Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landet

Oprindelig forfatter JJe

Lad os til en begyndelse kaste et blik ud over det danske land, som det så ud ved bronzealderens begyndelse tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. Det var et rigt og varieret land, hvis store mangfoldighed var skabt af istidens mægtige kræfter. De ældste landskaber fandt man i Vestjylland i de egne, som var isfri under den sidste istid. Her var landskabet præget af store sletter, skabt af det strømmende gletschervand, og bakkeøer med et udjævnet og udvasket istidslandskab. Imellem de lave højdedrag gled de brede åløb i deres tusindårige leje. Længst ude mod vest lå den barske kyst med sine brede strande, vendt mod storm og havgus. Helt op til halvøens yderste spids rakte de. Dog mødte kystlandskabet udstrakte flader af hævet havbund på den anden side af det sted, hvor Limfjorden delte landet.

Vendte man blikket mod øst i disse yderste, nordlige egne, så man, at landskaberne ud mod Kattegat havde deres helt eget præg. I det østlige Vendsyssel, fra Hammer til Tolne Bakker rejste sig et voldsomt formet, skovklædt højland. Og længere nede ad den jyske østkyst tårnede de ligeledes skovklædte højder fra istidens morænedannelser sig op over de dybt indskårne fjorde, bakke op og bakke ned helt ned til de milde egne i den vestlige ende af Østersøen.

 Bronzealderens landskab er for altid forsvundet fra Danmarkskortet. Men her og der har nutidens landskab bevaret erindringen om denne fjerne epoke af oldtidshistorien. Tusindvis af bronzealderhøje pryder fortsat det danske landskab som her ved Ydby Hede i Thy.

Bronzealderens landskab er for altid forsvundet fra Danmarkskortet. Men her og der har nutidens landskab bevaret erindringen om denne fjerne epoke af oldtidshistorien. Tusindvis af bronzealderhøje pryder fortsat det danske landskab som her ved Ydby Hede i Thy.

I øst lå de danske øer, hvis afvekslende landskaber også var dannet i den sidste istid. Havpræget var denne del af landet med sit virvar af halvøer, øer, fjorde, bælter og sunde, Kattegat og Østersø. Nogle steder et uroligt, voldsomt formet bakkeland med lange åse og dalsænkninger. Andre steder sletter eller gammel havbund med en mangfoldighed af kær og moser. Hele tiden et varieret relief med en skiftende jordbund af istidsdannelser. Fra mange af højderne en milevid udsigt over det åbne land, og intet sted var der fjernt til havet. Ved kysterne en lige så stor mangfoldighed. Snart var det skovklædte klinter ud mod det åbne vand, snart åbne strandenge eller rolige inderlavninger med anløbspladser, hvor bronzealderens lange, slanke både kunne løbe ind. Og til de to store øer, Sjælland og Fyn knyttede sig et mangfoldigt arkipelag af større og mindre øer med små græsklædte klinter eller lave strande.

Annonce

Yderst i øst lå Bornholm, klippeøen, hvis morænedække på grund af grundfjeldets ujævne overflade og større højde var tyndt og magert på øens højeste og centrale dele. Til gengæld lå der rundt omkring den centrale del et bælte af tykkere morænejordlag, god, fed lerjord, velegnet til bronzealderens landbrug, hvis åbne græsningsarealer dog fortrinsvis lå ude i kystzonen, medens øens indre landskaber endnu var skovklædte.

Kun 40 km fra Bornholm lå den skånske kyst. Herovre på den sydligste del af den skandinaviske halvø lå de gammeldanske lande Skåne, Blekinge og Halland, landskaber der havde deres helt egen karakter. Også de var præget af havet, men på en helt anden måde end landskaberne længere mod vest. Nogle steder med skærgårdskyst, andre steder med flader af gammel havbund ud mod havet eller klippeflader, der var slebet glatte af årtusinders bølgeslag. Og et indland, der mange steder kunne få fastlandsagtige dimensioner med dalsænkninger og milelange åse så langt øjet rakte.

Engang var hele dette land skovdækket. Men ved bronzealderens begyndelse, havde det allerede igennem to tusinde år været udsat for menneskets påvirkning. Det var begyndt i bondestenalderen med små rydninger i den tætte urskov, men fra midten af det 3. årtusinde f.Kr. havde rydningerne fået stadigt større omfang. Nu, ved begyndelsen af det 2. årtusinde, kunne man se ud over et land, der stadig for en stor del var dækket af sammenhængende skove. Men mange steder var der opstået åbne arealer, hvor en enkelt eller et par gårde lå omgivet af vidtstrakt græsningsland.

Her færdedes flokke af kvæg, og her holdt generation efter generation af bønder til på de samme jorder, omend husene med visse mellemrum blev revet ned, når de var udtjente og erstattet med nye.

Et kulturlandskab var langsomt ved at opstå. I sin tidlige udformning var det stadig stærkt præget af forskellene i jordbundskvalitet mellem på den ene side de vestligste egne og på den anden side morænelerområderne fra sidste istid i de nordlige og østlige dele af landet. I Vestjylland bredte lyngheden sig allerede mange steder. Det skete i takt med skovrydningerne. I de mere frugtbare egne i Nord- og Østdanmark spillede heden derimod kun en uvæsentlig rolle, omend den også her kunne forekomme på de mere sandede jorder.

I Vestjylland havde landbrugets ekspansion siden midten af det 3. årtusinde f.Kr. ført til en udvidelse af græs- og hedearealerne. Skoven var nu meget mindre tæt end tidligere. Til gengæld var bebyggelsen også mere spredt end i andre egne. Men menneskets udnyttelse af de sandede jorder var langsomt ved at skabe forudsætningerne for et skovfattigt kulturlandskab.

Også i Nordvestjylland blev kulturlandskabet vedvarende udvidet ved skovrydninger ligesom i det vestjyske slettelandskab. Her spillede lyngheden en væsentligt ringere rolle, for på de frugtbare nordvestjyske jorder var jordbundsudvaskningen ubetydelig, også selv om de blev stærkt udnyttet til landbrug. Men allerede i det 2. årtusinde f.Kr. skabte menneskene i Nordvestjylland et landskab, som for en stor del var træløst. Træ til bygningstømmer og brændsel blev mange steder en mangelvare. Det var således bronzealderbønderne, der skabte forudsætningerne for det landskab, vi i middelalderen lærer at kende som næsten totalt skovløst. Langs Vesterhavet havde skovrydningerne allerede i bondestenalderen medført de første flyvesandsdannelser. Og nu, i bronzealderen var flyvesandet mange steder begyndt at blive et problem for de bondesamfund, som levede i de skovløse, kystnære egne.

 I bronzealderen begyndte det åbne kulturland mange steder at præge landskabsbilledet. Også byggeriet af gravhøjene satte efterhånden sit markante præg på landskabet som her ved de såkaldte Stabelhøje i Mols Bjerge.

I bronzealderen begyndte det åbne kulturland mange steder at præge landskabsbilledet. Også byggeriet af gravhøjene satte efterhånden sit markante præg på landskabet som her ved de såkaldte Stabelhøje i Mols Bjerge.

Ovre mod øst, i Østjylland, på øerne og i Skåne, udformedes kulturlandskaberne på en helt anden måde. Også her var de første skovrydninger begyndt i det 4. årtusinde f.Kr., og de fortsatte i bronzealderen, men først og fremmest i de kystnære egne. På Sjælland og Fyn lå der mere eller mindre åbne kulturlandskaber især i kystområderne, langs Storebæltskysten, Kattegatskysten, området mellem Roskilde Fjord og Køge Bugt og i Sydsjælland. Men i f.eks. det indre af Sjælland dominerede skoven stadig. Det var først sent i oldtiden og i løbet af middelalderen, at skovarealerne i det indre af øen for alvor måtte vige for en udvidelse af landbrugsarealerne.

Generelt var landbrugets udnyttelse af landskabet i Østdanmark ikke så gennemgribende som i Vestjylland og i Limfjordsområdet. Derfor er der i det østdanske kulturlandskab stadig mange rester af gamle løvskove. Endnu i 1800-tallets begyndelse var forskellen på skovrigdom mellem Øst- og Vestdanmark langt mere synlig, end den er i dag. Man så den i kontrasten mellem de skovfattige områder på Nordfyn, Vestsjælland, Odsherred og Roskilde Fjord-Køge Bugt, og de skovrige egne i det centrale Fyn og Sjælland, Nordøstsjælland, Lolland Falster og Bornholm. Denne forskel går helt tilbage til de forhistoriske tider og afspejler karakteristiske forskelle i landbrugsudnyttelse og skovrydning, som var synlige allerede i bronzealderen.

Den urskov, som oprindelig havde dækket landet, var meget forskellig fra de rester af naturskov, vi i dag finder især i de østlige dele af Danmark. Det var en lindeskov, som først og fremmest var præget af den småbladede lind. Men den var også blandet med hassel, stilkeg og vintereg. I Vestjylland var skovene rige på birk. På fugtig jordbund og i de store vådbundsområder fandt man andre træarter som elm, ask og el sammen med eg og hassel.

Men allerede i bondestenalderen var menneskenes landbrug begyndt at ændre skovens udseende gennemgribende. Man ryddede især lind og elm, og kratskove af hassel, birk og el fik stor udbredelse. Men i løbet af bondestenalderens sidste tid og begyndelsen af bronzealderen blev også kratskovene af hassel ryddet. På den fugtige jordbund gik det hårdt ud over skovene af eg og el. Også de blev i stigende grad ryddet og udnyttet til landbrugsland. Samtidig hermed dukkede bøgen op. Det varede dog endnu længe, før den blev det fremherskende træ i skovene. I Vest- og Nordjylland, hvor skovene allerede i bronzealderen var stærkt reducerede, fik bøgen kun en begrænset udbredelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Landet i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430843

Afsnittet Landet er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet