Menneskene (200-400 e.Kr.)

Det billede, vi nu har tegnet af udviklingen i jernaldersamfundet fra det 2. til det 4. århundrede e.Kr., viser os konturerne af en befolkning, som på mange måder var ved at skifte ham. Det skyldtes især den stærke indflydelse fra den romerske kultur. Ved brugen af romerske metal- og glaskar efterlignede man romersk livsstil. Men påvirkningerne rakte også videre. De viste sig i håndværk, tekstilfabrikation, vejbyggeri, våben og kampteknik, kendskab til mønter og til vægtsystemer, samt til brugen af det første skriftsystem.

Men også menneskene selv ændrede fremtoning – i hvert fald nogle af dem. Den differentiering af samfundet, som fandt sted i den senere del af den romerske jernalder, kan direkte ses på de skeletter, der er bevaret fra den tids grave. Man kan, som vi allerede har nævnt det, generelt iagttage en sammenhæng mellem menneskenes legemshøjde, sundhed og tandforhold på den ene side og de samme menneskers sociale position på den anden side.²⁹⁸ På grundlag af den romerske import, ædelmetaller, smykker osv. har man kunnet udskille den socialt set højststående del af befolkningen. Netop de mennesker havde den største legemshøjde, de mindst slidte tænder på grund af finere kost, og dertil færre gigtlidelser på grund af bedre bolig, bedre klæder og mindre hårdt arbejde end den øvrige del af befolkningen. Ja, selv på et område som mundhygiejnen kan vi se forskelle: de velstående brugte ligesom romerne tandstikker. Ligesom deres forbilleder har de kendt og frygtet tandsmerter.²⁹⁹

Hvordan så de da ud, disse jernaldermennesker? Vi kender dem bl.a. fra nogle små skjoldbeslag formet som forgyldte masker (se "Et land det er trist at beskue")³⁰⁰. De forestiller formentlig krigere fra den tid. Nogle af dem har haft overskæg, men var i øvrigt glatbarberede. Andre må have haft bakkenbarter. På nogle af maskerne er der angivet nogle riller over panden. Om de afspejler hårmoden eller er en del af hovedbeklædningen, står hen i det uvisse. På et romersk forbillede, formentlig et portræt af Alexander den Store, ligesom skjoldbeslagene fundet i våbenofferfundet i Illerup, er der dog tale om hårlokker.³⁰¹

Hvordan så med kvinderne? Af dem har vi ingen billeder. Til gengæld ved vi, at deres status i samfundet var blevet en anden end tidligere. Både i Skandinavien og på Kontinentet blev elitens kvinder begravet i grave med importudstyr og ædelmetaller på samme måde, som mænd blev det. Dog med en lidt vekslende hyppighed i de forskellige områder. I Danmark var der nogenlunde ligevægt mellem rige mands- og kvindegrave. Det betyder, at kvinder og mænd tilhørende eliten fik den samme markering af rang i døden. De kvinder og mænd, som tilhørte de jordbesiddende familier, må i et vist omfang have været socialt ligestillede. I hvert fald tyder intet på, at familien var organiseret alene på grundlag af den mandlige slægtslinje. I et samfund som den romerske jernalders, hvor især mænd af eliten måske i lange perioder var borte fra gården eller landsbyen, tog del i krige, i gesandtskaber, var gidsler osv., kunne en social ligestilling da også have sine fordele. I mændenes fravær kunne elitens kvinder forvalte gården eller landsbyen.³⁰²

Men tilbage til menneskenes udseende. Det er i den yngre romerske jernalder ikke som i bronzealderen, hvor vi kunne finde de døde liggende fuldt påklædt i deres grave (se Højfolket. 1500-1100 f.Kr.). Jernaldermenneskenes dragt må vi stykke sammen, dels fra mosefundene, dels fra de små tekstilfragmenter, der undertiden er bevaret i gravene. Det gav os et ganske godt billede af kvindens fremtoning i den ældre romerske jernalder (se Mand og kvinde), men rækker ikke til det samme i den yngre romerske jernalder. Derimod kan vi danne os et ganske dækkende billede af, hvordan en velstående kriger så ud i disse århundreder. Det skyldes bl.a. de enestående velbevarede dragtstykker fra våbenofferfundet i Thorsbjerg Mose, som bestod af en skjorte eller kjortel, to par bukser og en pragtkappe.³⁰³

Vi kan således iklæde krigeren hele hans udstyr. På overkroppen bar han en kjortel eller skjorte. Den fra Thorsbjerg Mose er den eneste fuldstændigt bevarede. Den er syet af ét stykke fint kipervævet stof og består af for- og bagstykke, der er syet sammen næsten til den nedre kant, så der er en slids i hver side. Ærmerne er tilsyede, og de afsluttes med en fin, brikvævet bort. Man har omhyggeligt udnyttet stofstykket på den mest økonomiske måde. F.eks. svarer ærmernes længde til vævebredden af stoffet. Krigeren bar antagelig kjortlen uden på bukserne. Man kunne således ikke se det bælte, der holdt bukserne på plads. Når manden var iført sit fulde krigerudstyr, bar han uden på skjorten andre bælter og remme, hvori der hang våben og brugsgenstande.

En meget lignende kjortel brugte man også i Gallien. Den græske geograf Strabo (63 f.Kr.-20 e.Kr.) beskrev, hvordan gallerne i stedet for tunika brugte en opslidset tunika med ærmer, der nåede så langt som til skridtet. Den beskrivelse passer også godt til Thorsbjergkjortlen.

Foruden denne kender man fra et mosefund i Dätgen i Nordtyskland et par ærmer af en kjortel, og fra Bernuthsfeld, ligeledes i Nordtyskland, en kjortel, der er stykket sammen af et halvt hundrede små tøjstumper. Til denne kjortel hørte en tætsluttende hætte, der dog næppe var syet til kjortlen.³⁰⁴

På underkroppen bar manden et par bukser eller broge, som ligeledes er bevaret i Thorsbjerg. Thorsbjerg-brogene er de eneste egentlige broge, vi kender, dvs. bukseben og fod er syet ud i ét. Brogene er ikke særligt store, kun lidt over 1 m lange. Benvidden er ca. 30 cm, og til buksebenet er syet en fod, hvis søm sidder på undersiden. Foroven er benene syet til en linning med stropper til livremmen. Stoffet til benene er skåret på skrå – det øger elasticiteten i kipervævningen. Føjet sammen udgør det hele et stramt, meget velsiddende klædningsstykke, nærmest et par strækbukser.

Stoffet i Thorsbjergbukserne er af den såkaldte Virring-type.³⁰⁵ Lignende stof er fundet i mange rige skandinaviske grave, men også i områderne langs Limes og inden for Romerrigets grænser. Hvis Thorsbjergbukserne var fremstillet inden for romersk område, kan de meget vel have tilhørt en kriger, som havde tjent i romerhæren. De germanere, der virkede som officerer blandt hjælpetropperne havde romersk borgerskab og bar romerske våben. De lærte og talte undertiden latin, havde deres egne ledere og bar deres egne dragter. Hertil svarer, at de latinske ord for både bukser (bracae) og skjorte (camisia) er germanske låneord, som må være kommet ind i det latinske sprog via keltisk. Dragter svarende til dem, der er fundet i Thorsbjerg Mose, ses også på adskillige romerske relieffer og andre afbildninger af germanere.

Den lange skjorte, camisia, blev dog også undertiden brugt af romerske soldater. Det gjorde de lange bukser derimod ikke. Og dog, denne i et køligt klima så praktiske opfindelse kom efterhånden også i brug i Romerriget. I hvert fald fandt kejser Honorius i 397 e.Kr. det nødvendigt at forbyde brugen af bukser inden for Roms mure. Og på freskerne i en romersk stormands grav ved Silistra i Bulgarien, ser man bl.a. en slave, der bringer sin herres bukser. De er umiskendeligt af samme snit som Thorsbjergbukserne.³⁰⁶

Foruden brogene fra Thorsbjerg kender man også mosefund af bukser fra henholdsvis Dätgen, Damendorf og Marx-Etzel i Nordtyskland.³⁰⁷ De er dog kun halvlange. Dog er bukserne fra Damendorf revet over, så man kan ikke sige, om de har haft fødder eller ej. Til Damendorf-bukserne hørte endvidere et par fint udskårne sko og et par bensvøb eller viklers. Bensvøbene må have været båret omkring skinnebenene og fæstet ved knæene. Et sådant bensvøb, siddende omkring benet, kender man fra et moselig fundet i Daugbjerg i Jylland.³⁰⁸ Svøbene var syet af to firkantede tøjstykker og holdt fast ved ankler og knæ med snore, der var syet fast i kanten.

Ud over kjortel og bukser bestod den typiske germanske mandsdragt af en kappe.³⁰⁹ En virkelig pragtkappe med brikvævede borter er også bevaret i Thorsbjergfundet.³¹⁰ Den er firkantet og rektangulær, vævet i diagonalkiper i terner af lys og mørk blå uld. Den har brede, hvide kanter, brikvævede borter samt frynser på to af siderne. Modsat bronzealderens mandskapper, som var skåret ud af et firkantet tøjstykke, var Thorsbjergkappen vævet som kappe, dvs. den havde alle fire vævekanter i behold. Den var 2,36 x 1,68 m stor. Kanterne var ens på de to og to sammenstødende sider, så kappen har sikkert været båret foldet efter diagonalen.

Pragtkapperne var naturligvis forbeholdt krigere af aristokratiet. Af mere beskedent udseende var de skindkapper, som almindelige mennesker bar – og havde båret i århundreder. En sådan har man bl.a. fundet i Borremose og ved Refstrup Hovedgård i Midtjylland.³¹¹ Den sidstnævnte er kulstof 14-dateret ca. 400 e.Kr. Den slags kapper kunne i øvrigt bæres af både kvinder og mænd.

I sin helhed bestod den germanske mandsdragt af de samme hovedelementer som den galliske, der ligeledes omfattede kjortel, bukser og en kappe, sagum gallicum. Også i den romerske hær optog man adskillige af de germanske og galliske dragtelementer, især kappen. Den blev brugt af den menige, romerske legionær og tjente både som kappe, fæstnet til højre skulder med et spænde, og som sovetæppe i de kølige centraleuropæiske nætter.

På fødderne bar krigerne hudesko eller sømbeslåede sandaler og om livet et bælte, som var forsynet med et bæltespænde, en lille, praktisk opfindelse, der som så meget andet, saksen f.eks., havde sin oprindelse i Romerriget. Ofte var bæltets frit nedhængende ende slidset op i smalle strimler, der hver var forsynet med en pyntedup af sølv eller bronze. Og hertil kom så de våben, der gav krigeren hans identitet: sværd, lanse, spyd og skjold, og som vi skal møde i tusindvis i jernalderens våbenofferfund.

Sådan tegner de sig for os, de krigere som i løbet af et par århundreder var blevet hovedaktørerne ikke blot i jernalderens landsbysamfund, men også på den store europæiske scene, hvor man stod over for uro- og krisetider af et omfang, man aldrig før havde kendt.