Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt

Oprindelig forfatter JJe

Det var i bronzealderen, at menneskene på det europæiske kontinent for første gang blev forbundet med hinanden ved kontakter, der rakte fra Middelhavet i syd til Østersøen i nord – og fra Atlanterhavet i vest til Ural i øst. Det store kontinent var langsomt ved at blive til en enhed, hvor menneskene i fjerntliggende egne begyndte af få bevidsthed om hinanden. De første skridt var taget allerede i det 2. årtusinde f.Kr., da små ladninger af det gyldne, nordiske rav var blevet transporteret den lange vej fra Sydskandinavien helt ned til de mykenske herskerslægter i Grækenland (se Middelhavets rav). Og igennem det 1. årtusinde f.Kr. udbyggedes disse forbindelser mere og mere.

 Tv. bronzeamfora fra Vejo, Italien. Th. bronzeamfora fra Gevelinghausen, Kr. Meschede i Nordrhein-Westfalen.

Tv. bronzeamfora fra Vejo, Italien. Th. bronzeamfora fra Gevelinghausen, Kr. Meschede i Nordrhein-Westfalen.

Et netværk, som dækkede store dele af det europæiske kontinent udviklede sig efterhånden, og via det netværk bevægede råvarer, luksusvarer – og mennesker sig nu over stadigt større afstande. Historien om disse kontakter imellem Europas forskellige egne er en af de mest fascinerende i oldtidshistorien.

Besøger man i dag det etruskiske museum i Villa Giulia i Rom, vil man der se udstillet en overdådig rig stormandsgrav, en krigergrav fra gravpladsen Quattro Fontanili ved Vejo i det centrale Italien. Mellem de mange kostbarheder, skjolde, hjelme og pansere vil man se en herlig bronzeamfora, som var en del af det drikkeudstyr, den døde kriger havde fået med sig i graven. For i døden skulle han deltage i et evigt drikkelag mellem ligestillede stormænd. Amforaen var engang i det 8. århundrede f.Kr. blevet fremstillet i et værksted i det sydlige Etrurien, og den bar på sin side en symbolsk dekoration af solen, der sejler over himmelhvælvet i en båd.

Annonce

 Bronzeamfora fra Rørbæk i Himmerland.

Bronzeamfora fra Rørbæk i Himmerland.

I museet i Münster i Westfalen i Tyskland står en lignende amfora, også udsmykket med den sejlende sol, og lige som amforaen fra Vejo i Italien fundet i en stormandsgrav – stedet hedder Gevelinghausen. En lignende amfora kan man se på det arkæologiske museum i Charlottenburg i Berlin. Den blev fundet i en stormandsgrav i den kæmpemæsige gravhøj, man i 1899 udgravede ved Seddin i Westprignitz i Brandenburg (se De dødes grave). Og går man endelig ind på Nationalmuseet i København, finder man i bronzealdersamlingen en amfora, der meget ligner dem, vi netop har opregnet. Den stammer fra Potte Anders' mose ved Rosbjerggård, kendt under navnet Rørbæk, i Himmerland.173 Den er ganske vist ikke udsmykket med solbåd-motivet, men ved siden af den står andre bronzekar fundet i Danmark og udsmykket med den sejlende sol.

Vejo-Gevelinghausen-Seddin-Rørbæk, det er en rute på 2000 km tværs igennem det europæiske kontinent. Nu er alle de fire amforaer ikke fremstillet af den samme håndværker.174 De to tyske og den danske er fremstillet af specialist-håndværkere nord for Alperne. Måske de har været oplært i et italiensk værksted, og måske har de rejst imellem og arbejdet i nogle af de høvdingecentre, som fandtes heroppe i de nordlige egne af kontinentet. Men de har nøje kendt de forbilleder, de arbejdede efter. Og de må også have kendt til, hvordan amforerne og andre hamrede metalkar fulgte deres ejermænd i gravene som en del af et drikkeudstyr, ganske som det var tilfældet langt dernede mod syd, hinsides Alperne.

 Kort Udbredelsen af amforer af typen Vejo-Geve Nnghausen-Seddin-Rørbæk.

Kort Udbredelsen af amforer af typen Vejo-Geve Nnghausen-Seddin-Rørbæk.

For de ritualer, som blev udført, når stormændene blev lagt i gravene i det central- og nordeuropæiske område, var endnu et udtryk for de nære forbindelser over lange afstande, der bestod mellem slægter på høvdingeniveau. Disse elitebegravelser, der tit indeholder drikkekar af bronze, afspejler en aristokratisk livsstil og en ritualiseret adfærd, som ofte udviser forbløffende ligheder over store områder. Hvad der bandt dem sammen var bl.a. udvekslingen af kostbart drikkeservice som amforer, spande og kopper – og dertil knyttede drikkeritualer. Det var også udvekslingen af prestigevåben. Og det var brugen af kostbare firehjulede vogne til rituelle formål og dertil hørende kostbart seletøjsudstyr til heste. Endelig var det konstruktionen af monumentale gravhøje, en skik, der dog fortrinsvis blev praktiseret i Nordeuropa, Italien og det sydøstlige Europa.175

Helt ned i de små detaljer kunne man finde ligheder. Når den græske digter Homer i det 8. århundrede f.Kr. i sit storværk Iliaden beskriver helten Patrokles' bålfærd, fortæller han om, hvordan man viklede heltens „blegede ben“ ind i „den fineste lindug“, inden man rejste gravhøjens sten og skovlede jorden om graven.176 Når man læser de linjer, må man tænke på stormanden i Lusehøj, som også fik sine brændte knogler viklet ind i fint linned, inden man lagde dem ned i et fornemt drikkekar. Nu skal begejstringen for Homer ikke ovedrives derhen, at Lusehøj opfattes som en efterklang af ægæiske toner, har man snusfornuftigt anført.177 Men man må på den anden side ikke overse, at der netop i det 8. århundrede f.Kr. var forbløffende ligheder i elitens adfærd over store dele af Europa.

 Fund af bronzeskåle fra Løgtved Mose i Vestsjælland.

Fund af bronzeskåle fra Løgtved Mose i Vestsjælland.

Denne vidt udbredte enhed i gravritualerne og symbolverdenen var vokset frem i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., hvor de såkaldte urnemarksfolk dominerede i Centraleuropa. I den brede centraleuropæiske zone nord for Alperne kan man skelne mellem en østlig og en vestlig region, som begge stod i kontakt med områderne helt oppe i nord, i Nordtyskland og Sydskandinavien. Den østlige region omfattede Vestungarn, Böhmen-Mähren, Slovakiet og Østrig og tildels Nordvestjugoslavien. Den vestlige region omfattede Sydvesttyskland, Schweiz og Østfrankrig. Helt ude mod vest, langs Atlanterhavets kyster lå endnu en region, den Atlantiske region, som havde sit helt særlige præg.

Det var navnlig den østlige region, dvs. landskaberne omkring den mellemste Donau, som i det sene 2. årtusinde og begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. påvirkede områderne i nord. Herfra fik man kostbare våben, både angrebs- og dækvåben, og samtidig lærte man også fra Donauområderne at kende religiøse symboler, som dybt påvirkede menneskenes forestillingsverden i nord.178 På den tid var tyngdepunktet for den kulturelle udvikling i Centraleuropa imidlertid ved at forskyde sig vestover som følge af ændringer i metalforsyningerne (se Vestens genopvågnen). Og fra den vestlige region, dvs. områder i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig modtog man i Norden også visse drikkeskåle, sværd, spyd og økser – altsammen dog endnu i begrænset omfang.

 Spand med korsformede hanke fra en mose ved Hvedholm på Fyn.

Spand med korsformede hanke fra en mose ved Hvedholm på Fyn.

Mest iøjnefaldende blandt de fremmede sager var dele af det drikkeudstyr, som socialt og religiøst spillede så stor en rolle hos de centraleuropæiske folkeslag. Det var f.eks. de hamrede bronzeskåle, man har kaldt Fuchsstadtskåle.179 De kendes i et enkelt fund fra Danmark, Ejstrup i Nordjylland,180 i et norsk fund,181 og i flere fund fra Mecklenburg. Det var skåle, som blev fremstillet både i de østlige og de vestlige dele af Centraleuropa. Begge de skandinaviske Fuchsstadtskåle var formentlig fremstillet i den vestlige region eller i et værksted i Mellemtyskland og var derfra nået til de fjerne områder i nord.182

En anelse senere var drikkeskålene af Jensovice-typen, som på siden var rigt dekoreret med udhamrede bukler.183 De kendes fra fire danske offernedlæggelser, de tre af dem nedlagt i vådområder, den fjerde i en høj. Seks skåle, stillet inden i hinanden, blev fundet i Lunden på Als.184 I en mose, Øgemosen ved Kirkendrup på Fyn, fandt man fem skåle,185 og ligeledes i en mose, Bredmose ved Tinglev i Sønderjylland, to skåle stillet inden i hinanden.186 Endelig fandt man ved Løgtved på Vestsjælland tre skåle stillet ind i hinanden.187

 Bronzespand af centraleuropæisk type, fundet sammen med en lignende i en mose ved Siem i Nordjylland. På siden er den dekoreret med et symbolsk solskib.

Bronzespand af centraleuropæisk type, fundet sammen med en lignende i en mose ved Siem i Nordjylland. På siden er den dekoreret med et symbolsk solskib.

Også disse bukkeldekorerede skåle blev fremstillet i såvel vest som øst, formentlig henholdsvis Schweiz-Sydvesttyskland og Böhmen-Mahren-Slovakiet. De to fund fra øerne var af østlig oprindelse, medens de to jyske fund stammede fra den vestlige region af Centraleuropa. De udgør formentlig således sammenhørende sæt og er ikke stykket sammen sekundært. Gennem det nordtyske område er de nået den lange vej til Danmark i tiden omkring 1000 f.Kr.

Særligt fornemme blandt drikkekarrene er de store, halvkugleformede spande med korsformede beslag og bevægelige hanke. Dem kender vi fra fire danske fund, et af dem er den rige grav i Korshøj ved Vester Skjerninge på Sydøstfyn.188 De tre andre er offernedlæggelser fra vådområder ved henholdsvis Hvedholm på Fyn,189 Svensmark på Møn190 og Vaseholm i Himmerland.191

Ialt kender man et halvt hundrede af disse spande fra det europæiske kontinent.192 Langt den overvejende del stammer fra så fjerne egne som Ungarn – formentlig er de fremstillet i Karpatherbækkenet. De fire danske spande er således udtryk for den massive strøm af luksusvarer, der i tiden omkring 1000 f.Kr. nåede til Sydskandinavien, enten fra det ungarske område eller fra naboområderne mod nord, hvor der også fandtes værksteder, som fremstillede disse spande.

 Bronzeskjold fra ukendt findested i Danmark.

Bronzeskjold fra ukendt findested i Danmark.

Fra disse områder i sydøst, muligvis fra Slovakiet, kom også to prægtige bronzespande med sidehanke, der blev fundet i en mose ved Siem i Nordjylland.193 På siden er de dekoreret med et symbolsk solskib. De er formentlig ikke de eneste af disse spande, der i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. nåede til Sydskandinavien. I Voldtofte Mose, som ligger i det rige sydvestfynske område, fandt man nogle tynde fragmenter af bronzeblik, som formentlig stammer fra en spand af samme slags (se De rige bygder).194 Deres kontinentale udbredelse svarer til de halvkugleformede spande med korsformede hanke.195 Nogle af dem nåede også til Sydvesttyskland og Norditalien, men de danske spande er formentlig nået hertil fra områderne i sydøst, ad de samme veje som også et ungarsk sikar fulgte, som blev fundet i en offernedlæggelse i Kostræde Banke på Sydvestsjælland.196

Blandt de kostbare centraleuropæiske drikkekar af sydøsteuropæisk oprindelse skal endelig nævnes to herlige bronzeamforer, som blev fundet i henholdsvis Bjärsjöholm i Skåne og Mariesminde på Fyn, begge formentlig slovakiske produkter.197 Den sidstnævnte var som en offergave blevet nedsat i en mose sammen med ialt 11 guldskåle.

 Hornede bronzehjelme fundet sammen i Viksø Mose, Nordsjælland.

Hornede bronzehjelme fundet sammen i Viksø Mose, Nordsjælland.

Det var imidlertid ikke blot rituelt drikkeudstyr, som i tiden efter 1100 f.Kr. af høvdingeslægterne blev formidlet tværs igennem det europæiske kontinent helt op til Nordtyskland og Sydskandinavien. Også våben, både dækvåben og angrebsvåben, hørte til blandt de udvekslede kostbarheder.

Igen som statusindikatorer og ceremonigenstande. Tre prægtige bronzeskjolde, formentlig fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., kender man, desværre fundet for så mange år siden, at enhver viden om deres findested er gået tabt. De to af dem har et U-formet hak i skjoldbulens ene side.198 Hvor i det centraleuropæiske område, skjoldene er fremstillet er ikke til at sige. De er tunge, er af tykt gods og har en enkel dekoration af lister og bukler. I modsætning til de andre danske skjolde kan de formentlig bruges til kamp.

Det tredje af skjoldene199 er ligesom de to andre støbt, ribberne langs randen og uden om håndtaget såvel som den centrale bule er dog hamret op bagfra. Skjoldet er dekoreret med fuglebåde og er formentlig fremstillet i det østalpine område eller det vestlige Ungarn.200 Ja, det må regnes som et af de sydøsteuropæiske værksteders fornemste produkter.

 Horn fra hjelm af Viksø-typen. Fundet ved Grevinge, Grevinge sogn, Odsherred.

Horn fra hjelm af Viksø-typen. Fundet ved Grevinge, Grevinge sogn, Odsherred.

Til pragtskjoldene kan man også føje de to enestående hjelme af drevet bronzeblik, hver med to svungne horn, som i 1942 blev fundet i Brøns Mose ved Viksø i Nordsjælland.201 Engang, tidligt i det 1. årtusinde f.Kr., var de blevet sat ud som en offergave på den åbne moseflade. Den ene havde stået på en træbakke, den anden på en lerskål. Hver hjelmkalot var samlet af to sammennittede halvdele, og hen over issen lå et svært, korsformet bronzebeslag, som bar en ophøjet kam, der fortil afsluttedes af et krogformet næb. Langs midten af kammen var der en dyb rille, hvori der kunne anbringes fjer eller hårduske. På kammens tværarme var der små cylindriske beslag, som også kunne bruges til fjer eller hårduske. På begge sider af det krogformede næb sad der store, udhvælvede øjne under krumme øjenbrynsbuer. De to horn var ved hjælp af bøsninger nittet fast til hjelmkalotten. Ser man de to hjelme forfra, kan de endnu virke skræmmende, næsten som afrikanske dansemasker. To tomme øjenpar på hver side af det krumme fuglenæb stirrer imod en, og højt over issen rejser de mærkelige horn sig.

Dekorationen af hjelmene bestod af rækker og kredse af større og mindre opdrevne, runde buler. Forneden var der på hver hjelm en række ganske små bukler, der fortil og bagtil løb ud i S-slyng, formentlig symbolske skibe.

 Skaftlapøkser fundet i offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland,

Skaftlapøkser fundet i offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland,

Hvor disse fremmedartede hjelme kom fra, er ikke helt afklaret.202 At dømme efter deres teknik var de blevet fremstillet i et værksted, der lå enten i Böhmen-Schlesien eller i Mellem- eller Nordtyskland. Under alle omstændigheder et værksted, som var kraftigt påvirket af bronzeværkstederne i det østalpine Donauområde. Men hornede hjelme kunne man finde flere andre steder i Europa. Fra Sardinien kender man f.eks. nogle små krigerstatuetter, som er samtidige med Viksøhjelmene. De sardiske krigere er i fuld udrustning med hjelm, skjold, sværd, køllerter og benskinner. Nogle af hjelmene har højt svungne horn, der afsluttes med et par knopper, og forskellig pynt stikker op fra hjelmkammen, ganske som det oprindeligt gjorde det på Viksøhjelmene. De sardiske statuetters bevæbning ligner meget udrustningen i det østlige Middelhavsområde. Og der er næppe tvivl om, at også de sardiske, hornede hjelme viser en stærk forbindelse til Levanten. Der havde den hornede hjelm sin oprindelse. Derfra spredte den sig til bl.a. Sardinien og Den iberiske Halvø.203 Men ad hvilke veje den hornede hjelm har spredt sig ind i Europas indre er endnu ikke fuldt afklaret.

I Sydskandinavien kendes ingen andre hjelme, der ligner de to fra Viksø. Og dog viser fundet af et 32 cm langt horn fra Grevinge i Odsherred, helt svarende til Viksøhjelmenes, at der må have været mindst en hjelm til. På kontinentet var andre hjelmtyper i brug, men ingen af disse nåede frem til Sydskandinavien.204

 Bronzekniv fundet i Jyderup Bymose på Sydsjælland. Formentlig fremstillet i det rhinsk-schweiziske område.

Bronzekniv fundet i Jyderup Bymose på Sydsjælland. Formentlig fremstillet i det rhinsk-schweiziske område.

Sammen med dækvåbnene kom også angrebsvåben som f.eks. sværd. Ikke i noget stort tal, men dog så mange at de vigtigste centraleuropæiske typer er repræsenteret. Det var f.eks. sværd med tre vulster på grebet, som bl.a. blev fundet i en rig offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland.205 Og det var grebtungesværd, fundet nedlagt som offergaver i bl.a. Børstofte Mose i Midtsjælland206 og en mose ved Sønder Lyngby i Vendsyssel.207 Endelig kendes et sværd, hvis greb foroven er trukket ud som to vinger, fundet ved Hundborg i Thy.208 Formentlig stammer også det fra de vestlige dele af det centraleuropæiske område.

Også spyd og økser hørte til det importerede våbenudstyr. Blandt spydene var en type med facetteret dølle formentlig fra det østlige Centraleuropa.209 Og blandt økserne var det især de såkaldte skaftlapøkser, der dominerede. Henved hundrede sådanne importerede økser kendes fra Sydskandinavien, bl.a. i den rige offernedlæggelse fra Borbjerg i Nordjylland.210 Mange af økserne må være fremstillet i Schweiz eller Sydvesttyskland. Men i Mellemtyskland er der også fundet så mange skaftlapøkser, at der må have været en lokal produktion, som også formidlede sine produkter mod nord og vedblev dermed helt ned til tiden omkring 800 f.Kr.

 Seletøjsplader og hængekar fundet nedlagt i lerkar. Offernedlæggelse fra Tved på Fyn.

Seletøjsplader og hængekar fundet nedlagt i lerkar. Offernedlæggelse fra Tved på Fyn.

Skaftlapøkserne repræsenterede en stor metalværdi, og det er ikke urimeligt at se dem som råstof snarere end som brugsredskaber i egentlig forstand. Smeltede man en skaftlapøkse om, kunne man ud af dens metalmængder støbe tre celte. Disse små økser anvendte man iøvrigt i stor stil overalt i Europa, såvel i øst som i vest. Enkelte af disse fremmede celte blev importeret til Sydskandinavien.211

Bronzeknive kom også i et vist omfang til Sydskandinavien i tiden efter 1100 f.Kr. De fandtes i flere forskellige varianter. Nogle af dem havde massivt metalgreb, bred klinge og let konveks ryg212 og stammede formentlig fra Ems-Weserområdet, dvs. Nordholland og Frisland.213 Andre havde blot en grebangel og stammede formentlig fra det rhinsk-schweiziske område.214 De blev efterlignet i det nordvesttyske område, og nogle af dem nåede videre mod nord, til Danmark.215 En anden og meget mere østlig udbredelse havde knive med ringformet greb.216 Formentlig var de fremstillet i Schlesien og spredtes langs Oder til de østlige dele af det sydskandinaviske område.217 En dansk kniv fra Keldhøj i Thy218 tilhørte den type, som blev efterlignet lokalt.

Til de knive, der kom fra sydøst, hørte også den såkaldte Pfatten-type.219 Den havde sit udgangspunktet i det mellemste Donauområde, og herfra spredtes den mod vest og nord. Men undervejs opstod der sekundære værksteder, hvor man fremstillede efterligninger, f.eks. i områderne langs Oder, som så igen blev efterlignet længere nordpå. Netop disse knive illustrerer, hvordan impulserne fra det centraleuropæiske område så at sige spredte sig trinvis nordpå, idet der ofte opstod sekundære værksteder undervejs.

 Bronzeskjolde fremstillet i Centraleuropa eller evt.Nord- eller Mellemtyskland. Fundet i:

Bronzeskjolde fremstillet i Centraleuropa eller evt.Nord- eller Mellemtyskland. Fundet i:

Som vi har set bestod de genstande, som i tiden efter 1100 f.Kr. formidledes fra Centraleuropa til Sydskandinavien, først og fremmest af drikkeudstyr og våben, som hørte hjemme i den mandlige sfære. Kvindesmykker var derimod yderst fåtallige. Men undtagelser var der dog. I en offernedlæggelse ved Mandemark på Møn lå i et lerkar, indpakket i søgræs, ikke mindre end 8 armringe og resterne af to bøjlenåle.220 Det var nogle smykkeformer, som ellers er udbredt i Mellemtyskland og Polen, men som her, som fremmede fugle lå i en offernedlæggelse på Møn. Lige så fremmede var to armspiraler, som var nedlagt i Øgemosen på Fyn. Begge disse armspiraler var af en øvreschlesisk-böhmisk-mährisk type, der ellers ikke forekommer så langt mod nord.221 Var disse fremmede smykker måske kommet hertil sammen med indgiftede kvinder?

Om de fremmede bronzegenstande, som i de første århundreder efter 1100 f.Kr. nåede frem til Sydskandinavien, kan vi sige, at hovedparten af dem kom fra de østlige regioner af det centraleuropæiske område. Men det var også tydeligt, at de vestlige regioner i stigende grad gjorde sig bemærket. Hovedparten af sagerne synes dog at være kommet over Böhmen via Elben og Mähren via Oder op til Østersøen,222 og undervejs fandtes der sekundærværksteder, som også leverede deres bidrag til strømmen. Langt de fleste af de genstande, der bevægede sig nordover, må betegnes som statusudstyr, dvs. det var udsøgte drikkesæt og kostbare angrebs- og dækvåben, som især synes at have haft en funktion i udøvelsen af kulten. Men sammen med de fysiske genstande kom også ideer, symboler og forestillinger, som vandt indpas i kulten. Denne omfattende udvekslingsvirksomhed synes at have været forestået af mænd. For næsten alle de fremmede sager hørte til inden for den mandlige sfære.

I tiden omkring 800 f.Kr. ændrede forbindelserne karakter. En del af dem kom fortsat fra de østlige områder af den centraleuropæiske zone. Men tyngdepunktet var rykket vestover, til områderne omkring Sydvesttyskland, Schweiz og Østfrankrig. Det hang tydeligvis sammen med, at centrene for metalproduktionen i de samme århundreder rykkede mod vest (se Vestens genopvågnen).

Fra de østlige egne af Centraleuropa kom dog stadig rituelt drikkeudstyr, bl.a. nye varianter af spandene med korsformede beslag og bevægelige hanke. En af dem blev brugt som brændtbensbeholder i den ene af stormandsgravene i Lusehøj på Sydvestfyn.223 En anden, eller rettere resterne af en anden, endte i jorden i en grav ved Ebberup, ikke langt fra Lusehøj.224 En tredje blev lagt i jorden som en offernedlæggelse ved Birkendegård på Vestsjælland. Her blev spanden ofret sammen med seks runde plader til en hests seletøj.225 Endelig kender man en fjerde spand fra Hjärnarp i Sverige.226 Alle disse spande var formentlig fremstillet i det vestungarske eller østalpine område, og var i tiden omkring 800 f.Kr. nået den lange vej op til Sydskandinavien.227

 Figurer, der bærer et skjold, forekommer temmelig sparsomt på de nordiske helleristninger. På en ristning i Kville sogn, Bohuslän, findes dog flere afbildede. Den menneskelignende figur bærer en hornet hjelm, skjold og et sværd ved siden. En dansende kvindefigur ses til venstre for skjoldbæreren.

Figurer, der bærer et skjold, forekommer temmelig sparsomt på de nordiske helleristninger. På en ristning i Kville sogn, Bohuslän, findes dog flere afbildede. Den menneskelignende figur bærer en hornet hjelm, skjold og et sværd ved siden. En dansende kvindefigur ses til venstre for skjoldbæreren.

I stormandsgraven i Lusehøj var spanden blevet brugt som brændtbensbeholder, men oprindelig havde den haft en funktion som en del af et drikkeservice. For sammen med den blev fundet to små hankeløse kopper,228 som formentlig var fremstillet i et nord- eller mellemtysk værksted.

Til det importerede drikkeudstyr skal vi også regne den prægtige bronzeamfora fra Rørbæk i Himmerland, som allerede har været nævnt som udtryk for de forbindelser, der gik tværs igennem det europæiske kontinent i tiden omkring 800 f.Kr. Trods lighederne med italienske bronzearbejder må man antage, at Rørbækamforaen er fremstillet i et sekundært værksted nord for Alperne, formentlig i de østlige dele af kontinentet.229 Ad de samme østlige veje er formentlig også kommet nogle drikkekar med højt hævet hank, som kendes fra et enkelt sydskandinavisk fund fra Bohuslän.230 Til Danmark nåede den type drikkekar ikke.

Det fornemste udtryk for kontakterne sydover er dog den store mængde bronzeskjolde, som nåede til Sydskandinavien i tiden omkring 800 f.Kr.231 I Danmark drejer det sig om fem hele skjolde og et fragmenteret. I Sverige er fundet 17 skjolde, hvoraf de 16 stammer fra et enkelt findested.

 Bronzepanser fra Marmesse, Petit Marais, Département Haute-Marne, Frankrig. 9.-8. årh. f. Kr.

Bronzepanser fra Marmesse, Petit Marais, Département Haute-Marne, Frankrig. 9.-8. årh. f. Kr.

Ikke mindre end fire af de danske skjolde er fundet i den rige, men aldrig undersøgte bronzealderbygd, der engang lå på Nordvestfalster. Intet andet sted på øen er landskabet så afvekslende som her. Fra de store bakkedrag omkring Nørre Vedby er der en vid udsigt over de flade kyster med deres store, lavvandede vige, gode anløbspladser og skovbevoksede næs. Og på den anden side af Storstrømmen ligger den modsatte kyst så fristende nær. Lidt inde i landet er der et terræn, som engang var opfyldt af talrige små moser og andre vådområder. Og i tre af dem har man fundet de fire bronzeskjolde. I Tårup Mose, der hørte til det store vådbundsområde, som strakte sig vestpå fra Barup Sø, var som offergave nedlagt et 86 cm højt, let hvælvet, ovalt skjold med en skarprygget skjoldbule i midten og en dekoration af lister og buler.232 Det lå 1,5 m dybt i mosen, og der blev ikke fundet andet sammen med det. I Lommelev, kun 8 km længere mod vest, fandt man i en anden mose et skjold med en dekoration af koncentriske ribber og bukler.233 Og endelig fandt man to skjolde i en mose ved Sørup, hvoraf det ene havde en dekoration af koncentriske ribber og bukler, medens det andet havde en korsformet dekoration af bukler.234

Det sidste hele skjold blev fundet i en lille kedelmose ved Svenstrup i Himmerland.235 Det var ovalt, 71 cm langt og 66 cm bredt, med en oval, skarprygget skjoldbule. Dekorationen bestod af tre ribber, hvoraf de to yderste havde en u-formet indbuning. Endelig fandt man en stump af et skjold i en offernedlæggelse i Skydebjerg på Sydvestfyn, som bl.a. rummede hængekar og halsringe.236

 Til venstre: Bronzesværd, et såkaldt Antennesværd, fundet ved Østerå, Lindeballe sogn i Østjylland. Til højre: Bronzesværd af Auvernier-type, fundet ved Sønderup, Boeslunde sogn på Sjælland.

Til venstre: Bronzesværd, et såkaldt Antennesværd, fundet ved Østerå, Lindeballe sogn i Østjylland. Til højre: Bronzesværd af Auvernier-type, fundet ved Sønderup, Boeslunde sogn på Sjælland.

Intet kan dog overgå de 16 skjolde, der blev fundet på lavtliggende jord ved Fröslunda i Sverige, i en tidligere vig af Vänern.237 Alle skjoldene lå tæt sammenpressede i en dynge, nogle med forsiden, andre med bagsiden opad. Kun ét samtidigt fund kan måle sig med Fröslunda-skjoldene: de ialt ni bronzepansere, der blev fundet nedlagt som en offergave ved en kilde ved Marmesse i Frankrig.238

I Sverige kender man yderligere et fund af et bronzeskjold af samme type som Fröslunda-skjoldene. Det blev fundet nedlagt som en offergave ved Nackhälle i Halland og har en frise af fuglefigurer langs kanten.239

Skjoldene fra Tårup, Svenstrup, Skydebjerg, Nackhälle og de 16 fra Fröslunda er alle af den samme hovedtype, de såkaldte Herzsprung-skjolde.240 Deres forbilleder skal formentlig søges i det sydøstalpine eller ungarske område. Men selv synes de at være fremstillet i et værksted et sted i Mellem- eller Nordtyskland. De to skjolde fra Sørup og Lommelev-skjoldet er det noget sværere at finde oprindelsen til. Formentlig ligger den også et sted i de østlige dele af det centraleuropæiske område.241

Bronzeskjoldene havde en meget stor udbredelse i Europa som udtryk for elitens aristokratiske livsstil og ritualiserede adfærd. Uden for Sydskandinavien kender man dem fra Nord- og Mellemtyskland, Centraleuropa, Sardinien, det ægæiske område, Italien, Mellemøsten og De britiske Øer. Fra Spanien og Frankrig kender man ikke skjoldene selv, men dog billeder af dem på helleristninger og steler. I Irland kender man skjoldene udført i læder.242

De fleste nordeuropæiske skjolde er fundet i vandløb, søer og moser, ofte er de fundet parvis sammen. Formentlig har skjoldene været brugt som ceremonigenstande ved kulthandlinger, senere er de blevet nedlagt som offergaver. At de skulle have været ceremonigenstande passer også med, at de ikke var brugbare til kamp.243 Deres plader er ofte ekstremt tynde og ville ikke kunne modstå sværdhug. På helleristningerne ser man skjoldene afbildet i sammenhæng med øksesvingende mænd, men også de tolkes som deltagere i kulthandlinger, der omfattede skinkampe. Iøvrigt kan skjoldene også tænkes at være symboler i sig selv – måske solsymboler. Ornamentikken understreger dette. Både de mere symbolske figurer som fuglene og selve arrangementet af buklerne i kors eller cirkler svarer til de motiver, der ellers anses for solsymboler.

Der kom således stadig i tiden omkring 800 f.Kr. drikkeudstyr og skjolde til Sydskandinavien via de østlige forgreninger af det netværk af forbindelser, som rakte ned mod Centraleuropa. Men samtidig bidrog også den vestlige region af Centraleuropa, specielt områderne i Schweiz og Sydvesttyskland, meget stærkt med tilførsler af bronzer. I tiden omkring 800 f.Kr. kan man næsten tale om en akse, som gik fra Østersøområderne i nord i retning mod de områder i det vestlige Centraleuropa, der nu havde fået en førende stilling, som følge af at produktionscentrene for kobber var rykket mod vest. Fra det rhinsk-schweiziske område kom nu en lang række produkter som sværd, økser, seletøjsbeslag, dragtudstyr, ja, endog vogne. Og hertil kom, at de samme genstande udøvede en stærk påvirkning på det håndværk, de nordiske bronzestøbere udøvede.244 En lignende påvirkning, blot endnu kraftigere, kunne man se i de mellem- og nordtyske bronzeværksteder.245

 Rekonstrueret bronzekedel fra Abildholt Mose, Borbjerg sogn i Vestjylland.

Rekonstrueret bronzekedel fra Abildholt Mose, Borbjerg sogn i Vestjylland.

I Sydskandinavien kunne man nu finde karakteristiske centraleuropæiske sværdformer som f.eks. de såkaldte antennesværd. Flere af dem er kendt fra Danmark,246 hvor man også efterlignede dem lokalt.247 Et særligt prægtigt eksemplar er fundet i en mose ved Kråknäs i Södermanland, Sverige.248 Det er af en type, der har nære paralleller så langt borte som i Norditalien.249 Antennesværdene blev i Sydskandinavien ofte eftergjort i en miniatureudgave, der hyppigt blev brugt som gravgave.250

En anden sværdtype var de såkaldte Auverniersværd. Af dem kender man et enkelt fund i Danmark, som utvivlsomt er et originalprodukt fra det rhinsk-schweiziske område.251 En sværdklinge, der fandtes sammen med det, er måske også fra et Auverniersværd, det er i hvert fald et samtidigt stykke fra det rhinsk-schweiziske område. Lignende sværd kender man også fra Sverige fra henholdsvis Bohuslän og Västergötland.252

Via det samme vestlige netværk er formentlig også kommet nogle få sværd, som er egentlige vesteuropæiske, dvs. fra De britiske Øer eller Frankrig. Et blev fundet i en offernedlæggelse ved Kirke Søby på Sydfyn,253 et andet, ligeledes i en offernedlæggelse, ved Helleved på Als.254 Rent vesteuropæiske produkter er tillige nogle enkelte celte, fundet i Danmark og Skåne,255 og en enkelt bronzekedel, formentlig af irsk oprindelse. Den blev fundet i en lille mose tæt ved gården Abildholt, ca. 17 km øst for Holstebro.256 Kedelen var 34 cm høj og bestod af to stykker papirtyndt, hamret metal, der var nittet sammen. Foroven havde den to ringformede hanke. Lignende kedler kan man finde i stort tal i England, Skotland og frem for alt i Irland. Abildholdtkedlen, de to sværd og celtene stammer alle fra de vesteuropæiske områder, som på denne tid oplevede en stærk kulturel blomstring, men med dem havde Sydskandinavien kun meget begrænset kontakt.257

 Kniv med dølle, formentlig en nordtysk efterligning af knive fra det rhinskschweiziske område. Fundet ved Hedvigslyst, Aarby sogn i Vestsjælland.

Kniv med dølle, formentlig en nordtysk efterligning af knive fra det rhinskschweiziske område. Fundet ved Hedvigslyst, Aarby sogn i Vestsjælland.

Også knive fra de vestlige dele af det centraleuropæiske område nåede frem til Sydskandinavien, bl.a. knive med grebangel. En kniv fundet ved Jyderup på Sjælland258 er f.eks. et originalt schweizisk-rhinsk import-stykke. Det samme gælder knive med dølle til fastgørelse af et greb af organisk materiale.259 Af dem kender man to fund fra Danmark,260 fra henholdsvis Flenstofte på Fyn og Hedvigslyst i nærheden af Kalundborg.261 De fleste af knivene er via det vestlige netværk nået til Skandinavien i tiden omkring 800 f.Kr. Nogle må dog også være nået frem ad mere østlige veje, det gælder f.eks. visse fund fra Gotland,262 også selv om de kom direkte fra det rhinsk-schweiziske område.

De talrige spydspidser, som var i brug i Sydskandinavien og Nordtyskland i tiden omkring 800 f.Kr., var næsten alle fremstillet efter forbilleder i det vestlige Centraleuropa. Der findes dog kun en enkelt spydspids i Danmark, som kan betragtes som et sikkert importstykke fra disse områder: en spydspids fundet i Freltofte Mose på Fyn.263

Endelig var der økserne. De såkaldte skaftlapøkser nåede hertil allerede i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., men hen imod 800 f.Kr. stiger antallet af importerede stykker betragteligt.264 De findes bl.a. i de store offernedlæggelser som Lerskov i Sønderjylland265 og Naglesti på Falster266 Hovedparten synes nu, som så mange andre genstande, at komme fra de vestlige dele af den centraleuropæiske zone.267

 Skaftlapøkse fra Ørbæklunde, Ørbæklunde sogn på Fyn.

Skaftlapøkse fra Ørbæklunde, Ørbæklunde sogn på Fyn.

De fremmede genstande fra tiden omkring 800 f.Kr. tegner således det samme billede som i tidligere århundreder: det var altovervejende mandssager, som bevægede sig fra region til region, kvindesager spillede kun en underordnet rolle. Til både mands- og kvindesagerne skal vi dog formentlig regne dragtnålene, som fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. blev mere og mere almindelige. Navnlig én type, nålene med vaseformet hoved, fik en meget stor udbredelse i tiden omkring 800 f.Kr. Vasehovednålene havde deres oprindelse i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig, men de spredte sig i store mængder mod nordøst op i retning af Østersøegnene.268 Selv om en stor del af nålene må være lokalt fremstillede, har man dog set dem som udtryk for, at udvekslingen regionerne imellem foregik på to niveauer: dels som en langdistanceudveksling mellem de politiske centre, dels som en kortdistance udveksling af bl.a. kvinder, så at sige fra boplads til boplads. Nålene kunne således repræsentere de personlige kontakter inden for mindre områder.269 Enkelte andre smykkeformer, f.eks. visse armringtyper kunne muligvis pege i samme retning.270

I samme forbindelse kunne man også spørge, hvad det var, der gik mod syd fra Nordtyskland og Sydskandinavien til det centraleuropæiske område? Her kan man kun pege på ganske få nordiske sager, som nåede den lange vej til Centraleuropa.271 I Sydvesttyskland har man i en offernedlæggelse fundet en bælteplade, som formentlig er fremstillet i Østdanmark.272 I Ungarn har man fundet et miniaturesværd273, som også må være af nordisk oprindelse. Og det samme gælder en nordisk bøjlenål og en støbeform til en sådan, som man har fundet i Rumænien.274 Fra tiden omkring 800 f.Kr. har man fund af hængekar fra søbredsbosættelserne i Petit Vilatte og Corcelettes i Schweiz.275 Sidstnævnte sted har man også fundet en spydspids og en bøjlenål af nordisk herkomst. Endelig er der fund af en nordisk sværdklinge og en celt fra De britiske Øer.

Men det er trods alt småting, som ikke kan forklare tilstedeværelsen af de mange centraleuropæiske sager i Sydskandinavien i den første halvdel af det 1. årtusinde f.Kr. Der er dog én ting, som vi ved bevægede sig i rigelige mængder fra de kølige egne heroppe i nord og ned gennem det europæiske kontinent for til sidst at nå frem til de kulturer i Middelhavsområdet, som mere og mere var ved at sætte dagsordenen for den europæiske udvikling. Det var det nordiske rav.

Noter

173: H. Thrane 1975a, s. 151. Lignende amforer kendes fra de ungarske Donauområder og fra Weichselområdet i Polen, se A. Jockenhövel 1974.

174: A. Jockenhövel 1974.

175: K. Kristiansen 1998, s. 169 ff.

176: Iliaden XXII:252.

177: H. Thrane 1984, s. 17.

178: H. Thrane 1975, s. 229 ff.

179: Det er bronzeskåle, som ved deres ringformede fod adskiller sig fra de ældre Friederichsruheskåle, se H. Thrane 1975a, s. 136 ff.

180: En offernedlæggelse, som ydermere indeholdt tre armringe fremstillet i Nord- eller Mellemtyskland, se H. Thrane 1960, s. 15 og 23 ff.

181: A. Bjørn 1934.

182: Skålene kan i Centraleuropa dateres til tidsafsnittene HaA2 og HaB1.

183: Også kaldet Kirkendrup-typen, se H. Thrane 1975a, s. 137 ff. Dateres i Centraleuropa til HaB1.

184: H.Thrane 1965, s. 162.

185: H. Thrane 1965, s. 166 ff. Kun fire skåle bevaret, den femte gik formentlig tabt ved Frederiksborg Slots brand i 1859.

186: H. Thrane 1976b; idem 1977b.

187: H. Thrane 1965, s. 164 ff.

188: H. Thrane 1965, s. 174 ff.

189: H. Thrane 1965, s. 180 ff.

190: H. Thrane 1965, s. 179 ff.

191: J. Jensen 1994a, s. 169, fig. 8.

192: P. Patay 1990. Langt de fleste hører hjemme i tidsafsnittet HaB1.

193: H. Thrane 1965, s. 184 ff. Spandene bærer navnet Hajdu Böszörmeny-typen.

194: H.C. Broholm 1946, M 155; H. Thrane 1979, fig. 29b.

195: Udbredelseskort H. Thrane 1965, s. 183.

196: H. Thrane 1965, s. 198 ff; idem 1975a, s. 144. Sammen med sikarret lå to bæltebukler, en fibula, et hængekar og to guldspiraler.

197: Bjärsjöholm, se O. Montelius Minnen 1167; H. Thrane 1965, s. 195 og G. Burenhult 1999, 2, s. 57, fig. 40. Mariesminde, se H. Thrane 1965, s. 193 ff; idem 1975a, s. 144. Begge dateres i Centraleuropa til tidsafsnittet HaB1.

198: C.J. Becker 1947, s. 95, fig. 2; H.C. Broholm 1953, nr. 108; H. Thrane 1975a, s. 78-79. fig. 39; J. Jensen 1992, s. 286.

199: H.C. Broholm 1953, nr. 109; H. Thrane 1975a, s. 77; J. Jensen 1992, s. 286, tv.

200: G.v. Merhardt 1954, s. 59.

201: H. Norling-Christensen 1943; H. Thrane 1975a, s. 62 ff.

202: H. Thrane 1975a, s. 62 ff.

203: I Spanien kender man de hornede hjelme fra gravsteler fra det 9.-8. århundrede f.Kr.

204: P. Schauer 1986a, 1990.

205: H. Thrane 1968, s. 144 ff; idem 1975a, s. 46, fig. 20 tv. Yderligere et dansk fund kendes fra Ringkøbingegnen (H. Thrane 1968, s. 146 ff; idem 1975a s 46, fig. 20 th). Et enkelt fund kendes også fra Norge (H. Thrane 1968, s. 148).

206: H. Thrane 1975a, s. 49.

207: Formentlig kommet hertil fra Østfrankrig-Sydvesttyskland, H. Thrane 1968, s. 155 ff, fig. 5b; idem 1975a, s. 49. Yderligere kendes et fund fra Fyn (H. Thrane 1968, s. 156, fig. 5a; idem 1975a, s. 49) og et fra Pinneboda i Skåne (H.Thrane 1968, s. 151 ff.).

208: H. Thrane 1968, s. 168 ff. Et lignende stykke er fundet ved Fuglie i Skåne, se L. Halbert 1954.

209: M. Ørsnes 1958; H. Thrane 1975a, s. 54.

210: M. Ørsnes 1958; H. Thrane 1972a; idem 1975a, s. 96 ff. De to identiske økser må være lavet i samme form, formentlig et sted i Mellemtyskland.

211: H. Thrane 1975a, s. 100 ff.

212: H. Thrane 1973a; idem 1975a, s. 89 ff.

213: F.eks. Vejby i Nordsjælland og Vistofte på Mols, H. Thrane 1973a, nr. 1 og 21.

214: F.eks. en kniv fra Jyderup Bymose, H. Thrane 1973a, nr. 4; idem 1975a, s. 96, fig. 52, og en anden kniv fra Jyderup, H. Thrane 1973a, nr. 5, se også H. Thrane 1975a, s. 96.

215: En kniv fra Sindbjerg på Mors, H. Thrane 1973a, nr. 6, er formentlig et sådant nordvesttysk sekundærprodukt.

216: H. Thrane 1975a, s. 90 ff.

217: Udbredelseskort H. Thrane 1973a, s. 197, fig. 13.

218: H. Thrane 1973a, nr. 8.

219: H. Thrane 1973, s. 198 ff., udbredelseskort ibid. s 199-201.

220: H. Thrane 1958; 1975, s. 236.

221: H. Thrane 1975a, s.236.

222: H. Thrane 1975a, s. 186 ff.

223: H. Thrane 1984.

224: H. Thrane 1978a.

225: H. Thrane 1978a.

226: H. Thrane 1978a.

227: H. Thrane 1978a. I Centraleuropa dateres typen til HaB3.

228: Thrane 1975a, s. 150; idem 1984, s. 13.

229: H. Thrane 1975a, s. 151 ff; A. Jockenhövel 1974.

230: Skålene kaldes Stillfried-Hostomice typen, fundet i Bondvattnet, Tegneby sogn i Bohuslän M. Stenberger 1979, s. 223, fig. 99.

231: C.J. Becker 1947; H.C. Broholm 1949, s. 256 ff; E. Albrectsen 1952; H. Thrane 1975a, s. 71 ff.

232: C.J. Becker 1947, s. 93, fig. 1; H. Thrane 1975a, s. 75, fig. 37.

233: H.C. Broholm 1946, M 25, idem 1949, fig. 99, idem 1953 nr. 106; H. Thrane 1975a, s. 82, fig. 41.

234: H.C. Broholm 1946, M 24; H. Thrane 1975a, s. 77 og s. 80-81, fig. 40.

235: H.C. Broholm 1953, nr. 107; J. Coles 1962, s. 161.

236: E. Albrectsen 1952; H. Thrane 1975a, s. 85, fig. 43.

237: U.E. Hagberg & Jacobzon 1986; U.E. Hagberg 1988; P. Jankavs 1995.

238: Haute-Savoie, Frankrig, se J.P. Mohen 1987; Archéologie 1989.

239: H. Thrane 1975a, s. 76, fig. 38; G. Burenhult 1999, 2, s. 51, fig. 28.

240: Opkaldt efter et findested i Østprignitz, H. Thrane 1975a, s. 72-73, fig. 35 og s. 73 ff.

241: H. Thrane 1975a, s. 77 ff.

242: Alm. om de europæiske skjolde se J. Coles 1962; P. Schauer 1980, 1990.

243: J. Coles 1962.

244: H. Thrane 1975a, s. 230 ff.

245: E. Sprockhoff 1951.

246: Fund af importerede antennesværd: 1: Godsted Mose, Lolland (H. Thrane 1975a, s. 49, fig. 23 tv.). 2: Rutsker, Bornholm (ibid., s. 49, fig. 23 th). 3: Sømark, Møn (ibid., s. 48, fig. 22).

247: 1: Alleshave på Vestsjælland (H. Thrane 1968a, s. 173). 2: Østerå i Østjylland (ibid., s. 173). 3: Sømark på Møn. (ibid., s. 173).

248: H. Thrane 1968a, s. 183, fig. 20.

249: På gravfelterne i Este og Bologna, H. Thrane 1968a, s. 217.

250: Thrane 1968a, s. 189 ff.

251: Fundet i Brændtemose ved Sønderup i Sydvestsjælland (H. Thrane 1968a, a. 199 ff; idem 1975a, s. 51.

252: H. Thrane 1968a, s. 214; O. Montelius Minnen 1211 og 1210.

253: J. Jensen 1967; H. Thrane 1975a, s. 51, tilhører den såkaldte Ewart Park type.

254: H. Thrane 1975a, s. 51, også af Ewart Park typen.

255: H. Thrane 1975a, s. 100 ff og s. 106, fig. 62.

256: C.J. Becker 1949; H. Thrane 1975a, s. 152 ff.

257: K. Kristiansen 1998, s. 144 ff.

258: H. Thrane 1973 nr. 5 og s. 192 ff.

259: H. Thrane 1973, s. 208 ff.

260: Ibid., nr 28.

261: Ibid., nr 29.

262: H. Thrane 1973, s. 189.

263: G. Jacob-Friesen 1967, nr. 468, Taf. 160,2.

264: H. Thrane 1975a, s. 96 ff, se også idem 1972a.

265: Inventaria DK nr. 35.

266: Inventaria DK nr. 36.

267: Det er karakteristisk, at tilsvarende former ikke genfindes i den østlige zone, hvor det er andre former, der indgår i offernedlæggelserne. Herfra kommer også nogle enkelte celte (H. Thrane 1975a, s. 100 ff.), f.eks. den såkaldte Echallens type, som kendes fra to depotfund i Danmark: Albæk (H.C. Broholm 1946, M 307) og Lerskov (H.C. Broholm 1946, M 97) i henholdsvis det nordlige og sydlige Jylland, udbredelseskort H. Thrane 1975a, s. 110.

268: Udbredelseskort H. Thrane 1975a, s. 163, fig. 103.

269: K. Kristiansen 1998, s. 161 ff.

270: F.eks. ribbede armringe som H. Thrane 1975a, fig. 109, udbredelseskort s. 163, fig. 103.

271: H. Thrane 1975a, s. 223 ff, se også F. Kaul 1998, s. 276.

272: Ibid., s. 223, fig. 124.

273: Ibid., s. 224, fig. 125.

274: Ibid., s. 225, fig. 126.

275: Ibid., s. 224 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430930

Afsnittet Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet