Flint og bronze

Ude på Djurslands nordøstkyst rejser Sangstrups hvide klint sig stejlt mod det åbne Kattegat. Det er ikke nogen udpræget østjysk kyst, man finder her. Naturen er ikke blid som længere sydpå ved Lillebælt-landskaberne. Vinterens storme fra nordøst jager salt og snefog ind over landet, træerne krummer sig mod vest, og bølgerne slår ind mod klinten og nedbryder den. Nedbrydningen af dette forbjerg på Djursland aflejrer en kilometerlang strandvold nogle hundrede meter længere mod sydøst. Strandvolden består først og fremmest af den flint, der har været indlejret i klinten. Danskekalk hedder den limsten, hvori flinten er aflejret som skrånende, ikke helt sammenhængende bånd. De tegner mørke figurer i den hvide kalk. Flinten selv er omtrent sort, men med et svagt brunligt skær.

I strandvolden foran klinten var der råstof i store mængder, og her blev tusindvis af redskaber tilhugget ikke blot igennem bondestenalderen, men også i bronzealderens første del. Huggepladserne lå på den øverste strandvold midtvejs mellem Sangstrup Klint og Fornæs Fyr, og de skabte et affaldslag, som var henved 14 m bredt. Her lå endeløse mængder af flintspåner, ofte i små dynger på de steder, hvor tilhugningen af redskaberne var foregået. Og meget mere blev her ikke efterladt, ud over flintstykker der var gået i stykker under arbejdet og de redskaber, der blev brugt ved tilhugningen.⁶⁹

I Limfjordsminerne, hvor man også arbejdede i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. (se bd. 1, s. 514), blev flinten bragt for dagen og planker lavet til flintdolke og måske også til segl. Det samme skete her på forstranden ved Fornæs. Både planker såvel som et udvalg af færdige våben og redskaber blev fremstillet her – og det samme skete de mange steder i landet, hvor undergrundens flint kunne udnyttes. At flint var så relativt let tilgængelig, gjorde det vanskeligt at fastholde en kontrol over produktionen og distributionen. Helt anderledes var det med metallet. Her måtte hvert eneste gram importeres – det gjorde kontrol over produktionen og distributionen meget lettere. Det er en af kendsgerningerne bag de forandringer af samfundet, der begyndte i løbet af det 2. årtusinde f.Kr.

Men lad os kaste et sidste blik på det flinthåndværk, som nåede sin sidste blomstring her i de første århundreder af det 2. årtusinde f.Kr. Det var ikke et håndværk, som umiddelbart kan sammenlignes med metalhåndværket. Først og fremmest var det baseret på tusinder af års erfaring. Der var næppe den samme grad af hemmelighedsfuld mystik i det som i metalhåndværket. Det er i hvert fald sandsynligt, at alle voksne kendte til flinthåndværkets grundlæggende krav og f.eks. kunne fremstille flintplanker og småredskaber som skrabere og flækker. At fremstille en fladehugget flintdolk var dog ikke enhver beskåret. Og at der fandtes højt specialiserede håndværkere, vidner f.eks. pragtstykker som Hindsgavldolken om – et af de mest udsøgte stykker flinthåndværk i hele verden. Lad os tage den i nærmere øjesyn.⁷⁰

Den er fremstillet af et prægtigt stykke danienflint. Den har en midtsøm på grebets forside, medens bagsiden af grebet forløber konvekst i tværsnit. Dens grebende er udvidet og bladet er hjerteformet. Ind over det løber fine små flækkelignende afspaltninger, lavet ved presteknik med et spidst, håndholdt redskab. Hindsgavldolken er en dolktype, som arkæologerne kalder fiskehaledolke.⁷¹ De var frem for noget et vigtigt våben og prestigesymbol for manden – og de ledsagede ham i graven.

Fiskehaledolkene havde en udvidet grebende, der tydeligt efterlignede grebknappen på de samtidige metaldolke. Nogle af dem havde på midten af grebet fint udførte zigzag-sømme, som dog kun havde rent dekorative formål. Grebet var i tværsnit rhombisk, fladt firesidet eller spidsovalt. Bladet, der var hjerteformet, var ofte parallelhugget, men de små, flækkelignende afspaltninger på overfladen forløb mindre skråt end de tidligere typer af flintdolke. De største eksemplarer af dolkene kunne nå en længde af over 30 cm.⁷²

Foruden dolkene fremstillede flinthuggerne også nogle lange spidser, der kan betegnes som spyd.⁷³ Nogle af dem kan evt. have været skæftet som de dolkstave, man kender udført i metal. Andre har været skæftet som almindelige spyd. Det tyder de små kærve på, som undertiden er hugget parvis over for hinanden på spidsens sider. De kan have tjent til fastsurring af bladet i et spaltet skaft.

En stor del af produktionen i flintværkstederne bestod tillige af fladehuggede kornsegl.⁷⁴ Det var en redskabstype, som forblev i brug gennem næsten hele det 2. årtusinde f.Kr. Det første trin i tildannelsen af disse segl bestod i at fremstille en mandelformet planke,⁷⁵ der kunne udformes som et symmetrisk seglblad. På uopskærpede eksemplarer var æggen lige, men ved gentagne opskærpninger blev den efterhånden indadbuet. Nogle af seglene kunne have en tandet æg. Man har tidligere opfattet dem som save, men en blankslidning af æggen, en såkaldt „gloss“ viser, at også de har været brugt som segle.

Der er én redskabsform, som synes at mangle i flinthuggerens repertoire: flintøksen. I bondestenalderens sidste århundreder havde tyndbladede og tyknakkede flintøkser været ret almindelige. Man brugte dem på bopladserne, og de indgik i offernedlæggelserne.⁷⁶ Men i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. blev de påfaldende få.

På f.eks. flinthuggerværkstedet ved Fornæs blev der fremstillet økseformede planker, dolkformede planker og et udvalg af fladehuggede flintredskaber, herunder også dolke. Men tilsyneladende ikke økser.⁷⁷ Hvordan det skal forklares, er svært at sige. Måske fremstillede man kun økseplanker med henblik på eksport til de nordligere områder, f.eks. Norge, som netop havde tætte forbindelser med Danmark i begyndelsen af det 2. årtusinde.⁷⁸

Hvorom alting er: stenøksens mange tusindårige historie var ved at være ude. Og det skete samtidig med, at tilførslerne af metal voksede, og de hjemlige metalstøbere énsidigt satsede på økser. Sammenligner vi f.eks. bopladser fra det sene 3. årtusinde f.Kr. med pladser fra bronzealderens begyndelse, viser mængderne af affald fra flintøkseproduktionen en tydelig nedgang.⁷⁹ Og i den rituelle sfære erstattede metaløksen også helt flintøksen.⁸⁰

Men et symbolsk våben/redskab det var øksen stadig. Man ser det på de helleristninger, som bronzealdermenneskene nu begyndte at riste ind i Sydskandinaviens klippeflader, og som vi senere skal høre meget mere om. På nogle af disse helleristninger ser man økser blive båret i processioner, og hvor de tydeligvis er afbildede som magtfulde symboler på maskulin kraft. Også her har man kunnet henvise til etnografernes iagttagelser på Ny Guinea, hvor økser også udelukkende hørte hjemme i mændenes domæne. Kun mænd udførte arbejde, hvortil en økse var krævet. Og i forbindelse med offentlige aktiviteter, danse og ceremonielle udvekslinger f.eks., var det udelukkende manden, der brugte øksen. Øksens potentiale som våben var iøvrigt helt i overensstemmelse med en af mandens vigtigste sociale funktioner, nemlig at forsvare sin klan mod dens fjender.⁸¹

Men lad os igen vende tilbage til flintdolkene, som i disse århundreder frem for noget var våben og prestigesymbol for manden, og som ofte ledsagede ham i graven. Da flintdolkene tydeligvis var efterligninger af metaldolke, kan man undre sig over, at det importerede metal blev brugt til at lave økser, ikke dolke. Nok skete det i nogle ganske få tilfælde, men de er overordentlig få i sammenligning med økserne.

Det skyldes nok, at flint og metal i begyndelsen var en slags modsætninger.⁸² Flint var et lokalt råstof, der var rigeligt af det, og det blev i stor målestok brugt til at fremstille flintdolke, som indgik i begravelser, i rituelle deponeringer og enkeltnedlæggelser. Metal derimod var et fremmed og sjældent råstof, som næsten udelukkende blev anvendt til fremstilling af økser. De var både brugs- og værdigenstande. Men kun meget undtagelsesvis blev metal brugt som gravgods i gravene. Økserne blev kun deponeret i rituelle deponeringer, enten en ad gangen eller flere sammen, og som regel i vådområder.

Men netop derved sikrede man også, at det kostbare metal forblev inden for fællesskabets sfære. Her kunne det lettere kontrolleres, og så længe det endnu var så sparsomt, var det en fordel, at man ikke brugte det i gravritualerne. Det ville have fordret meget større mængder metal, end hvad der var tilgængeligt i de tidligste århundreder af det 2. årtusinde.

Men den tradition skulle meget snart ændres. På et lidt mere fremskredent tidspunkt af bronzealderen begyndte man f.eks. også at bruge metaløkser som gravgaver i gravene. Det afspejler både, at metalmængderne nu var rigeligere, men også, at fællesskabets kontrol med metallet var slækket. Men den historie hører de følgende kapitler til.