Nydam Engmose ligger på Sundeved i det bakkede, østjyske istidslandskab, som fra Sønderborg strækker sig til Åbenrå Fjord.59 Sejler man fra Sønderborg nordover ad Alssund – måske en sommerdag med solglimt i de små, krappe bølger – passerer man efter kort tid Sandbjerg Slot. Ved slottets sydside udgår en langstrakt lavning, som i dag er delvis opfyldt af en inddæmmet mølledam. Man kan følge lavningen mod nordvest, ca. 3,5 km ind i det bagved liggende land. Nydam Engmose udgør dalens inderste del. Igennem nogle århundreder af jernalderen blev den brugt som helligmose af den lokale befolkning.60
Der har været en del diskussion om, hvordan mosen så ud i de århundreder af jernalderen, hvor ofringerne fandt sted. Da Conrad Engelhardt i 1860'erne gravede på stedet, mente han, at Nydam Engmose engang var en del af en vig af Alssund, og at de langbåde, der blev fundet ved udgravningerne i mosen, var sejlet derind fra det nærliggende sund.
I de senere år er der gennemført indgående mosegeologiske undersøgelser i bassinet, hvor offerfundet ligger. Man har foretaget geofysiske målinger, boringer, profilbeskrivelser, kulstof 14-dateringer og pollenanalyser, og det viser sig nu, at billedet er noget mere indviklet, end Engelhardt så det.61
Mosen har sin helt særlige karakter derved, at den er dannet i en sø, som omkring Kr.f. genopstod, efter at lavningen i henved 6000 år havde været tilgroet og bevokset med elletræer. Ved dannelsen af søen døde elletræerne, men de bevaredes som stammer og stubbe under jernaldersøens bund. Søen lå der med sin stille og mørke vandoverflade igennem hele den romerske jernalder, dvs. igennem henved 400 år – og i den tid blev der gentagne gange foretaget ofringer i den. Så groede den endnu en gang til med sumpvegetation. Men også efter den tid blev der fortsat foretaget ofringer i den, men nu altså på den gangbare sumptørv.
Hvorfor søen opstod i tiden omkring Kr.f. er ikke helt klart. Men det er ikke utænkeligt, at jernalderens opdyrkning af det omgivende landskab har forårsaget større afstrømning til den langstrakte lavning som følge af nedsat fordampning fra de ryddede og opdyrkede arealer.
Pollenanalyserne, som er foretaget i moselagene, viser, at landskabet omkring engmosen var åbent og skovfattigt i jernalderen. Omgivelserne var opdyrkede, og marker med levende hegn strakte sig helt ned til mosen, næsten som de gør det i dag. Nydam Engmose var altså ikke et fjernt og bortgemt sted, hvor mennesker kun sjældent kom. Nej, den lå midt i en tæt befolket egn.
Historien om udgravningerne i Nydam er en af de mest dramatiske i dansk arkæologi.62 Krigen 1864 brød ud midt under udgravningsarbejdet, og det resulterede i, at mange af oldsagerne endte på tyske museer – trods udgraverens, Conrad Engelhardt, desperate forsøg på at forhindre det.63 Fundet blev splittet ad, og man kan i dag finde dele af det på Archäologisches Landesmuseum i Slesvig, på Nationalmuseet i København og på museerne i Flensborg, Berlin, Saint-Germain-en-Laye ved Paris og på Moesgaard ved Århus. Midt under krigshandlingerne havde Conrad Engelhardt fået evakueret 32 kasser med fund fra mosen til Nordborg Præstegård på Als. En enkelt kasse med oldsager var dog blevet sendt direkte til København. Kasserne fra Nordborg Præstegård, dvs. en meget stor del af fundet, kom til Sønderborg og blev derfra udskibet til Korsør. Her blev det i al hemmelighed opmagasineret i et pakhus, dvs. på dansk jord. Men i fredstraktaten fra Wien d. 30. oktober 1864, måtte den danske regering forpligte sig til at genoprette Flensborgsamlingen, hvortil Nydamfundene jo hørte. Om disse sidste havde alle imidlertid glemt alt. Først i 1866 blev hemmeligheden afsløret over for det preussiske gesandtskab i København. Det var en dansker, som fik udbetalt 25.000 Rigsdaler for sin viden. Og i 1868 afskibedes kasserne så omsider fra Korsør til Kiel.64
Efter 130 år genoptog man på Nationalmuseet arbejdet med Nydamfundet.65 Lokale interesserede havde i 1984 påvist, at der i mosen stadig lå oldsager så højt oppe i mosejorden, at de var truet af ødelæggelse.66 Det førte til kombinerede naturvidenskabelige og arkæologiske undersøgelser, hvis resultater kastede nyt lys over Engelhardts gamle undersøgelser. Bl.a. har det vist sig, at der inden for det hidtil udgravede område fandt 5-6 offernedlæggelser sted i perioden 200-500 e.Kr.67
Det, som gør Nydam Mose til noget helt særligt, er, at fartøjer også indgik i forbindelse med våbenofringerne. En sønderhugget egetræsbåd blev lagt i mosen som en del af den første ofring omkring 250 e.Kr. (Nydam A). Til nedlæggelsen hørte spyd, lanser, sværd, dupsko, rembøjler fra sværdskeder, remspænder og kamme.68 Altsammen stærkt ødelagt.
Så fulgte nedlæggelsen af en fyrretræsbåd omkring 300-320 e.Kr. (Nydam B), omtrent på samme tid som den store nedlæggelse i Ejsbøl Mose.69 Båden var sat ud i søen så den lejrede sig med en let slagside mod sydvest, dvs. ud i søen. Langs bådens sydside lå store mængder af våbenudstyr: træstager til spyd og lanser, brætter til skjolde, buer og pile, skjoldbuler, spyd og lansespidser af jern,70 sværd og træskeder samt dupsko, omegaformede remspænder, firkantede remspænder og remendedupper. De mange genstande var flydt ud i søen, da fartøjet krængede over. Andet våbenudstyr havde derimod ikke ligget i båden, men var kastet direkte ud i søen. Det var bl.a. to store koncentrationer af våben, der fandtes lidt væk fra båden. Igen var der tale om udstyr, som var blevet stærkt ødelagt før nedlæggelsen.
Omkring 340-350 e.Kr. fulgte så ofringen af en stor egetræsbåd (Nydam C). Også den var væltet om på siden, men ind imod land. Vest og nordvest for båden lå en stor koncentration af våbenudstyr, der var flydt ud, da båden krængede over. Atter drejede det sig om store mængder spyd og lanser, sværd og skjolde foruden krigernes personlige udstyr.
Så fulgte omkring 350-380 e.Kr. en næstsidste ofring, som bl.a. omfattede en del bronzefibler, af arkæologerne benævnt Nydam-typen. Og som det sidste ofrede man omkring 380-420 e.Kr. en del sværdskeder med tilhørende beslag, dekoreret i den stil, som er karakteristisk for den tidlige germanske jernalder. De sene offernedlæggelser omfattede ikke store mængder våbenudstyr. Til gengæld var genstandene af meget høj kvalitet og prægtigt udsmykkede i en særlig kunststil. De er derved blevet nøglefund for forståelsen af kunstudviklingen i begyndelsen af yngre jernalder, og vi skal derfor vente med omtalen af dem til det følgende bind.
Det var store dele af nogle overvundne hæres udrustning, eller hvad der havde været de enkelte krigsdeltageres personlige ejendele, som blev lagt i søen ved navnlig de tre første offerhandlinger. De fleste af sagerne lå i henved en meters dybde, hulter til bulter imellem hinanden. Dog var der her og der lidt system i sagerne. Pilene lå f.eks. ofte i bundter. En sted lå en gruppe på 15 langbuer for sig. Fem afbrudte spydspidser var indsvøbt i noget uldtøj. Andre sager af forskellig art var pakket sammen til en tøjbylt og ombundet med snore. Men overalt kunne man iagttage en forsætlig ødelæggelse af sagerne før ofringen. Sværd og spydspidser var forbøjede, spydstager spaltede, hesteskeletter vildt forhuggede.
Da kun et mindre område er udgravet omkring skibene og af mosen som helhed, kan man ikke udtale sig med bare nogenlunde sikkerhed om de overvundne hæres størrelse. Til gengæld giver fundene et indblik i de enkelte krigeres udrustning, det gælder såvel de meniges som officerernes.
Det var tydeligvis spyd og lanse, der var hovedvåbnene. Henved 550 spyd- og lansespidser blev fundet allerede ved Engelhardts undersøgelser i mosen. Og hertil kom adskillige hundrede stagestykker. Spydspidserne forekom både med og uden modhager – de svarede for en stor del til dem, der blev fundet i Ejsbøl. Men hertil kom også yngre former, f.eks. brede, bladformede og med bølgende ægge. Flere stager havde omkring midten bevikling med rest af kastesnor i sløjfe.
Et fremtrædende våben var desuden de kraftige langbuer lavet af olieholdigt takstræ.71 Enkelte buer var dog også lavet af hasseltræ. Af buerne fandtes 36 stykker, de fleste med et hak i hver ende til fastgørelse af buestrengen. Et par af dem var udstyret med spids af jern eller horn i den ene ende. Pilespidserne var både af jern og af ben. De havde høj gennemslagskraft og var formet, så de trængte dybt ind eller forårsagede et stærkt blødende sår.72 Hertil kom en kolossal mængde af pileskafter, af hvilke mange havde bomærker eller kendetegn, undertiden i form af runer. Man fandt også et cylindrisk kogger til henved en snes pile, udskåret af ét stykke træ og lukket med en tyk bundprop.
Så var der sværdene. De var forholdsvis talrige, og der var udelukkende tale om tveæggede våben, mange med tydelige spor efter kamp.73 Enæggede sværd og korte tveæggede, gladiusformede stiksværd fandt man ikke. Nydam-sværdene var alle af spatha-typen. Men deres fæste kunne endnu have gladiussværdets gamle form med endekugle, cylindrisk midtstykke og halvkredsformet underhjalte. Dette lange sværd, som i lige grad var anvendeligt til hug og stik, var nu blevet helt enerådende. Oftest var klingen smedet i længdefacetter eller prydet med damascerede mønstre. Og på klingen eller grebtungen kunne man ikke sjældent finde fabrikantstempler. Sværdskeder blev også fundet i mængde, de var af træ med mundblik, rembøjle, sideskinner og dupsko af bronze. Disse sidste var mest af den vingede type. Men u-formede, bøjleagtige skedebeslag af en noget senere dato lå også imellem fundene.
Blandt angrebsvåbnene fandt man også stridsøkser af jern, ganske som man havde gjort det i Vimose. Adskillige var af en type med hængeæg og spids vinkel under skafthullet.
Der blev i Nydam hverken fundet hjelme eller ringbrynjer. De eneste dækvåben var skjoldene, som meget lignede dem, man havde fundet i Thorsbjerg, gennemgående var de dog af mindre størrelse. På et af skjoldene var så meget af de cinnoberrøde og sorte fletbåndsmønstre bevaret på en grålig baggrund, at skjoldets udseende kunne rekonstrueres. Skjoldbulerne var alle af den let toppede halvkugleform med en lille indsnøring forneden. Det er en type, man også kender fra gravfundene i en fremskreden del af yngre romersk jernalder. En enkelt af skjoldbulerne havde foruden en indre bule af jern en ydre bule af sølv, der var beklædt med guldblik. Den har utvivlsomt siddet på skjoldet hos en af anførerne.
Og så var der endelig hestetøjet. Det var ikke så talrigt. Tøjler, hovedtøj og rembeslag manglede næsten helt. Der var dog tale om seks hele bidsler og et fragmentarisk.74 Tre af dem lå i øvrigt i munden på nogle af de ofrede heste. Dertil kom endelig nogle få remendedupper og brudstykker af sporer. Til gengæld var det ikke så få hesteskeletter, man fandt i Nydam. Flere af dem var mærket med voldsomme sværdhug. Ja, et enkelt af hovederne viste ikke færre end ti hug hen over pande og isse.
Blandt det militære udstyr var der et stykke, som nok var uanseligt, men ikke desto mindre ganske usædvanligt. Det var den ene halvdel af et todelt rør af elletræ, som havde været holdt sammen af omkringløbende bånd.
Formentlig var det den ene halvdel af mundstykket til et blæseinstrument.75 I de romerske hærstyrker indgik musikinstrumenter til forskellig signalgivning på linje med så megen anden udrustning. På en gravstele fra 214 e.Kr. fundet i Istanbul, det tidligere Byzans, ser man f.eks. afbildet et ret langt, rørformet blæseinstrument, en bucina. Formentlig er det et sådant instrument, Nydamstykket stammer fra. Bucinaen har haft en høj, skinger klang og blev anvendt ved vagtafløsning i de romerske soldaterlejre. Også i de store mosefundshære har man haft brug for signalsystemer. Det har vi nu for første gang vidnesbyrd om med mundstykket fra Nydam Engmose.
Soldaternes personlige udstyr lå naturligvis også i mængder imellem de ofrede våben. Det var først og fremmest remspænder og fibler. Og det var toiletsager som benkamme med halvrundt grebstykke, pyntet med punktkredse og en enkelt gang et hagekors. Endelig fandt man niptænger og øreskeer samt spidsovale hvæssesten med riller i smalsiderne til bæresnoren.
Kigger vi ned i de punge, soldaterne havde haft hængende i deres bælter, ser vi også romerske mønter, i alt 34 denarer, hvis prægninger spænder over tiden mellem kejserne Vitellius (år 69) og Macrinus (år 217).
I alt 10 af genstandene fra mosen var forsynet med runeindskrifter. De kunne føje nye gloser til jernalderens ordbog, bl.a. et udvalg af datidens navne. På skaftet af en våbenøkse var f.eks. på skaftet ristet navnet Wagagastir. Vi må formode, at det, sammen med navne som Harkilar og Rewsijo, har tilhørt nogle af de krigere, der havde højtstående positioner i de nedkæmpede hære.76
Endelig rummede mosen også en stor mængde værktøj, redskaber og husgeråd. Så meget, at man på baggrund af det kan danne sig lidt af et billede af de lejre, som de fremmede hære formentlig måtte oprette efter landgangen i fjendeland.77 Man har tilsyneladende rejst telte eller bivuakker til natten – det antydes af fundet af nogle store måtter flettet af hasselgrene. Store bronzekedler blev sat over ilden, for at man kunne bespise krigerne,77 efter at brænde var blevet indsamlet i net flettet af lindebast.78 Omkring bålene flokkedes nu mændene med deres madskåle,79 samtidig med at der rundt om i lejren blev foretaget småreparationer af våben og andet udstyr, så alt var i den bedst mulige stand til den kamp, der forestod.80
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.