Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En europæisk epoke

Oprindelig forfatter JJe

Det var i Danmark, at bronzealderen først blev erkendt som en selvstændig epoke. Det skete allerede i 1820'erne, da den geniale museumsmand Christian Jürgensen Thomsen opdelte årtusinderne før kristendommens indførelse i tre store tidsafsnit: stenalderen, bronzealderen og jernalderen.1 Det er betegnelser, som i dag indgår helt naturligt i vort daglige sprog.

Christian Jürgensen Thomsen var evolutionist som de fleste af 1800-tallets mennesker. Han mente, at der overalt i verden havde været en stenalder, en bronzealder og en jernalder. Efter hans opfattelse måtte alle folkeslag i deres udvikling gennemgå de tre stadier, før de kunne udvikle brugen af skriften. Først da ville de have nået det stade, som han kaldte det civiliserede, og som betød, at de havde en skriftlig kultur.

I dag vil man næppe se sådan på det. Mange arkæologer vil nok mene, at Europa er det eneste kontinent, som har haft en egentlig bronzealder. I hvert fald kan man sige, at i f.eks. Egypten, Mesopotamien, Indusdalen og i Kina kom bronzen først i brug, da der allerede eksisterede fuldt udviklede civilisationer med bystater. I de fleste tilfælde endda civilisationer med en skriftkultur. I disse civilisationer udviklede der sig nok en produktion baseret på bronze. Men den ændrede ikke fundamentalt hele samfundssystemet, sådan som bronzen gjorde i Europe.

Annonce

 Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), den geniale danske museumsmand, der som den første i verden beskrev bronzealderen som en selvstændig kulturepoke. Det skete allerede i 1820'-erne med hans såkaldte „Treperiodesystem“, der inddelte oldtiden i en Stenalder, en Bronzealder og en Jernalder. Maleri af J.V. Gertner 1849. Nationalmuseet.

Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), den geniale danske museumsmand, der som den første i verden beskrev bronzealderen som en selvstændig kulturepoke. Det skete allerede i 1820'-erne med hans såkaldte „Treperiodesystem“, der inddelte oldtiden i en Stenalder, en Bronzealder og en Jernalder. Maleri af J.V. Gertner 1849. Nationalmuseet.

I Afrika syd for Sahara, i Amerika og i Stillehavsområdet synes der slet ikke at have været tale om en bronzealder, måske med undtagelse af Thailand og de tilgrænsende dele af Sydøstasien, hvor en bronzealder udviklede sig på omtrent samme måde som i Europa.

De store civilisationer i Egypten, Mesopotamien, Indusdalen og Kina voksede således frem, før bronzen for alvor kom i brug. Det rejser naturligt spørgsmålet, hvorfor det samme ikke skete i Europa? Hvorfor udviklede bykulturen sig så langsomt på det europæiske kontinent? Det hænger sammen med, at med bronzealderen opstod der i Europa et egenartet samfundssystem, som bevarede sin styrke igennem henved halvandet årtusinde. Nord for Alperne ser vi det ske omkring 2000 f.Kr. Og det var ikke blot i Centraleuropa, at de store forandringer fandt sted. Også i de nordlige dele af kontinentet, herunder Sydskandinavien, opstod på samme tid et stort antal rangopdelte samfund – man kalder dem høvdingedømmer.

Med bronzealderen trådte mennesket, dvs. det enkelte individ, så at sige ud af den anonymitet, det havde levet i hele stenalderen igennem. I modsætning til stenalderens gruppeorienterede samfund, var det forskellene i rang imellem mennesker, som frem for alt karakteriserede bronzealderens samfund. Og netop disse forskelle gjorde det enkelte individ synligt. Rangforskellene var igen forbundet med magt og prestige – og med en vedvarende cirkulation af værdigenstande, som efter en vis tid blev destrueret ved at indgå i grav- og offerritualerne.

Det var her, at kendskabet til metal, først og fremmest guld og bronze, fik så afgørende en betydning for de europæiske oldtidssamfund. Metallet blev den katalysator, som satte denne samfundsudvikling i gang. For igennem det 2. og en stor del af det 1. årtusinde f.Kr. var guld og bronze det middel, hvormed man demonstrerede sin velstand. De to metaller, og navnlig bronzen, blev så at sige til et sprog, som var forstået og accepteret overalt. Jord og kvæg – og vel også andre ting – kunne naturligvis også markere velstand. Men bronzealderen igennem var det først og fremmest metallerne – samt en række andre eksotiske råmaterialer, rav f.eks. – som blev udvekslet imellem de enkelte samfund. Og kontrollen med disse ressourcer skabte nye former for magtudøvelse og prestige, som ikke blot afspejlede den eksisterende sociale orden, men som skabte helt nye former for social orden i oldtidssamfundene. Det er det, som frem for alt karakteriserer den europæiske bronzealder.

daol-2-6.jpg

I Sydskandinavien kan bronzealderen inddeles i seks hovedafsnit, perioderne I-VI, som hver dækker henved to århundreder. Bronzealderens periode I begynder ca. 1700 f.Kr. – og dens sidste afsnit, periode VI slutter omkring 500 f.Kr. Forud for dette ca. 1200 år lange tidsrum ligger imidlertid tre århundreder, hvor metal allerede var i omløb og blev forarbejdet herhjemme. Disse århundreder betegnes i den arkæologiske litteratur senneolitikum B (SN B). I nærværende fremstilling er de regnet med til bronzealderen, hvis begyndelse således sættes til ca. 2000 f.Kr.

I Sydskandinavien kan bronzealderen også opdeles i tre hovedafsnit: den tidligste bronzealder omfattende den senneolitiske tids sidste århundreder, den ældre bronzealder omfattende perioderne I-III – og den yngre bronzealder, som omfatter perioderne IV-VI.

Af forskningshistoriske årsager benytter man i Centraleuropa helt andre periodebetegnelser. Den tidligste bronzealder betegner man Bronzealder A (Br A), og man inddeler den ydermere i to tidsafsnit: Br A1 og Br A2. De svarer til henholdsvis SN B og periode I i Sydskandinavien.

Derefter følger, hvad man i Centraleuropa kalder den mellemste bronzealder, den såkaldte Højgravstid, som inddeles i tre underafsnit: Br B, Br C1 og Br C2. Højgravstiden er samtidig med den sydskandinaviske bronzealderkulturs første blomstring.

Så følger en overgangefase, Br D, som betegner indledningen til den sene bronzealder i Centraleuropa, den såkaldte Urnemarkstid. Den opdeles i en tidlig og en sen del: Ha A og Ha B. De kan hver yderligere underopdeles i Ha A1 og Ha A2 samt Ha B1 og Ha B2/3. Betegnelsen Ha (= Hallstatt) refererer til et østrigsk gravfelt fra jernalderen og er for så vidt misvisende. Af forskningshistoriske grunde benytter man den dog stadig.

Efter Urnemarkstiden følger i Centraleuropa den såkaldte Hallstattid, som imidlertid må betegnes som jernalder. Den er dog samtidig med den sydskandinaviske bronzealderkulturs sidste fase, periode VI. Hallstattiden opdeles i to hovedafsnit, Ha C og Ha D, som hver omfatter ca. et århundrede.

De to kronologisystemer er sammenstillet på skemaet ovenfor. Skemaet viser også forholdet til det kronologisystem, man benytter på det græske fastland. Her begynder paladskulturen omkring 2000 f.Kr. Dens blomstring på det græske fastland ligger i den såkaldte senhelladiske tid (SH I-III), der også er den tid, hvor den nordiske bronzealderkultur oplever sin første blomstring. Efter paladskulturens undergang omkring 1200 f.Kr. begynder jernalderen i Grækenland, som er en meget dårligt oplyst periode. Først i løbet af det 8. århundrede f.Kr. begynder den græske kolonisation i det vestlige Middelhav, som igen gør muligt at foretage detaljerede kronologiske sammenligninger mellem henholdsvis den græske, den centraleuropæiske og den sydskandinaviske kronologi.

Når vi i denne bog lader bronzealderen begynde omkring 2000 f.Kr., afviger det noget fra, hvad man ser i andre fremstillinger af Danmarks oldtidshistorie. De fleste steder vil man se årstallet 1700 f.Kr. Det har først og fremmest forskningshistoriske årsager. Når vi her har rykket begyndelsen af bronzealderen ca. 300 år tilbage i tiden, er det fordi, det var på den tid, at et bronzehåndværk opstod i Sydskandinavien.2 Og den begyndende brug af bronze fik, som vi senere skal se, en dyb indflydelse på hele samfundets indretning. Derfor lå det virkelige skel i kulturudviklingen omkring 2000 f.Kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: En europæisk epoke i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430841

Afsnittet En europæisk epoke er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet