Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bølger af angreb

Oprindelig forfatter JJe

I dag har århundreders glemsel lagt sig over de krigeriske begivenheder, der fandt sted hen imod slutningen af den ældre jernalder. Men en efter en er de atter blevet bragt frem i dagens lys ved udgravninger i danske moser. Det er bl.a. sket på steder som Illerup Ådal, Ejsbøl Mose, Thorsbjerg Mose og Nydam Mose i Jylland – og Vimose og Kragehul Mose på Fyn. Alle fortæller de den samme historie om krig, vold og ødelæggelse, og om den vindende parts triumf efter sejren.

Man har skønnet, at de indtil nu kendte våbenofre fra Sydskandinavien vidner om henved et halvt hundrede slag, som blev udkæmpet igennem den romerske jernalder i områderne omkring Kattegat og Østersøen.1 De viser os billedet af en region, der var udsat for organiserede serier af angreb fra områder uden for det nuværende Danmark.2 Målet for og udgangspunktet for angrebene skiftede over tid. Men formentlig drejede det sig om kampe mellem forskellige stammeforbund, hvor både angribere og forsvarere havde styrken og organisationen til gentagne kampe.

Vi er nu nået ind i en tid, hvor de arkæologiske kilder begynder at fortælle historie, at beskrive interregionale modsætninger og afdække magtstrukturer. Runeindskrifterne sætter endog navne på flere af deltagerne i konflikterne: Wagnijo, Nithijo, Laguthewa og Swarta. Om dem skal vi høre nærmere nedenfor.

Annonce

Men her som overalt gælder det, at kronologien er historiens moder. Forudsætningen for at fortælle historie er bl.a., at man kan ordne de ellers uoverskuelige mængder af genstande fra især våbenofferfundene i en kronologisk rækkefølge, så vi kan se, hvilke våbenofre der er ældst, og hvilke der er yngst. Med de indgående analyser af de udgravninger, der i nyere tid er foretaget i de østjyske moser, er dette imidlertid ved at blive en realitet.

 Våbenofferfund fra århundrederne efter Kr.f. Den ældste gruppe stammer fra den sydlige del af Danmark. Gruppen af fund fra omkring 200 e.Kr. har tilknytning til Kattegatregionen. Gruppen fra omkring 300 e.Kr. har tilknytning til Østersøregionen.

Våbenofferfund fra århundrederne efter Kr.f. Den ældste gruppe stammer fra den sydlige del af Danmark. Gruppen af fund fra omkring 200 e.Kr. har tilknytning til Kattegatregionen. Gruppen fra omkring 300 e.Kr. har tilknytning til Østersøregionen.

Det er navnlig fundene fra Illerup Ådal, der har været genstand for sådanne analyser. Med dem som udgangspunkt, og ved at inddrage et stort komparativt materiale af skandinaviske gravfund, mere end hundrede i alt,3 har det været muligt at opstille en række stadier af våbenudstyrets udvikling, der rækker fra det 1. århundrede e.Kr. frem til omkring 400 e.Kr.4 Henved halvdelen af de nævnte skandinaviske gravfund rummer romerske importgenstande af glas eller bronze, hvis tidsstilling efterhånden ligger ganske fast.5 Ved hjælp af dem har man efterhånden kunnet opstille en tidsfølge for udviklingen af et antal genstandstyper fra våbenudstyret. Det har her vist sig, at bl.a. spyd- og lansespidserne, skjoldbulerne og skjoldhåndtagene er velegnede i den sammenhæng. Man har derved dels kunnet udskille de forskellige våbennedlæggelser, som igennem den romerske jernalder er foregået i de enkelte offermoser. Dels har man omtrentligt kunnet fastlægge det tidspunkt, hvor nedlæggelserne er sket.

Det har her vist sig, at mosefundene fra tiden omkring 200 e.Kr. i alt væsentligt er placeret i Østjylland nord for Lillebælt, på Nordfyn og i Nordsjælland, altså ud mod Kattegat. En senere gruppe af mosefund fra omkring 300 e.Kr. synes derimod snarere at have tilknytning til Østersøen. Man har derfor skønnet, at oprindelsesområdet for det ofrede krigsudstyr også kunne have tilknytning til henholdsvis Kattegat og Østersø. Denne teori har man derefter undersøgt med udgangspunkt i det personlige udstyr fra de nedkæmpede hære, dog også suppleret af andre fund.6

Et vigtigt hjælpemiddel, når man skal bestemme, hvorfra de nedkæmpede hære i mosefundene kom, er den personlige udrustning, som krigerne bragte med sig, bl.a. deres kamme. I f.eks. Illerupfundet er disse kamme, ligesom visse andre genstande, fremstillet af tak fra elsdyr og rensdyr. Kronhjort forekommer derimod ikke. Da der i jernalderen hverken levede elge eller rener i det nuværende Danmark, må genstandene stamme fra den skandinaviske halvø, det nuværende Norge eller Sverige.7 Fordelingen af de enkelte typer af kamme i Illerup peger i øvrigt også i retning af den skandinaviske halvø.8 Og endelig finder man i Illerup Ådal kamme med en helt speciel rygkonstruktion, som kun findes ét sted uden for Illerup nemlig i en vestnorsk grav.9

Et beslægtet resultat når man frem til, når man analyserer kammene fra den våbenofring, der fandt sted i Vimose omkring 200 e.Kr.10 Man kan derfor forestille sig, at krigere fra den skandinaviske halvø, bl.a. Syd- og Vestnorge, men også fra et større område af Sydskandinavien, har deltaget i togter mod Østjylland og Fyn. Derimod er det på grund af kamtyperne ikke sandsynligt, at krigere fra Skåne, Bornholm eller Sjælland var mellem angriberne.

Også fyrtøjerne kan fortælle om krigsbytteofringernes oprindelse. Ved at sammenligne de mange sæt fyrtøj fra Illerupfundet med samtidige fyr tøj fra hele Nordeuropa har det vist sig, at man omkring 200 e.Kr. slog ild på forskellig vis på henholdsvis kontinentet og i Skandinavien. Igen peger hovedparten af fyrtøjerne fra Illerup mod Skandinavien, mens kun nogle få peger sydover.11 Det kan betyde, at ud over krigere med en oprindelse nord for Kattegat, så har den nedkæmpede hær i Illerup også haft et ganske lille indslag af kontinentale krigere.

 Udbredelsen af krigsbytteofringer fra omkring 200 e.Kr., fra den såkaldte Kattegathorisont. Hovedparten af ofringerne synes at have deres baggrund i angreb, der udgik fra de vestlige dele af den skandinaviske halvø. En undtagelse er dog Thorsbjergfundet, hvor angriberne synes at være kommet sydfra.

Udbredelsen af krigsbytteofringer fra omkring 200 e.Kr., fra den såkaldte Kattegathorisont. Hovedparten af ofringerne synes at have deres baggrund i angreb, der udgik fra de vestlige dele af den skandinaviske halvø. En undtagelse er dog Thorsbjergfundet, hvor angriberne synes at være kommet sydfra.

I Vimose finder man en beslægtet situation. Men i Thorsbjerg Mose er den en anden. Her er ildstålet ganske vist ikke bevaret. Til gengæld har man fundet svovlkis, som indgår i de kontinentale fyrtøjer. Det indikerer, at udstyret i den store nedlæggelse i Thorsbjerg Mose har kontinental tilknytning. Ildslagningsværktøjet synes altså også at kunne berette pålideligt om oprindelsesområderne for de angribende hære.12

Det her beskrevne er kun en lille del af det omfattende analysearbejde, der er udført for at bestemme, hvorfra de hære kom, hvis våbenudstyr vi finder i offernedlæggelserne i de danske moser. Men foreløbigt har det ført til, at man har kunnet opstille en teori om, i hvilken rækkefølge angrebene fandt sted, og hvorfra de udgik. I teorien opereres med flere horisonter af mosefund. Den ældste hører hjemme i ældre romersk jernalder (se Et varsel om urotider). Sammen med den største af offernedlæggelserne i Thorsbjerg fra omkring 200 e.Kr. synes disse mosefund at have en sydlig oprindelse.

I yngre romersk jernalder, omkring 200 e.Kr. og en generation senere, følger så en horisont, hvortil hører nedlæggelserne i Illerup i Østjylland,13 Vimose på Fyn,14 Trinnemose i Vendsyssel, Porskjær ved Horsens, Illemose ved Kerteminde og Søborg Sø i Nordsjælland. Det er alle fund, som ligger i områder, der har kyst ud mod Kattegat, og det kan antages, at de hære, hvis våbenudstyr indgår i fundene havde en oprindelse mod nord, i Vestnorge og tilgrænsende dele af Sverige.

Så følger i anden halvdel af det 3. århundrede e.Kr. en gruppe af våbenofringer med en særlig sammensætning, som man finder i en række mosefund fra Vingsted og Hedelisker i Østjylland, Ballerup Sømose på Sjælland, Nydam i Sønderjylland, Balsmyr på Bornholm, Hassle Bosarp i Skåne og Skedemosse på Öland.15 Set i et større europæisk perspektiv er de to sidstnævnte horisonter samtidige med henholdsvis de mange germanske angreb på den øvregermansk-raetiske Limes, og denne Limesstræknings fald senest 260 e.Kr.16

Omkring 300 e.Kr. kommer en ny horisont af mosefund, som omfatter store våbenofringer i Ejsbøl og Nydam moser, samt i Thorsbjerg Mose, Kragehul, Hassle Bosarp og Skedemosse. Nu er det ikke længere områderne nord for Kattegat, der er udgangspunkt for angrebene, men derimod Østersøregionen i øst.

Mosefundenes geografiske placering og påvisningen af krigsbytteofringernes grupperinger i tid og rum viser altså, at der igennem det 3. og 4. århundrede e.Kr. kom bølger af angreb mod bestemte egne fra andre regioner af Sydskandinavien. Hovedparten af angrebene ligger inden for en periode på ca. 100 år fra det tidlige 3. århundrede til det tidlige 4. århundrede e.Kr. I den tid må den militære aktivitet i Sydskandinavien have været meget høj. Hvorfor den var det, er dog langt fra klart, en dækkende forklaring er det endnu ikke muligt at give. Formentlig har der været tale om togter med varierende formål.17 Men de gentagne angreb på de samme landområder tyder på, at der har været tale om politiske årsager. Simple røvertogter er dog også en mulighed.

Med denne gruppering af mosefundene i tid og rum er der lagt op til en fortolkning af de store våbenofre fra den yngre romerske jernalder, som skal beskrives nærmere i det efterfølgende. Det skal dog nævnes, at alternative tolkninger også er blevet fremsat. Dem vender vi senere tilbage til.

Noter

1: J. Engström 1997, s. 248.

2: J. Ilkjær 1993, s. 374-386; 1997.

3: J. Ilkjær 1990a, s. 341 ff.

4: Ibid., s. 257 ff. Ved at opstille gravfundene i et kombinationsdiagram har man kunnet udskille i alt 12 våbenkombinationsgrupper, hvor hver enkelt gruppe har sin karakteristiske sammensætning af våbenudstyr. Grupperne rækker fra den romerske jernalders fase 1b til C3.

5: Se U. Lund Hansen 1987.

6: En samlet fremstilling – og i let tilgængelig form – af analysens foreløbige resultater finder man hos J. Ilkjær 2000.

7: Skulle man herimod indvende, at takken kunne være importeret som råmateriale, kan der henvises til, at der f.eks. på den samtidige sydøstfynske handelsplads i Lundeborg ikke er fundet et eneste stykke fra elg eller ren, men derimod masser fra kronhjort.

8: Typefordelingen i Illerup med 191 trelagskamme og 36 etlags – heraf 22 sammensatte etlagskamme, ville ikke kunne forekomme på dansk område. Igen er den skandinaviske halvø den eneste mulighed.

9: J. Ilkjær 2000, s. 69 ff.

10: J. Ilkjær 1993a, s. 271 ff.

11: J. Ilkjær 1993a, s. 235 ff.

12: J. Ilkjær 2000, s. 54 ff.

13: Illerup A fra fase C 1b, ca. 200 e.Kr. og Illerup B fra ca. 230 e.Kr.

14: Viemose 3 fra fase C 1b.

15: Alle dateres de til fase C 2 og omfatter våbenkombinationsgrupperne 7 og 8.

16: Se J. Ilkjær 1990a, s. 339 og U. Lund Hansen 1995 et al, s. 408 ff.

17: J. Ilkjær 2000, s. 147.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bølger af angreb i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430944

Afsnittet Bølger af angreb er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet