Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De lange huse

Oprindelig forfatter JJe

Havde de huse, som hidtil havde ligget derude i landskabet, været forholdsvis beskedne af størrelse, så ændredes dette nu. I tiden omkring 2000 f.Kr. begyndte man at bygge stadigt større gårdanlæg. I nogle tilfælde nåede de op på næsten 50 meters længde. Det var kolossale bygninger i forhold til, hvad man tidligere havde set. Påfaldende nok skete denne udvikling i retning af et stadigt mere monumentalt byggeri på samme tid over store områder af Sydskandinavien – netop på den tid hvor værktøj og våben af metal begyndte at cirkulere i større omfang mellem bondesamfundene indbyrdes. Måske var der en sammenhæng mellem de to forhold. I hvert fald var forvandlingen af gårdanlæggenes størrelse et ganske tydeligt vidnesbyrd om, at en ny tidsalder, bronzealderen, nu var begyndt.

Det er i det østligste Danmark, på Bornholm, at vi tydeligst kan følge den byggetekniske udvikling af bøndernes langhuse. Vi har tidligere hørt om bopladsen Limensgård, der lå på den sydlige del af klippeøen (se bd. 1, s. 264 og 510). Pladsen var første gang beboet på overgangen mellem den ældre og yngre bondestenalder, noget før midten af det 3. årtusinde f.Kr. Formentlig var det dengang kun et par hushold, der holdt til på stedet. Deres huse var mellem 16 og 22 m lange og omkring 7 m brede. Grundplanen var rektangulær eller svagt trapezformet, og husene var bygget med én række midterstolper, som understøttede tagryggen. Det var den slags huse, man kalder midtsulehuse. Et særligt træk ved deres konstruktion var, at man lod en del af tagets vægt hvile på de indvendige stolper, som var anbragt et stykke inden for væggen.3

 Et af de store langhuse fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. under udgravning på bopladsen ved Limensgård, Bornholm.

Et af de store langhuse fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. under udgravning på bopladsen ved Limensgård, Bornholm.

I tiden omkring 2000 f.Kr. blev bopladsen ved Limensgård igen beboet af bønder.4 I det halve årtusinde, der var gået siden den første bebyggelse, havde byggetraditionen ikke ændret sig principielt. Men de midtsulehuse, man nu opførte, var mellem 25 og 44 m lange og 8-9 m brede, altså betydeligt større end forgængerne. Ialt 16 hustomter er blevet udgravet på pladsen. Men de havde ikke alle stået på samme tid. Formentlig udgjorde de forskellige stadier af en enkelt eller nogle få gårdes udvikling igennem ca. 400 år. De største bygninger målte 44 m i længden og var 8-9 m brede. Tre rækker stolper støttede taget: en række dybt nedgravede stolper i husets længdeakse og på hver side af den to rækker støttestolper tæt ved væggene. I de fleste tilfælde var støttestolperne sat, så de korresponderede med tagstolperne.

Annonce

I nogle tilfælde kunne man se lave fordybninger inde i husene.5 Det var formentlig rester af et forsænket gulv, ganske som man havde haft det i husene fra den seneste del af bondestenalderen. Men bortset fra disse nedgravninger var der ikke meget, der oplyste om, hvorledes husene havde været indrettet indvendig. Kun i et af dem var der spor efter skillevægge.6 To meter lange væggrøfter vinkelret på ydervæggene markerede skillevægge i husets indre. Formentlig boede menneskene i husenes vestende. Netop her var afstanden mellem tagstolperne størst. Her må husets ildsted have ligget, her tilberedte man maden, og her sov man.7

I nogle af langhusene på Limensgård-bopladsen kunne man i vestenden se den samme opdeling af tagstolperne som i nogle betydeligt mindre, men næsten samtidige huse på den skånske boplads Fosie IV (se bd. 1, s. 509).8 Det må betyde, at selv de længste af husene kun var beboet af et enkelt hushold. Den lange østende af huset må altså være føjet til som en udvidelse af beboelseshuset og har formentlig tjent til opbevaring af forråd og eventuelt til opstaldning af husdyr.9

 Hustomter fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. a-c: Limensgård, Bornholm. d: Fosie, Skåne. e: Stora Kopinge, Skåne. f: Hemmed Kirke, Djursland.

Hustomter fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. a-c: Limensgård, Bornholm. d: Fosie, Skåne. e: Stora Kopinge, Skåne. f: Hemmed Kirke, Djursland.

Nogle af langhusene havde ganske forskellige udformninger af gavlene i henholdsvis vestenden og østenden. Måske man heraf kan aflæse noget om funktionen af husets forskellige afdelinger. En bred og næsten tragtformet afslutning på østenden i nogle af husene angiver evt., at her lå indgangen til laden eller evt. stalden. Om huset virkelig rummede en stald, er dog usikkert. Båseskillerum til opstaldede dyr, som man kender det fra lidt senere langhuse, fandt man ikke i husene på Limensgård-bopladsen.

Forestiller man sig, at man gik ind i et af de store langhuse, ville man i halvmørket have kunnet se, hvordan taget blev støttet af tre indre rækker stolper: de høje og kraftige midterstolper og de væg-høje sidestolper. Taget støttedes altså ikke direkte af selve væggen. Man kunne også se, at væggene var bygget af kløvede eller hele stammer, som var anbragt vandret mellem de lodrette vægstolper og tætnet med ler. Det er, hvad man kalder en bulhuskonstruktion. Tilsyneladende var væggene opbygget sektionsvis. I hvert fald dannede de ikke helt rette linjer.

 Rekonstrueret langhus fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. udgravet ved Limensgård på Bornholm. Grundplanen af det udgravede hus ses til venstre.

Rekonstrueret langhus fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. udgravet ved Limensgård på Bornholm. Grundplanen af det udgravede hus ses til venstre.

Kulstof 14-dateringer af hustomterne på Limensgård-bopladsen fortæller, at bosættelsen havde varet fra ca. 2100 til 1700 f.Kr. Da husene blev udskiftet med en eller et par generationers mellemrum, betyder det, som allerede nævnt, at det næppe var mere end et par huse, der var i brug ad gangen. Det samme billede får man på andre samtidige bopladser: den enkelte boplads har næppe bestået af mere end en enkelt eller et par gårde. Egentlige landsbyer var de altså ikke.10 Sådanne kendes iøvrigt heller ikke fra historisk tid på Bornholm, hvor bebyggelsen altid bestod af enkeltgårde.

Bopladser fra overgangstiden mellem bondestenalderen og bronzealderen har man først fundet og udgravet i større tal i de seneste årtier. Tager vi fra Bornholm over Østersøen til Skåne, finder vi i nærheden af Malmö den allerede nævnte bosættelse Fosie, der i mangt og meget kan sammenlignes med Limensgård-bopladsen.11 Bebyggelsen Fosie IV ligger 8-10 km fra kysten i et område, der er præget af små, lave bakkedrag afvekslende med vådområder. Den ligger på frugtbar, sandblandet lerjord, ikke langt fra et højdedrag, der skiller kystsletten fra det mere kuperede landskab i indlandet, og hvor der ligger mange gravhøje fra bronzealderen.

På bosættelsen Fosie IV udgravede man et stort antal tomter af midt sulehuse, der fordelte sig på mindst fire bopladser, og som havde været beboet i overgangstiden mellem bondestenalderen og bronzealderen. Hver enkelt boplads bestod af en enkelt eller nogle få bygninger, som i tidens løb flyttede rundt inden for bopladsområdet. Hovedparten af bygningerne var af den forholdsvis korte type, som var så karakteristisk for den seneste del af bondestenalderen, og som vi tidligere har beskrevet (se bd. 1, s. 509).

I et tilfælde fandt man dog et hus, som kan sammenlignes med de bornholmske langhuse fra tiden efter 2000 f.Kr.12 Det var oprindelig ca. 18 m langt, men det var blevet ombygget og forlænget, så det i sin største udstrækning kom til at måle 26,3 m. Det var bredest i enderne og smallest på midten, og gavlene var lige afsluttet.13 Huset lignede således nøje et af de bornholmske huse, som havde en tilsvarende grundplan og samme bredde. Det bornholmske hus var dog længere – det var 40 m langt.

Lignende huse er fundet flere steder i Skåne.14 De kan være indtil 35 m lange og har gerne samme bredde og placering af de tagbærende stolper som husene ved Limensgård. Det var kort sagt en ny variant af midtsule-husene fra bondestenalderens slutningstid. Men det, man særlig lagde vægt på, var deres størrelse. Og byggeriet af disse huse var ikke begrænset til Bornholm og Skåne. De blev også opført i det øvrige østdanske område, f.eks. på Sjælland15 og Møn.16 Og et ganske særlig fornemt eksempel finder man på bopladsen Hemmed Plantage på Djursland.17

Inde bag den norddjurslandske kyst med dens brinker hærget af storm og sandflugt lå der et bælte med åben skovbevoksning afvekslende med vådområder. Herinde skreg viber over engene, og musvåger stod stille i luften med svirrende vinger. Helt herind, hvor birkene stod med deres silkehvide stammer, mærkedes sandflugten, når der var storme fra nordøst. På en lav forhøjning ved et nu udtørret vådområde, der tidligere bar det talende navn Svapkæret, lå i overgangstiden mellem bondestenalderen og bronzealderen en boplads. Hemmed Plantage er dens arkæologiske navn. Knap 200 m fra den lå endnu en boplads, Hemmed Kirke, og yderligere 1 km borte bopladsen Egehøj.18 Igen ser vi et bosættelsesmønster, hvor spredtliggende bopladser med et eller nogle få huse var beboet igennem flere århundreder, og hvor husene med en eller flere generationers mellemrum blev nyopført på omtrent samme sted.19

Også her i dette norddjurslandske område begyndte man omkring 2000 f.Kr. at bygge meget store langhuse med midtsulekonstruktion. På bopladsen Hemmed Plantage opførte man et 45 m langt og 8 m bredt hus.20 I alt 360 kvadratmeter under samme tag. De kraftige vægstolper stod med ca. 1 meters mellemrum, og der var indvendige støttestolper til taget. Væggene var formentlig bygget af udkløvede planker, der var indfalset i de lodrette stolper. Det viste fundet af noget brændt lerfugemasse, der havde siddet mellem de udkløvede planker. De åbne gavle med tre store stolper på række mindede om husene på Bornholm og i Skåne. Måske de dannede indgangen til en lade eller en stald i østenden. En rektangulær sænkning lå midt i huset, og vest for den lå et ildsted. Huset havde fire indgange, to i vestenden og to i østenden, placeret over for hinanden.

De store langhuse med deres umådeholdne forbrug af træ blev også opført langt mod nord, i bl.a. Östergötland og Uppland i Sverige og i Vestnorge.21 Og deres opførelsestid faldt som nævnt sammen med begyndelsen af den tidlige metalproduktion i Norden. Det så vi f.eks. i huset fra Fosie i Skåne, hvor en metaløkse var nedgravet i et stolpehul som et offer, formentlig i forbindelse med husets opførelse.22 At man var begyndt at fremstille metalgenstande betød dog næppe en øjeblikkelig teknologisk revolution. Men det nye og eftertragtede materiale kan have skabt en konkurrence om kontrollen over produktionen og om den sociale status, som besiddelsen af metalgenstandene var udtryk for. Sådanne nyerhvervede statuspositioner kan meget vel have afspejlet sig i boligens udformning og størrelse, i deres evne til at opbevare forråd og kvæg. Men vi mangler svar på spørgsmålet, om de store langhuse blev opført af en større slægtskabsgruppe. Eller om de var et af de få områder, hvor enkeltindivider kunne manifestere sig i den sociale konkurrence.

Det svar kunne vi måske give, hvis vi vidste lidt mere om, hvad de enkelte rum i husene blev brugt til. Var vestenden bolig for et enkelt hushold, eller rummede den evt. en større slægtskabsgruppe?23 Og hvad blev de store østender af husene brugt til? Var de stalde og lader til opbevaring af kvæg og vinterforråd? Hvorom alting er, så viser de store langhuse noget om omfanget af de sociale forandringer, oldtidssamfundet gennemgik i århundrederne omkring bronzealderens begyndelse.

Hvis fremkomsten af de store langhuse i tiden omkring 2000 f.Kr. har sin forklaring i den begyndende cirkulation af metal imellem bondesamfundene, så forstår vi også bedre, hvorfor det samme skete på samme tid længere mod syd, i det centraleuropæiske område.24 Også her byggede man omkring det 2. årtusindes begyndelse huse af en størrelsesorden, man ikke tidligere havde set. Og det skete netop i de områder, hvor metal var begyndt at få en dyb betydning for hele samfundsudviklingen.

 Hustomter fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. udgravet i det centraleuropæiske område viser mange lighedstræk med samtidige huse fra det sydskandinaviske område. a: Brezno, Böhmen. b: Esbeck, Niedersachsen. c: Eching, Bayern. d: Straubing-Öberau, Bayern. e: Hesel, Niedersachsen.

Hustomter fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. udgravet i det centraleuropæiske område viser mange lighedstræk med samtidige huse fra det sydskandinaviske område. a: Brezno, Böhmen. b: Esbeck, Niedersachsen. c: Eching, Bayern. d: Straubing-Öberau, Bayern. e: Hesel, Niedersachsen.

I Böhmen f.eks. har man udgravet spor aflanghuse, der i mange henseender ligner de sydskandinaviske. Nogle af de bedst bevarede hustomter er fundet i det nordvestlige Böhmen. Et antal af dem havde en åben gavl ganske som mange af de danske.25 Ved andre store udgravninger i det nærliggende Sachsen har man fundet mange huse fra samme tid. Det største måler 56 m i længden og 9 m i bredden og overgår dermed i størrelsen endog de største sydskandinaviske huse.26 Og i Niedersachsen har man ligeledes fundet samtidige huse, der i grundplanen og størrelsen kan sammenlignes med de sydskandinaviske.27 I et af dem var der i midten af huset en stald med båseskillerum og en åbning i østenden.28 Det viser, at opstaldning af husdyrene allerede var begyndt på dette tidlige tidspunkt. Et andet af de niedersachsiske huse havde iøvrigt en toskibet vestende bygget sammen med en treskibet østende.29 Det er et af de tidligste eksempler på den treskibede konstruktionsform, der skulle blive så almindelig overalt i Nordvesttyskland og Sydskandiavien i tiden efter 1500 f.Kr., og som vi senere kommer til at høre mere om.

Også længere mod syd, i Bayern, kender man nu huse som kan sammenlignes med de store toskibede huse i Nordeuropa. F.eks. er den bærende konstruktion udformet på samme måde som i husene fra Limesgård og Hemmed.30 Et af de største huse blev udgravet i Straubing-Öberau i Niederbayern. Det målte 57 m i længden og 9 m i bredden.31 Lige øst for midten af langhuset var der en sektion med tæt anbragte stolper, som kan angive båseskillerum. Huset fra Straubing-Öberau synes at have haft en apsisformet vestende og en åben vestgavl, ganske som man kan se det på nogle af husene i Limensgård – et påfaldende sammenfald i konstruktionen af husene i to så fjerntliggende områder.

Men lad os vende tilbage til landskaberne i nord, til de små bosættelser som lå spredt ud over det sydskandinaviske landskab. Bevægede man sig fra bosættelse til bosættelse, skete det enten i stammebåd ad landets mange vandløb, som man havde gjort det i årtusinder. Eller man fulgte de stier eller hjulspor, som efterhånden var blevet dannet derude i terrænet. Selve vejene fremtrådte ikke som andet end simple hjulspor. Når ét var kørt op, anlagde man blot et nyt ved siden af. Kun når man skulle passere fugtige lavninger, kunne et egentligt vejbyggeri være nødvendigt.

Hjulsporene finder vi i enkelte heldige tilfælde bevaret under gravhøjene. Under en høj fra den ældre bronzealder i Arnitlund i Sønderjylland fandt man således 10-20 cm brede hjulspor over en 13 m lang strækning.32 Gik vejen over fugtige strækninger som moser og ådale, kunne man anlægge veje af grene og ris. De var gerne 3-4 m brede, de enkelte grene blev langt på tværs af færdselsretningen for at forhindre hjulene i at synke i. Grenlaget kunne være dækket af et lag sand eller grus, eventuelt fastholdt af lodret nedbankede pæle for at forhindre, at vejen skyllede væk. Ofte måtte man foretage udbedringer, og når vejen var helt nedslidt, anlagde man gerne en ny oven i eller ved siden af den gamle.33

Veje af tilhuggede planker er endnu ikke kendt fra denne allertidligste del af bronzealderen i Danmark. Men de kendes fra det nærmeste udland og blev formentlig også bygget herhjemme på samme tid. I Niedersachsen, ved Ockenhausen, har man f.eks. fundet en sådan vej, som er blevet kulstof 14-dateret til tiden omkring 2010 f.Kr.34 Den var 180 m lang og havde en bredde på indtil 3 m. Den bestod af runde eller halve stammer af elletræ, som hvilede på to-tre rækker langsgående planker. Vejen førte ud i et fugtigt vådområde, og ad den har tunge vogne med skivehjul skrumplet afsted.

 Rekonstruktion af tohjulet arbejdsvogn fra den ældste bronzealder.

Rekonstruktion af tohjulet arbejdsvogn fra den ældste bronzealder.

I Danmark kender man fund af hjul og vogndele fra tiden omkring 2000, som viser, at man stadig byggede vogne og kærrer, som man havde gjort det allerede i det 3. årtusinde f.Kr.35 I den nu udtørrede, men dengang skovomkransede Bølling Sø ved den jyske højderyg i Midtjylland fandt man i 1961 i tørvelagene en tre meter lang tveje af eg, tildannet med økse. Det var formentlig undervognen til en tohjulet vogn eller kærre. En kulstof 14-datering viste, at den var fra tiden omkring 1900 f.Kr. Hjul til den slags vogne er fundet ikke blot i Danmark (se bd. 1, s. 469), men over hele det nordvesteuropæiske område. De kom i brug allerede i enkeltgravstiden, og man anvendte dem helt frem til jernalderen.

Tvejen fra Bølling Sø har kunnet rekonstrueres til en vogn med to skivehjul, hvis akse var fastgjort til tvejens to grene. Forrest på trækstangen var der nogle indskæringer, som formentlig tjente til fastgørelsen af åget. Hjulene var utvivlsomt massive skivehjul med fast nav, og de har haft en hjuldiameter på mellem 60 og 80 cm. Det var en vogn, som var velegnet til det tunge, daglige arbejde på bopladsen, til transport af sten, tømmer etc.

Noter

3: P.O. Nielsen 1997a-b.

4: P.O. Nielsen 1997, 1999.

5: Limensgård, hus S, P.O. Nielsen 1999, s. 158, fig. 9b.

6: Limensgård, hus AM. P.O. Nielsen 1999, s. 158, fig. 9c.

7: I Limensgård var ildsteder ikke bevaret inde i husene, det var de derimod i nogle tilsvarende huse i St. Kopinge i Skåne, se P.O. Nielsen 1999, s. 158, fig. 9e. På bopladsen Fosie IV i Skåne havde flere samtidige huse den samme indre opdeling, se Björnhem & Säfvestad 1989.

8: P.O. Nielsen 1999, s. 158, fig. 9d.

9: Der kendes dog også huse af samme type, som tilsyneladende har rummet beboelse for to hushold, et i hver ende af huset. Det gælder f.eks. hus III, et mere end 40 m langt hus fra bopladsen Hemmed på Djursland, P.O. Nielsen 1999, s. 158, fig. 9f, se også N.A. Boas 1991.

10: Det gælder f.eks. også på bopladsen Fosie IV i Skåne, hvor hustomterne nr. 11, 12 og 16 overlappede hinanden. De kan således ikke have været i brug på samme tid, men må repræsentere succesive faser af samme hus, se Björnhem & Säfvestad 1989, s. 125 ff.

11: Björnhem & Säfvestad 1989.

12: Ibid, hus 95.

13: Bygningen dateres af to husofre, som man fandt inde i huset. De bestod af henholdsvis en flintdolk (af type III) og en randlisteøkse fra tiden omkring 2000 f.Kr.

14: Et hus fra Kv. Anten, Fosie i Skåne er 28,6 m langt; P.O. Nielsen 1997, fig 7c. Se også huse fra Vellinge (Gothberg et al. s 96) og Piledal (L. Larsson 1992, s. 118-121; P.O. Nielsen 1997, fig. 8b).

15: Et 47 m langt hus er fundet ved Struvehøj Mark, Ballerup ved København, se AUD 1990, s. 105-106.

16: Nymarksgård i Sydsjælland, se Hansen & Christiansen 1997.

17: N.A. Boas 1991, 2000.

18: N.A. Boas 1983, 1989, 1991, 2000a-b.

19: I Hemmed Plantage kan man skelne mellem tre bosættelsesfaser, en fra bondestenalderens sidste århundreder (hus III, se bd. 1, side 508); en fra tiden efter ca. 2000 (hus I), og en fra den ældre bronzealders blomstringstid, periode II (hus II). Det er en rækkefølge, som omtrentlig genfindes på bopladsen Hemmed Kirke.

20: Hus I. Huset dateres bl.a. ud fra fundet af en flintdolk af type IV til de første århundreder af de 2. årtusinde f.Kr.

21: P.O. Nielsen 1997, s. 22.

22: Björnhem & Säfvestad 1989, s. 57-60, pl. XIX:f,g.

23: I det mindste et af de enorme huse har to ildsteder i hver ende af huset. Det antyder måske, at mere end en husholdning levede under samme tag.

24: P.O. Nielsen 1999.

25: P.O. Nielsen 1999, s. 160, fig. 10a, se også I. Pleinerova 1992.

26: Stäuble & Huth 1995; H. Zich 1997, s. 21.

27: P.O. Nielsen 1999, s. 160, fig. 10b; R. Maier 1995, s. 167 ff.

28: Et toskibet langhus fra Hesel i det nordvestlige Niedersachsen, se W. Schwarz 1996.

29: W. Schwarz 1996, s. 25 ff.

30: I Eching, Ldkr. Freising, Bayern, har man f.eks. udgravet et toskibet langhus, 53 m langt, fra den tidlige bronzealder, se M. Schefzik 1995. Inden for vægstolperne var der par af solide støttestolper, som korreponderede med midterstolperne, eller som var placeret i mellemrummene mellem dem, ligesom i Limensgård og Hemmed.

31: M. Nadler 1997.

32: Aner & Kersten 7, nr. 3559.

33: M. Schou Jørgensen 1993.

34: G. Wegener 1996, s. 341 ff.

35: P.O. Schovsbo 1983, 1984.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De lange huse i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430844

Afsnittet De lange huse er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet