Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Våbenofferet i Illerup Ådal

Oprindelig forfatter JJe

I det store østjyske bakkelandskab nær ved Skanderborg lå der i jernalderen en række af små søer i den langstrakte, øst-vestgående Illerup Ådal. Langs åen, der mundede ud i Mossø, var der brede vådområder, og op til dem grænsede egeskovklædte bakker med talrige hasselkrat. På engfladen stod små grupper af el, pil og birk, og lidt længere ude lå søerne som en perlerække med deres stille og sorte vandspejl. Til daglig åndede her fred og ro, der blev fisket i søerne, og undertiden samledes små grupper af den lokale befolkning her for at nedsætte måltidsofre i lerkar ved søbredden.18 Det var en skik, man havde opretholdt i århundreder.

Men det hændte også, at stedet blev vidne til meget omfattende og dramatiske offerritualer. Første gang, det skete, var engang lige efter år 200 e.Kr., og det gentog sig en generation senere, dog ikke helt i samme omfang som tidligere. Så faldt der igen ro over ådalen, indtil nye dramatiske begivenheder udspillede sig halvandet århundrede senere. Der var langt imellem disse afbrydelser af idyllen, men måske det alligevel var mindet om dem, som bevaredes i et lokalt sagn om, at man om natten kunne se en hovedløs rytter og fire ildsprudende heste jage gennem ådalen.19

 Illerup Ådal, hvor arkæologiske undersøgelser har stået på siden de første fund af våbenudstyr fremkom i 1950.

Illerup Ådal, hvor arkæologiske undersøgelser har stået på siden de første fund af våbenudstyr fremkom i 1950.

Annonce

Illerup Ådal var i jernalderen kendt af befolkningen over en stor del af Østjylland. For det var her, man et par hundrede år e.Kr. ofrede store dele af en slagen hærs udstyr. Som led i sejrsritualerne havde man bragt vældige rigdomme hertil, og under en langvarig ceremoni blev mængder af udstyr, som tilhørte den fremmede, slagne hær, ødelagt og kastet eller sejlet ud i søens mørke vand. Her lå de uforstyrret, indtil man en majdag i 1950 ved dræningsarbejde skovlede dynger af bøjede sværd, spyd, lanser og pilespidser op på drængrøftens kanter.20

Så fulgte den arkæologiske udgravning i årene 1950-56 og 1975-85. Efterhånden kunne man konstatere, at den ene af de nu tilgroede søer i sin helhed havde været anvendt som offerplads. 40% af det gamle søbassin blev undersøgt, det drejede sig om henved 100.000 kvadratmeter. Af dem udgravede man henved 15.000 genstande.

Den videnskabelige bearbejdelse af disse store fundmængder har vist, at der i Illerup Ådal må være foregået mindst fire forskellige ofringer af våbenudstyr.21 Den tidligste (A) skete ca. 200 e.Kr. og var langt den største. Den omfattede genstande, der var blevet sejlet ud fra søbredden. Så fulgte ca. 230 e.Kr. en lidt yngre nedlæggelse (B), som omfattede genstande, der blev kastet ud fra søens sydbred. Henved halvandet hundrede år senere, omkring 375 e.Kr. fulgte yderligere en (kaldt C), også den blev kastet ud fra søbredden. Og endelig skete en sidste ofring i det 5. århundrede e.Kr. (D) Den omfattede kun en halv snes genstande og foregik i søens østlige del langt fra de tidligere pladser.22

 Blandt de brækkede eller overhuggede genstande fra Illerup Ådal har mange kunnet sættes sammen igen. Fragmenterne er ofte fundet med stor indbyrdes afstand. Alligevel er sammenføjning lykkedes i mere end tusinde tilfælde.

Blandt de brækkede eller overhuggede genstande fra Illerup Ådal har mange kunnet sættes sammen igen. Fragmenterne er ofte fundet med stor indbyrdes afstand. Alligevel er sammenføjning lykkedes i mere end tusinde tilfælde.

At ofringerne dels var foregået ved, at man sejlede genstandene ud, dels kastede dem ud i søen, kunne ses af måden, hvorpå fundene lå på den tidligere søbund. Den del af genstandene, som lå samlet i dynger, må være sejlet ud og smidt overbord fra en båd. De har været pakket sammen i bylter omviklet med f.eks. tekstiler og reb. Tekstilerne selv er ikke bevaret, men på f.eks. mange skjoldbuler af jern kunne man se aftryk af tøj i rusten.

Alt i alt har det været et kolossalt arkæologisk puslespil at udrede disse forhold. Det er først og fremmest sket ved at sammensætte fragmenter af de samme genstande, fundet forskellige steder på søbunden.23 Når genstandene lå sammen i en dynge, var det derimod klart, at de var ofret på én gang. De blev holdt sammen, indtil det tøj, de var pakket ind i, rådnede. Så spredtes de, men aldrig særlig langt.

Offergaverne blev stærkt ødelagt inden de havnede på søbunden. Sværd blev bøjet, skjolde hugget itu, spydstager knækket, læderremme skåret over osv. Det skete altsammen med en grundighed, så ødelæggelsen ikke kan være sket alene under en forudgående kamp. Ødelæggelsen af våbenudstyret var en del af selve offerceremonien. Og det skete altsammen ved en eneste lejlighed. Formentlig på en og samme dag blev 150 personlige udrustninger, næsten 500 spyd- og 500 lansespidser, ca. 100 sværd og mere end 300 skjolde samt et dusin seletøjsudstyr ofret i søen sammen med buer, pile, økser og værktøj.

 Sådan lå oldsagerne i Illerup Ådal på søbassinets bund. Spyd og brækkede stager af asketræ blev fundet sammen med bl.a. skjoldfragmenter og skjoldbuler.

Sådan lå oldsagerne i Illerup Ådal på søbassinets bund. Spyd og brækkede stager af asketræ blev fundet sammen med bl.a. skjoldfragmenter og skjoldbuler.

Talrigst blandt de ofrede genstande var spyd og lanser.24 De var langt de hyppigst anvendte våben i den romerske jernalder. For hvert sværd fundet i Illerup, er der fundet 3-4 sæt spyd og lanser. En lanse kunne anvendes både i nærkamp og som kastevåben. Spydspidserne med modhager var derimod kun egnet som kastevåben. En enkelt af lanserne havde hele sin stage bevaret. Den var næsten tre meter lang.25 Stagerne var lavet af udflækket og høvlet kerneved. Til reparationer anvendte man en såkaldt stagehøvl med hul underside, en sådan fandtes også blandt de mange genstande.

Igennem jernalderen afløste nye spyd- og lansetyper hinanden med omtrent en generations mellemrum. De kan derfor dateres inden for tidsrum på omkring 30 år og dermed være med til at placere de forskellige våbenofringer nøjagtigt i forhold til hinanden.26 Den ældste ofring i Illerup, A, rummede mere end 300 stk. af en bestemt lansetype,27 som almindeligvis er ciseleret i geometriske mønstre over store dele af bladet. To af disse lansespidser bar i øvrigt enslydende runeindskrifter: WAGNIJO stod der at læse på dem, et mandsnavn siger runologerne, Vagn i nutidig udtale.

Hvem var han, denne Wagnijo? Man har foreslået, at han var våbensmeden eller måske snarere den person, der styrede våbenproduktionen.

Ja, man har ment, at han kunne være en af de personer, der stod bag krigstogterne mod Østjylland og Fyn i årene omkring 200 e.Kr.28 Og tanken er ikke ubegrundet: Wagnijo har formentlig udvundet jern i stor stil og har haft en våbensmedje, der massefremstillede bl.a. spyd og lanser. Den ene af indskrifterne på lansespidserne er nemlig stemplet ind i bladets overflade. Det tyder på massefremstilling, og Wagnijo har formentlig været i stand til at udruste et stort antal krigere. Så spørgsmålene lyder videre: Var han en af de germanske høvdingesønner, der havde været i romersk tjeneste? Lærte han der romersk krigskunst? Var han specielt interesseret i de romerske våbenfabrikker, som fremstillede den tids mest fremragende sværd? Havde han lært af smedene der, overværet og afluret dem essesvejsningens vanskelige kunst?29

 Eksempler på formudviklingen af lanse- og spydspidser i tiden 200-550 e.Kr. Med deres skiftende former er lanse- og spydspidserne et af arkæologernes vigtigste hjælpemidler i forsøget på at datere de enkelte våbennedlæggelser i forhold til hinanden.

Eksempler på formudviklingen af lanse- og spydspidser i tiden 200-550 e.Kr. Med deres skiftende former er lanse- og spydspidserne et af arkæologernes vigtigste hjælpemidler i forsøget på at datere de enkelte våbennedlæggelser i forhold til hinanden.

Endelige svar gives naturligvis ikke. Men man kan meget vel tænke sig, at Wagnijo har udstyret den invaderende hær med spyd og lanser fra sit eget værksted. Men han havde på samme tid adgang til at anskaffe sig romerske sværd, som han så fra sit arsenal kunne udlevere til de krigere, der skulle med på togtet til Østjylland.

Disse sværd, eller rettere sværdklingerne, var alle, i modsætning til lanserne og spydene, importeret fra det romerske imperium, antagelig fremstillet i Gallien.30 Det kan man se af de stempel- eller fabriksmærker, der er hamret ind i deres overflade. Det kan være navne skrevet med latinske bogstaver, eller det kan være forskellige symboler som f.eks. hjul eller kornaks. CRISSIM MA står der f.eks. på nogle af dem. Det betyder, at klingen er „udført ved Crissims hånd“. Sådanne stempler må have været forbilledet for de indstemplede runer, lansefabrikanten Wagnijo fra Norge satte på sine produkter.

Der kunne også være romerske figurindlægninger af kobber og messing på sværdklingerne, f.eks. af krigsguden Mars eller sejrsgudinden Victoria. Nogle af fabriksstemplerne var imidlertid dækket af håndtaget eller grebet. Det må betyde, at i hvert fald nogle af sværdklingerne var eksporteret, før grebene blev sat på. F.eks. er et af sværdene fra Illerup udstyret med et særligt pragtfuldt håndtag, sammensat af flere materialer. Over- og underhjaltet er udført i elfenben, måske fra Indien eller Afrika. De er tydeligvis romersk arbejde. Derimod er den del af grebet, der sidder mellem hjalterne, udført i hjemlig stil af blankt og forgyldt sølv.31 Der må altså enten være tale om reparation eller om en ønsket udskiftning. Formentlig har den nordiske kriger foretrukket sølvet og guldet som statusmarkering.

Der var også en del sværd, som havde haft mere eller mindre simple håndtag af organiske materialer som træ, læder eller hestehår, sammenholdt af metalringe og nitter. Det må være sværd, der var importeret som rene klinger. Først i Skandinavien blev de forsynet med greb, der tilfredsstillede de lokale krav.

 Pragtsværd med hæfte af elfenben, sølv og guld fundet i Illerup Ådal. 1:1.

Pragtsværd med hæfte af elfenben, sølv og guld fundet i Illerup Ådal. 1:1.

Sværdklingerne fra våbenofferfundet i Illerup Ådal er meget velbevarede, deres oprindelige overflade kan endnu tydeligt ses. I et snit af klingen kan man iagttage, hvordan den er svejset sammen af flere stykke jern. Blødt jern veksler med hårdt, og æggene er hærdede. Denne raffinerede teknik betød, at våbensmeden i essen varmede to stykker jern op til rette temperatur. De blev så hamret sammen, hvilket foregik med så lidt tilførsel af ilt som muligt. Resultatet blev, at svejsesømmene var næsten usynlige. Man fik en blank sværdklinge med tydelige farveforskelle i overfladen, som dannede et mønster. Sådan skulle det være på den tids mest avancerede stik- og hugvåben, den romerske spatha.

Det var formentlig kun romerske våbensmede, som var i stand til at fremstille sådanne sværdklinger, og de var meget udbredte og efterspurgte overalt i Nordeuropa – også selv om der lejlighedsvis af romerne blev udstedt forbud mod eksport af våben til germanerne.32 Sådanne forbud synes imidlertid at være blevet omgået systematisk. Man ville nemlig have moderne udstyr, ingen kriger ønskede at kæmpe med forældede våben. Wagnijo og andre høvdinge i den nordeuropæiske elite var altså i stand til at anskaffe sig disse prægtige våben. Fra deres arsenaler udleverede de så sværdene til udvalgte krigere, der deltog i kamphandlingerne. Naturligvis kan nogle af sværdene også være hjembragt af nordiske krigere, der havde gjort tjeneste i den romerske hær.

Til våbenudstyret havde også hørt store mængder læderremme, som indgik i bl.a. bælter og sværdophæng. Læderet var imidlertid opløst i den basiske mose, men ud fra metalbeslagenes placering kunne man i mange tilfælde rekonstruere forløbet af remmene, f.eks. soldaternes livremme, skulderbælterne til sværdophæng og det komplicerede seletøjsudstyr. Man kunne bl.a. udskille omkring 300 forskellige livremme, som viste sig at være meget ensartede. Også 60 bandolersæt kunne man udskille,33 dvs. skulderbæltet eller sværdophænget, som bestod af få, men karakteristiske beslagtyper. Af disse var 44 germanske og 16 romerske.

 Bandolerer med fornemme metalbeslag tjente til ophæng af sværdet, hvis skede også var forsynet med udsøgte metalbeslag.

Bandolerer med fornemme metalbeslag tjente til ophæng af sværdet, hvis skede også var forsynet med udsøgte metalbeslag.

Bandolerbeslagene blev ofte fundet i forbindelse med sværdskeder og var let genkendelige. De var i syv tilfælde forarbejdet af sølv, mens resten stort set var af bronze. Bandolererne forekom i to udførelser. Den ene var germansk og var kendetegnet af fastnittet læder omkring skeden. Den anden var romersk og var lukket ved hjælp af dobbeltknapper. Forskellen på de germanske og de romerske bandolerer var altså, at de germanske ikke kunne åbnes eller indstilles til krigere af forskellig størrelse, mens de romerske både kunne åbnes og justeres i størrelsen.34 Alle de fundne bandolerer med beslag af sølv var germanske, mens alle dem med bronzebeslag var romerske.

Det var tydeligt, at bandolererne med sølvbeslag havde tilhørt krigere i den øverste del af det militære hierarki. Bandolererne med bronzebeslag hørte derimod til i en mellemgruppe. Ingen af krigerne i bunden af det militære hierarki synes at have båret bandoler. Det er sammen med en lang række andre iagttagelser med til at belyse organisationsniveauet i den nedkæmpede hær. Det er endvidere vigtigt at bemærke, at krigerne som statusmarkering primært anvendte germansk fremstillede genstande – ikke romerske.

Men romerske bandolerbeslag fandt man altså også. Et af dem var støbt i bronze, det var cirkulært og udsmykket med Jupiters ørn omgivet af en latinsk inskription: OPTIME MAXIME CON, stod der skrevet. Det er en forkortelse, den fulde tekst ville have lydt: OPTIME MAXIME OMNIUM MILITANTIUM CONSERVA, sådan kender vi den i andre sammenhænge. Da nu Jupiters ørn sidder i midten, må oversættelsen lyde: Gid Jupiter, den bedste, den største, må bevare alle de kæmpende. Jupiter-beslaget er interessant derved, at nøjagtigt lignende beslag er fundet i Nordafrika, i Tyskland og ved Hadrians mur i Nordengland. Ydermere har beslagene fra Illerup og fra Hadrians mur de samme støbefejl.35 De må følgelig være afstøbninger efter den samme model.

 Fra Illerup Ådal: et romersk bandolerbeslag med billedet af en ørn og en indskrift.

Fra Illerup Ådal: et romersk bandolerbeslag med billedet af en ørn og en indskrift.

Skjolde var en anden vigtig del af de fremmede soldaters våben. Illerupskjoldene var cirkelrunde og normalt sammensat af 5-8 brædder, på randen sad et tyndt metalbeslag, og i midten var der en udskæring til håndtaget. Udskæringen var dækket af en beskyttende skjoldbule af metal, og på bagsiden var monteret et beslag, der skjulte træhåndtaget. Skjoldbrædderne var forarbejdet af især elletræ eller eg, men også lind var anvendt. Håndtaget var derimod af hassel. Brædderne var overraskende tynde, de varierede fra omkring 10 mm på midten til kun 3 mm ved kanten, og det er ikke let at se, hvordan skjoldet blev holdt sammen. Dog styrkede randbeslaget det tynde træ ved randen, og midtbeslagene nittede midterbrædderne sammen. Skjoldenes diameter var mellem 98 og 112 cm.

Man skulle have troet, at skjoldene havde været beklædt med læder. Men det er der i Illerup mærkeligt nok ingen tegn på. Nogle af skjoldene var nemlig bemalede med en cinnoberrød farve, og det synes ikke at levne plads for en læderbeklædning. En sådan kendes dog fra samtidige kontinentale skjolde.36

En særlig gruppe af skjoldene var de såkaldte pragtskjolde.37 Til dem må man henregne de skjolde, som var forsynet med beslag af ædelmetal eller med ædelmetalsbelægning. Fem af skjoldbulerne fra Illerup var f.eks. af sølv. De vejer tilsammen 2 kg – det svarer til ca. 660 omsmeltede romerske sølvdenarer. De fem skjolde, som har haft sølvbuler og som dekoration forgyldt presseblik, må have tilhørt den højeste ranggruppe i hæren.

 Fra Illerup Ådal: en sønderhugget ødelagt skjold bule af massivt sølv med guldbelægning fra et pragtskjold. Ca. 1:2.

Fra Illerup Ådal: en sønderhugget ødelagt skjold bule af massivt sølv med guldbelægning fra et pragtskjold. Ca. 1:2.

De fem cirkulære pragtskjolde havde været prydet af en skjoldbule, håndtagsbeslag og skjoldrandbeslag af massivt sølv samt prydbeslag i form en masker og kegleformede beslag. På beslagene sad der ofte forgyldte presseblik. Endvidere blev der, som nævnt, i flere tilfælde fundet rester af rødt farvestof i forbindelse med skjolddelene.38 To af skjoldhåndtagsbeslagene er ydermere forsynet med runeindskrifter. Tilsvarende prydbeslag kendes i øvrigt fra våbenofferfundene fra såvel Vimose som Thorsbjerg. Det understreger de fællestræk, der var i de forskellige jernalderhæres opbygning. I gravfundene fra det nordeuropæiske område kan man, om end kun sporadisk, finde pragtskjoldene helt fra det 2. til det 5. århundrede e.Kr. Det viser, at hærene over en meget lang periode var opbygget efter de samme hierarkiske strukturer.

Den næste gruppe i kommandohierarkiet, krigerne i høvdingenes følge, var udstyret med skjolde med bronzebeslag og i nogle tilfælde bronze eller jern udsmykket med presseblik. Den slags skjolde kan man også finde i samtidige grave fra den skandinaviske halvø. Presseblikornamenterede skjoldbeslag er f.eks. fundet i et antal norske grave fra bl.a. Bø Steigen i Nordland, Jevnaker i Oppland og Vestad i Vestfold.39 Det betyder, at man heroppe i nord på den skandinaviske halvø har haft den samme kommandostruktur i hærstyrkerne som længere mod syd. Og det betyder, at oprindelsesområdet for våbnene i det store våbenofferfund i Illerup Ådal formentlig var de vestlige dele af den skandinaviske halvø. Tilsvarende forhold gjaldt i det nederste lag i kommandohierarkiet, fodfolket, som for en stor del var udstyret med skjolde med jernbeslag.40

 Soldatens personlige udstyr, hans kniv, fyrtøj og læderpung blev båret i bæltet.

Soldatens personlige udstyr, hans kniv, fyrtøj og læderpung blev båret i bæltet.

Ud over sværdklingerne var der i våbenofferfundet fra Illerup Ådal kun nogle få genstande, der var ægte romerske. En undtagelser var dog de omkring 200 romerske denarer, som vi allerede har hørt om (se Nedgravede skatte og klingende mønt), og dertil nogle få beslag. De romerske sølvmønter var slået i perioden fra kejser Nero til kejser Commodus – den yngste mønt var slået i 187/88 e.Kr.41 Det personlige udstyr, krigerne bar rundt på, var hovedsageligt af lokal tilvirkning, og det var ofte karakteristisk for den region, hvorfra det stammede. Det gjaldt f.eks. fyrtøjer og kamme.42 Der var i det store våbenofferfund f.eks. 124 skandinaviske og blot fem kontinentale fyrtøjer. Bl.a. det tyder på, at et stort flertal af krigerne var skandinaviske. Også kammene, som var fremstillet af tak af rensdyr, elsdyr eller kronhjort, peger mod nord. De var konstrueret anderledes end kammene på kontinentet, men stemte overens med kammene på den skandinaviske halvø.43 Bæltespænder og bæltebeslag, som enten var af bronze (38 stk.) eller jern (246 stk.), fulgte derimod moden over store områder og var stærkt afhængige af det romerske håndværks udvikling. Også for våbnene gjaldt det, at våbentyperne skiftede samtidigt over stort set hele Nordeuropa. Overalt fulgte man den nyeste våbenmode. Derfor er sværd, lanser og skjolde ikke anvendelige, når man søger ejernes oprindelse.

En sidste gruppe af den slagne hærs udstyr omfattede seletøjet til rytternes heste. I de 40% af offerområdet, som blev udgravet, fandt man godt en halv snes hesteudstyr. Det skulle svare til ca. 25 ryttere i den samlede styrke. Det er måske ikke meget i en hær, som formentlig omfattede omkring 1000 mand. Men også fra de øvrige mosefund får vi det indtryk, at rytteriet var en fast integreret del af de nordeuropæiske jernalderhære i århundrederne e.Kr. Det hørte til i den øverste militære ledelse. Ja, måske vi allerede her omkring 200 e.Kr. har den første spinkle begyndelse til en senere tids ridderstand.

 De funktionelle dele til et hesteudstyr var talrige og bestod bl.a. af biddele og hovedtøj med snudebeslag. Til venstre et bidselsæt med bevaret tøjlekæde.

De funktionelle dele til et hesteudstyr var talrige og bestod bl.a. af biddele og hovedtøj med snudebeslag. Til venstre et bidselsæt med bevaret tøjlekæde.

På offerpladsen i Illerup Ådal var det muligt at rekonstruere hele udstyr, ikke bare bid og tøjler, men også hoved- og sadeltøj.44 Et enkelt hesteudstyr kunne bestå af flere hundrede dele, som var monteret på læderremme. I enkelte tilfælde kunne man rekonstruere et komplet hesteudstyr, de fleste var dog ukomplette. Et hesteudstyr fra romersk jernalder ligner i høj grad et fra nyere tid. Dog fandtes endnu ikke regulære stigbøjler, de kom først i brug 2-300 år senere.

Men først et par ord om hestene. Dem fandt man knoglerne af flere steder i den mørke mosejord.45 Hestene må nærmest have lignet de hårdføre og fodsikre norske fjordheste. Den største af dem havde et skuldermål på 140 cm. De arme dyr var hugget og stukket ned på lavt vand med sværd, økser og lanser. Og om de blodige offerritualer fortæller huggene og stikkene i knoglerne. I et enkelt tilfælde fandtes dele af et afhugget bagben sammen med våben og andet udstyr mere end 60 m fra søbredden, altså uden for kasteafstand. Der blev ikke fundet sadler eller hovedtøj sammen med knoglerne.

Hovedtøjets funktion var at fastholde det mellem 9 og 13 cm lange bidsel i den rigtige position mellem hestens kæber.46 Til dette formål tjente et antal forskellige remme, men de var opløst og forsvundet i den basiske mose. Kun pynten fra disse remme, de sølvbelagte beslag, var bevaret. Ved rekonstruktionen af hovedtøjet kan man gå ud fra snudebeslaget, der som en beskyttelsesskinne sad ned over hestens næseryg. En plade på hver side af snudebeslaget optog en rem, hvis retning var vinkelret på snudebeslagets længderetning. Til denne rem var fæstnet hovedtøjets kindstykker, der ligesom pandestykket og evt. også halsremmen var udsmykket med et antal beslag. Bid, ringe til tøjlerne, samt tøjlekæderne var anbragt i forlængelse af kindstykkerne. Tøjlekæderne bestod af mellem seks og ni støbte led, mellemleddene kunne være udformet som to kugler på et mellemstykke eller som dobbelt agernformede led. Formentlig anbragt i et par remme omkring hestens hals eller fastgjort til saddelkonstruktionen var en lille læderbeholder, som kunne rumme biddele og tøjlekæder. Princippet i seletøjets konstruktion er det samme, som man ser på reliefferne på de romerske triumf- og gravmonumenter. De viser remforløbene i såvel hovedtøj som sadeltøj og de forskellige beslags placering. Men beslagenes former er helt fremmede. Det skyldes dels, at de er romerske og ikke germanske, dels at de ikke er samtidige med fundene fra Illerup Ådal.

 De mange beslagdele i våbenofferfundet fra Illerup Ådal giver mulighed for at rekonstruere jernalderrytternes heste i al deres seletøjspragt. Et gehæng af smalle daskende remme med metaldupper i enderne udsmykkede den rumperem, som holdt sadlen på plads bagtil. Rumperemsarrangementet er kendt fra billeder på samtidige romerske soldatergravsten.

De mange beslagdele i våbenofferfundet fra Illerup Ådal giver mulighed for at rekonstruere jernalderrytternes heste i al deres seletøjspragt. Et gehæng af smalle daskende remme med metaldupper i enderne udsmykkede den rumperem, som holdt sadlen på plads bagtil. Rumperemsarrangementet er kendt fra billeder på samtidige romerske soldatergravsten.

Om udseendet af hestenes sadler fortæller Illerup-fundet ikke meget. Kun nogle enkelte sadelbeslag er fundet.47 Formentlig har de forsvundne sadler været polstersadler – altså udført af organiske materialer, men uden en rammekonstruktion af træ. Fortøj og bagtøj med karakteristiske beslag holdt sadlen på plads. I fortøjet sad Y-formede remdelere, et remspænde, et øskenbeslag og nogle rektangulære prydplader. I bagtøjet indgik et par store remspænder, et par prydplader og nogle sæt af remendedupper.48

I alt blev der ved udgravningerne i Illerup Ådal fundet 10 seletøjssæt. Biddene var alle af jern, det gjaldt også for fem af de syv tøjlekæder. I de to sæt med tøjlekæder af bronze var de tilhørende beslag sølvbelagte. Hovedparten af hesteudstyret var således af bronze, sølv eller presseblik af sølv. Det var altså tydeligvis elitært udstyr, der hørte til i samme kategori som pragtskjoldene og de rige sværdophæng med sølvbeslag og sværdskeder. Enkelte ryttere af lavere rang har muligvis også tjent i hæren, dvs. blandt de krigere som var udstyret med skjolde med forgyldt presseblik på beslag af bronze eller jern.

 Blandt jernalderkrigere hørte en lille del til rytteriet. På små, hurtige heste var rytterkrigerne en effektiv del af den angribende styrke. I rasende galop kunne de feje rent på fløjene af modpartens hær. Fra Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

Blandt jernalderkrigere hørte en lille del til rytteriet. På små, hurtige heste var rytterkrigerne en effektiv del af den angribende styrke. I rasende galop kunne de feje rent på fløjene af modpartens hær. Fra Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

I de samtidige grave fra stort set hele Nordeuropa mangler hesteudstyr næsten helt. Det er stort set kun gennem tilstedeværelsen af sporer, at man kan identificere rytterkrigerne – det gælder også i Danmark. Vor viden om rytteriets funktioner i hæren må derfor primært hentes fra våbenofferfundene. At være rytterkriger var ikke udelukkende en statusposition. Rytteriet indgik også funktionelt i hærstrukturen, det viser alene antallet af ryttere, som i Illerup-hæren formentlig var omkring de 25. De var knyttet til en hærstyrke, hvis størrelse vi har ansat til henved 1000 mand eller mere. Det må dog tilføjes, at det er et meget hypotetisk tal, som er fremkommet på følgende vis:49 Imellem fundene fra Illerup Ådal kan man udskille våbenudstyr til fem krigere, som må have udgjort gruppen af anførere. Under dem synes at have stået omkring 40 krigere, som hørte til i den mellemste rangklasse. Og endelig har man fundet våben og personligt udstyr fra henved 300 almindelige soldater. Nu er det kun henved 40% af hele offernedlæggelsen, der er udgravet. 100% ville give en styrke på 12 anførere, 100 af mellemste rang og 750 almindelige soldater. Helt usikkert er det imidlertid, hvor mange faldne, der var efter det udkæmpede slag, og hvis udstyr blev kastet i mosen. Var det 50% af den angribende enhed, eller var det 30%? Det sidste ville normalt betyde, at slaget var tabt. Med disse sidste tal ville vi komme til en slagen hær på væsentligt over tusinde mand. Men et sådant tal er som sagt helt usikkert – det ville stort set svare til en hjælpeenhed i den romerske hær.

Vi kan fortsat kun gætte, også om rytteriets funktion i felten. Sandsynligvis havde det rekognosceringsopgaver, det lå i dets store bevægelighed.

Man kan også tænke sig, at rytterne med en udgangsposition bag slagopstillingen havde til opgave at udføre hurtige flankeangreb med kastespyd og at forsvare hovedstyrken mod fjendens tilsvarende angreb. Altsammen særligt risikoprægede opgaver, som i sig selv var statusgivende og dermed egnede til at understrege en lederrolle.50 Men det er som sagt altsammen mere eller mindre velbegrundede gisninger. Dog tegner fundene fra Illerup Ådal, Vimose, Thorsbjerg og Ejsbøl et billede af rytteriet som en integreret del af jernalderhæren. Når rytterudstyr ikke findes i samtidige nordeuropæiske gravfund, kan det kun skyldes gravskikken. Og på trods af regionale forskelle er der alligevel så mange ligheder imellem fundene fra de enkelte regioner, at vi må regne med, at rytteriet indtog den samme rolle inden for de hærstyrker, som opererede inden for hele det nordeuropæiske område.

Om den hierarkisk opbyggede hærstruktur er vi imidlertid bedre underrettet. Den bekræftes af fundene i de andre store krigsbytteofringer,51 vi finder den også beskrevet hos de klassiske forfattere. Tacitus taler f.eks. om hære opbygget efter en tredelt kommandostruktur.52 Øverst i hierarkiet er den såkaldte princeps, hærføreren eller fyrsten, som det hedder med ét ord, der dog nemt vækker forkerte associationer. Under ham rangerer krigerne fra hans følge, de såkaldte comites. Og under dem kommer så fodfolket, de såkaldte pedites. Tacitus' beskrivelse refererer naturligvis til ældre romersk jernalder, men yngre kilder taler også om en lignende tredeling. Det ligger nært at tolke fundene fra Illerup efter de samme retningslinjer.

Det er i høj grad brugen af de forskellige metaller, der er med til at identificere de forskellige rangniveauer i Illerup-hæren.53 Metallerne guld og sølv karakteriserer det øverste hierarkiske lag. Bronze hører derimod hjemme i det mellemste niveau, og jern er et standardmateriale. Sølv og guld anvendes kun i forbindelse med 2% af fundene fra den store offernedlæggelse, mens bronze anvendtes i 9% af tilfældene. De resterende 89% af metalgenstandene var forarbejdet af jern. F.eks. kan skjoldene og deres metalbeslag belyse forholdet mellem de tre niveauer. 2% var udsmykket med beslag af sølv og guld, 10% havde beslag af bronze, og 88% havde beslag af jern. Lidt anderledes tegnede billedet af hesteudstyret sig: det hørte næsten altsammen hjemme oppe i det øverste niveau af hierarkiet.

Det er påfaldende, at medens romerske importgenstande spillede så vigtig en rolle som statusindikatorer i samtidens grave, så var det samme ikke tilfældet, når det gjaldt krigerudstyret i våbenofferfundene. Det var tydeligvis den lokale formgivning, som stod i høj kurs – kun de romerske sværdklinger blev betragtet som noget særligt. Men netop på sværdene, eller rettere sværdhåndtagene, kan man se, hvordan man tilstræbte en egen og selvstændig formgivning. Romerske elementer blev skiftet ud med lokale, og f.eks. er håndtagene på de rigeste af sværdene helt eller delvis germanske. Når de skulle formgives og dekoreres, så de viste ejerens høje rang, var det åbenbart vigtigt, at de blev udformet efter germansk, ikke romersk smag.

 Septimius Severus' triumfbue på Forum Romanum i Rom, opført omtrent samtidig med den store våbenofring i Illerup Ådal.

Septimius Severus' triumfbue på Forum Romanum i Rom, opført omtrent samtidig med den store våbenofring i Illerup Ådal.

Hvornår det største af våbenofrene blev nedlagt i Illerup Ådal lader sig omtrentligt bestemme. Årringtællinger af egetræet fra et af de ofrede skjolde fra den første store nedlæggelse viser, at træet blev fældet i år 187 e.Kr.54 Andre tællinger viser, at en reparation på et andet skjold var udført efter 205 e.Kr. Det betyder, at offerhandlingen, som markerede sejren over den slagne fjende, formentlig fandt sted i begyndelsen af 200-tallet e.Kr. På omtrent samme tid markerede man 1600 kilometer længere mod syd, i Rom, en anden militær triumf. Det skete med opførelsen af Septimius Severus' triumfbue på Forum Romanum.55 Der var en verden til forskel mellem de to begivenheder – og alligevel var de begge udtryk for den samme politiske ustabilitet, som prægede Europa i disse tider.

Forud for offerhandlingen i Illerup Ådal lå et dramatisk forløb. En stor flåde med nordiske krigere, måske så mange som 50 skibe, var sejlet, formentlig fra Sydnorge, ned langs den jyske østkyst, hvor de havde planlagt at gå i land. Det var næppe sket ubemærket. Hele vejen langs kysten, på de højeste punkter, havde der brændt bål, som signalerede til befolkningen, at et angreb var på vej. Man fik tid til at forberede sig og samle alt, hvad man kunne af våbenføre mænd. Det frugtbare land måtte med al magt forsvares mod plyndinger. Man tog sine forholdsregler, opførte forsvarsanlæg, nogle steder måske endda ved at rive hele landsbyer ned og anvende tømmeret til defensive formål, medens kvinder og børn blev bragt i sikkerhed længere inde i landet.56

Hvor den fjendtlige hær gik i land er uvist. Formentlig havde skibene rundet Djursland og var nået ind i en af de østjyske fjorde, Horsens Fjord måske. Og et eller andet sted inde i det bakkede land fandt det afgørende slag sted. Hvor og på hvilke betingelser, det blev udkæmpet, ved vi ikke. Men udfaldet kender vi. De fremmede blev slået. Vinderne var den lokale forsvarsalliance, taberne de fremmede fra vestsiden af den Skandinaviske Halvø. Vi kan forestille os, hvordan slagmarken så ud lige efter det udkæmpede slag. Den fremmede hær havde været på måske 1000 mand eller mere. Et ukendt antal af disse lå nu tilbage på slagmarken, døde eller sårede. Og imellem dem var der også mange af de hjemlige forsvarere. Overalt lå der ødelagte våben og andet krigsudstyr: hundredvis af spyd, lanser, sværd og skjolde.

Alt dette blev nu samlet sammen, de døde blev afklædt og deres ejendele fjernet. Også de overlevende fjender blev frataget deres våben og øvrige udstyr. Men hvad der i øvrigt skete med disse ulykkelige, ved vi ikke. Blev de henrettet eller gik de ind til et liv som slaver hos sejrherrerne? Vi ved kun, at der aldrig er fundet menneskeknogler i forbindelse med våbenofringerne.

 En sønderhugget skjoldbule som denne illustrerer med tydelighed den voldsomhed, hvormed våbenudstyret i Illerup Ådal blev ødelagt. Den er først revet af skjoldet, dernæst gennemboret med en lanse og endelig sønderhugget med sværd. Ca. 1:2.

En sønderhugget skjoldbule som denne illustrerer med tydelighed den voldsomhed, hvormed våbenudstyret i Illerup Ådal blev ødelagt. Den er først revet af skjoldet, dernæst gennemboret med en lanse og endelig sønderhugget med sværd. Ca. 1:2.

Hvor mange faldne, man kunne tælle efter slaget, ved vi ikke. Men antallet af livremme giver en antydning. Af dem var der 150 stykker. På den anden side betyder det måske ikke, at et tilsvarende antal krigere mistede livet. Nogle kan jo være taget til fange og frarøvet deres ejendele. Og endelig må vi også erindre, at det kun er 40% af offerområdet, der er blevet udgravet. Hvis der er lige så mange fund i den resterende del af søen, vil antallet af bæltesæt blive over 300. Man kan dog også gætte på, at en stor del af den formentlig 1000 mand store styrke må være undsluppet uden at få deres spyd og lanser, skjolde eller sværd med sig.

Men hvad med anførerne? Nithijo tawide stod der skrevet med runer på et af skjoldhåndtagene af sølv. „Nithijo gjorde“ eller „lod gøre“, betyder det, og Nithijo tilhørte den gruppe af ledere, som var udstyrede med pragtskjolde. Han var altså en af de få helt oppe i toppen af hierarkiet. Døde også han? Vi ved det ikke. Men vi ved, at hans livrem må have været beslået med de samme ædle metaller som skjoldet – og den er endnu ikke blevet udgravet. Men måske den stadig ligger derude i ådalen i det endnu ikke undersøgte stykke.

Efter indsamlingen af alt det rige gods fulgte offerceremonien, hvis detaljer vi ikke kender, men som vi får en antydning af gennem de klassiske forfattere. „Klæder flængedes og brynjer sønderrreves“, skrev historieskriveren Orosius i det 5. århundrede e.Kr. – 600 år efter romernes møde med kimbrerne og teutonerne. Den samme vildskab blev også udfoldet her i Illerup Ådal: skjolde blev knust, sværd bøjede og brækkede, bandolerer og seletøj hugget i småstykker. Det var en fuldstændig destruktion, og da den var gennemført, pakkede man de ødelagte genstande sammen, omviklede dem med krigerkapper eller andre tekstiler, sejlede dem ud på søen – og lod dem gå til bunds.

Noter

18: J. Ilkjær 2002.

19: J. Ilkjær 2000.

20: H. Andersen 1951c.

21: Bearbejdelsen af det omfattende materiale er på forbilledlig vis fremlagt i en række omfangsrige monografier: J. Ilkjær 1990a-b, 1993a-b, von Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a-d, samt gennem et utal af videnskabelige artikler, bl.a. J. Lønstrup 1988; J. Ilkjær 1975, 1997, 1999, 2001b, 2002; Ilkjær & Lønstrup 1975, 1977, 1979, 1981, 1982, 1983; Ilkjær et al., 1994, samt i en stor populærvidenskabelig oversigt J. Ilkjær 2000.

22: J. Ilkjær 1990a, s. 257.

23: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 16 ff.

24: J. Ilkjær 1990a-b.

25: Ilkjær & Lønstrup 1975, s. 108.

26: J. Ilkjær 1990a, s. 257 ff., skema ibid. s. 328.

27: Betegnet Vennolum-typen efter et norsk gravfund, J. Ilkjær 1990a, s. 95 ff. Ibid. s. 257 anføres det, at der til Illerup A hørte 366 lansespidser og 410 spydspidser. Til Illerup B henføres 108 spydspidser og 132 lansespidser, medens Illerup C rummede 79 spydspidser og 98 lansespidser.

28: J. Ilkjær 2000.

29: J. Ilkjær 2000.

30: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 329 ff.

31: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 345. I kastellerne langs den romerske nordgrænse er fundet tilsvarende greb, blot med den forskel, at også midterstykket er elfenben.

32: B. Rankov 1999.

33: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 299 ff.

34: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 323 ff.

35: J. Ilkjær 2001b.

36: f.eks. i Gommern se H. Schnarr et al. 1994.

37: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 279 ff.

38: Cinnober med den kemiske betegnelse HgS. Bemalede skjolde kendes i en halv snes tilfælde fra fund fra romersk jernalder i Danmark, se Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996b, s. 261; T. Capelle 1986.

39: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996b, s. 260 f. I graven fra Bø Steigen er skjoldbulen f.eks. dækket med forgyldt sølvpresseblik af en type, man også finder i Viemose og Illerup. Sværdet fra samme grav er i øvrigt også med sit ædelmetaldekorerede greb et af de få, som har paralleller i Illerup-fundet, se Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 296.

40: J. Ilkjær 2000.

41: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 381 ff.

42: J. Ilkjær 1993a-b.

43: Der kendes 101 trelagskamme fra Illerup, dvs. 2/3 af samtlige fund af kamme er af den type, se J. Ilkjær 1993a, s. 299.

44: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 247 ff.

45: J. Ilkjær 2000.

46: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 247 ff.

47: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 272.

48: J. Ilkjær 2000, s. xx.

49: Se bl.a. S.E. Albrethsen 1997.

50: J. Ilkjær 2000.

51: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 483 ff.

52: Allan A. Lund 1985.

53: J. Ilkjær 2000.

54: A. Daly 1998.

55: Omkring 203 e.Kr.

56: F. Kaul 1997.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Våbenofferet i Illerup Ådal i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430945

Afsnittet Våbenofferet i Illerup Ådal er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet