Eftertragtet metal

Fremkomsten af de store langhuse ikke blot i det sydskandinaviske landskab, men over store dele af Europa i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. lader os ane, at noget afgørende var sket. En ny sammenhæng mellem kontinentets enkelte egne var ved at udvikle sig. Og det, som forbandt menneskene over store områder, var efterspørgslen efter metal.

I det sene 3. årtusinde f.Kr. havde kendskabet til kobberbaserede metallegeringer bredt sig i tre store regioner nede på kontinentet mod syd. Den ene af regionerne lå i Centraleuropa langs Donaus lange og bugtede forløb. Her fik man sine forsyninger fra østalpine og karpathiske kobberforekomster. Den anden region lå i Vesteuropa, i Frankrig, England og Irland, hvor navnlig kobberforekomsterne i Atlanterhavsegnene var af stor betydning. Og den tredje region lå i det nordøstlige Centraleuropa. Man kalder den Únetičeregionen (opkaldt efter et findested nær Prag), og den omfattede Mellemtyskland (Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen), Böhmen, Mähren, Nedreøstrig, det sydvestlige Slovakiet og det vestlige Polen.

Hver af de europæiske regioner var beboet af et større antal jævnbyrdige stammeenheder. Regionerne imellem var forbindelserne ret begrænsede. Men internt i regionerne var kontakterne mellem stammeenhederne ganske livlige. Der var især tale om kortdistance-forbindelser mellem nabostammer, hvor værdigenstande blev overført via slægtskabsbånd eller gennem lokale lederes kontakter med hinanden. Især den vestlige region fik i begyndelsen betydning for udviklingen i Danmark. Fra den lærte man, specielt i Limfjordsegnene i slutningen af det 3. årtusinde, metallet at kende i form af kobberbaserede legeringer, sådan som vi allerede har skildret det i det foregående bind.

I tiden kort efter 2000 f.Kr. var der imidlertid sket afgørende begivenheder i områderne syd for Østersøen. I den nordlige del af Únetičeområdet, i det der i dag er det sydlige Sachsen-Anhalt og det nordlige Thüringen, var opstået et centrum for produktionen af metal. I dette områdes metalværksteder arbejdede der kyndige håndværkere, som beherskede komplicerede støbeteknikker.

Værkstederne hørte til i nogle rige bronzealdersamfund, der lå i et område, som var gennemstrømmet af floderne Mellemste Elb, Saale og Unstrutt. De lå i de bakker og bjerge, der på alle sider omkransede flodsletterne,³⁶ og deres placering var ideel. Det var et frugtbart dal- og sletteland omgivet på næsten alle sider af malmrige bjergmassiver: tin, guld og kobber fandt man i Erzgebirge, kobber i Thüringerwald og Harzen. Og dertil kom de store sejlbare floder, som muliggjorde færdsel til nære og fjerne områder. Ad floderne kunne man transportere metal som halv- og helfabrikata.

De var rige, disse bronzealdersamfund, men også præget af en markant social ulighed. Sådan havde det ikke altid været. I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. havde man endnu haft en ret enkel samfundsform. På det tidspunkt havde der været forholdsvis lidt metal i omløb imellem de enkelte samfund. Men kort efter 2000 f.Kr. var det lykkedes nogle få slægter i området at monopolisere magten. Tilsyneladende var det sket ret pludseligt. En ny samfundsform, som fik en varighed på 2-300 år, var opstået. Og de nye slægter markerede deres position ved brugen af prægtige bronzegenstande, som de bl.a. anvendte i prestigefyldte, rituelle offerhandlinger. Altsammen skyldtes det formentlig opdagelsen og udnyttelsen af de lokale metalforekomster. Man må have været i stand til at monopolisere udnyttelsen af malmen eller dens distribution. Eller man havde monopoliseret teknikken til fremstilling af tinbronze. Endelig er der også den mulighed, at det var salt, der var rigdommens kilde. Salt blev allerede udvundet på dette tidlige tidspunkt i det østlige Harzen, i området omkring Halle.³⁷

Et af de mest markante udtryk for den nye samfundsorden var de kæmpemæssige gravhøje, som de ledende slægter rejste over deres døde. Den store mængde arbejde, der blev investeret i opførelsen af gravene og deres rige udstyr, viser, at de blev opført over mennesker, som i levende live må have været magtfulde ledere. Nogle af de største gravhøje er udgravet i Leubingen og Helmsdorf i Sachsen-Thüringen.³⁸ Gravhøjen i Leubingen var omkring 8 m høj og 34 m i diameter og dækkede over en enorm røse af stenfliser. Inde i den var der et tømmerbygget gravkammer med to rigt udstyrede grave. Tællinger af årringene i gravkammerets træ har vist, at tømmeret blev fældet omkring 1900 f.Kr.³⁹ Lige så stor som gravhøjen i Leubingen var højen ved Helmsdorf. Her viste træringundersøgelser, at gravkammeret var bygget bygget omkring 1840/1800 f.Kr.

Som en forpost til det mellemtyske center finder man helt ovre i nordøst, i Leki Male ved floden Warta i Polen, en samling lige så imponerende gravhøje liggende i en række ved floden.⁴⁰ Den mindste af højene, 24 m i diameter, blev udgravet i 1953 og indeholdt et rigt udstyr, der på mange måder leder tanken hen på de mellemtyske grave. Kulstof 14-dateringer har vist, at Leki Male gravhøjene er samtidige med de sachsisk-thüringske. Man kan meget vel forestille sig, at der har været slægtskabs- og handelsforbindelser mellem de ledende slægter i disse to, langt fra hinanden liggende områder.

Et andet udtryk for rigdommen i det mellemtyske center var de rige offernedlæggelser, der bestod af mængder af kostbare metalvåben og – redskaber.⁴¹ Særligt store fund fra egnen omkring Halle (Saale), f.eks. ved Dieskau, har formentlig deres baggrund i handelen med salt.

Der er ingen tvivl om, at det var fremkomsten af det rige center i Mellemtyskland, få hundrede kilometer syd for Danmark, der for alvor satte gang i importen af metal og udviklingen af et metalhåndværk i det sydskandinaviske område. Fra Únetičeområdet gik en strøm af metalsager til naboområderne, bl.a. mod nord, hvor de især nåede frem til de østlige dele af Sydskandinavien. Allerede i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. havde bl.a. Østdanmark modtaget metalgenstande fra det mellemtyske område, dog kun i beskedne mængder (se bd. 1, s. 543). Men nu i tiden efter 2000 øgedes tilførslerne af metal betydeligt, og Sydskandinavien blev på den måde inddraget i et europæisk afhængighedsforhold, der på langt sigt betød, at samfundets grundlæggende strukturer ændrede sig. Det skete samtidig med, at der overalt i Europa nord for Alperne voksede en metalkultur frem, hvor genstande af kobber, bronze og guld blev til et udvekslingsmiddel, der næsten som et fælles sprog blev accepteret og forstået overalt.

Et usædvanligt dansk fund kan belyse dette. Det er det store offerfund som i 1887 fremkom under gravning i Gallemose ved Randers, idag en tilgroet mose. Den fornemme samling metalgenstande var blevet nedlagt som offergave på åbent vand i hjørnet af en lille sø, mindst 50 m fra bredden, formentlig fra en båd.⁴²

Fundet rummede nogle mærkelige, tunge, krogformede beslag, der er blevet tolket som metalbeslag til åget på forspandet til en vogn med henvisning til lignende beslag i Middelhavsområdet. Formentlig blev de fremstillet uden for Danmark, evt. i Únetičeområdet. Dekorationen af sildebensbånd og zoner af lodrette og skrå skraverede bånd har paralleller i Únetičeområdets metalhåndværk, f.eks. på dolkstavsskafter og klingerne på fuldgrebsdolke.

Sammen med de tre unikke vognkroge fandt man ni såkaldte randlisteøkser.⁴³ En af økserne havde et skeformet ægparti. Dens form viser, at den var støbt i det centraleuropæiske område. En anden har et såkaldt „regnmønster“, der viser, at dens oprindelsesområde var De britiske Øer. Og endelig er der de resterende seks økser, nogle med, andre uden tværriller på ægpartiet. De er nogle af de første metalredskaber fremstillet af sydskandinaviske metalhåndværkere, formentlig på de danske øer eller i Skåne. Gallemosefundet rummede tillige syv åbne ovale ringe med tværriflede ender og to såkaldte blodigelringe. Også de var fremstillet i Únetičeområdet på den anden side af Østersøen.

21 genstande ialt med en samlet vægt på 12 kg rummede Gallemosefundet. Nogle var fremstillet i Únetičeområdet, en enkelt på De britiske Øer og resten i Danmark. De tegner dermed et billede af den tidligste metalproduktion herhjemme. Hovedparten af inspirationen til formgivningen og råmaterialerne kom fra kontinentet i syd, en mindre del fra det anglo-irske område i vest. Endelig var en ikke ubetydelig del hjemligt arbejde. Bestemmelserne af, hvor genstandene kom fra, støttes også af analyser af metallets sammensætning. Selve den ekstravagante ofring af værdigenstande peger iøvrigt også mod syd, til Únetičeområdets rige ofringer af metalgenstande.⁴⁴

Vi får altså i Gallemosefundet et klart fingerpeg om, hvor meget Únetičeområdet på den anden side af Østersøen betød for den første sydskandinaviske metalproduktion i de første århundreder af det 2. årtusinde f.Kr. Andre fund af metalgenstande viser det samme. Man kan f.eks. pege på økser, der er fremstillet i Únetičeområdet i syd.⁴⁵ Også dolke med massive håndtag og triangulære klinger af en form, der var meget populær i Únetičeområdet, fandt deres vej hertil.⁴⁶ Det samme gjaldt de såkaldte dolkstave, som kunne være indsat i et skaft af træ eller metal. En halv snes af disse dolkøkser, fundet i Danmark, stammer formentlig fra Únetičeområdet i syd, hvor man hyppigt finder dem i de rige offernedlæggelser.⁴⁷ De danske fund har alle haft træskaft. Men i Skåne har man gjort to fund af disse fornemme dolkstave med metalskaft.⁴⁸

Endvidere er der nogle massive og åbne bronzeringe, som formentlig har været brugt som ankelringe. Der kendes fra Danmark en halv snes af dem, og de er efter alt at dømme alle fremstillet i Únetičeområdet i syd.⁴⁹ Og endelig er der, blandt de mere kuriøse ting, en lille bikubeformet dåse fra et offerfund fra Skeldal ved Rye i Midtjylland.⁵⁰ Den er dekoreret med horisontale, tætstillede ribber og har to små ører til ophængning nær randen og et simpelt fladt låg (se De rituelle ofre). Den er formentlig lavet i den nordlige del af Únetičeområdet eller i kystegnene ved den sydlige del af Østersøen.

Også guld kom til Sydskandinavien fra områderne mod syd i denne periode. Det var ikke det første guld, som kom hertil. Allerede i slutningen af det 3. årtusinde havde man erhvervet sig guldsmykker fra det nordvesteuropæiske område (se bd. 1, s. 541). Men nu, i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr., kom guldet sydfra, fra kontinentet. Det kom i form af nogle små spiralringe, som man kalder „Noppenringe“.⁵¹ De har været brugt som fingerringe, armringe, øreringe, eller de har siddet i håret. Otte af den slags ringe er fundet i Danmark.

Det var dog ikke alt metal, der kom sydfra. I fortsættelse af de kontakter, man havde haft til det nordvesteuropæiske område i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. (Se bind 1, s. 538 f.), modtog man stadig bronzegenstande derfra i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Fra otte forskellige findesteder i Danmark kender man nogle karakteristiske, trapezformede økser med udtrukne æghjørner, ofte dekoreret med fine geometriske mønstre på hele fladen.⁵² De har et højt indhold af tin, og det gav dem en mere skinnende, gylden farve end de økser, der var støbt af kontinentalt metal. Det gjorde dem sikkert også meget eftertragtede. Deres oprindelsessted er svært at fastlægge med sikkerhed, man har foreslået, at de er støbt i det sydøstlige England eller i Skotland.⁵³