Udbredelsen af grave med fladehuggede flintdolke fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr.

.

Det billede, vi indtil nu har tegnet af udviklingen frem til begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr., viste et samfund, hvor mulighederne for familier og individer for at markere sig selvstændigt må have været ganske begrænsede.83 Gruppeorienteringen var meget stærk – det vidner også gravene indirekte om.

Allerede tidligt i det 3. årtusinde f.Kr. havde der dog i Vest- og Midtjylland været grupper af individer, der var begyndt at skille sig ud fra fællesskabets anonymitet. Og tendensen fortsatte i bondestenalderens sidste århundreder. Enkeltmandsbegravelser i høje kom nu i brug over hele den jyske halvø. Men også mange andre gravformer blev anvendt, specielt i de nordlige dele af Jylland, f.eks. efterbegravelser i store stengrave. Regulære gravkamre af træ, gerne omgivet af et hegn, blev også undertiden opført (se bd. 1, s. 525 ff.).

På øerne i Østdanmark havde man i bondestenalderens sidste århundreder især begravet de døde i stengrave. Det kunne være i de århundredegamle megalitgrave, eller det kunne være i nybyggede hellekister. Undertiden begravede man dog også de døde under flad mark tilsyneladende uden at sætte noget varigt monument.

Dette billede finder vi også i Østdanmark i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Hellekister blev nu endnu mere almindelige, men den almindeligste gravform var fortsat genbegravelser i dysser og jættestuer.84 Fællesskabet og traditionen blev understreget ved genbrug af tidligere tiders store stengrave.

På samme tid var gravgaverne generelt ret fåtallige.85 Sammenlignet med tidligere århundreder var f.eks. brugen af flintdolke som gravgaver svundet betydeligt ind. Det gjaldt både i hellekisterne og megalitgravene, som var de foretrukne gravformer.86 Også smykker af rav var næsten fuldstændigt forsvundet. Lejlighedsvis blev dog et skiferhængesmykke eller nogle bennåle, som efterlignede metalnåle, givet de døde med som gravgaver sammen med udekorerede, grove lerkar.

I meget sjældne tilfælde kunne gravgaverne også bestå af små metalsmykker. Men de afspejlede langt fra spændvidden af de metalsager, der iøvrigt var til rådighed, og som omfattede simple randlisteøkser, mejsler, dolkstave, dolke, forskellige arm- og halsringe, samt fingerringe af kobber og guld. Nok var det et ganske begrænset repertoire, men det var ydermere kun en brøkdel af det, der blev brugt i gravritualerne.87 Der er heller ikke på anden vis noget ekceptionelt ved de grave, som indeholder metal. Så generelt må man beskrive gravgaverne som ubetydelige og anonyme, uden tegn på, at der i samfundet eksisterede differentieringer i velstand og status.

Hvis der eksisterede individuelle forskelle i velstand og rang, så var det i hvert fald ikke noget, man viste i gravgodset. Man kan naturligvis spørge, om gravgaverne virkelig udtrykker tingenes tilstand?88 Svaret er formentlig, at det gjorde de, eftersom vi også i de øvrige arkæologiske kilder, specielt i de rituelle offernedlæggelser, mangler ethvert spor af en social elite. De rituelle nedlæggelser blev efter alt at dømme brugt til at fremme og konsolidere den lokale gruppes status og prestige.89 Og gennem gruppedominansen sikrede man, at metal blev holdt tilbage fra individuelt ejerskab.

Først nogle århundreder senere, i tiden omkring 1600 f.Kr., blev gravskikkene i stigende grad orienteret mod det enkelte individ og imod den nære familie. Denne individualiserende tendens gjaldt dog foreløbig kun mænd. Endnu omkring 1600 f.Kr. var kvinderne fortsat næsten usynlige, i hvert fald i de grave, som indeholdt statusmarkerende gravgaver. Men om dette skridt i den videre udvikling skal der berettes i det følgende kapitel.

Noter

83: H.Vandkilde 1996, 1998.

84: Alm. om gravformerne se E. Lomborg 1973, s. 96 ff.

85: H.Vandkilde 1996, s. 283.

86: Udbredelsen af SN II grave med flintdolke, se H. Vandkilde 1996, s. 279, fig. 287.

87: Af de henved 200 fund af metal, vi kender fra perioden SN II, er det kun 11, der stammer fra gravfund. Metalsagerne stammer fra 186 enkeltfund, 3 flertypedepoter, 13 entypedepoter og 11 gravfund, se H.Vandkilde 1996, s. 207, fig. 211.

88: H.Vandkilde 1999.

89: H.Vandkilde 1996, s. 286.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Fællesskabets grave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig