Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mod større produktivitet

Oprindelig forfatter JJe

Som vi nu har set, var det bygninger af helt nye dimensioner, der blev opført i landsbyerne i tiden fra det 3. århundrede e.Kr. og fremefter. Gårdtofterne var vokset betydeligt i størrelse. Det samme var hovedbygninger, stalde og udhuse. Der var i dette ikke noget, som umiddelbart kunne tyde på krisetider. Men det kan nu godt have været en krise, der tvang landbruget til de radikale omlægninger i det 3. og 4. århundrede e.Kr. Ikke desto mindre giver den ny tids gårdanlæg os indtrykket af et landbrug, hvis produktivitet voksede kraftigt. Her var store stalde og lader, der vidnede om et intensivt kvæghold. Det gav gødning i et omfang, så man kunne forøge udbyttet fra de dyrkede marker. Men omkring landsbyerne dominerede det åbne landskab stadig, der var langt til de nærmeste skovområder.

Den nye type langhuse på bopladserne var kommet for at blive. Man fortsatte med at opføre dem gennem de følgende århundreder, som vi skal se det i det følgende bind. Dog skete der atter forandringer omkring 700 e.Kr. Men stort set var det den samme hustype, man anvendte fra det 3. århundrede e.Kr. og tre-fire sekler frem i tiden. Vi kender den efterhånden fra adskillige arkæologiske undersøgelser, navnlig i Jylland.50

 Jernalderhusets udvikling fra keltisk jernalder til yngre romertid. Det øverste er fra tiden omkring 300 f.Kr. I midten et langhus fra århundrederne omkring Kr.f., og nederst et langhus fra tiden mellem 200 og 500 e.Kr. Alle er vist i samme størrelsesforhold.

Jernalderhusets udvikling fra keltisk jernalder til yngre romertid. Det øverste er fra tiden omkring 300 f.Kr. I midten et langhus fra århundrederne omkring Kr.f., og nederst et langhus fra tiden mellem 200 og 500 e.Kr. Alle er vist i samme størrelsesforhold.

Var meget nyt i husenes konstruktion, så fornægtede traditionen sig dog ikke. Grundmønstret i husene var nemlig det samme, som det havde været i århundreder. Det var treskibede langhuse, orienteret øst-vest med en lille drejning mod sydvest, taget var båret af to parallelle rækker svære stolper, og der var indgange i begge langsiderne. Men størrelsen af husene var helt anderledes end tidligere. Bygningernes længde var nu fra 20 til over 40 m. I Vorbasse varierede langhusene mellem 20 og 48 m, gennemsnitslængden var 30-35 m. Derimod var bredden næsten den samme, 5-6 m som i tidligere århundreder. Det skyldtes konstruktionsmæssige forhold, en udvidelse af husets areal kunne kun foretages ved at man øgede længden. Men sådan gjorde man dem altså betydeligt større, end de havde været i de forudgående århundreder. Kun de gårde, der i de ældre bebyggelser (Hodde f.eks.) fremtrådte som markant større, kan sammenlignes med gennemsnittet af gårdene fra 3. og 4. århundrede e.Kr.

Annonce

De tagbærende stolper stod i et meget fast system. Husenes langsider var lige, og i selve vægkonstruktionen indgik altid kraftige planker. Gavlene kunne være fra lige til meget afrundede. Et nyt træk var, at de meget lange huse var inddelt i 5-6 rum, adskilt ved skillevægge. Hertil kom et indgangsrum, hvortil der var indgang i begge langsider. Fra indgangsrummet fik man adgang til beboelsesrummene i vest og den tilstødende stald med båseskillerum til et varierende antal dyr i øst. I de meget lange huse var der ofte et særligt rum mod øst. Adgangen til det kunne foregå gennem døre i den ene eller begge langsider, eller det kunne ske gennem den helt åbne gavl, der tilsyneladende fungerede som en port. Formentlig blev det østligste rum brugt som lade.

Principielt fandt man den samme konstruktion i de mindre huse med en længde under 20 m. Hertil kom forskellige former for helt små huse, såkaldte grubehuse og staklader, hvor de sidste oftest kun bestod af fire stolper. De små huse, grubehusene og stakladerne lå i øvrigt altid i forbindelse med de store langhuse. Samlet udgjorde de således et gårdanlæg.

Disse gårdanlæg var altid selvstændigt hegnede, som regel i næsten firkantede indhegninger bygget af tætstillede stolper. Størrelsen kunne være meget varierende. I Vorbasse bestod et af de mindste gårdanlæg af et 23 m langt hus med beboelse og stald sammen med et 6,5 m langt hus. De to huse var forbundet ved en firkantet indhegning bygget til langhusets nordside. På hegnets inderside stod en dobbelt række stolper, de bar formentlig en form for halvtag eller lignende.

 Eksempel på et af de mindste gårdanlæg fra yngre romertid/ældre germanertid i Nørre Snede-landsbyen. Hovedhuset er 23 m langt.

Eksempel på et af de mindste gårdanlæg fra yngre romertid/ældre germanertid i Nørre Snede-landsbyen. Hovedhuset er 23 m langt.

Hovedparten af gårdanlæggene i Vorbasse – og Nørre Snede – var dog væsentligt større. En af de mellemstore gårde i Vorbasse havde midt i indhegningen et 43 m langt hus, der indeholdt en stald til ca. 30 dyr. Inden for indhegningen lå desuden to mindre huse på henholdsvis 13,5 og 15 meters længde. At dømme efter fund af glødeskaller havde det mindste af dem været en smedje. Til gårdens smedevirksomhed hørte i øvrigt ni jernudvindingsovne.51 Syd for langhuset lå et grubehus, og i det nordvestlige hjørne af indhegningen to små staklader. Langs hele den vestlige side af indhegningen stod en dobbelt række stolper fra et halvtag eller lignende med en samlet længde på 53 m. Gårdens hegn udgjorde en firkant på 58 x 52 m. I vest-, nord- og østsiden var der 1 m brede åbninger til folk og fæ. I østsiden var der en 4 m bred port, hvorigennem vogne kunne køre.52

Både i Vorbasse og Nørre-Snede lå nogle enkelte meget store gårde. I Vorbasse var den største gårdtoft 54 x 74 m. Den havde i midten et 46 m langt hus og tre mindre huse samt yderligere et lille hus lige uden for hegnet. Denne gård kunne man følge igennem det 3., 4. og 5. århundrede e.Kr. Formentlig var det her, landsbyens stormand residerede.

 Et af de større gårdanlæg fra Vorbasse-landsbyen. Fra yngre romertid/ældre germanertid. Hovedhuset er 43 m langt.

Et af de større gårdanlæg fra Vorbasse-landsbyen. Fra yngre romertid/ældre germanertid. Hovedhuset er 43 m langt.

I Vorbasse lå desuden nogle få dobbeltgårde, dvs. to gårde var omgivet af et fælles hegn.53 De fik alle i tidens løb ombygninger af hegnene, så de igen blev til enkeltgårde.

Også de dagligdags aktiviteter, der foregik i gårdanlæggene, havde ændret sig i forhold til de tidligere århundreder. Ny var f.eks. jernudvindingen med de mange skaktovne.54 De kunne producere væsentligt mere metal end de ovne, man brugte i den ældre romerske jernalder.55 Man finder også talrige vævevægte i landsbyerne fra det 3. århundrede. Det gør man aldrig i de ældre landsbyer. Det må betyde, at en helt ny type væv – den opretstående – nu var blevet indført.56 Funktionsopdelingen af såvel småhusene som langhusene, og tilstedeværelsen af de små værkstedshytter, grubehusene, viser også, at langt flere mennesker end tidligere levede under samme tag og udførte flere forskellige og mere specialiserede håndværksfunktioner. De små huse uden stald, som man kender fra jernalderens første lange tid, forsvandt i øvrigt også i den yngre romerske jernalder. Var de blevet for små til at bære en selvstændig produktion? Man kan spørge, om deres beboere nu – som trælle måske – var blevet indlemmet i de store gårde?57

Måske det således ikke var alle, der fik det bedre som følge af den øgede produktivitet i landsbysamfundet. Men for nogle – de bedst stillede – må forandringerne have ført til bedre levevilkår. Det afspejler sig direkte i det bevarede skeletmateriale fra yngre romertid i forhold til ældre romertid (se Menneskene).58

Det er sandsynligt, at baggrunden for de store ændringer i jernalderens landsbysamfund var den økonomiske, politiske og militære krise, som i løbet af det 3. århundrede e.Kr. var med til at omdanne Romerrigets vestlige provinser til et samfund af storgodsejere og forarmede landarbejdere.

Det var et samfund, hvor krisen næsten fik handelslivet til at gå i stå, hvor de fleste betalinger sikkert foregik med naturalier, især korn, og hvor jorden stort set var blevet det eneste grundlag for beskatning.59

Man kan tænke sig, at denne simple beskatningsform i det 3. og 4. århundrede e.Kr. blev overtaget af de germanske områder. Kontrollen med jorden blev derved en ny kilde til rigdom for eliten, som kunne afkræve tribut eller afgifter af jorden. Det forudsatte imidlertid, at ejendomsretten til jorden var klart bestemt. Måske var de markante omlægninger af landsbyerne i den yngre romerske jernalder netop et forsøg på at skabe store, ensartede og selvstændige gårde og dermed et nyt beskatningsgrundlag. Det var gårdtoften, dvs. det indhegnede areal, der angav, hvor stor ydelsen skulle være.

Forudsætningen for at dette system kunne fungere var imidlertid, at der eksisterede et magtapparat med ledere, høvdinge og underhøvdinge, hver med deres følge af krigere, som kunne opkræve ydelserne – og som selv direkte var afhængige af disse indtægter. Det er netop et sådant magtapparat, vi ser vokse frem igennem de senere århundreder af den ældre jernalder. Den nye elite skabte således et system, hvor de økonomiske og militære aspekter smeltede sammen til en enhed, og hvor man frigjorde sig fra det gamle stammesamfunds afhængighedsformer.

Vort indblik i det landbrugssamfund, der voksede frem her på overgangen til den yngre jernalder, er endnu kun i sin vorden. Hvordan det påvirkede det land, som bønderne nu havde udnyttet i mere end fire årtusinder, er endnu heller ikke helt klart. Vi kan dog regne med, at det åbne landbrugsland på den gode jord i Østdanmark nu havde en større udstrækning end nogensinde tidligere. Også på den lette jord i Vestdanmark fortsatte skoven sin tilbagegang, men her voksede hedeområderne samtidigt i omfang.60 Om den udvikling skal der dog først berettes i det sidste bind af dette værk.

Det var først og fremmest bøndernes husdyrhold, der havde forårsaget den forvandling af landet, der var sket jernalderen igennem. Og husdyrholdet var den grundlæggende rigdom for den nordiske jernalderfamilie. Op til 30 stykker kvæg kunne nu stå opstaldet i et enkelt, mellemstort jysk gårdanlæg. Hertil kom et voksende antal heste. De spillede jo en stadig større rolle i den militærtekniske udvikling, som vi bl.a. ser det af de store våbenofringer (se Bølger af angreb). I våbenofferfundet fra Illerup i Midtjylland var ofret heste; de kan i øvrigt nærmest sammenlignes med norske Fjordheste eller gotlandske Rusheste. De største havde et skuldermål på kun 140 cm.61

Mellem de gammelkendte husdyr på jernaldergårdene færdedes også nye arter som høns, ænder og gæs.62 Tamhønen havde gjort sin entré i Centraleuropa omkring midten af det sidste årtusinde f.Kr., men dens udbredelse rakte nu også op til vore breddegrader. De danske jernalder-høns var ganske små – de lignede den nu sjældne „danske landhøne“ eller en miniatureudgave af „den brune italiener“, og de optræder forholdsvis hyppigt i knoglefundene fra den romerske jernalder. Sværere at erkende er gæs og ænder, idet deres knogler meget ligner vildformerne, grågås og gråand. Kun når man på bopladserne finder store knoglemængder af disse dyr, kan man med rimelighed antage, at der er tale om tamformer og ikke om jagtbytte.

I århundrederne e.Kr. var der også kommet endnu en ny beboer på landets gårde: tamkatten.63 Dens nære slægtning, vildkatten, Feles silvestris, havde ganske vist levet i landet i årtusinder, men var aldrig blevet tæmmet. Tamkatten, som var et ganske lille dyr med en skulderhøjde på kun 20 cm, kom derimod hertil sydfra. Det var romerne, som havde bragt den til Europa fra Egypten.64 Den nyankomne har givetvis været velkommen, for mus var en stor plage på bopladserne og havde været det i hvert fald siden bronzealderen (se bd. 2, s. 124), hvis ikke lige siden landbruget begyndte årtusinder tidligere. Sammen med tamkatten kom i øvrigt også husmåren, Martes foina, som også har taget sin del af de allestedsnærværende mus.

Tamkatten fik i øvrigt ikke blot tildelt rollen som musefænger. I en sønderjysk grav fra omkring 200 e.Kr. lå et enkelt rulleben (astragalus) af en kat forsynet med snitmærker efter overskæring i fodroden.65 Sammen med det lå endnu et rulleben, dette af et får og med et boret hul. Amuletter formentlig, som havde været båret af et voksent menneske, hvis brændte knogler også lå i graven. Havde han eller hun måske hørt om de hellige katte i Egypten?

Også inden for agerbruget var der nyt at berette i disse år. Brugen af de voldindrammede agre ophørte omkring 200 e.Kr. Det skal formentlig kædes sammen med ophøret af en bestemt driftsform og etableringen af en ny, baseret på permanent dyrkede indmarker umiddelbart i nærheden af gårdene.66

Desværre ved vi ikke præcist, hvad det var for en dyrkningsform, man praktiserede i århundrederne omkring Kr.f. Men den tids agerbrug var meget pladskrævende og fordrede efter alt at dømme lange brakperioder. Markstykkerne blev brugt skiftevis til dyrkning og brak med nyttige ukrudtsplanter og til græsning.67 Omkring 200 e.Kr. må dette ekstensive og arealkrævende markbrug være blevet afløst af et mere intensivt og mindre pladskrævende system af velgødede, intensivt dyrkede og årligt tilsåede indmarker. Uden for disse lå de fælles græsningsarealer, udmarkerne, og længst væk skovområderne.68 De dyrkede marker fik formentlig en kortere rotationscyklus hen imod slutningen af den ældre jernalder. Til gengæld krævede de mere gødning. Man har udtrykt det sådan, at indmarksystemet repræsenterede den første integration mellem effektiv agerdyrkning og kvæghold, idet systemets stabilitet nu var direkte afhængigt af forholdet mellem indmarkens størrelse og antallet af husdyr.69

 En træindfatning fundet i en nordtysk jernalderlandsby er her brugt til en rekonstruktion af en drejekværn.

En træindfatning fundet i en nordtysk jernalderlandsby er her brugt til en rekonstruktion af en drejekværn.

Hvad angår de afgrøder, som groede på de årligt tilsåede marker, så ændrede de langsomt sammensætning i disse århundreder. Dyrkningen af nøgen byg var aftagende i forhold til avneklædt byg. Emmerhvede for svandt tilsyneladende fra markerne i romersk jernalder, også de øvrige hvedearter var i tilbagegang. Havre og rug var derimod i fremgang ligesom dyrkningen af hør.70

Også landbrugsredskaberne var genstand for ændringer. Man anvendte knive og leer i større formater end tidligere. Der opstod flere forskellige og mere effektive typer, specielt til indhøstning af græs og korn. Derimod synes pløjeredskaberne ikke at have ændret sig. Man brugte stadig den gammeldags træ-ard (se bd. 2, side 354), og det til trods for, at man nede på kontinentet kunne se både jernskær og rigtige plove i brug. Arden tjente herhjemme åbenbart sin bestemmelse i den form, den havde, også selv om det ikke gav den optimale udnyttelse af gødningen.

Men der var andre steder, hvor man så tydelige produktionsfremmende foranstaltninger. Indførelsen af drejekværnen var en af dem. Den erstattede den gamle skubbekværn, som havde været i brug lige siden stenalderen. Drejekværnen var en mediterran opfindelse, som også blev brugt af kelterne,71 men den var, da den dukkede op heroppe i Norden i begyndelsen af yngre romersk jernalder, et lån fra romerne. Det må være importerede romerske basaltdrejekværne, der udgjorde forbilledet for de lokale efterligninger i den forhåndenværende stenart, granit.72

Jernalderdrejekværnene var betydeligt mere effektive end de gamle skubbekværne. De gjorde det mere overkommeligt at male korn til store hushold. Kværnstenene var af granit, sjældnere gnejs, og de kunne være alt lige fra meget finkornede til meget grovkornede.73 Selve kværnen bestod af en cirkulær løber med et cylindrisk hul igennem midten med en konkav maleflade på undersiden. Løberen hvilede på en ligger, som i midten havde en lav cylindrisk fordybning, hvis diameter var lidt mindre end hullet igennem løberen. I fordybningen af liggeren sad en aksel af træ, hvorom løberen roterede. Formalingen af kornet skete mellem løber og ligger, hvis maleflader nøje var tilpasset hinanden. Hullet på løberens overside havde en tragtformet udvidelse. Igennem den passerede kornet ned i kværnen.

 Rekonstrueret drejekværn med træindfatning, udført på grundlag af fund fra jernalderlandsbyen Feddersen Wierde i den nordvesttyske marsk.

Rekonstrueret drejekværn med træindfatning, udført på grundlag af fund fra jernalderlandsbyen Feddersen Wierde i den nordvesttyske marsk.

Komplette drejekværne er aldrig fundet, så rekonstruktionen af redskabets trædele hviler alene på etnografiske iagttagelser. Løberen roterede løst rundt om akslen – løberens midterhul var altid større end liggerens, da der skulle være plads til kornet. Hvis der har været et håndtag på løberen, kan det have været fastgjort ved hjælp af en læderrem. Noget sådant kendes fra nyere tids håndkværne i Finland, og på en stump af en kværnsten fra offerfundet i Vimose på Fyn74 er der da også spor efter omvikling omkring kanten afløberen. Tørring eller ristning af kornet kunne komme på tale for at lette maleprocessen. Men kornets stivelse blev i så fald omdannet til dekstrin og fik en sødlig smag, men bageevnen gik tabt.

Ved udgravningen af en boplads, Præstestien ved Esbjerg, fandt man et fladbrød fra 4.-5. århundrede e.Kr.75 Det var bagt af meget fint formalet og formentlig også sigtet bygmel.

I Hodde-landsbyen fra det 1. århundrede f.Kr. fandt man skubbekværne og koncentrationer af knusesten, der må have være brugt ved tildannelsen af kværne, ved de enkelte gårde i landsbyen. Formentlig har beboerne i hver gård tilhugget kværne til eget brug.76 I landsbyerne Vorbasse og Nørre-Snede fra 3.-5. århundrede e.Kr. lå der derimod koncentrationer af drejekværne og knusesten alene inden for et par af gårdene. Tildannelsen af drejekværne var med andre ord blevet et specialiseret håndværk, udført ved kun en eller to gårde.

På de store gårde fra yngre romersk jernalder kunne man nu også se tunge arbejdsvogne i brug. Vognmageriet var et håndværk, som havde udviklet sig kraftigt igennem de senere århundreder. Det havde en lang tradition bag sig, men fik nu i tiden efter ca. 200 e.Kr. sit særlige præg, væsensforskelligt fra hvad man så længere mod syd. På den anden side af Limes, inden for romersk område, var vognenes hjul gerne forsynet med metalbeslag om fælge og nav. I det frie Germanien havde hjulene derimod ikke denne forstærkning. Her havde man nemlig udviklet en særlig løvtræsteknologi. „Løvtræets mestre“, har man kaldt de nordeuropæiske vognmagere77 – og med god grund. I de romerske værksteder, og før dem i de keltiske, brugte man udelukkende tørt, lagret træ. Det gjorde man ikke i de germanske værksteder. Her kombinerede man frisk og lagret ved, som man havde rigelig adgang til i skovene, når man fremstillede køretøjer – og sikkert også andre ting.

I Nordeuropa havde de beslagløse hjul ofte fælge og nav af elletræ, forarbejdet i grøn eller våd tilstand. Egerne og de nagler uden hoved, der forbandt fælgstykkerne, var derimod af tørt udkløvet egetræ. Man lod i første omgang eger og nagler kvælde ud (dvs. udvide sig). Fælgkrans og nav trak sig derimod sammen under nedtørringen. Fordelen var, at hjulet blev bundet ubrydeligt sammen. Man havde således skabt en teknologi, der bød på flere fordele: Det grønne træ er nemlig meget mere medgørligt end det lagrede. Det kan uden vanskelighed udkløves og bøjes i form. Det var da også egenskaber, man udnyttede, når man fremstillede udspændte og rælingsforhøjede stammebåde. Men det måtte nødvendigvis være løvtræ. Vådt og grønt nåletræ er derimod for skørt og bliver først brugbart ved tørringen.

Resultatet af denne ret indviklede teknik var, at man kunne fremstille nogle særdeles brugbare arbejdsvogne. Man kalder dem Tranebær-typen efter et vognfund i Tranebær Mose syd for Vejle.78 Tranebær-vognen bestod af fire egerhjul med et nav af rødel eller birk. Fælgkransene var ligeledes af rødel eller spejlkløvet eg. Egerne var af udkløvet eg og akslerne ligeså.

 Tranebær-vognens konstruktion. Den tvejede langvogn binder hjulparrene sammen. Den er i to punkter forbundet med bagakslen, men kun i ét med forakslen, hvilket betinger vognens drejelighed. Nederst en rekonstruktion af vognen med forspand.

Tranebær-vognens konstruktion. Den tvejede langvogn binder hjulparrene sammen. Den er i to punkter forbundet med bagakslen, men kun i ét med forakslen, hvilket betinger vognens drejelighed. Nederst en rekonstruktion af vognen med forspand.

Langvognen var dannet af en naturvokset tveje eller af en kløvet og udspændt planke af eg. Den forbandt forvogn og bagvogn. Men for at vognen skulle kunne dreje var det nødvendigt at have et egentligt drejetøj med en egebolt, en drejeaksel, på forvognen. Vognbunden, som var fremstillet af spejlkløvede planker af eg og forsynet med tremmesider, var holdt sammen af bl.a. fire hjørnestolper med rundt tværsnit og hvilede på undervognen, således at bunden og stolperne kunne tages af, når vognen f.eks. skulle køre tømmer.

Køretøjets sporvidde var 110-120 cm, akselafstanden 145 cm. Med en hjuldiameter på 96 cm var vognbunden hævet ca. 75 cm over jorden. Vendediameteren var ca. 10 m og hele køretøjets længde var, inklusive vognstangen, ca. 4,5 m.

Det var en fremragende arbejdsvogn, man herved var nået frem til. En særlig udskæring i bagakslen fordelte spændingen i hele træstykket, så det fjedrede i en bue uden at knække. Det gav en vis affjedring af den ellers stive vogn, og ved større belastninger skrævede baghjulene som på en bil. Forspændt et par heste med trækåg fastgjort i vognstangen var det en vogn, som forholdsvis let og ubesværet kunne køre med en last på 3-400 kg.

Nede i det vandløb, som snoede sig igennem engene ikke langt fra gården, lå de både fortøjet, som førte gårdens beboere til nabobygderne. Det var udspændte stammebåde, bygget efter den samme kombination af våd-tør teknik som vognene. Vi kender først og fremmest disse både fra tidens gravpladser, bl.a. ved Hedegård i Midtjylland og Slusegård på Bornholm,79 men her er de kun bevaret som mørke aftegninger i jorden. Ved Bjedstrup har man dog fundet en udspændt stammebåd, om end kun bevaret i brudstykker.80 Det har ikke været nogen stor båd, næppe mere end 5 m i længden. Godstykkelsen i bunden af båden var 3-4 cm, i siderne var den 1-3 cm.

Båden var fremstillet ved udhulning af en nyfældet træstamme. Man havde derefter tvunget de tynde bordvægge fra hinanden og stabiliseret formen ved hjælp af spanter og/eller tofter. Ved denne proces rejste stævnene sig lidt, dvs. den lette båd fik et såkaldt spring, hvad der forbedrede dens sejlegenskaber. Det kunne dog kun ske, hvis godstykkelsen var relativ tynd i det meste af båden, mens træet ved stævnene var lidt tykkere for at forhindre sprækker. Både bygget efter disse principper kunne man helt frem til begyndelsen af 1900-tallet se i brug i Finland, Estland og Rusland.

Det var voldsomme ændringer, landbrugssamfundene gennemførte i årene efter 200 e.Kr. Men man stod også over for store udfordringer. Landbrugets ekspansionsmuligheder inden for de givne rammer var nemlig ved at være udtømte. Årtusinders rovdrift på skovene havde ødelagt disse som græsningsskove, det ikke skovdækkede land lå åbent og udsat for bl.a. jordfygning. Situationen fordrede et svar.81 To sådanne var tænkelige. Man kunne enten omlægge driftsformen, så produktionen blev mere intensiv. Eller man kunne hente overskuddet udefra gennem udplyndring eller beskatning af de omkringboende befolkninger. Tilsyneladende valgte man begge muligheder, som vi skal se det i det følgende.

Men omlægningerne af landbruget medførte ændrede ejendomsforhold. Det antydes bl.a. af agersystemernes forsvinden. Formentlig blev landsbyernes jord ikke længere årligt omfordelt inden for fællesskabet. Brugsretten, senere ejerskabet, lå nu fast. Gården og jorden hørte sammen. Selvstændige storbønder med et stort hushold af både slægtninge, håndværkere og formentlig også trælle blev det sociale og økonomiske grundlag for de følgende århundreders landbrug.82

Noter

50: S. Hvass 1988.

51: O.Voss 1962.

52: S. Hvass 1979, s. 90.

53: S. Hvass 1979, s. 96.

54: O.Voss 1962, 1991, 1993a-b.

55: O. Voss 1971, s. 27; S. Hvass 1978, s. 360.

56: L. Bender Jørgensen 1984b, 1986, 1992.

57: L. Hedeager 1990, s. 179.

58: B. Sellevold et al. 1984, s. 167 og 225.

59: L. Hedeager 2002, s. 259.

60: L. Hedeager 1990, s. 179.

61: J. Ilkjær 2000.

62: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 204.

63: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 205.

64: Alt tyder på, at det var den afrikansk-arabiske Feles silvestris libyca, som senest omkring 1600 f.Kr. var den første katteart, der blev domesticeret.

65: J.L. Jakobsen 1972.

66: L. Hedeager 1990, s. 174 ff. I hvert fald i Norge og Sverige kan man påvise, at et sådant skift fandt sted omkring 200-300 e.Kr., se B. Windelhed 1984; B. Myhre 1978.

67: H. Helbæk 1958, 1959a.

68: L. Hedeager 1990, s. 179, idem 2002, s. 107 ff.

69: L. Hedeager 1990, s. 176.

70: D.E. Robinson 1994.

71: Harck & Kossack 1987, s. 132.

72: Christensen & Hardt 1998. Hvornår denne import begyndte er usikkert. I Archsumburg på øen Sild (Harck & Kossack 1987, s. 132) har man fundet en drejekværn fra ældre romersk jernalder. I Jylland kendes de derimod først fra yngre romertid, bl.a. på bopladsen Vestervig, F. Kaul 2002a.

73: A.B. Jørgensen 1991.

74: C. Engelhardt 1869.

75: Robinson & Siemen 1988.

76: S. Hvass 1985, s. 171.

77: P.O. Schovsbo 1983.

78: P.O. Schovsbo 1987, s. 133 ff. Den her viste rekonstruktion er baseret på egehjul, aksler, langvogn, vognstang, trækarme, fast bro, øvre bom og træbolte med hoved fra våbenofferfundet fra Tranebær (P.O. Schovsbo, s. 235, nr. 84), tremmeside fra Thorsberg, træk fra førromerske konstruktioner (Dejbjerg I-II) og afbildninger af romerske former.

79: O. Crumlin-Pedersen 1991, 2001.

80: J. Meyer 2002.

81: L. Hedeager 1990, s. 180.

82: L. Hedeager 1990, s. 181.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Mod større produktivitet i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431014

Afsnittet Mod større produktivitet er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet