Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De rituelle ofre

Oprindelig forfatter JJe

Så nyt og fremmed metallet end var i tiden omkring 2000 f.Kr., så gjorde man dog med det, hvad man i årtusinder havde gjort med andre værdigenstande: man lod det indgå i de offerritualer, man udførte ved vandløb, søer og moser.90 Ved at træde i kontakt med de overnaturlige kræfter, som herskede derude i vådområderne, og som på sommeraftener lod sælsomme tåger stige op fra den stillestående vandflade, styrkede man det indbyrdes sammenhold imellem menneskene. For det var familiegruppen, ætten eller klanen, der ejede de kostbarheder, man sænkede ned i vandet. Dog var de egentlige ejere de fælles forfædre. Til dem var det mest nødvendigt at foretage ofringer. I hvert fald var det farligt ikke at gøre det.

Tidligere havde man kun rådet over meget lidt metal. Men med begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. blev metalgenstande mere almindelige, og det betød, at der kom en større variation i offernedlæggelserne end tidligere. Hvor man førhen havde ofret metalgenstande enkeltvis, sjældnere i par, var der nu større spillerum. Fortsat var det dog nedlæggelser af en enkelt økse, der var det almindeligste. Men man kunne også finde på at nedlægge fra to til fire økser på samme tid. Og endelig var der tilfælde, hvor man foretog meget ekstravagante ofringer. Det skete ganske vist ikke så ofte, men når det forekom, ofrede man ikke blot mange metalgenstande, men også et stort udvalg af forskellige slags våben og redskaber. Og det var tit de fineste, nemlig dem der var kommet til landet udefra.91

 I tusindvis af landets søer, vandløb og moser blev endnu i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. nedlagt kostbare offergaver af flintvåben og -redskaber. Fra Donsedam i Kirkelte Hegn i Nordsjælland.

I tusindvis af landets søer, vandløb og moser blev endnu i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. nedlagt kostbare offergaver af flintvåben og -redskaber. Fra Donsedam i Kirkelte Hegn i Nordsjælland.

Vi har allerede set, hvordan det rige offerfund fra Gallemose ved Randers netop rummede mange fremmede genstande.92 Et offerfund fra Vigerslev ved København indeholdt også både hjemligt og fremmed: en lokalt fremstillet randlisteøkse og en fornem dolk med triangulær klinge fremstillet i Únetičeområderne mod syd.93 Endelig er der det rige offerfund fra Skeldal ved Rye i Midtjylland, der rummede fire økser og en mejsel, alle lokalt fremstillet, desuden arm- og fingersmykker af bronze og guld, samt den lille, usædvanlige dåse af bronze, formentlig fremstillet i Únetičeområderne i syd.94

Annonce

Lige så rige er et par skånske offernedlæggelser fra henholdsvis Fjälkinge og Pile. Fundet fra Fjälkinge indeholdt fire økser af tre forskellige typer, hvoraf i hvert fald en var importeret fra Centraleuropa, samt to guldspiralringe ligeledes importeret fra Centraleuropa.95 Fundet fra Pile indeholdt 12 randlisteøkser af i hvert fald syv forskellige typer samt diverse våben og smykker.96 Antallet af disse rige offernedlæggelser er ikke stort, men de kan suppleres med de såkaldte éntypenedlæggelser, som udelukkende består af økser, men ofte i vidt forskellig udførelse.97

 Offergave af dolk og økse fundet nedlagt ved Vigerslev nær København. 2:3.

Offergave af dolk og økse fundet nedlagt ved Vigerslev nær København. 2:3.

Og så er der endelig nedlæggelserne af enkeltgenstande. Dem kender vi fra henved 200 forskellige steder i landet fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. De enkeltfundne genstande er en særlig vanskelig kategori af fund, idet fundomstændighederne sjældent er særligt oplysende. Enkeltfundne værdigenstande kender man i stort tal helt fra bondestenalderens begyndelse, og vi har tidligere (se bd.1, s.416 ff.) opfattet dem som en del af de rituelle nedlæggelser, der spillede så vigtig en rolle igennem både det 4.og 3. årtusinde f.Kr.

De enkeltfundne metalgenstande fra begyndelsen af det2. årtusinde skal formentlig tolkes på samme måde. Deres fundomstændigheder og metallets patina viser, at langt størsteparten af dem, ligesom offernedlæggelserne med flere genstande, er nedlagt i våde omgivelser. En forsigtig beregning antyder, at omkring 86% af samtlige offernedlæggelser oprindeligt er nedlagt i vådområder, medens den resterende del er nedlagt på tør bund.

Det taler meget for en tolkning af vådbundsfundene som rituelle henlæggelser. Det samme gælder de fund, som er gjort på tørt land, men som formentlig også er nedlæggelser af rituel karakter, f.eks. i forbindelse med opførelsen af huse. Disse rituelle handlinger havde formentlig flere lag af betydninger, der ikke alle umiddelbart er til at tolke i dag. Formentlig havde votivhenlæggelser i vådområder én og samme mening, medens ofringer f.eks. i forbindelse med bopladser og gravhøje betød noget andet.

Vi har tidligere foreslået, at bondestenalderens rituelle votivhenlæggelser af f.eks. flintøkser eller rav kunne sammenlignes med de potlatch ceremonier, som etnografer har kunnet berette om fra f.eks. det nordvestlige Amerika (se bd. 1, s. 496). Det er en analogi, som formentlig stadig har gyldighed, når det gælder oldtidsbefolkningens rituelle nedlæggelser af værdigenstande i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Bag potlatch-ceremonierne lå den mulighed, at de lokale stammegrupper kunne konkurrere indbyrdes om den højest mulige anseelse, samtidig med at potlatchen var med til at styrke solidariteten inden for gruppen. Ritualerne gav stammegruppen prestige og sikrede på samme tid, at forholdet til de overjordiske magter blev holdt ved lige.

 Bikubeformet bronzedåse med guldringe fundet nedlagt som offergave ved Skeldal i Midtjylland.

Bikubeformet bronzedåse med guldringe fundet nedlagt som offergave ved Skeldal i Midtjylland.

De ritualer, som knyttede sig til nedlæggelserne, kender vi ikke. Men de kan have haft vidt forskellig baggrund. Det kan f.eks. have været overgangsritualer i forbindelse med årstidernes skiften, fødsel, pubertet og død. Måske overgivelsen til vandet symboliserede overgangen fra ét stadium til et andet. I visse tilfælde kan man tænke sig, at ritualerne var knyttet til ofringer efter sejr i stammefejder, ganske som man ser det i jernalderens krigsbytteofringer. Og man kan tænke sig, at ritualerne var en slags sociale skuespil, der skulle demonstrere og befæste den organiserede gruppes magt og sociale prestige i forhold til omverdenen, som måske var repræsenteret ved særligt indbudte gæster.98

Vi kan forestille os, at det foregik ude i de fugtige, ellebevoksede områder, der ikke lå langt fra bopladsen. Inde ved søbredden var mange mennesker forsamlet. Det var den lokale stammegruppe, det vil formentlig sige flere, mere eller mindre beslægtede familier, der stod som arrangør af begivenheden. Men der var kommet mange fremmede fra nær og fjern for at overvære de særprægede ritualer. Til stede var de rituelle ledere, bopladsens egne beboere og gæster fra andre egne. Alle havde deres mere eller mindre prominente rolle at spille. Gennem de indledende og afsluttende handlinger – og de komplicerede ritualer, der udførtes derimellem – blev de eksisterende sociale forskelle mellem alle de forskellige grupper af folk bekræftet. Men det vigtigste øjeblik indtraf, da stammebåden gled ud fra bredden, og den kostbare samling af eksotiske bronzegenstande blev nedsænket ude på det åbne vand.

En sådan begivenhed forblev i folks hukommelse i lang tid. Rygtet om den og anledningen til den nåede vidt omkring. Begivenheden havde været en skaber af nye sociale relationer og magtforhold mellem dem, som deltog i den. Det forunderlige gyldne metal var ikke noget, man så hver dag. Men man huskede det, når man havde overværet støbningen af det. Måske det kun var stammegruppens mest fremtrædende medlemmer, der havde haft muligheden. Og måske den begivenhed havde været lige så omgærdet af ritualer som offerhandlingen derude i vandet. Hver eneste genstand af bronze, der fandtes i denne verden, var værdifuld. Men at over være en ofring af en hel samling gyldne økser, smykker og våben havde været en begivenhed af en helt enestående art.

Den slags rituelle ofringer var sammen med de ritualer, der udspillede sig ved gravlæggelserne, meget væsentlige for dannelsen og opretholdelsen af de sociale strukturer i oldtidssamfundet. Skal vi dømme fra de sydskandinaviske helleristninger (se Helleristningerne og Hellige tegn og billeder), hørte processioner, hvor man frembar hellige genstande, spillede musik og fremførte danse også med til ceremonierne, i hvert fald på et senere tidspunkt af bronzealderen. Men ritualerne kunne også spille en rolle i den indbyrdes konkurrence mellem stammegrupperne og være med til at ændre på forhold som magt, prestige og anseelse. Almindelige offerhandlinger, hvor en enkelt eller nogle få votivgaver blev ofret, kunne forholdsvis nemt eftergøres af konkurrenter. Men særlig store magtmanifestationer, hvor megen bronze blev ofret, kunne være med til at skabe en ny magtfordeling, fordi de var så svære at gengælde, således som potlatch-systemet krævede det.

At større nedlæggelser af bronzegenstande begyndte at forekomme i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. – og at metalgenstande lidt senere også begyndte at indgå i gravritualerne – er formentlig tegn på, at der var ved at ske sociale ændringer. Og som vi senere skal se, skete det side om side med store ændringer i den materielle kultur.

Det billede, man har kunnet tegne af samfundet i de første århundreder af det 2. årtusinde f.Kr.,99 viser en stærk gruppeorientering, dvs. et samfund, hvor muligheden for familier og individer for at markere sig selvstændigt må have været ret begrænset. I modsætning til senere hen i bronzealderen er det endnu på dette tidlige tidspunkt svært at få øje på det enkelte individ i det arkæologiske kildemateriale. Derfor har vi også skildret de rituelle begivenheder som organiseret af gruppen, ikke af et enkelt fremstående individ. Periodens gravritualer har vi skildret på samme vis. Gravgodset var simpelt og anonymt, genbrug af megalitgrave og store stenkister var den almindeligste gravform. Altsammen understregede det den betydning, man tillagde fællesskabet. Også metalgenstandene understregede dette, idet de kun meget sjældent blev lagt i gravene, men derimod blev ofret enkeltvis eller flere sammen i vådområderne.

 Offergave bestående af en anglo-irsk og tre lokalt fremstillede økser. Fundet i en mose ved Store Heddinge på Østsjælland.

Offergave bestående af en anglo-irsk og tre lokalt fremstillede økser. Fundet i en mose ved Store Heddinge på Østsjælland.

Derved adskilte de tidlige bronzealdersamfund i Sydskandinavien sig fra de områder på kontinentet, hvorfra de iøvrigt fik så megen inspiration. Som vi tidligere har set, opstod der i begyndelsen af det 2. årtusinde et stærkt, elitepræget center i områderne ved Mellemste Elb, Saale og Unstrut. Måske det var resultatet af opdagelser af rige malmforekomster i Harzen, Thüringerwald og Erzgebirge. Af dette centers elite blev metalgenstande sendt mod de områder i nord, der i de forudgående århundreder så at sige var blevet forberedt på anvendelsen af metal.

Metal begyndte nu at komme til Sydskandinavien i større mængder end tidligere. Det har formentlig lokalt medført konkurrence om adgangen til det eftertragtede metal sydfra. Nogle stammegrupper kan derigennem have styrket deres magtposition. Sådan kan man muligvis fortolke det tidlige metals geografiske udbredelse (se kortet i De første bronzestøbere), der viser en række koncentrationer i det østdanske område, i navnlig Østjylland, på Nordfyn og i Nordsjælland. Hvordan denne konkurrence kan have fundet sted, har vi søgt at skildre ovenfor. De rituelle offernedlæggelser af metalgenstande og den deraf følgende styrkelse af stammegrupperne kan meget vel tænkes at have været et væsentligt element heri. Metalforsyningerne fik derved form af en langdistancehandel tværs over Østersøen, mellem de sociale eliter i syd og nogle styrkede stammegrupper i nord.

Man kan forestille sig, at eliten i Únetičeområderne i syd netop valgte sig de handelspartnere i nord, der bedst var i stand til at imødekomme kravet om modydelser i form af f.eks. rav, voks (til metalstøbning), skind etc. Disse handelspartnere indtog dermed en fordelagtig position i den lokale sociale konkurrence. Men for at kunne opretholde denne fordelagtige position, specielt når det gjaldt metalforsyningerne, var de udvalgte stammegrupper imidlertid også afhængige af deres handelspartnere i syd. Der var dermed tilføjet den lokale samfundsmæssige udvikling et moment både af sårbarhed, men også af dynamik.

Fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. blev Sydskandinavien således inddraget i et sammenhængende reproduktionssystem, der omfattede hele Europa nord for Alperne. Det var et system, hvor forandringer i ét samfund påvirkede de kulturelle forhold i andre samfund. Og det var et system, der var bundet sammen af bronzen som en slags fælles sprog og fælles udvekslingsmiddel. Med etableringen af et lokalt metalhåndværk i Sydskandinavien fra omkring 2000 f.Kr. blev samfundslivet således afhængig af eksterne alliancer og udvekslinger. Det var, som man har sagt det, blevet et samfundsprojekt at skaffe metal til veje.100

Omkring 1700 f.Kr. opløstes centret i syd af endnu ukendte årsager. Dermed gik afhængigheden mellem eliten i Únetičeområdet og de perifere sydskandinaviske stammegrupper i opløsning. Nye alliancer og partnerskaber måtte etableres, men processen var irreversibel. Sydskandinavien var trådt ind i den fælleseuropæiske bronzealderkultur.

Noter

90: En meget stor del af metalgenstandene blev ofret i vådområder. Fundene af metalgenstande fordeler sig på følgende kategorier: Enkeltfund (79%), éntypedepoter (4%), flertypedepoter (2%) og gravfund (15%), se H. Vandkilde 1996.

91: I de store depoter som f.eks. fundene fra Vigerslev, Skeldal og Gallemose samt Fjälkinge og Pile fra Skåne er 43% af genstandene import udefra.

92: K. Randsborg 1992a; H.Vandkilde 1998a.

93: H.Vandkilde 1990a; 1996, nr. 202, s. 78, fig. 62.

94: H. Vandkilde 1990a; 1996, s. 73, fig. 57.

95: A. Oldeberg 1974-76, nr. 152; H. Vandkilde 1996, s. 86, fig. 71.

96: J.E. Forssander 1936, pl. XXXVI; A. Oldeberg 1974-76, nr. 832; H.Vandkilde 1996, s. 90, fig. 75.

97: F. eks. fundene fra Værslev (Aner & Kersten 2, nr. 1017; H.Vandkilde 1996, nr. 201, s. 77, fig. 61), Store Heddinge (Aner & Kersten 2, 1374; H. Vandkilde 1996, nr. 227, s. 80, fig. 64) og Odsherred (Aner & Kersten 2, nr. 720; H. Vandkilde 1996, nr. 121, s. 70, fig. 54) på Sjælland. Desuden fundene fra Lumby Torp (Aner & Kersten 3, nr. 1805; H.Vandkilde 1996, nr. 3, s. 59, fig. 32) og Hjadstrup på Fyn (Aner & Kersten 3, nr. 1797; H. Vandkilde nr. 136, s. 72, fig. 56) samt Skodsbøl i Sønderjylland (Aner & Kersten 6, nr. 3299; H.Vandkilde 1996, nr. 165, s. 75, fig. 59).

98: En rekonstruktion af en sådan rituel handling er givet af H.Vandkilde 1998, s. 14.

99: H.Vandkilde 1996, 1998.

100: H.Vandkilde 1996, s. 297.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De rituelle ofre i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430840

Afsnittet De rituelle ofre er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet