Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første bronzestøbere

Oprindelig forfatter JJe

At fremmede metalgenstande i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. var begyndt at komme i omløb mellem bondesamfundene i det sydskandiaviske område var for så vidt ikke noget nyt. Det havde de også været i en del af bondestenalderen (se bd. 1, s.430). Men der er nu umiskendelige tegn på, at det fremmede metal strømmede til landet i en sådan grad, at metalhåndværkere var begyndt at arbejde på bopladserne, først og fremmest i de østlige dele af landet. Derimod havde Limfjordsområderne mistet den dominerende stilling, de havde indtaget i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr.54

Vi kan forestille os, at der på bopladserne med de store langhuse har været dage, der adskilte sig fra alle andre. For de fleste mennesker indtraf det – hvis overhovedet – måske kun en enkelt gang i deres levetid. Det var, når metalstøberen skulle udøve sin hemmelighedsfulde gerning. Mange dage inden var forberedelserne begyndt. Der skulle skaffes godt trækul til selve smelteprocessen, og i rigelige mængder. Værktøjet skulle gøres klart, diglerne efterses og renses, de store blæsebælge med den vinkelbøjede dyse skulle fungere perfekt. Selv jorden måtte forberedes, for det sted, hvor smeltningen skulle foregå måtte være helt tørt og i læ. I et lille fyrhul tændte man et bål, så den sandede lerjord i hullets bund og sider var rødbrændt, varm og tør.

 Udbredelsen af metalfund fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. i Danmark.

Udbredelsen af metalfund fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. i Danmark.

Nu byggede støberen selve smeltestedet op.55 Fyrhullet rensedes for udbrændte trækulstykker, og det blev på ny fyldt op med frisk trækul. Med sten blev blæsebælgen anbragt sådan, at den vinkelbøjede dyse vendte nedad mod fyrhullet. Afstanden mellem dysemundingen og trækullet var kun et par håndsbredder. I fyrhullet blev igen tændt op, så der var god ild. På den stillede støberen nu en lille smeltedigel af hårdtbrændt ler, dens inderside og kant var farvet af kobberforbindelser, og den var fyldt med brudstykker af metal. Digelen blev omhyggeligt dækket af trækul, og sikkert under fremmumlen af mange besværgelser og ukendte ord begyndte han at pumpe en jævn luftstrøm fra blæsebælgen ned i bålet.

Annonce

Der har været helt stille i tilskuerskaren, medens det skete. Alle strakte hals og kunne se, hvordan temperaturen i glødebålet over smeltedigelen steg og steg i takt med, at blæsebælgen førte luft til bålet ovenfra. Man kunne se, hvordan der under afbrændingen dannede sig en tragtformet fordybning i glødebålet under dysemundingen. Her fyldte metalstøberen hele tiden nyt trækul på, blæsebælgen pumpede og pumpede – og så, måske efter et kvarter, skete miraklet: man kunne se den spejlende flade af det hvidgyldne, smeltede metal i digelen. Et stof var gået fra én tilstand til en anden – fra fast til flydende. Det havde man aldrig set før.

Det var tydeligt, at dette var det afgørende øjeblik. Nu måtte der ikke ske fejltagelser, og alt skulle ske i ét hug. Med en træpind frilagde metalstøberen tavs og koncentreret digelen for de glødende trækul, der dækkede den. Med træpinden fjernede han også i en hurtig bevægelse de urenheder, der flød oven på det smeltede metal. Og hurtigere end nogen så det, havde han digelen fastklemt i en gaffelgren og hældte med den det smeltede metal ned i den todelte støbeform af fedtsten, som havde stået parat ved siden af bålet under hele seancen. Der var ikke gået flere øjeblikke, end man kunne tælle på to hænder, og støbningen var afsluttet.

Nu ventede man så på, at støbeformen skulle køle af, så den kunne åbnes. Det skete efter en rum tid. Men der gik et sug igennem forsamlingen, da de så hvad den indeholdt: en skinnende gylden økse af en skønhed, man aldrig før havde set. Et forunderligt redskab med en herligt buet, bred og skarp æg. I de følgende dage gjorde de sig ofte et ærinde hen til det sted, hvor metalstøberen sad og hamrede og polerede på det fornemme redskab, som nu var bopladsens ejendom. Men på stedet, hvor støbningen var foregået, var der ud over det sorte trækul intet spor tilbage af den forunderlige begivenhed.

 Forskellige varianter af de såkaldte randlisteøkser fundet i 1: Nakkehoved, Søborg sogn, Sjælland. 2: Sjælland, uden findested. 3: ved Bogense, Fyn. 4: Magleholm, Torkilstrup sogn, Falster. 5: Dragsholm, Fårevejle sogn, Sjælland. 6: Pederstrup, Vesterborg sogn, Lolland 7: Selchausdal, Buerup sogn, Sjælland.

Forskellige varianter af de såkaldte randlisteøkser fundet i 1: Nakkehoved, Søborg sogn, Sjælland. 2: Sjælland, uden findested. 3: ved Bogense, Fyn. 4: Magleholm, Torkilstrup sogn, Falster. 5: Dragsholm, Fårevejle sogn, Sjælland. 6: Pederstrup, Vesterborg sogn, Lolland 7: Selchausdal, Buerup sogn, Sjælland.

Det metal, som var blevet brugt ved denne tidlige støbning, var næppe bronze i den forstand, man senere hen i bronzealderen brugte det. Den egentlige tinbronze, som er en legering af ca. 90% kobber og 10% tin, gik man først helt over til i tiden omkring 1700 f.Kr. Her i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. var endnu kun henved en tredjedel af det anvendte metal en egentlig tinbronze. Resten var mere eller mindre urent kobber.

At man med tiden systematisk begyndte at tilsætte tin til kobberet, havde formentlig noget at gøre med centraleuropæernes opdagelse og udnyttelse af tinforekomsterne i Erzgebirge. Legerede man de to metaller, fik man nogle åbenlyse forbedringer: dels et hårdere produkt, dels et lavere smeltepunkt, omkring 1000 grader, måske endnu lavere, mod det rene kobbers 1083 grader. Det var iøvrigt en forbedring, man var nået frem til noget tidligere i Vesteuropa. Her udnyttede man tidligt tinforekomsterne i Bretagne og Cornwall, og her var man begyndt at fremstille rigtig tinbronze allerede i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. De vesteuropæiske metalgenstande blev således allerede på et tidligt tidspunkt fremstillet af bronze med et meget højt tinindhold, 9-14%.

Det var imidlertid ikke rent kobber, metalstøberne herhjemme støbte deres redskaber af. Kobberet var nemlig fuldt af urenheder som arsen, antimon, nikkel og mange andre stoffer. Det var kun i bondestenalderen, at man havde arbejdet med det forholdsvis bløde, helt rene kobber. I den tidligste bronzealder brugte man derimod meget urent kobber. Det afspejlede, at der navnlig i Centraleuropa var foregået et skift fra udnyttelsen af den naturligt forekommende kobberkis til den grå malm, som på tysk kaldes Fahlerz.

 Blad til en såkaldt dolkstav fremstillet i Danmark i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Fundet ved Pederstrup, Ballerup sogn nær København.

Blad til en såkaldt dolkstav fremstillet i Danmark i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Fundet ved Pederstrup, Ballerup sogn nær København.

Disse urenheder kan man analysere med moderne naturvidenskabelige metoder, og de viser, at det metal, man anvendte i Sydskandinavien i disse tidlige århundreder af det 2. årtusinde, for langt størstepartens vedkommende kom nede sydfra, fra det europæiske kontinent.56

Det var ikke store mængder genstande, metalstøberne fremstillede. Fra de første tre århundreder af det 2. årtusinde f.Kr. kender vi knap 300 metalgenstande fundet i Danmark.57 Det er dog nok til, at vi kan sige, at bronzealderen var begyndt.

Det var til en begyndelse en meget énsidig produktion, der udgik fra bronzestøbernes værksteder. Den bestod næsten udelukkende af økser. De genstande, man fik udefra, først og fremmest fra områderne i syd, var meget mere varierende. Men når man støbte herhjemme, holdt man sig som regel til økserne. To tredjedele af de metalgenstande, vi kender fra denne allerførste fase af bronzealderen, er økser fremstillet herhjemme.

Økserne kunne have mange forskellige former. Basalt set var de alle, hvad man kalder randlisteøkser, men variationsmulighederne var mange. Vi kan opdele dem i en halv snes varianter,58 men selv inden for dem var variationen stor. Standardisering inden for dette tidlige håndværk var noget næsten ukendt, det kom først med tiden. Denne mangel på faste normer for genstandenes udseende står i en vis modsætning til det samtidige flinthåndværk. Men det skyldes nok, at metalhåndværket i modsætning til flinthåndværket var ganske nyt.

Mejsler fremstillet i metal viser sig også nu. Men sammenlignet med økserne kun yderst sjældent. Der kendes fra hele perioden kun et par mejsler.59

Metalstøberen lod sig til stadighed inspirere af de former, han lærte at kende fra importstykkerne sydfra. Det gjaldt ikke blot økserne, men også de langt mere sjældne dolke med trekantede klinger.60 Også dolkstavene blev efterlignet. Ialt 20 er fundet i Danmark.61 Heraf er formentlig omkring halvdelen fremstillet herhjemme. Disse mere eller mindre symbolske våben havde man nu til fælles med bronzealdersamfund over store dele af Europa. I meget beslægtet udførelse og i store antal kan man finde disse dolkstave i Irland, Mellemtyskland og Sydvestspanien. De kendes endvidere fra England, Skotland, Bretagne, Brandenburg, Mecklenburg, Pommern og det centrale og nordlige Polen.62 I Danmark blev de altid nedlagt enkeltvis som offergaver i vådområder. Længere sydpå finder man dem både nedlagt som offergaver 63 og som statussymboler i de rigt udstyrede grave.64

Det rejser spørgsmålet, hvad metalgenstandene blev brugt til heroppe i kontinentets nordlige egne? I første omgang kan vi blot konstatere, at hovedparten af dem endte deres dage som offernedlæggelser i vådområder, søer, moser og vandløb, ganske som man havde gjort det med tusindvis af flintredskaber hele bondestenalderen igennem. Blandt de knap tre hundrede fund fra hele landet er det kun lidt over en halv snes, der stammer fra grave. Det var altså årtusindgamle traditioner for offerhenlæggelser, man opretholdt. Enkeltnedlæggelser af de såkaldte randlisteøkser var langt den mest almindelige kategori. Betydelig sjældnere var det, at man ofrede flere ens genstande sammen. Og kun i et meget lille antal tilfælde ofrede man en større mængde forskellige genstande sammen. Et sådant tilfælde var offerfundet fra Gallemose, som vi berettede om ovenfor. Det var typisk ved at indeholde et vidt spektrum af forskelligartede genstande. Typisk var også, at mange af dem var af fremmed oprindelse. Vi skal sidst i dette kapitel vende tilbage til disse offerhenlæggelser.

 Dolkstav med bevaret træskaft fundet i Carn, County Mayo, Irland. Ca. 110 cm lang. De danske dolkstave har formentlig haft lignende skafter.

Dolkstav med bevaret træskaft fundet i Carn, County Mayo, Irland. Ca. 110 cm lang. De danske dolkstave har formentlig haft lignende skafter.

At man holdt sig til så begrænset et repertoire, når det gjaldt de lokalt fremstillede metalgenstande, skyldtes næppe manglende teknisk viden hos bronzestøberne. I hvert fald mestrede de alle de basale teknikker i metalstøbningen. Det gjaldt både støbning, legering og koldhamring af metallet. Mange af de færdige produkter viser, at man ved støbningen brugte ægte todelte støbeforme. Men det kan ikke udelukkes, at metalhåndværkerne allerede på dette tidlige tidspunkt kendte til den mere komplicerede støbemetode med brug af voks, den såkaldte „à cire perdue“ -metode.65 Mange af randlisteøkserne har f.eks. strengt regelbundne linjer og geometriske mønstre som dekoration på bladet. Den slags er vanskelig at udføre ved hamring med punsel i den færdigstøbte bronze og udføres formentlig bedst i cire perdue-metoden. I så fald må bronzestøberen først have lavet en model af øksen i voks, som han kunne indridse eller indpresse dekorationen i. Senere blev modellen så dækket med ler og støbt i cire perdueteknikken. Vi skal senere høre nærmere om den teknik. Her skal vi blot konstatere, at det næppe var begrænsninger i den tekniske kunnen, som afholdt metalhåndværkerne fra at fremstille andre genstande end økser. Der lå formentlig andre, traditionsbegrundede årsager bag.

Tilstedeværelsen af de mange metalgenstande herhjemme i de første århundreder af det 2. årtusinde f.Kr. viser, at det sydskandinaviske område nu var blevet til en afhængig periferi af det mellemtyske Únetičecenter. Man kan da spørge, hvad det var, der fik et metalfattigt område som Sydskandinavien til at gøre sig afhængig af et fremmed råstof som bronze? Sydskandinavien er et af de områder i Europa, hvor der er den letteste adgang til virkelig kvalitetsflint. Igennem hele bondestenalderen var dette fortrinlige redskabsmateriale blevet udnyttet intenst. Og som vi har set, blev det endnu i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. fremskaffet ved en omfattende minedrift i bl.a. Limfjordsegnene. Hvorfor begyndte man da omkring 2000 f.Kr. at bruge metal i et sådant omfang, at den efterfølgende tid fortjener navnet bronzealderen?

Førhen mente man, at svaret på spørgsmålet var enkelt. Man så alene på metallets brugsværdi og mente, at bronzen ganske enkelt var flinten overlegen som redskabsmateriale. Den var simpelt hen mere effektiv til praktisk træarbejde. Dermed mente man at have forklaret, hvorfor der omkring 2000 f.Kr. opstod så stor en efterspørgsel efter det vanskeligt tilgængelige materiale, som ydermere skulle hentes til landet fra kilder mange hundrede kilometer borte.

Der var imidlertid også dem, der pegede på, at mange af de tidlige metalgenstande slet ikke blev brugt til praktiske formål. Dvs. at deres betydning mindre lå i deres anvendelighed end i den prestige, de gav deres ejer. At metalsagerne først og fremmest havde været anvendt i forskellige sociale og rituelle sammenhænge.

Begge synspunkter er for så vidt rigtige nok. Men kun under forudsætning af, at de ses i sammenhæng med hinanden. I et primitivt samfund er funktion og betydning nemlig intimt forbundne størrelser. Det vil sige, at vi kun kan forklare, hvorfor man begyndte at bruge metal ved at se på den kulturelle sammenhæng, metallet optrådte i.66

Tilsyneladende var det næsten kun økser, som i begyndelsen blev fremstillet herhjemme. Også det kræver sin forklaring. Undersøger man de tidlige metaløkser for spor efter slid, viser det sig, at en tredjedel af dem har fået forkortet øksebladet som følge af opskærpning. Og to tredjedele af dem har skader på æggen, også som følge af, at de har været brugt til huggearbejde. Ligeledes har en stor del af økserne været genstand for koldhamring af æggen. Formålet har været at hærde dem til praktisk brug, og der kan da heller ikke herske tvivl om, at randlisteøkserne var effektive redskaber, når man f.eks. fældede træer.67

Der er imidlertid også klare tegn på, at nogle af økserne blev brugt som symboler på social status. Mange af dem blev aldrig brugt til praktisk huggearbejde. Mange var dekorerede på en sådan måde, at fremvisningen af øksen må have været af stor betydning. Og endelig har man fundet de fleste af økserne i vådområder som søer, moser og engdrag. Det viser, at de indgik i en rituel praksis, som havde rødder langt tilbage i tiden.

 Dekoreret randlisteøkse, muligvis fremstillet i den såkaldte “a cire perdue“ teknik. Ukendt findested i Danmark.

Dekoreret randlisteøkse, muligvis fremstillet i den såkaldte “a cire perdue“ teknik. Ukendt findested i Danmark.

De tidlige metaløkser havde altså en dobbelt funktion. Dels var de praktiske redskaber, dels var de prestigegenstande. Heri ligner de bondestenalderens flintøkser, hvor man heller ikke altid fandt klare grænser mellem prestigegenstande og brugsgenstande. Vi kunne i den forbindelse henvise til etnografernes iagttagelser på Ny Guinea, hvor man nok skelnede mellem bl.a. ceremonielle økser, brudeprisøkser og arbejdsøkser, men hvor grænserne også var flydende, og hvor selv de fineste brudeprisøkser kunne bruges til praktisk træarbejde (se bd. 1, s. 337).

Netop etnografernes iagttagelser har kunnet vise, hvordan man i primitive samfund tillægger forskellige materialer forskellige former for værdi.68 Materialet kan have, hvad man kan kalde en primær værdi. Det betyder, at det er værdsat på grund af f.eks. dets sjældenhed eller udseende. Det vil typisk være materialer som guld, rav – eller kobber. Primærværdien kan også kaldes prestigeværdi. I modsætning hertil har man brugsværdien, som betyder, at materialet er værdsat for sine praktiske egenskaber, f.eks. sine muligheder som redskabsmateriale. Endelig kan man tale om et materiales arbejdsværdi. Dvs. den værdi, der udspringer af det arbejde, der er lagt i dets fremstilling. Hvis et stort antal metalgenstande kom i cirkulation, så sjældenheden dalede, kunne det meget vel resultere i et skift fra primær/ prestige værdi til brugsværdi.

Mangesidigheden i øksernes funktion er altså vigtig at holde sig for øje, når man skal vurdere deres betydning i oldtidssamfundet. Derved bliver det også muligt at bruge økserne – og den kontekst de optræder i – som et udgangspunkt for forståelsen af den samfundsorden, der opstod herhjemme i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr.

Noter

54: H.Vandkilde 1990c.

55: B. Lønborg 1986; D. Jantzen 1991.

56: For dette komplicerede forskningsfelt se bl.a. H. Vandkilde 1996, s. 29 ff og appendix 1-2, samt idem 1998c.

57: H. Vandkilde 1996, s. 191 ff.

58: H. Vandkilde 1996, s. 191 ff. Det drejer sig om Emmentypen (A1), Hjadstrup-typen (A2), Gallemose-typen (A3), Værslev-typen (A4), Store Heddinge-typen (A5), Æbelnæs-typen (A6), de pseudo-irske økser (A8) samt en uklassificeret restgruppe (A11).

59: H.Vandkilde 1996, s. 192.

60: F.eks. er en dolk fundet i Emb i Nordjylland en sådan lokal efterligning. H.Vandkilde 1996, nr. 598.

61: H. Vandkilde 1996, s. 193.

62: M. Lenerz-de-Wilde 1991.

63: W.A. von Brunn 1959, s. 25 ff.

64: I f.eks. Leki Male i Polen, se M. Kowiansska-Piaszykowa 1953.

65: P. Rønne 1993.

66: H. Vandkilde 1993, 1996, s. 266.

67: J. Coles 1979, s. 168; L. Bengtsson 1988, s. 13 ff.

68: C. Renfrew 1974, 1986a.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første bronzestøbere i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430846

Afsnittet De første bronzestøbere er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet