som import fra kontinentet i syd, men endnu hyppigere var det dog lokale former, der blev anvendt, nemlig de såkaldte celte. De var ganske små økser med en indre hulhed, mere end 1000 sådanne celte er fundet i Danmark, i Sverige er tallet så højt som 1600.113 Langt de fleste er fundet nedlagt som offergaver i vådområder, enkeltvis eller sammen med andre redskaber, våben og smykker. Formentlig skal de især opfattes som arbejdsredskaber, men celtene kunne dog også bruges til at markere social status. Det viser bl.a. fundene fra den ene af stormandsgravene i Lusehøj (se De dødes grave).

Celtene forekom i et udtal af forskellige varianter,114 og som våben og arbejdsredskaber hørte de nok til de mest udbredte i Europa. De forekom i vekslende udformninger over hele kontinentet. I tiden efter ca. 800 f.Kr. var de indvendig forsynet med en lodret liste på begge bredsiderne, som skulle støtte øksehovedet, så det ikke drejedes på skaftet. Sådanne lister forekom kun yderst sjældent på tidligere økser. Skæftede celte er ikke fundet i Danmark.115 Man kender dog et par træskafter uden øksehoved, som formentlig er fra bronzealderen.116 De svarer til et fund fra Schweikwitz på Rügen på den anden side af Østersøen, hvor øksehovedet var skæftet, så øskenet vendte nedad. Øksen var altså skæftet som en retøkse.117

 Træskål af birketræ dekoreret med mæanderbort Fundet i en mose ved Høstad, Byneset, Norge.

Træskål af birketræ dekoreret med mæanderbort Fundet i en mose ved Høstad, Byneset, Norge.

Endelig hørte også knive til mandens udstyr. Det havde de gjort siden den ældre bronzealder, men i tiden efter ca. 1100 f.Kr. begyndte de at vokse i størrelsen.118 Mange var importerede, men der fandt også en stor produktion af knive sted i Sydskandinavien. I tiden efter 800 f.Kr. var de små knive næsten helt forsvundet og erstattet af ret store knive, som med tydelighed viste, hvordan hjemlig tradition mødes med stærk påvirkning fra Centraleuropa.119 Selve bladet var stærkt svajet og ofte udsmykket med skibsbilleder på begge sider.120 Grebet var gerne profileret og afsluttedes med „antenner“ eller blot en ring, hvori der hang rasleblik og ringe. Eventuelt kunne knivene også være udsmykket med plastiske småfugle.

Hvad vi her har opregnet, er først og fremmest det udstyr, den mandlige krigerelite brugte. Hovedparten af det stammer fra offernedlæggelser, først og fremmest i vådområder. Og det samlede indtryk af mandens udstyr, som vi fik i højfolkets egekistegrave, mangler vi i bronzealderens sidste århundreder. Det betyder naturligvis, at billedet er ufuldstændigt, at meget mangler. Det gælder f.eks. statusudstyr af organisk materiale. Man kan her nævne drikkeskålene af træ, som spillede så væsentlig en rolle i egekistegravene. Formentlig var de stadig i brug i bronzealderens sidste del. Det antyder et enestående fund, som i 1889 blev gjort i en mose ved gården Høstad i Byneset ved Trondheim. Her fandt man et antal fint udskårne træskåle af birketræ, nogle af dem med en fin mæanderornamentik, som viser, at de hørte hjemme i tiden omkring det 8. årh. f.Kr.121

 Skammel eller nakkestøtte af birketræ, dekoreret med hjulkors og dyrehoveder. Fundet i en mose ved Høstad, Byneset, Norge. Ca. 30 cm lang.

Skammel eller nakkestøtte af birketræ, dekoreret med hjulkors og dyrehoveder. Fundet i en mose ved Høstad, Byneset, Norge. Ca. 30 cm lang.

I samme mose fandt man også en ejendommelig træskammel med fire små ben, ligeledes udskåret af birketræ. Dens sæde var dekoreret med et hjulkors, hvorom slyngede sig nogle dyrefigurer, som stilmæssigt ligger meget tæt op ad f.eks. dyreprotomerne fra Fårdal-fundet (se Hellige tegn og billeder), og som derfor også må dateres til tiden omkring 800 f.Kr.122 Er skamlen fra Høstad måske et høvdingesæde i lighed med klapstolene fra omkring 1400 f.Kr.? Det kan meget vel tænkes. Men har den slags skamler været anbragt på ligbålet, når en fornem høvding skulle begraves, ville de i hvert fald være fortæret af ligbålets flammer, uden at efterlade sig noget spor.

Noter

72: K. Thorvildsen 1947; E. Thorvildsen 1952; H. Tauber 1959.

73: W. van der Sanden 1996.

74: L. Bender Jørgensen 1986.

75: M. Køje 1943.

76: H. Thrane 1987; F. Kaul 1998a, s. 148 ff.

77: A. Jockenhövel 1971, s. 246.

78: H. Thrane 1987a, s. 19, fig. 5.

79: E. Baudou 1960, s. 29 ff.

80: H. Thrane 1987a.

81: Et fuldstændigt katalog over skibsbilleder, ikke blot på rageknive men på alle andre bronzer er publiceret af F. Kaul 1998, II.

82: E. Baudou 1960, s. 39 ff.

83: E. Baudou 1960, s. 77 ff.

84: H. Thrane 1975a, s. 159 ff, udbredelseskort fig. 103.

85: E. Baudou 1960, s. 89 ff.

86: E. Baudou 1960, s. 87 ff.

87: E. Baudou 1960, s. 64 ff; J. Jensen 1997, s. 310.

88: Det var f.eks. tilfældet i den ene af stormandsgravene fra Lusehøj, hvor gravgaverne bl.a. omfattede en nu forsvundet edsring, se H. Thrane 1984, s. 9.

89: J. Jensen 1994a, s. 170.

90: J. Jensen 1983, s. 80.

91: J. Jensen 1972.

92: E. Baudou 1960, s. 9 ff.

93: H. Thrane 1975a, s. 84 ff.

94: H.C. Broholm 1953, nr. 5; S. Müller 1917, s. 159.

95: Tysk: Hörnerknaufschwerter, E. Baudou 1960, s. 10.

96: E. Baudou 1960, s. 153 ff.

97: E. Baudou 1960, s. 154 ff.

98: E. Baudou 1960, s. 11 ff; H. Thrane 1968, s. 189 ff.

99: F.eks. kendes et såkaldt Möringersværd udført en miniature, se H.C. Broholm 1949, pl. 14,5.

100: E. Baudou 1960, s. 13 ff; G. Jacob-Friesen 1967.

101: H. Thrane 1975a, s. 84.

102: En oversigt over danske sværdfund fra vådområder fra yngre bronzealder (J. Jensen 1972) opregner 129 fra periode IV, 80 fra periode V og 8 fra periode VI. Antallet af spyd er resp. 37, 62 og 0.

103: R. Osgood 1998.

104: G. Jacob-Friesen, 1967.

105: Ibid. s. 225 ff, udbredelseskort: Karte 14.

106: M. Ørsnes 1958, s. 62 ff.

107: G. Jacob-Friesen 1967, s. 235 ff. De fremstilles i mange forskellige varianter, og kendes bl.a. fra den rige offernedlæggelse ved Midskov på Fyn (G. Jacob-Friesen 1967, nr. 483, Taf. 121,1-6) og Fiskbæk i Nordvestjylland (ibid. nr. 591, Taf. 122,1-5.

108: Formentlig dog under påvirkning af spydspidser fra de østlige dele af Centraleuropa. En efter alt at dømme importeret spydspids med facetteret dølle findes f.eks. i offernedlæggelsen fra Borbjerg, se M. Ørsnes 1958.

109: G. Jacob-Friesen 1967, s. 250 ff, Karte 16.

110: H. Thrane 1975a, s. 60 ff.

111: H.C. Broholm 1946, M 23), se H. Thrane 1975a, s. 61 ff.

112: C. Clausing 1998.

113: E. Baudou 1953; 1960, s. 16 ff.

114: Der kan i Sydskandinavien opstilles fem forskellige hovedtyper, se E. Baudou 1960, s. 16 ff.

115: H. Thrane 1964b.

116: Fundet i Lillemose på Lolland (Thrane 1964b, s. 75, fig. 4) og ved Kvorning i Nørreå-dalen i Jylland (M. Iversen 1996, s. 15, fig. 17).

117: W. Petsch 1926, s. 235, fig, 2.

118: E. Baudou 1960, s. 27 ff.

119: H. Thrane 1975a, s. 84 ff.

120: F. Kaul 1998, s. 161 ff.

121: S. Marstrander 1980.

122: En kulstof 14-datering af fundet sætter dette til omkring 500 f.Kr., men kan meget vel være for lav, da der netop knytter sig usikkerhed til kulstof 14-dateringerne på overgangen mellem bronze- og jernalderen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Mændene i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430928

Afsnittet Mændene er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet