Huse og kældre

Hidtil har vi brugt udtrykket normallandsby, om beboelser på en 10-15 gårdenheder. Det er imidlertid også blevet klart, at vi ikke uden videre kan sætte bebyggelsesformen i disse århundreder på en fast formel. Nok levede menneskene sammen, mange eller få, i store langhuse med stald eller i mindre huse uden. Men det kunne både være i indhegnede, velorganiserede landsbyer og i landsbyer, hvor huse og gårde lå enten på række eller mere tilfældigt. Nogle steder bestod gårdene af flere bygninger, måske også med en smedje, andre steder var der kun langhuset. Nogle steder var husene indhegnede, andre steder ikke. Men på ét punkt var de alle sammen ens: husene var konstrueret over den samme fælles læst – de var alle treskibede, dvs. de var bygget med to rækker tagbærende stolper, der gik ned gennem husets midterakse. Det var en hustype, der fortsatte relativt uændret frem igennem de næste århundreder, blot voksede den noget i størrelsen.

De huse man udgravede i Hodde fra århundredet f.Kr. svarer i deres gennemsnitlige størrelse til de samtidige huse, man har fundet andre steder i Jylland. Men hundrede år senere er gennemsnitshuset blevet lidt længere. Det kan man bl.a. se på den fuldstændigt udgravede Overbygårdboplads, hvor husene fra ældre romertid i bopladsens første fase gennemsnitlig er 16-17 m lange. I dens anden fase er de 20-22 m lange.⁷¹

Står man i dag på en arkæologisk udgravning af en landsby fra jernalderen, vil man sjældent se andet end en stor, bar flade, hvor det dækkende pløjelag er bortskrabet med maskinkraft. I den lyse undergrund tegner der sig gerne et større eller mindre antal mørkfarvede pletter. Det er sporene efter de nedgravninger, som oldtidsmenneskene gravede i jorden bl.a. i forbindelse med byggeriet af deres huse. Det ser sjældent ud af meget, og for den uindviede kan det være svært at se noget system i de mange mørkfarvede pletter. Det er imidlertid ud fra dem, at arkæologerne kan danne sig et billede af de huse, der engang stod på stedet. Dels ved at iagttage, hvilke mønstre, der gentager sig om og om igen i nedgravningerne, dels ved at der undtagelsesvis er bevaret detaljer af bygningskonstruktionen, f.eks. hvis denne er brændt. Men ud fra de tusinder af små detaljer kan man efterhånden danne sig et indtryk af, hvordan de huse så ud, som dannede rammen om jernaldermenneskenes daglige liv.

Vi så det f.eks. i landsbyen i Hodde i Jylland. Ud fra stolpehuller og væggrøfter fik vi et billede af langhusenes generelle form med de to indgange i hver af langsiderne, som dels førte ind til et beboelsesrum, dels til en stald. I mange af husene blev der fundet rester af et ildsted i vestenden, det må betyde, at her var beboelsesdelen. Ildstedets placering er altid den samme: imellem de to sæt tagbærende stolper.

I adskillige huse blev der også i forbindelse med indgangsstolperne fundet spor af skillevægge ind mod husenes midte. De viser, at området mellem langsidernes to indgange udgjorde et selvstændigt rum, adskilt fra både beboelsesdelen og stalddelen. Den sidste afslørede gerne sin funktion ved, at man kunne iagttage nedgravninger efter båseskillerum.

Fund af lerklumper i væggrøfternes fyld eller væggrøfter helt fyldt med ler viste endvidere, at ydervæggene havde været lavet som en lerklinet, grenflettet konstruktion.⁷² Det understøttes af, at man på andre bopladsudgravninger har fundet brændte lerkliningsstykker med bevarede grenaftryk.

På atter andre bopladsudgravninger har man fundet detaljer, som yderligere kan udvide billedet af husenes udseende. Man har f.eks. fundet stenlægninger ved husenes indgange, som skulle forhindre, at jorden blev til ét søle ved kreaturernes daglige gang ud og ind af huset. Og man har fundet stenlægninger i staldene, brolagte grebninger, som man brugte, når gødningen skulle muges ud.⁷³

En sjælden gang hænder det, at en enestående detalje er bevaret. Som f.eks. da man ved udgravningen af jernalderlandsbyen Overbygård i Vendsyssel fandt en udbrændt trækælder, der havde været forrådskammer til et af gårdanlæggene. Den gav et forbløffende øjebliksbillede af en velstående jernalderbondes husholdning en tilfældig dag omkring vor tidsregnings begyndelse.⁷⁴

Det godt fire meter lange kælderrum var gravet et par meter ned i jorden. Man kom ind i det gennem en bred, skrånende gang i vestsiden, og som var kantet med svære egestolper. Fra den anden side af kælderrummet udgik en smal, stensat passage, som sikkert havde været overdækket i 30-40 cms højde, muligvis en afløbskanal, som kunne følges over 4-5 m. Kælderrummets vægge var bygget af tætstillede, 10-15 cm brede, lodrette planker. De havde formentlig stået på en fodrem og var ved branden styrtet ind i rummet. Deres længde var omkring to meter, hvilket betyder, at man må have kunnet stå oprejst i rummet. Det dækkende tag bestod af græstørv, som hvilede på to rækker, hver med fire stolper, der stod på store, flade sten i bunden af stolpehullerne.

Hvad der havde forårsaget branden, ved vi ikke. Men den ser ud til at være foregået langsomt, med ringe tilgang til ilt. Da branden var i gang, væltede græstørv fra vægge og loft ind og lagde sig over bålet. Derved blev kældergruben til en slags mile, hvor forbrændingen foregik langsomt, og resterne af kælderens indhold blev forseglet under de sammenstyrtede plankevægge.

Indholdet bestod bl.a. af mere end 60 lerkar. Henved en fjerdedel af dem var fuldstændigt ubeskadigede. Nogle var meget store, men de fleste var 30-40 cm høje, tohankede krukker eller små, enhankede lerkar. Mange må havde stået på gulvet, og de havde i deres udseende et udtalt fællespræg. De mindre af lerkarrene havde dog nok været anbragt på hylder langs væggene for at være beskyttet mod fugt.

Kælderen havde altså været godt opfyldt med forråd. Den rummede også en 12-15 trækar, som alle var forkullede og sønderbrudte. Nogle af karrene var sat sammen af stave, andre var halvkugleformede og skåret ud af et træstykke. Æsker og kurve har stået ved siden af dem. Nogle tynde træflager med småhuller stammede formentlig fra små trææsker, som var syet sammen, ganske som man kender det fra bronzealderens egekister. En kredsrund træskive med en dobbelt række af huller langs randen må man fortolke som bunden af en flettet kurv. Lige inden for indgangen stod nogle små lerkar, stablet to og to med bunden i vejret. Mon ikke de efter brugen var blevet gjort rene og stillet hen, til de næste gang skulle i brug?

Den brændte kælder havde været anvendt til opbevaring af korn. Man fandt langt over 100 liter, det er det hidtil største kornfund fra Danmarks oldtid. Det drejede sig både om forkullede og om ubrændte kerner. Noget havde ligget i krukkerne, hvor det havde været beskyttet mod varmen, og der var også steder, hvor ilden ikke var nået frem. Kornet gav et interessant indblik i, hvad det var, der groede på datidens marker. Byg var den almindeligste kornsort, efterfulgt af hvede, og som nummer tre kom havre. Det er det samme billede, vi kender fra andre af tidens bopladser. Rug var der derimod intet af. Der var også forskellige ukrudtsfrø, og overraskende nok lå korn og frø hver for sig. Det betyder, at frøene ikke bare var fulgt med ved indhøstningen, men de må være indsamlet for sig eller frasorteret kornet. Man kan tænke sig, at de små portioner ukrudtsfrø skulle blandes i brødet for at drøje på det, ganske som man endnu i 1800-tallet gjorde det i fattige jyske hedeegne. Da vi ikke ved, på hvilken tid af året kælderen brændte, ved vi heller ikke, hvor stor en del det fundne forråd udgjorde af den samlede høst.

Langt den største plads i kælderen var optaget af lerkarrene og kornet, men der havde også været andre ting. Måske hang der skinker ned fra loftet. Det kunne nogle desværre ubestemmelige knoglestumper godt tyde på. Der må desuden have været forskellige redskaber i kælderen. Af dem var kun nogle skafter og et lille profileret håndtag bevaret. Man fandt også en økse, og endelig stod der omtrent ud for indgangen, ved en af de tagbærende stolper, to enæggede sværd side om side. De havde været indstukket i en træskede med ophængningsøskener.

Et særligt interessant fund fra kælderen var nogle tynde brædder af omtrent håndsbredde og bevaret i længder på indtil 30 cm. Det største var let krummet efter længden. De var fint tildannede på alle sider, et par af dem havde små taphuller med en indbyrdes afstand af 4-5 cm. I nogle af hullerne sad endnu de afbrækkede tappe. Mellem brædderne lå også et antal små drejede træknopper med udskårne tappe til to sider. Alle disse smådele kan have hørt til et møbel, måske en stol af omtrent samme art, som den agestol der fandtes sammen med vognene i Dejbjerg Præstegårdmose (se Den hellige mose). Dejbjerg-stolen havde fire kraftige ben. I hjørnerne af det oprindeligt flettede sæde var der drejede søjler, to lave og to lidt højere. Tappe og taphuller forskellige steder tydede på, at der har været armlæn. Da agestole kun brugtes ved særlige lejligheder, forekommer det rimeligt, at man i mellemtiden opbevarede dem i et lagerrum som Overbygård-kælderen.

Hundrede år efter at kælderen i Overbygård var i brug, skrev den romerske forfatter Tacitus om de germanske folk nord for Romerriget: „De plejer at grave huler under jorden, som de dynger til med en stor mængde gødning. Disse tjener som tilflugtssted for vinteren og gemmested for afgrøden, for sådanne rum mildner den strenge vinterkulde. Og hvis en dag fjenden kommer, plyndrer han kun det, som ligger åbent fremme, medens det, som er bortgemt og begravet, endnu forbliver ubemærket eller unddrager sig hans opmærksomhed, netop fordi han må søge efter det.“ Det er jo en beskrivelse, der passer ganske godt på den kælder, man fandt ved Overbygård.

Også andre steder i Nordjylland kender man kældre fra tiden omkring Kr.f. En af disse er på bopladsen Grønhedens Mark ved Sæby.⁷⁵ Her udgravede man et kælderanlæg, der dels bestod af en stenbygget del, dels af en træbygget del.⁷⁶ Hovedparten af de nordjyske kældre er dog rene stenkonstruktioner. De er også betydeligt mindre end de træbyggede kældre, i hvert fald er kamrene meget små, sjældent mere end 2-3 m².⁷⁷ Deres funktion er i øvrigt ukendt. Man har formodet, at de har været anvendt til opmagasinering af bestemte produkter, og at de kun har været i brug i bestemte perioder. Måske til at opbevare såsæden?⁷⁸ I øvrigt ligger stenkældrene som regel isoleret, dvs. som fritliggende bygninger uden synlig tilknytning til et gårdanlæg.

Det var dog ikke tilfældet med de kældre, man fandt på byhøjen i Nr. Tranders nær Aalborg.⁷⁹ Her var der tale om to typer. Den ene var små stensatte rum, som ofte lå lige uden for husenes indgang og var bygget sammen med indgangsbrolægningen. Den anden type var træbygget med et rum, der målte ca. 3 x 3 m. Gulvet kunne være lagt af kridt eller ler, og væggene var bygget af planker. Noget af bygningen må have raget et stykke op over jorden. 1-3 stensatte kanaler var gerne knyttet til rummet. En af dem kan have fungeret som adgangsvej, men hvad de andre blev brugt til, er usikkert. Måske var de ventilationskanaler, men både deres antal og størrelse antyder, at de også kan have tjent andre formål. En af kældrene havde sandsynligvis direkte adgang fra beboelsesenden i et hus.